Tirsdag blev det traditionsrige Hannerupløb afholdt i Fredericia. Løbet, som har været afholdt hvert år siden 1976, med undtagelse af årene med covid-19, havde i år over 1.300 deltagere.

Løbet arrangeres af Fredericia Løbeklub og er løbeklubbens største begivenhed i løbet af året. Bagved ligger et kæmpe stykke frivilligt arbejde, der kulminerede fra tirsdag kl. 17:00, hvor den første start fandt sted, og frem til omkring kl. 19:30.

I dagene op til løbet har arrangørerne været i gang med at forberede den store græsplæne, og afviklingen af løbet kræver også en masse frivilligt arbejde. Eksempelvis skal der være frivillige til at dele medaljer ud i mål, vende pølser, og ikke mindst bemande væskedepoterne.

Til dette års løb var der syv forskellige distancer, man kunne tilmelde sig. 6,5 km walken indledte Hannerupløbet kl. 17:00, efterfulgt af 21 km-distancen kl. 17:10. Kl. 17:15 var det de mindste børns tur, da børneløbet for børn op til maksimalt syv år blev sendt afsted på en rute, der var én kilometer lang.

Kl. 17:50 kom turen til 3×5 km-stafetten, inden de gik løs på den 8,1 km lange trailrute kl. 18:05. 10 km-løberne blev sendt afsted kl. 18:20, inden det hele sluttede af med at sende 5 km-løberne afsted kl. 18:30.

Fra kl. 19:15 var det tid til hædring af vinderne i de forskellige løb, både for herrer og kvinder, og derefter begyndte den store plads så småt at blive pakket sammen efter dette års Hannerupløb.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her