KRIMI. Naturen er knastør, og de danske beredskaber har usædvanligt travlt med at rykke ud til naturbrande over hele landet. Derfor opfordrer Danske Beredskaber nu danskerne til ekstra forsigtighed med åben ild i naturen.
178 gange alene i marts måned har brandfolkene måttet rykke ud til brande i naturen, og dét er langt over normalen på denne årstid. I gennemsnit de sidste fem år har antallet af naturbrande i marts ligget på 124, og tallet for marts 2025 er næsten en firedobling i forhold til sidste år.
– Vegetationen er ikke for alvor i fuldt flor endnu, og derfor er græs, buske og træer ikke begyndt at suge vand op fra jorden. Selvom vi mange steder har fået lidt regn på overfladen for nylig, er det slet ikke nok til at reducere brandfaren efter en lang periode uden regn. Vegetationen er stadig tør indeni. Når vi samtidig har haft pæne temperaturer, sol og vind, kan naturen let gå i brand, forklarer Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber.
Særligt de seneste par uger har været hektiske, fortæller han, og understreger derfor vigtigheden af at vise stor forsigtighed med brugen af ild.
– Hvis man har planer om snobrød over bål i skoven eller at varme sin kaffe over gasblus i plantagen, så gør det kun på de dertil indrettede steder. Sørg for, at alle gløder er slukket helt, inden man forlader området. Er man typen, der ryger i naturen, så undgå at tabe gløder og tag cigaretskoddet med hjem, lyder opfordringen fra Bjarne Nigaard.
Stor risiko – tjek selv brandfaren
For at få et bedre overblik over brandfaren i netop dit område har Danske Beredskaber i samarbejde med Beredskabsstyrelsen og KL oprettet hjemmesiden Brandfare.dk. Her kan man følge med i risikoen lokalt, og få konkrete råd om, hvordan man undgår naturbrande.
På hjemmesiden findes også et kommunekort, hvor man tydeligt kan se, om der er indført afbrændingsforbud lokalt.
Sådan undgår du at starte en naturbrand – råd fra Danske Beredskaber:
• Brug kun dertil indrettede bål- og grillpladser i naturen.
• Hold altid afstand til tør vegetation.
• Sørg for, at bål og grill er helt slukket, inden du går.
• Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild.
• Lad ikke cigaretskod, flasker eller glas ligge i solen i tør vegetation.
• Parker aldrig bilen i høj, tør bevoksning.
• Brug maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – selv små gnister kan starte en brand.
SPORT. I dag klokken 13.00 lyder startfløjtet for FC Fredericias første kamp i det intense oprykningsslutspil, hvor holdet gæster lokalrivalerne fra Kolding IF.
FC Fredericia går ind i slutspillet med store ambitioner om at sikre sig en plads i landets bedste fodboldrække. Klubben har netop offentliggjort resten af slutspillets kampprogram, hvor flere store og afgørende opgør venter på hjemmebanen, Monjasa Park.
Efter dagens kamp mod Kolding IF venter fem intense hjemmekampe, hvor FC Fredericia skal forsøge at hente de afgørende point foran egne fans.
Kampprogrammet for hjemmekampene er som følger:
Lørdag d. 5. april kl. 13.00: FC Fredericia – OB
Torsdag d. 10. april kl. 18.30: FC Fredericia – AC Horsens
Søndag d. 27. april kl. 15.00: FC Fredericia – Esbjerg fB
Fredag d. 9. maj kl. 18.30: FC Fredericia – Hvidovre IF
Fredag d. 23. maj kl. 19.00: FC Fredericia – Kolding IF
Endnu en vigtig kamp på udebane mod AC Horsens i runde 31 mangler dog at få fastsat en endelig dato og tidspunkt.
Du kan følge kampen i AVISENs live fra 12.55. Kampen præsenteres af ADP A/S.
SAMFUND. Fredericia Idrætscenter dannede fredag ramme om Fredericia Lærerkreds’ generalforsamling. Med en høj tilslutning – hele 152 lærere, svarende til 25 procent af medlemmerne – fik lærerne sat fokus på egne arbejdsvilkår, undervisningens kvalitet og udfordringerne i kommunens folkeskoler.
Per Brecklings beretning tog først og fremmest fat i sidste års overenskomstforhandlinger (OK24), som gav lærerne en økonomisk ramme på 8,8 procent.
Per Breckling holder beretning.
