KRIMI. Den brand, som TrekantBrand mandag aften rykkede ud til på Anholtvej i Fredericia, viste sig at være af mindre omfang. Meldingen kom klokken 18.42.
Det var et stakit, der adskiller to nabogrunde, der var brudt i brand. Stakittet stod op ad et træskur, som også fik skader. Brandvæsenet fik slukket branden, og de to naboer aftaler selv udbedringen af skaderne, oplyser politiet.
Der er ingen sigtet i sagen.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har inden for et døgn rejst en række sigtelser for besiddelse af euforiserende stoffer i Fredericia.
Den første sag var på Dronningensgade mandag klokken 13.45. Her standsede en patrulje en bil, hvor en mand blev fundet i besiddelse af ti pølsemandsposer med hash. Der var tale om små poser og dermed ikke større mængder. For dette blev en 23-årig mand fra Fredericia sigtet. I samme forbindelse traf patruljen endnu en person, der blev fundet i besiddelse af en foldekniv. Han er en 18-årig mand fra Middelfart og blev sigtet for forholdet.
Senere samme aften, klokken 20.12, traf patruljen en person i en tunnel under Ullerupdalvej. Manden blev fundet i besiddelse af 1,74 gram hash, og for det blev en 21-årig mand fra Fredericia sigtet.
Endelig blev en person ved McDonald’s på Vejlevej fundet i besiddelse af 1,88 gram amfetamin klokken 23.59. Her blev en 57-årig mand af ukendt adresse sigtet.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har inden for et døgn sigtet to bilister for at køre i påvirket tilstand i Fredericia.
Den første sag var en spirituskørsel på Ydre Ringvej mandag morgen klokken 07.25. Her standsede en patrulje en lastbil med påhængsvogn og kontrollerede føreren, der viste sig at være påvirket af spiritus over det tilladte. Den sigtede er en 34-årig mand uden bopæl i Danmark.
Den anden sag var natten til mandag på Vejlevej. Klokken 00.12 standsede en patrulje en personbil, der kom kørende i vestlig retning, og føreren viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer. Under det forreste sæde lå desuden en lille hobbykniv. Føreren, en 32-årig mand fra Fredericia Kommune, blev sigtet for begge forhold.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
KRIMI. Sydøstjyllands Politi har inden for et døgn sigtet tre bilister i tre forskellige sager i Kolding Kommune.
Den første sag var på Jens Holms Vej mandag klokken 09.10. Her standsede en patrulje en personbil, fordi føreren ikke anvendte sikkerhedssele. Ved kontrollen viste han sig desuden at være påvirket af euforiserende stoffer. Han blev sigtet for begge forhold. Den sigtede er en 21-årig mand uden bopæl i Danmark.
Den anden sag var på Stenderupvej ved Bjert tirsdag klokken 00.22. Her standsede en patrulje en personbil og kontrollerede føreren, der ikke havde førerret til at føre bilen. Manden er 19 år og fra Kolding.
Den tredje sag var på Koldingvej i Christiansfeld tirsdag klokken 01.26. Her standsede patruljen en personbil, der kørte i nordlig retning. Bilen var afmeldt og uden forsikring, og for det blev en 54-årig mand fra Kolding Kommune sigtet.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
Flere kvinder mellem 50 og 69 år skal tage imod tilbuddet om at blive screenet for brystkræft. Det er målet med en ny kampagne i Region Syddanmark, som vil oplyse om, hvorfor det er vigtigt at møde op til sin mammografiscreening.
Brystkræft er den mest almindelige kræftsygdom hos kvinder i den vestlige verden, og ifølge Sundhedsstyrelsen vil cirka hver tiende kvinde opleve at få sygdommen i løbet af sit liv. Risikoen stiger fra 50-årsalderen, og siden 2009 er alle danske kvinder mellem 50 og 69 år derfor blevet tilbudt screening hvert andet år.
I Region Syddanmark viser den seneste opgørelse, at 83,3 procent af de inviterede kvinder har fået foretaget en screening. Regionen vil gerne have endnu flere til at sige ja til tilbuddet for at øge muligheden for at opdage kræften tidligt.
»Vi ved, at tidlig screening for brystkræft er med til at sikre, at færre dør af brystkræft, og at flere kan få en mere skånsom behandling, fordi kræften opdages tidligt. Derfor har vi prioriteret at lave en kampagne, der oplyser om screeningstilbuddet«, siger regionsrådsformand Bo Libergren (V).
