Susanne Eilersen: »Vi har forsømt vores skoler – og det kan mærkes på indeklimaet«

17 november, 2025

For Dansk Folkepartis Susanne Eilersen er dårligt indeklima et tydeligt tegn på mange års manglende vedligehold. Hun glæder sig over, at Fredericia endelig er i gang med en samlet renoveringsplan, men erkender samtidig: »Vi har ikke gjort nok – og vi gør det ikke hurtigt nok.«

Da den landsdækkende undersøgelse viste, at otte ud af ti forældre i Region Syddanmark ønsker, at kommunerne prioriterer et sundt indeklima i skoler og daginstitutioner, var det ingen overraskelse for Susanne Eilersen (DF). Hun har længe peget på, at mange af kommunens folkeskoler ganske enkelt er forældede.

»Det er jo nok ikke et område, der har fået nok opmærksomhed. Vi ved jo godt, at når skolerne er nedslidte, så følger der også problemer med indeklimaet. Vi har skoler, som ikke er tidssvarende, og derfor er jeg glad for, at vi både bygger nyt og har sat penge af til at renovere,« siger hun.

Men hun lægger heller ikke skjul på, at arbejdet skrider frem for langsomt. »Gør vi det så hurtigt nok? Nej, det gør vi nok ikke. Vi gør det så hurtigt, vi kan i forhold til den økonomi, vi har, men det går ikke stærkt nok,« siger hun.

Et efterslæb, der har stået på i årtier

Ifølge Eilersen er den nuværende situation resultatet af mange års forsømmelse. »Jeg har så mange skoler i Fredericia, som ikke er tidsvarende, som er bygget i 70’erne. Og når vi ikke renoverer mere, så nej, vi har ikke gjort nok. Alle skoler har fået lov til at stå og forfalde i rigtig mange år, uden at vi har investeret i dem,« siger hun.

Hun peger på et politisk ansvar, der går langt tilbage. »Det må vi jo kigge på – os der har siddet i byrådet og dem, der har lavet budgetterne. Vi har ikke fået prioriteret godt nok. Når vi står med sådan en stor pukkel nu, så kan vi ikke sidde og sige, at vi har gjort det godt nok.«

Indeklima som en del af kommunens kerneopgave

For Eilersen hænger trivsel, sundhed og bygningernes tilstand tæt sammen. Hun sammenligner situationen med arbejdspladser, hvor der løbende foretages vurderinger af arbejdsmiljøet.
»På alle mulige arbejdspladser har man APV’er, hvor man bliver vurderet en gang om året – og det burde man jo også have i folkeskolerne. Helt klart, det burde man,« siger hun.

Hvis den model blev indført, ville kommunerne automatisk få en forpligtelse til at følge med i indeklimaet, mener hun. »Det vil jo nok være en afløber af det, jeg siger, hvis man også har APV’er på folkeskolen. Så bliver man jo forpligtet til det,« siger hun og tilføjer: »Der har været for lidt fokus på, hvordan skoler og institutioner i det hele taget har fungeret. Det skal vi kigge mere ind i.«

Planer er gode – men tempoet skal op

Eilersen anerkender, at Fredericia nu har taget hul på en planlagt renovering af folkeskolerne, men hun efterlyser mere fart. »Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi kunne gøre det hurtigere. Men jeg er trods alt glad for, at vi er kommet i gang og har lagt en plan,« siger hun.

For hende handler det ikke kun om skolerne, men om alle kommunens bygninger. »Vi er nødt til at have klima og indeklima med i vurderingen af alle vores institutioner – også kontorfaciliteter som Rådhuset, som er bygget fra en tid, hvor det er koldt om vinteren og varmt om sommeren. Der har vi begyndt at lave klimaskærme, men der er stadig steder, hvor vi ikke er i mål,« siger hun.

Kommunal frihed – men også ansvar

Debatten om nationale minimumskrav for indeklima deler vandene. Hvor nogle ønsker fælles standarder, holder Eilersen fast i, at kommunerne skal have frihed – men også pligt til at handle.
»Jeg kan godt lide kommunalt selvstyre. Der er vi bare forskellige kommuner, og jeg er glad for, at vi har lagt en plan. Hvis der kom fælles krav, ville nogle kommuner have meget svært ved at honorere dem inden for en vis tidsramme,« siger hun.

Samtidig advarer hun mod at tro, at flere regler automatisk skaber bedre resultater. »Pengene kan kun bruges én gang. Hvis man lægger for mange krav oveni, må man spørge sig selv, hvad man så må sætte til side,« siger hun.

Renovering før nybyggeri

Når det gælder spørgsmålet om at bygge nyt eller forbedre det eksisterende, lægger Eilersen vægt på sund fornuft og klimahensyn. »Jeg synes jo heller ikke, at man bare skal bygge nyt. Der er jo også noget med de CO₂-neutrale mål, vi skal nå, og hvilket klimaaftryk det sætter at rive ned og bygge nyt. Hvis bygningerne er i ordentlig stand, kan jeg godt lide tanken om at renovere dem,« siger hun.

Men beslutningerne skal træffes konkret fra sag til sag. »Der er selvfølgelig en grænse for, hvornår det kan betale sig og ikke betale sig. Der skal vi have nogle kloge folk med på råd. Det skal være en vurdering fra gang til gang,« siger hun.

Klimabevidst og praktisk fremtid

Forbedret indeklima går hånd i hånd med energibesparelser, og det er ifølge Eilersen allerede tænkt ind i kommunens byggeprojekter. »Når man renoverer og bygger nyt, så er der jo nogle nye klimastandarder, man skal bygge efter – vinduer med flere glas og alt muligt andet. Selvfølgelig skal vi renovere smart,« siger hun.

Hun ser arbejdet som en løbende proces, der vil strække sig over mange år. »Vi har fået øjnene op for det nu, og nu er vi i gang. Jeg tænker, det bliver noget, der bliver ved – både klimaet og indeklimaet,« siger hun.

Christian Jørgensen: Det er dyrt – men det kræver prioritering, hvis vi vil ændre det

Julie Christine Skøtt Christensen

17 november, 2025

Christian Jørgensen: Det er dyrt – men det kræver prioritering, hvis vi vil ændre det

Liberale Alliances Christian Jørgensen kalder huslejeniveauet på plejehjem højt og uværdigt for mange ældre – men peger på, at løsningen kræver økonomiske prioriteringer og færre regler.

Når ældre borgere flytter fra deres egen bolig til en plejebolig, oplever mange, at huslejen stiger markant, selvom boligen bliver mindre. For Christian Jørgensen (LA) er forklaringen, at der følger mere end bare fire vægge med.

»Det er vel et udtryk for, at der følger en pakke med, som omfatter mere end bare en bolig,« siger han.

Han peger på, at der med plejeboligen følger personale, service og tryghed.

»Der følger jo ligesom en plejepakke med – altså et personale og nogle fælles faciliteter og nogle fælles rum og noget tryghed. Det er det, der i gåseøjne er forklaringen på det,« siger han.