»Selvom vi ikke fik alt det tabte tilbage, har vi sikret en reallønsfremgang i den kommende periode. Og det var nødvendigt,« sagde han og fremhævede især de forbedringer, der træder i kraft fra april 2025.
Her kunne han blandt andet fortælle, at lærerne får nye løntillæg, bedre muligheder for efter- og videreuddannelse og muligheden for at opspare op til tre ugers ekstra ferie – uden ekstra aftale med arbejdsgiveren.
»Særligt kompetenceudviklingen markerer en helt ny retning,« understregede Per Breckling og fortalte, at kredsen allerede var i tæt samarbejde med kommunen om at gøre ordningen klar.
»Alt for høje følelsesmæssige krav«
Arbejdsmiljøet var også et af de helt store temaer. Her fortalte Per Breckling, at kredsen har gjort meget for at styrke arbejdsmiljøet det seneste år – blandt andet ved at samle arbejdsmiljørepræsentanterne i netværk.
»Men lærerne oplever stadig alt for høje og urimelige følelsesmæssige krav. Det pres går ud over lærernes trivsel og opgaveløsning,« sagde han og lovede, at kredsen vil fortsætte med at prioritere arbejdsmiljøindsatsen.
Per Breckling fremlagde også resultaterne fra en ny undersøgelse om inklusion blandt Fredericias lærere. Undersøgelsen viste, at hele 83 procent oplever, at elever med behov for særlig støtte ikke får den nødvendige hjælp.
»Det er et uhyggeligt højt tal, og konsekvenserne er alvorlige: Støj, uro og mindre tid til hver enkelt elev. Det påvirker både elevernes og lærernes trivsel negativt,« fortalte han bekymret.
Lærerne pegede i undersøgelsen på, at flere timer med to lærere kunne løse nogle af problemerne. Tallene vil blive præsenteret direkte for Fredericias politikere, lovede Breckling.
»Vi vil holde dem op på dette, især nu hvor der snart er kommunalvalg,« understregede han.
Kritik af kommunen: »Vi vil selv vælge vores undervisningsmaterialer«
Et af aftenens emner var lærernes frustration over kommunens centraliserede indkøb af digitale læremidler – især kommunens aftale med læringsportalen Alinea.
»Kommunen har uden reel inddragelse valgt portaler, der begrænser lærernes faglige frihed. Den frihed vil vi have tilbage,« sagde Per Breckling skarpt og fortsatte:
»Det handler om lærernes mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt, og elevernes ret til varieret undervisning.«
Stop udlicitering til ungdomsskolen
Generalforsamlingen kritiserede også Fredericia Kommunes stigende brug af ungdomsskolen til at løse folkeskolens opgaver.
»At udskrive elever fra folkeskolen for at finansiere ungdomsskoletilbud er decideret kontraproduktivt. Eleverne mister tilknytningen til skolen og deres kammerater,« advarede Per Breckling fra talerstolen.
Resolutionen krævede, at kommunen fremover løser opgaverne indenfor folkeskolens rammer, så eleverne kan fastholde deres relationer.
Klasseloft godt – men det skal gå hurtigere
Kommunens budgetforlig for 2025-2026 fik både ros og kritik. Især var lærerne tilfredse med beslutningen om et klasseloft på 24 elever fra børnehaveklassen og opefter.
»Men at vente ti år på fuld implementering er ikke ambitiøst nok. Det bør indføres langt hurtigere, også i de ældre klasser, hvor problemerne med trivsel er store,« sagde Per Breckling og fik stor opbakning fra salen.
Han kritiserede også kommunen for ikke at investere yderligere i faglokaler til øget praksisfaglighed, som kræves i det nye kvalitetsprogram for folkeskolen:
»Man har lavet en budgetmæssig finte ved at lade allerede planlagte skolebyggerier finansiere nye faglokaler. Men hvordan skal vi reelt leve op til kravene uden ekstra investeringer?« spurgte han retorisk.
Fremtiden for 10. klasse vækker bekymring
Regeringens beslutning om at nedlægge den kommunale 10. klasse til fordel for den nye ungdomsuddannelse EPX mødte stor bekymring.
»Det er som at se en katastrofe i slowmotion. Mange unge er slet ikke klar til at starte på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Og det rammer socialt skævt,« sagde Per Breckling, der tidligere selv har undervist i 10. klasse.
