Mikkel Hansen åbnede sin tour i Odense med humor, alvor og OL-guld

0
Mikkel Hansen åbnede sin tour i Odense med humor, alvor og OL-guld

EVENT. Musikhuset Posten i Odense lagde tirsdag aften scene til tourstarten for Mikkel Hansen, hvor en fyldt sal fik både latter, eftertænksomhed og gåsehud. I tæt samspil med moderator Thomas Kristensen leverede håndboldikonet en aften fuld af ping pong, personlige fortællinger og de helt store øjeblikke.

Mikkel Hansen lagde fra land med en frisk tone og en befriende ærlighed i replikkerne. Publikum kunne mærke, at han havde lyst til at dele – også de hårde kapitler. Han fortalte åbent om en ungdom på Sydfyn, hvor skoletrætheden kostede flere ekstra år på vejen mod studentereksamen, og om det at kæmpe videre, når vejen ikke er snorlige.

Knæskaden, der satte sit præg på store dele af karrieren, fyldte naturligvis også. »Det var en hård tid,« sagde han, og med selvironi fortalte han om at skulle tilpasse sit spil og sin hverdag til en krop, der ikke altid fulgte med ambitionerne.

De store triumfer fik naturligvis også plads. OL-guldet i Tokyo var et højdepunkt, men Mikkel Hansen fortalte med et skævt smil, at »franskmændene ikke ligefrem stod i kø for at gratulere.« Til gengæld stod en hel nation bag hjemme foran skærmene.

Aftenen fik også en mere alvorlig kant, da han delte om sin fars kamp med kræft og om sine egne blodpropper i både ben og lunger – episoder, der satte livet og sporten i perspektiv.

Som et naturligt punktum på en eventyrlig karriere blev der skruet op for de store billeder: OL-guld, VM-triumfer og rollen som mentor for en ny generation af unge stjerner.

Og så det ultimative øjeblik: Foredraget sluttede med et foto på storskærmen af to konger – Mikkel Hansen og H.K.H. Kongen – taget ved OL i Paris.

Touren fortsætter nu rundt i hele landet i oktober og november, hvor håndboldfans og sportsinteresserede får muligheden for at komme helt tæt på mennesket bag legenden.

Billetter kan findes på mikkelhansentour.dk.

Fredericia Kommune: Mundtlige fuldmagter er også gyldige

0
Fredericia Kommune: Mundtlige fuldmagter er også gyldige

KOMMUNALT. Borgere i Fredericia har vidtgående muligheder for at lade sig repræsentere over for kommunen. Det fremgår af et svar fra kommunens fællessekretariat, hvor jurist Frederik Jensen har beskrevet praksis omkring fuldmagter.

Kommunen bekræfter, at en fuldmagt ikke behøver være digital eller særligt formateret. En borger kan give en fuldmagt både skriftligt, digitalt og endda mundtligt. Dermed er retssikkerheden mere fleksibel, end mange borgere måske forestiller sig.

»En fuldmagt vil være gyldig i alle de formater, som nævnes – fx en skriftlig og underskrevet fuldmagt fremsendt via e-mail eller Digital Post. En borger kan også afgive en mundtlig fuldmagt, som kommunen noterer. I øvrigt har borgere ret til at have en bisidder med både ved fysiske møder og i forbindelse med telefonsamtaler,« lyder det i svaret.

Spørgsmålene blev sendt til kommunen, efter at flere borgere havde henvendt sig til AVISEN med oplevelser i Borgerservice, hvor en fuldmagt ikke blev accepteret. Her havde medarbejdere krævet, at den person, der skulle repræsenteres, selv mødte op. Det står i direkte kontrast til det svar, som juristen nu har givet på kommunens vegne.

Hvad skal en fuldmagt indeholde?

Kommunen stiller dog krav om, at fuldmagten er tydelig. Der skal fremgå, hvem der giver fuldmagten, hvem den gives til, og hvilke beføjelser den dækker.

»En fuldmagt skal indeholde tilstrækkelige oplysninger til, at det med sikkerhed kan konstateres, hvem der har afgivet fuldmagten (fuldmagtsgiver), hvem der har adgang til at disponere i henhold til fuldmagten (fuldmagtshaver) og hvilke beføjelser fuldmagtsgiver overlader til fuldmagtshaver,« skriver kommunen.

En fuldmagt kan både være begrænset til en konkret sag eller være mere generel og tidsbegrænset. Det afhænger af, hvad borgeren selv ønsker.

Dokumentation kan kræves

Selvom en mundtlig fuldmagt i princippet er nok, gør kommunen det klart, at der i visse tilfælde kan kræves yderligere dokumentation.

