Tallene ser umiddelbart flotte ud for plejehjemmene i Middelfart Kommune. Hele 93 procent af beboerne er tilfredse med den hjælp, de modtager, og 100 procent føler sig trygge ved personalet i høj eller nogen grad. Men ifølge byrådsmedlem Jonas René Jensen (Danmarksdemokraterne) bør politikerne passe på ikke at læne sig for tungt tilbage.
»Det er rigtig fint, at de ældre er tilfredse. Men vi skal også huske, at den generation, der bor på plejehjem i dag, skal der rigtig meget til, før de klager,« siger han.
Ifølge Jonas René Jensen er tilfredsheden både et sundhedstegn og et advarselssignal.
»De har ofte den der holdning: Det går nok. Det er fint. Det er okay. Og det er både godt og skidt, for det kan også betyde, at vi som politikere og pårørende har et højere ambitionsniveau end beboerne selv,« siger han.
Faste ansigter er afgørende
Undersøgelsen viser, at kun 26 procent af beboerne i Middelfart oplever i høj grad, at det ofte er de samme medarbejdere, der kommer hos dem. Landsgennemsnittet ligger på 31 procent.
Det bekymrer Jonas René Jensen – ikke mindst fordi kontinuitet betyder mere, end mange tror.
»Når man kommer på plejehjem, er det jo ofte livets sidste station. Det er netop derfor, det er så vigtigt med faste relationer og genkendelige ansigter,« siger han.
Han peger på rekruttering og fastholdelse som den helt store udfordring.
»Hvis medarbejderne ikke føler, at det de gør, gør en forskel, og hvis der ikke er tid nok, så ender vi i en ond cirkel med vikarer og skiftende personale. Det skaber utryghed, også selvom beboerne ikke altid siger det højt,« siger han.
Frygt for konsekvenser kan lukke munden
Et af de mest alvorlige pointer i Jonas René Jensens vurdering handler om beboernes lyst – eller mangel på samme – til at sige noget negativt.
»Jeg tror faktisk, der er ældre, som er bange for at sige, at de ikke er tilfredse, fordi de frygter, at det kan få konsekvenser for deres pleje,« siger han.
Han sammenligner situationen med andre områder, hvor borgere er afhængige af hjælp.
»Vi ser det samme på handicapområdet og andre steder, hvor man er afhængig af systemet. Når man står et sårbart sted, holder man igen med kritik,« siger han.
Derfor mener han, at meget høje tilfredshedstal også kan være et faresignal.
»Hvis alle siger, de er 100 procent tilfredse, så bør man faktisk blive nysgerrig. For i den virkelige verden er intet perfekt,« siger han.
Mindre indflydelse end resten af landet
Kun 33 procent af beboerne i Middelfart oplever i høj grad at have indflydelse på, hvordan og hvornår hjælpen gives. Landsgennemsnittet er 40 procent.
For Jonas René Jensen hænger det tæt sammen med generationskulturen.
»De er taknemmelige bare for at få hjælp. Men det betyder ikke, at de ikke savner mere indflydelse i hverdagen – for eksempel over, hvornår man går i bad, eller hvordan dagen er skruet sammen,« siger han.
Maden er et lyspunkt
På ét punkt deler Jonas René Jensen den brede tilfredshed: maden. 89 procent af beboerne i Middelfart er tilfredse med maden – langt over landsgennemsnittet på 78 procent.
»Hvis der er noget, vi danskere sætter pris på, så er det god mad. Jeg hører stort set ingen klager på det område, og det håber jeg virkelig afspejler virkeligheden,« siger han.
Tal skal bruges – ikke pynte
Overordnet mener Jonas René Jensen, at undersøgelsen er vigtig – men kun hvis den bruges rigtigt.
»Man skal være nysgerrig på både de gode og de dårlige tal. Men uanset hvad der står i en rapport, er det afgørende, at vi hele tiden har fingeren på pulsen derude, hvor hverdagen leves,« siger han.
For ham er konklusionen klar:
»Tilfredshed er godt. Tryghed er vigtigt. Men hvis vi ikke også tør stille de svære spørgsmål, risikerer vi at overse problemerne – netop fordi de ældre er så beskedne.«
Langt de fleste plejehjemsbeboere i Middelfart Kommune er tilfredse med den hjælp, de modtager. Men bag de flotte overskrifter gemmer der sig markante udfordringer med kontinuitet, indflydelse og tillid til at kunne få mere hjælp, hvis behovet ændrer sig. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse fra Danmarks Statistik.
Ifølge undersøgelsen er 93 procent af plejehjemsbeboerne i Middelfart enten tilfredse eller meget tilfredse med den samlede hjælp, de får. Det placerer kommunen helt i toppen og over landsgennemsnittet.
SF’s byrådsmedlem i Middelfart, Linda Johnsen, kalder tallet både glædeligt og vigtigt.
»Det er jo et helt vildt flot tal. Jeg synes, det gør én rigtig glad, og det siger noget om, hvor dygtige medarbejderne er, og hvor meget de faktisk gør for, at vores ældre medborgere har det godt på plejehjemmene,« siger hun.