Fællesskabet skal styrkes yderligere
Per Breckling afsluttede sin beretning med at opfordre lærerne til at styrke fællesskabet yderligere – blandt andet ved at få flere medlemmer med i kredsen:
»Et stærkt fællesskab handler om, at vi hjælper hinanden. Vores opgave som fagforening er både at sikre gode vilkår og at være der, når medlemmerne har brug for det.«
Afslutningsvis takkede han lærerne varmt:
»Vores fagforening står stærkt, netop fordi I engagerer jer så aktivt. Det mærker vi hver eneste dag, og det er værd at holde fast i.«
Generalforsamlingen sluttede med intense gruppedrøftelser, hvor lærerne gennem deres vedtagne resolutioner markerede en tydelig retning for Fredericias folkeskoler fremover.
UDDANNELSE. Virksomhederne har talt, og EUC Lillebælt i Fredericia kan bryste sig af en flot placering blandt landets erhvervsskoler. En ny stor analyse fra SMVdanmark, som bygger på svar fra over 9.000 virksomheder, placerer EUC Lillebælt på en solid plads med en score på 8,16 ud af 10 mulige.
I toppen af listen ligger Køge Handelsskole med 8,78, mens skolerne i bunden ligger på omkring 7,15.
Samarbejdet med virksomhederne er afgørende
SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, understreger, hvor afgørende samarbejdet mellem skoler og virksomheder er for kvaliteten af uddannelserne:
– Det særlige ved erhvervsuddannelserne er, at langt størstedelen af uddannelsen foregår ude hos virksomhederne. Det kræver, at samarbejdet mellem skole og virksomhed bliver prioriteret, hvis kvaliteten af uddannelsen skal være i top, siger Kasper Munk Rasmussen, uddannelseschef i SMVdanmark.
Han påpeger også, at især de mindre virksomheder oplever udfordringer med samarbejdet, da de typisk er mere afhængige af god service fra skolerne.
– Det er ærgerligt, at de små virksomheder oplever størst problemer med samarbejdet, for det er dem, der tager flest lærlinge, og det er dem, som bliver ramt hårdest, når samarbejdet går skævt, siger han.
EUC Lillebælt viser vejen lokalt
Med sin placering midt på listen og en høj vurdering på 8,16 ud af 10 viser EUC Lillebælt, at skolen har fat i den lange ende, når det kommer til at skabe gode rammer for elevernes læring og virksomhedernes oplevelse af samarbejdet.
Fra SMVdanmarks side lyder opfordringen klart, at virksomhederne skal være opmærksomme på, hvor godt skolerne klarer sig:
– Virksomhederne skal være bevidste om, at der kan være forskel på erhvervsskolerne. Hvis en skole ikke lever op til forventningerne, kan det i yderste konsekvens være en løsning at skifte samarbejdspartner, også selvom den bedste skole ligger i den anden ende af landet, siger Kasper Munk Rasmussen.
Behov for ændringer på landsplan
SMVdanmark håber også på politiske ændringer, der skal sikre, at elever med særlige udfordringer som fx psykiske diagnoser automatisk får den nødvendige støtte, når de er i lære. Ifølge Kasper Munk Rasmussen kan det nemlig løfte både elevernes trivsel og virksomhedernes samarbejde med skolerne betragteligt:
– I dag er det noget, som eleven specifikt skal bede om, men sådan bør det ikke være. Det vil gøre en kæmpe forskel for eleverne og i forhold til virksomhedernes samarbejde med erhvervsskolerne, hvis støtten følger automatisk med, så det skal vi have ændret, siger han.
Den samlede rangliste fra undersøgelsen kan ses på SMVdanmarks hjemmeside. EUC Lillebælts placering betyder, at virksomheder og lærlinge i Fredericia og Middelfart kan være tilfredse med samarbejdet.
Den kommuneplan der i øjeblikket er i høring, rummer mange interessante perspektiver.
Et af de områder der har været meget blæst om, er kommunens ønske om en ny 3. Lillebæltsbro. Her er der i planen skitseret en mulighed for at bygge en ny bro parallelt med den eksisterende motorvejsbro.
Også andre steder i landet er der ønsker om at bygge en ny Lillebæltsforbindelse – både nordover og sydpå via Als. Desuden kan der udover at bygge ny bro i Fredericia, være muligheder for forbindelser tættere på Vejle fjord eller tættere på Kolding fjord. Altså 4 andre muligheder, der alle synes at være bedre løsninger for trafikken omkring Fredericia.
Hvis man bygger en ny parallel bro, vil trafikbelastningen på begge sider nemlig med garanti stige endnu mere.
Det vil derfor nedsætte fremkommeligheden for både lokale virksomheder og borgere yderligere.
