Rugby i Erritsø inviterer til to hjemmekampe i foråret

0
Rugby i Erritsø inviterer til to hjemmekampe i foråret

Der er lagt op til fysisk spil og lokal opbakning, når Erritsø GIF Rugby i maj byder på to hjemmekampe på egen bane.

Klubben annoncerer to opgør i forårssæsonen 2026, hvor både nordjyske og fynske modstandere gæster Erritsø. Første kamp spilles lørdag den 2. maj, hvor Aalborg RK Lynet kommer på besøg, mens næste hjemmekamp er lørdag den 16. maj mod RC Odense.

Begge kampe har kick-off klokken 14, og dermed er der lagt op til eftermiddage med rugby i lokalsamfundet.

Erritsø GIF Rugby har med opslaget sat fokus på forårets hjemmekampe og inviterer samtidig tilskuere til at møde op og bakke holdet op på sidelinjen.

Med to kampe på hjemmebane får publikum mulighed for at opleve sporten tæt på og følge holdet i jagten på gode resultater i sæsonen.

Markant fald i brugen af stærk smertemedicin i Syddanmark

0
Markant fald i brugen af stærk smertemedicin i Syddanmark

Færre borgere i Region Syddanmark får i dag udskrevet afhængighedsskabende smertestillende medicin. Nye tal viser et markant fald i forbruget af opioider de seneste år.

Opioider som morfin, tramadol og oxycodon bruges typisk til at lindre stærke smerter, for eksempel efter operationer eller ved akutte tilstande. Men medicinen kan være stærkt vanedannende, og derfor har regionen arbejdet målrettet på at begrænse brugen.

En handleplan fra 2023 har været med til at vende udviklingen. På to år er antallet af patienter, der får udskrevet opioider på recept, faldet med omkring 20 procent. I 2023 var tallet over 71.000, mens det i 2025 er faldet til 57.000.

Regionsrådsformand Bo Libergren glæder sig over udviklingen.

»Det er meget positivt at se, at opioidforbruget er reduceret så markant. Vi skal tilbyde patienterne god og sikker smertebehandling, men undgå at de havner i unødige og langvarige forløb, hvor de risikerer bivirkninger og i yderste konsekvens afhængighed og misbrug«, siger han.

En del af indsatsen har været at ændre, hvilke typer medicin der vælges. Her er morfin i højere grad blevet førstevalg, mens brugen af tramadol er faldet markant. I 2021 fik over 33.000 personer tramadol, mens tallet i 2024 var reduceret til omkring 15.000.

Også blandt praktiserende læger er forbruget af blandt andet fentanyl, oxycodon og tramadol faldet. Samtidig er der på sygehusene sket et tydeligt skifte, hvor morfin nu udgør størstedelen af opioidforbruget.

Ifølge regionen skyldes udviklingen blandt andet en øget indsats med information til læger og patienter om mere hensigtsmæssig brug af medicinen. Der er blandt andet blevet delt viden om opstart af behandlinger og udleveret informationsmateriale.

»Der er blevet gjort en flot indsats hos de enkelte praktiserende læger og ude på sygehusafdelingerne, og der er blevet skabt en vigtig opmærksomhed på at ændre forbruget for patienternes skyld. Vi har rykket os meget langt, og vi kan se, at kurverne bliver ved med at gå den rigtige vej«, siger Bo Libergren.

Arbejdet fortsætter nu med at holde forbruget nede og sikre en mere forsigtig brug af de stærke smertestillende midler i både sygehusvæsenet og hos de praktiserende læger.

Middelfart-klinik skifter navn og bliver del af større tandlægefællesskab

0
Middelfart-klinik skifter navn og bliver del af større tandlægefællesskab

Fra den 1. maj 2026 sker der ændringer hos Tandlægerne i Midtpunktet i Middelfart, der fremover bliver en del af ORIS Tandlægerne.