Høj tilfredshed – men ikke samme medarbejdere
Selv om tilfredsheden er høj, peger undersøgelsen på nogle tydelige strukturelle problemer. Kun 26 procent af beboerne oplever i høj grad, at det ofte er den samme medarbejder, der kommer hos dem. På landsplan er tallet 31 procent.
For Linda Johnsen er det et tydeligt signal om, hvor presset området er.
»Det her handler grundlæggende om rekruttering og fastholdelse. Vi har rigtig mange, der går på pension, og vi har for få unge, der søger ind. Det er en udfordring, som gælder i hele landet – men som vi bliver nødt til at tage meget alvorligt,« siger hun.
Hun peger på arbejdsmiljø, fleksible arbejdstider og kompetenceudvikling som afgørende greb.
»Skal området være attraktivt, er man nødt til at investere i medarbejderne. Det er helt afgørende for kvaliteten,« siger hun.
Mindre indflydelse end resten af landet
Undersøgelsen viser også, at kun 33 procent af beboerne i Middelfart i høj grad oplever at have indflydelse på, hvordan og hvornår hjælpen gives. Det er markant lavere end landsgennemsnittet på 44 procent.
Her advarer Linda Johnsen mod forsimplede konklusioner.
»Det er et svært spørgsmål, fordi der også er dilemmaer. Der er ting, som er vigtige for sundhed og sikkerhed – for eksempel bad – hvor der ikke altid er frit valg. Jeg vil hellere tale om medbestemmelse end fuld selvbestemmelse,« siger hun.
Hun forventer dog, at den kommende ældrelov kan flytte området.
»Med frisættelsen og den nye ældrelov kommer der et langt større fokus på netop det her. Det bliver et vigtigt skridt,« siger hun.
Lav tillid til mere hjælp vækker bekymring
Det mest opsigtsvækkende tal i undersøgelsen handler om tillid. Kun 42 procent af beboerne i Middelfart har i høj grad tillid til, at de kan få mere hjælp, hvis deres behov ændrer sig. På landsplan er tallet hele 69 procent.
Det undrer Linda Johnsen.
»Det overrasker mig faktisk. For som udgangspunkt får man jo mere hjælp, når behovet bliver større. Så her er der tydeligvis noget, vi skal have undersøgt nærmere. Hvad er det, der har skabt den usikkerhed?« siger hun.
Maden scorer højt
Ét område skiller sig dog positivt ud: maden. 89 procent af beboerne i Middelfart er tilfredse eller meget tilfredse med maden på plejehjemmene. På landsplan er tallet 78 procent.
»Det er virkelig dejligt, for det er jo et område, der ofte får kritik. Maden betyder enormt meget for både trivsel og livskvalitet,« siger Linda Johnsen.
Brugertilfredshed giver nuancer
Ifølge Linda Johnsen er det afgørende, at den nye landsdækkende undersøgelse bruges aktivt – og sammenholdes med kommunens egne analyser.
»Plejehjem bliver ofte omtalt meget negativt. Derfor er det vigtigt, at vi også får de nuancer frem, der viser, at der faktisk bliver leveret høj kvalitet mange steder. Men tallene viser også klart, hvor vi skal sætte ind,« siger hun.
Hun understreger, at undersøgelsen ikke er et facit, men et redskab.
»Den giver os et grundlag for at gøre det endnu bedre. Og det er jo hele pointen,« siger hun.
Der er noget særligt over december i Fredericia. Lyset blinker i kæder over byens gader, og den kolde luft er fyldt med duften af gløgg, kaffe og brændte mandler. Folk går lidt langsommere, som om byen selv beder dem om at trække vejret dybere. Caféerne sender varme ud i gaderne, og butikkerne folder deres jul ud – hver på sin måde, hver med sin fortælling.
I årets julekalender besøger Fredericia AVISEN 24 lokale butikker, der hver dag i december åbner en ny låge ind til byens handelsliv. I dag åbner vi låge 18.
Hos KARMA by Juul er december en måned med kvalitet, klassisk julestemning og personlige valg. I butikken i Fredericia mødes internationale brands og danske kvalitetsmærker, mens julegaverne finder vej fra ønskesedler til gavepapir.
I KARMA by Juul i Fredericia møder vi indehaver Jan Juul. Butikken er en dametøjsbutik, men ikke af den snævre slags. Her er ambitionen tydelig: kvalitet først, holdbarhed og et sortiment, der kan bruges igen og igen.
Jan Juul forklarer, at de aldrig går på kompromis med kvaliteten. Tøjet skal holde, både i materialer og i udtryk. Derfor arbejder butikken med et bevidst miks af internationale og danske brands. Internationale navne som Max Mara og Parajumpers kombineres med danske mærker som Nümph og Bruuns Bazaar, hvor man får god kvalitet til mere budgetvenlige priser. Det handler om at skabe balance. Gode kvaliteter, uanset om prisen ligger i den høje eller mere tilgængelige ende.