To forskellige produkter

Jørgensen mener, at man ikke direkte kan sammenligne livet i egen bolig med opholdet på et plejehjem.

»Man kan ikke sammenligne en til en og sige, at indtil nu har man boet i en treværelses til 5.000 kroner om måneden, og nu flytter man så på plejehjem i en lille plejebolig og giver 9.000 kroner. Jeg kan sagtens forstå, at det forekommer dyrt, men man er nødt til at se det i den kontekst, at det er to forskellige produkter,« siger han.

»Det er en høj egenbetaling«

Alligevel mener Jørgensen, at egenbetalingen for ældre er for høj.

»I den bedste af alle verdener ville jeg jo gerne kunne sige, at nej, det er ikke rimeligt. Jeg synes i gåseøjne, at det er en høj egenbetaling,« siger han.

Han finder det særligt problematisk, at ældre mennesker – ofte svækkede og afhængige af hjælp – må bruge det meste af deres pension på husleje.

»Ældre mennesker, som typisk af helbredsmæssige årsager er tvunget til at bo på et plejehjem, skal betale så stor en andel af deres pension for at bo. Det synes jeg ikke er rimeligt,« siger han.

Han peger også på, at mange ældre reelt har begrænset glæde af de fælles faciliteter, som de betaler til.

»Man kan jo spørge, hvor meget gavn og glæde de, der tilbringer en stor del af tiden i sengen eller i deres lænestol, egentlig har af fællesrum og aktiviteter, som de sjældent deltager i. Men sådan er konstruktionen jo,« siger han.

»Det kræver en prioritering«

Ifølge Christian Jørgensen findes der ikke et nemt svar på, hvordan man gør plejehjemsophold billigere – for det handler om prioritering af kommunens økonomi.

»Hvis vi skal kigge på, om der skal en mindre egenbetaling til for plejehjemsophold, så må vi jo kigge på, hvor vi eventuelt kan finde pengene andre steder. Vi bruger de penge, vi må bruge i Fredericia,« siger han.

Selv om han ikke selv sidder i det nuværende byråd, peger han på, at Liberal Alliance gerne ser en grundlæggende omlægning af prioriteringerne.

»Man kan have en holdning til, om man prioriterer pengene rigtigt, eller om man skulle foretage nogle omprioriteringer. Det er vi i Liberal Alliance tilhængere af – færre regler, mindre minuttyrani, færre ledelseslag. Så kan nogle af de penge komme i spil til eksempelvis udvikling af folkeskolen – eller måske til at gøre det billigere at blive gammel,« siger han.

Men han advarer mod at give løfter uden økonomisk dækning.

»Jeg kan ikke sidde og sige, at ja, det er dyrt, og det skal sættes ned, for det er ikke troværdigt, hvis jeg lover det, uden at vise, hvor pengene skal komme fra,« siger han.

»Det er ikke værdigt«

Når ældre efter husleje og faste udgifter kun har få hundrede kroner tilbage, kalder Jørgensen det både trist og uværdigt.

»Jeg tænker da, at det ikke er særlig værdigt,« siger han.

Han peger især på de ældre, der kun har folkepension og ATP som indtægt.

»De ældre, som kun har en folkepension og måske ATP, og som ikke har nogen privat opsparing ved siden af, de har ikke ret meget råderum. Der er ikke mange penge tilbage til små fornøjelser – eller til at give en gave til børn, børnebørn eller oldebørn engang imellem. Det er der ikke ret mange penge til, og det er ikke særlig værdigt,« siger han.

Han anerkender dog, at basale behov trods alt er dækket.

»Det man trods alt må sige, er, at basis er på plads. Der er mad, varme og vand – de helt væsentlige ting. Men nej, jeg synes ikke, det er værdigt, at voksne mennesker, som ikke selv har valgt situationen, sidder tilbage med et par hundrede kroner i lommepenge. Det er ikke særlig fedt,« siger han.

En værdig alderdom kræver økonomisk ansvar

Christian Jørgensen mener, at en bæredygtig løsning skal findes i effektivitet og forenkling – ikke blot i flere penge.

»Det handler om at bruge pengene klogere. Hvis vi skærer ned på bureaukrati og overflødige lag i administrationen, kan vi give flere ressourcer til velfærden. Det handler ikke kun om at bruge mere – men at bruge bedre,« siger han.

»Vi skal renovere, ikke rive ned« – Karsten Byrgesen kræver handling på skolernes indeklima

Julie Christine Skøtt Christensen

17 november, 2025

»Vi skal renovere, ikke rive ned« – Karsten Byrgesen kræver handling på skolernes indeklima

Indeklimaet i skoler og daginstitutioner handler om mere end frisk luft – det handler om trivsel, koncentration og sund fornuft. Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste mener, at kommunerne skal tage ansvaret på sig, men uden flere regler og symbolpolitik. »Vi skal renovere, ikke bygge nyt. Og vi skal kunne måle os selv på det, ikke bare snakke om det.«

Når elever og lærere i Fredericia sætter sig til undervisning, gør de det i lokaler, hvor luft og temperatur ofte svinger mere, end nogen ville acceptere på en almindelig arbejdsplads. En ny landsdækkende undersøgelse viser, at otte ud af ti forældre i Region Syddanmark ønsker, at kommunerne prioriterer et sundt indeklima i skoler og daginstitutioner. For Karsten Byrgesen fra Borgernes Liste kommer det ikke som en overraskelse.

»Det skal der helt sikkert, fordi indeklima er noget med at gøre, hvorledes trivselen er, og hvordan man kan koncentrere sig – både som lærer og som barn. Man sidder ned i mange timer, og det kan godt gøre træt, og derfor er det vigtigt, at indeklimaet er i orden,« siger han.

Han har selv set, hvordan det kan gøres anderledes.
»Jeg har besøgt et gymnasium nede i Heidelberg i Sydtyskland, hvor man havde et kæmpe fokus på indeklimaet. De havde automatik, der kunne måle, hvordan luften var, og som regulerede ventilationen uden at støje. De var meget stolte af det – og med rette. Det var tusind genialt, det de havde lavet, og de sagde, det virkede godt,« fortæller han.

Et spørgsmål om trivsel og ansvar

For Byrgesen hænger trivsel og læring uløseligt sammen.
»Indeklima handler jo om, hvordan man kan koncentrere sig. Hvis man sidder i et varmt glaslokale, hvor det bliver ulideligt at være, så ryger koncentrationen, og så ryger meget andet med. Det har stor betydning – både for børn og voksne,« siger han.

Han mener, at både lærere og forældre spiller en rolle i at sætte fokus på problemet, men han efterlyser et mere nuanceret blik.
»Forældrene kommer jo ikke der. De kysser deres børn på parkeringspladsen, og det er så fint og så godt, men de kommer der ikke. Så jeg vil gerne lytte til forældrene, men jeg vil lige så gerne lytte på nogle kvalificerede lærere, som lever i det otte timer om dagen. Hvis du spørger lærerne, så vil de sige det samme som forældrene. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi også hører dem, der står midt i det,« siger han.

