Nyt samlingssted i Almind skal styrke byliv og kollektiv trafik

0
Nyt samlingssted i Almind skal styrke byliv og kollektiv trafik

KOLDING. Borgerne i Almind kan se frem til et nyt udendørs samlingspunkt midt i byen. Kolding Kommune og Sydtrafik har i samarbejde med lokale borgere skabt et nyt knudepunkt, der både skal være et hyggeligt mødested og give bedre forhold for dem, der rejser med bus og flextrafik.

Det nye samlingssted ligger på hjørnet af Sysselbjergvej og Vestergade på et areal, som tilhører Dagli’ Brugsen, og indvies tirsdag den 21. oktober klokken 14.

»Jeg har store forventninger til det nye knudepunkt, som er blevet til i et godt samarbejde med lokalsamfundet, Sydtrafik og regionen. Jeg håber, initiativet både vil styrke bymiljøet, sammenholdet i Almind og omegn og gøre det mere attraktivt at rejse med bus eller flextrafik,« siger Jakob Ville, formand for Kolding Kommunes udvalg Plan og Teknik.

Knudepunktet byder på en åben og overdækket pavillon med bord og siddemøbler i runde, organiske former. Der er etableret nye belægninger og et område med loungemøbler, hvor besøgende kan slappe af. For børnene bliver der legemuligheder i form af en hinkesti og træstubbe til balanceleg.

Buspassagererne får samtidig bedre forhold, når de venter på bussen. Stoppestedet for linje 103 flyttes op til pladsen, hvor der nu også bliver mulighed for at rejse med Plustur og flextrafik. Der kommer realtime-tavler, som viser afgangstider, og otte nye cykelstativer, så rejsende let kan kombinere cykel og bus.

»I Sydtrafik arbejder vi strategisk med at skabe attraktive knudepunkter for vores rejsende, og pilotprojektet i Almind har været et godt startskud på den front. Vi tager en masse viden og erfaring med videre og ser frem til kommende, lignende projekter i samarbejde med kommuner og lokalbefolkning,« siger Michael Aagaard, direktør i Sydtrafik.

Projektet har haft stor lokal opbakning. Kolding Kommune og Sydtrafik har undervejs inddraget både Dagli’ Brugsen, Almind Borgerforening og elever fra Alminde-Viuf Fællesskole. De daværende 7.-klasser deltog i et designforløb, hvor de kom med ideer og lavede modeller for, hvordan pladsen kunne se ud.

»Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med lokalsamfundet. Brugsen har stillet arealet til rådighed, mod at kommunen fremover står for vedligeholdelsen. Derudover har vi gennemført et designforløb med de daværende 7.-klasser på Alminde-Viuf Fællesskole, som lavede modeller for, hvad der skulle være på møde- og samlingsstedet. Eleverne er blandt andet kommet med et ønske om loungemøbler, hvor man kan slappe af med vennerne,« fortæller Bianca Fogh Pedersen, trafikmedarbejder ved Kolding Kommune.

Ved indvielsen afsløres navnet på pladsen, som er valgt blandt 142 navneforslag indsendt af lokale borgere. Arrangementet byder desuden på taler, lidt til ganen og hygge ved de nye faciliteter.

Knudepunktet i Almind skal fremover være et centralt sted i byen, hvor folk mødes, leger, venter på bussen eller bare tager en pause i hverdagen.

Nyt møde- og samlingssted i Almind – plantegning

Narkobilist med peberspray standset på motorvejen – og indbrud i villa i Fredericia

0
Narkobilist med peberspray standset på motorvejen – og indbrud i villa i Fredericia

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi har haft et stille døgn, men med to hændelser, der alligevel krævede en politipatruljes indgriben. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd tirsdag formiddag den 14. oktober.

Det første skete på Sønderjyske Motorvej mandag klokken 08.56, hvor politiet modtog en anmeldelse om en bil, der kørte »en smule specielt«.

»Vi sendte en patrulje ud, som fik standset bilen ved Jens Holms Vej. Føreren viste sig at være påvirket af stoffer, og ved kontrollen fandt vi desuden en peberspray i bilen,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Den 23-årige mand fra Skanderborg blev anholdt, sigtet for narkokørsel og for overtrædelse af våbenloven. Han blev efterfølgende taget med til blodprøve og løsladt igen.

På tirsdagens døgnrapport finder man også en anmeldelse om et indbrud i en villa på Smalagervej i Fredericia.

»Det er sket mellem søndag aften klokken 22.30 og mandag morgen klokken 06.00. En rude er blevet aflistet, så gerningspersonen kunne komme ind. Der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet,« siger Arno Rindal Petersen og tilføjer, at det var en nabo, der opdagede indbruddet.

