Din Tøjmand Sejersen. En butik, der har været i Fredericia i mange år, og er gået igennem to generationer af familien Sejersen. Den nuværende indehaver er Henriette, der har drevet butikken i de seneste 20 år. Bliv i denne udgave af Ugens Kurt klogere på Henriette Sejersen, der fortæller om livet med Din Tøjmand, livet i København, hvor hun fandt sin mand, bankdirektør Christian Jungmark, og meget mere.

Det er en stille og rolig fredag morgen klokken 8:30. Fredericia summer af ro, for en gangs skyld fristes man til at sige. I løbet af samtalen med Henriette Sejersen taler vi blandt andet om udviklingen i bylivet, som er blevet meget aktivt med mange mennesker i gadebilledet.

Den del af snakken glemmer vi dog lige for en stund, og kigger i stedet tilbage på Henriettes barndomsskole, Markholt-Olesens Realskole

”Det var en streng skole. Man skulle stå bag stolene, når læreren kom ind i lokalet. Der var morgensang, hvor man stod i to rækker inden man kom ind,” siger Henriette Sejersen, der fortæller, at man dog ikke havde en drenge- og pigerække.

”Det var der dog ikke, men hvis man ikke stod ordenligt, så fik man et hak,” husker hun.

Har du kunne bruge den lidt strenge skole til noget senere hen i livet?

”Det synes jeg lidt, det er godt, at der er klare linjer for både børn og voksne. Der skal være linjer, som man træder inden for,” forklarer Henriette.

Efter endt tid hos Markholt-Olesens kom Henriette på handelsskolen, og efterfølgende fulgte en læretid, som bød på forskellige udfordringer.

”Jeg kom i lære hos Lotus, der var en modebutik, der hvor The & Idé er i dag. De blev overtaget af Bestseller i min elevtid, og så kom jeg til Aarhus og fortsatte der,” fortæller Henriette og kommer ind på tiden, efter læretiden:

”Jeg var i Aarhus og Bestseller startede mange butikker. Jeg startede butikker i blandt andet Silkeborg og Viborg. Jeg tog rundt og startede butikker op, nogle gange var jeg der bare et par uger. Jeg kom tilbage til Bestseller i Fredericia. Så skulle jeg til København, der skulle ske noget. Jeg havde ikke noget arbejde, så søgte jeg bare og dengang kunne man bare få arbejde derover. Jeg fik arbejde i et storcenter i København og der var jeg i 2,5 år. Der mødte jeg Christian. Han var i banken på hovedgaden og jeg var i centret og når han skulle ind i centret engang imellem og gik han forbi butikken,” siger Henriette og fortsætter:

”Engang da vi i byen og kom hjem dagen efter, lå der en brun kuvert på bordet. Så spurgte han, hvad det var. Det var en ansøgning, fordi jeg ville tilbage til Jylland. Jeg blev der et år mere, men han vidste jeg ville hjem. Vi kunne ikke finde ud af hvad vi skulle, men i november 89, sagde min far, da jeg snakkede med ham, om jeg kunne komme hjem og hjælpe, fordi der var travlt. Så tog jeg hjem. I starten af 1990 købte vi hus i Gårslev, Christian vidste jo godt, at han skulle med. Han synes alt var billigt herover, så vi købte hus i stedet for at leje. Meningen var kun at blive hjemme i en periode, men så blev vi hængende.”

Født med butik i blodet 

Henriette er vokset op med butik. Med forældrenes baggrund i Din Tøjmand Sejersen lå det i kortene, at det skulle gå den vej.

”Det lå i blodet. Det skulle ikke være herretøj, men modetøj. Jeg har altid været meget modeinteresseret. Når det har været en del af ens liv fra barnsben, bliver det en naturlig overgang,” fortæller hun og kommer ind på tiden, hvor hun overtog butikken:

”Jeg overtog butikken i 1998. Mine forældre var gode til at give slip på nogle punkter. Vi har altid arbejdet godt sammen. Vi havde hver vores spidskompetencer.”

Men hvordan kan man være så mange år i samme butik? Det spørgsmål fik Henriette.

”Tingene står ikke stille, der sker en udvikling. De første otte år var med mine forældre. Da jeg overtager, sker der nyt igen. Vi flyttede ind over butikken, fordi vi ikke kunne få det til at hænge sammen med at bo ude i Gårslev. Da børnene var små, var det et must. Så var man altid hjemme. Jeg var mor om morgenen, og så sad de i butikken og lavede lektier. Der var altid mange børn hos os, fordi der altid var nogen hjemme,” siger hun og fortsætter:

”Da børnene blev ældre, begyndte de unge mennesker at hænge ud hos os. Vi bor jo i byen, så det var populært for de unge. Vi havde også altid ekstra sengetøj liggende klar, da det skete, at nogen ville have et sted at sove, hvis de boede ude på landet. Så slap de for at tage derud, men kunne sove hos os i stedet.”