Frihed frem for regler

Kun omkring hver tredje kommune i Danmark måler systematisk på luftkvaliteten i deres skoler. Det får mange til at efterlyse nationale standarder, men det er Byrgesen lodret imod.
»Nej, slet ikke. Jeg er jo i et parti, der går ind for mest mulig frihed og ansvar. Vi skal have sat folkeskolen fri i Fredericia, således at folkeskolen selv bestemmer. Det er ikke en flok kommunale ansatte, der skal sidde og fjernstyre folkeskolen. Skolerne skal have rammerne og midlerne – og så skal de prioritere,« siger han.

Han advarer mod at politisere tekniske løsninger.
»Alt det der med tåbelige, strenge regler, som ‘kommuner skal, kommuner skal’ – hvem skal kontrollere det, hvem skal betale det? Man kan bestemme alt det, man vil, men hvis ikke der er midler til det, så må det være en sund prioritering, der består,« siger han.

Renovering frem for nybyggeri

Mens nogle ser nye skolebyggerier som løsningen, har Byrgesen et klart svar.
»Renovering. Renovering må det hovedklassen gøre, fordi al forskning viser, at i samme øjeblik, når man begynder at rive bygninger ned, så går der så helt ud. Det koster enormt meget at producere nye byggematerialer. Hvad det koster at brænde en enkelt mursten eller lave et ton cement til betonfundamenter – det er vanvittige ting, man ødelægger ved at gøre det. Nej, vi skal renovere. Vi skal gøre det samme som ved at få luft til at vide det,« siger han.

Grønne investeringer eller sund fornuft

Han ryster lidt på hovedet over det, han kalder »grøn retorik uden substans«.
»Grønne investeringer, det er noget ævl. Det er et forskelligt udtryk at tale om alt det der grønne der. Jeg vil meget hellere være helt konkret. Hvis der i forbindelse med, at vi renoverer, er mulighed for også at gøre driften af skolen billigere – altså strøm, vand og varme – så gør vi det. Det er at renovere fornuftigt, så vi kan spare penge på energi og drikkevand,« siger han.

Fra snak til handling

For Karsten Byrgesen handler politik om mål, ikke symboler.
»Det er ved, at vi sætter en retning på det i den politik, der kommer efter den 18. november. Og det er faktisk et af de krav, som jeg har med i forbindelse med, at der skrives en konstituering. Det er netop, at vi skal have hele det område ind over det. Jeg pakker det ikke ind i noget, der skal være et forventet klima i verdensklasse. Det er alt for flot, og det duer jeg ikke til en skidt regel at sige,« siger han.

Han vil have målbart ansvar frem for varm luft.
»Hvis vi bare siger, at vi vil noget grønt, det kan man ikke måles på. Jeg vil gerne opsætte nogle skarpe mål i en retning, og det er noget, vi skal kunne måle os selv på. Det vil jeg være med til. Det giver mening,« siger Karsten Byrgesen.

Unge kandidater kræver handling for trivsel, byliv og grøn omstilling i Fredericia

Julie Christine Skøtt Christensen

16 november, 2025

Unge kandidater kræver handling for trivsel, byliv og grøn omstilling i Fredericia

De unge kandidater til kommunalvalget gik skarpt til stålet, da Fredericia Bibliotek dannede ramme om en debat om trivsel, byliv og klima. På scenen sad repræsentanter fra fem partier – og de var enige om én ting: Fredericia skal tage de unges stemme alvorligt.

Unge med noget på hjerte

Fredag formiddag var bibliotekssalen i Fredericia fyldt af unge vælgere, nysgerrige skoleelever og lokale kandidater, da den særlige ungdomsvalgdebat blev skudt i gang.
»Jeg glæder mig helt enormt til i dag,« sagde moderator Maise Sprotte fra Peer-Partnerskabet, inden hun præsenterede kandidaterne fra Venstre, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Det Konservative Folkeparti.

»Det er mega fedt, at I tager ansvar og faktisk er til stede for at være nysgerrige på, hvorfor I måske skal sætte jeres kryds hos en af dem her,« sagde hun og understregede, at målet var en debat med konkrete løsninger – ikke bare holdninger.

Trivsel og inklusion: Fra klassestørrelser til fritidsliv

Debatten åbnede med spørgsmålet om børn og unges trivsel – et emne, der hurtigt satte gang i både personlige erfaringer og politiske forskelle.

Fra Enhedslisten lagde Naja Frederiksen vægt på behovet for en tidlig indsats:
»Man skal for eksempel i folkeskolen have flere pædagoger og lærere og en lavere klassekvotient, for at der er mere opmærksomhed og omsorg pr. elev. Vi skal have tryghed mellem eleverne, og lærerne skal kunne holde øje med, hvis en elev begynder at få det værre.«

Jens Langer Schou fra Det Konservative Folkeparti pegede på behovet for mere lokal frihed:
»Det er meget forskelligt, hvad der fungerer på de forskellige skoler. Skolebestyrelserne skal have mere magt. De ved, hvad der virker. Og så mener jeg, at vi skal differentiere undervisningen fra 8. klasse, så alle bliver mødt på deres niveau.«

Fra Danmarksdemokraterne brugte Ronald Kongstad sin egen baggrund som afsæt:
»Jeg stiller op, fordi jeg selv kommer fra en udsat familie. Jeg har haft en stedfar, der var dybt alkoholisk. Så jeg kæmper for de udsatte – specifikt de udsatte unge. Mange unge i dag står i en situation, hvor de ikke rigtig ved, hvad de skal gøre. Vi fortjener dybt noget bedre.«

Han foreslog at bygge bro mellem skole og fritid:
»Vi skal hive foreningerne ind i skolen. Jo mere fællesskab man har i en by, jo bedre er det.«

Venstre: Færre elever og stærkere fællesskaber

Lasse Hildingberg fra Venstre tog trivselsdebatten videre til de fysiske rammer:
»Vi skal gøre noget ved den inklusion, vi har i dag. Det betyder, at man skal have det tilbud, der passer til den enkelte. Det ender ikke med, at vi bare skal ud alle sammen i én klasse. Og så skal vi gøre op med antallet af elever – der er sat en grænse på 29 elever, men det er jo svært at lære i så store klasser.«

Han understregede samtidig betydningen af et aktivt fritids- og kulturliv:
»Et godt foreningsliv, et godt kulturmiljø og gode kulturelle tilbud – det er med til at skabe oplevelser, og gode oplevelser giver trivsel.«

Liberal Alliance: Tidlig indsats og ansvar til forældrene

For Helene Lykke fra Liberal Alliance handler løsningen om forebyggelse og valgfrihed:
»Hver tredje af os vil i løbet af vores liv få en psykiatrisk diagnose. Jeg tror, vi skal se på starten af livet. Hvis vores forældre kan vælge den løsning, de mener er rigtig for os, så får vi et tilbud, der passer til den enkelte.«

Hun efterlyste samtidig mindre topstyring og mere lokalt ansvar:
»Der er seks ledelseslag fra kommunaldirektøren til læreren. Hvis en lærer får en god idé, er der altså langt vej igennem systemet. Vi skal give ansvaret tilbage til skolebestyrelserne.«

Uenighed om inklusion

En deltager fra publikum spurgte, hvad der skulle ske med de børn, der ikke trives i de almindelige klasser.

