KULTUR. Der er et øjeblik, lige inden det begynder, hvor alt er på én gang.

Børnene strømmer ind ad dørene til Fredericia Musicalteater i små flokke, klassevis, med hænder der slipper og finder hinanden igen, og på tærsklen ind til salen standser de. Måske fordi nogen beder dem om det, men mest fordi rummet er anderledes end de steder, de plejer at komme, og det kan mærkes i kroppen før det når hjernen. De store øjne er der, inden tanken er der. Nogle peger op mod balkonen — vi sad deroppe — og siger det med den særlige stolthed, der tilhører dem, der kender stedet i forvejen. Andre har aldrig set en teatersal før i deres liv. De lader blikket glide opad mod loftet, hen langs væggene, ned mod det tomme sceneareal, og et sted i den bevægelse holder de vejret uden at vide de gør det.

På væggene hænger plakater fra teatrets historie, sporene af alt det, der er sket her før. Signerede plakater, forestillinger der er kommet og gået, ansigter og titler og en særegen blanding af det højtidelige og det skøre. En af børnene peger på en af dem og spørger hvad det er, og det er de voksne, lærerne og pædagogerne, der må forklare om alt det, der er gået forud. Det tager et øjeblik. Så er der en ny der spørger.

Summen i salen er af nysgerrighed og uro og noget der endnu ikke har fundet sin form. Så går lyset ned, og mørket samler dem alle, og det eneste der er tilbage er scenen. Ssshhh. Et lille klap i starten, forsigtige og næsten afprøvende, som om de ikke er helt sikre på om det er tilladt. Så opdager de, at andre klapper med. Og så endnu flere. Lyden vokser, breder sig gennem rækkerne, og inden nogen har besluttet det, er hele salen med.

Den 18. og 19. marts fyldte Fredericia Musicalteater sig fire gange med 1.- og 2.-klasseselever fra Fredericia og Middelfart kommuner. I alt 1.600 børn, hertil lærere og pædagoger, der kom for at se teaterforestillingen »Vitello« — produceret af Louise Schouw Teater og arrangeret gratis af Teaterforeningen Lillebælt. Stort set alle skoler i begge kommuner havde meldt ind, og billetterne var væk næsten inden de var udbudt. Det var et af de største samlede børnekulturarrangementer i området i denne sæson, og for en stor del af de 1.600 var det noget andet og mere end det. Det var første gang.

Den dreng de kender

Vitello er ikke en fremmed. Han bor allerede i skoletasker og på natborde, i biblioteker og på bagsædet under lange bilture. Børnene der finder deres pladser i Fredericia Musicalteater kender ham formentligt, før de sætter sig. De har hørt ham oplæst, set ham tegnet, levet med hans logik — den særlige børnelogik, der er fuldstændig konsekvent og alligevel altid ender galt.

Kim Fupz Aakeson og tegneren Niels Bo Bojesen skabte ham i 2008. En dreng med et stort, baseballformet hoved, sort uglet hår og en mor der har boet to måneder i Italien, dengang hun var meget ung og vist også meget smuk. Deraf navnet. Deraf savnet efter en far der aldrig dukker op, men som Vitello forestiller sig i alle mulige udgaver — tatoveret, knivbærende, Guds bedste hjælper, eller måske bare en mand med en rød sportsvogn i garagen.

Louise Schouw Teater har haft ham på scenen i elleve år og spillet forestillingen for tusindvis af familier og skolebørn landet over. Nu er det slut. Foråret 2026 er forestillingens allersidste turné, og de 1.600 børn i Fredericia er blandt de sidste, der nogensinde ser denne opsætning live.

Kniven kommer frem

Forestillingen varer 70 minutter uden pause, bygget over otte af de mest kendte Vitello-historier, dramatiseret af Gunvor Reynberg og sat i scene af Louise Schouw selv, og fire skuespillere — Asbjørn Agger, Camilla Lohmann, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch — befolker tilsammen hele universet, Vitello selv og moren, Kamma og Gregers, tvillingerne Max og Hasse, møgungen William, den tunghøre pølsemand og en vagabond der på en parkbænk påstår at være Gud. Scenografien er enkel, og det første der virkelig får børnene til at spærre øjnene op er da Vitello trækker kniven frem, og der går en lyd gennem salen, noget der ikke rigtig kan staves, men som enhver der har siddet i et fyldt teater med syvårige kender på rygraden — åbne munde, høje stemmer, blikke der skifter fra scenen til sidemanden og tilbage igen.

Og så griner de.

De griner da Vitello leger med spaghettien i munden, og da tvillingerne Max og Hasse vælter rundt over hinanden i en evig kappestrid om hvem der er mest irriterende, og da Vitello forsøger at sætte en fælde op til en far og det går anderledes end han havde forestillet sig, og da en mand på cykel falder i det hul som Vitello og vennerne selv har gravet og bander, og den mand viser sig senere at være Gregers, men da Vitello muntert slår fast at han i hvert fald er god til at bande, gentager en dreng i salen det halvhøjt til sin klassekammerat med et grin.

Der er noget ved Fupz Aakesons univers der ikke lader sig forklare helt ud, men som har at gøre med at tingene siges som de er, set fra det sted i tilværelsen hvor alting giver mening og alting ender galt på én og samme tid, og børnene sidder og kender det fra indersiden, den logik der er deres egen og ingen andres. Det er derfor pølsemanden der hører skævt virker, det er derfor Rasmus Højlund-referencen sender en bølge gennem salen, det er derfor en dreng gentager en sætning om bandeord til sin klassekammerat og det føles som en opdagelse. Salen bærer det med sig som noget der tilhører dem.