Det vil i stedet være en stor fordel for området, hvis trafik der alligevel ikke har noget ærinde her i kommunen, kunne ledes udenom. Det ville øge fremkommeligheden for den trafik der faktisk skal hertil, ligesom det vil nedbringe såvel støj- som luftforurening. Det virker som om kommunen er bange for at andre skal få en fordel, og man dermed overser fordelene byens virksomheder og borgere selv får ved at noget af den uvedkommende trafik forsvinder.
De eksisterende veje skal jo ikke nedlægges, så vi mister ikke noget ved at afvise en lokal 3. forbindelse og i stedet fx støtte en forbindelse over Als som er et stort ønske sydpå, og som vil lette trafikpresset lokalt.
SPORT. Det er andet år i træk, at den danske landsholdsstjerne vinder den prestigefyldte pris fra Det Internationale Håndboldforbund.
Af 8.000.000.000 mennesker på kloden er Mathias Gidsel fortsat den allerbedste herrehåndboldspiller.
Kåringen som IHF World Player of the Year 2024 er netop offentliggjort og kommer på bagkant af endnu et år med betagende præstationer på stribe fra den danske højre back. Ved EM i Tyskland blev han delt topscorer og kåret som turneringens bedste på positionen, og til OL satte han ny scoringsrekord og blev udpeget som MVP.
Det er andet år i træk, at Mathias Gidsel kåres som verdens bedste mandlige håndboldspiller, og det er faktisk aldrig sket før. Niklas Landin vandt ganske vist prisen to gange i træk i 2019 og 2021, men den blev ikke uddelt i 2020.
Og Mathias Gidsel er en fuldt fortjent vinder, mener DanskHåndbolds sportschef, Morten Henriksen.
– Det er først og fremmest et kæmpe skulderklap til Mathias for det store arbejde, han har ydet gennem sin karriere. Men også til hele DanskHåndbold og de mange folk, der har hjulpet Mathias frem, og som hver dag beriger vores foreningsliv og er med til at skabe fremtidens stjerner.
– I forhold til vores talentstrategi har det også været en fornøjelse at følge Mathias’ vej gennem systemet, hvor han fysisk udviklede sig forholdsvis sent, men alligevel er endt med så unik en præstation som at blive kåret som verdens bedste to gange, siger Morten Henriksen.
Foruden Gidsel og Landin er også Mikkel Hansen blevet kåret som verdens bedste tre gange, mens Anja Andersen og Sandra Toft er de to danske kvinder, der har modtaget hæderen.
Husker Gidsels høje ambitionsniveau
For Mathias Gidsels barndomstræner, Bo Møller, har det været fantastisk at opleve den tiårige purk, der fes rundt i Hal 1 i Skjern, udvikle sig til verdens bedste håndboldspiller.
– Det er da stort at have været med til at træne ham som barn. Han var meget ihærdig og ville bare træne og træne og træne. Han var jo ikke så stor dengang, så vi brugte ham som fløjspiller, for han kunne løbe ligesom i dag. Sidenhen har han så også fået bygget fysikken på og er blevet en komplet håndboldspiller.
– Allerede dengang kunne man se, at Mathias var meget ambitiøs. Han levede i hallen, og hvis der ikke var andre at spille med, skød han bare selv på mål. Det fighterhjerte han besidder i dag, havde han også dengang. Allerede i en tidlig alder var Mathias god til at gå forrest, husker Bo Møller, der fortsat er aktiv som træner for ungerne i Skjern Håndbold.
Mathias Gidsel modtager prisen på baggrund af afstemning blandt både de landstrænere der var med til OL, IHF’s egen Commission of Coaching and Methods samt fans fra hele verden.
Hos kvinderne blev norske Henny Reitstad, der til daglig spiller for Team Esbjerg, kåret som verdens bedste.
UDDANNELSE. Forårssolen har kastet sit klare lys ned over Fredericia denne fredag eftermiddag, hvor flagene blafrer i vinden foran EUC Lillebælt. I dag er en særlig dag, for de første lokale tømrersvende nogensinde fra Fredericia og Middelfart er klar til at modtage deres svendebreve – og de har selv været med til at præge udviklingen af den uddannelse, som nu er fuldt etableret lokalt.
I skolens store samlingslokale summer forventningen. Familie, venner og lærere sidder samlet. Midt i rummet sidder Ebbe og Magnus – unge mænd med smil, der afslører både stolthed og lettelse. De har ventet længe på denne dag.