»Når man forsøger at holde dem i fællesskab, så taber man dem i fællesskab,« svarede Ronald Kongstad og tilføjede: »Vi skal fokusere støtten direkte på barnet i stedet for at sige, at alle skal være en del af det samme fællesskab.«

Lasse Hildingberg anerkendte udfordringen, men advarede mod at skabe nye A- og B-hold:
»Vi skal støtte eleverne dér, hvor de har det svært, men uden at trække dem helt ud af fællesskabet. Det handler om at lytte til skolelederne – de kender deres elever bedst.«

Foreningsliv og kultur som trivselsmotor

En ung deltager rejste spørgsmålet om kulturens rolle i trivsel og efterlyste bedre adgang til kreative tilbud.
»Foreninger er meget mere end bare fodbold eller håndbold. Det er kreative ting, e-sport og musik,« lød det fra Jens Langer Schou, der pegede på Fredericias spirende kulturliv som en styrke.

Lasse Hildingberg supplerede: »Når vi udruller ordninger som fritidspas og kulturpas, kan vi gøre det billigere at deltage både i forenings- og kulturlivet.«

Helene Lykke mindede dog om, at alt ikke kan gøres gratis:
»Der er ikke noget i verden, der er gratis – ud over et smil. Det handler om prioritering. Dem, der ikke har råd, skal vi selvfølgelig hjælpe, men alt koster.«

Et signal om fornyelse

Ungdomsdebatten i bibliotekssalen blev afsluttet med applaus – og en klar fornemmelse af, at næste generation af politikere ikke mangler hverken energi eller konkrete idéer.
Moderator Maise Sprotte rundede af med ordene: »Det vigtigste er, at vi går herfra som gode venner – og lidt klogere.«

Debatten viste et nyt politisk engagement, hvor unge kandidater taler ikke kun om de unge, men som dem – med konkrete forslag til, hvordan Fredericia kan blive en by, hvor unge trives, deltager og bliver hørt.

»Et klippekort til iværksætterne« – Venstre-kandidat og lokal iværksætter råber på bedre hjælp til byens små erhverv

Janus Bang

16 november, 2025

»Et klippekort til iværksætterne« – Venstre-kandidat og lokal iværksætter råber på bedre hjælp til byens små erhverv

En virksomhed bygget på menneskers behov

Mette Mikkelsen driver en lille, men stærkt efterspurgt virksomhed, der bærer hendes eget navn. Her tilbyder hun hjælp »til det enkelte individ« – alt fra rengøring til havearbejde, luftning af hunden, ledsagelse til læge og ture med katten til dyrlægen.

»Det startede egentlig bare for at få brød på bordet,« fortæller hun. »Men jeg fandt hurtigt ud af, at der er mange, der har brug for den slags hjælp, som ikke dækkes andre steder.«

Efter ti år som selvstændig har hun dog stadig ingen hjemmeside. Ikke fordi hun ikke vil – men fordi hun ikke ved, hvor hun skal gå hen for hjælp.
»Der ringer nogen og vil lave en hjemmeside til 7.000. Så ringer en anden og siger 3.500. Hvad er bedst? Det aner jeg ikke. Og spørger jeg min revisor, koster det 1.200 kr. i timen. Man mangler en livline, man kan ringe til.«

Jette Kingod: Iværksættere har brug for mere end velvilje

Jette Kingod nikker genkendende. Hun har selv været iværksætter – og hun ved, hvor meget energi der går til spilde på alt det ved siden af selve idéen.

»Man kommer med entusiasme, risiko og ild i øjnene. Men vi mangler noget. Vi brænder ikke for sociale medier, annoncering og regnskaber. Mange ved ikke, hvad de skal kigge efter – og så risikerer man at blive snydt.«

Kingod foreslår derfor en helt ny model: Et kommunalt klippekort til nyopstartede virksomheder, hvor iværksættere får adgang til helt konkret, målrettet hjælp:

Et par timer hos IT-eleverne på IBC, så man lærer grundlæggende om annoncer og hjemmesider.
Let adgang til revisorer eller økonominetværk, der kan hjælpe med de første poster i regnskabet.
Sparring fra erfarne erhvervsfolk gennem Business Fredericia.
Aftenskursus-pakker, der giver en grundlæggende iværksætterforståelse.

»Det handler ikke om at uddanne iværksættere til eksperter,« siger Kingod. »Men om at give dem nok viden til, at de ikke bliver taget i røven.«

Iværksættere tænker anderledes – det bør vi udnytte

For Kingod er iværksættere ikke bare små erhverv. De er innovative tænkere, der ofte har prøvet at brænde nallerne før og derfor tør tænke nyt.

»De sprudler. Det er popcornhjerner, der tænker løsninger og alternativer. Men de møder ofte bare: ‘Det må du ikke.’ Vi burde i stedet sige: Kan vi finde en smartere måde?«

Ifølge Kingod burde Fredericia være kendt som »et fantastisk sted at være iværksætter« – frem for at høre på, at iværksætteriet i byen er dødt.

»Det kan vores børn jo ikke være tjent med«

Julie Christine Skøtt Christensen

16 november, 2025

»Det kan vores børn jo ikke være tjent med«

Dårlig luft og overophedede klasselokaler gør børn trætte og uoplagte. SF’s Malene Søgaard Andersen kalder det et overset velfærdsproblem. Hun vil have hurtigere renoveringer, nationale krav og bedre sammenhæng mellem klima, økonomi og læring. »Vi har et fokus – men vi har ikke gjort nok.«

Et barns skolehverdag burde ikke føles som at sidde i et drivhus. Alligevel er det netop den virkelighed, mange børn oplever, når de dagligt tilbringer timer i klasselokaler med tung luft og svingende temperaturer. En ny landsdækkende undersøgelse viser, at otte ud af ti forældre i Region Syddanmark ønsker, at kommunerne prioriterer et sundt indeklima i skoler og daginstitutioner.

For SF’s Malene Søgaard Andersen er det både en advarsel og en påmindelse. Hun anerkender, at kommunen har et fokus – men mener, at tempoet er alt for lavt.
»Vi har jo i forvejen et fokus. Vi har lavet en plan for, hvordan renovering af blandt andet skoler skal foregå. Men problemet er, at det er virkelig langt ud i fremtiden, før alle skoler kan se, at deres skole og dagtilbud er blevet renoveret,« siger hun.

Hun peger på, at selv om der findes planer, så er det i praksis mange år frem, før alle børn mærker forbedringerne. »Både pædagogiske, nutidige rammer, men jo også i forhold til indeklima – det handler jo om ventilation og mulighed for udluftning. Så jeg synes, vi har et fokus, men der er brug for, at vi har et endnu større fokus på det,« siger hun.

