Hos Stop Spild Lokalt Fredericia skulle overskudsmad fra supermarkeder blive til hjælp for sårbare borgere. Men for en gruppe tidligere frivillige blev hverdagen noget helt andet end den varme, idealistiske fortælling, de troede, de meldte sig til.

»Vi starter faktisk med, at der er en masse opstartsproblemer dernede. Og det er, at vi kommer ind, og det ikke bliver som lovet,« siger en tidligere medarbejder og fortæller, hvordan uroen byggede sig op, efterhånden som dagligdagen i butikken foldede sig ud. Ifølge de tidligere medarbejdere handler historien ikke kun om rod i regler og struktur – men om systematisk forskelsbehandling, manglende gennemsigtighed og en kultur, hvor både donerede varer og frivilliges idealisme blev trukket helt ud til kanten.

Kernen i kritikken er fordelingen af de varer, der bliver doneret til Stop Spild Lokalt og hentet af frivillige hos blandt andet supermarkeder. »Efter et stykke tid, så begynder vi at undre os over, at de gode ting, der kommer ind og skal ud til de sårbare, de forsvinder. De ryger simpelthen hjem til lederne,« fortæller en af de tidligere frivillige. En anden supplerer: »Der bliver simpelthen sorteret i, hvor tingene endte henne. De gode ting endte typisk i lederens hænder.«

Med »gode ting« mener de for eksempel vin, rom, oksefilet og entrecote – de varer, der i udgangspunktet skulle være et ekstra løft til mennesker på økonomisk eller socialt kant.

Ifølge de tidligere medarbejdere er proceduren i deres øjne klar: Varerne skal registreres og derefter ud til de sårbare – ikke først en tur omkring private køleskabe. »Man kører ned i butikken og scanner ind de varer, man har fået fra butikkerne. Man skal jo scanne det ind i systemet, så det kan blive fundet igen. Det må ikke komme hjem til nogen« siger en. Men deres oplevelse var, at praksis så anderledes ud.

Uklare regler og et personalekøleskab

En væsentlig del af frustrationen handler om reglerne – eller fraværet af dem. »Der var simpelthen ikke nogen klare regler på, hvordan og hvorledes det fungerede, og hvad man måtte, og hvad man ikke måtte,« siger en frivillig. I starten var signalet ifølge dem relativt løst:

»Lederen var sådan, ja, så kan I bare lige tage, inden vi åbner butikken, og så fylde en kurv, fordi vi havde en politik om, at vi måtte få en pose mad med hjem. Og så blev det en lavine. Der var ikke nogen klare regler om, hvad vi måtte. Og så lige pludselig måtte vi ikke. Så måtte vi kun tage det ude i køleskabet. Og så var det nederste køleskab. ‘Ja, det er mit,’ sagde en leder. ‘Det må du ikke tage af’.«

Et personalekøleskab blev et symbol på forskelsbehandlingen: »Det, som var overskredet i dato, det kunne vi personale få, selvom en pølse var 14 dage gammel. Mens frugt og grønt, som var inde i butikken, var det, der skulle uddeles,« forklarer en.

Og ifølge flere af de tidligere frivillige rakte problemerne videre end madvarer. Tavshedspligten haltede.

»Tavshedspligt var ikke noget, der blev overholdt i butikken. Der blev talt om sårbare kunder og deres privatliv, når de havde forladt butikken,« fortæller en. Oplysninger blev ifølge dem delt frit – ofte med navns nævnelse – og bidrog til en følelse af utryghed og manglende respekt for brugernes værdighed

Samtidig oplevede de tidligere medarbejdere, at visse ledere og deres familier havde markant bedre adgang til varerne end andre: »På et tidspunkt, så måtte vi, når vi var på vagt, tage en is ud i køleskabet. En Magnum-is. Og så ville jeg ud og tage en is. ‘Nej, den skal vi ikke tage mere af’. Og så kom hendes søn, så fik han tre is. En dag fik han altså otte.«

»Man udnytter folk på det grove«

De tidligere frivillige understreger, at de ikke gik ind i arbejdet for egen vinding. »Det vil jeg gerne give til den gode sag, tænkte jeg. Det ved jeg også, at de flere andre, der har kørt ud og hentet de her ting, det vil jeg gerne give. Det lå ligesom i ånden, at det tog man slet ikke kørepenge for, at hente mad« siger en.

