Seks timers køretur fra Fredericia venter, når FHK skal måle kræfter med MT Melsungen. Men modstanderen er ikke den stærkeste udgave af sig selv.
Fredericia Håndboldklub kender nu modstanderen i 1/8-finalen i EHF European League. Det bliver tyske MT Melsungen fra Kassel-området – en køretur på omkring seks timer fra fæstningsbyen.
Den første kamp spilles den 31. marts i Middelfart Sparekasse Arena, inden FHK ugen efter rejser til Tyskland til returopgøret.
Melsungen endte på andenpladsen i deres gruppe efter et noget overraskende hjemmetab på 25-34 mod Vardar, og netop den form tegner et billede af en modstander, der ikke er på toppen af sit spil.
I den tyske Bundesliga har det heller ikke kørt på skinner for Melsungen. Inden deres seneste sejr mod Wetzlar i søndags havde de tabt to kampe i træk i ligaen – og fire i alt, hvis europæiske opgør regnes med. Blandt de skuffende resultater findes et 30-31-nederlag på udebane til svenske Kristianstad, hvilket vidner om, at FHK langtfra er chanceløse mod et ellers fornuftigt bundesligamandskab.
I Melsungen-truppen finder man to danske ansigter i Nikolaj Enderleit og Aaron Mensing. Enderleit er dog aktuelt skadet og dermed et usikkert kort frem mod opgøret mod Fredericia.
Fredericia Håndboldklub hentede en 30-29-sejr på udebane mod Kadetten Schaffhausen. TV 2 Sports ekspert er imponeret.
Fredericia Håndboldklub er klar til næste runde i EHF European League efter en 30-29-sejr på udebane mod Kadetten Schaffhausen – og præstationen har ikke været upåagtet.
TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard er begejstret for det, han så fra det danske mandskab, der rejste til Schweiz som underdogs.
»Kadetten var favoritter på forhånd, men jeg må sige, at det var en flot præstation af Fredericia. Den unge keeper Kalle Møller stod virkelig godt, og så må jeg sige, at det var de afgørende aktører, der trådte til, da det skulle afgøres,« siger han til TV 2 SPORT.
Nyegaard lægger ikke skjul på, at han ser sejren som en helstøbt indsats fra FHKs side.
»I alle henseender var det en helstøbt præstation på en svær udebane,« siger eksperten.
Anders Kragh Martinusen scorede ti mål på ti forsøg, og den 17-årige Kalle Nissen Møller stod en kamp for evigheden, da Fredericia Håndboldklub tirsdag aften vandt 30-29 i Schaffhausen og sikrede sig en plads i Play-offs i EHF European League. Det var ikke smukt til tider, og det var tæt til det allersidste, men FHK holdt fast og kom hjem med det hele.
Anders Kragh Martinusen var aftenens store spiller, da Fredericia Håndboldklub tirsdag vandt 30-29 i Schaffhausen og sikrede sig en plads i Play-offs i EHF European League. Efter kampen lagde anføreren ikke skjul på, at det var stort.
»Det er stort, men det blev tæt. Sejren er vi jo enormt glade for. Vi kommer herfra med en sejr, uagtet hvordan den kommer i hus. Det er jo kæmpe stort for os at gå videre i det europæiske spil. Og det var en del af målsætningen, at det ville vi rigtig gerne,« siger han.
Martinusen var dog også forbløffet over, at FHK endnu engang formåede at holde nerverne i en tæt slutning.
»Jeg er stadig meget forbløffet over, hvordan vi kan blive ved med at lade være med at lukke de her skide kampe. Men vi skal jo også være glade, og vi skal jo kigge positivt på det, og så sige, at den her gang der faldt det heldigvis ud til vores fordel til sidst. Vi spillede en flot kamp, både forsvarsmæssigt, og jeg synes egentlig også angrebsmæssigt,« siger han.
Efter en aften med ti mål og en plads i Play-offs i lommen var der ikke meget energi tilbage hos anføreren.