Når hovedpinen følger med hjem fra skole

Flere forældre beskriver, hvordan deres børn vender hjem fra skole med hovedpine og træthed. Det er ifølge Søgaard Andersen et tegn på, at indsatsen ikke rækker langt nok.
»Det kan man jo altid debattere, men hvis der er børn, der oplever, at de for eksempel har ondt i hovedet, når de kommer hjem fra skole, eller er utilpasse på den måde, så har vi jo ikke gjort nok,« siger hun.

Problemet kan også aflæses i kommunens egne data. I trivselsmålingerne på skoleområdet svarer mange børn negativt, når de bliver spurgt ind til deres fysiske rammer.
»Der bliver de også spurgt til nogle spørgsmål omkring indeklima – om man har ondt i hovedet – og de bliver også spurgt til toiletforholdene. Når børnene svarer på den måde, og forældrene også har en oplevelse, der understøtter det, så nej, så har vi jo ikke gjort nok,« siger hun.

For hende er det ikke bare et sundhedsspørgsmål, men et udtryk for, hvordan kommunen prioriterer sine børns dagligdag. »Når man taler om børns trivsel, så skal man også tale om de omgivelser, de trives i,« siger hun.

Et fundament for læring – og for velfærd

Ifølge forskningen kan et dårligt indeklima koste børn helt op til et års læring over skoletiden. Derfor skal det, mener Søgaard Andersen, ikke reduceres til et teknisk spørgsmål om ventilation og byggeteknik. Det handler om grundlæggende velfærd.
»Det skal det bestemt. Det er jo også derfor, vi bygger en ny skole ude på Indre Ringvej – eller nogen kalder den Forskansningsvej. Det er fordi, det er en del af vores kernevelfærdsopgave, at der er gode rammer til vores børn og unge,« siger hun.

For hende er et sundt indeklima en forudsætning for, at læring, trivsel og pædagogik overhovedet kan fungere. »Man kan ikke forvente, at børn lærer optimalt, hvis de sidder i for varm luft eller trækker vejret i et lokale, der føles tungt og stillestående,« forklarer hun.

Mere ansvar – og mere gennemsigtighed

Kun omkring hver tredje kommune i Danmark har konkrete målinger af luftkvalitet og temperatur i deres skoler. Det vil Malene Søgaard Andersen lave om på. Hun ser ingen grund til at vente på nye regler – de eksisterende redskaber kan bruges bedre.
»Der er jo faktisk i lovgivningen krav om, at man skal lave en undervisningsmiljøvurdering sammen med elevrepræsentanter. Og der kunne man da fint lave en del, der handlede omkring luftkvalitet blandt andet. Man skal også vurdere toiletforhold, lys og rummenes størrelse. Alle de ting skal man have en drøftelse med undervisningsmiljørepræsentanterne om på hver enkelt skole,« siger hun.

Det er ifølge hende både praktisk og demokratisk. »De rapporter, eller den analyse, man kommer frem til, den skal man faktisk lægge på skolens hjemmeside,« tilføjer hun. Dermed kan både forældre, lærere og elever følge med i, om kommunen faktisk lever op til sine egne standarder.

Krav skal gælde alle børn i Danmark

Organisationen Synergi foreslår, at der indføres nationale minimumskrav for indeklima i skoler og daginstitutioner. Det bakker SF’eren op – med henvisning til den eksisterende arbejdsmiljølov.
»Jeg synes, det ville være fint, at der var et fælles krav i Danmark. Jeg synes, det er helt ligesom, at der er nogle krav i arbejdsmiljølovgivningen for, hvordan arbejdsmiljøet for medarbejderne er. Så synes jeg også, det er fint, at der er nogen, der forholder sig til et krav for elevernes og børnenes,« siger hun.

Hun mener, at kommuner ikke skal kunne gemme sig bag lokale forskelle, når det handler om børns sundhed. »Det bør ikke være postnummeret, der afgør, om dit barn får frisk luft i timerne,« siger hun.

Renovering og nybyggeri må gå hånd i hånd

Spørgsmålet om, hvorvidt Fredericia skal bygge nyt eller renovere sig ud af udfordringerne, møder hun med pragmatisme.
»Vi bliver nødt til at lade de to ting gå hånd i hånd, fordi vi har ikke råd til at vente på, at vi får bygget nyt. Det kommer jo til at gå en overrække. Du kan bare se, at den nye skole står forventeligt klar i 2030. Og det kan vores børn jo ikke være tjent med – at man skal vente så længe,« siger hun.

Derfor handler det om at bruge det, man allerede har, bedre. »Vi skal kunne genbruge de bygninger, som er gode nok, og renovere dem, så de både er tilsvarende i forhold til pædagogiske behov og i forhold til indeklima. Og så skal vi jo kigge på, hvor der er behov for at bygge nyt – for eksempel når børnetallet ændrer sig,« forklarer hun.

Klima, energi og indeklima hænger sammen

For Malene Søgaard Andersen er der ingen modsætning mellem grøn omstilling og gode skolemiljøer. Tværtimod.
»Det giver jo helt vildt god mening. Vi ved selv fra vores egen husholdning, at når man skifter et vindue eller isolerer lidt ekstra, så kan man mærke det på sin elregning og dermed på CO₂-udledningen. Så det er helt klart en del, der bør indtænkes i det,« siger hun.

Hun mener, at kommunen skal tænke indeklimaet ind i sin samlede klimadagsorden. »Når vi forbedrer luft og energi, forbedrer vi også hverdagen for både børn og lærere – og vi reducerer vores udgifter på driften. Det hænger sammen,« siger hun.

En politisk prioritet – ikke en parentes

For SF’eren handler det ikke længere om at diskutere, om indeklimaet betyder noget – men hvordan man rent faktisk får gjort noget ved det.
»Jeg håber på, at jeg kan få lov til at sidde i et børneskoleudvalg efter et valg. Og der vil det være en helt klar prioritering sammen med de andre emner på børneskoleområdet – at vi skal sikre, at der både er nok voksne, men der også er nogle gode rammer for, at de voksne kan lykkes med deres opgave,« siger Malene Søgaard Andersen.

Hun ved, at forandring tager tid, men fastholder, at indeklima ikke må blive et projekt for fremtiden. »Det her handler ikke bare om bygninger – det handler om børns hverdag nu og her,« siger hun.

»Vi skal skrue op for tempoet – børnene kan ikke vente på frisk luft«

Julie Christine Skøtt Christensen

16 november, 2025

»Vi skal skrue op for tempoet – børnene kan ikke vente på frisk luft«

Venstres Pernelle Jensen mener, at kommunen allerede har sat handling bag ordene, når det gælder bedre indeklima i skoler og daginstitutioner. Men tempoet skal op, siger hun – for 6 millioner kroner rækker kun så langt, og behovet for renovering er langt større.