Snakken drejer sig lidt væk fra butikslivet for Henriette. Vi får dog lige vendt, hvor Din Tøjmand er om ti år.

”Din Tøjmand er der stadigvæk. Men hvis vi kigger tilbage og frem, så sker der løbende noget. Der er sket noget de sidste 30 år. Man er nødt til at følge med forandringen, det kan være internet og alt muligt andet. Man skal have fingeren på pulsen og være omstillingsparat” fortæller hun.

Børn i København og New York

Som selvstændig er der ikke meget fritid, men når Henriette Sejersen har fri, står den faktisk også på arbejdesrelaterede ting.

”Det er sgu butik det hele. Det lyder forkert, men det er blevet mit liv,” konstaterer hun inden jeg spørger indtil om der ikke er tid til en tur i teateret eller lignende:

”Jeg har meget glæde af Fredericia generelt med Volden, stranden og teaterlivet. Der går tid med møder og i Din Tøjmand er jeg i vareudvalg og sådan og udvikler egne varer. Det er på en måde min hobby,” fortæller Henriette.

Christian og Henriette har to voksne børn. Caroline der bor i København, og Frederik, der frister en tilstedeværelse i New York.

”Når vi er derover, er det for at se ham.  Vi har set de ting vi skal se, men det er for at være sammen med ham og Michelle (Frederiks kæreste, red.). VI prøver at mødes med alle børnene. Familien står mig nært, både børn og mand.  Når det andet fylder så meget i ens liv, og samtidig er ens hobby, så er familien vigtig, selvom den er langt væk. Heldigvis har vi dejlige børn og svigerbørn, det betyder meget,” forklarer Henriette.

Kaffen er ved at være drukket, og Henriette skal tilbage til Vendersgade for at gøre Din Tøjmand Sejersen klar til endnu en dejlig dag i Fredericia.

Fakta Henriette Sejersen

52 år
Gift med Christian Jungmark
Har i år 20 års jubilæum som indehaver af Din Tøjmand Sejersen
Handelsskole
2 voksne børn, Caroline bor i København og Frederik bor i New York
Født i Silkeborg, kom til Fredericia som 4-årig

Ulrich Nicolaisen blev i sidste uge kåret som årets fæstningsdreng, men hvem er han egentlig udover ham, som man kender fra EventC og tidligere var medejer af Momenti? Fredericia AVISEN har sat Ulrich i stævne, hvor han i Ugens Kurt fortæller om sit liv, det anerledes valg af Kolding Købmandsskole, nutiden med EventC, fremtiden og meget mere.

Siden skiftet fra Momenti har Ulrich haft travlt, rigtig travlt endda. Ulrich fortæller, at denne skønne fredag er hans første rigtige fridag i en over en måned. Og hvilken dag at have fri på. Fredericia summer af byliv med det kæmpe store krydstogtskib MSC Preziosa liggende i Kanalbyen.

Vi starter med at bede Ulrich spole tiden tilbage til barndommen, hvor han husker tilbage på trygheden fra mor.

”Min mor var dagplejemor, så jeg havde en tryg opvækst på det punkt, og hun var derfor altid hjeme, når vi kom hjem. Og jeg kunne ikke snørre hende på nogen måde,” siger Ulrich med et grin og fortsætter:

”Min far var adm. direktør, så han arbejdede rigtig meget.”

Folkeskolemæssigt gik Ulrich på Taulov Skole, og om skoletiden fortæller han:

”Jeg var sådan en, der lavede mine ting og havde styr på min ting Der var orden i penalhuset. Jeg lavede ikke mere end man skulle, jeg lavede det man skulle. Jeg var en af dem, når man skal læse en bog, så læser jeg bagsiden af bogen,” forklarer Ulrich, imens denne skribent også bliver afsløret i at kunne finde på at gøre det samme i skoletiden og bordet på Kurt’s bryder ud i latter, inden Ulrich igen bliver seriøs:

”Jeg valgte Kolding Købmandsskole, efter folkeskolen, fordi alle mine skolekammerater valgte at søge mod Fredericia. Jeg ville møde nye mennesker, og tog derfor til Kolding, hvor jeg faktisk stadig er i dialog med flere af dem den dag i dag,” udtaler Ulrich inden han kommer ind på selve tiden på Købmandsskolen:

”Det gik rigtig fint, der fik jeg for alvor interesse for erhvervsfagene og det at købe og sælge varer. Netop erhvervsøkonomien var god for mig.”

Ulrich Nicolaisens erhvervsliv

Ulrich Nicolaisens erhvervskarriere tog for alvor fat i 2003. Her blev han medejer af HC Sport Fredericia.

