OPINION. Det helt store tema i denne valgkamp har været specialtilbuddene og inklusion på skoleområdet. Det hilser jeg meget velkomment – som skolelærer og som en, der har kæmpet kampen i de forgange fire år.
Der har været rigtig mange gode bud på, hvad der skal gøres, hvor mange penge, som skal postes i området og hvordan inklusionen har slået fejl. Hver gang, jeg har lyttet som skolelærer på alle de gode forslag, har jeg tænkt; hvad med at spørge de fagprofessionelle, som står i skolen og specialtilbuddene hver eneste dag om de har nogle bud på, hvordan man kan ændre strukturen, tilbuddene og om alt er så galt, som det ser ud. Der er helt sikkert ting at tage fat på, og det er jo ikke kun en problematik i Middelfart Kommune, men i hele landet, at børn og unge kæmper med mistrivsel, skolevægring og fejlslagen inklusion.
Løsningen er ikke ligetil, men det kan begynde med, at man inviterer lærere og pædagoger med ind i et vidensrum for at få udnyttet al den specielle viden og de fantastiske kompetencer, som jeg ved, der er på skolerne. Der kommer altid det bedste resultat ud af, at høre dem med fingrene i bolledejen om, hvad de tænker og det, der gror op nedefra, har det som regel med at virke bedst. Samtidig skal vi naturligvis benytte os af ekspertviden på feltet, men vi skal passe på med ikke at ægge os fast på en enkel tilgang. Det har vi, som arbejder i skolen, prøvet lidt for mange gange.
Lad os give lærerne og pædagogerne styringen tilbage og tro på, at de er de bedste til at udfolde mulighederne for vores børn. De er faktisk uddannet til det. Jeg tænker, det gælder for hele velfærdsområdet faktisk. Og så skal vi politikere og forvaltning bakke op og understøtte alt det, vi kan.
OPINION. Det er positivt, at socialområdet fylder mere i denne valgkamp, og det lyder til at alle partier ønsker at prioritere det. Men sandheden er, at det skal fylde hver eneste dag – ikke kun når der dukker møgsager op i aviserne eller når der er valgkamp. I Fredericia har vi i alt for mange år set sparekatalogerne foreslå netop de steder, der betyder mest. De små, varme fællesskaber.
Stoppestedet. Din Indgang. Forebyggelsen. Den tidlige støtte. Og lad os være ærlige: Der er intet at spare her. Hverken menneskeligt eller økonomisk. Når man skærer i forebyggelsen, kommer regningen senere – og den bliver altid dyrere. Ikke kun i kroner, men også i livskvalitet, tabte muligheder og mere indgribende indsatser, der kunne have været undgået.
Det var debatterne på værestedet Solstrålen og Stoppestedet gode tegn på, for når sociale fællesskaber som deres fungerer, så forandrer de liv, som ellers ville være gået tabt. De giver borgere som er fanget i systemet og som har slået sig på livet, blod på tanden og hjælp til at tage ansvar for eget liv – noget som sagsbehandlere desværre ikke altid lykkes med.
Men hvor skal pengene egentlig komme fra? Det spørgsmål, mener jeg, er blevet stillet alt for lidt i valgkampen, og mange af partierne nyder desværre at lege julemænd uden at henvise til, hvor pengene skal komme fra. Det minder alt for meget om, når lille Bertram brændende ønsker sig en enhjørning, og julemanden i Kolding Storcenter sætter ham blår i øjnene, for selvfølgelig skal lille Bertram have en enhjørning. Finansieringen er ofte den svære og irriterende del af debatten, men for at kunne love bedring og være reelle julemænd, så må vi også kunne henvise til, hvor pengene skal komme fra.
I Liberal Alliance har vi et klart svar: Vi skal bruge pengene smartere – på mennesker, og ikke bureaukratiet. Fredericia har tykke lag af bureaukrati og tunge ledelsesstrukturer, der både koster dyrt og gør hjælpen besværlig at få. Ved at rydde op i administration og ledelse kan vi ifølge CEPOS finde mellem 58 og 72 millioner kroner. Og hvis vi blot kopierer Vejles måde at drive kommune på, Danmarks mest udgiftseffektive kommune, så ligger der faktisk 361 millioner kroner og venter. Det er penge, der kan gå til tidligere indsatser, bedre kvalitet og mere frihed til de løsninger, der virker.
Så hvis vi vil skabe reel forandring, skal socialpolitik ikke være en brandslukningsøvelse, men en fast prioritet, og der skal peges på finansiering ellers er det lige så urealistisk, som at ønske sig en enhjørning.
OPINION. Når der bliver sat en andelsbolig til salg i Herslev Sogn, går der sjældent længe, før nøglerne skifter hænder. Efterspørgslen er stor, og det er ikke uden grund: Andelsboligen er en attraktiv boform for både unge familier, seniorer og alle dem midt imellem, der gerne vil have tryghed, fællesskab og økonomisk overskuelighed. Derfor er det på tide, at vi får bygget flere moderne andelsboliger i Herslev.
