Ugens Kurt: Camilla Duran

Af

-

07:00 - 1. april 2019

Ugens Kurt Camilla Duran — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Camilla Duran driver Café Efes med sin mand Moustafa. I denne udgave af Ugens Kurt fortæller Camilla om hvordan hun kom til Danmark, opvæksten i Fredericia, hvordan det hele startede med Café Efes og meget mere.

Camilla og jeg har aftalt at mødes på Kurt’s klokken 9:30. Hun sad allerede klar, da jeg kom ind af døren, og efter at jeg havde hilst på flere bekendtskaber, fik jeg øje på Camilla i sofagruppen, hvor hun fik sin morgenbolle og kaffe.

Vi rykkede hen til et bord, og startede med at tale om Camillas opvækst. Camilla er født i den tyrkiske by Bursa, der ligger nær Istanbul, men hun husker ikke ret meget a hendes opvækst i Tyrkiet, så vi spolede tiden frem til, hvor hun flyttede til Danmark og kan huske flere ting.

Camillas far rejste i slutningen af 1969 til Danmark, da der manglede arbejdskraft, hvor han i første omgang tog afsted uden familien.

“Det var svært for os, jeg var den yngste i en søskendeflok på fire, så det var svært for mig, at far pludselig ikke der mere,” siger Camilla.

Efter at Camillas far havde arbejdet i Danmark i nogle år kom Camilla til Danmark, hvor familien bosatte sig i Fredericia – og siden da har Camilla boet i 7000 Fredericia.

Det er dog ikke tilfældet for Camillas brødre, der begge er flyttet hjem.

“De flyttede hjem for 20 år siden, nu besøger vi dem 2-3 gange om året. Min storesøster bor her stadig,” siger Camilla.

Skolegang og arbejde

Da Camilla kom til Danmark startede hun på Købmagergadeskole, som var skolen, hvor udlændinge gik på dengang.

“Jeg tror, at vi var de første tyrkere, som kom. Det var man ikke vant til dengang, så der var lidt bøvl med kammeraterne i skolen. Ellers synes jeg, at skolen var fin udover det,” forklarer Camilla og kommer ind på, at det hurtigt faldt naturligt for hende at lære dansk:

“Jeg tror, at når man er lille, så tænker man ikke så meget over at lære sprog og så lærer man det naturligt. Det var ikke noget problem for mig i skolen på det punkt.”

Camilla gik på Købmagergadeskole i hele sin skolegang, og efter endt skolegang tog hun forskellige kurser, og efterfølgende begyndte hun at arbejde.

“Til at starte med arbejdede jeg på en systue, det er en helt anden branche end den jeg befinder mig i nu. Bagefter kom jeg på Rahbek Fisk, hvor jeg lidt kom til at ødelægge mig selv med samlebåndsarbejde,” siger Camilla og fortsætter:

“Jeg fandt min mand Moustafa, og efterfølgende har jeg været på barsel to gange, og så har jeg arbejdet i en børnehave og i en restaurant. Restauranten var lidt noget andet, end jeg havde prøvet indtil da – det var hårdt, men jeg kunne godt lide det.”

Tiden med Café Efes

Tiden i restauranten blev samtidig indgangsreplikken til Café Efes. Camillas mand, Moustafa, åbnede en restaurant i Vejle.

“Han åbnede Down Town og efter i to år at have kørt frem og tilbage, så åbnede vi i stedet Efes nede på havnen, da han synes, at det blev træls at køre frem og tilbage,” siger Camilla.

Café Efes kører nu på 15. år, og åbningen af den er ikke noget, som Duran-parret fortryder.

“Den kører godt, så det har vi bestemt ikke fortrudt. Vi har været rigtig glade for den rejse, som vi har på og fortsat er,” fortæller Camilla og kommer ind på arbejdsbyrden i forbindelse med restauranten:

“Det har været hårdt, men det er også spændende. Efterhånden som vi er blevet ældre, bliver man mere træt.”

Hvem bestemmer mest, dig eller Moustafa?

“Der skal være én kaptajn på skibet som man siger, der skal ikke være to. Vi har hver vores områder, hvor vi bestemmer noget i stedet for, og så vi er også gode til at spørge hinanden,” siger Camilla.

Café Efes har altid haft en stor kundekreds, og Camilla tilskriver det, at det er fordi, at både Moustafa og hende er kendte ansigter i byen.

“Jeg har nærmest altid boet i Fredericia, det betyder meget. Mange kender mig fra før vi åbnede, så det har gjort det nemmere.”

Hvorfor tror du, at du er en som mange kender?

“Jeg ved det ikke,” griner Camilla og fortsætter: “Det kan være, at jeg er sød, men det er folk fra både skoletiden, Rahbek Fisk, kurser osv., som kommer her og på den måde er det blevet bredt ud mund til mund,” siger Camilla.

Fredericias forandring

Forandringen i Fredericia har været stor siden Camilla kommer til byen, og faktisk fortæller hun, at hun savner lidt dengang grundet udvalget af butikker.

“Der er sket meget. Man kunne køre rundt i gågaderne i bil, og der var lidt mere beskidt af den grund også. Jeg synes, at der var bedre butikker dengang, og der er ikke så mange i dag,” siger Camilla og kommer med et eksempel:

“Der hvor Den Gyldne Ovn ligger nu var der en tre etagers bygning med forskellige ting. På den ene sal var der tøj og så var der en bistro oven på. Sådan noget ser man ikke i dag.”

Hvad synes du man kan gøre ved Fredericia i dag?

“Jeg synes, at det er lidt kedeligt i dag. Der skal komme flere tøjbutikker, da der i stedet er rigtig mange optikere og banker. Det kan vi ikke bruge til så meget. Der er også kommet mange restauranter, og det er også lidt negativt, da flere lukker,” forklarer Camilla.

Kan Café Efes mærke det med de mange restauranter?

“Både og. Det er jo ikke samme koncept som vores, men man kan mærke, at mange kunder ikke kommer så ofte som de ville, hvis der ikke var så mange muligheder,” siger Camilla.

Hvad kan man gøre for for at få kunderne til at komme ind til jer i stedet for de øvrige restauranter?

“Man kan ikke rigtigt gøre noget, men vi er smilende og alt sådan noget. Alt skal passe sammen, og det synes jeg, at det gør hos os.”

Camilla mener, at der skal ske noget nyt og stort. Det kan være med til at vende den udvikling, som hun nævner med, at det er kedeligt butiksmæssigt i Fredericia.

“Der skal komme nogen store butikker til. Det bliver der nødt til. Det er ikke nok med de lokale forretninger, som gør et godt stykke arbejde, men de er ikke kæmpe trækplastre. Hvis ikke der kommer noget stort til, kommer der ikke til at ske mere end nu,” fortæller Camilla.

Fredericia Teater og krydstogtskibene

Nogle af de positive ting, der er i Fredericia, som også kommer Café Efes til gode er Fredericia Teater og krydstogtskibene, som har gjort deres indtog.

Særligt teatersatsningen i Fredericia er noget, som Café Efes kan mærke.

“Vi kan virkelig godt mærke, at Fredericia Teater er et stort trækplaster. Vi har rigtig mange kunder de aftenener, hvor der er forestillinger,” siger Camilla.

Også kunder fra andre byer?

“Ja, de kommer også. Det er lidt anderledes, når det er folk fra andre byer, fordi, at de synes vi er billige. Når vi siger beløbet siger de “uhh”, men så siger vi, at vi er i Fredericia og sådan er priserne her. Flere af kunderne er kommet igen til næste forestilling, så det er vi glade for,” siger Camilla.

Den første store satsting på Fredericia Teater fra Aladin, og allerede fra dengang kunne man mærke det i restaurationsbranchen.

“Før teateret begyndte at satse, så var fredericianerne ikke så gode til at spise ude, men den kultur har ændret sig efter, at de store forestillinger er kommet til,” forklarer Camilla.

Café Efes ligger som en af de første restaurationer, når man kommer gående fra Esplanaden, når krydstogtskibene har haft anløb, og det giver også godt på kundefronten til Efes.

“Det er egentlig ikke krydstogtsgæsterne, som kommer, når det er, men fredericianerne der bare gerne vil ud at se de store skibe,” siger Camilla.

Netop i forbindelse med krydstogtsskibene er der tit aktiviteter på J.B. Nielsens Plads lige ude foran Café Efes.

“Det er dejligt, at der sker noget på pladsen, men det kan faktisk også godt være irriterende for os. Jeg savner, at der er sat flere wc’er op, når der sker noget, da vi altid får en del ind, som udelukkende kommer for at låne wc’et. Vi siger altid ja, men det er jo først og fremmest et kunde-wc vi har, og jeg ser det ikke som vores opgave at folk kan komme på wc, hvis de har set på et krydstogtskib,” siger Camilla, der til gengæld glæder sig over 6. Julidagene:

“Det er helt vildt så mange mennesker, der er i bybilledet i de dage. Vi har rigtig mange gæster, og det skulle blive endnu vildere i år, som vi hører det med de aktiviteter, som der er planlagt,” forklarer Camilla, der i sin første tid i Danmark ikke helt var med på, hvad der foregik i de dage:

“Jeg vidste ikke helt hvad det var, men det har jeg fundet ud af nu. I takt med jeg er blevet ældre har jeg lært historien, og nu arbejder jeg bare på selve dagen, så jeg har ikke rigtig tænkt over det i en del år.”

Fremtiden med Café Efes

Moustafa og Camilla har drevet Café Efes i 15 år, og umiddelbart har de ikke rigtig tænkt over fremtiden.

“Den kører, som den kører, og hvis nogen vil give en god pris, så må vi se på det. Det er ikke noget, som vi går og tænker på,” siger Camilla.

Hvor længe kan du holde at arbejde på Efes?

“Det må vi se på, men hvis min mand ikke er der, kan jeg ikke klare det,” lyder afslutningsreplikken fra Camilla.

Fakta Camilla Duran
Er 54 år
Er født i den tyrkiske by Bursa
Gift med Moustafa siden 1988
Har to børn
Har drevet Café Efes med Moustafa i 15 år

Ugens Kurt: Lone Ahrentoft Hansen

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 25. marts 2019

0

amoc — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Foråret smiler blidt ind over Fæstningsbyen, det er tid til Ugens Kurt og denne ugens Fredericianer i spotlight skal ikke gå langt. Det er butiksindehaveren fra Amoc i Gothersgade, Lone Arhentoft Hansen.

Der er en time til butikkerne åbner i bymidten og for engang skyld er det ikke kulden, man mødes af, men forårets brise, jeg når lige at sætte mig og åbne laptoppen op, inden Lone Ahrentoft Hansen træder ind ad døren

Lone har haft en travl start på året, der allerede har budt på flere store ting, bare det at fylde rundt, åbne en ny butik og rejse til et andet kontinent kan vel tage pusten fra de fleste. Men Lone tager det helt roligt. Den 17. februar rundede hun det skarpe hjørne med tallet fem efterfulgt af nul.