Fredericias bytog holder stille i bymidten i efterårsferien

0
Fredericias bytog holder stille i bymidten i efterårsferien

FREDERICIA. Mens mange børnefamilier i efterårsferien besøger Fredericia, står det lille bytog, som normalt kører gennem midtbyen, stille. Toget kører i stedet i Madsbyparken, hvor der ifølge kommunen er størst efterspørgsel i ferien.

Medlem af Bosætnings- og Turismeudvalget Susanne Eilersen (DF) fortæller, at beslutningen ikke er politisk, men truffet af forvaltningen

»Det har vi ikke haft oppe at vende i udvalget. Det er noget, som forvaltningen vurderer ud fra, hvor der er mest behov. Jeg går ud fra, at man har vurderet, at der er flere børnefamilier i Madsbyparken i efterårsferien, og at det derfor giver bedst mening, at toget kører derude,« siger hun.

Bytoget, der tidligere var eldreven, blev i foråret erstattet af et dieseltog, efter det gamle tog viste sig at være for ustabilt og ikke kunne køre i parkens kuperede terræn.

»Det gamle eltog kunne ikke klare grusstierne og de stejle stigninger i Madsbyparken. Derfor valgte vi at købe et mere robust tog, som kan bruges flere steder. Det er et bevidst valg, vi har truffet i udvalget,« siger Susanne Eilersen.

Overgangen fra el til diesel harmonerer ifølge Eilersen fint med kommunens grønne ambitioner.

»Det er så små mængder, vi taler om, at det ikke ændrer noget væsentligt for CO₂-regnskabet. Det vigtigste er, at toget kan bruges, og at vi får glæde af det. Vi har ikke råd til at have et tog stående, som kun kan køre få uger om året,« siger hun.

Planen med bytoget var oprindeligt, at det skulle køre i bymidten i sommerferien, omkring juletid og ved anløb af krydstogtskibe, men i ferier som denne er det altså Madsbyparken, der har førsteprioritet.

»Man kan godt sige, at det ville være oplagt, at det også kørte i byen i efterårsferien, for der kommer mange besøgende. Men det er nok vurderet, at der er flere passagerer at finde i parken. Jeg tør ikke sige, om det måske kører en enkelt dag eller to i byen, men det er ikke noget, vi politisk har taget stilling til,« siger Susanne Eilersen.

Hun er blot 25 år og købmand i Strib – nu er Mille Holm kåret som Årets Talent i REMA 1000

0
Hun er blot 25 år og købmand i Strib – nu er Mille Holm kåret som Årets Talent i REMA 1000

BUSINESS. Når man træder ind i REMA 1000 i Strib, mærker man hurtigt, at der er noget særligt over stemningen. Der bliver hilst, smilt og arbejdet med energi – og midt i det hele står købmand Mille Holm, 25 år, som med sin ro og sit overskud leder butikken med lige dele struktur og menneskelighed.

For nylig blev hun udnævnt til Årets Talent 2025 i REMA 1000 og har netop gennemført kædens talentprogram. En hæder, der for Mille betyder meget mere end en titel.

»Det er en kæmpe ære at blive kåret som Årets Talent. Der er så mange dygtige mennesker i REMA, så at blive udvalgt i det felt, det er helt vildt. Det viser, at det, man går og gør, faktisk bliver set. At det betaler sig at være sig selv, og at det gør en forskel, hvordan man er som menneske,« siger hun med et smil.

REMA 1000’s talentprogram er ikke bare et kursus i ledelse. Det er en rejse gennem seks moduler, hvor deltagerne bliver udfordret på alt fra økonomi og strategi til menneskelige relationer og selvindsigt. For Mille har det været intenst, men utroligt givende.

»Det har været hårdt, men virkelig lærerigt. Vi har haft et nyt tema for hvert modul, og det har hele tiden været noget, man kunne tage med direkte hjem i hverdagen. Det har aldrig bare været teori, der skulle stå pænt på papir – det har været værktøjer, man kan bruge i butikken dagen efter,« fortæller hun.

For Mille har programmet især været med til at styrke hendes forståelse af mennesker. Hun leder i dag et team af medarbejdere i mange aldre og med vidt forskellige baggrunde.
»Jeg har lært, at mennesker er forskellige – og at man som leder skal kunne se det. Det ville være let, hvis alle var som mig, men sådan fungerer det jo ikke. Nogle har brug for tydelige rammer, andre har brug for frihed. Talentprogrammet har givet mig redskaber til at spotte det hurtigt og tilpasse min måde at lede på. Det er noget af det mest værdifulde, jeg har taget med mig,« siger hun.

Frihed under ansvar – også som leder

For Mille er ledelse ikke noget med at kontrollere, men at give plads. Hun tror på, at mennesker trives bedst, når de får ansvar – og lov til at fejle.

