Fredericia fastholder plads i top 10 over Danmarks bedste studiebyer

0
Fredericia fastholder plads i top 10 over Danmarks bedste studiebyer

For andet år i træk er Fredericia at finde på listen over Danmarks bedste studiebyer. I studentum.dk’s kåring af Årets studieby 2026 indtager Fredericia en 10. plads ud af 42 undersøgte byer.

Fredericia markerer sig særligt inden for socialt miljø, hvor byen ligger på en 2. plads på landsplan. På faglighed og karrieremuligheder lander byen på en delt 5. plads i begge kategorier, mens kultur, sport og fritid giver en 6. plads.

Kåringen bygger på svar fra 962 respondenter og bedømmer byerne på ti parametre, herunder faglighed, socialt miljø, transportmuligheder, boligpriser, studiejobs, karrieremuligheder, byliv og tryghed.

Nærvær som styrke

Den samlede top 10 tæller København, Aarhus, Aalborg og Odense i de fire øverste pladser, efterfulgt af Esbjerg, Tønder, Frederikshavn, Herning og Kolding, inden Fredericia afslutter listen.

Studentum.dk har i år ændret kriterierne for, hvad der tæller som studieby. Tidligere krævede det mindst fem videregående uddannelser i byen. Nu er kravet blot én videregående uddannelsesinstitution, hvilket har udvidet feltet betydeligt og givet mindre byer mulighed for at markere sig.

»Årets resultater viser tydeligt, at gode studieoplevelser ikke kun findes i de største byer,« siger Tine Dührr, Communications Manager ved Keystone Education Group Danmark, og opfordrer unge til at se bredere på deres muligheder.

Kritik af lav bøde i sag om naturødelæggelse ved Vejle Fjord

0
Kritik af lav bøde i sag om naturødelæggelse ved Vejle Fjord

En ulovligt udgravet skrænt ved Vejle Fjord har ført til en bøde på 100.000 kroner uden retssag, og det vækker skarp kritik fra SF’s retsordfører Karina Lorentzen.

»Det her er naturhærværk af meget grov karakter. En skrænt, som naturen har brugt århundreder på at forme, er blevet gravet op på kort tid med maskiner. Det førte ovenikøbet til jordskred og en sprængt kloakledning, før det blev opdaget,« siger hun.

Karina Lorentzen stiller spørgsmålstegn ved, om bøden på nogen måde svarer til skadernes omfang.

»Jeg synes ikke, 100.000 kroner i bøde er nok. Når man ser på, hvor store og uoprettelige skader der kan ske på naturen, så føles det som en pris, der slet ikke matcher konsekvenserne. Især når virksomheden bag har en egenkapital på 79 millioner kroner. Det er jo et greb i lommen for dem,« siger hun og tilføjer, at bødestørrelsen risikerer at sende et forkert signal.

»Som om naturen bare er noget, man kan forme og bagefter betale sig ud af, hvis man har penge nok.«

Nye regler gælder ikke denne sag

SF’s retsordfører peger på, at sagen ikke står alene. Hun nævner lignende tilfælde fra Kolding og Skagen, hvor natur er blevet tilsidesat, ofte for at forbedre udsigten for velhavende grundejere.

I 2025 blev der vedtaget skærpede straffe for naturkriminalitet, men de gælder ikke for denne sag.

»I 2025 lykkedes det at skærpe straffen for naturhærværk, så der i de groveste tilfælde kan idømmes fængselsstraf. Men den her sag er desværre omfattet af de gamle regler,« siger Karina Lorentzen.

Hun lægger ikke skjul på, at hun ønsker endnu skrappere konsekvenser fremover, og at hun vil følge nøje med i, hvad de nye regler betyder i praksis.

»Vi taler så meget om at passe på naturen. Men hvad er det værd, hvis konsekvenserne ikke rigtig kan mærkes?«

Tankstationer reserverede for store beløb på kundernes konti

0
Tankstationer reserverede for store beløb på kundernes konti

Forbrugerombudsmanden har gjort en række tankstationskæder opmærksomme på reglerne for reservationer på forbrugernes betalingskort, og de fleste har nu ændret praksis.

