De allestedsnærværende vejarbejder i og omkring Fredericia

0
De allestedsnærværende vejarbejder i og omkring Fredericia

Mit indlæg til debatten udspringer af min brændende interesse for Fredericias forsatte udvikling, og mine faglige kompetencer.

Det er noget vi alle bliver berørt af hver eneste dag, når vi skal fra A til B, det er mere eller mindre uundgåeligt.

Og alle former for forstyrrelser i den ”almindelig” hverdag er irritationsmomenter som medvirker til dårlig stemning.

Senest er debatten om renoveringen af Danmarks port eskaleret til at handle om Fredericia bys ”overlevelse”. Det er nu nok en overdrivelse som skal fremme en forståelse.

Hvorom end, så er det ikke en uvant problemstilling jeg selv ofte møder i mit daglige virke som anlægsmyndighed, hvor jeg netop arbejder med fremkommelighed, trafiksikkerhed som skal balancers med fremdrift i anlægsarbejderne og sikkerhed for arbejderne og trafikanter.

At Fredericia Shopping er så kras i deres kritik, som de har været i forskellige artikler. Så ser jeg det mere som et reelt billede på hvor svært de erhvervsdrivende reelt har det i Fredericia, hvis selv nødvendige og kritiske arbejder ikke ”må” gennemføres, ud fra de saglig overvejelser vedligeholdelsesmyndigheden helt sikker har været igennem.

Danmarks port er en bro over en vej, og derfor administreres den overordnet set af vejmyndigheden, og er således underlagt vejloven. Og det er vejlovens §8 der tilpligter vejmyndigheden at bestemme og udføre de nødvendige arbejder.

Det betyder ikke at vejmyndigheden ikke er villig til at lytte til ønsker og input udefra. Men det er og bliver vejmyndigheden suveræne kompetence at beslutte hvad, hvordan og hvornår arbejderne skal udføres.

Derfor giver det heller ikke mening af nedsætte et §17 stk. 4 udvalg, som det er foreslået af grundejerforeningsformand og advokat Christian Wiuff. Hvis der skulle nedsætte et §17 stk. 4 udvalg hver gang vejmyndigheden skal i gang med ”noget” som kunne genere ”nogen”, så vil der aldrig blive udført nogen anlægsarbejder! Og vejloven indeholder ingen hørings pligt i vedligeholdelses øjemed.

Forholdet omkring ”ret” og ”pligt” gælder for eksempel også omvendt i forhold til ledningsejere.

EL- og Vandforsyningen har for eksempel forsyningspligt, hvilket giver dem ret til at etablere og pligt til at vedligeholde ledninger i vejarealerne.

Og med mindre at vejmyndigheden har saglige begrundelser for at afvise et ledningsarbejde, så skal der gives tilladelse til sådanne arbejder. Vejmyndigheden stiller naturligvis nogle betingelser for at give tilladelsen. Men derudover har vejmyndigheden ofte ikke ret meget at sige i forhold til selve udførslen.

Vi har set det i forhold til separatkloakeringen af Vesterbrogade og Nørrebrogade kvarteret, på Holstensvej og nu i den indre by.

Det et område af den kommunale forvaltning vi alle har en mening om, og er afhængig af hver dag, men reelt ofte har meget lidt indflydelse på. Og det bliver vi nødt til at acceptere, om vi vil det eller ej.

Erik Nielsen

Kandidat for Venstre til KV25

Ny natursti og træskulptur indviet i Erritsø Mose

0
Ny natursti og træskulptur indviet i Erritsø Mose

FREDERICIA. Torsdag formiddag summede Erritsø Mose af liv, da borgere, naturinteresserede og repræsentanter fra Fredericia Kommune var samlet til indvielsen af en ny natursti og den seneste af kommunens naturinspirerede træskulpturer – isfuglen.

Projektet markerer endnu et skridt i arbejdet med at skabe mere tilgængelig natur og flere oplevelser i det grønne.

Formanden for Klima-, Energi- og Miljøudvalget, Tommy Rachlitz Nielsen (C), stod for åbningstalen og takkede de mange fremmødte for opbakningen.

»Jeg er lidt blæst bagover over at se, hvor mange I har fået med herud i dag. Det er virkelig dejligt at se den interesse, der er for vores natur og for det dejlige område, vi har hernede,« sagde han.