»Jeg tror på frihed under ansvar. Det får jeg selv som købmand, og det er helt naturligt for mig at give det videre til mine medarbejdere. Jeg vil hellere have medarbejdere, der tør tage initiativ, end nogen, der er bange for at lave fejl. For fejl er ikke farlige – det er jo sådan, vi lærer,« siger hun.

Den filosofi mærkes tydeligt i butikken, hvor hun beskriver kulturen som varm, åben og fyldt med tillid.
»Jeg har nogle virkelig gode medarbejdere. Vi har en hverdag, hvor vi griner, hvor vi hjælper hinanden, og hvor vi husker på, at vi allesammen er en del af noget fælles. Jeg tror på, at man leder bedst ved selv at være et menneske. Man skal kunne gå foran, men man skal også kunne lytte,« siger hun.

Mennesker før tal

Selvom Mille er ung, har hun allerede været i REMA 1000 i en årrække, og hendes tilgang til arbejdet handler mindst lige så meget om mennesker som om bundlinje.

»Jeg værdsætter fællesskabet højt. Det er dét, der gør REMA til noget særligt. Man får lov til at tage ansvar, og man får lov til at udvikle sig. Jeg elsker, at jeg både kan være købmand, underviser og mentor på samme tid. At jeg kan give videre til de nye elever, det gør mig stolt,« siger hun.

Netop den menneskelige tilgang er også det, der har været med til at give Mille hæderen som Årets Talent.
»Jeg fik prisen, fordi jeg er den, jeg er. Og det gør mig glad. Det betyder, at det ikke bare handler om, hvor mange timer man arbejder, men om den måde, man møder folk på – kunder, kolleger, elever. Hvis man kan give dem en god oplevelse, så har man gjort noget rigtigt,« siger hun.

Et netværk, der styrker

For Mille har talentprogrammet også givet hende et nyt netværk i REMA 1000 – en gruppe af unge ledere og kommende købmænd, som hun sparrer med i hverdagen.
»Vi var et intenst hold. Det betyder, at vi stadig ringer til hinanden, hvis vi står i en udfordring. Vi kan spørge: ‘Hvordan gjorde du i den situation?’ eller ‘Hvad tog du med fra det modul?’ Det er en kæmpe styrke at have det netværk, fordi man ved, man ikke står alene,« siger hun.

For Mille Holm er REMA 1000 et sted, hvor alder og erfaring ikke sætter grænser – kun viljen til at lære og tage ansvar gør.
»Noget af det, jeg synes, er så fedt ved REMA, er, at man ikke skal være 30 eller 40 for at blive købmand. Hvis du er dygtig, og du har hjertet på det rette sted, så får du chancen. Jeg fik muligheden som 24-årig, og det viser bare, at REMA tror på os unge. De giver os de værktøjer, vi har brug for – og de følger op. Det betyder alt,« siger hun.

Mille smiler, da hun bliver spurgt, hvad fremtiden skal bringe.

»Lige nu vil jeg bare fortsætte med at udvikle mig – og udvikle butikken sammen med mit team. Jeg tror, man skal blive ved med at være nysgerrig, og jeg vil gerne være en leder, som gør folk omkring mig bedre. Hvis jeg lykkes med det, så er jeg lykkes med det hele,« siger hun.

For Mille Holm handler det i sidste ende ikke kun om at sælge varer. Det handler om at skabe et sted, hvor mennesker vokser – både fagligt og menneskeligt.

»REMA 1000 har lært mig, at frihed og ansvar går hånd i hånd. Og det er nok det vigtigste, jeg tager med. Jeg tror, jeg leder bedst, når jeg tør stole på folk – og når de tør stole på mig.«

Anders Kragh Martinusen håber på stor opbakning

0
Anders Kragh Martinusen håber på stor opbakning

SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften møder tyske TSV Hannover-Burgdorf i European League, venter en kamp mod et hold med tung fysik og international klasse. Anders Kragh Martinusen kalder det en stor udfordring – men også en mulighed for at vise FHK’s karakter og kampvilje.

»Det bliver en hård kamp, ingen tvivl om det. Vi er udfordrede på ressourcer, der er stadig spillere ude, og vi må få det bedste ud af den trup, vi har. Det bliver fysisk, for tyskerne kommer med nogle store, stærke spillere, og det passer dem fint,« siger Anders Kragh Martinusen.

Han kender til Hannover fra tidligere, blandt andet gennem Evgeni Pevnov, der har spillet i klubben.

»Hannover har været et stærkt hold i Bundesligaen i flere år, men de er blevet lidt ramt på bredden efter en skade på deres højre back. Til gengæld har de en af verdens bedste stregspillere i Matic Suholežnik Fischer, og ham skal vi holde rigtig skarpt øje med,« siger han.

For FHK bliver nøglen til succes at matche tyskerne på tempo og energi – og at finde løsninger på deres kompakte forsvar.