»Kommunen skal sikre sig, at der foreligger et reelt fuldmagtsforhold, så der ikke er tvivl om, at borgeren ønsker at overlade alle eller nogle af sine partsbeføjelser til en anden person. Afhængig af den konkrete situation kan det være nødvendigt for kommunen at indhente nærmere dokumentation,« hedder det.

Det betyder, at der kan være forskel på, hvordan fuldmagter håndteres – alt efter sagens karakter.

Ingen fast udløbsdato

En fuldmagt gælder som udgangspunkt, indtil den bliver tilbagekaldt. Hvis borgeren ikke har sat en slutdato på, er der altså ingen fast udløbsdato. Tilbagekaldelsen kan ske på flere måder. »Der gælder ingen særlige regler for, hvordan fuldmagtsgiver kan tilbagekalde sin fuldmagt; det kan ske både skriftligt og mundtligt,« skriver juristen.

Kommunen registrerer ikke fuldmagter i et centralt it-system, men dokumenterer dem i de relevante sager. Når en fuldmagt tilbagekaldes, får det virkning, fra kommunen har modtaget beskeden.

Gælder på tværs af kommunen

En fuldmagt kan også gælde på tværs af afdelinger og forvaltninger, oplyser kommunen. Der er altså ikke krav om, at man skal lave særskilte fuldmagter til forskellige enheder.

»Alle kommunens afdelinger skal agere i overensstemmelse med de almindelige principper for fuldmagtsforhold og forvaltningslovens regel om adgang til at lade sig repræsentere eller bistå. Det er muligt at afgive en fuldmagt, som dækker flere afdelinger,« lyder det.

Hurtig virkning – men afhængig af klarhed

Hvis en fuldmagt modtages, har den virkning fra det tidspunkt, kommunen får den. I hastesager kan fuldmagtshaveren derfor handle, også selvom borgeren er bortrejst. Dog understreger kommunen, at sagen først kan behandles, når fuldmagten er tydelig nok.


FAKTABOKS: Det skal du vide om fuldmagt i Fredericia Kommune

  • En fuldmagt kan gives skriftligt, digitalt eller mundtligt
  • Fuldmagten skal tydeligt angive, hvem den gives af, hvem den gives til, og hvilke beføjelser den dækker
  • Den kan både dække en enkelt sag eller være mere generel
  • En fuldmagt gælder, indtil den tilbagekaldes – det kan ske mundtligt eller skriftligt
  • En fuldmagt kan dække flere afdelinger i kommunen
  • Kommunen kan kræve yderligere dokumentation, hvis der er tvivl om forholdet

Huller i asfalten er huller i tilliden

0
Huller i asfalten er huller i tilliden

Jeg, Poul Rand, ser infrastruktur som en politisk kerneopgave. Fredericia er i dag et skoleeksempel på, hvordan dårlig planlægning og forsømt vedligehold gør trafikken til et mareridt – og tilliden tynd. Lad os komme tilbage på sporet med plan, prioritering og respekt for dem, der faktisk bruger byen hver dag. 

Det er ikke bare et par huller i vejen – det er hul i hovedet når, borgmesteren siger, han altid kan finde en gratis p-plads, og Cecilie fra Enhedslisten finder rundt på cykel og i bus. Fint for dem. Men det hjælper ikke børnefamilien med varer i bagagerummet, den ældre med dårlige ben eller butikken, der lever af kunder, som kan komme tæt på. Fredericia er gået fra asfalt til labyrint, hvor vejarbejder, ensretninger og midlertidige “prøvehandlinger” har gjort daglig transport til et lotteri.

Når Nørrebrogade lukkes i etaper, kryds bearbejdes om natten og cykelstier først får belægning uger senere, er det ikke bare drift – det er et symptom: manglende helhedsplan og manglende vedligehold, der koster borgere tid, handlen omsætning og turister tålmodighed. Man kan ikke skabe en levende midtby med døde veje. Det giver huller i tilliden.

Resultatet er en by, hvor GPS’er giver op og gæster kører til nabobyer. Vi er endt i en planlægningsstil, hvor midlertidigt bliver permanent, og hvor information kommer for sent til at gøre gavn. Det er ikke moderne byudvikling; det er lappeløsninger i serieproduktion.

Når pladser forsvinder tæt på butikker, rammer det de gangbesværede og lokale erhverv først. “Gå ti meter ekstra” er ikke en løsning for alle. En by bliver ikke mere attraktiv, fordi folk ikke kan finde ind—eller ud.