Ifølge Tommy Rachlitz Nielsen handler indvielsen ikke blot om en ny sti, men om et større perspektiv.

»I dag indvier vi ikke bare en hævet gangsti, der gør det muligt at færdes i et område, som ikke altid er lige nemt at komme igennem. Vi indvier også skulptur nummer seks af Marianne Ladegaard Jensen – isfuglen,« fortalte han.

Skulpturen er den sjette i rækken af Marianne Ladegaard Jensens naturværker, som allerede tæller blandt andet spætten på Trelde Næs, uglen i Fuglsang Skov og marsvinet i Kanalbyen.

»Du har overgået dig selv endnu en gang, Marianne. Det er fantastisk smukt. Og det, der gør det særligt, er, at ingen af dine skulpturer er taget ud af luften. De repræsenterer alle dyr, som faktisk lever i de områder, hvor de står. Dyr, man kan være heldig at se, hvis man bevæger sig stille gennem naturen,« sagde Tommy Rachlitz Nielsen.

Han benyttede samtidig lejligheden til at minde om, at naturen skal behandles med omtanke.

»Det eneste, vi skal efterlade i naturen, er vores fodspor. Resten tager vi med hjem. Vi skal færdes med respekt for dyreliv og planter,« lød opfordringen.

Rachlitz Nielsen fremhævede også, at naturprojekter som dette går hånd i hånd med kommunens grønne ambitioner.

»Kommunen har erhvervet 2,5 hektar jord her i området, som er udlagt til ny skov i samarbejde med Plant et Træ. Derudover har byrådet netop besluttet at udlægge yderligere otte hektar nye skovarealer. Det er små skridt, men det er det muliges kunst – og det er vigtigt, at vi hele tiden gør noget,« sagde han og afsluttede med et stort tillykke til alle involverede.

Herefter tog naturvejleder Bjarne Christensen ordet og satte ord på glæden over områdets nye muligheder.

»Den nye sti hænger sammen med den eksisterende natursti, og hvis man tager hele turen, får man nu 2,8 kilometer i benene. Det er en flot rute – men husk gummistøvlerne,« sagde han med et smil.

Han præsenterede samtidig et nyt initiativ, der skal få flere børn ud i naturen.

»Vi har netop lavet en liste over 10 ting, man skal prøve, inden man fylder 10 år. Bagpå kan man scanne en QR-kode og finde vej til de andre trædyr, hvis man får lyst til at besøge dem alle,« fortalte han.

Med åbningen af den nye sti og skulpturen i Erritsø Mose er endnu et kapitel føjet til fortællingen om Fredericia som naturkommune – og som et sted, hvor natur, kunst og fællesskab mødes.

Anette Hyre-Jensen: Vi har et teater i verdensklasse – men ikke rammerne til de største musicals

0
Anette Hyre-Jensen: Vi har et teater i verdensklasse – men ikke rammerne til de største musicals

KULTUR. Socialdemokratiets medlem af Kultur- og Idrætsudvalget, Anette Hyre-Jensen, glæder sig over, at det fredericianske produktionsselskab AHA Creations står bag den kommende internationale musicalsucces Aqua The Musical. Men hun erkender samtidig, at Fredericia ikke har de fysiske rammer til at huse så stor en produktion.

»Jeg synes jo kæmpe tillykke til AHA Creations. Det er stort, at de får lov til det, og jeg er god til at glæde mig over, når det går andre godt. Derfor er jeg super glad for det,« siger hun.

For Anette Hyre-Jensen er det positivt, at lokale kræfter får succes – også selvom musicalen ikke skal spille i Fredericia.
»Man kan jo sige, at det er et Fredericia-firma, som nu ryger til Operaen, og det skal vi bare glæde os over. Det er altid godt, når nogle firmaer fra Fredericia får succes også i andre byer – det skal vi bare være stolte af,« siger hun.

Alligevel medgiver hun, at det ville have haft stor betydning, hvis musicalen var blevet spillet i Fredericia.
»Jo, helt sikkert. Det ville jo have været kæmpe, hvis det var her. Det ville have trukket rigtig mange publikummer til og betydet meget for caféerne og restauranterne. Hver gang der spiller store opsætninger i Fredericia, så betyder det noget for hele bylivet,« siger hun.