»Vi skal prøve at bryde deres solide forsvar op. Det er mange kilo og meget højde, de står med, så hvis vi kan få kampen over på vores præmisser og få lidt fart i bolden, vil det være godt. Vi skal have gang i kontraspillet og løbe lidt med dem, selvom vi ikke har alverdens at skifte ud med,« siger Martinusen.

Han roser samtidig holdets defensive arbejde og håber, at FHK’s forsvar og målmænd igen kan gøre en forskel.

»Vi har været rigtig tilfredse med vores defensiv i de seneste kampe. Hvis vi kan holde det niveau og få målmændene med, så har vi noget at bygge på. Det handler om samarbejdet i forsvaret, især omkring stregen, så de ikke får for let spil,« siger han.

Træningen op til kampen har fokuseret på netop det taktiske – og på at udnytte Hannovers svagheder.

»Vi har arbejdet med, hvordan vi kan krydse dem af og bruge vores fart, så vi ikke hele tiden skal ind og slås med dem. Vi skal også forsøge at holde det kompakt omkring Fischer og tvinge dem ud på kanterne, hvor de ikke er helt så komfortable,« siger han.

For træneren betyder kampen mere end bare point. Det handler også om at vise, at Fredericia kan levere mod de store hold.

»Det er selvfølgelig altid en oplevelse at møde et hold fra Bundesligaen, men for os handler det om at være med i Europa og bygge videre på den erfaring, vi fik i Champions League sidste år. Vi tager det med ydmyghed, men også med ambition,« siger Anders Kragh Martinusen.

Han ved, at ressourcerne er pressede, men han forventer et FHK-hold, der spiller med hjerte og fight fra start til slut.

»Det er måske ikke lige det bedste tidspunkt at møde sådan en modstander på, men man kan jo ikke vælge sine kampe. Jeg ved, at dem, der står på banen, vil give alt, hvad de har. Det bliver måske ikke poleret håndbold, men det bliver med vilje, udstråling og fighterånd,« siger han.

Og så håber han, at publikum bliver den ekstra faktor, der kan tippe kampen til Fredericias fordel.

»Jeg håber, man kan mærke, at vi vil det. Vi har drømt om at spille de europæiske kampe i vores egen arena – og nu sker det. Så det skal kunne ses og mærkes. Vi skal vise vilje, engagement og gejst – og forhåbentlig levere god håndbold og tage to point,« siger Anders Kragh Martinusen.

Frederik Jægerum før Hannover-kampen: Vi skal spille hurtigt og kæmpe i 60 minutter

0
Frederik Jægerum før Hannover-kampen: Vi skal spille hurtigt og kæmpe i 60 minutter

SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften træder ind i Middelfart Sparekasse ARENA til mødet med tyske TSV Hannover-Burgdorf, bliver det mod et hold med international klasse og stor fysik. For Frederik Jægerum handler det om at finde tempoet, troen og sammenholdet fra første fløjt.

»Det bliver en hård kamp – en kamp, hvor vi skal kæmpe i 60 minutter for forhåbentlig at få to point. Hannover er et hold med international klasse, med store og fysiske spillere, så det bliver hårdt hele vejen igennem,« siger Frederik Jægerum.

Han ser kampens nøgle som FHK’s tempo og evne til at undgå spilstop.
»Vi skal spille hurtigt og undgå at stå stille i angrebet. Vi skal have flow, få bolden til at rulle og udfordre dem på fart. Samtidig skal vi stå kompakt i forsvaret og hjælpe hinanden, for de kommer med meget tryk i midten,« siger han.

Op til kampen har FHK haft fokus på at forberede sig taktisk mod de tyske styrker – og udnytte de svagheder, de kan finde.
»Vi har kigget på deres angreb og set, hvor de gør det godt, og hvor vi kan ramme dem. De er tunge i kroppen, og hvis vi kan få løbet med dem og trække tempoet op, så kan det blive en fordel for os. Det er noget af det, vi skal lykkes med,« siger Jægerum.

For den unge bagspiller er mødet med Hannover ikke bare endnu en kamp – det er en mulighed for at måle sig med nogle af de bedste spillere i verden.
»Det er altid sjovt at prøve sig af mod hold fra Bundesligaen. Det er verdens bedste liga, og det bliver spændende at se, hvor vi står i forhold til dem. Vi skal nyde det, men samtidig tage udfordringen på os,« siger han.

Stemningen i truppen er ifølge Jægerum præget af forventning og optimisme.
»Der er en god stemning. Folk er glade, spændte og klar. Vi glæder os bare til at komme i gang og tage kampen op. Jeg tror ikke, der er nogen nervøsitet – bare lyst til at vise, hvad vi kan,« siger han.