Camilla Lohmann finder ordene for det bagefter. »Det er sjovt og befriende. Mange voksne har sagt, at det synes de også. Der er efterhånden et nostalgisk blik på Vitello — vores generation er ikke nødvendigvis vokset op med bøgerne, men der er noget med den humor, som vi kender. Det gibber i de voksne, fordi der bliver sagt mange ting, som ikke er så politisk korrekte mere.«

Forestillingen er stort set uændret siden premieren, båret af en enkelhed der har siddet rigtigt fra begyndelsen. Et par ord er dog siden udgået efter ønske fra Kim Fupz Aakeson selv. »Han har fortrudt, at han skrev det i sin tid,« siger Asbjørn Agger, og der er respekt i måden han siger det på.

Under latteren bærer forestillingen på noget tungere. Vitello drømmer om en far, sætter fælder, graver huller, forestiller sig faderfigurer i alle tænkelige skikkelser — den tunghøre pølsemand, manden på bænken der påstår at være Gud — og videre til Gregers med den lille røde sportsvogn i garagen, som ingen umiddelbart ville have valgt, men som alligevel bliver til noget. Camilla Lohmann taler om det med en ro der antyder hun har tænkt over det mange gange. »Det er jo egentlig et fint budskab. Det er hvad det er — få det bedste ud af det. Og det siger Vitello til sidst faktisk selv. Jeg har jo egentlig mange ting. Jeg har min mor, jeg har mine venner, og nu har jeg også Gregers.« Asbjørn Agger lytter og tilføjer blot. »Og hvad er det perfekte — i forhold til hvad, ikke?«

Det spørgsmål hænger i luften, og så bliver det mørkt. Vitello og vennerne er ude om aftenen og skal fange en far, og scenen sender lommelygter ud i salen, ind imellem rækkerne, hen over ansigterne, og teatret holder op med at foregå deroppe og begynder at foregå her, og børnene vender sig mod lyset, griber fat i naboen, laver den lyd der opstår når noget pludselig er meget tæt på. Morten Bo Koch taler om det bagefter som noget af det der bringer ham tilbage igen og igen. »Der er aldrig to forestillinger der er ens. Der er steder, hvor vi ved at her kommer der noget. Men de reagerer så forskelligt, og det giver os noget at spille op imod hver gang. Det er derfor man kan lave den her forestilling igen og igen.«

Dagen inden havde publikum klappet efter hver eneste sang, i takt — de børn havde haft musik om morgenen — og præcisionen fik Marianne Bøgelund til at miste fornemmelsen for hvor i sangen hun var. Denne dag er klappet mere uregelmæssigt, men det betyder ingenting, for det der er tilbage er det samme, den fulde opmærksomhed, den villighed til at være med helt ind, og da Vitello og Gregers tager imod klapsalverne under curtain call, rejser lyden sig i salen næsten af sig selv. Wuuuu.

Og da Vitello vinker, vinker børnene tilbage.

»For nogle af dem er det første gang, de kommer i teateret,« siger Marianne Bøgelund. »Det er ret vildt at få lov til at give dem den oplevelse. Forhåbentlig en god oplevelse, så de kommer igen.«

Det er et håb der rækker ud over denne forestilling og disse to dage.

1.600 børn opdagede på under 70 minutter at man godt kan sidde stille og alligevel være helt med, at man må grine højt og svare igen, og at det hele giver mening så længe man går ind i det sammen. Camilla Lohmann sætter ord på det med en enkelhed der er svær at forbedre. »Der er ingen skærme. Vi gør det sammen, vi trækker vejret sammen. Det skal ikke oversættes. De fatter det instinktivt.«

Og Morten Bo Koch tilføjer det som måske kun de voksne i salen fuldt ud forstår. »Det er skønt at spille for nogen, hvor fantasien ligger så meget først for. Det er voksne mennesker der spiller børn, men det er der ikke nogen der sætter spørgsmålstegn til. De hopper direkte med på den fantasiverden, som vi skaber.«

Farvel til en dreng fra ringvejen

Vitello har turneret i over ti år, spillet for mere end 50.000 børn, på Aalborg Teater, på Teatret Zeppelin, på musikhuse og i teaterforeninger i alle hjørner af landet, båret af et kompagni der driver sin turné uden statsstøtte til produktion eller drift, og som i 2024 blev kåret som Årets Børne- og Ungeteaterproducent af Danmarks Teaterforeninger. De 1.600 børn fra Fredericia og Middelfart er blandt de allersidste i Danmark til at se denne opsætning live.

Det ved de ikke. De ved bare at da kniven kom frem var det vildt, og da tvillingerne vælter rundt er det sjovt, og da Vitello til sidst siger at han måske alligevel er okay med en papfar, er der noget i det der er rigtigt.

Teaterforeningen Lillebælt nåede med disse fire forestillinger ud til stort set alle skoler i begge kommuner. Billetterne var væk næsten inden de blev udbudt. Det er kulturformidling i sin mest direkte form — ikke som begreb, men som en sal der summer inden lyset går ned og eksploderer i grin sekunder efter.

Og så er det slut, og hele holdet tager imod de klapsalver der nu falder præcist og med overbevisning, og Asbjørn Agger siger det bagefter med en ro der kun tilhører nogen der har spillet den her rolle mange gange og alligevel fundet nyt i den. »Det optimale er at se det sammen. De syvårige der kommer i weekenden sidder og glor måbende på deres bedsteforældre, som sidder og griner. Og omvendt — når de små griner over noget der er helt plat, ser de voksne op og tænker, hvor hyggeligt, mit lille barn har det godt.«

Det er ikke en dårlig definition af hvad teater kan.