Som byrådskandidat for Socialdemokratiet er det et område, jeg prioriterer højt. Jeg har desuden kontakter i boligsektoren i Fredericia, som kan bruges til at åbne dørene for investorer og udviklere, der har interesse i at skabe gode boliger i vores lokalsamfund.
Der findes i øvrigt allerede et gennemarbejdet projekt med lokalt boligbyggeri, som blot ligger i skuffen. Det kan hentes frem, justeres og bruges som et solidt udgangspunkt for det, vi ved, er populært og efterspurgt i området: Andelsboliger, der matcher fremtidens behov.
Hvis vi vil tiltrække flere børnefamilier til Herslev Sogn, kræver det mere end gode institutioner. Selvfølgelig skal vi investere i vores børnehave og vuggestue, men familierne skal også have et sted at bo – et sted, der passer til deres økonomi og ønsker om tryghed og lokalt fællesskab. Andelsboliger er et oplagt valg.
Herslev har potentialet til at vokse – men kun hvis vi investerer. Jeg vil arbejde for, at flere får mulighed for at vælge Herslev Sogn til, og at vores lokalsamfund fortsætter med at være et attraktivt sted, hvor mennesker har lyst til at bo, leve og engagere sig.
Det kræver investeringer. Det kræver vilje. Og det kræver, at vi tør udvikle – sammen.
OPINION. På tirsdag vælger vi de 25 mennesker, der skal styre et kommunebudget på over 3 milliarder og sidde i spidsen for en myndighed med indflydelse på væsentlige samfundsforhold. Byrådet – eller skal vi ikke snart til at sige kommunalbestyrelsen? – har tråde ud i alle verdenshjørner, og sidder med afgørende indflydelse på borgernes hverdag og fremtid. Middelfart Kommune er tillige kommunens største arbejdsplads med mange tusinde ansatte.
Vi er gået til valget uden at være i valgforbund for at være helt krystalklare på vores prioriteter; en fortsat grøn omstilling, et markant løft til børn og unge og bedre dialog med borgerne.
I valgkampen trækkes skillelinjerne op, men efter valget har borgerne en berettiget og helt legitim forventning om, at partier og lister finder sammen om fælles løsninger. Råd, lokaludvalg, foreninger, virksomheder og samarbejdspartnere skal kunne regne med, at en udstukket kurs forbliver den udstukne kurs. I Radikale Venstre vægter vi derfor det brede, tværpolitiske samarbejde, stabilitet og et udadvendt byråd i øjenhøjde med borgerne. Det kan fint kombineres med prøvehandlinger og udviklingstiltag. Skulle vi opnå et mandat ved valget på tirsdag, vil vi derfor arbejde for at få skabt et stabilt flertal omkring den næste borgmester, så vi fortsat sikrer ro om de overordnede strategiske beslutninger og en borgmester, der har et tydeligt mandat til at arbejde mellem møderne.
En stemme på Radikale Venstre, Liste B, er en stemme på det brede, tværpolitiske samarbejde, flerårige budgetter og et byråd der er i øjenhøjde med borgerne, og som engagerer sig i både de store og de små dilemmaer sammen med borgerne. Får vi indflydelse på valget af den næste borgmester, vil vi derfor kigge derhen, hvor vi får fortsat fremdrift i den grønne omstilling, et historisk løft til børn og unge i form af nye penge til områderne og en bedre dialog med borgerne. Radikale er det friske pust, der kan forny det politiske arbejde de næste 4 år.
Fredericia Håndboldklub er tilbage på hjemmebanen i Middelfart Sparekasse Arena, hvor Ribe-Esbjerg HH gæster Bambuni Herreligaen denne lørdag eftermiddag. FHK kommer med frisk selvtillid efter sejren i Europa League tirsdag, og jagter nu to vigtige point i et tæt midterfelt, hvor begge hold står med ni point efter 11 kampe.
Fredericia AVISEN dækker opgøret direkte fra hallen med løbende opdateringer om mål, redninger, udvisninger og alle de afgørende situationer. Startopstillingerne er på plads, og der er lagt op til en intens kamp mellem to mandskaber, der kender betydningen af hver eneste duel i kampen om en plads i slutspillet.
Følg med her på siden for liveopdateringer fra kampstart kl. 16.00.
Fredericia Shopping har fået ny frontfigur. Den 11. november 2025 konstituerede foreningen sig med Jesper Gaarsvig, indehaver af tøjbutikken Geist//Gnist, som ny formand. Han overtager posten efter Jesper Hansen, der har valgt at træde tilbage som formand efter længere tids uenigheder med Fredericia Kommune – særligt i forbindelse med manglende inddragelse ved den langvarige lukning af Danmarksporten.
