POLITIK. Et samlet ansættelsesudvalg har valgt Rasmus Balder som ny direktør for Voksen og Senior i Fredericia Kommune. Han blev udvalgt blandt 24 ansøgere og har siden 1. januar været konstitueret i stillingen.
Inden da var han fagchef for Unge, Uddannelse og Borgerservice i kommunen, hvor han har været ansat de seneste fem år.
»Jeg er stolt og meget ydmyg overfor opgaven, og jeg glæder mig til at blive en mere formel og permanent del af direktionen. Vi står som et stærkt samlet hold, der skal arbejde tæt sammen om blandt andet udviklingen af Fredericia,« siger Rasmus Balder.
Borgmester Peder Tind ser frem til det fortsatte samarbejde.
»Jeg har været glad for samarbejdet med Rasmus i den periode, han har været konstitueret i stillingen, og jeg er helt tryg ved, at det arbejde fortsætter i et godt spor,« siger han.
Kommunaldirektør Thomas Jaap er ligeledes positiv.
»Jeg er sikker på, at Rasmus kommer til at bidrage positivt til samarbejdet i direktionen, og at han vil være med til at løfte Fredericia videre,« siger Thomas Jaap.
KRIMI. Politiet modtog torsdag klokken 15.31 en anmeldelse om en bus, der havde problemer under viadukten på Jernbanegade i Fredericia.
Bussen sad ikke direkte fast, men var standset i viadukten og havde brug for hjælp til at vende rundt. Det skabte trafikale problemer i omkring et kvarters tid.
Det oplyser politikommissær Casper Christensen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.
KRIMI. En tysk sættevogn kørte torsdag klokken 11.11 ind i jernbanebroen på Snoghøj Landevej i Fredericia. Lastbilen var over 3,6 meter høj og passede ikke under broen.
Ved sammenstødet væltede sættevognen om på venstre side og ramte en personbil. Føreren af personbilen, en 27-årig kvinde fra Middelfart, slap uden skader. Den tyske chauffør, en 61-årig mand, kom heller ikke til skade.
Lastbilen blev løftet på højkant igen, og uheldet gav kortvarigt trafikale problemer på stedet. Der løb diesel ud fra lastbilen, som blev suget op. Fredericia Kommune er underrettet.
Det oplyser politikommissær Casper Christensen fra Sydøstjyllands Politi fredag.
KRIMI. En falsk 20-krone er torsdag indleveret i Jem & Fix på Vonsildvej i Kolding. Falske mønter dukker op med jævne mellemrum.
Mønten er fra 2021 og ser påfaldende ny ud. Der er ifølge politiet små indikatorer, der afslører den, blandt andet at bagbenene på løverne i motivet ikke er korrekt udført.
Der er ingen mulige gerningsmænd i sagen.
Det oplyser politikommissær Casper Christensen fra Sydøstjyllands Politi fredag morgen.
SPORT. Det er ikke bare en basketballkamp, der spilles i hal 6 i Fredericia Idrætscenter lørdag den 28. marts klokken 11.00. Det er en afsked med et hold, der siden U13 har gjort noget ganske usædvanligt.
Lillebælt Lions Basketball Clubs U17-hold har i de seneste fire år præsteret resultater, som de fleste langt større klubber kan misunde dem. Som U13 nåede de finalen mod AGF. Som U15 i 2025 spillede de sig til Danmarksmesterskabets Final 8, blandt de otte bedste hold i hele landet, på trods af at alle modstandere kom fra klubber med seniorhold i Basketligaen og langt bedre træningstider og flere træningspas. Og både som U15 og U17 har holdet nået Landspokalen Final 4, altså de fire bedste pokalhold i Danmark. Begge gange endte det med en fjerdeplads.
I den løbende 1. division vest er holdet aktuelt på en delt tredjeplads, og i alt fem spillere har i løbet af årene været udtaget til landsholdet. I øjeblikket er tre af dem udtaget.
Bag det hele har stået træner David Meilsøe, selv tidligere landsholdsspiller med erfaring fra udlandet. Hans vision har aldrig været snævert sportslig. Den har handlet om at give drengene oplevelser, der sætter sig i livet.
»Tanken har været, at når de en dag langt ude i fremtiden ser tilbage på deres liv, så skal netop denne tid og disse oplevelser stå som noget særligt. Noget der har sat spor og noget der har formet dem,« siger David Meilsøe.
Holdet har gennem hele forløbet været båret af frivillige forældre og støttet af lokale erhvervsdrivende i Fredericia og omegn, som har gjort de store oplevelser mulige. Til hjemmekampene møder typisk 50-80 tilskuere op, og ved de store kampe har over 100 fundet vej til hallen.
Nu nærmer sig et skel. Flere af drengene drager på efterskole, andre rejser ud, og det er usikkert, hvornår og om holdet samles igen i sin nuværende form. David Meilsøe håber, at den interesse han har tændt hos drengene, en dag trækker dem tilbage til Lillebælt Lions.
Lørdag møder holdet AGF. Det bliver sandsynligvis sidste gang i denne omgang. Kom ud og se dem.
Hal 6, Fredericia Idrætscenter. Lørdag den 28. marts kl. 11.00.
Danmark knuste Nordmakedonien 4-0 i Parken efter en stærk anden halvleg og holder dermed liv i håbet om en plads ved VM.
