16.2 C
Copenhagen
søndag 5. juli 2026

Crosser ramte lygtepæl i Fredericia: Yngre mand i kritisk tilstand

0
Crosser ramte lygtepæl i Fredericia: Yngre mand i kritisk tilstand

KRIMI. En yngre mand fra Fredericia er i kritisk tilstand, efter at han natten til søndag kørte ind i en lygtepæl nær Fælledvej.

Det oplyser vagtchef Mathias Møller fra Sydøstjyllands Politi.

Uheldet skete omkring klokken 02.22, da manden på en crosser ramte en lygtepæl på en sti og styrtede. »Føreren af en crosser kører ind i en lygtepæl og styrter, hvorved der sker personskade. Han er i kritisk tilstand,« fortæller vagtchefen.

Ingen andre var involveret i uheldet. Manden blev fløjet til Odense Universitetshospital, og de pårørende er underrettet.

Hvordan uheldet kunne ske, står endnu ikke klart. Derfor blev en bilinspektør i løbet af natten kaldt til Fælledvej. »Der har været bilinspektør på stedet, som hjælper med at klarlægge omstændighederne,« siger Mathias Møller.

Bilinspektørens arbejde munder ud i en erklæring, der skal være med til at belyse omstændighederne. Yderligere oplysninger havde politiet ikke søndag morgen.