LOKALT. Middelfart Kommune holdt traditionen tro sankthansaften ved badebroen »Firkanten« i Teglgårdsparken, hvor borgere samledes til bål, sang og taler med udsigt over Fænøsund og Middelfart Marina. Borgmester Anders Møllegård holdt sin første båltale som borgmester, og museumsleder Maiken Nørup førte tilhørerne fra gamle sankthansskikke til den psykiatrihistorie, der gemmer sig i parken.
Ned mod vandet stod folk i shorts og sommerkjoler med en øl eller en kop kaffe i hånden, børnene flokkedes om TrekantBrands brandbiler, og ude over Fænøsund lå Middelfart Marina badet i aftensol. Solen brød ned over Teglgårdsparken, da Middelfart Kommune tirsdag aften samlede borgerne til sankthans ved Firkanten.
Pladsen åbnede klokken 18.30, og MG&BK solgte øl, sodavand, pølser med brød samt kaffe og kage. Klokken 19 spillede Hans-Henrik Skieller og Mie Thidemann Skieller op til en musikalsk stund, inden borgmester Anders Møllegård tog ordet. Det var hans første sankthanstale som borgmester, og han lagde vægt på, at det ikke er flammerne, men menneskene omkring bålet, der er det vigtige. »Selvom bålet er centrum i aften, så er det ikke flammerne, der er det vigtigste. Det vigtigste er alle de mennesker, der står rundt om bålet. Det er fællesskabet, der betyder noget,« sagde Anders Møllegård og opfordrede til at værne om de fællesskaber, der binder et lokalsamfund sammen. »Det lys, der bliver tændt mellem mennesker, når vi mødes, hjælper hinanden og er noget for hinanden, det er det stærkeste lys af alle,« sagde han.
Derefter tog museumsleder på Middelfart Museum Maiken Nørup over og holdt aftenens båltale. Hun førte tilhørerne tilbage til en tid, hvor sankthansaften var omgærdet af magi og overtro, hvor man plukkede urter og opsøgte helligkilder, fordi deres kraft var stærkere netop denne nat. »Sankt Hans er fejringen af midsommer. Det er den tid på året, hvor lyset er stærkest, dagene er længst, og nætterne er kortest. Det var en aften, man tidligere mente var fyldt med en særlig magisk kraft, hvor både det gode og det onde var på spil,« forklarede Maiken Nørup.
Hun fortalte, at man siden middelalderen har tændt bål sankthansaften for at skræmme de onde kræfter væk, og at man i Gamborg i begyndelsen af 1800-tallet stadig strøede sand og rønnebær på ryggen af heste og køer, så hekse ikke skulle tage dem og ride på dem til Bloksbjerg. Omkring år 1900 fik festen den form, vi kender i dag, hvor overtroen forsvandt, og bålet blev til en smuk sommertradition ved vandet.
Derfra vendte hun blikket mod selve stedet. Før området i 1999 fik navnet Teglgårdsparken, husede det Sindssygeanstalten ved Middelfart, der åbnede i sommeren 1888. De høje, gule bygninger hørte til anstalten, og selv badebroen, hvor forsamlingen stod, er en del af den historie. »Selv den badebro, vi står ved her i aften, er en del af anstaltens historie. Siden åbningen i 1888 har der ligget en badebro her med badehuse, hvor både patienter og ansatte kunne tage en dukkert i Lillebælt,« fortalte Maiken Nørup.
Hun trak en tråd fra stedet til selve sankthanssangene. Både Holger Drachmann, der skrev midsommervisen, og maleren P.S. Krøyer, hvis »Sankt Hansblus« fra 1906 har formet billedet af en rigtig sankthansfest, var i 1903 indlagt på anstalten i Middelfart. For Drachmann blev det første og eneste gang, mens Krøyer var indlagt flere gange. »Krøyer og Drachmanns historier minder os om, at selv mennesker, der på overfladen ser ud til at have styr på det hele, med berømmelse, status og succes kan kæmpe med livet og have det svært,« sagde Maiken Nørup.
Netop den historie er udgangspunktet for MIND Museum, der åbnede i slutningen af maj i en tidligere patientbygning i Teglgårdsparken. Museet bruger de autentiske rammer på den tidligere anstalt som afsæt for at tale om psykisk lidelse og mental trivsel i dag, og det var også den tanke, Maiken Nørup sluttede sin tale på. »Noget af det, der kan virke helende, er, at psykisk sygdom og psykiske udfordringer ikke bliver mødt med tavshed, men med åbenhed og forståelse,« sagde hun.
Herefter tændte TrekantBrand bålet, og flammerne tog fat ud mod Fænøsund, mens forsamlingen sang sommeren ind.