Med partnerskabet skifter klinikken samtidig navn til ORIS Tandlægerne Middelfart Midtpunkt, men for patienterne vil meget være som det plejer. Klinikken fortsætter med Frederikke Köhler som tandlæge og klinikejer, og både personale og behandlingstilgang forbliver den samme.

Ifølge klinikken selv er det netop kontinuiteten og trygheden for patienterne, der har været vigtig i beslutningen.

Samtidig åbner samarbejdet døren til et større fagligt netværk, hvor klinikken bliver en del af et landsdækkende fællesskab med fokus på kvalitet og faglighed.

»Fælles for ORIS-klinikkerne er værdierne ordentlighed, kvalitet og høj faglighed. Det er værdier, vi kan spejle os i. Partnerskabet med ORIS Tandlægerne giver os mulighed for at blive en del af et stærkt fagligt fællesskab, og det giver os en tryghed at have et stærkt hovedkontor i ryggen til at hjælpe med de omkringliggende opgaver, der også følger med at drive en tandlægeklinik. Så kan vi i højere grad koncentrere os om det, vi brænder for – nemlig patienterne«, fortæller tandlæge og klinikejer Frederikke Köhler.

Med ændringen bliver klinikken en del af en større organisation, men med lokal forankring og det kendte personale i front.

Fra mekanikerdrømme til IT-chef med blik for mennesker

0
Fra mekanikerdrømme til IT-chef med blik for mennesker

Når Jacob Helding Lindkvist torsdag den 7. maj fylder 50 år, er det med både eftertanke og tilfredshed over det, han selv beskriver som et liv, hvor han har nået meget.

I dag er han IT-chef hos Middelfart Sparekasse, men det var langt fra den vej, der lå i kortene, da han var yngre. Dengang pegede retningen mere mod en fremtid som sælger, ligesom sin far. Undervejs blev det dog til både en uddannelse som mekaniker, en tur i Livgarden og flere salgsrelaterede jobs, før han fandt sin plads i IT-verdenen.

»Det sætter da tanker i gang, for så er anden halvleg jo i gang, kan man sige. Omvendt glæder jeg mig over at være et godt sted både privat og arbejdsmæssigt, og jeg har følelsen af, at jeg har udnyttet de første 50 år godt«, siger Jacob Helding Lindkvist.

Privat bor han i Fredericia sammen med sin kone og deres to døtre. Han er født og opvokset i Odense, men har i dag slået rødder i Trekantområdet.

Det var mødet med hans svigerfar, der blev afgørende for hans karrierevalg. Her opstod inspirationen til at tage en uddannelse som IT- og elektronikteknolog.

»Mødet med min svigerfar, der så potentialet i alle mennesker, motiverede mig til at tage uddannelsen som IT- og elektronikteknolog. Det gjorde mig ikke til specialist, jeg er mere generalist, men uddannelsen viste blandt andet, at jeg har en force i at sammensætte teams samt sælge specialisternes idéer«, fortæller han.

Netop evnen til at se potentiale i andre mennesker er blevet en central del af hans ledelsesstil, hvor han kombinerer det med smil, humor og omsorg.

Selv i fritiden går han til tingene med fuld energi. Det fik han for nylig at mærke, da han kastede sig over et golf-begynderforløb.

»Der er også den fysiske del – for nylig blev jeg skadet til et golf-begynderforløb, og det er vist ikke mange, der prøver det. Omvendt fortæller det, at jeg går all in i alt, for jeg stillede mig op og slog hundredvis af bolde ud på driving range, hvilket min snart 50-årige krop ikke var tilfreds med«, siger han.

Fødselsdagen bliver fejret i familiens selskab, og senere venter en tur til Kreta sammen med hans tvillingbror.