Det, at Lone rent faktisk havde gang i en flytning gjorde, at hun ikke har holdt en fest, men hele familien rejste en tur til Gambia i Vestafrika. Lones mor blev også 75 år, så familien samledes i vinterferien omkring et feriemål, som Lone også besøgte som ung.

“Da jeg var omkring de 15 år, var vi også i Gambia, vi tog derned igen for at se om, der var sket noget i alle de år. Første gang husker jeg det som helt vildt, bare det at se palmer og den kultur, landet besidder sad i hukommelsen, dengang rejste man jo ikke så meget som i dag, så det var en speciel oplevelse”, siger Lone.

Der var ikke sket så meget faktisk, det var en nostalgisk oplevelse. De besøgte det hotel, som de boede på dengang, og det var en tidslomme: Intet var forandret.

“Det var de samme gardiner, ja nærmest madrasserne, var de samme”, griner Lone og fortsætter, “Vi lejede en privattaxi som kørte os rundt og så forskellige ting. Vi så nogle forskellige dyrefarme, det er et trygt og godt sted. Jeg havde forventet, at man skulle være påpasselig der, men det var slet ikke den fornemmelse, at jeg havde”.

Det var en lille afstikker i tidslinjen, så lad os gå tilbage til starten, da Lone blev født som Fæstningsbarn. Hun har altid boet her og gik på Bakkeskolen indtil 10. klasse.

“Det var helt fint at gå på Bakkeskolen, jeg synes ikke som sådan, at det var det fedeste at gå i skole, men jeg mødte op hver dag, og det var meget hyggeligt. Jeg i gik i en god klasse og vi havde en god lærer, det var alle gode klassekammerater, der var ikke ballade”, siger Lone om skoletiden.

Ridepige

Lone havde stor interesse for heste og efter hendes farmor gav hende tre ridetimer, var hun helt solgt.

“Jeg startede med at ride, da jeg var 8 år, jeg red først i Fuglsang, senere Egum, og så i Kolding. Omkring konfirmationsalderen købte jeg en pony, der hed Jerome. Jeg lånte 10.000 kroner af min far, som jeg mener, at jeg har betalt tilbage”, smiler Lone.

Lone fortæller, at de 10.000 kroner var et meget lille regnestykke i det at have hest, der gik mange penge til opstaldning. Men Lone kunne lide den stemning, der var på en rideskole.

“Vi var piger, som der rendte rundt og blev beskidte og kunne spise en uskrællet gulerod. Jeg startede med spring, men med tiden gik jeg over til dressur. Min sidste hest var mest til dressur, så der sadlede jeg helt om”, siger Lone.

Jeg kan se på Lones ansigt, at det lyser op, når vi snakker om tiden som ridepige, men hun stoppede lige, inden hun blev 30.

Uddannelse

Efter folkeskolen gik turen på handelsskolen, Lone ville gerne i lære i en tøjbutik, men det var den tid, hvor forældrene havde stor indflydelse på, hvad man blev. Hendes far kom med opfordringen til at søge ned på Fredericia Fjernvarme som kontorelev. Faderen sagde at komme i tøjbutik kunne hun altid. Lone endte med at være hos Fredericia Fjernvarme i 12 år, hvor hun lavede administrativt arbejde. Lone husker det som en dejlig tid og det var en familiefølelse over at arbejde der.

Mens drømmen om at være i en tøjbutik fyldte hos Lone, voksede hun op blandt en familie, hvor næsten alle var beskæftiget med tøj.

“Min farfar havde SM Andersen, som lå der, hvor Tøjeksperten er i dag, efter farfar overtog min far den. Min mor havde butik på Erritsø Bytorv, så jeg har altid været i tøjlivet, det er jeg flasket op med, messer, tøj og mode”, siger Lone.

Lone mødte Dan Byssing Hansen, som er hendes mand allerede i 10. klasse, de blev gift i 2001.

Lone sagde til mig, inden vi aftalte, at hun skulle være Ugens Kurt, at hun ikke havde så meget at sige om sig selv og hun havde svært ved det. Men som vores samtale udvikler sig går det helt af sig selv.

Tøjbutik

“I 2001 åbnede jeg også min første butik”, siger Lone og fortsætter, “min mors lejemål i Erritsø var oprindeligt to butikker, så jeg lejede mig ind og startede Kids Up. Vi kunne supplere hinanden. Tanken var, at vi kunne gå og hygge, samt, at jeg kunne have fornemmelsen af at have en butik“, siger Lone.

Det blev dog hurtigt ikke nok for Lone, der af bagvejen alligevel endte med at få sig en butiksuddannelse ved learning by doing

“Jeg startede Amoc i Vendersgade i 2006, men allerede i 2005 gik jeg forbi butikken Mini Dress, hvor den gamle indehaver Truelsen stod. Jeg talte med ham, om han ikke havde lyst til at sælge sin forretning, vi faldt i god snak. Så endte jeg med at overtage hans butik, der havde været børnetøj i 37 år”, siger Lone.

Lone brugte meget ordet Amoc i den periode, så det var grunden til navnet. Nu havde hun sin helt egen butik, og hun havde set tiden i Erritsø som læreperioden i egen butik med sine forældres erfaring.

“Der har heller aldrig rigtig været nogen, der skulle sige, hvad jeg skulle gøre. Jeg har altid villet bestemme, men en god vejledning kan man altid bruge. Det har jeg da benyttet mig af og gør det stadig, vi taler meget forretning, når vi er sammen i familien, det er da klart”, siger Lone.

Amoc Gothersgade

“Det har været godt at være i Vendersgade, folk vidste, hvor vi var. Men tiden havde sat sig på lokalet og indretningen. Gothersgade var ny og lækker med mere flow, det er det rigtige, jeg har valgt”, siger Lone om den nye Amoc, som åbnede i Gothersgade 1. marts 2019.

Der er flere måder, der giver liv til den nye butik, Lones farfar har haft habitbutik i samme lokale.

“Jeg har kunnet mærke en helt speciel stemning her fra dag et, her er helt vildt lækkert. Det er ligesom at gå ud og kigge på et helt nyt hus, man kan mærke på stemningen om det duer eller ikke duer. Jeg føler mig meget hjemme her, det at kigge ud på gågaden er dejligt, så vi glæder os meget til sommer”, siger Lone

Familie og Fritid

Lone og Dan har to børn, den yngste er Morten på 19, han bor stadig hjemme, mens han læser HTX, som han er færdig med til sommer. Ditte på 21 bor i Århus, hun skal være sygeplejerske.

Der er selvfølgelig ikke meget fritid, når man er selvstændig, men den energiske tøjsælger får da tid til at gå til jumping fitness ved G94. Ude på Skansevejens Skole går hun til trampolingymnastik med nogle veninder.

Der er både hus og have, så der er nok at se til. Det er også i denne del af historien, hvor Lone siger:

“Det er altså vigtigt at nævne, at jeg har en meget tålmodig mand, det er vanvittigt, hvad han står model til, når jeg får skøre ideer“.

Lones bror boede i Beijing og Shanghai i 15 år, så der har familien været mange gange.

“Jeg er vild med Asien, jeg er meget hooked på Kina, som jeg er helt vild med. Jeg kan næsten ikke holde ud, at min bror er flyttet til USA. Det er så meget anderledes end at leve her”, siger Lone og peger ud på gaden. “Der er så mange dufte og det at bo privat er meget anderledes end at bo på hotel”

Jeg spørger Lone om der er nogle steder eller rejser hun gerne vil?

“Jeg tager det lidt, som det kommer, vi vil gerne rejse til Sri Lanka. Min datter har været der, og jeg har set nogle fede billeder. Men at være herhjemme er også dejligt, jeg tror, jeg er bedst til ikke at planlægge for meget.

Fredericia

De steder som Lone fremhæver er først og fremmest Sanddal og Erritsø.

“Jeg elsker stranden ved Sanddal, men der er jeg jo også opvokset og er endt med at bo også. Men Trelde og Hannerupskov er dejlige steder at gå ture, men generelt er Fredericia bare en dejlig by”, siger Lone.

Vi er ved at løbe tør for kaffe og spalteplads, men da jeg spørger Lone til en sjov historie, kommer der alligevel en sidste, Lone siger:

“Vi tog hele familien til Kian til en kæmpe messe og skulle finde nogle sjove ting, som vi kunne importere. Det er nærmest en hel by, hvor der er messe. Vi er lidt spredt fra hinanden og ud af en million ting, griber min mand et plastichårbånd med blomster. Han siger, “den er da meget skæg”. Det var en vareprøve, så vi får dem til at støbe de her bånd. Vi får nogle hjem og jeg sælger mange af dem. Vi bliver ved med at få hjem og tager ud og får nye designs. Da vi kommer bliver vi mødt af kineserne med den lille stand. De løber ud og krammer os , jeg tror, vi sælger et par 100.000 indtil festen er forbi. Vi sælger dem stadig væk til Lalandia. Vi har importeret flere ting, noget har været godt og noget har været skidt”.

Det var hyggeligt at drikke kaffe med Ugens Kurt, mens vi har siddet og set flere butiksdrivende gå forbi for at åbne deres butikker, er det nu Lones tur. Hun rejser sig fra sædet og glæder sig til endnu en dag i Amoc.

https://www.billet.dk/john-rasmus-bjerg-i-en-hyldest-til-john-mogensen#bio — Skal du med til en folkefest? Så klik her (Annonce)

Ugens Kurt – Ditte Winkel

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 18. marts 2019

0

Det er blevet tid til Ugens Kurt og denne gang er det Fredericia AVISENs nye søndagsklummeskribent. Hun er blevet 35 år, gift og er mor til to drenge. Sexolog og parterapeut Ditte Winkel er Ugens Kurt.

Der er en frisk luft over Fredericia denne morgen, hvor jeg skal møde Ditte Winkel på Kurt’s Kaffebar. Da jeg ankommer sidder Ditte klar, hun læser i avisen og vores indledende snak handler om overskrifter i medierne og presseetik.

Skoletiden

Ditte Winkel er 35 år og hun er i dag bosat i Højrup sammen med sin mand og deres to børn. Ditte har haft sin skolegang på Erritsø Centralskole indtil 9. klasse, hvorefter en tur på efterskole kaldte. Det blev en aktiv tur på efterskole, da Ditte dyrkede gymnastik på Ågård Efterskole.

Samtalen glider godt og Ditte er god til at tale, så mine fingre har til tider svært ved at følge med på tastaturet. Derfor kommer de små pauser undervejs, hvor Ditte kan nyde hendes kakao med flødeskum, mens jeg får tastet færdigt.

Ditte gik til standarddans hos LB Dans som barn, det er noget, der pludselig ringer en klokke, da jeg spørger til barndommen. “Det er dog ikke rigtigt noget som har defineret noget i mit liv”, siger hun og fortsætter, “men det er nu sjovt at tænke på”.

