Jane & Shane fejrer 25 år med musikken – koncert på KulturØen i Middelfart

0
Jane & Shane fejrer 25 år med musikken – koncert på KulturØen i Middelfart

Den engelske violinist Jane Clark og irske guitarist Shane Donnelly har i 25 år været et musikalsk makkerpar, der har begejstret publikum med deres unikke samspil og karakteristiske folkemusik. Onsdag den 12. marts gæster de KulturØen i Middelfart som en del af deres jubilæumsturné.

Duoens historie begyndte i år 2000, hvor de tilfældigt mødtes til en jam-session på en irsk pub i Danmark. Her opstod magien, da violin og guitar smeltede sammen i et musikalsk samspil, der føltes som om, de havde spillet sammen i årevis.

– Vi elsker at spille med hinanden, men når vi står på scenen, sker der noget særligt. Publikums begejstring og deres glade smil skaber så meget god energi. Så er vi det helt rigtige sted – sammen om musikken, siger Jane & Shane.

En rejse gennem folkemusikken

Jane & Shane har deres rødder i den irske og britiske folkemusik, men deres koncerter bærer også præg af elementer fra klassisk musik, jazz og swing. De mestrer både lyriske ballader og livlige, keltisk-inspirerede melodier – altid leveret med et smil og en særlig varme, der har gjort dem populære blandt det danske publikum.

De vandt for alvor danskernes hjerter, da de i en årrække akkompagnerede Niels Hausgaard på hans landsdækkende turnéer og medvirkede i TV-udsendelser. Siden har de spillet over hele landet – fra små forsamlingshuse til store koncertsale og festivaler.

Jubilæumskoncert i Middelfart

For at fejre 25-årsjubilæet har Jane & Shane sammensat en særlig koncertoplevelse med deres mest elskede melodier samt nye sange, skrevet specielt til lejligheden. Koncerten på KulturØen i Middelfart bliver en del af denne turné, hvor duoen deler ud af deres erfaring, musikalitet og ikke mindst deres store spilleglæde.

Billetter til koncerten den 12. marts kan købes via www.guf-strib.dk, hvor der også kan læses mere om øvrige koncerter arrangeret af GUF.

Fredericia øger befolkningen med 131 personer

0
Fredericia øger befolkningen med 131 personer

Befolkningstilvæksten i Fredericia i 2024 har resulteret i 131 flere indbyggere, hvilket bringer kommunen op på 52.616 indbyggere. Med en stigning på 0,25 procent er der tale om en positiv udvikling, der giver et solidt fundament for videre vækst.

Formand for Bosætnings- og Turismeudvalget, Susanne Eilersen (O), ser resultatet som et skridt i den rigtige retning, selvom hun havde håbet på en større stigning.

– Jeg havde gerne set, at befolkningen var steget med i hvert fald 200 indbyggere, men jeg synes stadig, det er positivt, at vi ser fremgang i befolkningstilvæksten, og at vi ligger, kan man sige, midt i feltet blandt kommunerne, siger Eilersen og understreger, at det er et positivt udgangspunkt for den videre udvikling.

Eilersen pointerer, at kommunen har været opmærksom på udfordringerne og arbejder målrettet med at forbedre bosætningen.

– Vi har en strategiplan på plads, og i 2025 vil vi intensivere indsatsen for at styrke bosætning. En af de konkrete tiltag er ansættelsen af en bosætningskonsulent i Business Fredericia, forklarer hun og fortæller, at der er planlagt en opstart den 4. marts, hvor en række interessenter samles for at drøfte og udvikle bosætningsstrategien videre.

Eilersen fremhæver også, at Fredericia er i en god position, da kommunen ikke står overfor en negativ bosætning. Det er et vigtigt skridt i en tid, hvor mange steder i Danmark oplever en nedgang i indbyggertallet.

– Vi har et godt fundament at bygge videre på, og vi ser frem til at fortsætte det arbejde, der skal sikre Fredericias vækst, siger hun.

På trods af den positive udvikling er der dog et aspekt, der kræver opmærksomhed: Den stigende andel af ældre i kommunen.

– Når andelen af personer over 80 år stiger, øges risikoen for flere dødsfald, og det er et parameter, vi skal have med i betragtning, når vi ser på bosætningsudviklingen, siger Eilersen og understreger, at det er et vigtigt element at holde øje med i fremtiden.