Alligevel oplevede de, at forskellen på ledelse og menige frivillige blev skåret skarpt op – både økonomisk og menneskeligt: »Lederne, de har taget kørepenge for det, de har kørt. Så føler man sig sgu lidt lettere ligeglad,« lyder det. En anden formulerer det endnu hårdere: »Det er udnyttelse af mennesker, fordi de har et godt hjerte. Man udnytter både de sårbare, og man udnytter også medarbejderne.«

Flere af de tidligere frivillige beskriver sig selv som sårbare – på førtidspension, med psykiske belastninger eller behov for struktur og fællesskab. Netop det gør oplevelsen ekstra voldsom for dem:

»Vi er mange af os, vi er sårbare også, på hver vores måde. Mentalt og på førtidspension, men har brug for at komme ud og have det sociale og have fællesskabet. Det er det, vi også har fået ud af det her. Og det er det, der trækker os til at give en ekstra hånd. Og nu tager vi en ekstra vagt, fordi der var huller i vagtplanen. Og den der ånd, det er den, de kører på.«

Trusler, politiet – og frygten for at anmelde

Da gruppen af frivillige begyndte at stille spørgsmål til ledelsen og ejerne, blev konflikten skærpet. »Vi har jo konfronteret ejerne, og vi bliver jo kaldt til et møde, nogle af os. Vi fik at vide, at vi ikke havde ja-hatten på. Så siger vi, det er svært at have ja-hatten på, når vi kan se, der bliver taget,« fortæller de. Ifølge de tidligere medarbejdere reagerede ejerne ved at true med politianmeldelser.

Da medarbejderen selv kontakter politiet for at høre, hvad der ligger af anmeldelser, får hun ifølge egen forklaring besked om, at der ikke er registreret noget – og samtidig opfordres hun til selv at anmelde forholdene:

»Der kigger de på mig og siger, hvorfor er det, du ikke anmelder dem, for du har en stærk sag. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, hvad der skal ske med alle de andre.«

Flere fortæller, at de allerede har anmeldt forhold til Fødevarestyrelsen, og at de oplever, at der »er øjne på« stedet. Men skridtet til en egentlig politianmeldelse er forbundet med stor frygt – ikke mindst for de mest sårbare, der stadig kommer i butikken.

Når tilliden til civilsamfundets madspildsprojekter skrider

Sagen i Fredericia er én konkret historie, fortalt af en gruppe tidligere frivillige, der føler sig snydt, udnyttet og truet. Deres beretninger er deres oplevelse – og for dem handler den ikke kun om enkelte køleskabe, kørepenge eller is i fryseren, men om noget grundlæggende: tillid.

Tillid til, at donerede varer faktisk havner hos dem, der har mest brug for dem. Tillid til, at frivilligt socialt arbejde ikke bliver en forretning for få og en belastning for mange. Og tillid til, at sårbare mennesker ikke betaler prisen – hverken som brugere eller som frivillige.

Hvis den tillid skrider, risikerer det at ramme langt ud over én forening i én by. Det kan svække opbakningen til madspildsprojekter, der reelt gør en forskel, gøre supermarkeder mere tilbageholdende med donationer og sætte endnu et spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig bærer ansvaret, når civilsamfundet træder til, hvor velfærdssystemet slipper.

For de tidligere medarbejdere er regnestykket enkelt – men bittert: De meldte sig for at hjælpe andre sårbare. Nu står de tilbage med oplevelsen af, at de selv blev det.

Stop Spild Lokalt i Fredericia afviser massiv kritik: »Det er ikke rigtigt. Vi har stramme regler – og de blev ikke overholdt«

Stop Spild Lokalt Fredericia mener ikke, at de har rod i reglerne om de donerede varer. De slår medstifter Benjamin Erichsen fast.

Ifølge medstifteren er anklagerne både fordrejede og fremsat af en lille, sammentømret gruppe tidligere frivillige, som efter hans opfattelse har skabt konflikter og usikkerhed både internt og blandt butikkens brugere. »Det er en gruppe på seks mennesker, der står sammen. De har ringet til kommunen, Fødevarestyrelsen, til vores brugere – og de skriver ting, der ikke passer. Det skaber utryghed,« siger Benjamin Erichsen.