Det er ikke første gang, Pernelle Jensen beskæftiger sig med indeklima. Som venstrepolitiker i Fredericia har hun set, hvordan dårligt luft, slidte rammer og gamle bygninger påvirker både børn og ansatte i skoler og daginstitutioner.

»Altså det er jeg jo helt enig i, at vi skal fokusere på. Og det er jo også derfor, at vi har sat 6 millioner om året af til at forbedre vores daginstitutioner. Og det var et Venstre-budgetønske for nogle år tilbage, at vi gjorde det,« siger hun.

Hun fortæller, at pengene indgår i en målrettet renoveringsplan, hvor de mest nedslidte institutioner tages først. »Der var 6 millioner sat af til det, men som vi ser i vores valgprogram, så ser vi gerne, at det her går meget hurtigere. 6 millioner hjælper jo, men vi kunne godt tænke os at sætte lidt mere skub på det,« siger hun.

En plan, men også et efterslæb

Venstre vil skrue op for investeringerne, ikke kun i daginstitutioner, men også i folkeskolerne. »I forhold til skole er det lidt samme historie. Vi har jo også sat penge af til at renovere, både når vi bygger nyt, men samtidig har vi lagt midler i overslagsårene til at kunne renovere de eksisterende bygninger. Så vi ikke kun bygger én ny skole på ét distrikt, men også sørger for, at de andre skoler bliver renoveret samtidig,« siger Pernelle Jensen.

Men selv om planerne er på plads, sætter økonomien grænser. »Vi har jo en ret stram økonomi på anlægsrammen, og alle de penge, vi har, er sådan set lagt ud til skolernes renoveringer. Og så er de 6 millioner til daginstitutionerne. Så vi har i hvert fald prioriteret her et meget stort politisk ønske om, at der var penge sat af til renoveringer og bygninger, som jo hjælper på indeklimaet,« siger hun.

Læringsmiljø og trivsel hænger sammen

For Pernelle Jensen er indeklima ikke et teknisk tema, men en del af børns trivsel og læring. »Jeg synes også, det handler om trivsel. Det handler også om læringsmiljøer,« siger hun og forklarer, hvordan nye bygninger og renoveringer kan skabe helt andre måder at lære på.

»Når man bygger nyt eller renoverer, så bliver der også mere fokus på læringsmiljøet. Det bliver måske bygget på en anden måde, med mindre rum i rummet og nye indretninger, der giver ro og nærvær. Det er faktisk noget, der er ret populært. Det er jo også med til at forbedre trivselen, fordi du laver det på en anden måde, end man ville have bygget skole på for 40–50 år siden,« siger hun.

Behov for løbende måling og prioritering

På spørgsmålet om systematisk måling af luftkvaliteten i kommunens skoler og institutioner er hun ærlig:
»Jeg ved faktisk ikke, om vi måler sådan helt konsistent på det. Men jeg ved, at vi kigger på indeklima – i hvert fald i den her scoring, hvor man vurderer, hvor bygningerne ligger på renoveringslisten. Der ved man, at man har kigget på indeklima. Men om det er sådan, at man har gået ud og målt det årligt, det ved jeg ikke,« siger hun.

Hun foreslår dog, at det kunne blive en måde at holde kommunen på sporet. »Det kunne være en god måde at holde øje med, hvor vi er henne. Og hele tiden også vurdere den renoveringsplan, der er lagt. Er der nogle skoler, der bytter plads, så vi er sikre på, at vi renoverer dér, hvor behovet er størst.«

Mellem frihed og fælles krav

Organisationen Synergi foreslår nationale minimumskrav for indeklimaet i skoler og institutioner. Her balancerer Pernelle Jensen mellem sin liberale grundholdning og sit fokus på børns vilkår.
»Hvis man kigger på, hvad der er bedst for børnene, så vil det jo være bedst at sætte nogle krav til det. Men jeg er jo også liberal og synes, at det skal de enkelte byråd selv finde frem til, at det er en god ting at gøre,« siger hun.

Hun peger dog på, at Fredericia allerede har taget skridt, før lovgivningen har krævet det. »Vi satte jo også fokus på minimumsnormeringerne, før det blev et krav i loven. Det er jo fordi, vi er nogen – herunder mig selv – der kæmper meget for børnene,« siger hun.

Renovering eller nybyggeri – det afhænger af virkeligheden

Spørgsmålet om, hvorvidt kommunen skal bygge nyt eller renovere, afhænger ifølge Jensen af de konkrete forhold. »Nu bygger vi jo nyt nede i Christinebjerg-distriktet, fordi vi kunne se, at det kostede lige så mange penge at bygge nyt, som det gjorde at renovere det gamle. Så giver det jo rigtig god mening at bygge noget nyt,« siger hun.

Men hun advarer mod at overvurdere kommunens økonomiske råderum. »Man lever også lidt en risiko, når man bygger nyt. Vi ser jo gentagende gange, at der er budgetter, der skrider ved byggerierne. Og så mange penge er der jo heller ikke i kommunale budgetter, at man kan rumme de meget store millionoverskridelser. Så man skal være lidt forsigtig,« siger hun.

Klimabevidst modernisering

Forbedringer i indeklimaet er ikke kun et spørgsmål om trivsel – det er også en del af kommunens klimaarbejde. »Ja, og det er jo også det, man kigger på, når man bygger nyt eller renoverer. Hvad er klimaaftrykket så? Og der er nogle krav i lovgivningen, der siger, hvordan det skal være, for at man er mest klimabevidst. Og det er jo en del af det, at få en ny eller renoveret bygning – det bliver også bedre,« siger hun.

En indsats, der allerede er i gang

For Pernelle Jensen er det afgørende, at borgerne forstår, at forbedringen af indeklimaet ikke bare er et valgkampstema, men et arbejde, der har været i gang i årevis. »Jeg synes jo, at vi har gjort meget. Det ligger jo i vores budgetter og i overslagsårene. Og det har det gjort i mange år. Det er faktisk mange år siden, vi afsatte 350 millioner til at kunne renovere alle vores folkeskoler. Det her er noget, vi har bevist, at vi tager alvorligt,« siger hun.

»Det handler om læring, trivsel – og sund fornuft« – Danmarksdemokraterne vil have fokus på indeklima og ansvar

Julie Christine Skøtt Christensen

16 november, 2025

»Det handler om læring, trivsel – og sund fornuft« – Danmarksdemokraterne vil have fokus på indeklima og ansvar

Indeklima, læring og trivsel hænger uløseligt sammen, men løsningen ligger ikke i flere regler og bureaukrati, mener Palle Dahl fra Danmarksdemokraterne. Han efterlyser ansvar, sund fornuft og realistiske prioriteringer i stedet for politisk detailstyring.

For Palle Dahl er spørgsmålet om indeklima langt mere end teknik og ventilation. Det handler om, hvordan børn lærer – og hvordan kommuner prioriterer. »Kommunerne skal tage ansvar, ikke tvinges med lovgivning. Det handler om fokus, ikke forpligtelser,« siger han.