Selvom kommunen har en plan for at tiltrække flere borgere, og der er flere initiativer i gang, understreger Eilersen, at Fredericia er på rette vej, og at det langsigtede mål om vækst er inden for rækkevidde.

– Vi har et positivt udgangspunkt, og det giver os en god mavefornemmelse, at vi allerede nu ser fremgang i befolkningstilvæksten, slutter hun.

Middelfart er attraktiv at flytte til

0
Middelfart er attraktiv at flytte til

I 2024 har Middelfart Kommune oplevet en befolkningstilvækst på 160 indbyggere, svarende til en stigning på 0,40 %. Dette placerer kommunen som nummer 39 i landet i forhold til procentvis befolkningstilvækst, og viser, at Middelfart fortsat er en attraktiv kommune for både nye borgere og tilflyttere.

Pr. 1. januar 2025 er der i alt 40.318 indbyggere i kommunen, hvilket markerer en stabil og positiv udvikling. Denne vækst er et resultat af Middelfarts fortsatte tiltrækningskraft og en stabil bosætning, der placerer kommunen solidt i vækstgruppen blandt danske kommuner.

Sammenlignet med nabokommunerne Assens og Nordfyn, der begge har set faldende befolkningstilvækst i de seneste år, er Middelfarts fremgang bemærkelsesværdig. Mens Assens har set en nedgang i befolkningstallet, og Nordfyns kommune også kæmper med udfordringer omkring befolkningstilvæksten, står Middelfart stærkt med sin positive vækst.

Det er dog vigtigt at bemærke, at denne fremgang i befolkningstallet kun dækker én del af billedet. Fremtiden vil vise, hvordan væksten i Middelfart vil påvirkes af demografiske faktorer som aldersfordeling og boligbyggeri. Samtidig er det klart, at kommunen fortsat står overfor udfordringer og muligheder i forhold til at tiltrække nye borgere og sikre en bæredygtig vækst på længere sigt.

Det ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Johannes Lundsfryd (A) på nuværende tidspunkt.

Lagersalg i Kolding: Lakor rydder op i kaptajnens klædeskab

0
Lagersalg i Kolding: Lakor rydder op i kaptajnens klædeskab

Virksomheden LAKOR afholder et stort lagersalg i Kolding den 15. og 16. februar. Lagersalget finder sted på adressen Essen 15, og kunderne vil kunne finde alt fra størrelser, vareprøver og gamle skatte til stærke priser. Ifølge Rasmus Matthiessen, der oplyser om arrangementet, er dette en oplagt mulighed for at købe varer til nedsatte priser.

Kunderne kan glæde sig til attraktive rabatter under lagersalget. På lørdag den 15. februar vil der være 30% rabat, mens rabatten stiger til 50% på søndag den 16. februar. Matthiessen fremhæver, at salget blandt andet omfatter varer, der ikke har fået plads på hylderne, samt vareprøver, der nu er tilgængelige for de besøgende.

Der er ikke kun gode tilbud at finde – lagersalget byder også på en stemningsfuld oplevelse for kunderne. Der vil være musik i luften, og gratis varm kaffe samt lakridspiber til alle besøgende.

Lagersalget finder sted begge dage fra kl. 09.00 til 15.00, og ifølge Rasmus Matthiessen vil varer, der har været længe på lager, blive solgt til endnu skarpere priser ved fremtidige markeder og salgsarrangementer.

Vejle-træner chokeret over fyring

0
Vejle-træner chokeret over fyring

Mihai Tejas tid som cheftræner i Vejle Boldklub blev kortvarig. Søndag – blot en uge før forårspremieren i Superligaen – blev han fyret, selvom han oprindeligt var ansat for resten af sæsonen.

Ifølge Campo.dk kom beslutningen bag på rumæneren, der ikke mener, at fyringen skyldes de sportslige resultater.

– Det var et chok for mig. Jeg gjorde alt og mit bedste for holdet. Jeg kender ikke grunden, men jeg tror ikke, klubben har taget beslutningen af sportslige grunde, for Vejle spiller efter min mening god fodbold, siger Teja til Campo.dk.

Han overtog et Vejle-mandskab i september, som stod uden point efter ni kampe. Under hans ledelse lykkedes det at hente fire point før vinterpausen, og han ser selv perioden som tilfredsstillende, da nederlagene primært kom mod ligaens tophold.