Tværfløjten derimod, har fyldt meget i Dittes liv, men gør det ikke mere. Hun spillede i 6. Juli Garden og nåede til et punkt, hvor der skulle vælges om det var en levevej eller hobby. “Jeg stoppede, da jeg var 19 år, det var helt naturligt, enten skulle det være en levevej eller også skulle jeg fortsætte på amatørplan. Jeg gør altid tingene fuldt ud, så jeg valgte at stoppe helt, da jeg fandt ud af, at det ikke skulle være min levevej”, siger Ditte.

Tiden efter 10. klasse, som blev taget på efterskolen, bød på Fredericia Gymnasium. Her blev Ditte matematisk student og tog herefter en
1-årig HH i Aarhus, inden hun flyttede retur til Fredericia.

Sygeplejerske

“For at være helt ærlig, da jeg kom tilbage til Fredericia, anede jeg ikke, hvad jeg skulle. Jeg meldte mig på kommunen, jeg krøb næsten langs med husmuren, men jeg skulle finde ud af, hvad mine muligheder var. Jeg mødte en sød socialrådgiver, der hjalp mig godt på vej, jeg vidste, at jeg måske skulle noget med mennesker”, siger Ditte.

Der blev oprettet kontakt til en afdelingssygeplejerske på Fredericia Sygehus.

“Jeg fik muligheden for kunne prøve sygeplejefaget af ved at gå til hånde. Da jeg ikke havde noget bedre, eller vidste, hvad min retning var,
så sagde jeg ja tak i tre måneder. En dag kom afdelingssygeplejersken og prikkede mig på skulderen, “det er i dag, der er ansøgningsfrist til sygeplejeskolen i Vejle”, det vidste jeg ikke. Hun sagde, “du skriver dit CV ud og kører derover, jeg er sikker på, at du kan få en plads”. Så det endte med, at jeg blev sygeplejerske i 2007″, siger Ditte, mens hun smiler.

Ditte kunne halvvejs i uddannelsen mærke, at det alligevel ikke var den vej, hun skulle gå. Hun brændte ikke for det og interessen var ikke optimal, men hun klarede studiet og var godt med fagligt.

“Jeg var på et stadie i mit liv, hvor jeg ikke stoppede op og tænkte over det, vejen blev ligesom banet for, at jeg skulle være sygeplejerske. Men så kom de samme tanker som med musikken, det er alt eller intet. Jeg blev i uddannelsen og afsluttede med fin karakter og jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg lærte en masse, som jeg kan bruge nu f.eks.; anatomi, fysiologi, kommunikation og menneskekontakt. Man møder, som sygeplejerske, mennesker
i deres mest sårbare øjeblikke, det lærer man kun ved kontakten og ikke fra en bog. Nogle gange har skæbnen ofte en plan med en, jeg har dog ikke arbejdet en eneste dag som udlært sygeplejerske”, griner Ditte.

Livet som hjemmegående

Ditte mødte sin mand Kasper Winkel i 2004 og parret blev gift i 2010

“Min mand arbejder for en amerikansk virksomhed, hvor han de første syv år havde 200 rejsedage om året. Da vi fik børn sagde han, “hvad med at blive hjemmegående”. Det er nemt for ham at foreslå, tænkte jeg, da man i den amerikanske kultur finder det helt normalt, at konen er hjemmegående. Jeg synes, at det var svært at forlige sig med, da man i Danmark næsten altid spørger, hvad man laver til dagligt”, siger Ditte.

Men Kasper såede et frø hos Ditte, som skulle bruge fire måneder på at spire.

“Jeg tænkte, at det kunne ikke gå helt galt, så jeg var faktisk hjemmegående i fem år. Tiden gik med de hjemmelige opgaver og børnene. De havde begge en deltidsplads, så de kunne hentes tidligt. Jeg elskede det, jeg befandt mig virkeligt godt i det”, siger Ditte.

Rejsen mod at blive sexolog og parterapeut

Parret er på en tur til København, de var på Bremen Teater og skulle se Kirsten Birgit fra “Den Korte Radioavis” På vej hjem i bilen over Fyn kom tankerne på fremtiden frem.

“Det var ligesom sådan en kontakt, hvor man kan trykke på on/off , der kom lys i pæren. Vi havde sådan en god snak henover Fyn. De helt basale spørgsmål som, hvad så, hvor er jeg nu? Hvad skal jeg finde på? Det var en snak om fremtiden, jeg kan ikke sige, der var et nøgleord, der gjorde noget, det satte bare noget i gang”, siger Ditte.

Dagen efter slog Ditte sin bærbare computer op og begyndte at søge efter muligheder, hun var forbi mange fagområder og følte lidt, at det var et privilegium med sin alder at kunne gå ind i en bolsjebutik og vælge, hvad hun ville.

“Nu skulle jeg gøre noget for mig, jeg følte for første gang, at jeg tog et aktivt valg. Det var ikke skæbnen – jeg udstak retningen. Jeg kunne vælge det, jeg ville og noget jeg kunne brænde for”, siger Ditte.

Efter en gennemgåede søgen mod at blive psykolog eller psykoterapeut læste Ditte om at blive parterapeut og sexolog.

“De to uddannelser var spot on. Jeg har altid opfattet mig selv som et empatisk menneske. Mine forcer er at lytte og tale med folk, jeg elsker folks problemer og jeg elsker at tale om sex. Jeg skammer mig ikke, jeg ser sex som et livsvilkår som alle har. Jeg ser sex som noget, der ikke bliver udfoldet til det potentiale, som mennesker har mulighed for”, siger Ditte.

Begge uddannelserne foregik på sexologiskolen i København, skolen er en skandinavisk skole med afdelinger i både Sverige og Norge. Undervisningen foregår på Islands Brygge og begge uddannelser tager 1, 5 år.

“Det var en syret proces, for det første, at dykke så meget ned i sig selv. Man skal have styr på sit eget, inden man vejleder andre, det hjælper ikke noget at ens rygsæk et fyldt med sten, for så lægger man det over
på klienterne. Det var 1,5 år med selvindsigt og selvrefleksion. Uddannelserne var fuldstændig, som jeg havde drømt om og mere til. De levede i den grad op til mine forventninger, håb og drømme”, siger Ditte.

Ditte har været i gang i cirka halvandet år nu og hun mindes opstarten, hvor det handlede mere om at have sælgerhatten på.

“Det jeg var god til, var at lytte og være terapeut, men det får ikke telefonen til at ringe med klienter, og sælgerrollen er ikke den, jeg finder mest naturlig. Det med at fortælle omverdenen, at man er der, og at man har nogle services at tilbyde. det var en udfordring for mig”, siger Ditte.

Fritiden

“Jeg har ikke på den måde nogen hobby, jeg dyrker meget mit netværk. Jeg er et meget socialt menneske og bruger meget tid på at pleje min omgangskreds”, siger Ditte.

Familien har et landsted som var flot renoveret, da de købte det. Men der har været mange ting, de gerne ville sætte deres eget præg på. Der er 500 boligkvadratmeter og 1200 kvadratmeter lagerbygninger. Gården er snart 150 år gammel, så der er nok at holde ved lige.

Børnene er nu på vej i skole, der er Julius som er 7 og Hector som er 5, den ældste er startet i skole i Taulov og snart følger lillebror efter.

Det var en dejlig snak på kaffebaren, byen er stille vågnet udenfor, nu kan Ditte kalde sig Ugens Kurt og jeg kan tage ud og fange den næste historie til vores læsere.

bit.ly/LethiFredericia — Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her

Ugens Kurt: Michael Hansen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 11. marts 2019

0

Michael Hansen, Ugens Kurt — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Michael Hansen er en kulturinstitution i Fredericia. Han er kunstnerisk leder på Teater Malstrøm, og foruden det er han lærer på Mølholm Skole i Vejle. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Michael Hansen endnu bedre at kende.

Michael Hansen har travlt for tiden, men det lykkedes os at finde et tidspunkt, hvor vi kunne mødes.

Burlesque kører for fulde udblæsning på Det Bruunske Pakhus, og foruden Teater Malstrøm har Michael også sit lærerjob at se til, men vi startede et helt andet sted og spolede tiden tilbage til Michaels barndom.

“Jeg er født og opvokset i Fredericia, men da jeg var 13 år flyttede vi til en by mellem Randers og Viborg. Min far skulle finde sin drøm, og nogle år senere drog vi ned til en by tæt på grænsen. Derfra kom jeg på skuespillerskolen i København. Jeg startede der i 1978, og var så stædig at jeg talte jysk. Det lød forfærdelig, så jeg fik undervisning for at få rettet op på det,” siger Michael Hansen og fortsætter:

“Jeg blev udlært i 1981 og vidste ikke helt, hvad jeg ville inden for skuespillerfeltet, men jeg havde præferencer til musicals og underholdningsgenren, men der var en dame, som ændrede det hele – en af divaerne. Det var Birgitte Kolur fra Østrig, hun er død nu, men hun fik fat i det. Det var et specielt miljø med hende, men hun fandt ud af, at min hylde var at eksperimentere og selv skulle skabe det. Jeg skulle være instruktør og så “legede” jeg med hende.”

Hvornår fik du din instruktørdebut?

“Det var i 1984 på det, der i dag hedder Husets Teater, som ligger på Halmtorvet i København. Der boede alle de gale, jeg blev rørt, da jeg havde instrueret mit første stykke,” forklarer Michael, der havde fundet sin hylde:

“Jeg vidste mere eller mindre, at jeg var kommet hjem. Jeg havde altid synes, at det var vanvittigt svært at blive skuespiller og man skulle kæmpe med det, og give noget af sig selv følelsesmæssigt. På den måde blev jeg doven. Jeg ville kun, hvis det virkelig var en udfordring. Jeg havde en nemmere tilgang til at være instruktør med at se filmen i hovedet,” siger Michael.

Hvordan er det så nu at stå med Teater Malstrøm?

“Det er en drøm, der er gået i opfyldelse med Malstrøm,” konstaterer Michael, der fik stor hjælp af sin forlovede Martin Bach Sørensen:

“Det betyder meget, at det var ham, som satte det i gang. Han kunne mærke, at jeg var tæt på målet. Jeg var glad, da jeg manglede min egen legeplads. Martin sagde, at han ville lave den. Han er mega administrativ, og fik det op at stå, Det var rigtig dejligt, da man her i byen har Fredericia Teater, men der manglede en pendang til det store teater. Et sted, hvor andre mennesker kunne komme og prøve sig af i profesionelle rammer.”

Især det, at Teater Malstrøm ligger i Fredericia er noget, som betyder meget for Michael.

“Det er vildt fedt at have det i hjembyen og dele det, som man laver med så mange.”

Fars rejemadder og accept

Michael boede tæt på den tyske grænse, som de flyttede ned til, da han var 16 år. Det var en tid, som var speciel for ham.