I en udtalelse beklager Fredericia Shopping Hansens afgang og takker ham for en stor, utrættelig indsats. Jesper Hansen har, lyder det fra bestyrelsen, været en vigtig stemme i dialogen med både kommunen og byens erhvervsdrivende.
Samtidig anerkender bestyrelsen, at der venter Jesper Gaarsvig en væsentlig opgave i at fastholde foreningens indflydelse på bymidteudviklingen og handelslivets vilkår.
Vil styrke samarbejdet med kommunen
Den nye formand lægger ikke skjul på, at en af hans første opgaver bliver at genetablere et konstruktivt samarbejde med Fredericia Kommune.
Gaarsvig vil – sammen med bestyrelsen og det nedsatte Midtbyudvalg – arbejde for en stærkere og mere struktureret dialog om byens handelsliv.
Midtbyudvalget består af lokale aktører, der i samarbejde med Business Fredericia skal sikre, at handelslivet bliver inddraget i planlægningen af byens fremtid.
Efterlyser politisk inddragelse
Fredericia Shopping retter samtidig en klar opfordring til det nye byråd, der tiltræder 1. januar 2026:
Der bør oprettes et §17, stk. 4-udvalg, hvor politikere og relevante interessenter kan drøfte sager i fællesskab, før der træffes beslutninger.
Ifølge foreningen vil et sådant udvalg kunne sikre reel inddragelse, skabe større forståelse for handelslivets vilkår og mindske risikoen for beslutninger, der rammer butikkerne unødigt hårdt.
Håber på fælles retning
Fredericia Shopping understreger, at samarbejde og respekt for hinandens perspektiver bliver afgørende for at skabe en stærk, levende og bæredygtig bymidte.
Foreningen udtrykker håb om, at både byrådet og kommunens administration vil arbejde tættere sammen med handelslivet – så Fredericia fortsat kan udvikle sig som en attraktiv handelsby med plads til både udvikling og hensyn til de butikker, der skaber liv i gaderne.
Der er kaffe på bordet, og stilheden hænger et øjeblik, før han siger det. Det har været en hård ting, fordi Patrick var nr. 4 i rækken. Den eneste søn, jeg har. Og han er speciel, siger Kenny Bruun Olsen, lokalpolitiker og kandidat for Venstre i Fredericia.
Han holder en kort pause. Man mærker, at ordene vejer mere end de få sekunder, de tager at sige.
»På nogle områder nok også nogle, som han selv skriver, med de der lidt autistiske træk. Men jeg har jo aldrig følt, at han var unormal. Nej, nej. Men meget speciel.«
Der er ingen tøven i stemmen, kun eftertanke. Når Kenny siger speciel, er det ikke som en eufemisme for noget vanskeligt. Det er med varme. Et ord, der dækker over nysgerrighed, særhed, talent – og en søns egen måde at være i verden på.
»Jeg tror også, han har indrettet sig,« siger Kenny stille. »Det er også en tilretning eller tilpasning, hvordan det egentlig er. Men samtidig så har han jo oplevet meget.«
Han lægger hænderne om kaffekoppen og kigger ud ad vinduet. Det er et blik, man ofte ser hos forældre, der har brugt mange år på at kæmpe sig igennem et system, der ikke altid ser det, de selv ser: deres barn som menneske – ikke som diagnose.
Patrick – drengen, der blev overset
Patrick Bruun Olsen er i dag 28 år. Et stille, reflekteret menneske, der skriver, spiller musik og programmerer computerspil. Men vejen dertil har været alt andet end lige.
Han blev født i Fredericia som den yngste dreng i en søskendeflok på fem. Barndommen var præget af kærlighed, men også af astma og begrænsninger.
»Jeg kunne ikke løbe lige så hurtigt som de andre børn,« har Patrick selv skrevet. »Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stod og så dem forsvinde ud på tur, mens jeg blev tilbage med en pædagog. Jeg ville så gerne være med, men jeg kunne ikke.«
Den følelse af at stå udenfor blev hængende.
Patrick havde svært ved at finde sig til rette i folkeskolen. Han lærte hurtigt, men blev rastløs. Lærerne forstod ham ikke, og han forstod ikke, hvorfor de andre børn ikke tænkte som ham.
Kenny fortæller, at sønnen tidligt lærte at tilpasse sig. »Har han indrettet sig eller tilpasset sig?« spørger journalisten.
»Det tror jeg også, han har,« svarer Kenny. »Det er også en tilretning eller tilpasning, hvordan det egentlig er. Men samtidig så har han jo oplevet meget.«
Det blev til mange møder, mange papirer, mange vurderinger. Da Patrick var 15 år, fik han diagnosen ADD. Det, der for forældrene gav mening, blev for systemet endnu en etikette.
