Lokale D*Event overtager opgaven som leverandør af sommeraktiviteter i Kanalbyen efter DewsEvents’ mislykkede forsøg. Det oplyser Fredericia Kommune til AVISEN.

Fredericia Kommunes sommeraktiviteter i Kanalbyen blev truet, da den oprindelige samarbejdspartner, DewsEvents, ikke formåede at opfylde sine forpligtelser. DewsEvents med base i København, havde vundet udbuddet om at drive de kendte hytter, som bliver brugt til alt fra krydstogt til julehygge i Fredericia.

Fredericia Kommune havde planlagt at bruge hytterne til en række aktiviteter i det område, der tidligere husede C-byen i Kanalbyen. Her var den oprindelige plan, at der skulle være masser af aktiviteter henover sommeren, som DewsEvents skulle stå for. Men da det blev klart, at firmaet ikke kunne opfylde sine forpligtigelser, blev aftalen opsagt.

I stedet er opgaven nu blevet overtaget af D*Event, som også deltog i den oprindelige udbudsrunde.

Turismechef i Fredericia, Sara Ekknud Windell, er ærgerlig over, at det ikke gik, men glad for, at en anden leverandør nu træder til.

– Vi har indgået en aftale om, at DewsEvents ikke længere skal stå for det. Det har været i udbud, og alle regler for kommunale udbud er blevet fulgt. De blev vurderet efter både pris og kvalitet. Derudover gav Ghaffar Begum, direktør for DewsEvents, en masse referencer. Det er super ærgerligt, at det ikke lykkedes, siger hun.

Hun tilføjer, at det lokale firma D*Event også deltog i udbudsrunderne, og at hun ser frem til de kommende aktiviteter.

– Vi åbner den 3. juni, og min forventning er, at der kommer dejlige aktiviteter, der vil glæde både borgere og turister i alle aldre.

Ifølge Windell er der indgået forlig med DewsEvents, og firmaet har lovet at tilbagebetale nogle af pengene.

– Vi skrev under på det hele i går med den lokale leverandør, D*Event. I alt er der tale om 16 ugers aktiviteter fordelt på to forskellige steder, siger Windell til AVISEN.