Teja og Vejle-holdet har i januar og februar forberedt sig på en afgørende forårssæson med fem træningskampe, men han får ikke selv mulighed for at stå i spidsen for holdet, når Superligaen genoptages.

– Jeg havde et godt forhold til Henrik (Tønder, administrerende direktør i Vejle, red.) og alle andre. De sagde, at det var klubbens beslutning, og jeg spurgte ikke hvorfor, siger Teja til Campo.dk.

Vejle har ikke kommenteret beslutningen, men står nu over for et forår, hvor de skal kæmpe for overlevelse i Superligaen – uden Mihai Teja ved roret.

Kobbelgården: Ingen endelig beslutning om tilsynets status

0
Kobbelgården: Ingen endelig beslutning om tilsynets status

Koncernchef for Social og Handicap i Fredericia Kommune, Henreitte Graversen udtrykker bekymring over den usikkerhed, som den seneste opdatering fra Socialtilsyn Syd har skabt i forbindelse med Kobbelgården 3.

Mandag oplyste Socialtilsyn Syd, at når et bosted har status som “godkendt”, at der ikke længere er noget skærpet tilsyn. Den formulering undrer Henriette Graversen, der understreger, at Fredericia Kommune ikke har fået nogen tilbagemelding fra socialtilsynet og derfor ikke forstår udtalelsen.

Graversen ved endnu ikke, om Kobbelgården går “fri” i denne omgang, bliver tilkendt et nyt skærpet tilsyn eller en helt tredje afgørelse. Hun kritiserer, at den måde, Socialtilsyn Syd har håndteret kommunikationen på, har skabt mere forvirring end afklaring.

. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor de har svaret jer (Fredericia AVISEN, red.) sådan. Det skaber en masse usikkerhed, når der ikke kommer et klart svar på, hvad der egentlig er situationen. Det er noget, der har været med til at forvirre både os og de involverede parter, siger hun.

Tidligere har kommunen oplevet, at når et skærpet tilsyn er udløbet ifølge Tilbudsportalen, har status automatisk ændret sig til “godkendt”, og efterfølgende er der kommet en mere præcis tilbagemelding fra Socialtilsyn Syd. Henriette Graversen forudser, at det vil være tilfældet igen denne gang.

– Det har været proceduren tidligere, at når tilsynet udløber, ændres status til ‘godkendt’, og derefter får vi en tilbagemelding fra Socialtilsyn Syd. Jeg forventer, at vi får svar om nogle uger, som vi har fået det før. Der er ingen grund til at tro, at det vil være anderledes denne gang, forklarer Henriette Graversen.

Den seneste tilsynsrapport fra Socialtilsyn Syd, som blev offentliggjort den 27. januar, indikerede både forbedringer og fortsatte kritiske forhold på Kobbelgården. Den ændrede status til “godkendt” i rapporten fra den 7. februar har skabt yderligere usikkerhed, da det ikke er klart, hvad dette betyder i forhold til eventuelle fremtidige sanktioner eller krav.

Henriette Graversen understreger, at Fredericia Kommune fortsat arbejder tæt sammen med Socialtilsyn Syd for at få afklaret, hvad de kommende skridt vil være, og at kommunen vil handle på baggrund af den endelige tilbagemelding.

Bilist kørte op bag stillestående bil – mistænkt for narkopåvirkning

0
Bilist kørte op bag stillestående bil – mistænkt for narkopåvirkning

Mandag morgen klokken 09.15 var Sydøstjyllands Politi til stede ved et færdselsuheld på Vonsildvej i Kolding.

En 64-årig mand fra Aabenraa holdt stille på vejen i forbindelse med vejarbejde, da en anden bilist, en 31-årig mand fra Christiansfeld, kom kørende i nordgående retning og kørte direkte op bag i den holdende bil.

Ifølge politikommissær Hans Hoffensetz fra Patruljecenter Syd blev begge parter kørt på skadestuen.

– Heldigvis ser det ud til, at der ikke er tale om alvorlige personskader, men vi ved, at den 64-årige har haft nakkesmerter, og den 31-årige har haft smerter i brystet. De blev begge kørt til kontrol på Kolding Sygehus, oplyser han.

Mistanke om narkotika

Politiet mistænker den 31-årige bilist for at have været påvirket af narkotika under kørslen.