Regionsrådet besluttede 27. april 2026 at afsætte 200.000 kroner til indsatsen. Kampagnen kører i flere spor med temahistorier i magasinet Sund i Syd, opslag på sociale medier og en video, der vises på infoskærme i blandt andet busser og offentlige bygninger. Budskabet i videoen er, at en mammografiscreening kun tager seks minutter, men at den kan redde liv. Desuden er der trykt flyers på syv forskellige sprog med en QR-kode, der fører videre til mere information om, hvordan en screening foregår.
En del af formålet er at mindske ulighed i sundhed. Materialet bliver i samarbejde med kommuner og organisationer placeret strategiske steder som væresteder, aktivitetshuse og boligforeninger for at nå kvinder, der i dag ikke benytter tilbuddet.
»Forskning viser, at der er en social slagside. Kvinder med handicap, psykisk sygdom og etnisk minoritetsbaggrund deltager sjældnere i screeningsprogrammerne, og derfor vil vi gerne gøre en særlig indsats for at gøre dem opmærksomme på vigtigheden af at blive screenet. Det kan forhåbentlig medvirke til at mindske ulighed i sundhed«, siger Bo Libergren.
Tal fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut viser, at 831 af de 133.329 kvinder i regionen, der deltog i den seneste screeningsrunde, fik konstateret brystkræft. Det svarer til 62 tilfælde per 10.000 deltagere.
Regionens tilbud om mammografiscreening varetages af Mammograficenteret på Odense Universitetshospital, som har faste screeningssteder i Odense, Svendborg, Fredericia, Esbjerg, Grindsted, Haderslev, Tønder og Sønderborg.
KRIMI. TrekantBrand rykkede mandag aften ud til en brand i et hus på Anholtvej i Fredericia. Meldingen om bygningsbranden kom klokken 18.44.
På stedet er der mødt en indsatsleder, politi samt to brandbiler. AVISEN var til stede ved Anholtvej, hvor en kraftig udrykning kort forinden havde lydt gennem kvarteret.
Politiet og TrekantBrand har endnu ikke oplyst nærmere om brandens omfang eller årsag. AVISEN følger sagen.
BUSINESS. Det begyndte med et problem, som enhver folkeskolelærer kender. I en klasse sidder der elever, hvis faglige niveau spænder vidt, og som dag for dag bliver sværere at samle om det samme. Spørgsmålet er, hvordan man underviser dem alle, uden at nogen taber tråden, og uden at nogen keder sig.
Det spørgsmål gik Louise Duus Skovbjerg og tyggede på i årevis. I dag har hun gjort svaret til sit levebrød. »Jeg har udviklet et metodisk design, der skal imødekomme den mistrivsel og den store faglige spredning, der er blandt eleverne i folkeskolen,« fortæller hun.
Fundamentet blev støbt, mens hun tog efteruddannelse i læsevejledning. I eksamensprojekterne udviklede hun et undervisningsdesign, der skulle skabe bedre rammer for differentieret undervisning, altså undervisning, der rammer den enkelte elev dér, hvor han eller hun er. Og siden voksede det, år for år.
Kernen i metoden er det, hun kalder stationsundervisning. Klassen deles i grupper, der roterer mellem fire eller fem stationer i lokalet og arbejder med det samme faglige stof undervejs. Det særlige ligger i én bestemt station. »De kommer forbi en fastbemandet lærerstation, hvor læreren sidder og laver direkte undervisning på det niveau, eleverne er på. Det imødekommer den utryghed, der er blandt nutidens børn, hvor mange ikke tør sige noget højt i klassen,« forklarer hun. Effekten er til at få øje på, mener Louise Duus Skovbjerg. Når eleverne får den tætte, direkte undervisning i en lille gruppe, lærer de både bedre og hurtigere, og de tør mere.
Louise Duus Skovbjerg forlod katederet, og nu står hele landets skoler i kø.
Metoden kan bruges fra børnehaveklassen og helt op til niende klasse, og den har vundet anerkendelse langt ud over hendes eget klasseværelse. Stationsundervisning anbefales i dag af blandt andre Børne- og Undervisningsministeriet og Nationalt Videncenter for Læsning som et redskab i en differentieret undervisning. Og det var også højere oppe i systemet, at det for alvor tog fart. For springet fra tryg lærerstilling til egen virksomhed kom ikke ud af ingenting. Hun havde udgivet en lærebog om metoden i oktober 2024, og kort efter ringede ministeriet. »Børne- og Undervisningsministeriet spurgte, om jeg ville holde et webinar om metoden, og der var 900 deltagere med,« fortæller hun.