Og hvad håber han, at publikum får at se, når kampen fløjtes i gang?
»Jeg håber, de får lov til at se et hold med ild i øjnene. Et hold, der viser vildskab, udstråling og vilje. Vi skal kæmpe for hvert eneste minut – og det skal kunne mærkes på tribunen,« siger Frederik Jægerum.

Læs også

Christian Bro: Fredericia er med til at skabe noget, der er større end Danmark

0
Christian Bro: Fredericia er med til at skabe noget, der er større end Danmark

POLITIK. Borgmester Christian Bro (S) kalder det en fantastisk nyhed, at Fredericia Musicalteater er med i udviklingen af Aqua The Musical. For ham viser samarbejdet mellem teatret og produktionsselskabet AHA Creations, at Fredericia har en helt særlig rolle i dansk kultur – også når projekterne rækker ud over landets grænser.

»Jeg synes, det er fantastisk, at musicalteatret er en del af den konstellation. Det viser, at vi faktisk kan være med til at udvikle musicals, der er større end Fredericia – og i virkeligheden større end Danmark. Det er ret imponerende,« siger Christian Bro.

Han understreger dog, at det ikke er Fredericia Musicalteater, der står som producent, men AHA Creations, som har base i byen.

»Det er jo ikke musicalteatret, der laver forestillingen, det er AHA Creations. Men det er stadig fantastisk, at Fredericia på den måde er en del af et samarbejde, der har internationale ambitioner,« siger han.

For Aqua The Musical bliver ikke en traditionel produktion. Den får premiere i København – og sidenhen skal den ud i verden.

»Tanken er, at forestillingen skal spilles i København først og derefter rejse ud i verden. Ambitionerne er meget større, end vi normalt ser, og det synes jeg i sig selv er både spændende og klogt,« siger Christian Bro.

På spørgsmålet om, hvorfor musicalen ikke får premiere i Fredericia, svarer borgmesteren, at projektet ganske enkelt er for stort.

»Jeg tror, det er rigtigt set, at Aqua The Musical er større end Fredericia kan rumme lige nu. Det er en produktion i international skala. Men man kan da håbe, at den vender hjem på et tidspunkt. Det ville være en fantastisk oplevelse for byen,« siger han.

Han mener samtidig, at det sender et stærkt signal, at Fredericia lægger hus til et produktionsselskab, der kan skabe noget af den kaliber.

»Det er ret fantastisk, at vi har et selskab med base i Fredericia, som kan udvikle forestillinger i verdensklasse. Det viser, at vores by stadig er et kreativt kraftcenter, hvor store idéer bliver født,« siger han.

Christian Bro er realistisk omkring teatrets nuværende fysiske rammer og mener ikke, at Fredericia kan rumme opsætninger i den størrelsesorden, som Aqua The Musical repræsenterer.

»Jeg tvivler på, at vi i dag har et teater, der kan håndtere så store produktioner. Fredericia har gennem tiden rummet store forestillinger, også Disney-produktioner, men de var jo alle nedskalerede versioner i forhold til originalerne. Det her er det modsatte – her skalerer man op. Og det er en helt anden størrelse,« siger borgmesteren.

Selvom produktionen altså ikke får premiere i Fredericia, mener Christian Bro, at byens bidrag stadig er tydeligt.

»Det her er et udtryk for, at Fredericia er med dér, hvor idéerne bliver til. Vi er med i udviklingen, og det er måske det vigtigste. Det er her, kreativiteten og det faglige fundament ligger. Og det er jeg stolt af,« siger Christian Bro.

Jonas Kruse før Hannover-kampen: Vi skal spille med gejst og vilje

0
Jonas Kruse før Hannover-kampen: Vi skal spille med gejst og vilje

SPORT. Når Fredericia Håndboldklub tirsdag aften tager imod tyske TSV Hannover-Burgdorf i Middelfart Sparekasse ARENA, bliver det med respekt for modstanderen – men også med troen på egne evner. Playmakeren Jonas Kruse ser frem til en aften med intensitet, fysik og hjemmebanestemning.

»Det bliver en spændende kamp mod et hold med høj klasse. Alle hold i Bundesligaen er gode, så vi regner med en svær kamp. Men det bliver også en kamp, hvor vi glæder os til at spille europæisk håndbold på hjemmebane og forhåbentlig få en god start,« siger Jonas Kruse.

Han kender til tyskernes styrker – især deres tunge fysik og stærke stregspil.

»De har en stor fysik, og det kommer til at give os noget at arbejde med i både forsvar og angreb. De har nogle store gutter i midterblokken, som bliver svære at komme forbi. Så vi skal stå godt på fødderne og undgå at lave fejl,« siger han.

For FHK bliver nøglen at holde fast i strukturen og udvise den fight, som holdet har bygget op gennem sæsonen.

