1.8 C
Copenhagen
onsdag 19. marts 2025

Fredericia Shopping klar til byfest

0
Foto: AVISEN

Fredericia Shopping og lokale aktører præsenterer Sommerrock & Open by Night fredag d. 2. juni fra kl. 10-22.

Sommeren nærmer sig, og Fredericia Shopping er meget stolte af at kunne præsentere et spændende program til årets Sommerrock d. 2. juni. Det bliver lidt af en folkefest, hvor lokale og nationale kunstnere vil levere en uforglemmelig eftermiddag og aften for gæsterne. Gaderne bliver fyldt med musik og fest på de otte scener, der er spredt ud over hele midtbyen.

På Rådhuspladsen kan publikum opleve det lokale talent Jens Julius og Aksglæde, der blandt andet hitter med ”Giv lys igen”. Derudover vil Bryan Adams Tribute, Hardinger Band og Midt om Natten levere sikker underholdning med kendte numre, du helt sikkert kan synge med på.

I Vendersgade vil Den Kreative Skoles elever underholde med deres rytmiske bands. I forlængelse heraf vil der blive opført uddrag fra ”13: The Musical”, som leveres i et samarbejde med Kirstinebjergsskolens dygtige performancehold og Musicalorkestret fra Den Kreative Skole.

Gothersgade Nord byder velkommen til Jesper Gade, der leverer en blanding af kendte pop- og rocknumre, mens DJ Morten Trap sørger for festlig stemning i Midtpunktet.

På Ryes Plads bliver der spillet op til fest, når One Trick Ponies og lokale Barock, deles om at indtage scenen. Axeltorv byder på underholdning med Jens Ø under overskriften ”syng-helt-vildt-med & tvivlsomme jokes”.

Gothersgade Syd har hele 2 scener, hvor den ene er at finde i Urbanias gård. Her kan publikum opleve Harske Hubbi, Tom Donavan og Jesper Gade. Scenen på gaden har fornøjelsen af at præsentere vores lokale Camilla Kramer, Thomas Jensen & Christoffer Brodersen og vores egne skrammelrockere Padlock Chain.
Blandt de mange underholdningsmuligheder vil der blive en særlig Kids Zone i Danmarksgade. Her vil 123fest opstille en 30 meter forhindringsbane med sjove og udfordrende oplevelser for de yngste gæster. Teater Malstrøm vil også være at finde til Sommerrock, hvor de rundt om i gaderne vil underholde og overraske folk.

– Vores mål har været at skabe en fælles byfest, med hjertet af bymidten som vært. Ved at sprede de musikalske scener rundt om i gaderne, håber vi på, at det kan skabe et naturligt flow med festlig stemning, som får publikum til at bevæge sig rundt og støtte op om de forskellige kunstnere og bands, udtaler formand for Fredericia Shopping Ole Mortensen og tilføjer, at byens butikker, caféer og restauranter holder åbent til kl. 22, og er mere end klar til at give gæsterne den bedste betjening.

– Så hold jer endelig ikke tilbage med at kigge ind og hilse på. Der vil også være et bredt udvalg af mad og drikke hos byens caféer og restauranter samt foodtrucks og udskænkningssteder, der er opstillet til lejligheden.

Mette Pyrdol Christensen, Detail & Oplevelseskonsulent i Fredericia Shopping/Business Fredericia slår fast, at man som arrangør er bevidst om, at Sommerrock ikke vil være mulig uden sponsorerne.

– Vi er dybt taknemmelige for deres støtte og engagement i at give byens gæster den bedste oplevelse. Samtidig har lokale aktører også bidraget til, at der er kommet ekstra scener med musik, så eventet er spredt længere ud i bymidten. Vi ser frem til at byde gæsterne velkommen til Sommerrock og Open by Night 2023 i Fredericia – og så krydser vi fingre for, at vejrguderne hjælper os lidt på vej, smiler Mette Pyrdol Christensen, som naturligvis vil være at finde rundt i byen under hele arrangementet.

Aftale om regionernes økonomi for 2024 sikrer udviklingen af sundhedsvæsenet

0
Foto: AVISEN

Regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale om regionernes økonomi for 2024 som sikrer, at der fortsat investeres i det danske sundhedsvæsen. Aftalen løfter sundhedsområdet med 1,35 mia. kr. Aftalen sætter samtidig en ansvarlig ramme for regionernes anlægsniveau på 6,95 mia. kr. i 2024. Det er også aftalt, at regionerne skal nedbringe deres udgifter til administration.

