Man kan ikke undlade at fnise af den selvhøjtidelighed, der gennemsyrer hvert ord: En skribent, der taler med autoriteten fra et énmands-akademi, hvor alle svar er givet og tvivl betragtes som en svaghed. Det er ikke analyse, men åbenbaring. Ikke debat, men bekendtgørelse. Jens Jørgen Pedersens pladderballe nyt er en urokkelige overbevisning om, at han – helt alene og uden nævneværdig anstrengelse – har gennemskuet liberalismen, kristendommen, Sartre, højskolebevægelsen og samtlige politiske partier i én samlet intellektuel manøvre. Han skriver med den selvsikkerhed, man normalt kun ser hos mennesker, der ikke et sekund overvejer, om de kunne tage fejl – for hvorfor skulle de? Facitlisten synes er leveret direkte fra Universets administrationskontor med moralske overlegenhed.
Jeg burde have ondt af ham og lade ligge, men når man træder på Liberal Alliance med Stalinistike tanker kæver det et kontant modsvar. Ifølge denne altvidende guru er liberalisme kun “en halv sandhed”, fordi frihed åbenbart kun er ægte, hvis den godkendes af fællesskabet. Det er en klassisk kollektivistisk krølle: Frihed er fin – så længe den udøves på den rigtige måde, i de rigtige rammer, med de rigtige mennesker og helst under opsyn, som under kommunismen i USSR.
Liberal Alliance kaldes “falsk”, fordi ordet alliance skulle være en form for tvang. Det er en sproglig gymnastikøvelse, der ville give selv DDR’s ordbog rødmen. En alliance er frivillig. Man kan melde sig ind – og ud igen. Det er netop pointen. At sammenligne det med religiøse ritualer, omskæring og tatoveringer er decideret useriøst og smagløst.
Når skribenten herefter problematiserer, hvem der bestemmer i gruppen, afslører han sit egentlige problem: Han kan ikke acceptere, at mennesker frivilligt organiserer sig uden en overordnet moralsk dommer. Frihed uden central styring gør ham utryg. Derfor skal friheden pakkes ind i fællesskab, normer og “bevidsthed om den andens frihed” – som i praksis altid betyder, at nogen skal give køb. Sjovt nok altid individet.
Sartre trækkes frem som moralsk støttehjul, men misbruges elegant. Sartres pointe er netop, at mennesket altid er frit – også når det vælger forkert. Ikke at vi skal underlægge os hinandens frihedsvurderinger i en gensidig moralsk kontrolcentral. At række en hånd ud er ikke vold. Det bliver først vold, når du insisterer på, at den anden bør tage den – for fællesskabets skyld.
Det mest afslørende er dog slutningen: “Vi kan blive nødt til at give køb på egen frihed for at sikre den andens frihed.” Det er præcis her, liberalismen skilles fra kollektivismen. For når frihed bliver noget, man skal opgive for hinanden, så er den allerede væk.
Der findes mange skribenter, som udgiver sig for at have svarene på det hele. Nogle vil sikkert mene, at jeg selv tilhører den kategori. Forskellen er: holdninger uden fakta er blot meninger -og moralske floskler uden dokumentation er ikke argumenter. Skriver man i aviser – eller henvender sig direkte til politikere som JJP gør –følger der et ansvar med, for at være præcis og underbygge sine påstande med viden, erfaring og virkelighedsnære konsekvenser. Debatten vinder ikke ved, at flere råber højest. Den vinder ved, at nogen skelner mellem, hvad man føler, og hvad man ved.
