Nogle gange er tørsten bare for stor. Så stor, at selv når man allerede har fået så hatten passer, er man stadig i stand til at finde nye måder at få fat i flere procenter. Netop det gjorde en 40-årig mand fra Kolding natten til mandag, da han på sin helt egen personlige “bodega-turné” på Vejlevej, til sidst måtte med en tur i detentionen.

Manden indledte sin kriminalitetsturné ved Circle K på Vejlevej kl. 01.27, hvor han stjal to sixpacks øl. Ekspedienten i butikken bemærkede tyveriet og tilkaldte politiet, der hurtigt ankom til stedet. Den påvirkede mand afleverede de stjålne varer til politiet, der returnerede dem til Circle K.

– Da vi ankom, kunne vi straks konstatere, at manden var beruset, udtaler vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi.

Men den tørstige gerningsmand var ikke færdig endnu, for noget skulle der indenfor vesten. Klokken 02.21, gjorde han en entre hos Lidl ved at vriste hoveddøren til supermarkedet op. Han forsynede sig med en 12-pak Tuborg og en flaske Jägermeister, hvorefter han forlod butikken.

Et opmærksomt vidne så ham forlade butikken og underrettede politiet, angivende at manden gik i retning af McDonald’s parkeringsplads på Vejlevej. Politiet ankom igen til stedet og kunne hurtigt genkende manden, de havde haft fat i tidligere.

– Manden blev anholdt og taget med til afrusning, forklarer Mikkel Ross, som forventer, at manden vil blive løsladt efter afrusning, mens en sigtelse for både indbrud og butikstyveri venter ham.