»Min bror ligner mig på en prik, og han har også kun døtre som jeg, så vi har lejet et lækkert hus, hvor vi skal sidde for hver vores bordende omgivet af kvinderne i vores liv«, siger han og tilføjer med et grin:

»Det bliver godt, for min bror og jeg er ikke kun gode kokke – vi er også fantastisk selskab …«

Jacob Maasbøl er ny privatdirektør i AL Sydbank Lillebælt

0
Jacob Maasbøl er ny privatdirektør i AL Sydbank Lillebælt

BUSINESS. Det blev offentliggjort tidligere på året, at Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank lægges sammen i en ny fælles bank under navnet AL Sydbank. Fusionen blev godkendt af Finanstilsynet i december 2025, og siden er de praktiske sammenlægninger gået i gang lokalt rundt om i landet. I Fredericia og Middelfart-området, der under den nye struktur hører til afdelingen AL Sydbank Lillebælt, har en ny ledelse nu fundet sin form.

Den lokale privatdirektør bliver Jacob Maasbøl. Det har han selv meldt ud denne uge, og udnævnelsen markerer et nyt kapitel for både banken og kunderne i området. »Jeg er glad og stolt over at kunne dele, at jeg er tiltrådt som Privatdirektør for AL Sydbank Lillebælt,« skriver Jacob Maasbøl. »Udnævnelsen sker i forbindelse med fusionen mellem Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, som markerer et nyt og spændende kapitel både for banken og for vores kunder i området.«

Han skal stå i spidsen for privatkundeforretningen sammen med erhvervsdirektør Søren Poulsen, og dermed dækker det nye lederteam både privat- og erhvervssiden af bankens forretning lokalt. Jacob Maasbøl peger selv på samarbejdet med kollegaen og lokalområdet som det centrale i den kommende tid. »Jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med mit dygtige team, hvor kunderne er i centrum, og til at bidrage til en stærk lokal bank i området sammen med vores erhvervsdirektør Søren Poulsen,« skriver han yderligere.

I forbindelse med tiltrædelsen takker han Jimmi Elmgaard for tilliden.

AL Sydbank Lillebælt holder til i Port House på havnen i Fredericia. Den lokale afdeling dækker Fredericia og Middelfart-området.

ADP leverer historisk årsregnskab: Omsætningen vokser 22 procent, og overskuddet stiger med to tredjedele

0
ADP leverer historisk årsregnskab: Omsætningen vokser 22 procent, og overskuddet stiger med to tredjedele

FREDERICIA. Det er et havneselskab i en anden størrelsesorden end for blot få år siden, der onsdag præsenterede sit årsregnskab for 2025. Associated Danish Ports, i daglig tale ADP, kunne på generalforsamlingen fremlægge det bedste regnskab i koncernens 25-årige historie med en omsætning på 335,2 millioner kroner og et resultat på 154,7 millioner kroner efter skat. Omsætningen voksede med 22 procent, mens årets resultat steg 65,6 procent sammenlignet med 2024.

EBITDA landede på 296,2 millioner kroner, hvilket er 41 procent højere end året før. Den samlede godsomsætning på havnene i Fredericia, Nyborg og Hanstholm steg 7,3 procent til i alt 9,2 millioner tons. Mest markant er fremgangen på containerterminalen i Fredericia, der i løbet af året håndterede 164.000 TEU, en stigning på 32 procent.

»2025 viser styrken i ADP’s forretningsmodel og vores evne til at omsætte strategiske investeringer til konkrete resultater,« siger bestyrelsesformand Christian Herskind. »Med Brookfield som ny medejer og udvidelsen af ADP med Hanstholm Havn har vi taget vigtige skridt i den langsigtede udvikling af koncernen, og vi ser fortsat flere muligheder for yderligere konsolideringer og strategiske samarbejder.«

Året markerer ikke alene en finansiel rekord, men også begyndelsen på det, ledelsen selv kalder en ny udviklingsfase. 25 år efter etableringen videreførte ADP i 2025 sit oprindelige DNA om konsolidering i den danske havnesektor, denne gang gennem aftalen med Thisted Kommune om Hanstholm Havn, der pr. 1. august trådte ind i koncernen gennem selskabet Hanstholm Havn A/S, hvor ADP ejer aktiemajoriteten. Hanstholm Havn havde forinden været kommunal siden årsskiftet 2022/2023 efter en gæld på godt 600 millioner kroner i kølvandet på en stor havneudvidelse.

