Det gode danske sommervejr lokker i disse dage tusindvis af badegæster ud på landets strande, men i vandet lurer en ubehagelig overraskelse. TrygFondens kystlivreddere melder om væsentligt flere badegæster end normalt, der har brug for hjælp, efter de er blevet ramt af en brandmand.
»Vores livreddere på strandene har behandlet væsentligt flere badegæster end normalt, der er blevet ramt af en brandmand. Det kan gøre rigtig ondt og være meget generende. Men heldigvis er det ufarligt for langt de fleste, så medmindre man er meget allergisk eller har respiratoriske udfordringer i forvejen, skal man ikke frygte at blive ramt,« siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
I den seneste uge har TrygFonden gennemført 615 førstehjælpsaktioner, som blandt andet omfatter behandling efter møde med brandmænd. Særligt på de østvendte kyster, heriblandt Grenaa Sydstrand, Kerteminde Nordstrand, Ishøj Strand og Marielyst Strand, har antallet af behandlinger været stort.
Også lokalt har livredderne haft hænderne fulde. På Østerstrand i Fredericia blev der i den forgangne uge gennemført 29 førstehjælpsaktioner, mens tallet på Hvidbjerg Strand lød på syv.
Mange kender det gamle husråd om, at man skal tisse på det sted, hvor man er blevet brændt, for at mindske smerten. Men det råd holder ikke, lyder det fra kystlivredningschefen.
»Vi har ikke set nogen videnskabelig dokumentation for, at det virker. Det kan måske have en kortvarig gavnlig effekt, fordi tis er varmt, og varm væske hjælper mod smerten, men ellers virker det ikke som en særlig rar løsning. Er du på en strand med livreddere, så kom i stedet hen til dem. De kan behandle lokalt på stranden. Voksne kan også forsigtigt prøve at tage tentakeltrådene af, og de kan godt bruge fingrene, men det skal gøres nænsomt, så giftblærerne på tentaklerne ikke går i stykker,« siger Anders Myrhøj.
TrygFonden anbefaler i stedet, at man søger op af vandet og skyller det ramte område med rigeligt havvand. Varme kan inaktivere giften og mindske smerten, og lokalbedøvende creme fra håndkøb samt antihistaminer kan også lindre. Oplever man vejrtrækningsbesvær, svimmelhed, kramper eller andre alvorlige reaktioner, skal man søge hjælp.
Livredderne er denne sommer til stede på i alt 34 strande og havnebade landet over. I ugen fra den 6. til den 12. juli gennemførte de i alt 10.240 indsatser, hvoraf det i to tilfælde blev vurderet, at én eller flere personer var i livsfare.