At være de første
Ebbe på 20 år er vokset op med håndværk i hænderne. Han har taget hele sin tømreruddannelse lokalt, og han er blandt de første til at modtage svendebrevet. At være en del af det allerførste hold har været både specielt og lærerigt, fortæller han.
– Det har faktisk været lidt sjovt også at prøve at være en slags forsøgskanin. Vi har fået testet tingene af, og det synes jeg egentlig er gået meget godt. Vi har fået det hele med, og lærerne har været gode til at få os igennem og forklare selv de små ting, fortæller Ebbe, mens han smiler afslappet, selvom han indrømmer, at ugerne op til eksamen har været intense.
Magnus, der netop er blevet udlært fra det lokale firma Lynggaard & Bødker, nikker genkendende til oplevelsen. Han synes også, at det har været lidt sjovt at tænke på, hvordan de har været med til at skabe uddannelsen:
– Vi har været testkaniner, og efter hvert hovedforløb har vi givet feedback og sagt, hvad der var godt og dårligt. Det er meget fedt at have sat sit aftryk på den måde.
Magnus er én af de første lokale tømrersvende, der er blevet uddannet på EUC Lillebælt. Han er netop udlært fra Lynggaard & Bødker og glæder sig til at tage næste skridt i faget.
Begge har mærket det ansvar, der fulgte med rollen som de første lokale elever. Men også glæden ved at skabe noget nyt.
En uddannelse med blik for fremtiden
De nye tømrersvende er ikke alene blevet uddannet i de klassiske håndværksdiscipliner, men har også fået et skarpt øje for fremtidens behov. Ebbe fortæller med begejstring om en uddannelse, der ikke blot handler om søm og sav, men også om bæredygtighed, økonomi og det at drive en virksomhed. Skolen har haft særligt fokus på at klæde eleverne på til en verden, der stiller nye og større krav til håndværkere.
Et eksempel, Ebbe tydeligt husker, er da eleverne skulle designe og bygge et tiny house – en mindre, mobil bolig, som skulle konstrueres ud fra bæredygtige principper og materialer. Projektet lærte ham, hvor vigtigt det er at tænke bæredygtigt fra begyndelsen, og han ser det som et klart signal om, hvilken retning faget bevæger sig i.
– Der lærte vi at tænke bæredygtighed ind fra start, og det er jo fremtiden, fortæller Ebbe og understreger, at netop bæredygtighed bliver stadig vigtigere i faget, fortæller Ebbe og understreger, at netop bæredygtighed bliver stadig vigtigere i faget.
Familie, venner og tømrermestre var mødt talstærkt op for at fejre de nyudlærte svende, og der blev både givet blomster, gaver og store smil med på vejen.
Han fremhæver samtidig, at skolen også har sørget for, at de kommende svende får konkrete redskaber til at drive virksomhed:
– Vi har haft undervisning i økonomi og ESG sammen med Sparekassen Kronjylland, og det har givet os en større forståelse for, hvad det kræver at starte op som selvstændige. Det gør os mere parate til virkeligheden, siger han.
Magnus sætter også ord på, hvor stor betydning skolens undervisere har haft for elevernes udvikling. Han beskriver dem som engagerede og erfarne, hvilket har skabt trygge rammer for læring og udvikling.
– Det har været stille og roligt, en god oplevelse. Lærerne har været engagerede og gode til at sætte tingene ind i et praktisk perspektiv. Det har gjort det lettere at falde til og virkelig tage uddannelsen til sig, fortæller Magnus.
Denne kombination af klassisk håndværk, bæredygtighed og virksomhedsforståelse gør ifølge uddannelsesleder John Bruun Lyng eleverne godt rustet til den virkelighed, der venter dem. Samtidig åbner det dørene for, at de en dag selv kan træde frem som fremtidens tømremestre og dermed være med til at sætte retningen for branchen.
Nu begynder det for alvor
Da John Lyng selv træder frem for at tale til de unge, breder stilheden sig. Han ser på eleverne med et blik, der afslører både stolthed og et glimt af vemod over at sende dem videre:
– I har taget et stort skridt. Nu begynder I for alvor at bruge det, I har lært. Vi har ikke kun brug for tømrersvende – vi har brug for dygtige tømrersvende, som tager ansvar og bruger deres faglighed. Pas godt på jer selv og vis jeres styrke i alt det, I nu har fået med jer, siger han med varme i stemmen.