“Det var mystisk at gå rundt i Sønderjylland, hvor far havde drømme og var jægersoldat. Jeg var langt fra i samme gade. Han synes, at det var tåbeligt, at jeg ville være skuespiller. Han forstod det dog, efter han havde set en forestilling med mig. Min far havde et hemmeligt apotekskab, som han nærmest aldrig åbnede. Han åbnede det kun, når noget skulle hyldes. Klokken 3 en nat smurte han rejemadder og nu skulle vi skåle på det, og han synes, at jeg var skidegod,” siger Michael, der er homoseksuel og det endte hans far også med at acceptere:

“Han serverede igen natmaden. Han sagde ikke direkte, at han accepterede det, men han fortalte om en oplevelse til en fest, hvor en bøsse var blevet drillet og hvor min far så havde hjulpet ham. Det var en form for accept fra hans side.”

Hvordan finder man ud af, at man er homoseksuel?

“Der er den klassiske med, at man bliver forelsket i klasselæreren. Der kunne jeg så mærke, at jeg tilhørte en anden hylde. I en ung alder flyttede jeg til København, hvor det var nemmere at acceptere, da byen er større og alt det der. Jeg fandt ud af det, og i en sommerferie tog jeg hjem og fortalte familien om det,” forklarer Michael og fortsætter:

“Man skal stole meget på det gode menneske. Jeg havde en helt masse grusomheder, om hvad der kunne ske og hvad jeg kunne møde. Jeg mødte ikke nogen modstand og den eneste, der ikke kunne sige noget, var min far, men han anerkendte det på sin helt egen måde klokken 3 om natten med rejemaden.”

I teatermiljøet er der flere, som er homoseksuelle og det gjorde det også nemmere for Michael.

“Jeg blev nem at acceptere pga. det miljø, der er. Jeg lærte, at det er i orden og havde respekt og stolthed med det. Jeg tog hjem og fortalte det, fordi jeg ville leve mit liv ,” forklarer Michael.

Folkeskolelærer og fremtiden

Foruden at være kunsternerisk leder på Teater Malstrøm har Michael også et job som folkeskolelærer på Mølholm Skole i Vejle.

“Jeg har været der i et år og underviser i dansk, historie, religion og kristendom. Jeg er kontaktlærer for en 8. klasse og har et drømmeskema og nogle rigtig gode kollegaer. Jeg er meget glad for at være på Mølholm Skole,” siger Michael og slår fast:

“Jeg elsker lige så meget at undervise som at lave teater. Jeg kan godt lide fagligheden i det. Der er flere koblinger mellem de to ting. Eksempelvis er mit ynglingsfag dansk, da der er fortolkning i det,” forklarer Michael, der tog læreruddannelsen i Jelling og Haderslev.

Michael og hans forlovede Martin har talt om, hvad der skal ske i fremtiden. Særligt et punkt springer i øjnene.

“Vi vil gerne have et barn, og vi har prøvet i syv år via regnbuefamilier, men har ikke fundet den rette. Nogle af de kvinder, som vi har forsøgt at lave aftaler med, har fundet ud af, at de ville have deres egen mand,” siger Michael og fortsætter:

“Martins argument for at ville have et barn er, at han er 20 år yngre, og han gerne vil have familie, når jeg skrider, som han udtrykker det. Det forstår jeg udmærket godt og accepterer det fuldt ud.”

Skal I giftes på et tidspunkt?

“Vi er jo forlovet så på et tidspunkt, men ikke foreløbigt. Vi har fra den dag, hvor vi blev forlovet, talt om det. Det er ikke øverst på listen. Til gengæld rejser vi rigtig meget,” indskyder Michael og fortsætter:

“Jeg har været i 48 lande. Jeg havde været i ti lande inden jeg møde Martin, så der er sket noget. Det er ikke charterrejser, som vi tager på, men oplevelser. Eksempelvis har vi været i Malaysia på rygsækferie. Det var meget anderledes med tre forskellige kulturer under samme flag med Kina, Indien og Malaysia. Jeg føler, at jeg har været i tre forskellige lande, da de har forskellige religioner, men det er er vildt at tænke på, at de lever i fred under samme flag,” siger Michael og fortsætter:

“Martin er rigtig god til at arrangere rejser og han gider ikke de traditionelle feriemål. Hele sidste sommer var vi i Transsylvanien Der er meget mere en Dracula,” siger Martin og griner.

“Udover Dracula er de meget gæstfrit i det smykke område, som ikke er ødelagt af turisme. Man kan få en tre retter luksusmenu med drikkevarer for 50-60 kroner.”

Hvor går næste tur hen?

“Vi skal til Nordspanien. Vi kører derned, og tager turen igennem Tyskland og Holland. På vej hjem tager vi via Frankrig og Luxemburg, hvor jeg ikke har været før,” fortæller Michael, der har en særlig passion for mad:

“Jeg har mega travlt, men når tiden er der elsker jeg at lave mad og er vist nok ret god til det. Når vi rejser er en stor del af det også madoplevelsen, hvor vi smager på det forskellige. Vi bliver helt høje af det.”

Fredericias udvikling og tanken om at fylde 60 år

Michael har på nærmeste hold set Fredericias udvikling, og adspurgt på favoritsteder i hans fødeby svarer han:

“Her! Jeg holder meget af det her sted. Det er et af de få autentiske steder, som er originalt. Mums er også et godt sted, jeg kan godt lide at komme derind med kollegaer – det er som at sidde i stuen derhjemme,” siger Michael og fortsætter:

“Fredericia vokser i den rigtige retning og er inde i en god udvikling. Jeg oplever selv på skolen i Vejle, at de tager til Fredericia for at opsøge os, det skete ikke førhen. Der tog man nærmere fra Fredericia til Kolding Storcenter, men den udvikling er vendt,” fortæller Michael, der fylder 60 år til december:

“Jeg ved ikke, hvordan det bliver endnu, men da jeg blev 50 synes jeg, at man kunne se tingene i relief og jeg hvilede i mig selv. Det er lidt mærkeligt med de 60 år. Man får jo seniordage på arbejdet, og man får hele tiden breve fra Ældre Sagen,” siger Michael, som glæder sig over sit liv:

“Jeg har et fantastisk liv og bor i et fantastisk hus, og er forlovet på tiende år med den rigtige. Jeg har et drømmejob, og når man har alt det, når man bliver 60 år, er man vel priviligeret. Selve alderen er sådan lidt…”

Drømmen om større rammer til Teater Malstrøm

Forestillingen Burlesque spiller for fulde huse i Det Bruunske Pakhus for tiden. Selve processen op til har været noget af en oplevelse for Michael.

“Vi søgte frivillige syerske. Da der skulle komme nogen en onsdag aften kom der hele 14, og det var ikke 14 hvem som helst. Det var 14 kvinder, som kunne hele svineriet. De var 26 år og op til 70’erne,” siger Michael, som glæder sig over netop hans egen rolle som kunstnerisk leder:

“Jeg kan ikke beskrive hvor stor en drøm det er. Førhen, da jeg var selvproducerende, skulle jeg lave det hele med regnskaber osv. Her er der nogle, som tager sig af det hele. Det er en fantastisk familie, der er kvalificeret og brænder for området,” forklarer Michael og fortsætter:

“Hver onsdag mødes vi, og frivilligheden fungerer virkelig i bedste velgående hos os, hvor vi har det rigtig godt sammen. Sypigerne har en regel om, at nogle gange tager de badedragter med og så går de ned og bader på stranden

Hvad er fremtidsdrømmen- og planerne med Teater Malstrøm?

“Vi skal blive ved med at lave godt teater og ikke gå på kompromis med noget. Vi skal gøre tingene på vores måde,” siger Michael, der har et specielt ønske:

“Vi kunne rigtig godt tænke os at lave en stor forestilling i Eksercerhuset, vi skal bare have lov. Vi vil gerne have plads til powerforestillinger, hvor vi giver den gas over fire forestillinger. Vi vil have en fast plads og have en teaterskole,” forklarer Michael og uddyber:

“Vi er dem, der er bedst til at udvikle talenter i Trekantsområdet. Vi har haft elever fra alle syv byer i området. Jeg er god til at fremme talenter, og det kunne være fedt, hvis vi kunne få en heldagsteaterskole, hvor vi kan få lov at buldre igennem,” lyder det fra Michael Hansen.

Fakta Michael Hansen
Er 59 år
Født i Fredericia
Forlovet med Martin Bach Sørensen
Kunstnerisk leder på Teater Malstrøm
Lærer på Mølholm Skole i Vejle

Ugens Kurt: Ole Nikolajsen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 14. januar 2019

0

Ole Nikolajsen, Ugens Kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

UGENS KURT. Ole Nikolajsen er et kendt ansigt i Fredericia. Han er blandt andet manden bag mange triathlonstævner i byen og har tidligere stået i spidsen for Fredericia Håndboldklub, men driver i dag firmaet ProPrint. Ole er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han tager os med på sin rejse.

Ole og jeg har aftalt at mødes klokken 11:00. Jeg er i god tid og sætter mig ved et ledigt bord klokken 10:45 for at forberede mig lidt på snakken med Ole, der ankommer 10:58 og lige hilser på lidt folk udenfor, inden turen går ind i varmen.

Til at starte med siger Ole med et smil:
»Patrick, du kender jo det meste af min historie.«
Jeg griner lidt, nikker og beder Ole starte med fortællingen helt fra sin barndom. Ole fortæller, at han er født og opvokset i det gamle Snoghøj.

»Jeg husker det som en ekstremt tryg og god barndom. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ikke er skilt, så jeg har kun oplevet trygge rammer,« siger Ole, der startede på Erritsø Centralskole, men flyttede til Samsø fra 3. klasse og frem til 8., da hans far fik job på øen.

»Jeg skulle rykke teltpælene op, og jeg husker, at jeg syntes, det var spændende. På det tidspunkt var jeg udadvendt og fik derfor hurtigt nye venner, særligt gennem sporten. Allerede efter en uge var jeg meldt ind i både fodbold- og håndboldklubben. De seks år på Samsø er vel seks af de bedste år i mit liv. Vi har siden haft sommerhus derovre, og jeg kommer der stadig og arrangerer også et maratonløb derovre.«

Hvad skete der efter skoletiden?

»Det var meningen, at jeg skulle i lære som smed, men de havde ikke noget at lave, så jeg skulle i 10. klasse. Jeg havde en kæreste, hvis far var chef i Føtex, hvor der var en ledig læreplads, som jeg søgte, men ikke fik. Jeg fik dog mod på detailbranchen og blev uddannet butiksslagter i Brugsen på Nymarksvej. Jeg var glad for faget og fik 56 ud af 60 mulige point til eksamen, hvilket betød, at jeg fik mange jobtilbud,« forklarer Ole og fortsætter:

»Jeg skulle i militæret og aftjene min værnepligt. Jeg fik muligheden for at blive frømand, da de manglede dykkere. Problemet var, at man skulle tegne en kontrakt på fem år, og det ville jeg ikke. I stedet blev jeg slagtermester i Brugsen i Nr. Aaby som meget ung, og der var jeg i et halvt år.«

Efterfølgende tog Ole Nikolajsens erhvervskarriere en drejning. En bytur medførte, at han ville være Falck-vagt.