”Jeg byggede stille og roligt en B2B-afdeling op, hvilket var mit ansvarsområde. I 2010 stoppede vi (Thomas Renneberg-Larsen og Ulrich Nicolaisen, red.), og startede Momenti op, hvilket i første omgang førte os til Vejen. Vores kundekreds var dog stadig fredericianere. I samme tid startede EventC. Jeg solgte ved årsskiftet min andel af Momenti til Thomas. Jeg slog op i banen. Jeg fortalte til Thomas i forsommeren 2017, at han skulle finde en ny makker eller købe mig ud, fordi jeg havde tænkt mig at arbejde endu mere med B2B-arrangementer. Men så kom der hurtigt opbakning fra EventC-setupet, der alle bakkede op om, at det skulle blive til min hverdag,” siger Ulrich.

Hvordan er det arbejdsmæssigt for dig nu??

”Jeg er kommet til at arbejde med mennesker, der holder fri – det sætter også store krav. Når folk holder fri, er overliggeren sat højt. Arrangementer skal være lækre. Omvendt har alle smidt skjorten, slipset eller hvad de har på. Så folk er der, fordi det er sjovt,” fortæller Ulrich Nicolaisen.

Igennem tiden har der været mange store ting i EventC. Vi beder Ulrich pege på det største.

”Det var, da vi lavede Kim Larsen i 2010. Der havde jeg tårer i øjnene, også fordi jeg selv er mega Kim Larsen-fan. Jeg har en guitar hængende i mit sommerhus, og i 2016, da vi havde ham i Fredericia Idrætscenter havde jeg lagt en nyerhvervet guitar. Den så Kim Larsen, og skrev på den med det, som han kaldte en velsignet underskrift,” forklarer Ulrich og slår over i ros til EventC-folkene, fordi for dem, var ingen af arrangementerne mulige:

”Stor cadeau til de 20 gutter, der er omkring EventC. I stedet for at gå til håndbold, går vi til koncert. Vi har enormt godt fællesskab, og når vi sidder backstage, er det ligesom at sidde i omklædningen efter en håndboldsejr. Det er en anden side af sagen.”

Hvordan er din hverdag nu, efter Momenti-tiden?

”Min hverdag er blevet travl, fordi vi har struktureret EventC til at være tre forskellige ben. En ting er at lave noget på hjemmebane i Lillebæltsregionen. Noget andet er B2B, den tredje er projektdelen. Jeg har været hyret som arrangør sammen med Peter Zederkof til tre Seebach familiekoncerter. Det gør et stort indtryk, når man står i Valby Parken med 18.000 til en familiekoncert,” siger Ulrich og kommer ind på målene ude i fremtiden med EventC:

”Vi skal opbygge et EventC-setup, hvor der kontinuerligt gives oplevelser til byens borgere. Vi har offentliggjort Jacob Dinesen i sidste uge. VI får sat navne på plakaten, som er i den store ende. De havde gået forbi Fredericia, hvis vi ikke var der. EventC skal stadig være en lokal koncertarrangør, men på vores VIP-del have ramt flere prikker på landkortet med samme koncept med musikarrangementer som Rock Under Broen.”

Fæstningsdrengen Ulrich Nicolaisen

I sidste uge blev Ulrich kåret som årets fæstningsdreng. Det er en titel, som han er stolt af, men Ulrich vil ikke tage hele æren for titlen selv.

”Det gik ikke op for mig før jeg mødte dig (Fredericia AVISENS chefredaktør, Andreas Dyhrberg Andreassen, red.) på landssoldatpladsen og de gik igennem byen med trommer osv. Det var en ok udnævnelse, det havde jeg ikke lige set komme. Det blev jeg stolt af. På vegne af EventC-setuptet er jeg endnu mere stolt, fordi vi har ramt noget, der bliver lagt mærke til i vores by,” forklarer Ulrich og fortsætter:

”Jeg er mærkelig med titler, for mig giver det skulderklap til mig selv, omvendt er jeg stolt, og det giver mening for vores setup. Det er lidt det samme med Urbania Streetfood. Det var også noget jeg synes er naturligt at inddrage Brian Løkkegaard i, og det er også noget jeg forventer mig meget af,” fortæller Ulrich med henvisning til, at han er bestyrelsesformand i projektet bag.

Efter kåringen som årets fæstningsdreng er Ulrich blevet kimet ned – bogstaveligt talt.

”Jeg har aldrig fået så mange lykønskninger, så der er virkelig mange, der har lagt mærke til det. Det betyder noget for mig, i forhold til nyt EventC-setup, når folk researcher på, hvem EventC er. Det viser, at det ikke er varm luft. Det giver et punch at vise frem,” lyder det fra Ulrich Nicolaisen, der på vej ud ad døren, når at fortælle, at han er opkaldt efter Vejle Boldklub-legenden Ulrik Le Fevre, meget apropos årets fæstningsdreng, som altså er opkaldt efter et koryfæ fra den rivaliserende fodboldklub til FC Fredericia.