Uddannelsesleder John Bruun Lyng holdt en stolt og varm tale til eleverne, hvor han mindede dem om fagets ansvar, fællesskab og vigtigheden af at lære fra de erfarne tømrere, de nu skal stå side om side med.
Ebbe og Magnus lytter opmærksomt. De nikker let, måske fordi alvoren begynder at gå op for dem, at de ikke længere er lærlinge, men fagfolk klar til at tage ansvar.
– Det er helt fantastisk at være færdig. Man er virkelig lettet, siger Ebbe med et stort smil. Han glæder sig allerede til næste kapitel, hvor han sammen med en kammerat vil ud og arbejde på akkord, klar til at mærke håndværkets frihed for alvor.
Magnus glæder sig især til at lægge lærlingelønnen bag sig:
– Det bliver nu rart at komme væk fra lærlingelønnen, siger han med et grin.
En fest, der varer hele ugen
Svendebrevet er i hus, eksamenspresset sluppet, og nu skal det fejres. Ebbe ser allerede frem mod aftenens fejring:
– Selvfølgelig skal vi i byen her i Fredericia og fejre det ordentligt. Og så er der også svendegilder resten af weekenden og i næste uge. Det bliver godt, griner han.
Magnus smiler og nikker:
– Vi skal da ned i byen og have nogle øl.
Fejringen er dog ikke blot en fest, men også en markering af, at de nu træder ind i en lang og stolt tradition – den gamle tømrerkultur, som John Bruun Lyng i sin tale har mindet dem om. De unge mænd er klar til at tage det videre, og næste generation af lokale tømrere står allerede klar i kulissen.
En særlig dag kræver særlige markeringer. Flaget blafrede over EUC Lillebælt, mens svendebrevene blev uddelt.
For Fredericia og Middelfart betyder dagen ikke kun, at Ebbe, Magnus og deres kammerater kan kalde sig tømrersvende. Den betyder også, at lokalområdet nu har fået en komplet tømreruddannelse, som gør det muligt for flere unge at uddanne sig tæt på hjemmet, og det gavner både eleverne og virksomhederne i området.
Da eleverne rejser sig, breder klapsalverne sig ud over lokalet, og foråret føles pludselig lidt varmere. En dag fyldt med solskin, stolthed og store fremtidsdrømme – en dag, som ingen af dem glemmer foreløbigt.
POLITIK. Mandag den 24. marts 2025 afholdt Enhedslisten Fredericia sin årlige generalforsamling, hvor medlemmerne samledes om vigtige beslutninger og politiske drøftelser med blikket rettet mod efterårets kommunalvalg.
Cecilie Roed Schultz blev valgt som spidskandidat til kommunalvalget i november. Hun har siddet i byrådet for Enhedslisten i 12 år og takkede medlemmerne for den store opbakning.
Listen til kommunalvalget blev foreløbigt sat med seks kandidater. Generalforsamlingen besluttede desuden en åben kandidatliste, som løbende vil blive suppleret hen over foråret. Når rækkefølgen er fastlagt, vil den endelige liste blive offentliggjort.
Der var stor anerkendelse af det frivillige aktivitetsniveau, trods en relativt lille aktiv kerne, og bestyrelsen fik ros for at skabe plads til børnefamilier samt fastholde et højt aktivitetsniveau lokalt. Blandt de drøftede emner var valgalliancer, kommunalpolitik og kommende aktiviteter.
Generalforsamlingen godkendte det reviderede regnskab og budgettet for det kommende år. En ny bestyrelse blev valgt med både erfarne og nye medlemmer.
Den nye bestyrelse består af Maria Sloth, Andreas Tobiassen, Claes Andersen, Marc Hast Knudsen og Cecilie Roed Schultz. Carsten Jørgensen og Henning Hartmeyer blev valgt som suppleanter.
Næste medlemsmøde afholdes den 28. april, hvor modtageren af den lokale hæderspris, Den Røde Ø-pris, skal vælges, ligesom der skal vælges delegerede til Enhedslistens årsmøde i pinsen.
Med generalforsamlingen i ryggen, en stærk spidskandidat og et engageret hold af kandidater og aktive medlemmer, er Enhedslisten Fredericia klar til valgkampen med både energi og retning. Stemningen er god, sammenholdet stærkt, og ambitionerne er klare: En mere retfærdig, grøn og solidarisk kommune – for alle.
UDDANNELSE. Der er en særlig stolthed i luften på EUC Lillebælt i disse dage. Og ikke uden grund. Fredag springer det allerførste hold tømrersvende nogensinde ud fra Fredericia og Middelfart, og det er en milepæl for den lokale erhvervsskole.