»Jeg mødte op som 20-årig og ville søge stillingen som Falck-vagt, men man skulle være 21 år og have stort kørekort. Den 31. oktober på min fødselsdag afleverede jeg ansøgningen, og jeg fik jobbet den 1. december. Jeg var der i fire år, inden jeg blev fyret pga. nedskæringer. Jeg startede hos Shell efter min tid hos Falck og var der i otte år. Jeg var chauffør hos dem et par år, men det var ikke mig, og så blev jeg kørselsleder i stedet,« siger Ole.

Sportseventyret

Ole Nikolajsen har altid været bidt af sport, og i en årrække levede han også af det.

»I 1999 blev jeg købt fri til at arrangere triathlonstævnerne. Jeg levede af sporten, kombineret med at jeg dyrkede min egen karriere. Jeg havde tre år, hvor jeg slet ikke lavede andet end triathlon, og det var virkelig fantastisk. Jeg blev så arrangementchef i byen, og mens jeg var det, skulle triathlonforbundet have ansat en sportschef på fuldtid, og den stilling blev jeg opfordret til at søge. I min tid som sportschef oplevede jeg to olympiske lege helt inde fra som coach,« siger Ole, der efterfølgende fortsatte i sportsbranchen:

»Jeg blev kontaktet af den daværende forretningsfører i FHK, Klaus Bernhardt, der ville have mig som ny leder af håndboldklubben. Det tog Klaus et halvt år om at overbevise mig, da jeg ikke var helt hooked på idéen til at starte med. Jeg kunne godt mærke på familien, at det var hårdt for dem, når jeg tit var væk. Men jeg tænkte også, at det kunne være interessant, da jeg selv har set håndbold siden de glade 70’ere med Europa Cup-kampe, og FHK er mit hold. Mik Hagenbo var træner på det tidspunkt, og jeg kunne godt lide hans stil med offensivt forsvar, som var jugoslavisk inspireret. Jeg tænkte, at jeg som jyde kunne samarbejde med københavneren Hagenbo,« forklarer Ole.

»Jeg fik at vide, inden jeg startede, at der manglede 200.000 kroner i kassen, og de skulle findes, men inden revisoren og jeg var færdige med at åbne skuffen, manglede der to millioner kroner. Jeg fik heldigvis lavet en aftale med Compass, og vi fik hurtigt etableret et aktieselskab til at drive klubben. For at overleve skulle vi rejse 2,5 millioner kroner. Det lykkedes lige før deadline at finde pengene, da værftet kom til. Jeg blev direktør, men det passede mig ikke helt. Jeg var fejlplaceret og kom væk fra det sjove, nemlig at være omkring spillerne. Efter et halvt år som direktør blev min stilling ændret til teamchef og sælger på deltid, og samtidig startede jeg ProPrint,« siger Ole.

»Vi fik René Hamann-Boeriths som træner, og vi havde et godt samarbejde. Jeg begyndte på håndboldagentuddannelsen, men fandt ud af, at det ikke var mig. Vi ansatte Tine Hvalkof som direktør, og da min kontrakt skulle forlænges, blev den ikke forlænget. Jeg var afklaret med, at sådan var vilkårene, og forlod klubben uden bitterhed.«

ProPrint-eventyret

Ole fokuserede efter FHK fuldtid på ProPrint:

»Jeg bankede ProPrint op til seks ansatte, men efter at have mistet to store kunder besluttede jeg at være 3-4 ansatte med fokus på hurtig levering i små oplag. Det fungerer godt,« siger Ole, der også ejer en pølsevogn sammen med sin søn Magnus.

Ole og Team Rynkeby

Ole har været engageret seks år i Team Rynkeby, efter at han og hans kone Susanne mistede datteren Laura til kræft:

»Det gav mening at støtte det gode formål, og gennem årene har jeg fået venner for livet. Min søn Magnus cyklede med i 2017, hvilket var stort,« slutter Ole.

Fakta – Ole Nikolajsen:

53 år
Født på Sct. Joseph
Gift med Susanne på 28. år
Har børnene Line på 27 år og Magnus på 19 år

Ugens Kurt: Henrik Petersen

Af

Patrick Viborg Andersen

-

07:00 - 7. januar 2019

0

Henrik Petersen, Ugens Kurt — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Indehaver af Fredericia Vinhandel, Henrik Petersen, er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Henrik fortæller blandt andet om sin erhvervsmæssige baggrund, der ikke er inden for vinbranchen, og kommer ind på, hvordan det var at overtage Fredericia Vinhandel tilbage i 2014.

Henrik er en travl mand, og skal møde ind i vinhandlen allerede klokken 09:00. Vi aftalte derfor at mødes på Kurt’s Kaffebar klokken 08:00, hvor Henrik allerede har taget plads, da jeg kommer. Henrik er i gang med at skimte dagens avis, men da han får øje på mig lægger han avisen til side.

Når man kommer ind i Fredericia Vinhandel, og møder Henrik, kan man høre hans klingende fynske accent, og den lyver ikke. Henrik kommer oprindeligt fra Svendborg, og er uddannet eksportchauffør.

Derfra til så at blive selvstændig vinhandler er noget et af spring, men interessen for vin har Henrik altid haft.

“Interessen blev større og større, da jeg kørte eksport. Jeg har set mange vinkældre inde fra, og når jeg har holdt og skulle vente på et læs, eller nogle paller, var det spændende at gå i vinkælderen og sludre med lagerfolk. Der fik jeg en helt anden snak og viden, som mange ikke har.”

“Det bliver endnu værre,” udbryder Henrik med et grin og hentyder til hans tidligere jobs. Jeg spørger derfor: “Hvad så da?”

“Mit sidste job, inden jeg fik vinhandlen, var som slamsuger i 5,5 år. Der er penge i lortet, som man siger. Det er et job som så mange andre,” konstaterer Henrik.

Vineventyret

Henriks svigerforældre, der bor i Maribo, har i en årrække haft en vinhandel, og der har Henrik hjulpet til.

“Da jeg var hjemme i perioden, hjalp jeg til. På den måde kom interessen til, at vi gerne ville have en vinhandel. Vi snakkede om at ville købe forretningen af dem, men fire år inden, havde de indgået en aftale om at sælge den, og en aftale var en aftale,” siger Henrik og fortsætter:

“Vi startede et garagesalg i Kværndrup. Vi havde efterhånden bygget et godt netværk op i form af mine kontakter i erhvervslivet, og også min kones netværk, og vi var lidt kede af, at mine svigerforældre lukkede forretningen i november 2013. En dag kom der en vinsælger forbi vores garagesalg, og han ville sælge lidt til os, men han fortalte, at Fredericia Vinhandel var til salg, og om vi ikke skulle over at se den. Vi tænkte egentlig nej, og hvad vi skulle med en butik i Fredericia. Sælgeren sagde, at det ikke kostede mere end en omgang diesel at køre over at kigge, og vi endte med at gøre det. Vi snakkede med ejerne Ejvind og Kirsten i en halv times tid, og faldt pladask for den eventyrlige butik. Der var en utrolig stemning og sjæl, som vi faldt for. Vi nåede ikke længere end til Lillebæltsbroen, og så ringede en af dem til os, og sagde, at hvis vi ville købe vinhandlen, var den vores. Vi endte med at sige ja.”

“Vi var der 5. og 6. juli 2014, og så hvordan byen summede af liv i de dage. D. 15. juli startede jeg i butikken, hvor jeg hjalp Kirsten, da Ejvind var blevet syg, desværre. Jeg hjalp til, og så kom vi mere og mere ind i det. D. 1. august var det meste på plads, og d. 23. august overtog vi Fredericia Vinhandel helt officielt.”

Hvordan reagerede kunderne på, at I overtog forretningen?

“Der kom mange kunder, der ikke værdigede os et blik, og de gik selv rundt og ledte, efter det de skulle bruge. De tjekkede om vi havde lavet noget om, og da det ikke var tilfældet, så kunne de sige hej og hilse. Kunderne tænkte, at de to tossede fynboer ikke skulle lave noget om i den fine butik. Nu har vi en fantastisk butik, hvor 70-80 % af de kunder, der kommer her dagligt, er nogen jeg kan snakke med om alt muligt,” siger Henrik

Hvordan tog familien imod, at I købte Fredericia Vinhandel?

“De tog godt imod det, men de mente at sige en fuldtidsstilling op som slamsuger var lidt risikofyldt, og min kone tog orlov fra sit job som hun specialpædagog. Da de fire måneder var ovre, så tog hun et års selvbetalt orlov, og så blev vi enige om, at det godt kunne gå, så hun trak stikket helt, og blev fuldtid i butikken også. Mine svigerforældre havde godt set, hvad branchen gemte på, selvom det var et stort spring, så de vidste, at det kunne lade sig gøre.” forklarer Henrik.

I de første to år tog Henrik og Julie turen fra hjemmet i Kværndrup, men med tiden blev turen frem og tilbage for meget.

“I 2008 havde vi bygget et nyt helt nyt hus i Kværndrup. Vi havde to helt små i vuggestue og børnehave, og jeg havde min datter i Svendborg. Så vi kunne sagtens pendle til at starte med, men efter et par blev vi trætte af det. Vi var afsted fem og seks dage i ugen i to biler,” udtaler Henrik, der ikke overvejede at sælge Fredericia Vinhandel:

“Det var slet ikke i overvejelserne, så vi skulle bare flytte til Fredericia. Vi vidste, at vi ville herover og endte med at købe et hus i Erritsø. Det var faktisk en kunde, der der sagde til os, at der ville komme et hus til salg derude. Jeg tog kontakt til ægteparre før vi havde solgt vores ejet hus. De blev overraskede over, at jeg ringede. Jeg forklarede dem situationen, og vi endte med at se huset, som godt kunne lide. Vi aftalte, at over de næste par måneder skulle have solgt vores eget hus, og så tage den udefra. Efter tre fremvisninger fik vi solgt vores hus, og købte huset i Erritsø, som vi er rigtig glade for.”

I Erritsø er Henrik og familien faldet godt til, og nyder godt af lokalsamfundet.

“Begge vores unger går til fodbold derude. Der er et fantastisk netværk og liv i Erritsø. Man kan godt mærke, at vi er kommet til en større by end Kværndrup, og man er tæt på alting og der er flere muligheder.”

Interessen for håndbold

En af Henriks helt store interesser, udover vin, er håndbold. Han er sponsor i FHK og ser alle klubbens hjemmekampe, og interessen stammer lang tid tilbage.

“Det startede i tidernes morgen i Svendborg, hvor jeg var flaskedreng i en lille butik. I butikken var der mange GOG-drenge, blandt andet er landstræner Nikolaj Jacobsen udlært der. Der blev snakket håndbold i alle pauserne, og var der den mindste mulighed, blev der spillet håndbold i flaskerummet. På daværende tidspunkt havde vi 3-4 GOG-knægte, og man skulle altid lige stå på mål for dem eller andet. .Vi snakkede rigtig meget, og når man er født og opvokset på Sydfyn, har man altid fulgt med i GOG. Min kone har også været trænet og spillet på forholdsvis højt niveau i Maribo, så den vej rundt er vi begge rigtig håndboldinteresserede,” forklarer Henrik.