Men ifølge Anette Hyre-Jensen er forklaringen enkel.
»Det er jo ikke sikkert, vi har rammerne til det. Det forsøgte vi jo også at sige i byrådssalen for nylig – vi ville jo ønske, at vi havde pengene til at gøre noget mere for vores teater. Vi har et musicalteater i verdensklasse, men vi må måske også gerne have et teater i verdensklasse, hvis man kan sige det sådan. Der skal nogle penge til, for at vi kan få nogle bedre rammer i Fredericia,« siger hun.

Hun kalder det et stort ønske, at Fredericia på sigt får mulighed for at opgradere teatret.
»Jeg vil ønske, at vi kunne finde pengene til det. Det vil jeg rigtig gerne, hvis det kunne lade sig gøre. Der er forskellige muligheder i forhold til det, og det ville helt klart være et stort ønske at få opgraderet vores teater til noget endnu større. Helt sikkert,« siger Anette Hyre-Jensen.

Læs også

David Gulløv: Fredericia skal have nye rammer, hvis vi skal følge med udviklingen

0
David Gulløv: Fredericia skal have nye rammer, hvis vi skal følge med udviklingen

KULTUR. Næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget, David Gulløv (S), glæder sig over, at Fredericia igen sætter sit aftryk på musicalverdenen gennem AHA Creations’ nye storproduktion Aqua The Musical. Men samtidig peger han på, at byens teaterbygning halter langt bagefter ambitionerne.

»Fredericia Musicalteater har været med i rigtig meget udvikling, og de har lavet rigtig mange musicals fra bunden i topkvalitet. Så det er super fedt at få lov til at følge endnu en udvikling og endnu en produktion lavet fra bunden her i Fredericia. Der er meget at være stolt af,« siger David Gulløv.

Han understreger, at det vidner om et musicalmiljø i særklasse, når lokale kræfter bliver en del af så store produktioner.
»Jeg har ingen tvivl om, at det har kæmpe betydning for Fredericia. Det, der kommer ud fra vores musicalteater, ligger i så høj kaliber,« siger han.

Men selv om stoltheden er stor, er virkeligheden også tydelig: Aqua The Musical får premiere i København – ikke i Fredericia.
»Vi skal måske også huske, at vi har en teaterbygning, der lider utrolig meget. Og vi kommer ikke udenom, at jeg er helt med på, at der er to millioner til teatret i det næste års budget. Det synes jeg er fedt – det er bedre end nul. Men det er kun et lille plaster i forhold til det, der mangler på det teater,« siger David Gulløv.

Han har tidligere været åben om, at han mener, Fredericia skal have en ny teaterbygning.
»Det er altid det værd. For mange år siden har jeg jo meldt ud, at jeg synes, vi skal have en ny teaterbygning. Det er stadig min holdning. Det kan være gratis point, vil nogen sige, fordi hvor skal pengene komme fra? Men jeg synes, vi skal sætte os ned og sige, at det er den vej, vi vil,« siger han.

Ifølge Gulløv skal ambitionerne på byens vegne ikke kun handle om de kunstneriske resultater – men også om at give dem en værdig ramme.
»Vi vil gerne have en ny teaterbygning, som for alvor sætter Fredericia arkitektonisk på verdenskortet – i takt med, hvordan musicalen sætter Danmark på verdenskortet,« siger han.

Han kalder Aqua The Musical et klart signal om, at Fredericia er nødt til at tænke større.
»Ja, det er et tydeligt tegn på, at rammerne skal forbedres. Jeg er super glad for at se, at der bliver ved med at ske ting dernede, og jeg glæder mig over hver eneste musical. Desværre kan man sige, at jeg ikke kan sige, at den her kommer til Fredericia – endnu i hvert fald. Men det satser vi på, kommer til at ske,« siger David Gulløv.

