KRIMI. En 18-årig mand fra Middelfart Kommune endte søndag aften i en noget mere alvorlig situation, end han formentlig havde regnet med, da politiet standsede ham på Søndergade i Middelfart.
Den unge mand blev klokken 21.14 sigtet for at køre bil under indflydelse af euforiserende stoffer. Men da betjentene fortalte ham, at han skulle anholdes og køres til blodprøveudtagning, valgte han at tage benene på nakken og stikke af fra stedet.
Flugten blev dog kort. Politiet løb ham hurtigt op, og udover sigtelsen for narkokørsel blev han nu også sigtet for at flygte som anholdt.