De seneste år har været både udfordrende og spændende. Butikken er nu inde i sit andet år efter en flytning og en tydelig ændring af konceptet. Hvor fokus tidligere var anderledes, er der nu arbejdet målrettet med at blande internationale brands med stærke danske kvalitetsmærker. Det er noget, kunderne har opdaget.
Reaktionen har været klar. Positiv. Kunderne har taget godt imod blandingen, og det giver ifølge Jan Juul en større bredde i butikken. Man får det bedste fra to verdener – det internationale udtryk og den danske kvalitet, der ofte rammer både stil og pris bedre for mange.
December er en helt særlig måned i KARMA by Juul. Ikke bare fordi det er jul, men fordi stemningen i butikken ændrer sig.
Jan Juul beskriver december som hyggelig, sjov og spændende. Det er en måned, hvor folk kommer ind for at vælge julegaver, men også for at opleve noget. Det bedste øjeblik er, når kunderne forlader butikken med et smil og følelsen af, at de har gjort et godt køb. Ikke bare en god handel, men det rigtige valg.
Travlheden kulminerer dog ikke i starten af december. Tværtimod.
Butikkens travleste periode er de sidste ti dage op mod jul. Det er her, tempoet for alvor skrues op, og hvor gavekøbene for alvor tager fart. December starter stille, men så går det stærkt.
Julen i butikken er holdt i en enkel og klassisk stil. Der er pynt, men det er ikke prangende. Den gode gammeldags julefølelse er i fokus. Samtidig prøver butikken hele tiden at finde nye måder at engagere kunderne på.
Sidste år arbejdede de med en julelåge, hvor de dagligt åbnede op og fortalte om udvalgte produkter. I år har de taget et nyt skridt. KARMA by Juul kører i december “God Morgen Nisser” – små live-indslag hver morgen omkring kvart over ni. Her bliver der sagt godmorgen, tændt lys og fortalt om julegaveidéer eller andre små ting fra butikken.
Det er et bevidst valg. Jan Juul fortæller, at man er nødt til at udfordre sig selv. Et enkelt opslag på Facebook er ikke længere nok. Der skal mere til. Reaktionerne har været positive, og mange kigger forbi butikken, fordi de har set med online. Også kundeaftener er blevet en del af planen – noget, der fremover skal fylde mere i kalenderen.
Midt i butikken ligger også en lille, men vigtig detalje. Ønskesedlerne. Mange kvinder kommer ind først, kigger, prøver og udvælger. Derefter tager de hjem og fortæller mændene, hvad de ønsker sig. Når mændene så kommer i butikken, er ønskesedlen klar med navn, størrelse og præcis vare. Det gør julegavekøbet nemmere for alle.
Når talen falder på årets julegavehits, er der især ét brand, der går igen. Karmamia. Det gælder både nederdele, skjorter og kjoler. Brandet har været stort hele året, men topper i december. Tasker er også blandt de sikre hits. Ikke nødvendigvis et bestemt mærke, men tasker generelt. Smykker spiller også en vigtig rolle. Her starter priserne omkring 180 kroner, så alle kan være med.
Det er netop en del af butikkens identitet. At dække hele spektret. Fra de mindre gaver til de større investeringer. Internationale brands blandet med danske kvalitetsmærker. Det er den linje, KARMA by Juul går benhårdt efter.
Julestemningen mærkes tydeligt i butikken. Der bliver pyntet op, julemusikken spiller, og der er en rolig, varm stemning, selv når der er travlt. Det er tydeligt, at december ikke bare handler om salg, men om relationer, oplevelser og det at finde den rigtige gave.
Med låge 18 har vi fået et kig ind i december hos KARMA by Juul. En måned med kvalitet, klassisk julestemning, nye initiativer og et tydeligt fokus på det personlige valg. Her er plads til både det internationale og det danske, det eksklusive og det tilgængelige.
I morgen åbner vi låge 19. En ny fortælling. Endnu en del af Fredericias jul.
Torsdag aften er al togtrafik indstillet mellem Odense og Fredericia via Middelfart, efter at et godstog har ramt en personbil på strækningen. Det oplyser beredskab og trafikinformation.
Uheldet skete ved Ejby, hvor TrekantBrand rykkede ud klokken 20.47 til en melding om personpåkørsel ved tog med fastklemte. Redningsmandskab arbejder fortsat på stedet.
Som følge af uheldet kører der i øjeblikket ingen tog mellem Odense og Fredericia.
Der er sat togbusser ind som erstatning for togdriften. De første togbusser kører fra Fredericia mod Odense via Middelfart omkring klokken 21.35. Fra Odense mod Fredericia via Middelfart kører de første togbusser klokken 21.50 og 22.05.
Der er endnu ikke meldinger om, hvornår togtrafikken kan genoptages. Passagerer opfordres til at holde sig opdateret via rejseplanen og trafikinformation.
Sofie Clasen-Nyqvist er 21 år og halvvejs gennem hovedforløb 2 på EUX-velfærd som social- og sundhedsassistent. Hun går på SOSU-skolen i Vejle og har allerede været i praktik både på plejehjem og i hjemmeplejen. Næste stop er psykiatrien.