Fakta: Ulrich Nicolaisen
39 år, fylder 40 den 10. juli
Gift med Pia
To sønner, Bertram og Victor
Taulov Skole
Født og opvokset i Taulov, bor i Skærbæk nu
Gik på Kolding Købmandsskole
Læretid i HC Sport, Fredericia
Tidligere bestyrelsesmedlem i Fredericia Håndboldklub

Tim E. Andersen er født i 1964. Han er i dag Projektdirektør i Kanalbyen Fredericia, og står i spidsen for et af de mest ambitiøse byudviklingsprojekter i nyere fredericiansk historie. Han har fået Fredericia under huden, men karrieren i Fæstningsbyen startede med en ekstrem kristisk fredericiansk taxachauffør. I øvrigt elsker Tim E. Andersen litteratur, selvom han er uddannet økonom. Læs om Tim her i denne “Ugens Kurt”. 

Tim E. Andersen ved, hvad han vil og han tænker langsigtet på arbejde, men kortsigtet og nært i sit eget liv. Han er ikke politiker, men har arbejdet i politiske leddet organistioner hele livet. Ud over arbejdet er han passioneret skakspiller, i dag i Fredericia Skakforening og så læser han bøger i en litteraturkreds, hvor han mødes med gamle venner.

Tim, kan du fortælle om din karriere? 

“Jeg kom til Fredericia for fire år siden. Jeg har en fortid som Kommunaldirektør i Lyngby Taarbæk Kommune, Kulturdirektør i Køge Kommune, Vicekontorchef i Kommunernes Landsforening, og økonom i det økonomiske sekretariat det samme sted, økonom i BUPL og så er jeg uddannet Cand. Polit,” fortæller Tim.

Hvis du tænker tilbage, hvilke højdepunkter kan du så fremhæve? 

“Jeg har helt seriøst mange højdepunkter i min karriere. Jeg har altid været glad for mit arbejde, som har rummet mange spændende projekter og mennesker. Jeg havde et meget stort ansvar i BUPL, som var min første stilling efter studiet på Københavns Universitet. Her var et af højdepunkterne, at vi fik ændret betalingsreglerne via det socialpolitiske flertal udenom Regeringen. I dag kender vi det altså som betalingsreglerne for forældre i forbindelse med institutionerpladser, herunder søskenderabatter, fripladser etc., vi fik blandt andet lavet et loft for betalingerne. Der var et større beregningsarbejde, som vi fik sendt i Folketinget. Det var samtidig et godt stykke lobbyarbejde. Det var stort for en ung økonom. Det førte også til stor streetkredit ved Kommunernes Landsforening, som var på den anden side. Det førte jo senere til en ansættelse,” fortæller Tim og drikker af sin stempelkandekaffe, inden han forstætter:

“Mine opgaver i KL var fokuseret omkring love og cirkulærer. Vi skulle belyse lovgivningens konsekvenser og se på effekterne ved nye regler vedtaget centralt, hvordan man skal kompenseres økonomisk, så Regeringen ikke laver gratis regninger til kommunerne. I mit job i Køge Kommune arbejdede jeg først med økonomistyring og var Vicekommunaldirektør. Noget af det, jeg synes var sjovt at arbejde med, var byudvikling. Jeg arbejdede tæt sammen med den tekniske direktør. Vi arbejdede sammen om “Køge Kyst-projektet (som også var et Realdania-projekt red.) og en kulturpulje. Alt i alt skabte vi en unik byudvikling, som har udviklet byen positivt. Mange taler stadig om den udvikling og de år. Men det tager lang tid at byudvikle. Vi forsøgte også at lave Køge Idrætsby, hvor vi ville fusionere Herfølge og Køge Boldklub, det lykkes, men stadion er ikke bygget endnu.”

“Jeg var senere seks år i Lyngby Taarbæk Kommune. Her er jeg særlig stolt af måden, vi fik udviklet en fremsynet strategi om Videnby 2020. Et samarbejde mellem DTU, virksomhederne og kommunen. Derudover fik vi set på byens potentiale, og fandt gode muligheder. Vi skabte vækst med en letbane og vækstmulighederne langs korridorerne var den rigtige satsning. Det var ekstremt spændende. Det skabte en positiv dynamik i byen med synlige forretninger, som f.eks. Microsoft i midtbyen, Novozymes på DTU og meget andet,” fortæller Tim.

Hvorfor så rejse fra Lyngby til Fredericia? 

“Det var slidsomt at arbejde i sådan en stilling. Man laver mange spændende ting, men også meget, der er ikke spændende. Sådan vil jeg sige det diplomatisk og neutralt. Efter seks ekstrem krævende år havde jeg brug for at genopfinde mig selv. Jeg kiggede mig selv i spejlet og tænkte på, hvad jeg brænder for i liv og arbejdsliv. Der var tre ting, som jeg havde passion for: En af dem var byudvikling, som jeg ikke havde arbejdet med på fuld tid, men det ville jeg gerne, for det havde virkelig været sjovt og jeg havde set nogle resultater, hvor fuldtidsbyudvikling ville være en drøm,” forklarer Tim og fortsætter:

“Jeg ville noget nyt – og så opstod der lige det job. Der stod ikke mit navn på stillingen, men jeg fik den og det er jeg glad for.”