Læs også

Fredericia er Danmarks musicalby – men uden scene til de største produktioner

0
Fredericia er Danmarks musicalby – men uden scene til de største produktioner

KULTUR. Fredericia er ikke blot hjemsted for landets største musicaltalenter – nu sætter byens kreative kræfter også aftryk på den internationale scene. Byrådsmedlem og formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), kalder det en milepæl, at det fredericianske produktionsselskab AHA Creations står bag den nye internationale satsning Aqua The Musical, som får verdenspremiere i Operaen i København i 2028.

»Selvfølgelig skal Fredericia være med i så stor en musical. Det giver super god mening, fordi vi er Danmarks musicalby nr. 1, og vi har meget, meget høje ambitioner. Vi leverer allerede usædvanligt stærkt på de her områder, både med morgendagens talenter, som bliver uddannet herfra, men også med vores forestillinger og senest What is Love,« siger Peder Tind.

Han betegner projektet som både ambitiøst og naturligt for Fredericia.

»På den ene side tænker jeg, at det er ambitiøst, stærkt og virkelig godt gået. Og samtidig er det jo naturligt, fordi vi netop er så stærkt kørende på musicalområdet. Jeg er bare stolt som fredericianer.«

For Tind handler det ikke kun om én produktion, men om, hvad projektet symboliserer for byen.

»Det betyder rigtig meget, at Fredericia bliver sat på verdenskortet, at det er herfra, det udspringer. At vi har et så stærkt fundament, at det kan føde nogle store idéer. Det viser, at vi er en kulturby, som kan bære det niveau,« siger han.

Han peger på, at Fredericia gang på gang formår at levere langt ud over sin størrelse.

»Når man tænker på, at vi som Fredericia midt i Danmark, med 53.000 borgere, kan levere på så mange områder, og at vi har så mange stærke fyretårne, så skal vi minde hinanden om, hvor dygtige vi egentlig er i vores kommune. Jeg er meget, meget stolt,« siger han.

Selvom Aqua The Musical får premiere i København, glæder Peder Tind sig over, at rødderne er fredericianske.

»Det er jo rammen, som de må have vurderet, at vi ikke har i dag fysisk til at kunne skabe omkring så stort et setup. Og selvfølgelig ville det have været fantastisk, hvis vi havde mulighed for at have sådan en ramme. Men jeg noterer mig også, at det udspringer herfra, og det synes jeg er fantastisk. Så må vi jo bare komme i arbejdstøjet og se, hvordan vi i fremtiden kan skabe en endnu større og bedre ramme, så sådan nogle store musicals kan holde sig i Fredericia.«

Han peger på, at netop rammerne omkring byens musicalmiljø er et punkt, der bør prioriteres politisk i de kommende år.

»Det her understøtter den tanke, jeg har haft tidligere, og som vi også har nævnt i vores valgoplæg for de kommende fire år – at vi skal begynde at kigge på, hvordan man kan arbejde med at få renoveret musicalteatret eller få bygget et nyt nede i Kanalbyen, som man tidligere har drøftet,« siger han.

For Peder Tind er der ingen tvivl om, at Fredericia skal blive ved med at udvikle sig som Danmarks musicalby.

»Musicalen er kommet for at blive i Fredericia, og vi er musicalby nummer ét. Derfor skal vi også sikre os, at rammen er tidssvarende – ikke kun indholdet. Det er det, vi skal arbejde målrettet med i fremtiden. For musicalindustrien kan udvikle sig, og det er vigtigt for vores kommune,« siger han.

Læs også

Fredericia-selskab skal sende Aqua på verdensscenerne

0
Fredericia-selskab skal sende Aqua på verdensscenerne

KULTUR. Fra Prinsessegade i Fredericia til Broadway i New York og West End i London. Det er ambitionen for produktionsselskabet AHA Creations, der står bag den kommende storproduktion AQUA THE MUSICAL – en nyskabt forestilling baseret på popbandet Aquas farverige univers og verdenshits som Barbie Girl og Cartoon Heroes.

AHA Creations har hjemme i Fredericia, midt i den by, der i forvejen er kendt som Danmarks musicalhovedstad, og hvor både Fredericia Musicalteater og Den Danske Scenekunstskoles Musicalakademi holder til. Bag selskabet står erhvervsmanden Anders Østergaard – tidligere bestyrelsesformand for Fredericia Teater – og Martin Palme Skriver, der selv er uddannet fra Musicalakademiet og i dag leder AHA Creations.