Sagen handler om de beløb, tankstationer reserverer på kundens konto, inden der tankes. Forbrugerombudsmanden har vurderet, at Q8, OK, Shell og Uno-X alle har reserveret urimeligt høje beløb i forhold til, hvad kunderne endte med at betale. Uno-X reserverede op til 1.200 kroner, Shell op til 1.500 kroner, mens Q8 og OK reserverede henholdsvis 950 og 850 kroner.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen er klar i mælet.

»Når en virksomhed reserverer et beløb på en forbrugers konto, så skal beløbet stå i rimeligt forhold til det beløb, som forbrugeren ender med at betale. Det er derfor urimeligt, når tankstationer reserverer omkring 900 kroner eller mere hos kunder, der skal tanke et mindre køretøj,« siger han.

Forskellig reaktion fra kæderne

Shell og Uno-X har nu ændret praksis, så kunden selv på standerens skærm kan vælge, hvilket beløb der maksimalt reserveres. OK har foreløbig sat grænsen til 100 kroner. Q8 reserverer fortsat 950 kroner, men oplyser, at de arbejder på en løsning.

Der er også konstateret problemer med selve samtykket til reservationerne. Ifølge betalingslovens § 95 skal forbrugeren give samtykke til det præcise beløb, der reserveres. Q8 har endnu ikke implementeret dette i sit skærmflow, men oplyser, at det vil være på plads i midten af 2026. Både Q8 og OK mangler desuden en løsning for kunder, der betaler med Apple Pay eller Google Pay.

Herudover har Forbrugerombudsmanden modtaget klager over, at reserverede beløb ikke er blevet frigivet hurtigt nok. I nogle tilfælde gik der op til 11 dage. Alle kæderne har nu iværksat tiltag for at forbedre disse processer.

Forbrugerombudsmanden afslutter sagerne mod alle fire kæder, men har anmodet Q8 og OK om at efterleve reglerne fuldt ud.

LEDER: En havn er ikke bare en havn

0
LEDER: En havn er ikke bare en havn

Der er noget ved ordet havn, der får folk til at tænke i fortid. Havnearbejdere. Kraner. Skibe i tåge. En særlig slags hårdt arbejde, der hørte en anden tid til.

Den forestilling er forståelig. Men den er kun halvt rigtig.

Det hårde arbejde er der stadig. Det er bare blevet til noget andet og noget mere. Første kvartal af 2026 leverer tal, der er bemærkelsesværdige. ADP’s omsætning er steget med 42 procent. EBITDA med 49 procent. Det er ikke tilfældigheder. Det er resultatet af en organisation, der arbejder hårdt og ved, hvad den laver. En organisation, hvor selskabets ledelse forstår retningen, eksekverer og leverer.

Men tal fortæller ikke hele historien.

Den egentlige historie handler om, hvad en havn i 2026 faktisk er. Det er ikke en bred kajplads, man bruger, når varerne skal af sted. Det er et økosystem. Bag tallene hos ADP ligger mere end 8.000 arbejdspladser, direkte og indirekte, skabt af selskabets aktiviteter. Og med de igangsatte investeringer i havneudvidelsen i Fredericia og udviklingen af Taulov Dry Port peger prognoserne mod over 11.000 arbejdspladser i 2030, heraf en stigning på 1.420 fuldtidsjobs i Fredericia Kommune alene.

Det er ikke havnestatistik. Det er byens fremtid, omsat til tal.

Taulov Dry Port er i dag ét af Danmarks vigtigste trafikale knudepunkter, hvor havn, jernbane og motorvej mødes. Det er ikke opstået af sig selv. Det er opstået, fordi der er folk i ADP, der har tænkt langsigtet i en branche, der ellers tit tænker fra skib til skib. Der er ingeniører og logistikfolk, kommercielle direktører og kranførere og operatører, der møder ind og gør det grundige arbejde, dag efter dag. Og det er de mange hundrede medarbejdere i de virksomheder, der har valgt at slå sig ned i det økosystem, ADP har skabt, og udvidet med internationale, nationale og regionale virksomheder.

Men successen på havnen bæres ikke af ADP alene. Den bæres også af de mange havnevirksomheder, der hver dag leverer varen i byerne. Virksomheder, der ikke bare fylder havnen med aktivitet, men som samtidig er til stede i byens liv på en måde, der rækker langt ud over deres primære forretning. De støtter de små idrætsforeninger, de store sportsklubber og kulturinstitutionerne. De stiller op, når der er brug for det, og de bidrager til det fællesskab, som en by i virkeligheden er bygget på. Det er ikke noget, man kan aflæse i et kvartalsregnskab. Men det er ikke mindre værd af den grund.