Hvordan fik du så stillingen? 

“Jeg rejste til Fredericia en februardag, og tog en taxi rundt i byen, hvor jeg fik chaufføren til at fortælle om byen. Jeg havde helt ærligt ikke været i Fredericia, siden jeg var en meget ung dreng. Jeg havde set byen via et kort, og studeret udviklingsplanerne, men heraf kan man ikke gribe stemning og puls. Den gav taxichaufføren. Men han var ikke just positiv. Der var en udpræget negativ stemning i byen, men der stod jeg så på Syrekajen i Kanalbyen, som den hed dengang. Mens jeg stod der med vind i året – der var blæst og slud i luften, så skulle jeg forstille mig en frodig og voksende kanalby. Det var svært at se med en chillfaktor på -15 grader. Den kombination var lidt overvældende, men der var gode kræfter bag – Fredericia ville noget. Det var vigtigst for mig,” fortæller Tim og fortsætter:

“Bort set fra mandag aften, hvor der var skakaften, var Fredericia meget trist. Der var et overvældende antal spillehaller, pizzabarer og nærkiosker. Kombinationen af de ting var ikke god. Når man skal se på en bys udvikling, er spisesteder en god indikator for, hvordan byerne lever, hvordan hyggemaskinen kører rundt, og der var Fredericia noget underforsynet, og mine venner tog på Razz. Det har virkelig ændret sig. Fredericia har mange kulinariske sider i dag. Fredericia Teater kan tage en del af æren. Det er faktisk meget veldokumenteret, hvad der bliver lagt i restaurationsbranchen. Der er en anden stemning her. Det er en fantastisk byudvikling. Vi har haft en højkonjunktur og en god stabil udvikling i kommunen, som har givet meget, men det er den målrettede strategi, som giver resultaterne og et bedre image,” mener Tim.

“Fredericia viser, at et samlet byråd vil byen og handelslivet bakker op. Man har skabt stærke og slagkraftige organistioner, som for eksempel Business Fredericia og målrettede projekter. Det giver resultater. Turnarounds i byer tager 10, 15 og 20 år. Så det er godt gået. Strategisk arbejde tager tid. Når vi laver klimasikring i Kanalbyen, går kommunen med og laver nye brosten og belægning, husejerne bliver glade og renoverer deres huse. Det skaber en flot og dynamisk by. Min erfaring siger mig, at en god og langsigtet strategi giver resultaterne. Hertil skal man have vedholdenhed, stædighed og en god portion held. Eksempler herpå er DanmarkC og musicalsatsningen i byen. Kanalbyen er endnu et eksempel. Byen har været mange år undervejs, men så får man hul og det bliver synligt for alle. Mennesker flytter ind nu, selvom Finanskrisen og meget andet udsatte projekterne. Jeg gik rundt og spurgte folk, hvad de tænkte om Kanalbyen. De kaldte området for hemmelighedsfabrikken, ingen vidste noget. Der var plantekasser, men det var nødvendig med en kerneproduktion og sådan et selskab bag skal producere noget. Det gjorde vi så,” siger Tim og uddyber:

“Da den første spunsjern ramte jorden, skiftede stemningen i byen ret hurtigt. “De er gået igang – de mente det,” sagde man. Historien bliver nemmere at fortælle. Det var en ide, drøm og plan, som bliver ført ud i lyset. Det gør folk glade.”

Tænker du altid langsigtet? 

“Jeg har det lange lys på, når det gælder samarbejde og struktur. Tingene skal virke og sammen med erhvervslivet får vi skabt nogle resultater. Nu bliver Porthouse til, og den bygning som blev skabt i samarbejde med ADP og A. Enggaard. Bygningen er central for den videre udvikling. Den er værnet mod havn og by. Vi kunne ikke lave boliger, hvis vi ikke have det kontorhus. Det er god planlægning og sådan er det med mange projekter. Vi skal tænke frem og arbejde hårdt på vores planer.”

Hvis du tænker 10 år frem, hvordan ser Fredericia så ud?

“Godt spørgsmål! Så er teateret etableret i Kanalbyen i en version 3.0, og herunder alt det gode, som den etablering vil trække med sig. 1.0 var Musicalakademiet, 2.0 et teater i levende udvikling med succes og 3.0 – en stor enhed med uddannelser, erhverv, scenekunst. En masse bosætning og erhverv, der orienterer sig mod de kreative erhverv. Vi er nået langt. Bosætningen blomstrer. Vi har måske skabt 7-800 boliger med arbejdspladser til følge. Der vil stadig være byggefelter til salg, men vi har skabt et stærkt udgangspunkt. Der vil være et frodigt sejlerliv i centrum af Gammel Havn med 2-400 både i havnen. Kombinationen med sejlerliv, bosætning og teater vil skabe mere udvikling. Gothersgade Syd vil være bundet sammen med Kanalbyen. Det er jeg overbevidst om,” fortæller Tim Erling Andersen.