Regeringen og Danske Regioner er med aftalen enige om at løfte den regionale driftsramme til sundhed med 1,35 mia. kr. i 2024.

Aftalen indebærer samtidig, at regionerne skal nedbringe udgifterne til administration med 0,3 mia. kr. i 2024. De frigjorte midler skal anvendes til at finansiere en ekstraordinær ramme til løn- og arbejdsvilkår, så der kan fastholdes flere medarbejdere i den offentlige velfærd. Regeringen og Danske Regioner er i forbindelse hermed enige om at etablere et flerårigt samarbejdsprogram, der skal understøtte regionernes arbejde med at udvikle sundhedsvæsenet inden for de økonomiske rammer og reducere regionernes udgifter til administrative opgaver.

Regeringen har med aftalen desuden prioriteret 67 mio. kr. i 2024 og 165 mio. kr. i 2025 og frem til et samlet dobbeltdiagnosetilbud og omlægning af særlige pladser. Derudover kommer løftet af regionernes økonomi oven på regeringens udspil til en markant investering i sundhedsvæsenet med et løft på fem mia. kr. i 2030, hvoraf der prioriteres samlet 400 mio. kr. i 2023 og 2024 til en ekstraordinær indsats på kræftområdet og 600 mio. kr. fra 2025 og frem til en ny Kræftplan V.

Regeringen har tidligere afsat to mia. kr. i 2022-2024 med aftalen om akutplanen, der giver regionerne penge til at normalisere ventetiderne, gøre akutmodtagelserne mere robuste og styrke produktiviteten og aktiviteten i sygehusvæsenet. Med aftalen er regeringen og Danske Regioner enige om at fremrykke 350 mio. kr. fra akutaftalens prioritering i 2024 til 2023 med henblik på at fastholde det nuværende høje aktivitetsniveau i regionerne. Danske Regioner bekræfter, at den forudsatte normalisering af ventetiderne realiseres med udgangen af 2024 inden for de aftalte økonomiske rammer.

Aftalen skal samtidig ses i lyset af, at regeringen har sat et arbejde i gang, der skal sikre et velfungerende sundhedsvæsen og understøtte en fortsat udvikling af sundhedsvæsenet. Regeringen har blandt andet nedsat Sundhedsstrukturkommissionen, som skal opstille og belyse modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet for at understøtte et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen.

Aftale med eventfirma opsagt af Fredericia Kommune

Lokale D*Event overtager opgaven som leverandør af sommeraktiviteter i Kanalbyen efter DewsEvents’ mislykkede forsøg. Det oplyser Fredericia Kommune til AVISEN.

Fredericia Kommunes sommeraktiviteter i Kanalbyen blev truet, da den oprindelige samarbejdspartner, DewsEvents, ikke formåede at opfylde sine forpligtelser. DewsEvents med base i København, havde vundet udbuddet om at drive de kendte hytter, som bliver brugt til alt fra krydstogt til julehygge i Fredericia.

Fredericia Kommune havde planlagt at bruge hytterne til en række aktiviteter i det område, der tidligere husede C-byen i Kanalbyen. Her var den oprindelige plan, at der skulle være masser af aktiviteter henover sommeren, som DewsEvents skulle stå for. Men da det blev klart, at firmaet ikke kunne opfylde sine forpligtigelser, blev aftalen opsagt.

I stedet er opgaven nu blevet overtaget af D*Event, som også deltog i den oprindelige udbudsrunde.

Turismechef i Fredericia, Sara Ekknud Windell, er ærgerlig over, at det ikke gik, men glad for, at en anden leverandør nu træder til.

– Vi har indgået en aftale om, at DewsEvents ikke længere skal stå for det. Det har været i udbud, og alle regler for kommunale udbud er blevet fulgt. De blev vurderet efter både pris og kvalitet. Derudover gav Ghaffar Begum, direktør for DewsEvents, en masse referencer. Det er super ærgerligt, at det ikke lykkedes, siger hun.

Hun tilføjer, at det lokale firma D*Event også deltog i udbudsrunderne, og at hun ser frem til de kommende aktiviteter.

– Vi åbner den 3. juni, og min forventning er, at der kommer dejlige aktiviteter, der vil glæde både borgere og turister i alle aldre.

Ifølge Windell er der indgået forlig med DewsEvents, og firmaet har lovet at tilbagebetale nogle af pengene.