»Jeg er glad, jeg er tilfreds, og jeg er træt nu. Jeg håber på, at vi får en god aften og en dejlig flyvetur hjem i morgen,« siger Anders Kragh Martinusen.
Der var gået tre uger siden det første møde mellem de to hold, og dengang vandt Kadetten Schaffhausen 32-30 i Fredericia. Tirsdag aften skulle FHK så rejse til Schaffhausen og gøre det, som ingen dansk hold nogen sinde finder let, vinde på endnu en svær udebaner i europæisk håndbold. Og det lykkedes. Fredericia Håndboldklub er videre til Play-offs i EHF European League efter en sejr på 30-29 i BBC Arena.
Det startede på den værst tænkelige måde for FHK. Inden kampen var kommet i gang for alvor, havnede holdet i undertal, og Kadettens islandske fløjspiller Óðinn Ríkharðsson, der havde været FHK’s store bekymring inden kampen, scorede to hurtige mål.
Men FHK er et hold, der ved, hvad de vil i Europa i år. Stille og roligt kæmpede FHK sig tilbage. Mads Kjeldgaard tog ansvar og scorede, og da Kalle Nissen Møller kom ind på målet i stedet for Sander Heieren, skete der noget med kampen. Den 17-årige målmand læste Kadettens angreb som en rutineret profil og leverede redning på redning. Med en redningsprocent på 50 i første halvleg var han med til at holde FHK i kampen, da det var allersværest, og han fortsatte sin imponerende præstation ind i anden halvleg. Redninger på Ariel Pietrasik, Marvin Lier, Patrik Martinovic og Óðinn Ríkharðsson igen og igen læste den unge fredericianer Kadettens bedste afsluttere og tog bolden fra dem. Det er svært at forestille sig, at FHK havde vundet uden ham.
Men aftenens helt store skikkelse var Anders Kragh Martinusen. Martinusen var simpelthen usårlig tirsdag aften. Ti mål på ti forsøg, en fejlfri aften fra en spiller, der tog ansvar præcis i de øjeblikke, FHK havde brug for et mål. Når kampen var tæt, og schweizernes tilhængere råbte højt og speakeren sagde “defense“, var det Martinusen, der svarede igen. Igen og igen og igen. Da han scorede sit tiende mål med få minutter tilbage, var det med den ro og præcision, der kendetegner en spiller i topform på den vigtigste aften i sæsonen.
Kampen var tæt hele vejen igennem. Kadetten udlignede, reducerede og pressede. Træneren Hrvoje Horvat havde inden kampen advaret mod FHK’s udestyrke og tempo, og han fik ret. Fredericia fandt præcis det løbespil og den fightervilje, som Mads Thymann havde beskrevet som nøglen til sejr. FHK’s forsvar stod samlet og organiseret gennem store dele af kampen modsat nogle af de seneste kampe, hvor fredericianerne har lukket mange mål ind.
Det var ikke uden drama. FHK fik udvisninger på uheldig vis, dommernes kendelser gav undervejs anledning til undren, og Pelle Segertoft måtte se kampen slutte tidligt efter et rødt kort. Men FHK holdt fast. Da Kadetten reducerede til 29-30 med et minut tilbage, tog Jesper Houmark timeout, og hans spillere gik ud og forsvarede føringen med kold ro.
Da slutfløjtet lød, og Kadettens frikast efter de 60 minutter gik i muren, eksploderede jublen. Fredericia Håndboldklub er videre til Play-offs i EHF European League.
Det er en præstation, der siger noget om dette FHK-holds karakter og ønske om at gøre det bedre end resultaterne har været i denne sæson. Inden kampen var der pres. Holdet havde tabt hjemme mod Nexe og havde brug for at vinde i Schweiz for at komme videre. Det vidste alle. Og i stedet for at bukke under for presset rejste FHK sig og leverede en af sæsonens bedste europæiske indsatser.
Næste stop er Play-offs, hvor modstanderne kan blive hold som MT Melsungen, Vardar Skopje, Benfica Lissabon eller Kristianstad. Men det kan vente til i morgen. I aften tilhører aftenen de spillere og den træner, der tog turen til Schaffhausen og kom hjem med det hele.