Og dig selv? 

“Jeg har fået Fredericia ind under huden. Jeg har svært ved at forstille mig andet end, at jeg er i nærheden af Fredericia, men jeg tænker ikke så meget over det,” siger Tim og fortæller videre om byudviklingen, som man virkelig mærker, at han brænder for. Vi når omkring kultur, økonomi, politik, C-byen, hoteller i byen, strategier og sammenbindningen mellem den nye og gamle bydel. Der er imidlertid to spørgsmål på falderebet:

Din yndlingsbog og skakbrikfarve? 

“Uha, jeg læser meget, men Johannes V. Jensens, Kongens Fald og de sorte brikker”.

Hvorfor de sorte? 

“Fordi jeg kan godt lide at spille underdog, og arbejde mig undertippet frem i spillet”, smiler Tim, som har meget at smile over. Den 8. september skal han giftes med sin kæreste Tina Blomstergren. Vi bestiller lidt mere kaffe og nyder en fredag i Fredericia.

Fakta:

Født i 1964 i Gentofte

Skole: Ulrikkenborg Skole

Gymnasie: Gentofte Statsskole

Cand. Polit København Universitet

To børn i alderen 24 og 21 år.

Bor i Riddergade med Tina

Ugens Kurt hedder Helle Lillethorup. Egentlig behøver hun ingen introduktion, som hun selv siger, da hun ankommer til kaffebaren: “Kan I koge mere suppe på mig”? Helle smiler og sætter sig ned, da vi har bestilt vores kaffe. “Ja, vi kan koge mere suppe”, svarer jeg. Hun er kvinden, der bandt musikken sammen i Fredericia. Hun vil aldrig acceptere ovenstående faktum. Hun er ydmyg og vil hellere have, at spotlysene lyser på Tøjhuset og musikken, end på hende.

“Man skal ikke være bedrevidende og smart, man skal være et hold, når man er så lille en organisation” Helle Lillethorup

Helle Lillethorup er født i 1963 i Silkeborg, hvor hun boede i seks måneder, inden familien flyttede til farens hjemby, Aalborg.

“Min far kommer fra Aalborg, men min mor skulle uddanne sig til lærer i Silkeborg, og min far gik på en maskinteknisk uddannelse i Randers, derfor boede vi i Silkeborg. Så fik de mig, og vi flyttede tilbage til Aalborg. Byen er mit hjem, der bor min familie.”

Vender du hjem nu så? 

“Jeg har sagt ja til en lejlighed i Aalborg, så jeg flytter til Aalborg ja. Det kan du godt skrive nu. Det sker. Jeg flytter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave endnu. Jeg har gang i mange ting og muligheder. Jeg ser min nuværende livssituation, som unik; en chance, man ikke får ofte i livet. Jeg er nødt til at finde noget at lave, men der så mange muligheder. Jeg er startet på et rådgivningsforløb, og der fik jeg at vide, at jeg skal frigive energi og blive klar. Aalborg er første skridt. Jeg har fundet en lejlighed meget centralt. Et bindingsværkshus med charme og sjæl. Tæt på Utzons Havnefront, Hovedbiblioteket, Nordkraft og Nytorv på den stille del af gågaden. Jeg er virkelig kommet hjem.”

“Jeg voksede selv op i Klarup – en forstad til Aalborg, hvor min mor var lærer. Vi har altid været hjemme. Vi havde “pige i huset”, så jeg kan ikke fortælle om min børnehave. Efter 9. klasse endte jeg på Aalborg Katedralskole. Det var en meget fin traditionsbunden skole. Jeg ville faktisk ikke derind, for alle mine kammerater skulle på  Aalborg Hus, som var det nye. Der, hvor de nye lærere var. Der, hvor livet var, og så skulle jeg på katedralskolen. Jeg skrev en protestskrivelse, men den virkede ikke. Jeg var faktisk kun “måskeegnet” til gymnasieskolen. Jeg var fornærmet over min klasselærers dom, men jeg ville på den anden side alt mulig andet end skole,” fortæller Helle og fortsætter:

“Jeg blev imidlertig glad for Aalborg Katedralskole. Historien, stedet og mine venner. Det var stort. Det var alt fra historiens vingesus: Churchill-gruppen til fester. Det var gruppearbejde, hvor man hentede en kop kaffe og der var livet bankende forbi. Jeg fik ikke verdens bedste studentereksamen. Min mor var ikke sikker på, at jeg kom igennem den. Jeg var måske for ung til gymnasiet. Det synes jeg stadig, at mange er. Prøv at se, hvor ung man er, når man går i niende klasse. Jeg elskede det dog alligevel, særligt fritiden. Jeg har altid været fortrop, når vi skulle holde fester og gymnasiet var en god tid med mange oplevelser.”