– Vi skrev under på det hele i går med den lokale leverandør, D*Event. I alt er der tale om 16 ugers aktiviteter fordelt på to forskellige steder, siger Windell til AVISEN.

FC Fredericia storsejrede og bejler til syvendeplads

0
Foto: Mphoto

I en kamp, der blev afviklet på Monjasa Park søndag, vandt FC Fredericia sikkert 4-0 mod Hillerød og er nu på syvendepladsen.

Efter FC Fredericia i søndags sikrede sig overlevelse er sigtekornet nu rettet mod syvendepladsen. Inden kampen lå Hillerød et enkelt point foran FC Fredericia på netop syvendepladsen.

Inden kampstart blev Simon Bækgård hyldet som sæsonens bedste FC Fredericia-spiller, modtagende klapsalver fra de 833 tilskuere på Monjasa Park.

Kampen begyndte med en hurtig scoring til FC Fredericia. I det sjette minut blev bolden spillet frem i venstre side og efterfølgende sparket ind i feltet af Frederik Christensen, som spillede Oliver Olsen, der i fri position satte bolden i mål.

FC Fredericias dominerende præstation fortsatte. I det 12. minut stak Andreas Lausen bolden i dybden efter Adam Jakobsen. Havde han været en my hurtigere, havde han nået bolden før Hillerøds keeper, Ovays Azizi.

I det 27. minut udvidede FC Fredericia deres føring til 2-0. Adam Jakobsen udførte et skarpt løb og afleverede bolden ind i feltet til Andreas Lausen, der sikrede scoringen. Lausen beviste endnu engang, at han er en spiller, der banker på til forlængelse.

https://fredericiashipping.dk/da/

Selvom Hillerøds Berzan Kücükylidiz forsøgte sig med et godt langskud i det 42. minut, formåede FC Fredericia at bevare deres momentum.

I overtid af første halvleg kombinerede FC Fredericia flot, og bolden endte hos Frederik Christensen, der spillede Jakobsen, men Azizi formåede at blokere for scoring. Også returen fra Olsen blev reddet af keeperen.

Anden halvleg fortsatte med en intensitet, der spejlede første halvleg. I det 51. minut fik Nicklas Røjkjær en friløber og scorede elegant sit 11. sæsonmål ved at lobbe bolden ind over Azizi.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

FC Fredericia cementerede deres dominans med yderligere en scoring, første ved Jeppe Brinch i det 70. minut efter et hjørnespark,

Som en bemærkelsesværdig finale til kampen blev Mathias Jessen og Victor Bertelsen, begge fra FC Ungdom, skiftet ind i det 88. minut, erstattende Simon Bækgård og Jesper Juelsgård.

Med denne overbevisende sejr på 4-0 har FC Fredericia nu et point ned til HB Køge på ottendepladsen.

I den sidste kamp i sæsonen, der finder sted på fredag, møder FC Fredericia Nykøbing på udebane

Carolyne Kaddu Rasmussen: Stop aldrig med at drømme

0
Foto: Jan Holbo Rasmussen

Den 5. september 2023 afholder LECTURE et inspirerende foredrag med Carolyne Kaddu Rasmussen i Fredericia Idrætscenter. Carolyne, som har rødder i Uganda og nu er bosat i Danmark, vil dele sin inspirerende livshistorie og de indsigter, hun har erhvervet undervejs.

I optakten til hendes kommende foredrag i Fredericia Idrætscenter, har vi fået en eksklusiv mulighed for at tale med Carolyne Kaddu Rasmussen, en ugandisk-dansk foredragsholder, der har en inspirerende historie at fortælle. Med en tro på ydmyghed, læring, og drømme som drivkraft, deler Carolyne om hendes rejse fra Uganda til Danmark og de udfordringer hun har haft undervejs.

Carolyne understreger vigtigheden af aldrig at holde op med at drømme.

– Det handler om aldrig at holde op med at drømme. Jeg kunne have givet op, for livet er surt, så kunne jeg sidde og se livet gå forbi. Men jeg har stadig drømme, jeg vil ikke stoppe med at drømme, siger hun.

Hun fremhæver også vigtigheden af ydmyghed og livslang læring.

– Men jeg er stadig nødt til at være ydmyg, vi lærer nyt hver dag. Tro er også en stor drivkraft. Jeg lægger ikke skjult på min tro, Gud har hjulpet mig igennem meget, bemærker hun.

Hendes farmor har spillet en afgørende rolle i hendes liv ved at lære hende, at hårdt arbejde kunne gøre enhver drøm til virkelighed.