»Der skal være gejst og vilje i hallen. Hannover har mere erfaring end os på papiret, men vi skal ud og vise, at vi kan matche dem på energi og disciplin. De skal ikke have lov til at spille for meget til stregen, og vi skal undgå, at de får de der små frikast hele tiden. Det er detaljerne, der afgør sådan en kamp,« siger Jonas Kruse.

Op til kampen har FHK haft fokus på netop de tyske styrker og forberedt sig på at lukke de farlige rum.
»Vi har kigget meget på deres stregspil og deres afslutninger. Vi har arbejdet med, hvordan vi skal møde dem højt og tage initiativet i forsvaret. Det handler om at stå kompakt og presse dem til at tage de svære løsninger,« siger han.

At møde et bundesligahold på hjemmebane er noget, spillerne ser frem til med stolthed.

»Det er altid fedt at spille de store kampe mod de store hold. Det er en kæmpe oplevelse at spille europæisk håndbold, og det giver os en chance for at vise os frem på et højt niveau. Sådan nogle kampe giver energi, og man kan mærke, at hele holdet glæder sig,« siger Jonas Kruse.

Truppen er klar, og stemningen er i top.

»Der er smil på læberne og stor tro på os selv. Vi har haft en god periode, hvor vi hele tiden bliver bedre, og når vi spiller på hjemmebane, går vi altid efter at vinde. Vi skal ud og bygge videre på den bølge, vi er på lige nu,« siger han.

Til de mange fans, der forventes at fylde arenaen tirsdag aften, har han en klar besked.

»Jeg håber, publikum får lov til at se en kamp med masser af gejst, fight og glæde. Vi er på vej i den rigtige retning, og jeg tror, at vi kan tage endnu et skridt frem i morgen. Det bliver en aften, hvor alt kan ske,« siger Jonas Kruse.

Fremtid i Fokus gav os styr på livet – og troen på os selv

0
Fremtid i Fokus gav os styr på livet – og troen på os selv

De var unge, mødre og på vej til at miste grebet om hverdagen. Økonomien sejlede, planerne gled ud mellem fingrene, og troen på fremtiden var svær at holde fast i. Men så fik de et opkald, der skulle ændre alt.

I dag står Sofie og Laura med styr på livet, uddannelse og økonomi – og med en tro på sig selv, de aldrig før har haft. Vejen dertil gik gennem Fremtid i Fokus, et kommunalt forløb i Fredericia, der hjælper unge med at finde retning, struktur og håb i en hverdag, der før føltes som ét langt kaos.

De to unge kvinder, vi har talt med, ønsker at være anonyme, men deres identitet er kendt af redaktionen. I artiklen kalder vi dem Sofie og Laura. For Sofie og Laura blev et forløb i projektet Fremtid i Fokus et vendepunkt. Begge er i dag i uddannelse, har styr på økonomien og føler, at de endelig står på et solidt fundament – men sådan har det ikke altid været.

»Før Fremtid i Fokus manglede jeg fuldstændig struktur i min hverdag. Jeg havde svært ved at holde overblikket over økonomien, og når der kom penge ind, forsvandt de lige så hurtigt igen. Det var ikke, fordi jeg var dårlig til at tage ansvar, jeg vidste bare ikke, hvordan man gjorde. Sidste måned ventede jeg på hver en krone,« fortæller Sofie.

Laura nikker genkendende. Hun flyttede hjemmefra som 18-årig uden netværk, familie eller støtte.

»Jeg stod helt alene. Jeg havde ikke nogen, der kunne hjælpe mig med at finde vej i alt det praktiske – job, bolig, økonomi. Det blev bare fra den ene lejlighed til den anden, og jeg havde svært ved at holde fast i noget. Jeg var træt, stresset og havde ikke overblik over noget som helst,« fortæller hun.

Da de to unge kvinder blev en del af Fremtid i Fokus, var det gennem et opkald fra Morten, en pædagog, de kendte fra deres skoletid. Han fortalte, at kommunen skulle starte et nyt tilbud målrettet unge mellem 18 og 25 år, der havde brug for støtte til at finde en retning i livet.

»Morten ringede og spurgte, om vi ville være med. Vi kendte ham i forvejen, og vi vidste, at han altid har været der for os – også efter vi blev myndige. Han sagde, at de skulle starte et forløb, der skulle hjælpe unge voksne med at finde fodfæste, og vi sagde ja med det samme,« fortæller Sofie.

De blev en del af det første hold i projektet, hvor alt stadig var nyt, og hvor metoderne blev udviklet undervejs. I begyndelsen bestod dagene af samtaler, hvor man sammen lagde planer for, hvordan man kunne få styr på økonomien, skoledagen og hverdagen.

