23 C
Copenhagen
tirsdag 23. juni 2026

Ny skolechef skal samle Middelfarts skoler efter måneders uro

Middelfart Kommune har fundet sin nye skolechef i Lemvig. Martin Bang Madsen tiltræder 1. august og overtager et skoleområde, der har stået i modvind.

Ny skolechef skal samle Middelfarts skoler efter måneders uro

KOMMUNALT. Der har været tryk på skoleområdet i Middelfart Kommune det seneste år. Da Martin Bang Madsen 1. august sætter sig i skolechefstolen, gør han det efter en periode, hvor netop den stol har været svær at sidde i.

Middelfart Kommune har ansat Martin Bang Madsen som ny skolechef. Han kommer fra en stilling som fagchef for læring i Lemvig Kommune, hvor han siden 2021 har arbejdet strategisk og politisk med udvikling af skoleområdet, faglig kvalitet, trivsel og fælles retning på tværs af skoler. Han har desuden erfaring som skoleleder for Specialkompetence Holstebro, er uddannet lærer og har en diplomuddannelse i ledelse.

Ansættelsen falder på et tidspunkt, hvor kommunen har brug for ro om skolerne. Tidligere skolechef Birgit Munk fratrådte i januar efter en gensidig aftale, og siden har familie- og forebyggelseschef Jes Barsøe været konstitueret i embedet. Med Martin Bang Madsen får området igen en fast chef.

Trine Verner Jensen, direktør for Børn, Unge og Kultur i Middelfart Kommune, lægger vægt på erfaringen. »Med Martin får vi en stærk faglig skolechef, som kender skoleområdet rigtig godt og har en bred erfaring. Han kommer med både strategisk blik og en tydelig optagethed af skolernes hverdag og kerneopgave. Derudover har han været med til at løse nogle af de opgaver, vi også ser ind i her i Middelfart Kommune,« fortæller Trine Verner Jensen. Hun fremhæver særligt forbindelsen mellem dagtilbud og skoler. »Med Martins erfaring med at binde dagtilbud og skoler sammen, ser vi frem til et endnu tættere samarbejde imellem dagtilbud og skoler i Middelfart,« siger hun.

Den nye skolechef peger selv på det engagement, han mener allerede er til stede omkring kommunens skoler. »Det er for mig en fantastisk mulighed at blive en del af Middelfart Kommune. Det er tydeligt, at der allerede er et stærkt engagement omkring skolerne, og det ser jeg meget frem til at bygge videre på,« siger Martin Bang Madsen. Han lægger samtidig vægt på at finde balancen mellem politiske ambitioner og det, der fungerer i forvejen. »Jeg ser frem til at møde både medarbejdere, ledere og elever og sammen finde de næste skridt i udviklingen af Middelfarts skoler med blik for at kombinere politiske ambitioner og det, der allerede fungerer godt. For mig er det afgørende, at vi skaber de bedst mulige rammer for både elevernes læring og medarbejdernes arbejdsglæde.«

Han tiltræder stillingen 1. august.