UDDANNELSE. Teknikervej i Erritsø ender blindt ude ved motorvejen. Drejer man fra ved afkørsel 59 mod Fredericia, ligger EUC Lillebælt et par hundrede meter inde, fordelt på fire husnumre med hver sin funktion. Hovedindgangen i toeren, transport og logistik i otteren, værkstederne i nieren, og HTX-gymnasiet i en bygning for sig fra august 2019. Skolehjemmet med sine 126 værelser ligger et stenkast derfra på Snaremosevej. Det er en lille bydel af et campus, groet ud af jorden over fire årtier mellem Erritsø og Lillebælt, og transportskolen har samlet sig her med god grund, så tæt på broen og motorvejen, at en lastbil kan komme fra værkstedet til E20 på under fem minutter.

Tusind årselever om året. Seksten erhvervsuddannelser. Et HTX. Danmarks største transportskole, der kalder sig selv »transportskolen i hjertet af Danmark«.

Camilla Grenander Almfort overtog det øverste ansvar for det hele den 27. februar.

Hun bor i Vinding, er gift med Thomas, og har gået den vej, man kan gå indefra som chefkonsulent, viceuddannelseschef, direktør, alt sammen inden for samme mure. Bestyrelsen havde 22 ansøgere at vælge imellem og endte med hende. Bestyrelsesformand Martin Sørensen kalder hende »tydelig og samlende«, men hun bruger andre ord, når hun selv skal beskrive opgaven, og dem starter hun med at lægge ud i forgængerens spor. »Jeg er den fjerde direktør i skolens tid, og hver eneste af dem har stået på et stærkt afsæt.«

Forgængeren hed Lars Middelboe. Tyve år på posten. Når en bestyrelse leder efter en arvtager til den slags, leder de efter en, der ved, hvor lyset står tændt aftenen før eksamen. Spørgsmålet, hun har fået, er velkendt for enhver, der overtager efter en mangeårig leder. Hvad bibeholder du? Hvad ændrer du? »Lars har stået på en stærk regnskabsprofil og en sikring af skolens økonomi. Det har han gjort i en tid, hvor ikke alle har haft samme opmærksomhed på det.«

Hun bevæger sig her hurtigt videre fra Erritsø og ud over landkortet. »Vi ser for første gang skoler, der går konkurs eller fusionerer, fordi økonomien er styret dårligt. Det har vi ikke set før. Tidligere kom der hjælp fra ministeriet.« Erhvervsskolerne er holdt op med at blive reddet. Kan de ikke selv, kan de ikke. Det er den virkelighed, hun overtager, og det er den, der præger den ene halvdel af det svar, hun giver, når hun bliver bedt om at sige, hvad hun tager med sig fra Middelboe. »En stærk likviditet er det, der giver os mulighed for at skabe ro omkring medarbejderne.«

Ordet »ro« kommer igen og igen i samtalen. Hun bruger det om medarbejderne, om økonomien, om de næste to år, om det, hun gerne vil bygge op omkring skolen, mens reformerne ruller ind. Det er et ord, der peger to veje på én gang. Bagud, mod den arv, hun har taget over, og fremad, mod et uddannelseslandskab, hvor stort set alt står til at blive lavet om.

Hun er gymnasielærer af uddannelse. Hun har undervist i erhvervspædagogik på diplomniveau, hun har forsket i det, og hun var på Thy-Mors HF & VUC, før hun var på UC SYD, før hun kom her. Lige nu er hun indskrevet på en lederuddannelse på Copenhagen Business School, som hun bliver færdig med i 2027.

Det er en kvinde, der har set ungdomsuddannelser fra de fleste vinkler, og det er én af grundene til, at hun for et år siden blev udpeget til arbejdsgruppen i Danske Erhvervsskoler og Gymnasier – Lederne, som skal lægge linjerne for den nye epx-uddannelse, en erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, der skal fjerne den mur, der i dag står mellem gymnasium og erhvervsskole, og som hun mener vil kunne trække flere unge ind på faglærtevejen, hvis man ellers gør det rigtigt.

Hun bruger udtrykket »virkelighedsnær undervisning«. Det lyder pædagogisk, men i hendes mund bliver det konkret. Hun fortæller om en lageruddannelse, som Mejeribrugets Uddannelsesfond bad om at få digitaliseret, fordi et moderne mejeri ikke længere har et lager, der ligner det fra 1995. Det er den slags forbindelser mellem skolen og virkeligheden, hun gerne vil have flere af, og som hun ser som erhvervsskolens egentlige force, sammenlignet med det almene gymnasium.

Frafald er et andet ord, hun vender tilbage til. Hvordan rummer man alle eleverne. Hvordan sørger man for, at en familie, der sender to børn afsted i Erritsø, kan stole på, at det er den samme skole, uanset hvilken dør barnet vælger. »Når en familie sender to børn afsted på skolen, skal de kunne forvente samme kvalitet, uanset om barnet går på HTX eller bliver tømrer eller smed.«

Det er et af de tre spor, hun nævner, når hun bliver bedt om at sætte ord på sit lederskab. Det andet er økonomien, som er Lars Middelboes. Det tredje er det, der venter forude, og det er der, hun retter blikket fremad. »I 2030 ligger landkortet fast, og der skal vi kunne udbyde uddannelserne. Hvis vi er heldige, allerede i 2028. De næste to år bliver enorme.«

Reformen er noget, EUC Lillebælt skal forholde sig til, om de vil eller ej. Den kommer ned over hovedet på alle landets erhvervsskoler, og dens hastighed bliver bestemt af stemmer, der falder længere væk end Erritsø. Hun har selv været med til at tegne linjerne for den i arbejdsgruppen, og hun ser potentialet i den. Det, der bekymrer hende, er tempoet og kapaciteten, og hvor mange forandringer en skole kan absorbere på én gang, mens den stadig skal stå op om morgenen og undervise tusind elever. »Vi skal skåne os selv for at sætte for mange nye ting i gang, når så meget allerede kommer udefra.«

Det er direktøren som læhegn. Mellem reformbølgen og de cirka to hundrede medarbejdere, der hver dag møder ind på Teknikervej og holder skolen kørende. Og det er præcis dér, hun siger, at hendes vigtigste arbejde foregår. »Deres vigtigste opgave er at give eleverne en god uddannelse, og det kan de ikke, hvis de skal gå rundt og være urolige for, hvad fremtiden bringer.«

Det er ord, hun selv stadig er ved at finde rytmen i. Hun har siddet to en halv måned på posten. Hun er stadig direktør, mens hun selv er studerende, og kører frem og tilbage mellem Erritsø og Copenhagen Business School hver tredje uge. Hun har også sin egen agenda for det, der skal sættes i gang indefra. »Vi skal stå stærkere sammen fagligt. Vi skal have større faglig og intern fleksibilitet. Og vi skal fortsætte med at være agile, som vi altid har været.« Det er små forskydninger, der skal ske, mens reformen ruller udefra, og det er der, hun retter blikket indad.

»Påpasselig« er et sjældent ord fra en leder. Det dukker op hos hende et par gange, og det får sidste ord, da hun samler det hele: »At være påpasselig og loyal over for medarbejderne, det kommer jeg til at videreføre. En stærk økonomi og en stærk tilknytning og tillid mellem medarbejderne.«

Det er det, hun er kommet for.