– Vi mistænker ham, der kom kørende fra Christiansfeld, for at være påvirket af narkotika. I forbindelse med færdselsuheldet finder vi en lille mængde hash på ham, svarende til en joint, siger Hans Hoffensetz.

Politiet har derfor udtaget en blodprøve for at fastslå, om føreren var påvirket under kørslen.

Ukendt tilstand

De præcise omstændigheder omkring ulykken undersøges fortsat, og der er endnu ikke yderligere oplysninger om de to involveredes tilstand.

To mænd sigtet for narkokørsel i en rolig vinterferienat

0
To mænd sigtet for narkokørsel i en rolig vinterferienat

Natten til tirsdag havde Sydøstjyllands Politi en relativt stille døgnrapport, hvilket ifølge politikommissær Hans Hoffensetz kan skyldes vinterferien.

– Vi kan godt mærke, at det er vinterferie. Det er ikke meget, vi rører på døgnrapporten, siger han.

Alligevel måtte politiet gribe ind i to tilfælde af narkokørsel i Fredericia.

Klokken 02.39 natten til tirsdag standsede en patrulje en Mazda-personbil til rutinekontrol på Vestre Ringvej. Føreren, en 19-årig mand fra Vejle, viste tegn på at være påvirket, og en narkometertest bekræftede mistanken. Han blev derfor sigtet for narkokørsel.

I bilen befandt sig også en 18-årig mand, der sad på passagersædet. Han blev fundet i besiddelse af knap et gram hash, som han blev sigtet for at have på sig.

Omkring en time senere, klokken 03.43, blev endnu en bil standset – denne gang på Vejlevej. Føreren, en 28-årig mand fra Fredericia, blev sigtet for narkokørsel, da betjentene mistænkte, at han var påvirket af hash.

– Så stanser vi en bil på Vejlevej kl. 03.43, og der har vi også en mistanke om, at føreren, en mand fra Fredericia, er påvirket af hash, fortæller Hans Hoffensetz.

Begge sager vil nu blive undersøgt nærmere.

Brugerafstemning: Sådan ville mandatfordelingen se ud i Fredericia Byråd

0
Brugerafstemning: Sådan ville mandatfordelingen se ud i Fredericia Byråd

En læserafstemning på Fredericia AVISEN har givet et øjebliksbillede af, hvordan mandatfordelingen i Fredericia Byråd ville se ud, hvis der var valg i dag. Afstemningen, der nu er afsluttet, viser en fordeling af mandater blandt partierne baseret på de afgivne stemmer.

Ifølge afstemningsresultatet ville byrådet sammensættes således:

  • Socialdemokratiet (A): 4 mandater
  • SF (F): 1 mandat
  • Enhedslisten (Ø): 1 mandat
  • Danmarksdemokraterne (Æ): 1 mandat
  • Konservative (C): 4 mandater
  • Venstre (V): 6 mandater
  • Liberal Alliance (I): 2 mandater
  • Dansk Folkeparti (O): 2 mandater

Mandatfordelingen er beregnet ud fra de offentliggjorte valgforbund, hvor Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har indgået en aftale om fælles opgørelse af stemmer. Dette valgforbund står samlet med 14 mandater i læserafstemningen.

Resultatet indikerer, at byrådet står til at få nye partier i form af Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, der begge ikke er repræsenteret i den nuværende byrådssammensætning. Samtidig står alle de eksisterende partier i byrådet til at bevare deres repræsentation.

Karsten Byrgesen, der har været medlem af Fredericia Byråd siden 2017, er i dag løsgænger og har ikke indgået i afstemningen, da han endnu ikke har offentliggjort, hvilket parti han eventuelt vil stille op for ved næste valg.

Cecilie Roed Schultz ser frem til et 2025 med store udfordringer og muligheder

0
Billede af Cecilie R. Schultz under interview 25.02.03
Cecilie R. Schultz under interview 25.02.03

Efter et kort tilbageblik på 2024 ser Cecilie Roed Schultz, gruppeformand for Enhedslisten i Fredericia i dette Tv-interview på 2025 som et år med store politiske udfordringer og muligheder. Hun fremhæver særligt to områder: situationen omkring bostedet Kobbelgården og kampen for, at Fredericia får den nødvendige infrastruktur til brintproduktion. Derudover kritiserer hun, at kommunen ofte bliver overset i nationale beslutninger, og hun ønsker en mere offensiv tilgang for at sikre Fredericias udvikling. På skoleområdet advarer hun mod KL’s plan om at inkludere flere børn i almenområdet af økonomiske hensyn og vil kæmpe for flere mellemformer som Fønix-klasserne. Endelig ser hun kommunalvalget i november som en mulighed for at skærpe Enhedslistens profil og skabe en bredere debat om byens politiske retning. Se hele Tv-interviewet nedenfor.