Samme år trådte den globale infrastrukturforvalter Brookfield Asset Management ind i ejerkredsen som minoritetsaktionær med 14,1 procent og en samlet kapitalindsprøjtning på 700 millioner kroner. Brookfield, der forvalter aktiver for over 1 billion dollars og blandt andet ejer havne i USA, Australien, Sydamerika og Storbritannien, deler ifølge ADP det strategiske sigte om at videreudvikle koncernen til et af de førende havneselskaber i Norden.

For administrerende direktør Rune D. Rasmussen er årets resultat udtryk for en kombination af strategisk timing og operationel disciplin.

»2025 bekræfter den stærke udvikling i ADP. Fremgangen på tværs af vores havne er resultatet af klare strategiske valg, herunder havneudvidelsen i Fredericia og etableringen af Fredericia Container Terminal A/S i samarbejde med Fredericia Shipping og APM Terminals,« siger Rune D. Rasmussen.

Bag det nøgterne sprog ligger en koncern, der ikke længere lader sig beskrive som en lokal havn med kommunale ejere. Fredericia Kommune ejer fortsat hovedparten med 76,5 procent, mens Nyborg Kommune sidder på 9,1 procent og Middelfart Kommune på 0,3 procent, men ejerkredsen er nu international, og bestyrelsen er udvidet med en plads udpeget af Brookfield. Samtidig understøtter koncernen ifølge egne tal omkring 9.000 fuldtidsstillinger på tværs af landet.

Også fra ejerkommunerne er tonen, at ADP står et nyt sted.

»ADP har i 2025 flyttet sig markant og står i dag på et meget stærkt fundament. Jeg har fulgt udviklingen tæt og ser frem til at være en aktiv del af den videre udvikling. ADP spiller en central rolle for Fredericia Kommune, men også for den samlede udvikling af havne og logistikinfrastrukturen i Danmark,« siger Peder Tind, borgmester i Fredericia og næstformand i ADP’s bestyrelse.

I Nyborg deler man billedet.

»Nyborg Kommune er stolt medejer af ADP, som har vist, at man kan kombinere solide resultater med klare og langsigtede ambitioner. ADP har også store planer for Nyborg, og udviklingen på og omkring havnen vil være med til at understøtte en kommune i vækst og bidrage til nye arbejdspladser,« siger borgmester Kenneth Muhs.

Bestyrelsesformanden ser regnskabet som »et klart udtryk for en veldrevet og økonomisk stærk koncern med et solidt fundament for den videre udvikling.« Den udvikling tegner sig allerede konkret i 2026 med udvidelsen af Nyborg Havn, en betydelig udbygning af Taulov Dry Port, etableringen af et landstrømsanlæg på Fredericia Havn klar i 2027 og fortsat udvikling af datterselskabet ADP Energy Infrastructure A/S, der skal positionere Trekantområdet som et knudepunkt for CO2-lagring og PtX-brændstoffer.

Generalforsamlingen blev afholdt i MesseC i Fredericia onsdag formiddag, hvor regnskabet blev præsenteret, og hvor selskabets direktør og bestyrelsesformand også talte om de muligheder og udfordringer, der venter koncernen. På generalforsamlingen blev det besluttet at hæve bestyrelseshonoraret med 25 procent. Christian Herskind blev genvalgt til bestyrelsen og som formand for en toårig periode, mens Peder Tind blev valgt som næstformand for en etårig periode.