Uddannelsesleder John Bruun Lyng, der gennem mange år har kæmpet for at få den komplette tømreruddannelse til Fredericia, har svært ved at skjule begejstringen, når han fortæller om det øjeblik, der lige nu står for døren.
– Det er helt fantastisk, indleder John og uddyber:
– Jeg har jo i rigtig mange år været ked af at se, at vi har sendt masser af unge mennesker afsted til vores gode naboer – både i Kolding, Vejle og Odense – i stedet for selv at kunne gøre dem færdige her. Min tanke har altid været, at der må være mange flere, der ønsker faget, men som har fravalgt det, fordi de skal ligge og transportere sig fra A til B hele tiden.
Men nu er tiden en anden. I efteråret 2022 blev det muligt for EUC Lillebælt at tilbyde hele tømreruddannelsen – fra grundforløb til svendebrev – og nu står skolen klar til at sende de første lokale tømrersvende ud i verden. Et øjeblik, som ikke bare er stort for John selv, men også for hele lokalområdet omkring Fredericia og Middelfart.
En betydning der rækker langt ud over skolen
Muligheden for at gennemføre tømreruddannelsen lokalt har nemlig allerede vist sin værdi. Over halvdelen af de omkring 100 elever, som startede på Grundforløb 1, fortsatte på Grundforløb 2, og mange af dem er nu tættere på en tømrersvend-titel. Ifølge John skyldes succesen blandt andet, at flere elever nu kan vælge deres ønskede uddannelse uden at skulle flytte eller pendle langt hver dag.
– Jeg tror, at det har en kæmpe betydning for vores erhvervsskole, men også for Middelfart og Fredericia som byer. Mange gange når eleverne rejser ud af byerne for at uddanne sig, bliver de ofte i de områder. De udvikler sig der, finder kærester og slår sig ned dér. Ved at kunne tilbyde uddannelsen lokalt kan vi være med til at holde på de unge mennesker i vores egne byer og samtidig styrke virksomhederne og lokalområdet, siger uddannelseslederen.
Interessen for den nye uddannelsesmulighed er stor – både fra elevernes og virksomhedernes side, fortæller han videre:
– De lokale virksomheder har været rigtig gode til at bakke op og tage elever herfra. Eleverne, der vælger at komme ind på uddannelsen i dag, er også blevet mere målrettede, fordi de ved, at der faktisk venter en reel uddannelsesaftale.
At nå frem til dette punkt har dog ikke været uden udfordringer. Det har krævet målrettet benarbejde og en vis portion stædighed at bygge hele uddannelsen op fra bunden, indrømmer John.
– Man skal tro på projektet. Der har selvfølgelig været bekymringer fra andre skoler, som frygtede at miste elever til os. Men det, vi oplever, er snarere, at der simpelthen bliver stampet flere elever op ad jorden. Det var også min tanke fra starten – at vi kunne nå nogle flere unge, der har lyst til at tage faget.
Den første generation skaber sin egen kultur
Det første hold elever, som fredag kan kalde sig svende, har haft en helt særlig oplevelse, netop fordi de er pionerer på uddannelsen lokalt, og derfor selv har skullet sætte retningen, skabe traditionerne og forme den kultur, som fremtidens tømrerelever på EUC Lillebælt skal være en del af. Og det har været en spændende proces at skabe sin egen kultur.
– Vi skal skabe vores egen kultur. De gamle skoler i nabobyerne har været der i mange år og har deres egen tradition og historie. Hos os skal vi skabe en fortælling om, at det er attraktivt og eftertragtet at gå på EUC Lillebælt. Men min drøm er ikke nødvendigvis at blive de største – jeg ønsker først og fremmest, at vi bliver de bedste. Eleverne skal have følelsen af, at de rent faktisk er klædt godt på til de opgaver, de kommer ud til.
Og netop den følelse kan John Bruun Lyng mærke, at eleverne allerede bærer med sig.
Fremtiden for tømrerfaget lokalt ser lys ud
For at sikre, at den positive udvikling fortsætter, arbejder skolen samtidig målrettet med at forberede eleverne endnu bedre på livet som kommende tømremestre. Det sker blandt andet i samarbejde med Sparekassen Kronjylland, som har været inde i undervisningen for at give eleverne konkret viden om økonomi og bæredygtighed.