For Sofie har praktikken ikke bare været lærerig. Den har været bekræftende. »Det har været vildt fedt. Jeg synes altid, det er virkelig hyggeligt på plejehjemmene,« siger hun. »At være med til at få dem op om morgenen eller i seng, pusse, nusse og hjælpe – så de får en virkelig god dag.«
Det er de små ting, der fylder. Og følelsen af, at det, hun gør, faktisk betyder noget. »Jeg får virkelig en følelse af, at jeg betyder noget. Det, jeg laver hver dag i min uddannelse, er vigtigt. Og bare det at få andre til at smile, det gør, at jeg selv får en god dag.« Hun ved godt, at det kan lyde klassisk. Det siger hun også selv. Men det ændrer ikke på, at det er sandt. »Det er også bare rigtigt,« siger hun. Og mener det.
Inspireret af det, hun så tæt på
Valget af uddannelse kom ikke ud af det blå. For Sofie blev det formet tidligt, da hun oplevede, hvordan hendes bedsteforældre blev mødt i sundhedsvæsenet. »Jeg var med til at se, hvordan mine bedsteforældre blev behandlet af det offentlige og på sygehuset,« fortæller hun. »Jeg blev simpelthen så inspireret af at se, hvor hurtige de var, men også hvor grundige. Og hvordan de virkelig gjorde en forskel.«
Det gjorde indtryk. Ikke bare som observation, men som pejlemærke. »Jeg syntes, det var så imponerende. Og så tænkte jeg, at det her – det er også noget, jeg gerne vil. Noget, man kan være et forbillede i.«
Sofies juleønske: Flere unge og mindre skam
Da snakken falder på juleønsket for faget, tøver Sofie ikke længe. Hun har tænkt over det før. »Jeg kunne godt ønske mig flere unge til faget.« Hvorfor netop dét? »Fordi det ikke er en skam,« siger hun. »Jeg kan huske, da jeg gik i folkeskolen, der var det sådan, at det var skamfuldt at vælge SOSU. Der var ikke engang nogen, der fortalte mig, at jeg kunne tage en EUX.«
Hun bliver mere direkte, jo mere hun taler. »Folk skal huske at lytte til deres hjerte. Bare gå med det, de gerne vil. Det er fucking fedt. Der er ingen skam over at tage en god uddannelse.«
Et fag, man skal turde stå ved
Sofie vil gerne være med til at ændre den måde, SOSU-faget bliver talt om. Ikke ved at gøre sig bemærket, men ved åbent at stå ved sit valg. Hun er halvvejs gennem uddannelsen og i praktikforløb, hvor hun hver dag mærker, hvorfor hun valgte den vej, hun gjorde.
For hende hænger omsorg, faglighed og stolthed sammen. Og hun mener, det er på tide, at flere – særligt unge – ser SOSU-faget som det, det er for hende, nemlig en uddannelse med mening, ansvar og betydning.
December i Middelfart er noget særligt. Byen falder ikke helt til ro i årets sidste måned – tværtimod. Der bliver hilst lidt mere på hinanden, tempoet dæmpes en anelse, og mange søger steder, hvor man kan gå på opdagelse, finde noget unikt og mærke, at julen ikke kun handler om gaver, men også om stemning og nærvær.
I Middelfart AVISENs julekalender besøger vi hver dag en lokal butik eller aktør, der på sin egen måde er med til at forme december i byen. I dag åbner vi låge 18 hos Galleri Umage, hvor Ann Hedahl og Michael Bruun siden 1. maj har skabt et galleri og en livsstilsbutik med dansk kunst og kunsthåndværk i centrum.
Galleri Umage er drevet af Ann og Michael, der også er ægtefæller. Ingen af dem har en klassisk uddannelsesbaggrund i kunsthistorie eller galleridrift, men interessen har været der hele tiden.
Ann fortæller, at hun til daglig arbejder som tekstforfatter, mens deres fælles virksomhed med smykker – blandt andet øreringe – blev indgangen til galleriet. Da muligheden for at åbne i Algade opstod, valgte de at gribe chancen.
Interessen for kunst og design har de delt, siden de mødte hinanden. Sammen har de besøgt gallerier, museer og kunstnere i både ind- og udland, og den erfaring har de taget med sig ind i Galleri Umage.
I dag rummer galleriet værker fra omkring 20 forskellige kunstnere og kunsthåndværkere fra hele landet. Alt er danskproduceret.
Ann siger det selv meget præcist: Danmark er lokalt. Nogle kunstnere er fra nærområdet, andre fra resten af landet, men det hele hører hjemme samme sted.
Butikken åbnede 1. maj, og modtagelsen har ifølge både Ann og Michael været overvældende positiv.
De fortæller, at de dagligt møder kunder, der siger, at Middelfart har manglet netop sådan en butik. Og kundekredsen rækker langt ud over byens grænser. Der kommer gæster fra Kolding, Vejle, Fredericia og Odense, som ikke nødvendigvis kører efter Galleri Umage alene, men efter Middelfart som handelsby.
