UDDANNELSE. Der er en bestemt slags stilhed på et plejehjem tidligt om morgenen. Ikke den tomme slags, men den fyldte, der venter på at blive afbrudt af en dør, der åbner, en hånd, der rækkes mod en anden. Camilla Kolstrup kender den stilhed godt. Hun har stået i den i ti år.

Hun er 47 år, bor i Bredal uden for Vejle, er mor til fem børn og har en uddannelse bag sig, som i mange år føltes som noget, hun en dag ville vende tilbage til. Cand.mag. i dansk og fransk. Tillægsuddannelse fra journalisthøjskolen. Ansættelser som ekstern redaktør og kommunikationsmedarbejder. Et CV, der pegede i en helt anden retning end den, hun endte med at gå. »Jeg kunne godt se, at jeg nok ikke nødvendigvis skulle tilbage til mit eget fag,« siger hun og lader sætningen lande, som om det er noget, hun har sagt til sig selv mange gange, inden hun sagde det til andre.

Et halvt år

Det begyndte som en pragmatisk løsning, da Camillas yngste datter fyldte et år, stod hun og manglede noget, der kunne passes ind i et familieliv med fem børn og den logistiske opgave, det indebærer. En veninde, der arbejder som sygeplejerske, kendte til et ledigt vikariat på det lokale plejehjem. Camilla havde arbejdet på plejehjem mens hun studerede og syntes, det var dejligt. Hun sagde ja, og det var meningen, at det bare skulle være et halvt år. »Jeg tænkte, at jeg ville være der lidt, og så skulle jeg tilbage til mit eget fag. Men så blev jeg simpelthen så glad for det.«

Noget i arbejdet holdt fast i hende. Eller hun holdt fast i det. Hvilket der end er det rigtige billede, så stod hun der et år efter, to år efter, fem år efter. Hendes yngste datter er nu elleve, og Camilla er stadigvæk på plejehjemmet.

Det var ikke en beslutning, der kom let. Hun husker, hvordan hun i begyndelsen skulle forsvare valget, både over for sig selv og over for omgivelserne. Der er noget ved det her fag, som får folk til at hæve øjenbrynene, fortæller hun. »Jeg vikarierede på et tidspunkt i en integreret institution og på et plejehjem. Når jeg fortalte mine veninder, at jeg arbejdede i vuggestue, syntes de bare, det var enormt hyggeligt. Men når jeg fortalte, at jeg arbejdede på et plejehjem, kunne jeg godt se, at smilene stivnede lidt. Så spurgte de: Ej, hvorfor gør du det, hvad laver du dog der?« Hun finder det selv lidt paradoksalt. »Det er egentlig meget sjovt, fordi omsorgsstilen i vid udstrækning er den samme.«

Tilbage på skolebænken

Camilla Kolstrup er ved at afslutte sit 17 ugers uddannelsesforløb på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens. Mandag fik hun tolv til eksamen. Forløbet hedder EUV1 og er en erhvervsuddannelse for voksne, der giver folk med mere end to års erfaring fra plejesektoren mulighed for at blive faglærte social- og sundhedshjælpere uden at skulle igennem den sædvanlige grunduddannelse og oplæring. Sytten uger ren teori, og så er man uddannet. Camilla indrømmer blankt, at hun på forhånd undervurderede det. »Jeg tænkte, ah, hvor svært kan det egentlig være inden for det her fag. Det klarer jeg nok med venstre hånd. Men jeg er simpelthen blevet fuldstændig grebet af det.«

Det akademiske instinkt, der havde ligget stille i mange år, vågnede igen. Hun lagde timer i det, også flere end hun regnede med. »Jeg har virkelig lagt rigtig meget energi og flid i det. Og det er egentlig meget sjovt, at man sætter sig tilbage på skolebænken så mange år efter og opdager, at man er fuldstændig tilbage på en eller anden måde, og genkender glæden ved det.«

Intet går tabt

Camilla Kolstrup ved godt, hvad nogle tænker, når de hører hendes historie. At det er spild. En kandidat og en journalistuddannelse, der endte på et plejehjem. Men hun ser det anderledes, faktisk ser hun det som næsten omvendt. »Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan noget andet end mange af mine rigtig dygtige kolleger, fordi jeg ved en masse om kommunikation og mennesker, og måske har en anderledes måde at gå til mit arbejde på. Min akademiske uddannelse er ikke spildt.« Det er svært, siger hun, at sætte helt præcise ord på hvordan. Det er ikke noget, man kan pege på i en arbejdsbeskrivelse, for det sidder snarere i måden, man lytter på. Måden, man formulerer sig over for en beboer, der er bange, eller en pårørende, der er frustreret. Sproget som redskab i et arbejde, de fleste tror er rent kropsligt.

Hun er ikke alene om at have taget en omvej til plejesektoren. Blandt de øvrige elever på holdet finder man en civilingeniør og en med en bachelorgrad i administration. Mennesker, der er kommet hertil ad andre veje, og som nu tager det formelle skridt. SOSU FVH’s direktør Jacob Bro kan genkende mønsteret. »Vi ser en stigende gennemsnitsalder for de elever, der starter hos os, og vi ser folk, der skifter spor. Folk der har gjort en karriere inden for helt andre områder og ja, deriblandt folk med længerevarende videregående uddannelser.«

Men han er samtidig nøgtern om, hvad der egentlig er omdrejningspunktet i et forløb som EUV1. »Det afgørende ved de 17 uger er, at vi løfter det faglige niveau i plejesektoren. Det er ufaglærte, der bliver til faglærte. Det er egentlig det, der sker, og det løfter kvaliteten af vores pleje og omsorg.« Han peger på, at selve det at omsætte årelangs praksis til teori er en sværere opgave, end man måske skulle tro. »Du har været vant til at udføre dit arbejde på en bestemt måde. Nu får du den viden, der forklarer, hvorfor du gør, som du gør. Men nogle gange er der en vis afstand mellem det, du har lært i praksis, og det, teorien foreskriver. Den omsætning er noget af en opgave.«

Rigdom af en anden slags

Camilla Kolstrup er ikke blind for, at lønnen i faget ikke er, hvad den burde være. Det er en af de første ting, hun nævner, når hun taler om det, hun har fravalgt. Men hun er heller ikke i tvivl om, hvad hun har valgt til. »Lønmæssigt er det jo ikke noget, man bliver rig af. Men rent menneskeligt får man så utrolig meget igen. Selvom det er et sted, hvor mange liv ender, er der alligevel så meget liv. Så mange historier, så meget livserfaring, som jeg er så heldig at få del i blandt de fantastiske beboere, jeg passer hver dag.« Hun tænker sig om et øjeblik, inden hun finder de rigtige ord. »Jeg føler mig rig på andre måder, når jeg går hjem fra arbejde,« siger hun så.

Til dem derude, der ligner hende, men endnu ikke har taget springet, er hendes budskab enkelt. »Det er oplagt. Vi var dygtige, da vi var ufaglærte, og mange af os har været i faget i mange år. Men det her med at få koblet teori på det, vi allerede gør i praksis, det er enormt berigende, og man får så meget igen som menneske.«

Hendes yngste datter er elleve. Planen var et halvt år. Nogle planer er bedst, når de ikke holder.