– Vi prøver at geare eleverne til at forstå, hvad det vil sige at være tømremester. Vi ved jo, at flere af dem senere vil springe ud som selvstændige, og derfor har vi haft Sparekassen Kronjylland inde til at give eleverne et indblik i økonomi, ESG og dét at starte egen virksomhed, fortæller han og fortsætter:
– Det er en stor fordel for eleverne, at de allerede nu får mulighed for at arbejde med tanker som: ”Hvad koster det egentlig at starte en virksomhed?”, ”Hvad skal den hedde?”, og ”Hvilken selskabsform skal man vælge?” På den måde bliver eleverne bedre rustet og beskyttet mod at springe ud i noget, de måske ikke er helt klar til endnu.
Netop dét, at uddannelsen tænker langsigtet og allerede nu ruster eleverne til fremtidens udfordringer, giver John stor optimisme. For selvom det første hold svende markerer en vigtig milepæl, stopper udviklingen ikke her. Han oplever allerede, at stadig flere unge vælger tømreruddannelsen til, og interessen vokser støt år for år.
– Vi har set en opadgående kurve lige siden 2022. Der kommer flere elever, og antallet på hovedforløbene stiger løbende. Jeg tror på, at vores uddannelse kommer til at blomstre endnu mere i fremtiden, siger han.
Klar til fest og fremtid
Fredag kulminerer det hele med svendegilde, god stemning og en fest, der ifølge uddannelseslederen helt sikkert vil fortsætte længe efter, at den officielle fejring er slut.
– Stemningen er helt i top blandt både elever og lærere. For første gang nogensinde har vi gennemført uddannelsen her, og det er gået flot. Vi har lige haft de to første elever oppe til svendeprøven, og begge fik et flot 12-tal, fortæller han stolt og fortsætter med et lille grin:
– Efter svendegildet er jeg sikker på, at eleverne skal videre ud i byen og fejre, at de nu endelig kan kalde sig tømrere.
Med det første hold svende sendt afsted ser John Bruun Lyng med ro i maven på fremtiden. Han drømmer allerede om næste hold – og næste igen – som fortsat vil løfte tømrerfaget og hele lokalområdet omkring Fredericia og Middelfart. For som han siger det:
– Vi skal ikke nødvendigvis være de største – men vi vil være de bedste.
KRIMI. Politiet havde rigeligt at se til natten til fredag i Fredericias natteliv. To forskellige sager – begge i Norgesgade – bød på alt fra narko til kreative indbrudsforsøg med en parasolfod.
Ville bryde ind med parasolfod
Torsdag aften klokken 21.20 rykkede politiet ud til Norgesgade, hvor en mand var i fuld gang med at bryde ind i en container på en byggeplads. Tyvens valgte værktøj var noget alternativt.
– Han bruger bunden af en parasol, som han forsøger at brække containeren op med, forklarer vicepolitikommissær Arno Rindahl Petersen fra Patruljecenter Syd.
Indbruddet mislykkedes, og manden slap dermed ikke afsted med tyvekoster. Men da politiet kom frem, fik sagen alligevel et twist. Manden, en 56-årig fra Middelfart Kommune, havde nemlig andet ulovligt på sig:
– Under håndteringen finder vi ham i besiddelse af 5,54 gram amfetamin, oplyser vicepolitikommissæren.
Den 56-årige blev derfor sigtet både for forsøg på tyveri og for besiddelse af stoffer.
Bilist taget med knive og dopingmidler
Senere samme nat, klokken 01.59, blev en patrulje igen kaldt ud til Norgesgade. Denne gang var det en bilist, der havde fanget politiets opmærksomhed.
– Patruljen standser bilen for at kontrollere føreren, og det viser sig, at føreren er påvirket af euforiserende stoffer, fortæller Arno Rindahl Petersen.
Bag rattet sad en 34-årig mand fra Horsens Kommune. Da betjentene undersøgte bilen nærmere, fandt de flere ulovlige effekter:
– Vi finder to knive, 11,17 gram marijuana og et pilleglas med dopingpræparater, lyder det fra vicepolitikommissæren, som ikke præcist kunne oplyse, hvor mange piller, der var tale om.
Den 34-årige blev anholdt, fik udtaget en blodprøve og blev løsladt igen senere på natten. Han kan nu se frem til en række sigtelser for både knivloven, dopingloven samt narkokørsel.
POLITIK. Folkeoplysningsrådet i Fredericia Kommune får ny sammensætning for de næste fire år. På byrådets møde den 30. april skal de indstillede medlemmer og...