»Pludselig kunne jeg følge med. Min matematiklærer sagde til mine forældre: Det er som at vende en hånd. Men jeg havde allerede mistet mange år,« har Patrick fortalt.
Seks år i skyggen
Efter folkeskolen blev Patrick visiteret til STU – Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. Et tilbud til unge, som ikke passer ind i de traditionelle rammer.
Men det, der skulle være en ny begyndelse, blev i stedet en venteposition. Seks år med lav faglig udfordring, lav forventning og lavt selvværd.
»De sagde, jeg skulle acceptere de evner, jeg havde. At jeg ville få et nederlag. Men jeg nægtede at tro på det.«
Han begyndte at lære sig selv at programmere. Først små spil, så større projekter. Da han en dag viste det til sin lærer, forstod de ikke, hvordan han havde gjort det.
»Jeg har lært det selv,« svarede Patrick.
Senere begyndte han på det tekniske gymnasium i Grenaa. I dag går han i 3.g. Han har topkarakterer i matematik, engelsk og teknologi. Men vigtigere: Han har fundet sig selv.
»Jeg bærer stadig på en sorg. En sorg over de mange år, der gik tabt i et system, der ikke kunne se mit potentiale. De så ikke mennesket. De så kun et problem.«
Sofie – pigen, der nægtede at give op
En anden familie i samme parti, samme by, samme kamp. Sofie Kingod, datter af Venstres Jette Kingod, voksede op i en lille landsby uden for Fredericia. Husene ligger lavt, og markerne breder sig bag haverne, hvor man stadig kan høre hestene vrinske på kolde morgener. Hver dag før skole fodrede Sofie sine ponyer, inden hun trak jakken tættere om sig og cyklede de seks kilometer ad landevejen til skolen.
Hun var pligtopfyldende, høflig og flittig. Men inde i klasselokalet begyndte bogstaverne at danse.
»De sagde, jeg bare ikke prøvede hårdt nok. At jeg var doven. Men jeg prøvede – mere end nogen anede.«
Forældrene protesterede. Sofies mor, Jette Kingod, husker stadig frustrationen: »Det var også som forældre, der stod bagved og sagde, at hun knokler alt, hvad hun kan herhjemme med at øve og alt muligt. Men hun var bare doven. Der var ikke nogen grund til at teste hende for ordblindhed, fordi hun skulle bare tage sig sammen. Hvor jeg siger til en kold, at hun står op kl. 6 om morgenen og må ud ved sin heste og fodrer dem osv. Hun cykler seks kilometer til skole. Tænker I ikke, at der ligger noget kabav virkelig bagved det?«
Da familien til sidst skiftede skole, blev Sofie testet. Diagnosen kom: 67 % ordblind.
»Endelig… en forklaring. Endelig var der nogen, der så mig.«
Men for Jette var oplevelsen også et wake-up call – et billede på et system, der ofte glemmer mennesket bag tallene.
»Jeg har selv arbejdet på IBC og Campus Vejle og alle mulige steder. Jeg har altid arbejdet med unge mennesker. Og der har næsten altid været kritik af systemet, at det ikke fungerer. Men nogle gange, så fungerer systemet faktisk udmærket i forhold til vejledning og alle de ting, der er sat op omkring de unge. Men det er dem, der sidder og forvalter det, som laver deres egne tolkninger ud fra det menneske, de sidder overfor. Og det glemmer man nogle gange.«
Hun lægger vægt på, at det ikke er reglerne, men menneskene, der svigter: »Det der med at sige, at man udelukkende kigger på karakterer, jeg synes simpelthen, det er det værste. Man kan sætte en studievejleder til at sidde og administrere, fordi der bliver nødt til at være nogle menneskelige egenskaber, man kigger på samtidig med. I stedet for at give de unge en chance – at så lytte til, hvad det er, de egentlig fortæller.«
Sofie kæmpede videre. På HHX blev hun mødt af en studievejleder, der så på hendes papirer og sagde: »Sofie, jeg synes, du skal søge ind på SOSU-skolen. Der er jo ikke noget galt i at være SOSU.«
»Nej, det er der bestemt ikke,« svarede Sofie. »Men jeg vil på HHX.«
Og det gjorde hun. Tre år senere stod hun i skolegården med huen på hovedet og et gennemsnit på 10,1. Ikke fordi nogen bar hende dertil, men fordi hun nægtede at lade sig definere af andres forventninger.
I dag læser Sofie idéhistorie på Aarhus Universitet – et fag, hvor netop sproget og tanken er i centrum.
»Jeg gjorde det, som ingen troede, jeg kunne. Ikke fordi systemet hjalp mig, men fordi jeg nægtede at lade nogen tage drømmen fra mig.«
Jette siger i dag, at den oplevelse har ændret hendes blik på både ungdomsuddannelser og politik: »Jeg kan godt blive lidt skræmt over, at det bliver så snurrelige og så tilpasset, tilrettet, at vi ikke kan se på de kreative dele. At vi ikke kan se på de egenskaber, de unge mennesker også har. Og det skete i hvert fald i Sofies tilfælde. Det bliver jeg nødt til at sige.«
To familier – én fortælling
To historier. To unge. To familier, der på hver sin måde viser, hvad der sker, når systemet mister blikket for det enkelte barn.