Fredericia er et af de steder i Danmark, man vælger, fordi infrastrukturen er der. Og infrastrukturen er der, fordi nogen byggede den, og fordi nogen hver eneste dag holder den i gang.

Der er kræfter i denne by, der virker uden støj og uden politisk bevågenhed, kvartal efter kvartal. ADP og de virksomheder, der har valgt Fredericia som deres base, er nogle af dem.

Havnen blev anlagt i 1808. Den har præget Fredericia i mere end to århundreder. Det, der sker nu, er ikke en afslutning på den historie. Det er dens hidtil mest ambitiøse kapitel, og ADP betyder mere end nogensinde før for Fredericia, Nyborg og Hanstholm.

Lad os nu få noget liv på Gammel Havn til glæde for de handlende

0
Lad os nu få noget liv på Gammel Havn til glæde for de handlende

Få nu lukket det område dernede. Der kommer ikke mange, hverken til Moon Cars eller minigolf, ligesom området ikke er særlig indbydende. Og ishuset er alligevel lukket.

Hvis man vil noget dernede, skal der være legefaciliteter, som børn vil kunne benytte sig af. Jeg var på besøg i Hvalpsund i efteråret 2025 tillige med nogle mindre spisesteder og kiosker. Der var godt gang i den på havnens oase der.

Så er der lystbådehavnen, som skal udvides. Var det ikke forrige år, det blev bestemt? Men hvorfor, der ligger jo aldrig, heller ikke i højsæsonen, mere end max. 20 både, nogle gange kun ganske få midt i højsæsonen. Ok, der er mange op til 6. juli, men ellers er der ikke mange. Hvorfor bliver der ikke reklameret for det i større omfang de rigtige steder?

Det virker jo helt forkert, at der en sommerdag kun ligger 5-10 både i Gl. Havn, når vi kan konstatere, at der ligger mange i vores nabobyer.

Turistkontor Visit Fredericia har tidligere udtalt, at området er godt besøgt.

Nu tales der også om etablering af et sømærke i bunden af Gl. Havn. Men lad os nu få sat gang i noget udlejning af både via noget markedsføring.

Hele området, hvor det gamle Rahbekfisk lå, burde jo naturligvis have haft lystbådehavnen flyttet ind fra Sandal. Så kunne den have været afskærmning for bebyggelse mod havnen fremfor den støjmur, der nu er blevet bygget. En lystbådehavn kunne måske give 10.000 overnatninger pr. år. Det sker i vores nabohavne.

Og endelig: få lukket op for camperpladsen og få den markedsført, så vi kan få lidt liv på havnefronten og til gavn for handelslivet i vores by. Hvad venter vi på?

Der sker jo intet dernede i dag.

Ligesom det er en gåde, hvorfor der ikke for længst er etableret et »Cafe Razz« som i Middelfart med mellem 200.000 og 250.000 gæster årligt.

Fredericia-svømmere imponerer ved Vest Årgangs Mesterskab

0
Fredericia-svømmere imponerer ved Vest Årgangs Mesterskab

SPORT. Seks svømmere fra Fredericia Svømmeklub tog i weekenden til Åbybro for at deltage i Vest Årgangs Mesterskaberne, og de vendte hjem med flotte resultater.

Fredericia Svømmeklub er en del af EGIF, og det var Christian Germansen, Mads Germansen, Magne Pedersen, Jonas Højrup, Emely Byskov og Yasmin Sig, der repræsenterede klubben ved stævnet, hvor 30 klubber fra Vestdanmark deltog.

De seks svømmere opnåede samlet en PR-procent på 83, hvilket placerede klubben i top-10 blandt de deltagende klubber.

Fra klubbens side fremhæves det, at det er glædeligt at se den udvikling, svømmerne viser både individuelt og som gruppe, og at det daglige arbejde med de tekniske detaljer i træningen nu bærer frugt.