Et kort tilbageblik på 2024
2024 var et begivenhedsrigt år for Enhedslisten i Fredericia. Et år, hvor flere års politisk arbejde kulminerede i konkrete resultater. Blandt de største milepæle var etableringen af Bastionen, et projekt, partiet har arbejdet for siden 2016. ”Det var en enormt stor forløsning at få lov til at åbne Bastionen. Det er noget af det, jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi har fået igennem,” siger Cecilie Roed Schultz, gruppeformand for Enhedslisten i Fredericia Byråd.

Forventninger til 2025
Men med indgangen til 2025 melder nye politiske udfordringer og målsætninger sig. ”Lige nu optager situationen omkring Kobbelgården mig mest. Vi står over for alvorlige kritikpunkter fra myndighederne, og det påvirker både beboere, ansatte og pårørende. Det er svært at rekruttere medarbejdere, og jeg kan godt forstå, hvis gode folk overvejer at søge væk. Det gør det svært at sikre et bosted med en høj kvalitet,” siger hun.

En anden central problemstilling for Enhedslisten er brintrørledningen, der ikke er blevet ført til Fredericia. ”Det er meget problematisk, at man ikke har formået at få politikerne på Christiansborg til at tage det alvorligt. Det er kritisk infrastruktur for Fredericia, og det føles, som om vi har været et skridt bagud, hvor vi burde have været tre skridt foran,” siger Roed Schultz og sender en kritik mod borgmesteren: ”Jeg havde forventet, at regeringspartierne ville gå foran her. Det er en skuffelse, at det ikke er sket, når vi har en borgmester fra Socialdemokratiet.”

Enhedslisten vil i 2025 arbejde for, at Fredericia bliver en kommune, der får mere opmærksomhed fra staten. ”Vi er tit blevet set som en underdog, men Fredericia har et enormt potentiale. Vi har en god beliggenhed, gode faciliteter og er attraktive for mange. Vi bliver dog ofte overset i de store politiske forhandlinger. Det skal vi ændre på,” siger Roed Schultz.

Et andet område, der bekymrer Enhedslisten, er udviklingen inden for specialundervisning. Kommunernes Landsforening (KL) har meldt ud, at almenområdet skal inkludere flere børn, der ellers ville være på specialskoler. ”Det er utopi at tro, at vi kan putte alle børn ind i almene klasser og forvente, at de trives og udvikler sig bedst muligt. Det er direkte problematisk, at KL begrunder det med økonomi. Vi skal have flere mellemformer som Fønix-klasserne, hvor både elever med diagnoser og almene elever profiterer,” siger Roed Schultz.

En politisk valgkamp i horisonten
2025 byder også på et kommunalvalg i november, og Enhedslisten vil bruge året på at tydeliggøre, hvad partiet står for. ”Vi kommer til at forklare, hvad man får, når man stemmer på Enhedslisten. Vi har i mange år støttet Socialdemokratiet loyalt, men vi har ikke oplevet det samme den anden vej. Derfor er vi nødt til at tage nogle valg om, hvem vi kan samarbejde med, og hvem vi kan pege på som borgmester. Vi vil gerne have en dialog med byen om, hvad det er for et Fredericia, vi vil have,” siger Roed Schultz.

Hun understreger dog, at hun håber på arbejdsro i det kommende halvår. ”Jeg håber, at 2025 bliver et mere roligt år rent politisk i Fredericia, inden valgkampen for alvor går i gang. Vi har et arbejde, der skal gøres, før det hele bliver valgkamp,” slutter hun.

Se også Cecilie Roed Schultz’s Tv-interview om året 2024: https://ddig.dk/2025/02/budgetforliget-uden-socialdemokratiet-enhedslistens-store-gennembrud/

For offentlige midler: Branding og »foretrukken mediepartner«

For offentlige midler: Branding og »foretrukken mediepartner«

En offentligt finansieret organisation i Middelfart har betalt over en halv million kroner i 2025 til Jysk-Fynske Medier. Pengene går overvejende til løn til...