– Min elskede farmor lærte mig, at du kan blive til hvad du vil, hvis du bare arbejder hårdt for det. Man skal ikke være bange for at fejle. Det eneste man skal være bange for, det er ikke at prøve, hold dig positiv, glasset er altid halvt fuldt, siger Carolyne Kaduu Rasmussen og uddyber:

– Jeg har altid givet mine børn håb og troen på at lykkes. Det er lige fra om min 7-årig datter kunne blive skøjteprinsesse til, at min søn lykkes i gymnasiet. Det er en sejr, for så længe man arbejder, kan alt lykkes.

Selv da Carolyne kom til Danmark, og en jobkonsulent frarådede hende at starte en mandazi forretning (afrikanske kager red.), gav hun ikke op. Hun blev uddannet som sosu-assisten, i dag har hun en kandidat i sygeplejevidenskab.

– Så the sky is the limit, fastslår hun.

Carolyne, der beskriver sig selv som en nomade, fortæller om sin rejse fra at være på Frelsens Hær Bibelhøjskole i England og efterfølgende præst for dem i Vejle i 4 år, til sygemelding med stress i 9 måneder, og nu arbejder hun på et plejehjem som ansvarlig sygeplejerske.

– Jeg ved, hvor jeg skal lades op, helt som en elbil, så længe jeg har mit helbred bliver jeg aldrig en der sidder derhjemme.

Det er den 5. september, at du kan opleve Carolyne Kaddu Rasmussen i Fredericia.

Billetter kan købes her

Live: FC Fredericia jagter pengemæssig vigtig placering

0

FC Fredericia har ikke det store sportslige på spil mod Hillerød, men økonomisk vil en syvendeplads i tabellen af have stor betydning. En sejr i dagens kamp vil sende fredericianerne op på netop den plads.

Fredericia Kommune viser FHKs semifinale på storskærm

0
Historisk aften, da Danmark nåede EM-Finalen mod England. Storskærmsarrangementer blevet et hit hos Urbania Streetfood.

I samarbejde med Fredericia Live og Urbania Streetfood inviterer Fredericia Kommune alle til at se den 3. DM-semifinale mellem Fredericia HK og Aalborg Håndbold, der spilles på søndag den 28. maj klokken 16.00. I gården ved Tøjhuset og Urbania Streetfood bliver der sat en storskærm op, hvor man kan følge den spændende og afgørende kamp.

– I Fredericia har vi en lang håndboldtradition, og derfor er der heller ingen tvivl. Selvfølgelig skal fredericianere inviteres med til håndbold-fest, når vores lokale hold skal spille om en plads i DM-finalen, siger Peder Tind, der er formand for Kultur- og Idrætsudvalget.

Også udvalgets næstformand David Gulløv glæder sig til søndagens storskærms-arrangement.

– Det er helt fantastisk, at Fredericia HK nu skal spille om at komme i DM-finalen. Og de fortjener al den opbakning, de kan få. Derfor inviteres alle til at komme og heppe på vores lokale håndbold-helte, siger David Gulløv.

Spiller Fredericia HK sig videre til finalen, kan denne kamp også opleves på storskærm i gården ved Tøjhuset og Urbania Streetfood.

FC Fredericia har ændret sig: Vi spiller voksenfodbold nu

0

FC Fredericia har sikret deres overlevelse i NordicBet Ligaen, og holdets anfører, Jeppe Gertsen, er lige så lettet og glædelig som resten af holdet. Men med sin kontrakt udløbende den 31. juli, står han også overfor nogle vigtige beslutninger om sin fremtid.

Overlevelsen kom i hus via 0-0 mod Fremad Amager. Det var en forløsning efter en svær sæson.

– Det var en fed følelse. Vi har haft en god halvsæson, og vi har stor tro på tingene. Vi har stået stærkt defensivt og har udnyttet vores chancer. Tingene er gået vores vej, siger anføreren.

Holdets nuværende succes er dog ikke kommet nemt. Længe så det tungt ud for fredericianerne.

– Den start vi fik var ikke perfekt, men alle har været samlet om det. Man prøver at samle holdet og gøre det sammen, forklarer Gertsen.

Gertsen bemærker en betydelig forbedring i holdets præstation og mentalitet.

– Der er kommet kompakthed. Vi spiller mere voksen fodbold nu. Det har virkelig været en mentalitetsændring for os. Når vi får sejre, giver det os selvtillid og tror på, at vi kan klare os godt

Til trods for flere profiler snart har kontraktudløb, har Gertsen og de øvrige været fast besluttet på at gøre alt, hvad han kan for holdet.