»Nu har Patrick været der to og et halvt år på skolen her, og det kan jeg godt mærke, at han er blevet meget viden. Mere end før,« siger Kenny Bruun Olsen. »Han har udvidet sit sprog meget. Ikke fordi han var dårlig, men han har et bredere sprog nu.«
Han smiler svagt. Det er en sætning, der rummer både stolthed og et strejf af tristhed over alt det, der kunne have været anderledes.
For Kenny handler politik ikke om systemkritik for systemkritikkens skyld, men om at skabe et mere fleksibelt Danmark – et Danmark, hvor skolen ser potentialet, før den ser problemet.
»Der er mange børn, der som Patrick lærer at tilpasse sig. De lærer at være normale,« siger han. »Men spørgsmålet er, om det egentlig er det, vi vil have dem til?«
Et spørgsmål, Jette Kingod kender alt for godt. »Det der med at sige, at man udelukkende kigger på karakterer, jeg synes simpelthen, det er det værste,« siger hun. »I stedet for at give de unge en chance – at så lytte til, hvad det er, de egentlig fortæller.«
Hvor Kenny taler om rammerne, taler Jette om menneskene i systemet. Begge peger på det samme: Vi skal turde se det enkelte barn – ikke kun tallene.
Fra systemfejl til samfundsansvar
De to historier handler ikke om fejl i enkeltpersoner, men om strukturer. Om et system, hvor regler og standarder alt for ofte står i vejen for menneskelig dømmekraft.
I Venstre taler både Kenny Bruun Olsen og Jette Kingod om behovet for »et velfærdssystem med hjerte«. Et system, hvor lærere, pædagoger og vejledere får tid og frihed til at se mennesket bag tallene.
»Nu har jeg jo siddet på den anden side af skrivebordet,« siger Kenny. »Jeg har mærket følelsen af afmagt, når systemet siger ’nej’, fordi boksen er fyldt.«
For ham handler politik om netop det: at give børn som Patrick en reel chance. »At tro på dem, før de selv tror på sig selv.«
Sofie og Patrick er ikke undtagelser. De er beviser. Beviser på, at forskellighed ikke er en svaghed – men en styrke, hvis bare nogen tør se den.
Et blik fremad
For både Patrick og Sofie endte historien godt. De fandt deres vej – mod alle odds. Men det er netop pointen: Det burde ikke kræve held, hård hud og heltemod at få en fair chance i Danmark.
Hvis de to unge var produkter af systemet, ville systemet have fejlet. Men de lykkedes, fordi de trodsede det.
Kenny håber, at det er her, politikerne – uanset partifarve – kan mødes. For bag lovgivning, paragraffer og økonomi står børn og forældre, der bare har brug for at blive set.
Og hvis politik i sin mest ærlige form handler om at forbedre liv, er det måske netop her, det begynder: hos en far, der siger, at hans søn er speciel – men aldrig unormal.
Sydøstjyllands Politi er blandt andet kommet med en opdatering på sagen om gårdagens færdselsuheld i Kolding.
En maskeret gerningsmand vækkede natten til torsdag beboere på Søndervang i Kolding, hvor to lejligheder blev udsat for indbrud. Det oplyser vagtchef Andreas Juul fra Sydøstjyllands Politi på lørdagens tidlige pressebriefing.
»Det er anmeldt til os i nat kl. 00.08. Der bliver man vækket af, at man bliver lyst i ansigtet og ser en mulig gerningsmand, der er iklædt sort og maskeret. Han undløber stedet derude og har umiddelbart begået indbrud i to lejligheder,« siger Andreas Juul.
Han opfordrer samtidig beboere i området til at melde sig, hvis de har set noget mistænkeligt.
»Hvis der er nogen naboer ude i nærheden af Søndervang i Kolding, der har set noget mistænkeligt, så vil vi selvfølgelig rigtig gerne have, at de ringer på 114,« fortsætter han.
Politiet har desuden modtaget en anmeldelse om endnu et indbrud – denne gang i Børkop.
»Den sidste sag, jeg har taget med, det er et indbrud i Vejle. Det er sket imellem den 14.11. kl. 13.20 og den 14.11. kl. 22.20. Det er sket på Lærkevej i Børkop, Vejle. Herudover er det uvidst, hvad man ellers har stjålet« siger Andreas Juul og tilføjer, at politiet også her gerne hører fra borgere, der måtte have observeret noget mistænkeligt.
På briefingen kom han også ind på den alvorlige trafikulykke på Skamlingvejen ved Kolding, hvor en 17-årig dreng mistede livet.