Som nævnt er Henrik sponsor i FHK, hvor han også har engageret sig ekstra ved at lave en FHK-vin, og det at være en del lokalsamfundet på den måde med Fredericia Vinhandel betyder noget for ham.

“Vi får så meget af de lokale, så vi skal give noget igen. Vi er rigtig glade for at være en del af blandt andet FHK, og resten af lokalmiljøet i eksempelvis også vores børns fodboldklub. Vi hjælper, når vi kan, men jeg har ikke selv taget noget fast, da butikken taget rigtig meget tid. Min kone springer til, hvis der mangler lidt, men som det ser ud nu, har vi ikke så meget tid at gøre med, men når tiden er til, det vil vi engagere os endnu mere. Det ligger os på sinde at hjælpe Fredericia lige så meget, som de hjælper også.

Udviklingen i Fredericia

Siden Henrik og konen Julie overtog Fredericia Vinhandel i 2014 er der sket meget i Fredericia, og det er også noget Henrik har bidt mærke i.

“Det er fanatisk udvikling. Der bliver virkelig arbejdet for byen, og kæmpet for byen. Jeg ved godt, at det er et samlet Byråd, der kæmper udover alle de lokale kræfter, men jeg synes virkelig, at Borgmester Jacob Bjerregaard gør det rigtig godt. Erhvervslivet støtter op om byen, og der er mange af de helt store virksomheder, der bidrager til udviklingen.

En anden ting, der også har udviklet sig, er centrum i Fredericia, der for alvor er blomstret op over de senere år.

“Man kan godt mærke, at der er kommet mere og mere liv, og folk vil mere og mere Fredericia. Folk vil gerne støtte lokalt, og tager ikke længere turen i Kolding Storcenter. Hvis det regner, så venter man til en anden dag, i stedet for at tage turen i storcentret.”

Samarbejde med de andre vinhandlere

I Fredericia er der fire vinbutikker, og alle er placeret inden for forholdsvis kort afstand i centrum, men det ser Henrik ikke som noget problem.

“Der er god konkurrence, men vi har et godt samarbejde, som mange oplevede til portvinsfestivalen. Jeg ser dem som kollegaer, og vi guider hinandens kunder rundt, hvis det er en varer, som vi ikke selv har,” siger Henrik.

Mødes I nogle gange?

“Vi mødes nogle gange, men det er ikke faste tidsintervaller, sidste år mødtes vi tre gange. Vi er også også begyndt på de her festivaler, som vi laver to af i løbet af 2019. Går vi forbi hinandens butik, så stikker man lige holdet ind og siger hej. Der var en, der manglede noget Nytårsaften, og han ringede klokken 17:15. Jeg kørte noget i butikken og hentede det til ham, så vi hjælper hinanden med det vi kan,” forklarer Henrik og kommer ind på, hvad der kommer af festivaller i 2019:

“Der kommer en roséfestival den 5. maj og portvinsfestivallen tilbage til efteråret. Det giver hype omring butikkerne, og det er fedt, at vi kan samarbejde på den her måde, og ikke ser hinanden som konkurrenter, der bare nedkæmper hinanden. Vi er konkurrenter i bund og grund, men vi er her, og skal have et godt samarbejde,” siger Henrik.

Vil være vinhandler resten af livet

Henrik skal snart videre for at åbne butikken, og vi slutter derfor snakken af med at spørge lidt ind til fremtiden, og hvor Fredericia Vinhandel er om ti år.

“Den ligger nok stadig i Danmarksgade, den er i hvert fald i Fredericia, vil jeg gerne garanterer. Hvis der ikke er noget, så er det også er det også med Julie og jeg med roret. Det er det rigtige erhvervsmæssigt, som vi har gjort med den her butik,” siger Henrik og fortsætter:

“Det er mit sidste job, hvis der ikke kommer noget i vejen. Der er vel små 25 år endnu, og der vil jeg gerne fortsætte med at stå her.”

Lige på falderebet spørger jeg Henrik, hvordan han kan videreudvikle Fredericia Vinhandel.

“Vi udvikler dagligt på butikken, men selve grundånden med Fredericia Vinhandel med gamle dyder kommer altid til at være der. Butikken kommer nok ikke til at se ud, som den gør nu forevigt, men den vil fortsat holde den hyggelige facon,” lyder det fra Henrik.

Fakta Henrik Petersen

Er 42 år
Født og opvokset i Svendborg
Gift med Julie
Har tre børn, hvoraf to af dem er med Julie
Flyttede til Erritsø i 2016
Uddannet eksportchauffør

Ugens Kurt: Mette Bjeld

Af

Matthias Runge Madsen

-

09:30 - 31. december 2018

0

Mette Bjeld, Ugens Kurt — Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Mette Bjeld har i over et år skrevet ugentlige klummer om en række forskellige emner, og nu er det hendes tur til at komme i den varme stol som Ugens Kurt på Fredericia AVISEN.

Mange læsere kender nok Mette Bjeld fra bybilledet eller fra hendes klummer her på Fredericia AVISEN. I klummerne deler hun ud af livserfaringer – og ofte har der også sneget sig et træningstip eller to ind.

Vi havde aftalt at mødes klokken tolv på den populære kaffebar i Jyllandsgade, og vi ankom samtidig lige lidt før tolv. En Café Latte til Mette, “selvom det er ekstra kalorier” og en sort kaffe til undertegnede, man skulle jo nødigt blive sat til at lave burpees på en solrig fredag.

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Vi starter samtalen med at spole tiden tilbage til Mettes barndom i Erritsø.

“Det startede her i Fredericia, jeg har boet her hele mit liv med undtagelse af tre år i Malmø. Samme hus, samme forældre hele tiden. Meget almindeligt – eller det er jo nok lidt specielt i de her moderne tider”, siger Mette med et grin.

“Jeg startede på Bakkeskolen, men måtte skifte på grund af en dårlig lærer. Da jeg startede på Erritsø Centralskole opdagede jeg hurtigt, at jeg ikke havde lært så meget. Jeg var ret langt bagud. Men jeg fik en rigtig hønemor af en lærer, Fru Pihl, hun fik mig med igen. Jeg havde så også en matematiklærer der fortalte mig, at jeg aldrig ville blive til noget, men altså her er jeg nu”, fortsætter hun.

“Derfra tog jeg på handelsskolen. Jeg var festudvalgsformand, det var mega godt, for så fik man et par fritimer. Motion var ikke noget vi gjorde os i, vi festede bare. Jeg fik da heller ikke det bedste resultat, men jeg bestod”, fortæller Mette og fortsætter:

“Derfra gik jeg i lære som sekretær hos Elsam Projekt, men efter at være faldet i søvn bag computeren flere gange fandt jeg ud af, at det ikke var det her jeg ville. Jeg var der i min læretid og tre måneder efter, og så sagde jeg stop. Både min søster og min mor er sekretærer, så jeg tror egentlig det var grunden til mit valg”.

Spillehal, optikforretning og børn

“Derfra fik jeg job i en spillehal, Front Point hed den. Jeg anede simpelthen ikke hvad jeg ville. Jeg endte hos NetOptik, en optiker hernede i byen. Jeg blev butikschef og fik ansat to rigtig gode optikere. Det var virkelig et godt job”, forklarer hun.

“Vi havde det virkelig godt sammen. Vi kendte hinanden, vidste hvornår hinanden skulle bruge hjælp uden at sige noget. Vi supplerede hinanden virkelig godt. Vi sprøjtede briller ud af døren på grund af vores gode samarbejde”, siger Mette og tager en tår af sin kaffe.

“Men vi fik en ny chef, og han var meget chef-agtig. Det er ikke rigtig mig. Oveni det var der udfordringer da jeg ventede mit andet barn, Rasmus. Jeg blødte, og da jeg endnu engang blødte måtte jeg til lægen, der bad mig om at sygemelde mig. Det tog chefen ikke særlig godt, og kaldte mig en masse grimme ting. Så i stedet for at fortælle hvornår jeg var tilbage igen afleverede jeg min opsigelse”, fortæller hun.

Nu er der kommet børn ind – hvornår kom din mand ind i billedet?

“Han kom før børnene”, siger Mette med et grin og fortsætter: “Vi mødte hinanden i et fitnesscenter. Han stod faktisk med en anden, men jeg gik hen til ham og sagde, at han skulle altså følge mig hjem. Det gjorde han så, utroligt nok”, fortæller hun og fortsætter:

“Og ja så er det holdt ved. Han lærte mig hurtigt at kende, allerede da vi skulle spise rundstykker fik han skældud for at krumme for meget. Han ville heller ikke gå hjem, og jeg sagde til ham, at han da gerne måtte blive at sove, men at han skulle holde sig i sin egen side af sengen. Det var anderledes end han var vant til, tror jeg”.

“Så fik vi Mads i 1999 og lidt over to år senere i 2002 fik vi så Rasmus. Vi købte hus på Sandbakken i Erritsø lige før Mads blev født, og har siden boet i Malmø og nu på Øster Voldgade” lyder det videre.

Springet som selvstændig med to små børn

“Efter at have afleveret min opsigelse begyndte jeg at læse til massør hver lørdag under min barsel. Det passede med at Martin kunne passe drengene imens jeg var i skole. Og så når der var middagslur lavede jeg lektier”, fortæller Mette.

“Faktisk havde jeg også kunder under barslen, det kan være lidt svært med en lille nyfødt. Det er ikke altid hans middagslur var så lang som håbet, så det var næsten foden på vuggen imens jeg masserede kunder”, siger hun med et stort grin.

Hvordan var springet til at blive selvstændig?

“Da jeg fandt ud af, at det ikke var hos optikeren jeg ville være begyndte jeg at regne på hvad det ville koste mig at gå selvstændigt. Det ville kun være 700 kroner i forhold til at være på dagpenge, det kunne jeg sgu godt klare tænkte jeg. Så havde Martin et job som ingeniør, så han tjente lidt flere penge. Vi havde en opsparing der kunne dække det første halve år, så vi ikke skulle gå fra hus og hjem”, forklarer Mette og fortsætter:

“Men allerede efter tre måneder tjente jeg næsten det dobbelte, og der var plus på kontoen. Det var her jeg virkelig mærkede, at det var det her jeg gerne ville”.

Flere lag blev lagt på

“Efterfølgende har jeg taget en række uddannelser. Som massør arbejder man ofte fra 7-18, og det er altså et djævlehårdt arbejde. Så jeg ville supplere så jeg ikke ødelagde mig selv”, fortæller hun og fortsætter:

“Så udover at være massør er jeg Columna terapeut, idrætsskadeterapeut, kranio sakral terapeut og akupunktør. Det var egentlig også fordi, at jeg var træt af at sende folk til kiropraktor hele tiden. Og selvfølgelig også for at hjælpe mine kunder endnu bedre”.

Nyt kapitel, ny sport

“Vi flyttede til Malmø i 2012, fordi Martin blev headhuntet til et job deroppe. Jeg tror faktisk det var godt for mig. På det tidspunkt var Zumba på sit højeste – og jeg underviste meget i det, så jeg var nærmest ikke hjemme. Oveni det var der tre ugers ventetid i klinikken, så det gjorde det ikke bedre. Med børn på 10 og 13 år hang det ikke sammen, så det var godt for mig at trække stikket”, fortæller Mette.