POLITIK. Sagen om et bortført spædbarn i Haderslev har fået SF’s retsordfører Karina Lorentzen til at reagere. Hun vil kræve en redegørelse for forløbet, når folketingsvalget er overstået, hvis hun bliver genvalgt.
En mand er i sagen blevet varetægtsfængslet og sigtet for blandt andet forsøg på voldtægt. Det får ifølge Karina Lorentzen sagen til at fremstå særligt alvorlig.
»Det her er en helt utroligt uhyggelig sag, og det løber mig koldt ned af ryggen i forhold til, at gerningsmanden er sigtet for forsøg på voldtægt. Det her er enhver families mareridt at få kidnappet deres baby og så af en der havde – med egne ord – tænkt sig at gøre noget ved babyen.«
Hun roser samtidig politiets indsats i sagen, men mener, at der er behov for at undersøge, om noget kunne være gjort anderledes.
»Jeg er glad for, at politiet reagerede dygtigt og hurtigt, men for mig rejser det spørgsmål om, hvorvidt gerningsmanden er kendt i systemet, og om vi kunne have gjort mere for at forebygge det her. Derfor kommer jeg til at bede om en redegørelse for den dag efter valget, for vi er nødt til at vide, om vi kunne have gjort noget, som ikke er blevet gjort.«
Folketinget kan ikke stille spørgsmål eller bede om redegørelser, mens der er valgkamp. Derfor forudsætter kravet, at Karina Lorentzen bliver genvalgt ved det kommende folketingsvalg.
HISTORIE. Danmarks frihed blev også sikret af folk, der ikke var danskere. Det er værd at huske. Et sted, en dato, syv navne – krigen bliver virkelig igen.
Den 10. marts 1943 styrtede et britisk Lancaster-bombefly ned i Lillebælt ud for Lyngsodde. Syv unge mænd mistede livet. De kom ikke fra Danmark. De unge mænd døde i en kamp, der også handlede om vores frihed. De blev mindet i dag med æresvagt og buketter.
Under Anden Verdenskrig fløj tusindvis af unge allierede flyvere ud over det besatte Europa. Mange vendte aldrig hjem. De var ofte kun i begyndelsen af tyverne – med hele livet foran sig.
Alligevel satte de sig i cockpittet, nat efter nat. De vidste, at risikoen var enorm. De vidste, at mange af deres kammerater ikke ville vende tilbage og alligevel fløj de.
Når Forsvarsbrødrene og andre i Fredericia samles ved Lyngsodde i dag, er det ikke kun for at mindes syv flyvere i et styrtet fly. Det er også for at minde os selv om noget større: At Danmarks frihed ikke kun blev sikret af danskere. Den blev også sikret af mennesker fra fremmede lande, som aldrig havde sat deres ben her før – alligevel satte livet på spil i kampen mod tyranni.
Historien viser os, at frihed ikke er gratis. Den er købt og betalt gennem generationer. Derfor må vi heller aldrig glemme dem, der ofrede alt.
Som Winston Churchill sagde under krigen: “Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few.”
De få, var blandt andet de unge mænd, der sad i cockpittet på Lancaster-flyet over Lillebælt den martsnat i 1943. De kom ikke herfra. Men de døde for en sag, der også var vores.
Derfor skylder vi dem noget så enkelt – og så vigtigt – som at huske. Et Churchill-citat, passende til denne mindehøjtideligheder, er: “Those who fail to learn from history are condemned to repeat it.”
Historien lever kun, hvis nogen giver den videre. Unge mennesker glemmer, fordi historien ikke bliver gjort levende for dem. Hvis skoler og gymnasier skal inspirere de unge til ikke at glemme, kræver det en anden tilgang end bare en side i historiebogen. Lad eleverne arbejde aktivt med historien – når de selv er med til at formidle den, begynder den for alvor at give mening
Lad elever: Lave podcasts om historiske begivenheder – lave mini-dokumentarer skrive artikler eller debatindlæg – producere SoMe-historier om lokale mindesmærker.