Bagefter begyndte lærere og skoler at henvende sig. De ville have mere af hendes tid, end hun kunne give fra en fuldtidsstilling. Så i januar 2025 tog hun springet og blev selvstændig. »Det er den gode fortælling om at gå fra at være skolelærer, der fik lov at tage noget efteruddannelse til sig, til at blive selvstændig med det,« siger hun.
Men en god fortælling fortæller sjældent hele baggrunden, og der lå mere end held bag springet. To ting drev hende til at vove både pengene og trygheden. Den ene var en mission, hun vender tilbage til igen og igen, barnets læring og trivsel. Den anden var en efterspørgsel, der bare voksede. Dertil kom en mere personlig længsel, for i sit tidligere job i en konsulentvirksomhed var hun kommet for langt væk fra det, der betød noget. »Jeg savnede at komme tættere på den gode undervisning ude i skolerne.«
Den nærhed har hun fået igen, om end fra en anden stol end før. I dag er det skolelederne, skolecheferne og forvaltningerne, der ringer til hende og beder hende komme ud i kommunerne og holde kompetenceudviklingsforløb for lærere og pædagoger. Og det er netop dér, i mødet med de fagprofessionelle og deres hverdag, at tilfredsstillelsen ligger. »Der kan være et fagligt spænd på op til seks år fra den svageste til den dygtigste elev i en fjerde klasse. Jeg er optaget af, at man er en del af fællesskabet, uanset om man er fagligt svag eller dygtig. Et klassefællesskab i en faglig kontekst,« forklarer Louise Duus Skovbjerg.
Virksomheden styrer hun selv fra Videnparken i Fredericia, og foreløbig er hun helt alene om den. Det er et bevidst valg. »Jeg kunne godt vækste ind i det, men indtil videre er jeg på iværksætterrejse, og der er jeg mest optaget af at være i det hele.« At kalenderen er fuldt booket det kommende skoleår, ser ikke ud til at bremse hende. Hun sidder allerede og skriver på bog nummer to, mens den løbende kontakt med skolerne giver hende ny viden at øse af. »Jeg får rigtig meget god feedback på de forløb, jeg laver sammen med lærerne. Det er det, jeg vil have skrevet videre på, så der kommer mere ud til flere,« slutter hun.
Fra et enkelt eksamensprojekt til webinarer med hundreder af lærere, en bog, snart to, og en kalender, der er fuld langt ud i fremtiden. Det hele udsprunget af en lærer, der ikke kunne slippe tanken om, at alle børn i en klasse fortjener at blive mødt præcis dér, hvor de er.
TRAFIK. Bilister, der kører sydpå mod Kolding, skal være ekstra opmærksomme i denne uge. Fra onsdag den 17. juni klokken 18.30 til torsdag den 18. juni klokken 6 spærres frakørsel 62 Kolding Ø på Sønderjyske Motorvej i sydgående retning mod Kolding.
Spærringen sker, fordi der skal udføres arbejde på selve frakørslen som led i den igangværende udvidelse af E45/E20 ved Kolding. Trafikanter, der skal af mod Kolding Ø eller Kolding Havn, må derfor ud på en mindre omkørsel det døgn. Skal man mod Vejle eller Billund, kan frakørslen bruges som normalt.
I praksis skal man fortsat køre fra ved Kolding Ø, men herefter holde til højre og følge omkørslen via Højvangen og rundt i rundkørslen ved Vejlevej. Derfra kommer man under motorvejen og kan fortsætte ad Fynsvej mod Kolding Øst eller Kolding Havn. Vejdirektoratet beklager de gener, arbejdet medfører.
Del af større udvidelse
Spærringen er en af flere i forbindelse med en større ombygning af motorvejen. Vejdirektoratet er i gang med at udvide den syv kilometer lange strækning på E45/E20 nordvest om Kolding med et ekstra spor i hver retning. Arbejdet begyndte i marts i sydgående retning og fortsætter her frem til slutningen af 2026, hvorefter turen kommer til den nordgående retning fra begyndelsen af 2027.