Fredericia står ved en skillevej: Enten prioriterer vi planlagt drift og vedligehold – eller også accepterer vi, at midtbyen tømmes for liv, mens udgifterne vokser. Det er dyrere at udbedre forsømt infrastruktur senere end at vedligeholde rettidigt i dag. Det ved enhver bygningsejer. Kommunen burde vide det bedre end nogen.

Poul Rand, byrådskandidat for Liberal Alliance

Fredericia Maskinmesterskole udvider til Esbjerg med ny uddannelse på engelsk

0
Fredericia Maskinmesterskole udvider til Esbjerg med ny uddannelse på engelsk

UDDANNELSE. Fredericia Maskinmesterskole rykker nu ind i Esbjerg med et helt nyt engelsksproget udbud af maskinmesteruddannelsen. Bestyrelsen har besluttet at placere uddannelsen i Esbjerg, og de første studerende forventes at starte i efteråret 2027.

Formålet er at tiltrække internationale studerende og styrke uddannelsens internationale perspektiv. Samtidig bliver de udenlandske studerende en vigtig brik i den grønne omstilling, både i Danmark og i resten af Europa.

Bestyrelsesformand Kim Baarsøe understreger, at placeringen i Esbjerg er resultatet af grundige overvejelser. »Vi har længe ønsket at styrke FMS med et engelsksproget udbud og er glade for, at muligheden nu er til stede. Placeringen i Esbjerg er valgt på baggrund af et analysearbejde, hvor vi i bestyrelsen vurderer, at byen, virksomhederne og ikke mindst vores skole gør Esbjerg til den bedste lokation.«

Rektor Jens Færgemand fremhæver også potentialet i beslutningen. »Vi er meget glade for udsigten til at kunne udvide vores aktiviteter i Esbjerg med et engelsksproget udbud af maskinmesteruddannelsen. Esbjerg giver os optimale rammer for at tiltrække internationale studerende og styrke det internationale studiemiljø. Det er et vigtigt skridt både for uddannelsen og for virksomhederne i Esbjerg, som har stor mangel på maskinmestre.«

Hos Education Esbjerg bliver beslutningen mødt med begejstring. Direktør Lone Saaby ser det som en styrkelse af hele uddannelsesbyen. »Det vil være en markant styrkelse af Esbjerg som uddannelsesby, hvis vi kan lykkes med at etablere den første engelsksprogede maskinmesteruddannelse i Danmark. Det flugter godt med Esbjergs historie – men det er også et vigtigt skridt fremad. Virksomhederne i hele Sydvestjylland vil få gavn af, at der bliver uddannet kvalificeret arbejdskraft, der i den grad matcher deres behov. I Education Esbjerg har vi gode erfaringer med at skabe stærke bånd mellem studerende og virksomheder via vores uddannelseskoncept, E.1 – og derigennem understøtte en varig tilknytning til området. Vi ser derfor meget frem til at byde de nye studerende på den engelsksprogede maskinmesterlinje velkommen.«

Fredericia Maskinmesterskole har fået tildelt 30 årlige studiepladser til internationale studerende. Når uddannelsen er fuldt implementeret, vil der være over 100 studerende på linjen.

Fakta

  • Fredericia Maskinmesterskole er en teknisk og maritim uddannelsesinstitution, der uddanner maskinmestre
  • Maskinmesteruddannelsen er en professionsbachelor, der tager 3–4,5 år
  • Det engelsksprogede udbud udspringer af en politisk aftale om 800 nye studiepladser uden for de største byer, målrettet især STEM og det maritime område
  • FMS er tildelt et årligt optag på 30 internationale studerende
  • Første hold forventes at starte i efteråret 2027

Venstre vil styrke vækst og bosætning i Fredericia: »Det handler om at skabe muskler til fremtiden«

0
Venstre vil styrke vækst og bosætning i Fredericia: »Det handler om at skabe muskler til fremtiden«

POLITIK. Når Venstres byrådsmedlemmer Kenny Bruun Olsen og Niels Martin Vind taler om deres seneste politiske udspil, handler det ikke kun om velfærd. For dem er det mindst lige så vigtigt at skabe grundlaget for, at Fredericia kan vokse, tiltrække nye borgere og give erhvervslivet bedre vilkår.

Niels Martin Vind og Kenny Bruun Olesen er begge meget tilfredse med den indsats, som Business Fredericia yder for Fredericia Kommune. Værdien er stor, og den skaber resultater, der giver Fredericia Kommune et boost inden for flere områder. Det uddyber de i et interview på STATIONEN.