Ti livenavne over to dage: Fredericia får ny gratis havnefest under Super Rally

0
Ti livenavne over to dage: Fredericia får ny gratis havnefest under Super Rally

EVENTS. Fredericia får selskab af tusindvis af motorcyklister i pinse-weekenden, og samtidig bliver havnen omdrejningspunkt for en helt ny gratis havnefest. EventC har inviteret ti livenavne på scenen på J.B. Nielsens Plads den 22. og 23. maj, og programmet er nu faldet på plads.

Havnefesten finder sted midt i Fredericia centrum og henvender sig både til rallydeltagere, lokale borgere og besøgende fra hele landet. Tanken er, at festen og rallyet sammen skal give Fredericia en weekend med liv på havnen, food court og koncerter både dag og aften.

Bag festen står EventC i tæt samarbejde med Fredericia Kommune og Urbania Street Food, der står for forplejningen. Listen af partnere er bred og rummer Fredericia Shopping, ADP, Fredericia Shipping, thansen, Middelfart Sparekasse, Ocean 7 Projects og Bestseller. Sammen ønsker arrangørerne at skabe et arrangement, der binder byen sammen og giver både borgere og gæster en ekstra grund til at lægge vejen forbi Fredericia under Super Rally.

Programmet for fredag åbner klokken 18 med Jacob Decco, der tager den tidlige aften med sit eget repertoire. Klokken 19.30 går Matroserne på scenen, og aftenen rundes af klokken 21.30 med Sunset Strip.

Lørdagen begynder allerede ved frokosttid. PS Duo lægger ud klokken 12, og to timer senere får John Mogensen Jam lov til at hylde en af de mest folkekære navne i dansk musikhistorie. Eftermiddagen byder på Jacob Decco igen klokken 16, og en time og tre kvarter senere kommer En Lille Pose Støj på scenen. Aftenen bærer navne som Johnny Madsen Jam klokken 20 og DJ Harske Hubbi klokken 21.15, før Havnefest DJ runder dagen af klokken 22.15.

Det er ikke kun musikken, der trækker folk til. Harley Davidson Super Rally er et af de største årlige træf for motorcykelentusiaster i Europa, og det forventes at trække tusindvis af deltagere og tilskuere til Fredericia. Med havnefesten som centralt mødested, food court og livemusik tæt på, lægger arrangørerne op til, at både rallydeltagere og almindelige fredericianere kan mødes om en festlig weekend ved vandet.

Adgangen er gratis begge dage.

To EUC Lillebælt-elever er Danmarksmestre: Naja og Tobias vandt deres fag ved DM i Skills

0
To EUC Lillebælt-elever er Danmarksmestre: Naja og Tobias vandt deres fag ved DM i Skills

UDDANNELSE. Det blev en god dag for EUC Lillebælt, da DM i Skills 2026 fandt sine vindere i transportfagene. Begge vindere kommer fra skolen, og begge to har de seneste dage navigeret gennem disciplinerne i fuld fart. Efter flere dages konkurrence stod de tilbage som Danmarksmestre i hver sit fag.

11 transportlærlinge stillede til start i de to konkurrencer, der er arrangeret af TUR (Transporterhvervets Uddannelser) som en del af det årlige danmarksmesterskab i erhvervsuddannelser. Disciplinerne testede både teknisk præcision, sikkerhed og fagligt overblik.

Naja Bøckhaus Panduro fra Vejle vandt titlen som Danmarksmester i lageroperatør. Hun er i lære hos LEGO Systems og har en udtalt forkærlighed for store maskiner, ansvaret for godset og sikkerheden i lageret. Hun har også en mission ved siden af det faglige. »Det er mega stort for mig,« siger Naja Bøckhaus Panduro. »Jeg har kæmpet så meget for den her uddannelse, så det er bare så fedt at vinde i dag.« Hun vil gerne vise, at kvinder sagtens kan køre truck.