»Udover det, så vil jeg lige nævne det alvorlige færdselsuheld, som vi havde nede ved Kolding i går eftermiddags og aftes. Jeg har ikke nogen opdatering på status på nogen af de involverede parter. Der er ikke noget nyt i forhold til det, der allerede er meldt ud« siger han.
Under briefingen blev han spurgt, om politiet kan bekræfte, at yderligere seks personer skulle være kvæstet ud over den afdøde. Det afviser han.
»Nej… det er ikke i detaljer her« siger Andreas Juul, som senere uddyber, at politiet foreløbig tæller fire personer som enten tilskadekomne eller afdøde. Alle pårørende er underrettet.
Årsagen til ulykken er fortsat ukendt. Politiet arbejder videre med sagen.
Nu kører de gamle venner igen endnu en gang karaktermorderiske historier, hvor de først og fremmest udstiller deres eget indspiste netværk, som de udspiller sig på LinkedIn og andre lignende steder, hvor nogle journalister stadigvæk leder efter relevans, mens de uundgåeligt venter på fyresedlen på grund af AI og den elendige forretningsmodel, branchen hviler på.
Men vi er en del af den nye tidsalder, hvor papir ikke er et vigtigt medie for deling af viden. Tværtimod er det både ekstremt miljøbelastende, utidssvarende og fortid. Af samme grund er det komisk, når en af gammeljournalisterne, Peter Friis Autzen, udstiller sin hykleri på LinkedIn: Han klager over undertegnede til Pressenævnet, fordi han har skrevet en avisartikel, han lægger navn til. Han kræver sin ret, men kan ikke vente på, at sagen bliver afgjort, hvorfor han straks starter med at meddele på sine sociale medier, at han har klaget:
Kære Peter. Kan du ikke selv se, hvor selvmodsigende du er? Du hævder at være på etisk og moralsk højt plan, men frem for at vente på en lovlig proces i Pressenævnet, hvor du enten får afvist din klage eller medhold, så søger du kort før valget opmærksomhed? Har du hørt om et retssamfund? Eller gælder det ikke for dig og dine kollegaer på konkurrenterne, JFM? Hvordan vil du have en fair proces, hvis du vil køre den i offentligheden? Hvis jeg skal svare på dine komiske Ali-påstande offentligt, samtidig med at du søger opmærksomhed alle steder med dit pinlige jammer og klynk, synes du så, det er et retssamfund værdigt?
Det synes jeg ikke. Derfor forklarede jeg Peters venner hos journalisten.dk, at jeg naturligvis ikke kan udtale mig, fordi han har anlagt en formel klage. Sjovt nok har Peter ikke henvendt sig til os, før han klager. Hvorfor ikke, Peter? Er du så lille, at du ikke kan komme og klage? Du ved jo godt, at vi retter fejl, at vi også gerne bringer dine påstande. Hvad er du bange for, Peter?
Peter, sagen om John Nyborg handlede om, at han havde stået sammen med en embedsmand for at fremme et politisk program kort tid før kommunalvalget den 18. november 2025. Det er forkert.
Det bør være absolut armslængde mellem politikere og forvaltning, ikke mindst når der er valg. Desværre ser vi igen og igen, at nogle politikere gerne vil have forvaltningen til at hjælpe med deres valg. Her burde forvaltningen sige fra, og det har kommunaldirektøren også indrømmet. Det var en fejl, sagde han. Ja, det var det. Og Peter:
Det er den rigtige historie. Her burde du have lagt din vægt. At du har skrevet endnu en halleluja-historie, det er i din fulde ret, og ingen har påstået andet.
Men at du piver over, at vi kalder John Nyborg ud for det, det er bevis for, at du ikke forstår, hvorfor folk læser vores avis. At du i din LinkedIn-kommentar skriver, at vi er en “netavis”, viser, hvilket århundrede du kommer fra. Det er jo praktisk talt ikke andet i vores digitale tidsalder, Peter. Du lever i fortiden. Det er pinligt, at vi fortsat skal belemres med papiraviser som Fredericia Dagblad og Elbo-Bladet, mens kloden kæmper for at reducere klimabelastningen.
Kan I ikke selv se det? Se nu at få afviklet jeres papirsvineri, JFM (der ejer Fredericia Dagblad og Elbo-Bladet). Kom ind i det nye århundrede sammen med os andre. I er fortsat relevante, og I bringer mange gode artikler. Det pinlige er jeres klynkeri og jammerlige forsøg på at begå karaktermord på alverdens fredericianere.
Vi, fredericianerne, er trætte af den form for journalistik.