»Det handler ikke kun om, hvordan vi fordeler velfærdskroner på mange af de andre områder. Det handler også om, hvordan vi skaffer midlerne til både at kunne bibeholde god velfærd fremadrettet, men også at have muskler til events og kunne lave nye udstykninger, byggegrunde og alt muligt andet. Vores udspil er i virkeligheden et udspil, der skal skaffe midler til alt det andet sjove, vi gerne vil lave,« siger Niels Martin Vind.

For både Niels Martin Vind og Kenny Bruun Olsen spiller Business Fredericia en nøglerolle.

»Der hvor vi synes, at det er rigtig vigtigt, det er jo, at Business Fredericia er inde i billedet her. De er paraplyen for det hele, og de har fået mere indflydelse nu, end de har haft før. Det er rigtig godt, at erhvervslivet er med,« siger Kenny Bruun Olsen.

Niels Martin Vind peger på konstruktionen, hvor virksomhederne selv er medlemmer og betaler kontingent. »Bare det, at vi har en forening, hvor virksomheder selv betaler kontingent og medlem, fremfor at vores erhvervsordning var to erhvervskonsulenter inde på Rådhuset, det er en sindssygt vigtig konstruktion,« siger han.

Han anerkender, at også tidligere borgmestre har sat gang i udviklingen. »Der var Jacob Bjerregaard jo god. Han havde også nogle ærgerlige sider, men det strøm han satte til det her sammen med Bent Jensen var vigtigt,« siger Vind.

Kenny Bruun Olsen minder om, at idéen i første omgang kom fra Venstre. »Det var Venstres forslag på det tidspunkt. Vi kunne ikke gennemføre det i 2013, men den kom lige efter, og det var jo rigtig godt. Pernelle Jensen bar den ind dengang. Det var fint, og det er frugterne, vi høster i dag,« siger han.

Venstre-politikerne ønsker at stå tydeligt på mål for Business Fredericia, også fordi de mærker en tøvende linje andre steder i byrådet.

»Der møder vi nogle gange en meget stille opbakning fra vores socialdemokratiske borgmester i virkeligheden til Business Fredericia. Der vil vi gerne hejse flaget om, at i Venstre bakker vi bare så meget op om det arbejde, de gør, i forhold til at samle erhvervslivet og komme med gode input til forvaltningen,« siger Niels Martin Vind.

Kenny Bruun Olsen tilføjer: »Der er kræfter i kommunen, som gerne vil have lukket det ned, og det ser vi simpelthen ikke som en god idé overhovedet. Vi ønsker, at det skal blive der. Og det er jo også nu, på grund af paraplyen og sammenholdet, at vi er kommet op fra en 49. plads på erhvervsvenlighed til nummer 20. Det skyldes selvfølgelig også byggesagsbehandlerne, som lige pludselig er blevet rigtig gode. Det er nogle gode tal, og det viser sig, at det er blevet meget bedre.«

For Niels Martin Vind er pointen, at samarbejdet med erhvervslivet er langt stærkere, når det sker i regi af Business Fredericia.

»Det gælder om at få dem, der laver indsatsen, ud blandt dem, de skal lave indsatsen hos. Når det er foreningen, føler virksomhederne, at det er deres stemme. Det gør, at connectionen og samhørigheden bliver meget større, end hvis man skal ringe mellem 8 og 15.30 nede på Rådhuset. Når jeg sidder i Business Fredericias bestyrelse sammen med Christian Bro, kan jeg mærke den lyst til at styrke Fredericia, som erhvervsfolkene har. Det er enormt positivt,« siger Vind.

Kenny Bruun Olsen supplerer: »Det er vigtigt med de kræfter, der sidder der. De er engagerede, og de vil give sig fuldt ud for det.«

Han fremhæver samarbejdet med rådgivningsvirksomheden Grandville, som pegede på tiltag, der kan få bymidten til at blomstre igen. »Det er ikke noget, vi selv kan gøre i kommunen. Hvis vi ikke får input udefra, så sker der ikke noget. Business Fredericia og Shopping Fredericia er med til at drive det her. Vi skal give dem meget større ansvar og tage deres input mere seriøst,« siger han.

For Venstre-politikerne er der en tæt sammenhæng mellem et stærkt erhvervsliv og tiltrækning af nye borgere.

»De to ting skal gå hånd i hånd. For er der et stærkt erhvervsliv, så vil der også komme borgere til,« siger Kenny Bruun Olsen.

Niels Martin Vind fremhæver bosætningskonsulenten, der nu er flyttet til Business Fredericia. »Det er lykkedes at få ansat Iben Bonne Jensen dernede, og den connection, hun får til personaleforeninger og virksomheder med indpendlende arbejdskraft, kommer til at give endnu mere succes. Vi har faktisk fået 380 flere borgere fra 2024 til nu, fra 3. kvartal til 3. kvartal,« siger han.