Michael peger på noget, de ofte hører fra besøgende udefra: en misundelse over byens handelsliv. Hvor mange byer kæmper med tomme lokaler, har Middelfart ifølge dem kun én tom butik. Det, mener de, siger meget om byen – og om det fællesskab, der er mellem butikkerne og handelsstandsforeningen.
December har været en måned, de både har set frem til og haft respekt for. Julen er naturligt en god måned i et galleri, fordi mange leder efter særlige gaver, men det er også den første jul for Galleri Umage.
Indtil videre er det gået rigtig godt. Ann fortæller, at der er mange besøgende hver dag, og at gaveindpakningen er blevet en fast del af hverdagen.
Galleriet er pyntet op til jul, men på en måde, der glider naturligt ind i udstillingen. Meget af det, der pynter, er også noget, man kan købe. Juletræer i kunstneriske fortolkninger, små objekter og værker, der passer ind i sæsonen.
Michael forklarer, at de bevidst har valgt ikke at opdele galleriet efter kunstnere, men i stedet indrette det, som hvis det var et hjem. Kunst, keramik, lamper og julepynt står side om side, så man kan forestille sig, hvordan det vil se ud derhjemme.
Ann supplerer, at målet er at skabe en stemning, hvor man kan sige: Det her kunne være hjemme hos mig. Mange kommer også bare ind for at mærke rummet og atmosfæren – uden nødvendigvis at skulle købe noget med det samme.
Når snakken falder på julegavehits, er det sværere at pege på én enkelt ting. Udvalget er bredt, og kunderne vælger meget forskelligt. Alligevel er der nogle gengangere.
Ann nævner kopperne fra Kajs og Fidler. De er håndlavede og findes i et hav af forskellige glasurer, og netop dét gør dem populære.
Ingen kop er ens, og mange kunder køber kopper fra forskellige kunstnere for at samle deres egen personlige samling. Kopperne er både brugskunst og kunsthåndværk – en gave, der bliver brugt hver dag.
Derudover er de kunstneriske juletræer også blandt de ting, mange stopper op ved. Små værker, der kan stå fremme år efter år og blive en del af julens faste inventar.
Galleri Umage er et sted, hvor julen ikke bliver larmende eller overpyntet. Den bliver rolig, sanselig og fuld af detaljer. Her er plads til at gå på opdagelse, til at finde gaver med omtanke – og til bare at være i et rum, hvor kunst og håndværk får lov at fylde.
Det er også dét, der gør Galleri Umage til en naturlig del af Middelfarts december. Et sted, hvor man ikke kun køber en gave, men tager en stemning med sig videre ud i vintermørket.
I morgen åbner en ny låge i Middelfart AVISENs julekalender. En ny butik. En ny fortælling. En ny del af byens jul.
Der tegner sig et opsigtsvækkende mønster omkring tidligere topchefer med rødder i Fredericia.
Onsdag blev kommunaldirektør Camilla Nowak fritaget for tjeneste i Næstved Kommune. Torsdag kom næste melding: Tønder Kommune har besluttet at afslutte samarbejdet med Michael Holst, direktør for Teknik & Miljø samt Service & Beskæftigelse.
Begge har tidligere haft centrale roller i Fredericia Kommune.
Tønder Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at beslutningen om at stoppe samarbejdet med Michael Holst blev truffet den 17. december 2025 efter gensidig aftale. Sagen blev behandlet i Økonomiudvalget og efterfølgende godkendt i Kommunalbestyrelsen torsdag den 18. december.
»Da der er tale om en personalsag, har Tønder Kommune ikke yderligere kommentarer,« lyder det i meddelelsen.
Michael Holst har tidligere været en del af den øverste administrative ledelse i Fredericia Kommune, hvor han var kommunaldirektør i en periode præget af store forandringer og interne omstillinger. Senere fortsatte han sin kommunale karriere i Tønder, hvor han stod i spidsen for et bredt direktørområde med ansvar for både teknik, miljø, service og beskæftigelse.
Efter afskeden overtager kommunaldirektør Lars Møldrup midlertidigt ledelsen af direktørområdet.
»Der ligger en stor opgave forude, og sammen med direktionen, chefer, ledere og medarbejdere vil vi gøre vores bedste for at bringe organisationen videre,« udtaler Lars Møldrup.
Tønder Kommune ønsker af hensyn til personalesagen ikke at kommentere yderligere på baggrunden for beslutningen.
Direktørstoppet kommer blot et døgn efter, at Næstved Kommune meldte ud, at kommunaldirektør Camilla Nowak var blevet fritaget for tjeneste. Også hun har tidligere været kommunaldirektør i Fredericia.
To markante direktørstop inden for 24 timer – begge med tydelige forbindelser til Fredericia – rejser spørgsmål om, hvorvidt der er tale om rene tilfældigheder, eller om en generation af kommunale topchefer med fælles fortid nu møder et mere turbulent punkt i deres karriereforløb.
Der er foreløbig ingen dokumenteret sammenhæng mellem de to sager. Men timingen er bemærkelsesværdig.
Vejle Boldklub har ansat 46-årige Claus Nørgaard som ny cheftræner for klubbens 3F Superliga-hold. Han tiltræder officielt den 5. januar, når spillertruppen vender tilbage fra vinterpause, og har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028.