“Jeg vidste ikke, hvad jeg ville bagefter. Jeg kunne ikke finde ud af det. Det var 1980’erne. Ungdomsarbejdsløsheden var stor. Der var punk. Der var rejser. Jeg ville ikke rejse, selvom mange foreslog mig det. Jeg tog en 1-årig HH, og efter den fik jeg en læreplads i den fine hædrekronede erhvervsbank, Privatbanken. Det var ikke noget, jeg havde regnet med. Det var for at gøre noget. Jeg skulle lave noget. Alle blev glade, for nu var jeg placeret et sted. Jeg var der i 12 år. Jeg havde nogle gode år. I min læretid blev vi fløjet til Nordsjælland, hvis de manglede arbejdskraft i en afdeling. Vi fik lommepenge, boede på hotel og så var det bare at arbejde. Det var også gode dage. Jeg endte i Fredericia via banken i 1988. Vi boede i Erritsø i et villakvarter. Jeg fik børn, arbejdede i Vejle, så ikke rigtig Fredericia. Jeg kendte ikke byen, men det ville jeg gøre noget ved,” siger Helle, drikker lidt kaffe og fortæller: ”

“Jeg var nødt til at gøre noget for byen. Fredericia Voldspil havde et opslag, som søgte deltagere. Rekrutteringsmødet foregik på Det Bruunske Pakhus. Jeg tog derind. Jeg kommer fra en familie med amatørteater, men jeg tænkte, at jeg måske ikke kunne bruges, men så kunne jeg sælge is i pausen. Jeg ville være en del af byen. Jeg var med på scenen, men endte senere i bestyrelsen, blev formand for Teatersamrådet. Jeg fik et stort netværk og omgangskreds. Nogle af de gamle venner fra dengang, har jeg stadigvæk.”

“Min egen DNA tager jeg med videre. Jeg siger til tilflyttermøderne i kommunen, at man skal komme op ad sofaen. Det er bare ud at deltage i livet og byen. Det er ud at være med. Det siger jeg altid. Der kommer ikke nogen og banker på døren, man skal gøre det selv.”

“Jeg skal hjem nu – det skulle være nu. Ellers var det for sent”. Helle Lillethorup om rejsen til hjembyen Aalborg.

“For 21 år siden kom Dan Dorshel og bad om min hjælp. Dengang var Pakhuset blevet et regionalt spillested, som et af de første i Danmark. Den musiklov blev i øvrigt skrevet på Hybylund, Pakhuset var med i den ordning. Musiklivet blev tilført ekstra midler, så skal der ske mere. Det skulle være professionelt. Musikere ville spille hele natten, men det administrative arbejde var en nødvendighed. Derfor blev jeg ansat på baggrund af den erfaring, jeg havde fra banken, koblet med min kulturelle baggrund. Det var en meget spændende tid. Der var ikke et skrivebord, da jeg startede. Dans skrivebord kunne man ikke se for blade og papir. Jeg selv havde ikke skrevet. Jeg sad omgivet af CD’er og papkasser. Det gik ikke. Hvis jeg skulle arbejde rigtigt, skulle jeg have et skrivebord og et skab til mapper. Det var en helt ny verden, men vi fik det ordnet. Da Dan gik på pension, og man spurgte mig, om jeg ikke ville overtage – det var vildt. Jeg var ydmyg over for det. Musik er ikke kun en leg. Det kræver mere. Der er let at arrangere, men på et sted som Det Bruunske Pakhus er der mange genre, mange mennesker, mange interesser og mange meninger. Det er kompleks,” fortæller Helle og fortsætter:

“Så prøvede vi med mig som leder. Jeg fik også en Musikbookingrolle, som var spændende. Jeg har haft mange gode oplevelser, og jeg har respekt for rollen og mangfoldigheden. Den største musikoplevelse kan lige så godt være et smalt arrangement med 10 mennesker, som en festival, der rammer dig i hjertet. Det kan vi i Tøjhuset. Det er ikke kun mainstreammusik og de store navne. Det er også de små. Dem der er på vej. Dem, der siger farvel. Musik kræver indsigt og hårdt arbejde, men nu er der gået 10 år. Det musikfaglige råd har givet os flere tilskud,  både forlods og bagover, så noget gør vi rigtigt”.

For 10 år siden blev hun leder af Det Bruunske Pakhus. Men hun er aldrig blevet set som en leder, nærmere en kollega, skrev en kollega i en hilsen på Facebook til Helle. Det forstår hun godt.

“Jeg blev nok aldrig leder. Hvis man er i en lille organisation, så skal man spille sammen. Alle skal med. Det er et hold. Det er frivilligt arbejde rigtig meget af det. Sådan et sted kører kun ved et godt holdarbejde. Man kan ikke spille smart og bedrevidende. Man er en del af flokken.

Det Bruunske Pakhus rykkede til Tøjhuset

Programmerne i vindueskarmen på Kurt’s Kaffebar er fra Tøjhuset. Det får Helle til at gøre et stop i sin fortælling. Hun er glad, stolt og tilfreds.