I vejgodstransport tog 19-årige Tobias Urskov fra Fredericia titlen. Han er i lære hos Dansk Entreprenør Transport og bliver færdiguddannet, før han fylder 20. Beslutningen om at gå godschauffør-vejen blev truffet allerede i 6. klasse. »Jeg er stolt af mig selv og mine forældre, især min far der har hjulpet mig igennem alting,« siger Tobias Urskov. »Det var ham, der fik mig ind i branchen, og det er jeg meget taknemmelig for.«

Faglig stolthed på podiet

Bag konkurrencerne ligger en større ambition end blot at finde vindere. For TUR og 3F Transport handler DM i Skills om at vise det danske erhvervsliv og de unge selv, hvad faglig stolthed kan bringe med sig. »Det var helt tydeligt, at de konkurrerende unge kvinder og mænd gav den fuld gas for at nå først og bedst i mål, men i lige så høj grad også nød at vise alt det, de kan,« siger Ole Christensen, næstformand og forhandlingssekretær hos 3F Transport og formand for TUR. »Der var en fornøjelse at opleve dygtigheden og den gode energi og ikke mindst den stærke holdånd deltagerne imellem, selvom de var konkurrenter.«

Foruden selve konkurrencerne tilbød DM i Skills besøgende mulighed for at tale med rollemodeller og uddannelseskonsulenter, prøve kræfter med transportsimulatorer eller styre fjernstyrede miniature-køretøjer.

For Naja Bøckhaus Panduro og Tobias Urskov er det dog selve guldet, der bliver med hjem til EUC Lillebælt.

Vejdirektoratet advarer bilister i weekenden: »Forvent forlænget rejsetid ved Lillebælt«

0
Vejdirektoratet advarer bilister i weekenden: »Forvent forlænget rejsetid ved Lillebælt«

TRAFIK. Det bliver en weekend, hvor Lillebælt får travlt. På lørdag stiller flere tusinde motionsløbere op til Lillebælt Halvmarathon med start i Middelfart, og ruten fører dem over Den Gamle Lillebæltsbro, over til Snoghøj på Jyllandssiden og tilbage til Middelfart igen. Det betyder, at en af de to broforbindelser mellem Fyn og Jylland er ude af drift for biltrafik i flere timer midt på dagen.

Vejdirektoratet oplyser, at Den Gamle Lillebæltsbro spærres for biltrafik fra klokken 13.30 til 17.00. I det tidsrum vil løberne bevæge sig over broen i begge retninger, og bilister er henvist til Den Nye Lillebæltsbro, som forventes at få ekstra trafik og dermed risiko for kødannelse og forlænget rejsetid. Fodgængere og cyklister kan dog stadig passere Den Gamle Lillebæltsbro.

For bilister, der har ærinder i området lørdag eftermiddag, bliver det altså afgørende at planlægge turen i god tid. Vejdirektoratet anbefaler, at man enten krydser bæltet før spærringen eller efter klokken 17.00, hvor broen igen åbner for trafik. Skal man over midt på dagen, må man tage Den Nye Lillebæltsbro og forberede sig på, at man ikke er alene.

Det er ikke kun selve broen, der berøres. Vejnettet i og omkring Middelfart vil være påvirket store dele af lørdagen, fordi løberne også bevæger sig på flere lokale veje på vej til og fra broen. Tilskuere og deltagere lægger oven i det ekstra trafik i området, og det kan mærkes både i bymidten og på til- og frakørselsvejene.

Søndagens cykelløb påvirker bymidten

Mens lørdagen er løbedag, er søndag den 3. maj forbeholdt cyklen. Fyen Rundt afvikles for 115. gang med start og mål i Middelfart på Havnegade ved Middelfart Sparekasse. Det er Danmarks ældste cykelløb og verdens tredje ældste, og dagen byder på både motionsløb i tre distancer og et UCI elite-løb.