Han mener, at der gennem årene har været mange gode intentioner, men for få konkrete resultater. »Det har vi jo altid sat fokus på,« siger han om kommunernes ansvar for luft, lys og temperatur i klasselokalerne. »Men med de karakterer, vi viser, så er det ikke sikkert, det er nok. Det er nok en kombination af mange ting, der gør, at vi har et dårligt indlæringsmiljø.«

Et læringsmiljø med mange facetter

For Dahl er indeklimaet ikke en isoleret sag, men en del af skolens samlede økosystem. »Det er en del af indlæringsmiljøet,« understreger han og peger på, hvordan trivsel, koncentration, mad, lys og luft påvirker hinanden.

Han oplever dog, at der nu sker fremskridt flere steder. »Vi er begyndt at bruge penge på at håndtere vores skoler, fordi mange af dem er ved at gå i forfald. Det giver bedre luft, og hvis de er utætte, bliver det repareret. Men det er en lang, sej kamp – det er helt sikkert. Vi har fokus på det, men det er svært at finde pengene,« siger han.

For ham er økonomien den største barriere. »Det er det evigt tilbagevendende problem – penge, penge, penge. Selvfølgelig skal der gøres noget, men vi er nødt til at tage en af gangen, fordi vi ikke har uanede midler.«

Når forfald koster læring

Flere undersøgelser viser, at dårligt indeklima kan koste børn op til et års læring over skoletiden. Den sammenhæng kommer ikke bag på Palle Dahl. Han mener, at hvis man vil forstå udfordringen i folkeskolen, må man se på helheden.
»Hvis facetter skal analyseres, så skal vi finde ud af, hvad der er grunden til, at de unge mennesker ikke får den indlæring, de skal have. Det kan være alt fra luft og varme til forstyrrende elementer i undervisningen. Alt spiller ind,« siger han.

For ham hænger ro, læring og fysiske rammer sammen – og han roser regeringens nye tiltag, der giver skolerne mulighed for at fjerne elever, der ødelægger undervisningen. »Jeg synes, det er et fantastisk tiltag. Der skal bare én eller to elever til i en klasse, så kan de ødelægge hele undervisningen. Det bliver et godt tiltag,« siger han.

Mindre kontrol – mere ansvar

Når diskussionen falder på krav og målinger af luftkvalitet, trækker Palle Dahl en klar streg i sandet. Han ønsker handling – men ikke tvang.
»Jeg ved ikke, om de skal forpligtes til at gøre det, men de skal fokusere på det. Det er måske et hårdt ord at sige ‘forpligte’. Forpligtelse betyder jo, at man er tvunget. Jeg mener, at kommunerne selv skal tage ansvar – det handler om prioritering,« siger han.

Han er skeptisk over for nationale minimumskrav. Ifølge Dahl er det netop kommunernes forskellighed, der gør dem effektive. »Der er ikke to kommuner, der er ens. Men de skal fokusere på at få det bedste læringsmiljø for de unge mennesker – det kan vi godt blive enige om,« siger han.

Renovering før prestige

Når samtalen falder på nye byggerier, er Palle Dahl nøgtern. Han frygter, at store prestigeprojekter sluger de midler, der kunne have forbedret hverdagen på eksisterende skoler.
»Du kan ikke bare bygge nyt og nyt og nyt. Det kan du ikke blive ved med. Vi er nødt til at renovere i første omgang,« siger han.

Han henviser til Fredericias nye skole som eksempel. »De der 500 millioner, vi skal bruge på den nye skole, det bliver godt for de elever, der skal gå der. Men det er kun den ene skole – du mangler alle de andre. Derfor skal vi passe på, at vi ikke ender med at bruge alle pengene ét sted.«

For ham handler det om balance: at sikre, at de gamle skoler ikke glemmes i skyggen af nybyggeri.

Klimafokus med måde

Bedre luft og moderne isolering kan ikke bare forbedre læring, men også reducere energiforbruget. Det er Dahl helt enig i – men han advarer mod at lade klimapolitikken blive et spørgsmål om symbolik frem for fornuft.
»Det er helt sikkert. Vi skal isolere folk, ikke skrive fine børsnotater. Mange af vores skoler er blevet forsømt i årevis. Det handler om at gøre det praktisk og tage fat på det,« siger han.

Han efterlyser en jordnær tilgang. »Vi skal ikke snakke os fra det. Vi skal reparere og vedligeholde, hvor vi kan – det er sund fornuft,« siger han.

En realistisk vej frem

Palle Dahl har ikke tålmodighed med varm luft – hverken i klasselokalerne eller i politik. For ham er opgaven klar: fokus på det mulige, og handling dér, hvor behovet er størst.
»Det er en lang kamp, men vi er i gang. Vi kan ikke gøre alt på én gang, men vi kan begynde dér, hvor behovet er størst. Det handler om at skabe de bedste betingelser for læring – og det starter med luft, lys og ro i klassen,« siger han.

På sporet af tvivlsomme beslutninger – anno 2025

Erik Schwensen

16 november, 2025

På sporet af tvivlsomme beslutninger – anno 2025

De fleste svære beslutninger, vi som mennesker og ledere træffer, er tvivlsomme beslutninger. Der vil altid være en vis usikkerhed i vores valg, som vi først bagefter eller måske aldrig får afklaret, om de valg var rigtige og/eller de bedste. For vi kunne altid have gjort noget andet. Også selv om vi – dengang valget og beslutningen skulle træffes – ikke så andre udveje. Dette gælder også, når vi står i stemmeboksen på tirsdag d. 18. november 2025 til det kommunale- og regionale valg. Derfor er det betydningsfuldt, at vi, som mennesker og specielt som ledere, opøver evnen og finder vores personlige strategi for at træffe disse tvivlsomme beslutninger og konkret evner at realisere dem og ikke mindst korrigerer dem, når vi bliver klogere.

Hvad er er en tvivlsom beslutning?

Inden vi gør det, gør vi klogt i at definere begrebet ”en tvivlsom beslutning”. For vores strategi, for at træffe tvivlsomme beslutninger, vil afhænge af den definition, som vi beslutter os for. Jeg har tidligere skrevet en artikel ”om at beslutte sig”, hvor jeg bl.a. skrev lidt om beslutningers karakter:

Hver eneste dag træffer vi mennesker et hav af beslutninger. Store og små mellem hinanden. Nogle bevidste og mange ubevidste. Ubevidste beslutninger som styres af vores underbevidsthed og som bliver en del af vores gode og dårlige vaner. Det gælder også for lederen, der træffer beslutninger på mange menneskers vegne.

De bevidste beslutninger opstår, når vi oplever, at vi står overfor et valg mellem to eller flere muligheder. Så når vi i forskellige situationer siger, at vi ikke havde noget valg, passer det ikke, for vi kunne beslutte ikke at gøre nået. På den anden side træffer vi dagligt uendelig mange ubevidste beslutninger. Det skal vi være glade for. Blandt andet fordi styringen af vores krop fysiologisk er særdeles kompleks, og det foregår i et tempo, som kun de ubevidste dele af hjernen kan følge med i og styre, om end vi også i nogen grad bevidst kan påvirke denne styring.