Drab i Middelfart: Den 19-årige og den dræbtes søn var tæt forbundet i kriminelt miljø i Fredericia og Odense

0
Drab i Middelfart: Den 19-årige og den dræbtes søn var tæt forbundet i kriminelt miljø i Fredericia og Odense

Den 19-årige mand fra Ikast-Brande Kommune, der er sigtet og varetægtsfængslet for drabet på den 41-årige kvinde i Middelfart fredag den 10. april, kendte i forvejen kvindens 18-årige søn indgående. De to har ifølge retsdokumenter færdedes i samme kriminelle miljø i Fredericia og Odense.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af retsdokumenter, som avisen har fået aktindsigt i.

To sager binder særligt de to sammen. Den ene handler om røveri i Fredericia, den anden om en sag i Odense, hvor den ene stak den anden ned med kniv.

Kilder i Middelfart oplyser desuden til Middelfart AVISEN, at politiet flere gange var alarmeret om branden ved kvindens dør samt om overfald i tiden op til drabet.

Fyns Politi har tidligere oplyst, at der ikke er nogen familiær relation mellem den 41-årige kvinde og den 19-årige sigtede. Relationen mellem de to blev ikke klarlagt ved grundlovsforhøret søndag ved Retten i Svendborg, hvor den 19-årige blev varetægtsfængslet. Han nægter sig skyldig.

ADP med markant fremgang i årets første kvartal

0
ADP med markant fremgang i årets første kvartal

Aktivitet, omsætning og indtjening er alle steget betydeligt hos ADP i første kvartal af 2026 sammenlignet med samme periode sidste år. Omsætningen er vokset med 42 procent, mens EBITDA er steget med 49 procent og EBIT med 67 procent.

Fremgangen er bredt funderet. Godsomsætningen er samlet set steget med 16 procent, drevet særligt af fast bulk, der er vokset med 69 procent. Taulov Dry Port har haft fuld kapacitetsudnyttelse gennem hele kvartalet.

»Første kvartal viser tydeligt, at ADP har taget tempoet med fra 2025 ind i 2026 med høj aktivitet og stigende godsomsætning på tværs af vores forretning. Det slår også tydeligt igennem på indtjeningen, hvor EBITDA er steget med 49 procent. Det giver et solidt afsæt for resten af året,« siger Rune D. Rasmussen, CEO hos ADP.

Hanstholm i markant fremdrift

Også Hanstholm Havn har haft et stærkt kvartal. Omsætningen er steget med 28 procent, EBITDA med 137 procent og EBIT med hele 233 procent. Resultatet er opnået, før det nye fælles ejerskab af Hanstholm Stevedore indregnes, hvilket først sker fra andet kvartal.

Den hårde vinter har åbnet for nye dialoger med kunder om mere robuste løsninger og har ført til nye varetyper og øgede mængder. Arealudlejning, skibs- og vareafgifter samt højere fiskpriser har alle bidraget til fremgangen.

»Hanstholm Havn har haft et højt aktivitetsniveau i første kvartal, og omsætningsfremgangen viser et godt afsæt for den videre udvikling. Det er værd at understrege, at resultatet er opnået, før effekten af det fælles ejerskab af Hanstholm Stevedore indregnes, hvilket først sker fra andet kvartal og skal tilføre nye synergier og dermed ny forretning,« siger Rune D. Rasmussen og fortsætter:

»På den baggrund ser vi også på, hvordan den stigende aktivitet bedst understøttes fremadrettet, herunder om der er behov for yderligere udstyr på havnen. Samtidig har vi opjusteret forventningerne til 2026, men på baggrund af de mange geopolitiske spændinger er der tale om en forsigtig opjustering, hvor vi fortsat forbereder os på flere scenarier.«

Thisted Kommunes borgmester, Niels Jørgen Pedersen, betegner Hanstholm Havn som et centralt fælles aktiv for Thy og understreger, at medejerskabet med ADP giver grundlag for fortsat vækst og beskæftigelse i området.

De endelige tal for 2025 offentliggøres på ADP’s generalforsamling den 29. april.

Flugtbilist bragede ind i to parkerede biler på Allégade i Odense: Forsvandt sporløst

0
Flugtbilist bragede ind i to parkerede biler på Allégade i Odense: Forsvandt sporløst

Fyns Politi har registreret en række sager fra tirsdag, heriblandt et indbrud i Odense, flere tyverier og fire sigtelser for kørsel under påvirkning.

Indbrud i Odense via soveværelsesvindue

Der blev tirsdag aften begået indbrud i en bolig på Musvågevej i Odense NV. Anmelderen havde været væk fra klokken 18.10 til omkring klokken 0.15, og i det tidsrum skaffede en gerningsmand sig adgang gennem et soveværelsesvindue og stjal smykker.