– Vi spiller i Fredericia, og ville sørge for at vi blev oppe. Alle har villet hjælpe, siger han.

Når det kommer til hans fremtid, er Gertsen stadig i samtaler med klubben, men der er endnu ikke opnået enighed.

– Der har været snak, men der er ikke enighed endnu og forhold, der skal passe, bemærker han.

Selvom han er dedikeret til Fredericia, er Gertsen klar over muligheden for at spille på et højere niveau.

– Alle vil spille Superliga generelt. Der er konkurrence, men jeg lukker ingen døre i forhold til Fredericia, siger han.

Når alt kommer til alt, er hans beslutning afhængig af de muligheder, der byder sig. ‘

– Det kommer an på, hvad der kommer. Jeg må se, hvad der sker til sommer, afslutter Gertsen.

Uanset hvad fremtiden bringer for Gertsen, er det tydeligt, at han har spillet en afgørende rolle i FC Fredericia’s overlevelse i denne sæson, hvor anføreren præsterede da det gjalt.

15 medarbejdere er fortid hos EWII: Direktør uddyber omfang af ansattes arbejdstidssvindel

0
Lars Bonderup Bjørn, adm. direktør i EWII.

De sidste samtaler med medarbejderne er nu afsluttet: Brud på tillid fører til et stort antal bortvisninger og afskedigelser blandt EWII-koncernens ansatte.

Den Kolding-baserede energikoncern, Ewii A/S, har set sig nødsaget til at afbryde samarbejdet med i alt 15 medarbejdere. Det har Fredericia Dagblad og Jydske Vestkysten de sidste dage kunne afsløre.

Afbrydelsen sker efter omfattende snyd med arbejdstiden, som har resulteret i ni bortvisninger og seks afskedigelser.

Virksomhedens administrerende direktør, Lars Bonderup Bjørn, fremhæver, at disse medarbejdere ikke har levet op til de forventninger, som virksomheden har til deres håndtering af arbejdstid.

– Disse medarbejdere har svigtet vores tillid og misbrugt deres arbejdstid, i direkte strid med vores forventninger, siger Lars Bonderup Bjørn.

På trods af alvoren i situationen er det på nuværende tidspunkt uklart, hvilke afdelinger der er direkte berørt af denne sag, samt hvordan arbejdstidssvindlen præcist har fundet sted. Dette skyldes, ifølge direktøren, at der er tale om personalesager, som ikke kan uddybes.

– Forbrugerne kan være helt trygge. Trods sagens alvor og omfanget af arbejdstidssvindlen, har det ingen indvirkning på energiregningerne, forsikrer Lars Bonderup Bjørn.

Direktøren understreger ydermere, at politiet ikke har været involveret i sagen, idet det er blevet betragtet som en intern personalesag.

Det var en ledende medarbejder i Ewii A/S, der først bemærkede uregelmæssighederne. Dette førte til en intern undersøgelse i selskabet, som i alt har over 600 ansatte og leverer el, vand, varme og fiber i Trekantområdet.

Vigepligtsforseelse skyld i færdselsuheld

0

Som omtalt allerede torsdag skete der et uheld på Kongensgade i Fredericia. Ulykken skete omkring klokken 21:50, ifølge oplysninger fra lokalpolitiet. Årsagen til uheldet er nu klarlagt.

Vicepolitiinspektør Mikkel Ross gav en opdatering på situationen og delte nøgleoplysningerne om hændelsen. Han forklarede, at det første køretøj (Part 1), som var involveret i ulykken, havde overtrådt ubetinget vigepligt. Dette køretøj var ved at køre mod nord, da det med sin venstre front kolliderede med det andet køretøj.

Den ene af de involverede personer måtte efterfølgende bringes til skadestuen. Det er endnu uklart, hvor alvorlige skader personen har pådraget sig.

Vicepolitiinspektør Ross kunne endvidere oplyse, at den første part, der forårsagede ulykken, var en 20-årig mand fra Fredericia. Den anden part i ulykken var en 25-årig mand, også fra Fredericia.

Kommunen må tage et ansvar

0
I en lang og udfordrende sag om gravearbejde på Nørrebrogade har Karsten Byrgesen, løsgænger i Fredericia Byråd og mangeårigt medlem af Teknisk Udvalg, kritiseret...

FHK-spiller skifter til Bundesliga