De to har sat sig for at skabe dansk musicalhistorie med internationalt udsyn.

»Aqua er et af de få danske bands, der for alvor har skrevet sig ind i verdens musikhistorie. Med millioner af solgte albums og topplaceringer på internationale hitlister har de skabt et legende univers, som egner sig perfekt til musicalteater. Med AQUA THE MUSICAL står vi med en enestående chance for at sende en danskproduceret musical ud i verden,« siger Martin Palme Skriver, Executive Artistic Director i AHA Creations.

Forestillingen får verdenspremiere i Operaen i København i 2028, men ambitionen rækker langt ud over de danske grænser. Ifølge selskabet er målet at føre produktionen videre til de helt store scener – fra Broadway til West End – og dermed gøre dansk musical til en international eksportvare.

Bandet selv er tæt inde over udviklingen og har givet rettighederne til, at deres musik og historie kan blive til en scenisk fortælling.
»Vi har haft en vild historie, fuld af oplevelser, som aldrig helt er blevet fortalt før. Nu glæder vi os enormt til at genopleve dem på den her måde, sammen med resten af verden,« lyder det fra Aqua.

AHA Creations samarbejder med Fredericia Musicalteater om udviklingen, og flere af landets mest erfarne musicalfolk er tilknyttet produktionen, heriblandt instruktør Thomas Agerholm og scenograf Benjamin La Cour, der tidligere har stået bag store succeser som Seebach – The Musical og Klokkeren fra Notre Dame.

Fredericia har igennem de seneste to årtier markeret sig som dansk musicalcentrum, og AQUA THE MUSICAL kan blive kulminationen på byens udvikling fra lokal kulturby til internationalt springbræt.

»Ingen dansk musicalproduktion har før haft international eksport som mål i sig selv. Det vil vi være de første til at lykkes med,« lyder det fra AHA Creations.

Verdenspremiere i Operaen i København i 2028
Instruktør er Thomas Agerholm
Dramatikere er Claus Reenberg, Mads Æbeløe og Nikolaj Tarp
Scenograf er Benjamin La Cour
Producent er AHA Creations

To mænd sigtet for narkoforhold i Fredericia – én kørte i stjålet bil

0
To mænd sigtet for narkoforhold i Fredericia – én kørte i stjålet bil

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft travlt i Fredericia, hvor to mænd nu er sigtet i sager om stoffer og brugstyveri. Det fortæller vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Torsdag klokken 18.20 var en patrulje på Ullerupdalvej efter meldinger om muligt salg af stoffer i området. Da politiet nærmede sig, forsøgte flere personer at stikke af.

»To af dem fik vi fat på. Hos den ene fandt vi 6 gram hash, en mindre mængde kontanter og en mobiltelefon. Han blev sigtet for salg af stoffer,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Der blev ikke fundet noget ulovligt hos den anden person. Den sigtede er en 25-årig mand fra Fredericia.

Senere på natten, klokken 00.37, traf politiet endnu en mand i et køretøj på Vendersgade. Bilen viste sig at være meldt brugstyveret.

»Vi sigtede føreren – en 31-årig mand fra Fredericia Kommune – for brugstyveri af bilen. Han var desuden i besiddelse af 3,01 gram kokain, to mobiltelefoner og kontanter. Ved en ransagning på hans bopæl fandt vi yderligere 1,67 gram kokain og 2,29 gram hash,« siger vicepolitiinspektøren.

Manden blev anholdt kortvarigt og løsladt igen efter afhøring.

Spirituspåvirket bilist stak af – gemte sig i et træ efter uheld på Fyn

0
Spirituspåvirket bilist stak af – gemte sig i et træ efter uheld på Fyn

DØGNRAPPORT. Fyns Politi har i døgnrapporten for torsdag den 9. oktober registreret flere sager om indbrud, vold og farlig kørsel. Den mest opsigtsvækkende sag fandt sted i Millinge nær Faaborg, hvor en spirituspåvirket mand stak af efter et uheld – og blev fundet gemt i et træ.

Uheldet skete tidligt torsdag morgen på Assensvej, hvor bilisten i vestgående retning forulykkede og endte med forhjulene i en mark. Da politiet ankom, var føreren stukket af, men han blev kort efter fundet i et træ på en nærliggende adresse. Den 42-årige mand, der kommer fra udlandet, blev sigtet for spirituskørsel. Der er umiddelbart ingen meldinger om personskade.