Claus Nørgaard er et velkendt navn i Nørreskoven. Han kom første gang til Vejle Boldklub i 2004 og har gennem årene haft flere trænerroller i klubben – både omkring førsteholdet og på VB Akademiet. Senest har han været en del af trænerstaben i Brentford FC under Thomas Frank i Premier League.
Sportsdirektør Mikkel Hemmersam ser ansættelsen som et ideelt match mellem klub og træner.
»I sine tidligere ansættelser i Vejle Boldklub, i DBU som ungdomslandstræner og i Brentford FC under Thomas Frank har Claus vist sig utrolig kompetent i de kriterier, vi har for en cheftræner i Vejle Boldklub. Vi har både en kortsigtet opgave i foråret og en langsigtet strategi, der er tydeligt beskrevet, og Claus kommer med den klarhed, som både spillerne og projektet har brug for,« siger Mikkel Hemmersam.
Ifølge sportsdirektøren har relationen mellem Claus Nørgaard og den nuværende trænerstab også spillet en væsentlig rolle.
»Det er ingen hemmelighed, at Claus Nørgaard og Steffen Kielstrup har en tæt relation. Muligheden for at kunne samle dem igen har været et ønskescenarie for alle parter. Samtalerne med Claus siden afskedigelsen af Ivan Prelec har været afgørende,« siger Mikkel Hemmersam og tilføjer, at Claus Nørgaard havde tilbud fra større adresser, men valgte Vejle.
»VB er noget særligt – både for Claus personligt og på grund af det langsigtede perspektiv i den transformation, vi har sat i gang.«
For Claus Nørgaard selv er ansættelsen kulminationen på et langt forhold til klubben.
»Cheftrænerposten i Vejle Boldklub er i bund og grund et drømmejob for mig. Klubben har været en vigtig del af min udvikling som fodboldmenneske, og nu er der gang i et spændende projekt med et stærkt dansk ejerskab og en klar retning,« siger han.
Efter tiden i Brentford valgte Claus Nørgaard bevidst at tage en pause fra fodbolden for at finde det rette næste skridt.
»Det er ikke et projekt på to-fire måneder. Ting tager tid, og den ro, der er internt i klubben, viser mig, at man er klar til det lange seje træk. Jeg kommer med et nyt blik på spillertruppen, men først og fremmest med tydelighed – omkring opgaven, retningen og den enkelte spillers rolle,« siger han.
Målsætningen er klar, understreger han.
»Er vi dygtige nok til at overleve i 3F Superliga, så er det, fordi vi har den kvalitet, som missionen kræver. Nu handler det om at få den forløst.«
Steffen Kielstrup og Morten Bisgaard fortsætter som assistenttrænere, når Vejle Boldklub tager hul på forårets forberedelser den 5. januar 2026.
Et nyt restaurantkoncept er på vej i Kanalbyen, hvor Restaurant ene skifter navn til Ved Kanalen og bevæger sig fra fine dining mod et mere åbent, uformelt bistro- og vinbarsunivers med fokus på hverdagsmad, nærvær og udsigten til Frederiks Kanal.
Ved Kanalen bliver navnet på et nyt gastronomisk kapitel i Kanalbyen. Udsigten til Frederiks Kanal bliver, men farver, møbler og idéen om, hvad stedet skal være, skifter. Her skal man kunne droppe ind til kaffe, vin og ærlig bistro-mad lavet fra bunden. Et klubhus ved vandet, hvor hverdagen kan lande, og byen kan mødes.
Vi sidder i et rum, der allerede kender sin egen udsigt.
Udenfor ligger Frederiks Kanal som en rolig nerve i Kanalbyen. Vandet trækker dagen igennem området med en stille autoritet, som om det ikke blot er et stykke byudvikling, men en ny måde at være i byen på. Sivene står som en diskret kant mellem beton og natur, og når vinden tager fat, får kanalens overflade det lette, metalliske skær, der automatisk får stemmen til at falde et niveau.
Indenfor står møblerne endnu med en lille tøven i kroppen. Nogle bliver. Andre ryger ud. Farverne er på vej til at skifte, og der hænger et løfte i luften om, at rummet snart bliver mere varmt, mere blødt, mere bistro. Men udsigten forbliver. Den er ikke til forhandling. Det er den luksus, der ikke behøver at være dyr, fordi den allerede er der.
Det er også her, navnet falder på plads.
Malthe Bruun Nielsen glæder sig til slutningen af januar, når det nye sted åbner.
Ved Kanalen.
Et navn, der både er retning og invitation. I sin enkelhed en slags programerklæring. Ikke en fortælling om at være noget for nogen – men et løfte om at være et sted.
Indtil nu har adressen været kendt som Restaurant ene. Et projekt, der gastronomisk begejstrede mange. Fine dining, ambition og præcision. Men også et koncept, der ifølge folkene bag ikke kunne holde i længden – ikke i den form, ikke i Kanalbyen, ikke sådan som hverdagen i en by faktisk fungerer, når den ikke er sat op som en særlig anledning.