Historie bliver stærk, når man står dér hvor det skete. Studieture kunne gå til: Mindesmærker, gamle bunkere, krigskirkegårde, museer med personlige historier. En ung der står ved en gravsten med en 21-årig flyver på, forstår pludselig prisen for frihed.
Skoler og gymnasier I opfordres hermed til at lade samfundsfagene inkludere denne del af danmarks historien og kontakt gerne forsvarsbrødrene, marineforeninger, militærhistorisk forening samt Museum Fredericia mv. alle kan hjælpe.
OPINION. Danmark afskaffede formueskatten i 1997. Fordi erfaringen var klar: kapital flytter sig, når skatten bliver for høj. Nu er formueskatten igen blevet et politisk tema. Venstrefløjen vil endnu en gang gøre dem, der skaber værdierne, til mål for ny beskatning. Når skattepolitik drives af misundelse i stedet for økonomisk fornuft, går det ikke godt.
Virksomhedsejere og investorer skaber arbejdspladser, betaler store skatter og holder gang i økonomien gennem investeringer og privatforbrug. Alligevel fremstilles de igen og igen som et problem, der skal “løses” gennem nye skatter.
Problemet er, at formuer ofte ikke ligger kontant på en bankkonto. Hvis formuen ligger i et selskab – et ApS eller A/S – består den typisk af: – virksomhedens værdi – opsparet kapital i selskabet – aktier i selskabet
Formueskat beregnes ud fra værdien af aktierne – altså virksomhedens samlede værdi. Når pengene til at betale skatten ligger i virksomheden og bundet i drift, investeringer eller immaterielle værdier, skal ejeren for at betale formueskatten trække penge ud af virksomheden som udbytte. Udbyttet beskattes. Resultatet kan blive en dobbeltbeskatning: først udbytteskat – derefter formueskat. Det er netop et af de store kritikpunkter fra økonomer, undertegnede og erhvervsorganisationer.
Danmark er midt i en ny skattereform, der indfører en mellemskat på 7,5 procent – topskat fra omkring 777.900 kroner – en ekstra top-topskat for meget høje indkomster.
Hver gang politikerne hæver skatter på arbejde, investeringer eller virksomheder, flyttes ressourcer fra dem, der skaber værdierne, til staten. Statens evne til at investere klogt er ikke altid imponerende. Historien om Ørsted mv. viser, hvor dyrt politisk styrede virksomheds investeringer kan blive.
I stemmeboksen tæller alle stemmer lige meget. Det er demokratiets styrke. Det betyder også, at den gruppe, der betaler mest i skat og bærer den største økonomiske risiko, ikke har større politisk vægt end andre. Den, der mister mest på en ny skat, har én stemme. Den, der intet mister – eller måske endda får fordel af omfordelingen – har også én stemme.
Er retfærdighed, at politik bliver kunsten at købe popularitet hos mange ved at sende regningen til få?
Margaret Thatcher formulerede det brutalt: Problemet opstår, når man til sidst løber tør for andres penge. Jeg siger: Misundelse er gjort til skattepolitik?
OPINION. På udrejsecenter Kærshovedgård bor der 232 personer. Af dem har 222 begået kriminalitet.
Tilsammen står de for over 11.500 lovbrud på bare ti år. Og mere end halvdelen har begået personfarlig kriminalitet.
Det mest opsigtsvækkende er måske, at en del af kriminaliteten er begået efter de allerede er blevet udvist af Danmark.
Altså. De er dømt til at forlade landet men fortsætter alligevel deres kriminelle aktiviteter her.
Det betyder i praksis, at udvisningsdømte voldsmænd, voldtægtsforbrydere, terrorister og bandemedlemmer stadig kan færdes i det danske samfund, selvom de burde være ude af landet for længst.
Imens betaler lokalsamfundet prisen.
Borgerne i Bording og området omkring Kærshovedgård har i årevis levet med utrygheden. Helt almindelige mennesker, familier og naboer, som bare ønsker at leve i fred.
Men hvad har Christiansborg gjort?