Strækningen er et af landets trafikale knudepunkter, hvor motorvejene E45 og E20 mødes, og hvor der ofte opstår kø på grund af pladsmangel. Udvidelsen skal sikre bedre afvikling af trafikken. Vejdirektoratet venter, at motorvejen er fuldt udbygget med udgangen af 2027, mens den endelige færdiggørelse med nyt slidlag følger i sommeren 2028.
Undervejs i arbejdet vil der være perioder med længere rejsetid, særligt i myldretiden. Aktuelle trafikmeldinger kan følges på trafikinfo.dk og via P4 Trafik.
Da Middelfart Kommune i 2025 skulle have repareret, bygget og vedligeholdt, endte næsten alle pengene hos en lille kreds af leverandører. Et dataudtræk fra kommunens økonomisystem viser, at femten firmaer delte to tredjedele af et marked på knap 190 millioner kroner.
EVENTS. Et hav af hvide, blå og røde huer, der bevæger sig i samlet flok ned gennem Gothersgade. Det er synet, detail- og eventkoordinator Lotte Fenneberg fra Fredericia Shopping glæder sig allermest til, når byens nyudsprungne studenter for første gang bliver fejret under ét onsdag den 24. juni.
Det begynder klokken 15.45 ved Landsoldatpladsen, hvor studenterne samles til den traditionelle fotografering ved Landsoldaten og lidt tid til at hygge og finde hinanden. »Der bliver god tid til at samles og hygge, og omkring klokken 16.10 stiller alle gymnasierne sig rundt om Landsoldaten, tæller ned fra ti og laver et fælles huekast,« fortæller Lotte Fenneberg.
Derefter sætter optoget sig i bevægelse, rundt om Landsoldaten og videre ned gennem Gothersgade mod Tøjhusets gård. Her byder Fredericia Shopping og Fredericia Kommune på et lille glas til studenterne, og borgmesteren holder en kort tale for at ønske tillykke med huen. Det sker efter planen omkring klokken 16.45.
Undervejs på ruten håber Lotte Fenneberg, at byens butikker, caféer og restauranter vil være med til at sætte stemning. »Jeg opfordrer alle butikker, caféer og restauranter til at stille sig ud med flag, chokolade, kager eller kolde drikke, så studenterne oplever noget på vejen. Men det er ikke mig, der står for den del, så jeg er spændt på, hvad de finder på,« bemærker hun.
Tidligere var det alene Fredericia Gymnasium, der gik rundt om Landsoldaten til studenterfejringen. I år har Fredericia Shopping samlet alle byens gymnasier til én fælles fest i midtbyen.
At så mange skal spille med, fra skoler til butikker, hænger sammen med, hvordan hele idéen er blevet til. Det er første gang, fejringen holdes på denne måde, og den er skabt i tæt dialog med både rektorerne og elevrådene på byens gymnasier. For selvom en samlet studenterfejring er nyt, er det at fejre huen jo en gammel tradition, og den skal der værnes om. »Jeg har selvfølgelig vendt det med rektorerne, men også med elevrådene, så de er med på idéen. Alle har set hinanden i øjnene og syntes, det kunne være rigtig godt,« fortæller Lotte Fenneberg.
I stedet for fællessang bliver der spillet musik undervejs, helt almindelig studentermusik, blandt andet fra en lille musikbil, der kører med optoget. En fællessang ville kræve, at alle skulle lære den på forhånd, og den tid er der ikke, når så mange skal samles på tværs af skoler for første gang. Til gengæld bliver der nok at se på. For det er ikke mindst det visuelle, den lange stime af huer i bevægelse, som arrangøren har i tankerne. »Jeg glæder mig til synet, når de går ned gennem Gothersgade, og man bare kan se alle de forskellige huer i hver sin farve. Det bliver lidt magisk,« siger hun.
Med et forventet optog på flere hundrede mennesker gennem den smalle bymidte bliver der nok at holde styr på, men det praktiske er på plads, og politiet har givet grønt lys til at gå gennem byen. Når så meget nyt skal stables på benene første gang, kan man ikke vide, hvor mange der dukker op. Men Lotte Fenneberg har en klar fornemmelse af, hvor det bærer hen. »Det er jo første år, men jeg håber, at de unge tager det til sig,« slutter hun.
Alle er velkomne til at slutte sig til optoget fra Landsoldaten, og arrangørerne håber, at forældre, søskende, kærester og venner vil møde op og være med til at skabe stemningen.