»Vi gik ind i Restaurant ene for et par år siden og havde egentlig regnet med at skulle være silent partners, men blev super aktive. Og det har vi kunnet konstatere, at med mindre man selv står hernede og svinger taktstokken, så mister man følingen og fodfæstet,« siger Per Baun Helios.
Der er noget næsten klassisk over erkendelsen. Når et sted lever af detaljen, kræver det også nærvær. Ikke kun i køkkenet, men i mødet med gæsterne. I fornemmelsen for, hvad et lokale kan bære på en tirsdag – og hvad der kræver en lørdag. Ene var på mange måder en succes på tallerkenen, men konceptet var for smalt til at blive et hverdagssted. Et sted, man går til uden at skulle gøre sig klar til det.
Ved Kanalen vil det modsatte.
Det skal være et klubhus. Et alrum. Et sted, man kan falde ind i.
»Der mangler et sted i byen, som er let tilgængeligt. Hvor der er god stemning, du kan få noget lækkert mad, men også bare kan sætte dig ned og få noget at drikke,« siger Malthe Bruun Nielsen, der får en central rolle i køkkenet og i stedets nye udtryk.
Han taler om tilgængelighed på en måde, der ikke handler om at skrue ned for kvaliteten, men om at skrue ned for forpligtelsen. Et sted kan godt være gennemført og samtidig uformelt. Det er den balance, Ved Kanalen går efter.
»Vi vil hellere bruge tid på at koge og bygge smag op fra bunden end at stå med en pincet og en rand. Det handler om kærligheden til maden. Lokale råvarer. Ærlig mad,« siger Per.
Og Malthe supplerer med den sætning, der i virkeligheden rummer hele ideen:
»Comfort food. Mad, folk genkender. Som man måske selv laver derhjemme – men gjort lidt bedre.«
Det er her, Ved Kanalen trækker en tydelig linje fra fine dining-ambitionen til noget mere hverdagsnært, uden at give køb på håndværket. Brasserie-retter er ikke nemme, bare fordi de er velkendte. De kræver tid, disciplin og respekt for råvaren. De kræver, at man tør lade noget passe sig selv, at man tør bygge smag op frem for at pynte den på.
Der bliver fisk – det giver sig selv tæt på vandet. Der bliver langtidsbraiserede retter, der signalerer, at køkkenet ikke vil skynde sig, selv om gæsten gerne må.
Og så bliver der en frihed i måden, man spiser på.
»Du kommer ind og får én ret. Måske en dessert. Måske en forret først. Men det er uformelt. Du bestemmer selv. Vi har ikke låst det fast i tre eller fem retter,« siger Malthe.
Den frihed er ikke kun gastronomisk. Den er strategisk. Den gør stedet anvendeligt på flere måder: en kop kaffe og udsigt. Et glas vin og lidt snacks. En hurtig ret, fordi man ikke orker at lave mad. Eller en længere aften, hvis man har lyst.
Prislejet skal være klassisk bistro. Ikke et sted, hvor man skal psyke sig selv op – og ikke et sted, hvor man bagefter føler, man har været i en økonomisk undtagelsestilstand.
»Det skal være sådan, at man en onsdag kan sige: Skal vi ikke bare gå ned og spise? Uden at det vælter budgettet,« siger Per.
Annonce
Her bliver Kanalbyen mere end et postkort.
For Kanalbyen er stadig under dannelse. Der bor mange mennesker, men det erhvervsmæssige liv er endnu ikke fulgt helt med. Området opleves stadig som en slags skjult juvel – lidt bag byens naturlige tyngdepunkt.
»Kanalbyen har brug for et sted, hvor man kan gå hen uden at føle, at man skal blive længe og bruge mange penge. Et mere urbant sted, hvor man bare er der, fordi det giver mening,« siger Per og understreger ønsket om at trække Kanalbyen tættere ind i Fredericia by.
Ved Kanalen vil ikke leve af destinationsturisme. Det vil leve af nærhed. Af at være en daglig mulighed.
Udsigten er en del af konceptet – ikke som pynt, men som stemning.
På en god sommerdag ligger solen direkte ind. Man kan sidde her med sin laptop, tage en kaffe og arbejde i ro. En anden ro end den på torvet. Eller man kan sidde med et glas vin og mærke, at byen findes i flere rytmer end den klassiske fredag eftermiddag.
Foran restauranten kommer loungemøblerne. Det er her, navnet for alvor giver mening. Ved Kanalen. Med kroppen tæt på vandets langsomme bevægelse. Et sted, hvor man kan blive hængende uden at have bestilt en hel aften.
Årshjulet begynder også at tage form.
Ved Kanalen vil lave arrangementer – ikke som show-off, men som liv. Fællesspisning. Langbordsmiddage. Social dining. Intime koncerter. Vinsmagninger uden at være højtidelige. Søndagsfrokoster med mange små retter på bordet, hvor man deler og bliver siddende.
»Man skal bare kunne komme ned, smage noget godt, være sammen og lære lidt undervejs,« siger Per.