Flere sigtet for kørsel under påvirkning

En 25-årig mand fra Ishøj Kommune er sigtet for at føre personbil under påvirkning af euforiserende stoffer, for at køre for tæt på den forankørende og for høj hastighed på Svendborgmotorvejen i sydlig retning.

En 35-årig mand fra Odense Kommune er sigtet for narkokørsel på Albanivej i Årslev tirsdag klokken 15.54. En 24-årig mand fra Assens Kommune blev sigtet for det samme klokken 20.50 på Bjerggårds Allé i Odense.

En 49-årig mand fra Odense Kommune er sigtet for spirituskørsel klokken 20.05 på Ågade i Odense.

Tyverier i Odense

På Hollufgårdsvej i Odense SØ blev en sort pung stjålet fra en borger, der var på indkøb. Pungen indeholdt kørekort, to kreditkort og et sygesikringsbevis.

På Østre Stationsvej i Odense C blev en skuldertaske med diverse kort og hovedtelefoner stjålet fra en borger.

Flugtbilist påkørte to parkerede biler i Odense

En ukendt flugtbilist påkørte natten til tirsdag klokken 4.37 to parkerede biler på Allégade i Odense C. Bilisten kørte mod vest og påkørte bilerne, der holdt parkeret i vejsiden. Den ene bil fik store skader, mens den anden fik mindre skader.

Forsøg på indbrud i Årup

På Torpvej i Årup er der anmeldt indbrud, hvor ruder til huset blev knust med en ukendt genstand. Der blev ikke stjålet noget.

Tabt nummerplade i Svendborg

En nummerplade fra en påhængsvogn er tabt på Stevneskovvej i Svendborg.

Det oplyser Fyns Politi onsdag den 15. april.

Fredericia får 14 millioner til ny boligsocial helhedsplan: Nu skal politikerne sætte retningen

0
Fredericia får 14 millioner til ny boligsocial helhedsplan: Nu skal politikerne sætte retningen

BOLIG. Landsbyggefonden har prækvalificeret en ny boligsocial helhedsplan for Fredericia med en foreløbig ramme på 14 millioner kroner. Tirsdag skulle Beskæftigelses- og Helhedsplansudvalget give de første politiske input til, hvad planen skal indeholde.

Den nuværende bydækkende helhedsplan løber fra 2023 til udgangen af 2026 og dækker 39 boligafdelinger i kommunen, primært i Korskærparken og Sønderparken. Den er en af de første af sin slags i Danmark og gennemføres i samarbejde med Boligkontoret Fredericia og boli.nu.

Den samlede økonomi i den nuværende plan udgør knap 33,5 millioner kroner, hvoraf kommunen selv bidrager med næsten 18 millioner kroner primært via medarbejderressourcer.

Den kommende plan for 2027-2030 skal ligesom den nuværende arbejde inden for Landsbyggefondens fire indsatsområder. Det drejer sig om uddannelse og livschancer, beskæftigelse, kriminalitetsforebyggelse samt sammenhængskraft og medborgerskab.

Udvalget skulle tirsdag drøfte, hvilke udfordringer der bør have størst prioritet, hvilke målgrupper der skal have særligt fokus, og hvordan de boligsociale indsatser kan spille bedre sammen med kommunens øvrige indsatser på eksempelvis skole- og sundhedsområdet.

Statusorienteringen fra den nuværende plan peger på, at den fremskudte sagsbehandling i Korskærparken, fritidsjobindsatsen for unge og de beskæftigelsesrettede aktiviteter under Bæredygtig Beskæftigelse har skabt gode resultater. Særligt fremhæves det, at unge i området i stigende grad selv finder vej til fritidsjobkonsulenten, og at mobile brevstemmesteder ved kommunalvalget i 2025 resulterede i over 200 beboerstemmer.

Den endelige helhedsplan skal godkendes politisk samt af boligorganisationerne og Landsbyggefonden.

Unge bygger 1872-jagt i miniature: Kan ses til Royal Run i Middelfart

Unge bygger 1872-jagt i miniature: Kan ses til Royal Run i...

0
LOKALT. På et værksted i Middelfart står unge mellem 13 og 18 år og skærer, limer og sliber på en model, der langsomt tager...