Vi vil gerne være sammen om at bringe Fredericia fremad. Jeg stillede op for Socialdemokratiet, og rigtig mange stemte på den nye kurs, jeg ville have. Jeg tog konsekvensen af, at et flertal ville noget andet, og meldte mig ud. Sammen med rigtig mange andre, der ville noget andet. TV Syds latterlige forsøg på at få det fremstillet som noget forkert, at man melder sig ud af et parti, er et tegn på, hvorfor nogle gammelmedier ikke er gode for demokratiet.
Jeres karaktermorderiske metoder er med til at skræmme folk fra at deltage i politik. Det er grimt, og det er udemokratisk. Hvis vi skaber et klima for politik, hvor folk, der stiller op, konstant skal latterliggøres, hænges ud og jagtes privat, så ender vi med at gøre demokratiet fattigere, fordi vi lærer folk, at man skal tie stille, hvis man ikke vil have Jesper Sørensen (tidligere JFM-kollega) til at holde med sin tv-vogn i indkørslen, fordi der endnu en gang er valg, og han skal se, om der kan scores et par billige point.
Pinligt.
Men jeg står fast. Der er plads til alle. Også de bitre gamle medier. De overlever udelukkende på skatteborgernes regning. Ingen af dem har en forretningsmodel, hvor de kan tjene deres penge selv. Vi er derimod 100% selvfinansierede. Alligevel dækker vi alle de ting, som Fredericia Dagblad synes, de er for fine til. Eller hvad med TV Syd, der koster 75 millioner skatteborgerkroner om året. Vidste du, at de selv indrømmer, at de kun dækker Fredericia en 1/5-del af, hvad de dækker Kolding? Hvordan hjælper det os, at vi fredericianere betaler for det?
Den tid er forbi. Flow-tv er dødt. Vi bruger medier på en helt anden måde i dag.
Jeg vil også benytte lejligheden til endnu en gang at forklare journalistpartiet, at jeg ikke stiller op til jeres historier. Forklaringen er, at I bestemmer jer for, hvordan historien skal være, længe inden at I kontakter folk. Jeres ofre aner ikke, hvad de stiller op til. Det er et klassisk journalistisk trick, der har mange ofre bag sig. Jeres misbrug af såkaldte “eksperter” bliver igen og igen udstillet, når vinklerne viser sig at være forkerte. Folk er begyndt at forstå det, og de leder efter nye medier og kilder, der ikke forfalsker deres kilder og materiale. Der indrømmer fejl og retter dem.
Men mere end noget andet, så er folk trætte af karaktermord.
Sagen om John Nyborg er ikke et karaktermord: Han er nu den mest magtfulde mand i Fredericia, næst efter borgmester Christian Bro. Når han, som det skete i sagen om Danmarksport, lader sig fotografere med en embedsmand for at føre valgkamp, så er det misbrug af forvaltningen. Udstillet af Fredericia Dagblad. Det burde være den rigtige historie. Vi lader os ikke narre af jeres afledningsmetoder.
AVISEN står fast.
Jeg vil endeligt bemærke, at jeg stillede op og førte valgkamp mod netop Christian Bro og John Nyborg. Nyborg trak sit kandidatur, og vupti, så blev han gruppeformand og udvalgsformand. Tillykke med det, John. Men hør nu her venner:
Jeg var jo netop uenig med jer og den retning, I vil tage Fredericia i. Jeg ville forny byen og skabe en åbenhedskultur. Det vil I ikke, og det har vi set klart og tydeligt, siden I overtog magten. Det er sundt for demokratiet, at der er opposition. Det er ikke ordentlighed, når man ikke tåler kritik, John Nyborg.
Du skal vokse op og tage ansvar. Socialdemokratiet har under din ledelse fremmedgjort sine nærmeste allierede, støttepartierne. Det har vi altså intet med at gøre. Lad være med at skyde på budbringerne. Se indad. Hvorfor dannede der sig et flertal udenom jer, John og Christian? De andre partier forklarede bagefter, at de var trætte af, at Socialdemokratiet inviterede hele forvaltningsledelsen med til forhandlinger, hvor de side om side dikterede vilkårene.
Er der nogen, der kan se et mønster her? At Bro og Nyborg ikke forstår at have armslængde til embedsværket, men tværtimod igen og igen bruger dem som politiske virkemidler. Det er og bliver forkert. Der bør være politisk ledelse, ikke embedsførelse. Det er præcis den kultur, som begge to var en del af, da Socialdemokratiet havde Bjerregaard som borgmester. De var tætte allierede med ham.
Punktum.
Lad nu være med at påstå andet. Arkiverne flyder med dokumentation for denne tidsperiode i Fredericias historie. Det er kun vælgerne, der afgør, hvem der får plads i byrådet. Medierne er kun talerør. De konstante afledningsmanøvrer for to års fiasko med ikke at kunne samle partierne og være med i forlig hviler udelukkende på ledelsen i Socialdemokratiet. Ikke AVISEN. Ikke andre. Påstanden fra Christian Bro om, at der er et “kartel”, kalder de andre politikere fra samtlige partier latterlig.