Den bedst mulige beslutningstagning kræver derfor vores evne, og ikke mindst lederens evne, til at kunne fremskaffe det bedst mulige beslutningsgrundlag. Behovet for dette informationsgrundlag afhænger meget af lederen selv, den pågældende virksomhed og branche. Nogle brancher kræver et næsten 100% sikkert grundlag, mens andre kræver noget mindre. Men ét tilstrækkeligt beslutningsgrundlag skal under alle omstændigheder etableres.

Ud over et valg på et givet grundlag, så består en beslutning for mig også af en tidsdimension, som dels går på, hvor længe der går fra en beslutning er truffet til den reelt er gennemført (implementeret), og dels på hvor længe beslutningen fastholdes.

Ofte ser vi meget forskelligt på tidsdimensionen. For eksempel kan en leder, en bestyrelse eller et Folketing og dets befolkning sagtens opleve at trufne beslutninger aldrig bliver til noget eller mister deres kraft over tid. Hvis beslutningstageren ikke følger den trufne beslutning til dørs og ikke ser beslutningen reelt gennemført ud i yderste led i organisationen, så er der i min optik ikke tale om en holdbar og egentlig beslutning.

Med en egentlig beslutning følger en entydig konsekvens og adfærdsændring hos de berørte. Ellers taler vi ikke om en beslutning, men kun om en hensigt af begrænset værdi.

En beslutning er derfor at træffe et valg ud fra det bedst mulige grundlag og føre beslutningen ud i livet enten alene eller sammen med andre. Efterfølgende at fastholde beslutningen, så længe den giver mening for det liv, vi ønsker at leve. Det gælder for mennesker, for ledere, virksomheder, organisationer og samfund.

En beslutning vil derfor altid, i en eller anden grad, kunne betragtes som tvivlsom. Og når vi holder fast i den definition, og vi ikke er i tvivl om den, så tegner der sig en mulig strategi for at kunne lede efter tvivlsomme beslutninger. Vi kan i den sammenhæng også tale om begrebet: Tvivlens nådegave.

Strategien for tvivlsomme beslutninger

Beslutninger er derfor, i min optik, altid relative og socialt konstruerede, og de er bedst forklarlige gennem et socialkonstruktivistisk tankesæt. Tager vi det udgangspunkt, så giver det grobund for en holdbar strategi for at træffe og håndtere tvivlsomme beslutninger og udnytte tvivlens nådegave.

Det er en styrke at være i tvivl, når tvivlen kædes sammen troen, håbet, viljen, roen og evnen til at træffe beslutninger og reelt skabe forandringer, som jeg skriver om i bogen ”Majoren fra Sarajevo”. Den dag en leder ikke er i tvivl og ikke til stadighed leder efter de bedst mulige beslutninger i situationen, så er der grund til bekymring. HAWKEYE er altid på spil, som Stig Brammer og jeg skriver i bogen ”Den Fremragende Mellemleder”.

Evnen til at modtage rettidig feedback fra dig selv, dine medarbejdere og din omverden i øvrigt, og evnen til at tage fejl, håndtere dem og komme videre er også dele af strategien.

Strategien for tvivlsomme beslutninger handler om, at lederen som udgangspunkt stiller de helt centrale spørgsmål til sig selv, sit lederteam og sine medarbejdere, ja måske ud i hele sit netværk. Det afgørende er, at lederen finder de mest præcise og tilstrækkeligt dybdeborende svar på spørgsmålene, så tvivlen omdannes til en konstruktiv og kreativ medspiller, som aldrig forsvinder helt fra lederens mindset. Tvivlen ”parkeres” i en bevidst risikovurdering, der ofte med fordel kan kommunikeres ud til den berørte omverden.

Nogen af de helt centrale spørgsmål kan være: Hvorfor er den beslutning, som du er ved at træffe, vigtig for dig/jer? Hvad giver den beslutning dig/jer? Hvordan ved du, at beslutningen er den rigtige for dig/jer?

Hvordan vil din beslutning blive modtaget i din/jeres omverden? Hvordan vil beslutningen påvirke din/jeres omverden? Og hvordan og hvornår ved du, at beslutning er gennemført og reelt implementeret og ført ud i livet? ….. Ja, flere spørgsmål kunne sagtens tilføjes. I denne forbindelse faldt jeg over Klaus Bakdals meget tankevækkende og inspirerende artikel ”Tvivlens nådegave”, som du finder på: https://bakdal.dk/onewebmedia/Tvivlens_na%CC%8Adegave.pdf

HUSK at stemme på tirsdag den 18. november 2025, hvis du bliver i tvivl, så husk også på, at du kan gøre det om om 4 år. Rigtig God valgdag.

Se også:https://ddig.dk/kunsten-at-lede-efter-sandheden/

1...257258259...1.984 Side 258 af 1.984

DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

Et efterslæb, der har stået på i årtier

Indeklima som en del af kommunens kerneopgave

Planer er gode – men tempoet skal op

Kommunal frihed – men også ansvar

Renovering før nybyggeri

Klimabevidst og praktisk fremtid

To forskellige produkter

»Det er en høj egenbetaling«

»Det kræver en prioritering«

»Det er ikke værdigt«

En værdig alderdom kræver økonomisk ansvar

Et spørgsmål om trivsel og ansvar

Frihed frem for regler

Renovering frem for nybyggeri

Grønne investeringer eller sund fornuft

Fra snak til handling

Unge med noget på hjerte

Trivsel og inklusion: Fra klassestørrelser til fritidsliv

Venstre: Færre elever og stærkere fællesskaber

Liberal Alliance: Tidlig indsats og ansvar til forældrene

Uenighed om inklusion

Foreningsliv og kultur som trivselsmotor

Et signal om fornyelse

En virksomhed bygget på menneskers behov

Jette Kingod: Iværksættere har brug for mere end velvilje

Iværksættere tænker anderledes – det bør vi udnytte

Når hovedpinen følger med hjem fra skole

Et fundament for læring – og for velfærd

Mere ansvar – og mere gennemsigtighed

Krav skal gælde alle børn i Danmark

Renovering og nybyggeri må gå hånd i hånd

Klima, energi og indeklima hænger sammen

En politisk prioritet – ikke en parentes

En plan, men også et efterslæb

Læringsmiljø og trivsel hænger sammen

Behov for løbende måling og prioritering

Mellem frihed og fælles krav

Renovering eller nybyggeri – det afhænger af virkeligheden

Klimabevidst modernisering

En indsats, der allerede er i gang

Et læringsmiljø med mange facetter

Når forfald koster læring

Mindre kontrol – mere ansvar

Renovering før prestige

Klimafokus med måde

En realistisk vej frem

Hvad er er en tvivlsom beslutning?

Strategien for tvivlsomme beslutninger