“Og indenfor kort tid i Sverige begyndte jeg på triatlon, for jeg duer ikke til at sidde stille. Jeg fandt ud af, at det der triatlon faktisk er meget sjovt, og noget jeg egentlig er rimelig god til. Så siden har jeg udviklet mig stille og roligt, selvom der er et godt stykke vej endnu”, fortsætter hun.

Hvad er målet for fremtiden?

“Jeg har en drøm om, at tage til Hawaii i 2020 for at lave en Ironman. Men hjelmen skal spændes lidt mere, feltet bliver bedre år for år”, fortæller Mette.

Hvad er det der driver dig ud på de lange distancer?

“Det er faktisk det at give hi-fives til tilskuerne ude på ruten der holder mig i gang. Mine fedtede fingre fra gels skal allerhelst klappe så mange børn i hånden som muligt på ruten”, siger hun og fortsætter:

“Jeg tilmelder mig heller ikke løb hvor der ikke er tilskuere, det kan jeg ikke. Jeg tilmelder mig kun løb hvor jeg ved at der er tilskuere, fordi det for mig handler om at have en fest med tilskuerne, og det er det der trækker mig i gennem”.

Alle har dårlige dage

Når man følger Mette Bjeld, så kan man ofte tænke at hun er et stort overskudsmenneske, der aldrig er sur – men sådan er det ikke helt i virkeligheden.

“Jeg har også dage hvor jeg tænker, at jeg hellere må gå i seng fordi verden ikke er tjent med mig og mit humør. Men ofte kan man altså beslutte sig for at være positiv i stedet for at finde de trælse ting frem”, lyder det fra Mette.

“Det har jeg måske lidt lettere ved end andre, det ved jeg ikke. Jeg prøver også selv at søge folk der giver god energi, for det giver noget til mig”, fortsætter hun.

“Hvis jeg er rigtig træt af situationen, så tænker jeg på folk i kørestol. Jeg kan stadig en masse ting selvom jeg har ondt i baglåret. Det er ikke pædagogisk pænt for dem der sidder i kørestol, men det hjælper altså mig rigtig meget”, slutter Mette.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia — Annonce

Ruth Rahbeks have blev indviet på Othello: Mor ville sige godt gået

Af

Patrick Viborg Andersen

-

12:23 - 7. december 2018

0

Othello, Ruths Have, Jacob Bjerregaard & Lars Rahbek — Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Orangeriet” på Othello, som er blevet døbt Ruths Have, til ære for afdøde Ruth Rahbek, der har doneret pengene til den nye oase, blev fredag indviet med taler fra Ruths søn, Lars Rahbek, og Borgmester Jacob Bjerregaard, der fortæller donationen til haven er lige i Ruths ånd.

Hele seancen blev indledt i cafeen på Othello, hvor Borgmester Jacob Bjerregaard holdt en åbningstale, ligesom også Lars Rahbek talte.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Jeg har glædet mig meget til at synge,” indledte Bjerregaard med henvisning til, at der undervejs blev sunget et par sange, inden han slog over i den seriøse tone:

“Jeg har i dén grad også glædet mig til at klippe snoren. Det ser fantastisk ud derude, hvor jeg lige har været at kige. Vi håber, at jeres familier og jeg får stor glæde af Orangeriet,” sagde Bjerregaard og fortsatte:

“Ruth ønskede at give noget tilbage til byen, som hun elskede så højt. Ruth var i en menneskealder, sammen med hendes mand Poul, med til at udvikle byen. Ruths hjerte bankede for de svageste, og donationen kommer til at glæde mange, som hun netop ønskede det. Udover donationen til Orangeriet donerede Ruth også penge til Veteranhjemmet, KFUM Soldaterne og Kvinde Krisecentret, som også er områder Ruth brændte for,” fortsatte Borgmesteren og sluttede:

“Jeg vil gerne takke Lars personligt for de snakke, som vi har haft omkring, hvad der skulle ske. Din mor ville være utrolig stolt af dig,” lød det fra Jacob Bjerregaard.

Lars Rahbek tog efterfølgende ordet og sagde:

“Det er dejligt at se så mange her i dag. I de her dage er det år siden, at jeg havde muligheden for at bede om et møde med Jacob Bjerregaard, da mors testamente blev åbnet, hvori det stod, at jeg havde beføjelser til at bestemme, hvad der skulle ske med hendes donation. Som mor sagde, så vidste hun ikke, hvordan det ville se ud tre år frem i tiden. Igennem mange møder lærte vi, at tålmodighed er en dyd, men bedre sent end aldrig, som man siger. Det er blevet rigtig flot, og det har været ventetiden værd,” sagde Lars og fortsatte:

“Mor havde et ønske om, at hovedparten af donationen skulle gå til Othello, og jeg håber, at det der står her nu bliver til glæde for alle. Jeg håber, at vi fremover kan se tilbage, at da kommunen sagde ja til det her, at jeg jeg så bliver glad og stolt. Hvor end mor er, så er jeg sikker på, at hun ville sige godt gået,” lød det fra Lars Rahbek inden seancen blev rykket ud til Ruths Have, hvor snore blev klippet af Borgmester Jacob Bjerregaard.

Om Orangeriet:

Orangeriet er blevet til på baggrund af donationen på en million kroner fra afdøde Ruth Rahbek. Pengene var øremærket til et orangeri med tilhørende haveanlæg ved Othello. Her tilbragte Ruth Rahbek de sidste tre år af sit liv. Orangeriet er en del af Ruth Rahbeks have, som skal blive en oase til brug for de der bor på Othello, de pårørende og de borgere, der kommer i dagcenteret.

Orangeriet kan bruges alle dage, og borgerne og deres pårørende kan tage kaffen med og tænde pejsen, og så hygge sig i familiens skød, se børnebørnene leger i haven, kigge på fiskene i søen eller hestene i folden. Orangeriet ligger lige ved vejen rundt om Othello, så det bliver et godt sted til et lille stop på gåturen rundt om Othello. Der bliver planter, der kan duftes til og på sigt også frugter, der kan plukkes. Udenfor er der en sofagynge, som kan bruges, når vejret tillader det. Efterhånden skulle det blive til en smuk blomstrende have, hvor forårsblomsterne vrimler op af græsplænen, roserne dufter og buske og træer danner rammen om en lille oase ved det store hus.

Se her flere billeder fra indvielsen:

Ugens Kurt – Niels Henrik Billlund

Af

Thomas Lægaard

-

07:00 - 26. november 2018

0

Det kan næsten lyde som starten på en julekalender, da denne Ugens Kurt starter på en kold og stormfuld morgen. Det er koldt i fæstningsbyen, det er først på dagen og kaffebaren er ved at vågne.

Ind ad døren kommer ejendomsmægler Niels Henrik Billund, selvom der ikke er mange på kaffebaren endnu, indtager vi et hjørne til en god samtale. Ejendomsmægleren beder om en cappuccino og sådan starter historien.

Niels Henrik blev født i 1950. “Det var på arbejdernes festdag, så det har altid været en festlig dag, med sange og flag”, siger Niels Henrik og tilføjer, “jeg blev født på Sct. Joseph Hospital den 1 maj”.

Barndommen

Det var et noget anderledes Fredericia, dengang Niels Henrik var barn, og han gik på Slesviggades Skole, hvor man gik fra indtil femte klasse. Her var man opdelt i Ø- og V-klasser. “Jeg gik i Ø, fordi vi boede øst for skolen, det var geografisk opdelt dengang”, siger Niels Henrik.

“Det var pragtfuldt at være barn dengang, der var ikke noget mere spændende end at have gymnastik og skulle spille fodbold på Kastellet, vi kunne ikke se bolden for den gule røg – vi løb rundt i en gul tæt tåge fra Superfos. Men vi spillede også bold for enden af Norgesgade, der var boliger langs skinnerne, der legede vi tit”, siger Niels Henrik om barndommens oplevelser med den runde bold.

Fra 5. til 7. klasse gik han på Købmagergades Skole og senere på Realskolen, hvor han fik sin realeksamen. Men ellers var det en barndom med danseundervisning hos Olga Jensen og interesse for håndbolden.

Men et vendepunkt i barndommen blev, da Niels Henrik mistede sin far. Han kun var 11 år gammel. Han flyttede med sin mor og to søskende i et sommerhus i Trelde. Han har altid kunne finde noget positivt i livet og efter faderens død blev det en lille robåd, som han kunne sejle rundt i på Vejlefjord, der gav mening og liv.

“Det var en anden tid, jeg havde mit frirum ude på vandet i robåden, også cyklede jeg på tandem i Treldeskovene”, siger Niels Henrik. De to søskende fra barndomsmindet på havet og i skoven er i dag skrumpet til lillebror, der er rektor i Kolding, Niels Henriks storesøster døde for 15 år siden.

“Jeg havde en god barndom, der må godt være lidt modgang i livet, sådan er det for os alle”, siger Niels Henrik eftertænksomt.

Karrieren

Niels Henrik tog en handelseksamen og drog nordpå til Aarhus i 1970. Han blev udlært i bogholderiet hos et forsikringsselskab. Han kan noget med tal og datoer, den dato han startede som ejendomsmægler, kommer prompte, “det var den 1. oktober i 1975. Der startede jeg med at sælge ejendomme”.

Det blev til fem år i Aarhus som ejendomsmægler, markedet var voldsomt og man begyndte dengang med gratis vurderinger, “der blev gået til den og der var krig mellem ejendomsmæglerne, det ville jeg ikke kæmpe mod som 30-årig”, siger Niels Henrik.

Med sig fra Aarhus i bagagen havde den unge Niels Henrik sin kæreste, som tre år senere blev hans kone.

De startede Billund sammen i Fredericia, den 6. august i 1980 i Gothersgade 5 ovenpå Bison Lædervarer. Men firserne var en svær faktor at starte op i udover en kæmpe økonomisk krise i Danmark, havde Niels Henrik ikke tænkt over konkurrencen i Fredericia.

“Det var barskt, jeg opdagede, da jeg åbnede, at jeg var ejendomsmægler nummer 27, som solgte ejendomme i Fredericia, det havde jeg ikke regnet med eller undersøgt”, griner Niels Henrik.

En af grundende til, at han valgte at komme tilbage til Fredericia, var ikke byen som sådan, det var beliggenheden. “Jeg kendte byen, det er en god forudsætning som ejendomsmægler og så skal man virkelig gøre sig umage, hvis man ikke skal bo tæt ved vandet”, siger Niels Henrik.

1993

Ejendomsmægler Niels Henrik Billund var startet ud i det, han dengang, ville betegne som en lille snavset by med masser af barer. Men det første vendepunkt kom i 1983, da han blev gift med Karin Billund, og de fik deres søn Casper. Samtidig var den økonomiske krise i Danmark begyndt at vende.

