Jeg vil gerne starte med at oplyse eventuelle læsere om, at ironi kan forekomme i læserbrevet. Fredericia Kommune har gjort noget enestående nyt, de har fået tre CEOér (direktører) fra Fredericia, til at måske deltage eller måske ikke deltager, til at kun underskrive et manifest ”Fredericia i Fremtiden.” Når jeg skriver, måske, er det fordi jeg er i tvivl om hvorvidt de har deltaget eller ej, men så kommer første problem jo for de tre CEO, Åh ja jeg har glemt at nævne dem Bent Jensen også kendt fra T. Hansen, Rasmus Ravnholdt Knudsen fra Monjasa og Christian Herskind fra ADP. De har sat deres navn på dokumentet, så kan det da godt være de ikke ligefrem har deltaget, men de har godkendt det og sat deres navn under. Hvor værdifuldt.

Jeg vil anbefale ”de tre CEO” at læse det med småt, det kan vi så ikke gøre så meget ved, men ham fra ADP kan vi da afskedige, han er jo ansat af de mennesker han vil spare på. Jeg ved ikke hvorfor de har gjort det. Alle tre har jo penge nok til selv at købe den hjælp, de selv får brug for i fremtiden.

Hvorfor har Byrådet og direktionen med flere haft behov for at udstille ”de tre CEO”, ved jeg ikke, men hvis de tror at Fredericia befolkning ligger næsegrus i beundring for den beslutning – ja så aner de ikke noget om helst om byens borgere, Det er muligt at byrådet har klappet kommunaldirektøren på skulderen og sagt, godt gået, mens de har rost sig selv. Det er så nemt at sparke nedad, når man selv har penge nok.

I bund og grund minder det om ”Kejserens nye klæder” af H.C. Andersen. For i virkelighedens verden, har de jo ikke noget tøj på, hverken ”de tre CEO”, politikerne eller direktionen.

Borgerne i Fredericia kommer helt sikkert til at høre mere fra ovennævnte gruppe, det er jo os, der skal stå for besparelserne.

Det er svært ikke at løfte øjenbrynene, når man læser kataloget “Fredericia i fremtiden”. Midt i pæne formuleringer og analyser gemmer der sig en politisk realitet: Adgangen til hjælp for ældre skal sænkes. Målet er ligefrem formuleret så klart, at det næsten gør ondt at læse: Færre ældre skal have brug for, at der kommer nogen fra kommunen. Det kaldes udvikling. Mange vil nok kalde det en forringelse.

Derfor undrer det mig ærligt talt: Hvor er Ældre Sagen? Hvor er Seniorrådet?

Vi taler om en af de største potentielle besparelser i hele kataloget. Vi taler om strammere visitation, færre besøg og en tydelig forventning om, at ældre i højere grad må klare sig selv – eller håbe på, at civilsamfundet kan samle det op. Alligevel er der stille.

Det er ellers ikke nyt, at Fredericia bruger mange penge på ældreområdet. Det er blevet gentaget i årevis. Men det er heller ikke nyt, at højere udgifter ikke nødvendigvis har betydet højere tilfredshed blandt de ældre. Det burde netop kalde på en nuanceret debat – ikke en tavshed.

For hvad er det egentlig, vi er på vej til? En reel modernisering af ældreplejen – eller en spareøvelse forklædt som strukturreform? Når man samtidig ikke forholder sig til, hvorfor Fredericia ligger højere end andre kommuner, bliver sammenligningen hul. Er vores ældre mere plejekrævende? Har vi prioriteret anderledes politisk? Eller er det bare nemmere at skære ned end at forstå årsagerne?

Hvad med civilsamfundet – de frivillige, foreningerne, de pårørende? De nævnes som en del af løsningen. Men hvem har spurgt dem, om de kan – eller vil – løfte opgaven? Det her er ikke en teknisk justering. Det er et spørgsmål om værdighed, tryghed og prioriteringer.

Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at de organisationer, der normalt taler ældres sag, endnu ikke har sat en tydelig stemme på. Måske er det på tide.