Alt for ofte ingenting.
Når problemerne bliver politisk ubehagelige, bliver de pakket ind i snak om konventioner, hensyn og lange processer. Mens beslutningerne udskydes, lever borgerne videre med konsekvenserne.
Kærshovedgård er blevet et symbol på et system, der ikke beskytter sine egne borgere godt nok.
Der skal sættes lås på Kærshovedgård, så udvisningsdømte kriminelle ikke frit kan bevæge sig rundt i Danmark i årevis. For udvisning skal betyde udvisning.
Fredericia Håndboldklub spiller tirsdag aften kl. 18.45 sin afgørende kamp i EHF European League Main Round, når schweiziske Kadetten Schaffhausen er modstander i BBC Arena i Schaffhausen. En sejr sender FHK videre til Play-offs, hvor hold som MT Melsungen, Vardar Skopje, Benfica Lissabon og Kristianstad venter. Et tab betyder, at den europæiske sæson er slut.
FHK kommer til kampen med fire point efter tre Main Round-kampe, en sejr ude mod kroatiske Nexe afgjort i kampens sidste sekund af William Moberg, et hjemmetab mod samme Nexe og et tab i det første møde med Kadetten i Fredericia for tre uger siden. Schweizerne vandt den gang 32-30 efter en tæt kamp, hvor islandske Óðinn Ríkharðsson var afgørende.
Kadetten stiller med næsten komplet trup, mens FHK kan glæde sig over, at Jesper Houmark har alle mand klar til den vigtigste kamp i europacup-sæsonen. FHK er ubesejret på udebane i Europa i denne sæson og vandt senest hjemme mod Sønderjyske Herrehåndbold i weekenden.
Følg kampen live her, opdateres løbende fra kampstart kl. 18.45.
Siden efteråret 2025 har forligspartierne i Fredericia Byråd ventet på resultaterne af den kulegravning, de selv bestilte. Den 17. marts er ventetiden slut, når Social-, Handicap- og Ligestillingsudvalget præsenteres for analysen af Familieafdelingen.
Kulegravningen skal ses i lyset af en længere periode med kritik af afdelingen. Fredericia AVISEN har i en række artikler beskrevet forholdene i Familieafdelingen og sat fokus på, hvordan budgettet gang på gang ikke er blevet overholdt. Den kritiske omtale har været med til at lægge pres på politikerne for at handle.
Tallene fortæller deres egen historie. Fra 2019 til 2024 er udgifterne til børn og unge med særlige behov steget fra cirka 13.100 kroner pr. 0-17-årig til cirka 23.200 kroner – næsten en fordobling på fem år. Stigningen skyldes blandt andet, at flere familier har komplekse problemer, og at priserne på specialiserede tilbud er steget markant. Hertil kommer et presset arbejdsmiljø i Familieafdelingen, som har ført til stor gennemstrømning af medarbejdere.
Det var forligspartierne bag budgetforliget for 2025-2026, der besluttede at igangsætte analysen med et klart mål om at bremse den negative økonomiske udvikling. I oktober 2025 tog det daværende Børne- og Skoleudvalg den endelige beslutning om at sætte gang i arbejdet.
Analysen er udarbejdet af to eksterne konsulentfirmaer. BDO har gennemført en praksisnær analyse med fokus på drift, arbejdsgange og sagsbehandling og har systematisk gennemgået op til 60 sager. Index100 har på sin side leveret en datadrevet analyse, der sætter Fredericias udgiftsniveau i forhold til kommunens børnesammensætning og sammenligner med en række statistisk udvalgte kommuner med tilsvarende behov.
Begge firmaer præsenterer deres resultater på mødet den 17. marts. Oplæg til konkrete handleplaner på baggrund af analyserne ventes at komme på et senere møde. Analysen er ikke vedhæftet sagsfremstillingen på Fredericia Kommunes hjemmeside.
Klokken 18:30 går det løs. FHK møder Aalborg i Middelfart Sparekasse Arena, hvor nordjyderne kommer i en noget svækket udgave uden flere profiler, der...