Han mener, at netop bosætningskonsulentens aktive rolle kan tiltrække ressourcestærke borgere. »Når hun er rundt i virksomheder med indpendlende arbejdskraft, så er det jo ofte borgere, som kunne være en kæmpe ressource for Fredericia – både i forhold til indkomstskat og foreningsliv. Derfor tror jeg virkelig, at det kan batte noget,« siger han.

Men hvordan måler man egentlig på, hvem de nye tilflyttere er, og hvad de betyder for kommunen?

»Det tror jeg ikke, man gør,« siger Niels Martin Vind ærligt. »Men det vigtigste for mig er, hvem hun kører ud til. Det bliver typisk borgere, som er ressourcestærkere. Jeg synes, det er svært at skille op i, hvem der har en børnesag kørende, som koster masser i forvaltningen, eller ej. Der er også et etisk aspekt i det.«

Kenny Bruun Olsen supplerer: »Det er klart, at man godt kunne lave nogle målinger. Det kan man sikkert også gøre. Jeg skal ikke kunne sige, om man skal gøre det. Men jeg kan sige, at vi kan se, at der sker noget. De 380 nye borgere er kommet, efter vi er begyndt at brande Fredericia som andet end en billig by. Derfor tror vi også, at det er mennesker, der vælger Fredericia til og som vil lægge skat her.«

Venstre-politikerne understreger, at det ikke kun handler om Fredericia by.

»Hele kommunen skal styrkes. Heldigvis begynder der at blive solgt flere grunde i Pjedsted på Sivevænget. Fjordalléen er stadig et smertensbarn. Vi forstår ikke, hvorfor der ikke er flere, der vil bo i Østerby med udsigt over fjorden. Derfor har vi givet Iben til opgave at lave mere branding og markedsføring af for eksempel Fjordalléen,« siger Niels Martin Vind.

For både Vind og Bruun Olsen handler det til syvende og sidst om at fortælle historien om Fredericia som en attraktiv kommune.

»Jo mere vi får fortalt, hvor fedt det er med koncerter, fodbold og håndbold på tv og alle de hverdagsaktiviteter, jo mere appellerer vi til borgere, som vil det. Det er fortællingen, der gør, at vi bliver interessante,« siger Niels Martin Vind.

Kenny Bruun Olsen peger på, at tilflytning ikke altid kan måles i solgte grunde. »Det er jo ikke sådan, at når der kommer en til, så køber de nødvendigvis et parcelhus. Mange er ældre, der flytter i lejebolig, mens deres hus bliver overtaget af en ny familie. Pointen er, at vi ønsker borgere, som har lyst til Fredericia,« siger han.

Termokrus skabte kaos på Fynske Motorvej: Varebil ramte personbil

0
Termokrus skabte kaos på Fynske Motorvej: Varebil ramte personbil

DØGNRAPPOORT. Et spøjst, men alvorligt uheld fandt tirsdag morgen sted på Fynske Motorvej ved Ejby. En varebilchauffør var i færd med at tage en tår af sit termokrus, da kruset gled ned under bilens bremsepedal. Chaufføren mistede muligheden for at bremse og påkørte en personbil foran sig. Begge biler standsede i nødsporet. Ifølge Fyns Politis døgnrapport for onsdag den 1. oktober medførte episoden kun materiel skade og umiddelbart ingen personskade.

Døgnrapporten viser, at politiet flere steder på Fyn har haft travlt med alt fra hærværk til slagsmål i gaderne i Odense.

I Assens blev der tirsdag anmeldt hærværk på Ved Grotten, hvor et bord- og bænkesæt blev ødelagt.

I Ringe mistede en bilejer på Krokusvej sin forreste nummerplade.

I Gislev i Faaborg-Midtfyn Kommune blev der anmeldt indbrud på Degnemarken, hvor der er sket indstigning via et vindue. Der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet.

I Odense C blev en 45-årig mand natten til tirsdag sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, efter han nægtede at forlade Østre Stationsvej og opførte sig aggressivt og højlydt.

Samme dag blev en 56-årig mand fra Kerteminde Kommune og en 50-årig mand fra Odense Kommune sigtet for at indlede sig i et slagsmål på Vestergade. Kort efter – klokken 19.38 – blev en 64-årig mand fra Odense sigtet på Banegårdspladsen for at have råbt aggressivt og overtrådt ordensbekendtgørelsen.

I Odense NV er to nummerplader blevet stjålet fra en personbil på Hans Egedes Vej i tidsrummet mellem 26. og 30. september.