Renten var gået fra at være 20 procent til otte-ni stykker og der blev solgt huse igen.

Familien bygger også deres eget hus i Trelde i 1983, indtil da havde de, blandt andet, boet i lejlighed i Sønderparken som dengang var nyopført.

“Det tog nogle år at få fodfæste dengang, hvis vi for nogle år siden talte om, at der var krise, så tænk på dengang, der havde vi dæleme også krise med en rente på 20 procent”, siger Niels Henrik.

Nutidens Fredericia

Niels Henrik Billund er stadig ejendomsmægler med et stort E. Da jeg spørger, om han skal være andet eller har planer om at gå på pension – får jeg det blik, man kender, når man har stillet et dumt spørgsmål. Niels Henrik har ingen planer om andet end at sælge boliger.

“Vi har et helt andet Fredericia i dag, man kan sige at den gule røg er væk og den vending vi ser, skyldes i min verden tre personer. Man kan sige, at Jean Brahe der i midten af nullerne, var formand for Realdania Fonden, var ham der reelt solgte ideen om at fonden skulle investere i Fredericia. Uffe Steiner havde mod til at gå med på ideen og Mads Lund lavede også i starten af nullerne forarbejdet for at de mange krydstogtskibe, der i dag besøger Fredericia. Det er det forarbejde, der løfter byen i øjeblikket”, siger Niels Henrik om udviklingen af Fredericia.

Men det har også været butikkerne i byen, ja faktisk forretningslivet generelt i Niels Henriks optik, som har været med til at løfte opgaven mod vækst.

Fritiden

Niels Henrik har stadig kærlighed til fjorden og havet, som han også havde, da han som lille roede ud på Vejlefjord. Niels Henrik har en motorbåd med en V8-motor i dag, som han kan trække op på grunden, ved huset han byggede i 1983 sammen med konen i Trelde.

“Det er en fantastisk følelse at komme ud på vandet, nu sejler jeg mere ud mod Endelave og Samsø, og nord for Fyn. Jeg kan god lide at komme ud, hvor der er mere vind og sejle op imod det åbne hav”, siger Niels Henrik.

De sjove handler

“Den jeg er mest stolt af, er Musical Akademiets bygning i Kongensgade, den havde Superfos som administration og laboratorium. Den fik jeg til salg cirka omkring årtusindeskiftet. Jeg fik en henvendelse fra kommunen, at de ledte efter efter en bygning med 400-500 m² parketgulv til dans, de tænkte specifikt på prinsessegade 32, hvor der havde været korsetfabrik. Så var det jeg sagde, “det var en lille ting, når de kunne købe Kemiras administration for en 14-15 millioner”. Det var mest som en spøg, men de købte den. Jeg kan huske, at jeg viste hele bygningen frem til kulturudvalget, de var meget begejstrede også var Uffe Steiner med på ideen, bygningen blev købt rimeligt hurtigt”, fortæller Niels Henrik.

“Det syntes, jeg var en sjov historie, at en dumsmart bemærkning, ender i en handel”, siger Niels Henrik.

En anden af Niels Henriks sjove anekdoter fra et langt liv, som ejendomsmægler er forhistorien for at DLG bygger et nyt stort hovedsæde i Fredericia.

“Sammen med byrådsmedlem Martin Kragh og advokat Ove Henningsen solgte jeg et stort jordareal ved Ny Nitrogen til DLG, som nu bygger hovedsæde. Det er cirka 30 år siden de købte grunden”, fortæller Niels Henrik.

“Det var ikke dengang i tankerne, at de skulle bygge et hovedsæde, men det er meget skægt, at de alligevel dengang fandt Fredericia interessant”, siger Niels Henrik.

Det har været en god og nærværende samtale imellem den erfarne ejendomsmægler Billund og kulturredaktøren. Inden Niels Henrik går mod udgangen og kan kalde sig Ugens Kurt, vil jeg høre om fremtiden.

“Bare det at have tag over hovedet og et godt helbred, det er forudsætningen for at have det godt, eller i hvert tilfælde et godt fundament”, afslutter Ugens Kurt.

Ugens Kurt: Lone Eriksen

Af

Matthias Runge Madsen

-

07:00 - 12. november 2018

0

Lone Eriksen, Gardenia — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Lone Eriksen har de sidste 25 år været en fast bestanddel af Gardenia Blomster i Erritsø. Siden 2011 har hun stået i spidsen for forretningen, hvor mange fredericianere køber deres blomster. Fredericia AVISEN satte Lone i stævne på en råkold tirsdag i oktober.

Da jeg træder ind ad døren på Kurts Kaffebar, er Lone allerede kommet. Hun har fundet sig til rette i en lænestol, men vi flytter os til et bord i stedet. Lone har været hurtig – hun har allerede bestilt en café latte.

Jeg kender kun Lone fra de gange, jeg har været forbi Gardenia Blomster, men det er tydeligt at mærke hendes hjertevarme allerede fra starten. Vi starter snakken med at tage helt tilbage – til Lones opvækst i Skærbæk.

“Jeg kommer fra Skærbæk, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har altid set mig selv som den mere stille pige, men gennem tiden har jeg nok udviklet mig til at turde mere, til at turde livet mere. Det helt store vendepunkt kom, da jeg i en alder af 23 mistede min mand til en arbejdsulykke. Mit liv gik ligesom i stå. Men jeg har formået at komme ud på den anden side. Det ligger stadig dybt i mig, men livet går videre, og jeg har brugt det til at blive stærkere. Det har givet mig modet til at tage flere chancer, for man skal nyde livet, så længe man har det,” fortæller Lone.

“Men opvæksten i Skærbæk var tryg. Jeg tror, at tryg er det helt rigtige ord at bruge. Jeg gik i skole på Skærbæk Skole, hvor jeg knyttede mange gode venskaber. På skolen var der et netværk og et nærvær. Man fik et tæt forhold til sine lærere, og lærerne kan da stadig huske mig den dag i dag, når vi mødes. Skolen står for mig som et symbol på tryghed. Vi var trygge med lærerne, men vi var også meget trygge ved hinanden,” siger Lone og fortsætter:

“Når vi havde fri, var jeg altid sammen med nogen. Der var altid en klassekammerat, jeg var sammen med. Jeg husker mange gode minder, blandt andet at vi efter skole hoppede på cyklen og tog en tur i skoven. Det er egentlig meget modsat, hvordan jeg oplever, at mine egne børn lever nu. Jeg kunne sagtens lægge en seddel, hvor der stod, jeg ikke lige spiste hjemme, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører fra mine børn i løbet af dagen. Jeg ved altid, hvor de er, og hvad de laver. Det er jo egentlig nok hårdt for dem. Jeg tror, jeg selv har levet meget mere selvstændigt, hvor vi gjorde ting uden at skulle spørge om lov først.”

“Efter tiden på Skærbæk Skole skulle vi ind til den store skole i Taulov. Men derefter tog jeg en treårig HH, det der svarer til en HHX i dag. Derfra gik jeg i lære på kontor, for jeg troede, det var det, jeg skulle. Men 14 dage før jeg var udlært, fandt jeg ud af, at det ikke var det, jeg ville. I radioen hørte jeg et radiospot for et kursus på AMU-centret. Det valgte jeg at springe ud i – et otte ugers kursusforløb, hvor vi blandt andet lærte om blomster, maling og ansøgningsskrivning. Allerede dér hæftede jeg mig ved blomsterne, og her har jeg jo så været lige siden,” fortæller Lone Eriksen levende.

“Jeg var så heldig, at jeg fik en praktikplads og senere en fastansættelse i Gardenia Blomster. Jeg husker stadig den dag, jeg kom ind første gang. Jeg kom i min røde frakke og blev mødt af Karen Marie. Jeg spurgte, om jeg kunne komme i praktik, og hun sagde, at det kunne vi da godt finde ud af, men hun ville ikke garantere, at jeg kunne blive. Men det var en stor kontrast til den verden, jeg kom fra – men en god kontrast. Allerede efter tre uger kom Karen Marie til mig og sagde, at jeg havde talent for det, at det faldt mig meget naturligt,” fortsætter Lone.

“Jeg faldt hurtigt for det, og det faldt mig meget naturligt at være kreativ. Dengang jeg var 18-19 år, gik jeg på aftenskole med min mor, der også elskede blomster og haven. Og siden jeg startede i Gardenia tilbage i 1993, er min kærlighed til blomster kun vokset,” lyder det fra Lone Eriksen.

“Butikken har ofte været bandet langt væk”

I 2011 gik Lone Eriksen en ny tid i møde. En tid som almindelig lønmodtager blev skiftet ud med en tid som selvstændig erhvervsdrivende. Lone Eriksen kunne efter 18 år i Gardenia Blomster overtage forretningen, som hun siden har kørt videre. Det kom ikke bag på Lone, at hun skulle overtage efter Karen Marie.

“Der er meget andet arbejde ved at være indehaver fremfor almindelig ansat. Der er en masse kontorting, der skal være styr på, så jeg har kunnet bruge de ting, jeg lærte fra HH. Og så har Karen Marie altid været god til at tage mig med ind, så jeg også lærte det helt fra starten,” siger Lone Eriksen.

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Ridepige

Uddannelse

Tøjbutik

Amoc Gothersgade

Familie og Fritid

Fredericia

Skoletiden

Sygeplejerske

Livet som hjemmegående

Rejsen mod at blive sexolog og parterapeut

Fritiden

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Spillehal, optikforretning og børn

Springet som selvstændig med to små børn

Flere lag blev lagt på

Nyt kapitel, ny sport

Alle har dårlige dage

Niels Henrik blev født i 1950. “Det var på arbejdernes festdag, så det har altid været en festlig dag, med sange og flag”, siger Niels Henrik og tilføjer, “jeg blev født på Sct. Joseph Hospital den 1 maj”.

Barndommen

“Jeg havde en god barndom, der må godt være lidt modgang i livet, sådan er det for os alle”, siger Niels Henrik eftertænksomt.

Karrieren

“Det var barskt, jeg opdagede, da jeg åbnede, at jeg var ejendomsmægler nummer 27, som solgte ejendomme i Fredericia, det havde jeg ikke regnet med eller undersøgt”, griner Niels Henrik.

1993

“Det tog nogle år at få fodfæste dengang, hvis vi for nogle år siden talte om, at der var krise, så tænk på dengang, der havde vi dæleme også krise med en rente på 20 procent”, siger Niels Henrik.

Nutidens Fredericia

Fritiden

“Det er en fantastisk følelse at komme ud på vandet, nu sejler jeg mere ud mod Endelave og Samsø, og nord for Fyn. Jeg kan god lide at komme ud, hvor der er mere vind og sejle op imod det åbne hav”, siger Niels Henrik.

De sjove handler

“Det syntes, jeg var en sjov historie, at en dumsmart bemærkning, ender i en handel”, siger Niels Henrik.

“Det var ikke dengang i tankerne, at de skulle bygge et hovedsæde, men det er meget skægt, at de alligevel dengang fandt Fredericia interessant”, siger Niels Henrik.