Vi er enige. Kartellet, det er dit, Christian: Du har et kartel med embedsfolkene. Og vi er mange i Fredericia, der gerne vil noget andet. Vi vil forny byen. Vi vil udvikle. Vi vil inddrage. Vi vil have alle med. Vi vil lytte.
Hvad vil I? Det er svært at finde ud af, for I har ført en af de mest tavse valgkampe i mands minde. Vi har gentagne gange inviteret jer og jeres kandidater. I er nogle kyllinger, der ikke tør stille op til en valgdebat om fremtidens visioner, og i byen spredes rygter om, at det skyldes mig – vås. I stedet sender I viceborgmesteren i debat, men måske smart, når I ikke selv formår at fremlægge hverken vision eller budget. Hun fik da klapsalver til den helt rolige debat, imens I modtager buh-råb i byrådssalen. Måske skulle I se indad.
Til TV Syd tør I ikke sige, hvad I mener. I stedet deler I deres elendige og pro-jer-farvede artikel på Facebook, som værende sandheden. Det er ikke et niveau for en borgmester. Heller ikke for en udvalgsformand, der er så ordentlig, at han deler et opslag om Pressenævnet, før nævnet har taget stilling til sagen. Det er ikke ordentlighed. Det er heller ikke ordentlighed at sige, at man står bag en lige meget hvad, men så får man en pose penge, og så er alt glemt. Det er ikke ordentlighed at ringe til medier og organisationer for at udstille den virksomhed, man sidder i bestyrelsen i. Jeg har ondt af de folk, der stadig kæmper lige JERES sag i Socialdemokratiet, for de ved slet ikke, hvor ordentlige, I er.
Men jeg er ikke chokeret. Samtidig med at I blacklister AVISEN sammen med embedsværket, og dermed alle de læsere, vi har, lyver I om, at vi er “en blå avis”. Derfor skal folk vide, at det kun er Socialdemokratiet selv, der har afholdt sig fra at deltage i den demokratiske debat og få fortalt om deres kandidater. Vi har gjort os store anstrengelser for at invitere dem. Det skal Fredericia vide. I kan jo spørge deres formand, hvor mange invitationer, de har fået på lige fod med andre partier.
På søndag den 16. november vil alle JYSK-butikker i hele Danmark holde lukket. Årsagen er, at kædens medarbejdere får en velfortjent fridag oven på årets store medarbejderfest, som finder sted lørdag aften i Odense Congress Center.
Festen samler 2.500 medarbejdere fra butikker, lager og kontorer – og partnerne er også inviteret, som traditionen foreskriver. Nogle butikker lukker derfor lidt tidligere lørdag den 15. november, mens alle butikker holder helt lukket om søndagen. Kunderne kan dog fortsat handle på JYSK.dk.
Country Director for JYSK Danmark, Bo Viktor Andersen, glæder sig til begivenheden: »Traditionen med en årlig JYSK-fest startede hjemme ved Lars Larsen i 1979, og lige siden har det været en fast årlig tradition. Siden 2004 har vi holdt det i Odense, som er centralt i landet, så vi kan få så mange medarbejdere fra vores butikker, lager og kontorer med til fest. Jeg glæder mig rigtig meget til et brag af fest, hvor vi i år har rekord-mange deltagere – det kan kun blive fantastisk.«
Efter festen overnatter medarbejderne på hotel, og søndag bruges til at restituere – inden hverdagen igen kalder.
90’er-tema og stort awardshow
Sidste år var temaet Great Gatsby. I år står den på 90’er-fest, når JYSK hylder medarbejderne med mad, musik og et stort awardshow. Blandt andet kåres Danmarks bedste JYSK-butik, distrikt, sælger og elev.
»Til festen hylder vi de medarbejdere, der har opnået ekstraordinære resultater, og derfor er der altid stor spænding i forhold til hvem der vinder i de forskellige kategorier. Det er altid et brag af en fest. Vores medarbejdere fortjener at få en fridag for det store arbejde, de yder. Jeg er sikker på, at vi får den investering mange gange retur, og så håber jeg, de får den fedeste fest nogensinde,« siger Bo Viktor Andersen.
Tilbage på mandag
Fra mandag den 17. november er alle JYSKs 117 butikker igen åbne og klar til en travl periode med Black Week og julesalg.
Åbningstider kan som altid findes her: Find butik | JYSK
Fakta om JYSK-festen: • Festen har været afholdt hvert år siden 1979 • Traditionen startede hjemme hos grundlæggeren Lars Larsen • Siden 2004 har festen været afholdt i Odense Congress Center • Medarbejdere + partnere deltager hvert år
December i Fredericia har sin egen rytme. Gaden er mere levende, tempoet en anelse højere, og indkøbsposerne tungere. I Fredericia AVISENs julekalender besøger vi...