På Studievej i Odense SØ blev en 18-årig mand fra Vallensbæk Kommune tirsdag sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer.

På Niels Bohrs Allé i Odense M blev diverse kort stjålet fra en jakkelomme. Og senere samme sted skete der et færdselsuheld, da en bilist i forbindelse med et venstresving påkørte en modkørende bil. Her meldes der heller ikke om personskade, men der er tale om materiel skade.

Drama i Fredericia: Biltyveriforsøg endte i kæmpe sag med narkofund og stjålne nummerplader

0
Drama i Fredericia: Biltyveriforsøg endte i kæmpe sag med narkofund og stjålne nummerplader

DØGNRAPPORT. Et tilsyneladende simpelt tyveriforsøg på en bil i Fredericia udviklede sig tirsdag morgen til en større sag med både narkofund, brugstyveri, ulovlige nummerplader og en anholdelse. Det oplyser vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd.

Klokken 07.14 sad en 31-årig mand fra Fredericia i sin bil ved Sjællandsgade/Norgesgade, da to personer pludselig rev bildøren op og krævede, at han skulle aflevere bilen.

»Den forurettede råbte op og dyttede. I stedet for at få bilen med sig, stjal de kontanter, der lå i bilen, og flygtede i en sølvfarvet personbil,« fortæller Petersen.

Kort efter fik politiet kontakt til to mænd, som svarede til signalementet. Den ene stak af, mens den anden – en 29-årig mand fra Fredericia – blev anholdt og sigtet for tyveriet.

Men sagen voksede hurtigt.

»Han blev også sigtet for brugstyveri af den bil, de kørte i, som viste sig at være stjålet fra Vendersgade. Nummerpladerne på bilen var stjålet i Skærbæk i Hejse, og i tidsrummet fra mandag til tirsdag blev der desuden stjålet nummerplader fra Kirkestræde,« siger Arno Rindal Petersen.

Narkoen kom oveni.

»Han havde selv 1,32 gram hash på sig. Ved ransagning af bilen fandt vi yderligere 42,66 gram hash. Vi fandt også en foldekniv, og han havde ikke førerret til bil. Han blev derfor sigtet for en lang række forhold,« lyder det fra Arno Rindal Petersen.

Den 29-årige blev frihedsberøvet fra klokken 09.02 til 20.20, hvor han blev løsladt. Politiet arbejder fortsat på at finde den medgerningsmand, der undslap.

Også en villa i Erritsø har i de seneste dage været udsat for indbrud. På Langesøvej er et vindue blevet opbrudt i tidsrummet fra fredag klokken 14.30 til tirsdag klokken 13.15.

»Formentlig er der brugt et koben – et værktøj på cirka 30 millimeter. Fra stedet er der stjålet en halskæde med vedhæng. Værdien er ikke oplyst,« siger vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen.

Endelig måtte politiet tirsdag eftermiddag rykke ud til banegården i Fredericia.

»På Jernbanegade sparkede en mand efter ting og råbte højt. Da vi kom frem, blev han sigtet efter ordensbekendtgørelsen og bortvist fra stedet. Der er tale om en 32-årig mand fra Varde,« oplyser Arno Rindal Petersen.

Karsten Byrgesen: Veje og cykelstier i Fredericia er bedre end rygtet siger

0
Karsten Byrgesen: Veje og cykelstier i Fredericia er bedre end rygtet siger

POLITIK. Når snakken falder på hullede veje og slidte cykelstier, er det let at finde borgere, der peger på konkrete problemer i deres nærområde. En ny undersøgelse fra Asfaltindustrien viser, at 42 procent af danskerne oplever, at veje og cykelstier er blevet dårligere de seneste fem til ti år. Men ifølge Karsten Byrgesen, byrådsmedlem for Borgernes Liste i Fredericia, giver undersøgelsen et mere pessimistisk billede, end han selv oplever i sin hverdag.

»Det er utrolig svært at sige, om jeg synes, at de er blevet dårligere. Jeg tror, det har været sådan altid. Vi har jo et meget omfattende vejnet i Fredericia, og det vejnet kræver en stor indsats at holde ved lige,« siger Karsten Byrgesen.

Han peger på, at kommunen reagerer, når borgerne selv henvender sig med konkrete problemer. »Når borgere ringer ind til vores meddelsesportal på kommunens hjemmeside, så tager vi faktisk ud og kigger. Forleden var der nogle borgere ude på Fælledvej, som havde henvendt sig. Der var et hul i vejen, fordi en forsænkning havde givet sig. Det tager vi fat på med det samme,« siger han.