Selve eliteløbet kører en stor løkke rundt om Fyn på 172 kilometer og afsluttes med to lokale runder à 6 kilometer i Middelfart by. Det betyder, at Havnegade lukkes fra om morgenen og indtil eftermiddag, og at en lokal rute i Middelfart vil være spærret i en periode midt på eftermiddagen, mens eliten kører de afsluttende runder.

Tilsammen forvandler de to dage Middelfart til en weekend med løbesko, cykelhjelme og masser af tilskuere, og kommunen lægger op til en festlig stemning i bymidten. Men for de bilister, der bare skal fra Jylland til Fyn eller den anden vej, gælder det først og fremmest om at lægge en plan, før man sætter sig i bilen.

Tre bundlinjer og et overskud på over 500 millioner: Kolding Kommunes regnskab for 2025 er godkendt

0
Tre bundlinjer og et overskud på over 500 millioner: Kolding Kommunes regnskab for 2025 er godkendt

KOMMUNALT. Et enigt byråd i Kolding godkendte tirsdag aften årsregnskabet for 2025. Driftsoverskuddet endte på mere end 500 millioner kroner, og det er sket i et år, hvor kommunen har skullet finansiere ekstra udgifter på stærkt pressede områder, ikke mindst det specialiserede socialområde, og samtidig har kunnet opretholde et højt anlægsniveau.

Borgmester Jakob Ville lægger ikke skjul på, at han er tilfreds med årets resultat. »De økonomiske mål, som blandt andet handler om, at vi skal have et solidt driftsoverskud, er indfriet, og det giver plads til, at vi fortsat kan investere i kommunens udvikling og sikre et økonomisk råderum,« siger Jakob Ville. »Derfor er jeg meget tilfreds med årets resultat.«

Anlægsbudgettet i 2025 har været større end normalt, og det har givet mulighed for at gennemføre flere af de anlægsprojekter, som byrådet vedtog et par år tilbage. Kommunens likviditet karakteriseres som tilfredsstillende og har været stabil gennem hele 2025. Der forventes dog et fald i kassebeholdningen i løbet af 2026 som følge af, at flere budgetlagte projekter realiseres.

Tre bundlinjer på regnskabet

Med på dagsordenen tirsdag aften var også kommunens ESG-regnskab og bæredygtighedsredegørelse, som byrådet godkendte sammen med årsregnskabet. Hvor det traditionelle regnskab handler om den økonomiske bundlinje, dækker ESG-regnskabet de to andre, den sociale og den miljømæssige.

»Vi er en af de første kommuner til at udarbejde et ESG-regnskab,« siger Jakob Ville. »Som kommune har vi en særlig rolle i at drive udviklingen i en bæredygtig retning. Og ESG-regnskabet og bæredygtighedsredegørelsen skal bidrage til at skabe overblik og understøtte en fælles retning for bæredygtighed i kommunen. For i Kolding tager vi ansvar for fremtiden og indtænker bæredygtighed som et vilkår i alle vores opgaver.«

Der findes endnu ikke en ESG-standard for kommuner, og Kolding Kommune har derfor valgt at lægge sig op ad den standard, der gælder for små og mellemstore virksomheder. Det giver kommunen et sammenligneligt grundlag, mens den nationale ramme for kommunale ESG-regnskaber stadig er under udvikling.

Med årsregnskabet 2025 og det første ESG-regnskab er Kolding dermed gået fra at føre regnskab på én bundlinje til at føre det på tre. Den økonomiske, den sociale og den miljømæssige.

Mørke tunneler og besværlige strande: Sådan vil kommunen bruge tilgængelighedspuljen

Mørke tunneler og besværlige strande: Sådan vil kommunen bruge tilgængelighedspuljen

0
KOMMUNALT. Teknisk Udvalg skal mandag tage stilling til, hvilke projekter der får del i Tilgængelighedspuljen 2026. Byrådet har afsat 408.000 kroner i puljen, og...