13.4 C
Copenhagen
tirsdag 16. juni 2026

Burgerdag på havnen sendte 140.000 kroner videre til børnehospice

Søndag byttede Michael Nørtoft pincetten ud med stegespaden. På havnen i Fredericia stod stjernekokken og holdet bag Ti Trin Ned og vendte burgere for et formål, der ligger dem på sinde. Da køen endelig havde lagt sig, var der samlet 140.000 kroner ind til landets børnehospicer. Foto: Ti Trin Ned

Burgerdag på havnen sendte 140.000 kroner videre til børnehospice

GASTRONOMI. Der står sjældent kø ud ad døren hos en Michelin-restaurant. Køkkenet bag Ti Trin Ned er bygget til pincetter, til serveringer, til ro. Men søndag stod Michael Nørtoft og holdet på havnen i Fredericia og vendte burgere, mens folk ventede tålmodigt i rækker, der snoede sig hen over asfalten.

»Vi havde lange køer ude foran restauranten hele dagen. Det har vi aldrig prøvet før, og det var faktisk en stor del af charmen. Vi kunne kun tage et vist antal mennesker ad gangen, så folk måtte væbne sig med tålmodighed,« fortæller Michael Nørtoft.

Og tålmodige var de. Da dagen var omme, havde 765 gourmetburgere skiftet hænder over disken, saftig kylling med trøffelfritter ved siden af, og hver eneste krone gik videre til CoolUnite Børnefond og dermed til landets børnehospicer. »I går landede vi på 140.000 kroner,« fortæller Michael Nørtoft.

Det var første gang, restauranten kastede sig ud i noget af den størrelse, og det kunne mærkes i de første minutter, da en burgerstation viste sig at kræve en helt anden rytme end et stjernekøkken med ro om bordene. »Den første halve time skulle vi lige finde ud af, hvordan vi fik det hele organiseret. Det er jo en anden rytme, end vi er vant til. Men da vi først var i gang, synes jeg, der kom rigtig godt flow på,« siger Michael Nørtoft.

Tre timer inde havde de solgt de første 500. Derfra blev tempoet roligere og køen kortere, men stemningen holdt hele vejen. »Folk var glade, og vi fik rigtig meget positiv feedback. Jeg tror, de var helt med på at stå i kø et stykke tid. Det var jo til et godt formål, og det tror jeg, vi alle sammen mødtes om.«

Burgerdagen var ét af tre velgørenhedsevents, restauranten holdt i forbindelse med SuperDysten, CoolUnite Fondens årlige konkurrence, hvor virksomheder fra hele landet dyster om at samle flest mulige penge ind på kort tid. For Michael Nørtoft var det især valget af formål, der gjorde indsatsen personlig. Han blev selv far sidste år. »Vi vil gerne støtte det hele, men man finder nogle hjertesager undervejs, og det her var nok en af vores,« fortæller han.

Og hjertesagen trak folk til. At dagen lå lige efter Rock under Broen i Middelfart var ingen tilfældighed, og restauranten havde håbet, at festivalgæsterne ville lægge vejen forbi havnen dagen derpå. Det gjorde de. Men opbakningen kom fra alle kanter. »Der var så mange, der gad støtte op. Både fra Fredericia og fra de lokale virksomheder. Det var stort,« siger Michael Nørtoft.

Når 140.000 kroner først er talt op, melder spørgsmålet sig næsten af sig selv. Bliver der en burgerdag igen? »Ja, det kunne vi sagtens. Men nok ikke lige med det samme. Vi har snakket om, at det højst skal være en gang om året,« siger han med et smil og tilføjer, at det netop er det sjældne, der gør det særligt. »Det er jo også sjovere, når man kan gøre det til noget helt særligt, så folk kommer ned og støtter op, fordi vi laver et event som det her.«