Hullerne fylder i debatten – men meget er også godt

Byrgesen mener, at kritikken ofte handler om det, der ikke fungerer, mens de mange forbedringer bliver overset. »Folk bemærker de dårlige veje og hullerne. De er ikke så nødt til at bemærke, hvor det faktisk går godt, og hvor vi har lavet en masse nyt vej,« siger han.

Han understreger samtidig, at vedligehold altid er et spørgsmål om prioritering. »Når vi kigger på vores økonomi, så vil der altid være nogle strækninger, der trænger til en kærlig hånd. Men i forhold til, hvor galt det kunne se ud, så er jeg ikke negativ. Jeg er ikke pessimist, jeg er optimist over, at vi er opmærksomme på det, og hver gang der kommer en sag ind, så prioriterer vi den,« siger han.

Cykelstierne er blevet markant bedre

Hvor undersøgelsen fremhæver cyklisternes utryghed, peger Karsten Byrgesen på det modsatte. »Jeg tænker, at vi har fine cykelstier i Fredericia. Og vi har rigtig, rigtig mange, som er rigtig gode. Hvis vi kigger på, hvor vi stod for ti år siden og så nu, så står vi et sted, der er helt vildt fantastisk meget bedre. Det går i den grad den rigtige vej,« siger han.

Han tilføjer dog, at nye cykelstier er en bekostelig affære. »Hver gang vi skal lave nye cykelstier, er det ekstremt dyrt. Mange gange skal man ekspropriere, altså tage jord fra andre. Vi kunne sagtens lægge nyt asfalt overalt, men så ville der ikke være penge til at drive noget af den almene velfærd,« siger han.

En balance mellem asfalt og velfærd

For Byrgesen handler det i sidste ende om at finde en balance. »Alt er vigtigt. Jeg skal både tage stilling til cykelstiernes kvalitet, men jeg skal også tage stilling til plejehjemmenes kvalitet og skolernes kvalitet. Derfor er det en sund afvejning at finde den rigtige balance. Det er det, vi sidder og drøfter i det tekniske udvalg sammen med forvaltningen,« siger han.

Han afviser samtidig, at veje og cykelstier i Fredericia generelt er blevet dårligere. »Jeg kan ikke sidde og jamre over, at der er en masse huller i vejene. De er sådan, som de altid er. Men vi reparerer dem, og det har vi altid gjort. Vi har rigtig mange veje, som er fine og gode, og så har vi nogle, der trænger til en kærlig hånd. Og det er vi opmærksomme på,« siger Karsten Byrgesen.

Leder: En midtby fanget i sin egen labyrint

0
Leder: En midtby fanget i sin egen labyrint

Fredericia Midtby er blevet et eksperiment. Det kan der være gode grunde til. Enhver by skal udvikle sig, og trafikken skal fremtidssikres. Men udviklingen er i Fredericia blevet synonym med kaos. Hvor flere byrådsmedlemmer taler om prøvehandlinger og strategier, oplever borgerne, at de må finde vej gennem en labyrint af skilte, omkørsler og ensretninger.

Der er ét problem, der står tilbage: Planlægningen og kommunikationen har været alt for ringe. At ændre trafikmønstre og parkeringsforhold i en kompakt midtby kræver langt mere end en opsat tavle eller en besked på Facebook. Det kræver gennemsigtighed, dialog og inddragelse. Her er borgerne blevet ladt i stikken.

For detailhandlen er situationen akut. Butikkerne lever af, at kunderne kan komme til døren – eller i det mindste tæt nok på. Når pladser forsvinder uden klare alternativer, og når tilgængeligheden opleves som uoverskuelig, så søger kunderne mod Vejle eller Kolding. Det kan blive fatalt for et handelsliv, der i forvejen kæmper mod netbutikker og forbrugervaner, der ændrer sig. I Fredericia har de lidt i snart et årti med dårlig planlægning og kommunikation. Ligesom alternative løsninger ikke er undersøgt. Billigste pris vinder, men hvad der billigt er ikke nødvendigvis bedst. Slet ikke samfundsøkonomisk og sikkerhedsmæssigt, når folk fanges i køer og skolebørn skal kæmpe sig forbi forhindringer i kaosset.

Det er ikke et spørgsmål om at være for eller imod en midtbystrategi. Det er et spørgsmål om, at byen risikerer at tabe tilliden fra de mennesker, der skal bruge midtbyen til noget. En strategi, som ikke følges af ordentlig kommunikation og planlægning, bliver i praksis reduceret til forvirring.