De første events kan komme allerede fra februar. Det giver mening. Vinteren har brug for varme rum og fælles borde. Et sted, hvor man kan komme ned på en kold aften og spise sammen – til en fornuftig pris.
Det lyder næsten som en tilbagevenden til noget, byerne har mistet. Et fælles rum uden medlemskab. Et forsamlingshus uden den gamle sal – men med samme idé.
Ved Kanalen bliver ikke fine dining. Men det bliver heller ikke et sted, der gør sig umage halvt. Det er et skifte fra gastronomi, der kræver planlægning, til gastronomi, der kan bære hverdagen.
I køkkenet bliver skiftet tydeligt. Mindre forudprepareret. Mere levende. Mad, der bliver til, mens man venter. Brasserie-retter, der får lov at passe sig selv – og andre retter, der opstår i øjeblikket.
Malthe bliver et tydeligt ansigt i rummet. Ikke kun gennem maden, men i måden stedet vil fungere på. Ambitionen er en nærhed, hvor gæsterne mærker, at der bliver lavet mad til mennesker – ikke til et koncept.
På længere sigt kan der komme mere bar og flere greb. Men først skal stedet finde sin rytme. Først skal det blive det klubhus, de taler om.
Farvellet til ene sker uden bitterhed. Som en læring.
Fine dining var det, de købte ind i. Men Kanalbyen har brug for et sted, hvor man dropper ind. Et sted, hvor man ikke skal bestille bord uger i forvejen. Der vil stadig kunne holdes fester og arrangementer. Men det bliver ikke DNA’et.
Når man sidder her og kigger ud på kanalen, forstår man hvorfor.
Vand gør noget ved mennesker. Ved samtalen. Ved tiden.
Måske er det netop det, Ved Kanalen vil tilbyde: en ny type hverdagsluksus. Ikke det ekstreme. Men det ordentlige. I et rum, hvor man kan trække vejret.
Om 12 måneder drømmer Per om, at Ved Kanalen bliver omtalt som et sted, man mødes. Med venner. Familie. Gæster.
En beskeden ambition i formen. En stor ambition i betydningen.
For hvis Kanalbyen skal være et sted, man ikke bare bor, men lever, kræver det steder, der kan bære hverdagen.
Og måske ligger det hele i navnet.
Ved Kanalen.
Et sted, der ikke lover alt – men lover at være der.
Når kalenderen rammer den 31. december klokken 10.30, bliver det igen med løbesko, nytårshatte og raketstart, når motionsløbet Champagneproppen samler børn, familier og løbere i alle aldre i Nørre Aaby.
Bag arrangementet står Nørre Aaby Båring Håndbold, som i mange år har stået for det traditionsrige nytårsløb, der kombinerer motion, fællesskab og en festlig afslutning på året.
På nuværende tidspunkt er omkring 200 deltagere tilmeldt, fortæller klubbens formand, Sisse Grøngaard Frankfurth. Det er færre end rekordårene før corona, men stadig et solidt felt.
»Vi plejer at ligge på omkring 300–350 deltagere, og lige før corona var vi helt oppe omkring 400. Men vi kan mærke, at det langsomt er på vej op igen, både sidste år og allerede i år,« siger hun.
Champagneproppen er et familieløb og motionsløb for alle med ruter på 3, 5 og 10 kilometer. Den korteste rute på tre kilometer blev indført i forbindelse med løbets 10-års jubilæum for at gøre det nemmere for mindre børn og familier at være med.
»Det betyder, at hele familien kan deltage. Der er medaljer til alle børn, og præmier til de voksne – og også lidt større præmier til de større børn,« fortæller formanden.
Løbet starter og slutter ved Vestbyens Kultur- og Idrætscenter, og ruten er tydeligt afmærket med frivillige placeret hele vejen rundt, så ingen risikerer at løbe forkert.
Stemningen er ifølge arrangørerne lige så vigtig som tider og kilometer.
»Det er meget afslappet og glad stemning. Nogle kommer i nytårshatte, og løbet bliver sat i gang med raketter som startskud. Der er fælles opvarmning med klubbens maskot, så alle kommer godt i gang,« siger Sisse Grøngaard Frankfurth.
Når alle er kommet i mål, rundes løbet af på klassisk Champagneproppen-manér.
»Så slutter vi af med et glas champagne og lidt kage, hvor vi ønsker hinanden godt nytår. Det er også et sted, hvor mange mødes én gang om året og får sagt hej,« fortæller hun.
Løbet drives af frivillige kræfter fra håndboldklubben og med stor lokal opbakning. Deltagerne kommer ikke kun fra Nørre Aaby, men også fra nabokommuner – og nogle løbeklubber har endda løbet som fast del af deres kontingent.
»Vi ser også familier, der vender tilbage år efter år. Der er børn, som først kom med i klapvogn og nu selv løber med. Det er en fantastisk tradition,« siger formanden.
Champagneproppen afvikles onsdag den 31. december med start klokken 10.30.
Politikerne i Fredericia Byråd skal tage magten tilbage. Og de skal starte med at finde 200 millioner kroner i forvaltningen. Rapporten »Fredericia i fremtiden«...