Danmark er stadig med i kampen om en billet til VM.
Efter en første halvleg uden tempo, idéer og egentlig gennemslagskraft fik Brian Riemers hold sat tingene på plads efter pausen og slog Nordmakedonien 4-0 i Parken. Dermed venter der nu en afgørende kamp på udebane tirsdag, hvor en af de sidste VM-pladser skal fordeles.
Det lignede længe en aften, der var ved at glide ud i ingenting. Danmark havde bolden meget, men for lidt skete der omkring det nordmakedonske felt, og publikum måtte vente længe på den forløsning, kampen kaldte på.
Den kom til gengæld med voldsom kraft efter pausen.
Mikkel Damsgaard blev den spiller, der fik åbnet opgøret. Han bragte Danmark foran, og kort efter var han også manden bag oplægget, da Gustav Isaksen udbyggede føringen. Isaksen scorede senere igen, da han reagerede hurtigst på en retur efter et fremstød fra Victor Froholdt.
Tre danske mål på ti minutter lukkede i praksis kampen og tog modet fra gæsterne.
Til sidst satte Christian Nørgaard punktum med målet til 4-0, da han headede et hjørnespark fra Christian Eriksen i nettet.
Det ændrede hele stemningen i Parken, som ellers havde været præget af en noget tung og søvnig dansk indsats før pausen.
Tirsdag gælder det så i en afgørende kamp om VM-billetten. Her venter vinderen af Tjekkiet mod Irland.
KRIMI. Fyns Politi efterlyser nu vidner efter flere farlige situationer på Fynske Motorvej torsdag eftermiddag.
Efter et færdselsuheld i vestgående retning ved Tietgenbyen i Odense vil politiet gerne i kontakt med bilister, der har set en sort Suzuki Grand Vitara i tidsrummet mellem klokken 14.20 og 14.45.
Ifølge politiet kan bilen have været involveret i konkrete farlige situationer på strækningen mellem Nyborg og Odense, herunder også ved rastepladsen i Rønninge.
Politiet opfordrer vidner til at henvende sig, hvis de har set episoder med risikabel kørsel eller andre forhold, der kan have relevans for sagen.
Har man oplysninger, kan man kontakte politiet på telefon 114.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Fyns Politi.
KRIMI. En 31-årig rumænsk mand er torsdag blevet idømt fængsel efter en række indbrud i Jylland.
Ved Retten i Kolding blev manden dømt til ubetinget fængsel i 1 år og 2 måneder. Han er kendt skyldig i 17 indbrud, herunder ét indbrudsforsøg, samt et forhold om brugstyveri af en cykel.
Indbruddene blev begået i løbet af november 2025 og fandt sted flere steder i Jylland, herunder i Vejle, Give, Ulfborg, Ikast og Brædstrup.
Ud over fængselsstraffen er manden blevet udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år.
Han modtog dommen.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politi.
OPINION. Giv os et Folketing, der kan mere end bare forhandle sig frem til det mindst dårlige kompromis.
Demokrati handler ikke kun om at komme ind. Det handler om at kunne styre et land.
Danmark har i dag en spærregrænse på 2 procent. To procent! Det er så lavt, at man nærmest kan snuble ind i Folketinget. Til sammenligning ligger flere store lande som Tyskland og Polen på 5 procent, Sverige og Norge på 4. De har forstået noget.
Vælgerne har talt i Danmark. Hvad de egentlig har sagt, er straks sværere at gennemskue. For igen står vi tilbage med et Folketing, der minder – mindre om et parlament – og mere om et politisk loppemarked. Små partier med få procent af stemmerne render rundt og leger kongemagere, mens flertallet må indrette sig efter deres krav. Er det virkelig det, vi kalder demokrati?
Når ganske få procent af vælgerne kan få afgørende magt over landets retning, opstår en skævhed mellem ansvar og indflydelse. Politik bliver taktik frem for retning. Kompromiser bliver ikke langsigtede løsninger, men midlertidige lappeløsninger. Tilliden svækkes og Folketinget forvandler sig til et forhandlingscirkus, hvor det mindst dårlige kompromis er det bedste, man kan håbe på.
Modargumentet er velkendt: At en højere spærregrænse betyder mindre repræsentation. Men ærligt talt – er det demokratisk, at partier med 2–3 procent af stemmerne kan blokere reformer, vælte regeringer og trække Danmark i alle mulige retninger? Hvis du repræsenterer en lille del af befolkningen, bør din indflydelse afspejle det. I dag gør den ikke det.
Derfor bør vi hæve spærregrænsen – til 4 eller 5 procent. For at styrke demokratiet. For at sikre, at de partier, der sidder i Folketinget, faktisk repræsenterer en reel folkelig opbakning. En højere spærregrænse vil skabe mere stabile regeringer, tydeligere politiske alternativer og færre taktiske studehandler. Indflydelsen skal følge opbakningen – ikke støjniveauet.
Vi har ikke brug for flere partier. Vi har brug for bedre politik. Mere retning. Mindre kaos. Mere ansvar. Mindre fnidder. mere folkestyre ikke politisk hasard.
Middelfart Byråd skal godkende kommunens cyber- og informationssikkerhedspolitik, som er opdateret siden den sidst blev behandlet i marts 2025.
Den væsentligste ændring siden da...