»Vi startede med at snakke om, hvad der fyldte mest. For mig handlede det om at få styr på pengene og lære, hvordan man lægger et budget. For Laura var det mere det med at få skabt struktur og ro i hverdagen,« siger Sofie.

At blive udfordret – og set

Fremtid i Fokus var ikke kun samtaler og papirer. Der blev også arbejdet med tillid, fællesskab og mod. Deltagerne kom blandt andet på en tur med klatring, samarbejdsøvelser og overnatning i naturen – noget, ingen af dem havde prøvet før.

»Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle ud i naturen, men det gav rigtig god mening. Jeg har angst, og det der med at skulle klatre og stole på andre var grænseoverskridende – men også en øjenåbner. Det handlede om at turde stole på nogen igen,« fortæller Laura.

Fællesskabet blev en vigtig del af forløbet. De to kvinder beskriver det som et sted, hvor man ikke blev dømt, men mødt i øjenhøjde.
»Vi kendte nogle af de andre i starten, men det var et fællesskab, hvor man hurtigt lærte hinanden at kende. Vi kom fra forskellige baggrunde, men vi stod lidt det samme sted. Det betød meget, at man kunne spejle sig i andre, der også kæmpede for at finde vej,« siger Sofie.

I Fremtid i Fokus får hver deltager tilknyttet en kontaktperson – enten Morten eller Rasmus – som kan hjælpe med alt fra samtaler til praktiske udfordringer. De to unge kvinder fortæller, hvordan den støtte blev afgørende.

»Man får deres private nummer, så man altid kan ringe, hvis der er noget. De kan tage med til lægen, hjælpe med møder eller bare snakke, hvis man har en dårlig dag. Jeg har haft Morten med til møder, hvor jeg ikke selv turde gå alene. Det betyder så meget, at de bliver ved med at være der,« fortæller Laura.

Sofie nikker. »De giver ikke op. Hvis du ikke lige får svaret, så ringer de igen. Og det er ikke bare et job for dem – de gør det, fordi de vil os det godt. Det mærker man,« siger hun.

En ny begyndelse

I dag har de begge fået styr på økonomien og fundet en vej videre i livet. Sofie læser til sygeplejerske, og Laura er i gang med procesoperatøruddannelsen.

»Jeg har fået troen på, at jeg kan nå mine mål. Før tænkte jeg tit, at det hele blev for svært, og så gav jeg op. Nu ved jeg, at jeg godt kan, selv hvis der kommer bump på vejen,« siger Sofie.

Laura tilføjer: »Jeg bruger stadig de budgetter, vi lavede dengang. Det giver overblik. Det giver ro. Der er styr på tingene nu.«

Begge kvinder er i dag mentorer for de nye deltagere i Fremtid i Fokus. De deltager i møder, observerer forløbet og giver råd videre.
»Det føles godt at kunne give noget tilbage. Vi ved, hvordan det føles at stå dér, hvor man ikke kan se en vej frem. Så hvis vi kan hjælpe bare én person videre, så giver det mening,« siger Laura.

Når de to unge kvinder bliver spurgt, hvad de gerne vil sige til andre, der står i samme situation, er svaret klart:

»Vær ærlig og åben. Hvis du vil have hjælp, så får du den – men du skal også turde tage imod den. De kan ikke læse dine tanker. Og så skal du holde fast. Det kan være hårdt, men det er det værd. For en dag vågner du og opdager, at du har fået styr på det,« siger Sofie.

Laura nikker. »Det er okay at få hjælp. Faktisk er det det klogeste, man kan gøre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor jeg havde været i dag, hvis jeg ikke havde gjort det.«

Fremtid i Fokus er i dag et fast tilbud i Fredericia Kommune under Fredericia Fritid. På det seneste hold var 72 procent af deltagerne i job eller uddannelse, da forløbet sluttede. Tre måneder senere var det 100 procent.

For Sofie og Laura er tallene ikke bare statistik – de er et bevis på, at et lille fællesskab og en håndsrækning kan ændre alt.

Fredericia drømmer om et nyt teater – Susanne Eilersen håber på fonde og fornyelse

0
Fredericia drømmer om et nyt teater – Susanne Eilersen håber på fonde og fornyelse

POLITIK. Når en ny dansk musical får premiere i København med Fredericia Musicalteater som medproducent, vækker det både stolthed og længsel i den by, der stadig bærer titlen som Danmarks musicalhovedstad. For i Fredericia er kærligheden til scenekunsten dybt forankret, og ifølge byrådsmedlem Susanne Eilersen (O) er det kun naturligt, at de kreative kræfter stadig udspringer herfra – men også, at det vækker tanker om, hvad byen mangler.

»Jeg synes, det er en rigtig god nyhed, at der skal laves sådan en musical, og at det også er med kræfter fra Fredericia, der er indover. Vi er jo musicalbyen med uddannelser og det hele, så det er jo rigtig godt, at det stadig udspringer herfra. Det synes jeg er fantastisk,« siger hun.