I Middelfart blev der anmeldt indbrud på Strandvejen, hvor gerningsmanden kom ind gennem en dør og stjal et smykkeskrin med smykker.

I Faaborg blev der anmeldt indbrud i en sidebygning på Frederiksbergvej, hvor der desuden var sket hærværk på et fyr. Der blev i samme tidsrum også begået indbrud i et nabohus. På Lindebjergvej blev der desuden registreret hærværk og mulig indbrud, hvor en port var sparket op, og en varmepumpe var ødelagt.

Også i Nyborg Kommune har der været aktivitet. På Hasselvænget i Ullerslev blev der anmeldt et indbrudsforsøg, hvor der var opbrudsmærker på vindue og dør, men ingen indstigning.

I Odense C blev en 45-årig mand fra udlandet torsdag aften sigtet for vold på Fisketorvet, efter at han havde taget kvælertag på en anden mand i forbindelse med en uoverensstemmelse.

Flere indbrud blev anmeldt i Odense SV – blandt andet på Abels Allé, Thyras Allé og Eyvinds Allé. Gerningsmændene kom ind gennem vinduer og knuste ruder, og der er stjålet kontanter, et ur og muligvis flere genstande.

På Ambrosius Stubs Vej hørte en anmelder støj ved sin havedør og opdagede to mænd, der forsøgte at bryde sig ind. De stak af, da de blev opdaget.

Desuden blev en 26-årig mand fra Assens Kommune torsdag eftermiddag bragt til standsning på Fynske Motorvej nær Odense SØ. Han blev set køre voldsomt, foretage overhalinger i nødsporet og blev testet positiv for euforiserende stoffer. Han blev sigtet for narkokørsel og for besiddelse af stoffer, mens en 27-årig passager fra Svendborg blev sigtet for samme forhold.

På Schacksgade i Odense blev en 32-årig mand sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter at han gik rundt og tog i bildøre, spyttede på biler og skabte utryghed i området.

Endelig blev der anmeldt hærværk på en bil på J.B. Winsløws Vej, hvor der var ridset i lakken på førersiden, og fra en adresse på Kosterslevvej i Søndersø blev der stjålet to nummerplader fra en bil.

Fire mænd sigtet for røveriforsøg og fareforvoldelse

0
Fire mænd sigtet for røveriforsøg og fareforvoldelse

POLITI. Fredag formiddag bliver fire mænd på henholdsvis 29, 29, 30 og 46 år fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.Det oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X. Fremstillingen finder sted klokken 10.30.

Politiet oplyser ikke, hvor i politikredsen de fire mænd er blevet anholdt, men der ventes flere oplysninger, når grundlovsforhøret i Kolding er afsluttet fredag formiddag.

Ifølge politiet er mændene sigtet for blandt andet røveriforsøg og fareforvoldelse. Der er anmodet om dørlukning i sagen, og derfor forventes det, at yderligere detaljer ikke bliver offentliggjort.

Fredag morgen er togtrafikken mellem Middelfart og Esbjerg ramt af problemer

0
Fredag morgen er togtrafikken mellem Middelfart og Esbjerg ramt af problemer

TRAFIK. DSB oplyser, at der ikke kører Intercitytog på strækningen. Årsagen er ifølge selskabet en fejl på en skinne ved Taulov, som Banedanmark arbejder på at udbedre.

»Ingen Intercitytog mellem Middelfart og Esbjerg. Det skyldes, at Banedanmark desværre har en fejl på en skinne ved Taulov,« skriver DSB på det sociale medie X fredag morgen.

Rejsende opfordres til at tjekke rejseplanen for at se, hvordan driftsforstyrrelsen påvirker deres tur.

Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvornår fejlen forventes at være rettet.

Vestre Skole bygger multibane for egne sparepenge

Vestre Skole bygger multibane for egne sparepenge

0
LOKALT. Vestre Skole vil etablere en multibane i skolegården, finansieret af skolens eget opsparede overskud. På tirsdag skal økonomiudvalget give en anlægsbevilling på 896.000...