Han afviser kategorisk, at Stop Spild Lokalt i Fredericia skulle have en kultur, hvor ledere tager de bedste varer, eller hvor regler ændres efter forgodtbefindende.

En central del af kritikken fra de tidligere frivillige handler om, at kvalitetsvarer som vin, kød og specialprodukter efter deres udsagn ofte forsvandt til lederes private hjem.
Det afviser medstifteren:

»Det er ikke rigtigt. Vi har meget strenge regler. Alt bliver scannet, og vi får papirer fra butikkerne. Brugerne kommer først. Hvis der er noget særligt, bliver det fordelt retfærdigt – nogle gange ved lodtrækning. Langt det meste går direkte til borgerne.« Han fortæller, at enkelte undtagelser kan forekomme – men kun med tydelig grund. »Vi giver ikke vin ud til brugerne. Det kan være, en spejderklub eller et værested får noget. Det er aldrig noget, der bliver taget privat.«

Non-food-sagen: »Det var tilladt«

De tidligere frivillige beskrev et forløb, hvor varer efter deres opfattelse blev taget med hjem, inden de blev scannet, og først senere registreret. Også det tilbageviser Benjamin Erichsen – med en teknisk forklaring:

»Det var én gang, og det var non-food. Der er andre regler. De hentede en meget stor mængde non-food, og jeg gav lov til, at de kørte det på lager og scannede det bagefter. Det var aftalt.«

Han understreger, at scanningskravene gælder madvarer, hvor fødevaresikkerhed skal dokumenteres.
»Det her var ikke mad. Reglerne blev overholdt.«

Flere tidligere frivillige oplevede et stærkt skel mellem ledelse og almindelige frivillige, både i adgang til varer og i tone. Men ifølge Benjamin Erichsen er Stop Spild Lokalt Fredericia organiseret uden klassisk hierarki: »Der er ingen ledere på den måde. Der er frivillige, der har nogle få opgaver hver. Det skal føles ligeværdigt – sådan er kulturen. Der er ikke nogen, der bliver favoriseret.«

I genmælet vender medstifteren også blikket mod de frivillige, der er stoppet. Ifølge ham blev situationen alvorlig: »De blev aggressive. De ringede om natten, tidligt om morgenen, de skrev alle mulige ting ud på Facebook og gjorde brugere utrygge. Vi forsøgte dialogmøder mange gange, men det blev værre.« Han beskriver forløbet som en konflikt, der eskalerede trods gentagne forsøg på at løse uenigheder:

»Vi har haft ti dialogmøder eller mere. De lovede, at vi skulle starte på en frisk, men dagen efter fortsatte det samme mønster.« De tidligere frivillige er stoppet i butikken. Erichsen oplyser, at organisationen har drøftet politianmeldelse på grund af trusler og chikane.

Ifølge ham handler konflikten også om interne magtforhold. »De har kontaktet os og sagt, at vi skulle fyre de frivillige, der var der, og så ville de selv overtage driften. Det sagde vi nej til. Bagefter tog konflikten fart.« AVISEN har ikke fået bekræftet disse udsagn fra andre kilder.

På spørgsmålet om, hvorvidt han som medstifter kan garantere, at reglerne i Fredericia bliver fulgt, svarer Benjamin Erichsen uden tøven: »Ja. Jeg kan stå inden for alt, der sker i Fredericia. Vi har gennemsigtighed, regnskaberne ligger frit fremme, og vi følger vores procedurer.«

Han fremhæver, at forholdene ifølge ham kører bedre nu end før: »Vi har rigtig god karma nu – især efter de seks stoppede. De frivillige, der er tilbage, har det godt, og brugerne har det godt.«

De to fortællinger står stejlt over for hinanden:

– En gruppe tidligere frivillige, der oplever udnyttelse, skævhed og brud på tillid.
– En medstifter, der mener, at gruppen står bag en målrettet kampagne mod organisationen.

Sagen handler ikke kun om varer, køleskabe eller interne regler – men om tillid, fællesskab og civilsamfundets rolle, når udsatte borgere får hjælp uden for det officielle velfærdssystem. Stop Spild Lokalt Fredericia fastholder, at reglerne bliver overholdt, og at brugerne altid kommer først. De tidligere frivillige fastholder, at deres oplevelser gør, at de ikke føler sig troet på – hverken som frivillige eller som mennesker.