Derfor er det nødvendigt, at byrådet nu træder et skridt frem. Tag magten tilbage. Det her er ikke en forvaltningsopgave, den har man vist gennem flere år, at man ikke magter at løse. Vi skal have overblik over, hvad der egentlig virker, og hvad der bare skaber mere rod. Vi skal have borgerne med – ikke bare som passive tilskuere til skilte, men som aktive medspillere.

Ellers bliver Fredericias midtby ikke en strategi for fremtiden, men en advarsel til andre byer om, hvordan man ikke udvikler sit centrum.

Frivilligfest 2025: Fredericia hylder de frivillige kræfter

0
Frivilligfest 2025: Fredericia hylder de frivillige kræfter

FRITID. Når frivillige ildsjæle på tværs af kultur-, idræts- og socialområdet i Fredericia Kommune den 8. oktober samles til Frivilligfest 2025, handler det om meget mere end musik, underholdning og prisuddelinger. For kommunen er det først og fremmest en aften, hvor de mange frivillige får et fortjent skulderklap.

»Det er sindssygt vigtigt, at vi er gode til at anerkende de frivillige, vi har i kommunen. De lægger et kæmpe stykke arbejde, som i virkeligheden er med til at løfte en samfundsopgave. Og de gør det frivilligt, og det er jo det, der er så fantastisk. Derfor fortjener de også en fest og et skulderklap,« siger Mikkel Hviid, foreningskonsulent i Fredericia Kommune.

Personlig glæde ved arbejdet

For ham personligt er det en særlig oplevelse at være med til at skabe rammen om Frivilligfesten.

»Jeg er selv frivillig i mit private liv, så det er ret fedt, at jeg i mit arbejdsliv kan være med til at skabe noget, der giver et skulderklap til de frivillige i Fredericia. Jeg har også et personligt drive for at lave noget, der er fedt og giver noget tilbage,« fortæller han.

Netværk og overraskelser

Selvom programmet endnu ikke er fuldt offentliggjort, lover Mikkel Hviid, at deltagerne kan se frem til en særlig aften.

»Der kommer et lidt anderledes og måske også særligt underholdningsindslag, som jeg personligt glæder mig meget til. Derudover er der mulighed for netværk, der er gratis forplejning, og så er der selvfølgelig prisuddelingerne,« siger han.

For mange foreninger bliver aftenen også en mulighed for at mødes på tværs. »Det er en ramme, hvor frivillige kan opdage, at der findes foreninger i Fredericia, de måske ikke vidste eksisterede. Det skaber en stemning af fællesskab og giver indsigt i det store arbejde, der bliver lavet mange steder,« forklarer Mikkel Hviid.

Samarbejde og gåpåmod

Han peger på samarbejdsviljen som noget særligt for frivilligheden i Fredericia.

»Jeg oplever, at foreningerne rigtig gerne vil samarbejde. De er gode til at kommunikere, også når vi har nogle krav, de skal forholde sig til. Sammen finder vi løsninger. Der er et stort gåpåmod, vilje og drive i frivilligheden her i byen,« siger han.

Uundværlig betydning

Frivillige er ifølge Mikkel Hviid uundværlige for kommunen.

»De løfter en kæmpe opgave, der engagerer borgerne og skaber fællesskab på tværs af kultur, idræt og socialområdet. Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtige de er,« siger han.

Nye generationer af frivillige

Hvordan får man så endnu flere unge og nye borgere til at engagere sig? Ifølge Mikkel Hviid kan kommunen støtte foreningerne, men det er foreningerne selv, der driver det.

»Jeg oplever, at foreningerne er rigtig gode til at prøve nye ting af. De kan starte et nyt hold og se, om der er nogen, der vil være frivillig træner. De kan kommunikere på nye måder og prøve at nå yngre målgrupper. Det er vigtigt at eksperimentere, og det gør mange foreninger allerede,« siger han.

En følelse at tage med hjem

Når festen er slut, håber Mikkel Hviid, at de frivillige går hjem med en særlig følelse.

»Jeg håber, de går hjem og tænker: ’Hvor er jeg glad for at være frivillig’. Det handler om at føle sig set og hørt. Man vinder måske ikke en DM-medalje, men man skal have et klap på skulderen for at lægge så mange timer i frivilligt arbejde. Hvis deltagerne går hjem med den følelse, så er jeg meget tilfreds,« siger han.

Kassen bugner. Regnskabet bløder.

Kassen bugner. Regnskabet bløder.

0
KOMMUNALT. Det er fredag morgen, og Økonomi- og Erhvervsudvalget skal behandle årsregnskabet for 2025. På papiret ligner det en rutinesag. Regnskabet er 6,3 millioner...