Hun smiler, men tøver et øjeblik, som om begejstringen alligevel rummer en bittersød klang. For bag stoltheden ligger erkendelsen af, at Fredericia ikke længere har de fysiske rammer til at løfte en produktion af internationalt format.

»Drømmen ville jo have været, at den skulle have premiere i Fredericia. Det kunne jeg godt have tænkt mig. Men jeg er også godt klar over, at i øjeblikket har vi ikke et teater, der kan bære sådan en opsætning. Det har vi desværre ikke,« siger hun.

Det er en sætning, der får lov til at hænge i luften. For i en by, hvor musicalen nærmest har været en del af identiteten, føles det næsten som et paradoks, at ambitionerne overstiger murenes bæreevne.

»Jeg håber, at den store opmærksomhed, som jeg tror, den her musical får, og det faktum at den også skal gå ud i verden, måske kan vække interessen hos nogle fonde. Det kunne være begyndelsen på et nyt eventyr, hvor vi får bygget et nyt teater i Fredericia. Gerne et helt kulturhus, hvor også vores Musicalakademi kan være, for deres rammer er også slidte og gamle,« siger hun.

Hun læner sig tilbage, og blikket bliver beslutsomt. »Kommunen har ikke økonomi til selv at bygge sådan et teater. Det har vi ikke. Men vi har tidligere haft idéen på tegnebrættet – et fyrtårn nede i Kanalbyen – og det synes jeg, vi skal kigge på igen. Hvis fonde skal være interesserede, så skal kommunen også selv være aktiv. Det tror jeg godt, man kan finde ud af. Men vi har brug for nogen, der vil være med. Det her kan måske være springbrættet,« siger hun.

For Susanne Eilersen handler det ikke kun om mursten og sceneteknik. Det handler om at give Fredericia et kulturelt løft, der kan mærkes langt ud over kommunegrænsen.

»Hvis vi får sådan et nyt teater lagt sammen med vores musicaluddannelse, så vil det virkelig manifestere, at musical er Fredericia. Det vil give os mange trin op ad stigen som kulturby. Det har nogle års udsigter, det ved jeg godt, men det her kan være første døråbning. Vi ligger jo midt i landet, og det giver mening, at det store musicalteater ligger her,« siger hun.

Hun har set byen vokse op omkring musicaltraditionen og været med på rejsen, fra da Fredericia Musicalteater fik status som paragraf 5-teater på Christiansborg, til de store produktioner, der bragte internationale samarbejder til byen. Hun husker Disney-produktionerne, der fyldte scenen, og de aftener, hvor salen sitrede af energi.

»Vi kan jo godt fagligt og håndværksmæssigt. Det er bygningen, der ikke længere kan klare de megastore opsætninger. Det er gamle rammer, og de tunge produktioner kræver noget andet. Når man skal have en så stor premiere, skal man også kunne rumme lidt flere gæster. Så det kræver nogle nye muligheder, men måske også nogle investorer, der kan se det for sig,« siger hun.

Hun kender Fredericia Teater indefra og ud – både dets styrker og dets skrøbelighed. Derfor bliver hendes stemme lavere, da hun taler om, hvad der skal til for at bygge noget nyt.

»Jeg har jo været med til hele rejsen, hvor teateret blev et paragraf 5-teater. Jeg kunne godt håbe, at vi kan udbygge den rejse med et nyt, fantastisk spillested. Det synes jeg, vi skal kigge ind i. Og det kan jeg også høre, at flere i byrådet synes. Det handler om at tage det næste skridt, måske sammen med nogle fonde, der kan se sig selv i det. Det vil jeg i hvert fald gerne arbejde for,« siger hun.

Det er et håb, der står på skuldrene af en by, der allerede har bevist, hvad den kan. Fredericia har leveret både talenter og forestillinger, der har sat varige spor i dansk musicalhistorie. Nu mangler kun rammerne, der kan bære drømmen videre.

»Fredericia har hjerte, tradition og vilje. Nu skal vi finde de kræfter, der kan sikre, at vi også i fremtiden kan kalde os Danmarks musicalhovedstad,« siger Susanne Eilersen.

Og måske begynder næste kapitel netop her – med en musical, der blev født i Fredericia, men tog sin første store premiere et andet sted, som en påmindelse om, at drømme nogle gange må tage en omvej, før de vender hjem.

Tre FHK-talenter med til EM, en fjerde i opvarmningen

Tre FHK-talenter med til EM, en fjerde i opvarmningen

0
Tre spillere fra Fredericia HK er udtaget, da Danmark til sommer stiller op ved M18-EM i håndbold i Serbien. En fjerde Fredericia-spiller er kaldt...