“Det gik godt i Pakhuset, og vi kunne være blevet der. Det var et godt hus for os, men flere og flere udsolgte koncerter gjorde, at vi så på andre lokationer. Vi manglede space. Tøjhuset havde været i spil mange gange. Hvad skal man bruge det hus til, tænkte og sagde vi. Der var ikke landet noget nyt i huset endnu. En dag kørte jeg en tur. Jeg så huset igen. I min verden var det ligetil at flytte os til Tøjhuset med vore 200 arrangementer. Det kunne vi sagtens gøre, den øvelse lå lige til. Huset ligner Det Bruunske Pakhus. Det var samme stil, og så ligger det fantastisk. Vi spurgte politikerne om der var udviklingsplaner eller om vi kunne få lov at flytte. Den daværende konstituerede Kommunaldirektør Vibeke Kinch syntes, at det var en fremragende ide,” fortæller Helle.

“Det var en mulighed for at revitalisere Det Bruunske Pakhus, som var blevet synonym med nogle bestemte musikgenre. Der var stor respekt for det, vi lavede, men mange kom der aldrig. Det var en lukket klub. Det kunne vi få løst op for med Tøjhuset. Vi gik igang i 2015 og havde åbningsfest i 2017. Det gik megastærkt. Jeg kender spillestedsbranchen godt. I Viborg talte mange om at flytte, men gjorde det første 10 år senere. Her var der ikke langt fra tanke til handling. Vi skulle bare i gang. Politikerne var også nervøse. Skal vi ikke beholde begge dele. Vi vil ikke lukke Pakhuset, sagde de,” uddyber Helle.

Var det hårdt at flytte og bevare DNA’en fra Pakhuset?

“Når jeg sidder her i dag. Kan jeg godt tænke tilbage til, når jeg var alene. Jeg gik rundt om mig selv og tænkte: shit, det er hårdt, men når du er i processen, så skal man tro på det, så vi gjorde det. Vi gjorde det sgu – og ja, det var var hårdt, men vi gjorde det rigtige. De spurgte om, jeg ville beholde Pakhuset også, men det ville jeg ikke. Jeg havde fået Ungdommenshus. Men jeg skulle ikke have mere. Man skal være til stede i sit hus. Det med at komme en gang i mellem, det holder ikke. Det krævet en del energi at få Tøjhuset på plads. Vi skulle have rytmisk og klassisk musik til at gå op. Interesserne og menneskerne. Stedet. Det kræver mange møder. Det var en stor opgave. Der var mange snakke. Men det gik godt. Det var ligeværdigt. Der er dyb respekt for alle genre i Tøjhuset. Ingen spiller en større rolle end andre,” siger Helle.

Et år senere sagde Helle sit job op, men det var ikke dramatisk eller unaturligt.

“Så gik hun sin vej. Det er heller ikke helt godt,” siger Helle og fortsætter: “Jeg havde gået med nogle tanker om, at jeg ville videre. Jeg blev engageret i flytteprocessen, som låste mig positivt. Jeg er glad for rejsen, jeg har været på. Det har været fantastisk. Tøjhuset kører nu. Man skal være ualmindelig dygtig, hvis man skal ødelægge det hus dernede nu.”

“Jeg tænkte på, rent personligt, at hvis jeg skulle lave noget andet i livet, så skulle det være nu. Der er gode medarbejdere i Tøjhuset, gode frivillige, men årene gik for mig, og jeg ville videre i mit liv. Vejen går nok omvendt af, hvad mange andre gør. Jeg sagde mit job op – der røg mine penge. Så satte jeg mit hus til salg. De fleste havde nok fundet et nyt job eller sat huset til salg først. Det eneste jeg mangler nu, er at finde ud af, hvad jeg vil lave. Jeg kan godt tænke: Nej – nu skal jeg også i gang, men som min yngste datter sagde til mig: “Mor, du er verdens dårligste til at være arbejdsløs. Du har skemalagt alt. Du skal slappe af et par uger også. Det kan også være, du skal ud rejse, mor.”

“Min egen mor, mener jeg skal begynde at læse, måske til arkitekt. Det har jeg faktisk altid drømt om. Jeg er blevet sluppet fri på en måde – jeg kan alt muligt nu. Jeg kan være frivillig for, Læger uden grænser, jeg kan rejse, jeg kan leve. Jeg ved ikke, hvor jeg ender, nu må vi se.”

Og dig og Aalborg?

“Jeg tror, at Aalborg er hjem. Det har altid været et hjem. Aarhus er også en dejlig by, men nu kan jeg flytte hjem til min mor og far, og få de sidste år med med det. Det blev til 30 år i Fredericia – og jeg er glad for alle årene.”

Fakta:

Helle Lillethorop
Født i 1963
Bankuddannet
To børn
Storesøster til en bror og søster.
Andre interesser: Kajak