Ugens Kurt: Michael Hansen

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Michael Hansen er en kulturinstitution i Fredericia. Han er kunstnerisk leder på Teater Malstrøm, og foruden det er han lærer på Mølholm Skole i Vejle. Lær i denne udgave af Ugens Kurt Michael Hansen endnu bedre at kende.

Michael Hansen har travlt for tiden, men det lykkedes os at finde et tidspunkt, hvor vi kunne mødes.

Burlesque kører for fulde udblæsning på Det Bruunske Pakhus, og foruden Teater Malstrøm har Michael også sit lærerjob at se til, men vi startede et helt andet sted og spolede tiden tilbage til Michaels barndom.

“Jeg er født og opvokset i Fredericia, men da jeg var 13 år flyttede vi til en by mellem Randers og Viborg. Min far skulle finde sin drøm, og nogle år senere drog vi ned til en by tæt på grænsen. Derfra kom jeg på skuespillerskolen i København. Jeg startede der i 1978, og var så stædig at jeg talte jysk. Det lød forfærdelig, så jeg fik undervisning for at få rettet op på det,” siger Michael Hansen og fortsætter:

“Jeg blev udlært i 1981 og vidste ikke helt, hvad jeg ville inden for skuespillerfeltet, men jeg havde præferencer til musicals og underholdningsgenren, men der var en dame, som ændrede det hele – en af divaerne. Det var Birgitte Kolur fra Østrig, hun er død nu, men hun fik fat i det. Det var et specielt miljø med hende, men hun fandt ud af, at min hylde var at eksperimentere og selv skulle skabe det. Jeg skulle være instruktør og så “legede” jeg med hende.”

Hvornår fik du din instruktørdebut?

“Det var i 1984 på det, der i dag hedder Husets Teater, som ligger på Halmtorvet i København. Der boede alle de gale, jeg blev rørt, da jeg havde instrueret mit første stykke,” forklarer Michael, der havde fundet sin hylde:

“Jeg vidste mere eller mindre, at jeg var kommet hjem. Jeg havde altid synes, at det var vanvittigt svært at blive skuespiller og man skulle kæmpe med det, og give noget af sig selv følelsesmæssigt. På den måde blev jeg doven. Jeg ville kun, hvis det virkelig var en udfordring. Jeg havde en nemmere tilgang til at være instruktør med at se filmen i hovedet,” siger Michael.

Hvordan er det så nu at stå med Teater Malstrøm?

“Det er en drøm, der er gået i opfyldelse med Malstrøm,” konstaterer Michael, der fik stor hjælp af sin forlovede Martin Bach Sørensen:

“Det betyder meget, at det var ham, som satte det i gang. Han kunne mærke, at jeg var tæt på målet. Jeg var glad, da jeg manglede min egen legeplads. Martin sagde, at han ville lave den. Han er mega administrativ, og fik det op at stå, Det var rigtig dejligt, da man her i byen har Fredericia Teater, men der manglede en pendang til det store teater. Et sted, hvor andre mennesker kunne komme og prøve sig af i profesionelle rammer.”

Især det, at Teater Malstrøm ligger i Fredericia er noget, som betyder meget for Michael.

“Det er vildt fedt at have det i hjembyen og dele det, som man laver med så mange.”

Fars rejemadder og accept

Michael boede tæt på den tyske grænse, som de flyttede ned til, da han var 16 år. Det var en tid, som var speciel for ham.

“Det var mystisk at gå rundt i Sønderjylland, hvor far havde drømme og var jægersoldat. Jeg var langt fra i samme gade. Han synes, at det var tåbeligt, at jeg ville være skuespiller. Han forstod det dog, efter han havde set en forestilling med mig. Min far havde et hemmeligt apotekskab, som han nærmest aldrig åbnede. Han åbnede det kun, når noget skulle hyldes. Klokken 3 en nat smurte han rejemadder og nu skulle vi skåle på det, og han synes, at jeg var skidegod,” siger Michael, der er homoseksuel og det endte hans far også med at acceptere:

“Han serverede igen natmaden. Han sagde ikke direkte, at han accepterede det, men han fortalte om en oplevelse til en fest, hvor en bøsse var blevet drillet og hvor min far så havde hjulpet ham. Det var en form for accept fra hans side.”

Hvordan finder man ud af, at man er homoseksuel?

“Der er den klassiske med, at man bliver forelsket i klasselæreren. Der kunne jeg så mærke, at jeg tilhørte en anden hylde. I en ung alder flyttede jeg til København, hvor det var nemmere at acceptere, da byen er større og alt det der. Jeg fandt ud af det, og i en sommerferie tog jeg hjem og fortalte familien om det,” forklarer Michael og fortsætter:

“Man skal stole meget på det gode menneske. Jeg havde en helt masse grusomheder, om hvad der kunne ske og hvad jeg kunne møde. Jeg mødte ikke nogen modstand og den eneste, der ikke kunne sige noget, var min far, men han anerkendte det på sin helt egen måde klokken 3 om natten med rejemaden.”

I teatermiljøet er der flere, som er homoseksuelle og det gjorde det også nemmere for Michael.

“Jeg blev nem at acceptere pga. det miljø, der er. Jeg lærte, at det er i orden og havde respekt og stolthed med det. Jeg tog hjem og fortalte det, fordi jeg ville leve mit liv ,” forklarer Michael.

Folkeskolelærer og fremtiden

Foruden at være kunsternerisk leder på Teater Malstrøm har Michael også et job som folkeskolelærer på Mølholm Skole i Vejle.

“Jeg har været der i et år og underviser i dansk, historie, religion og kristendom. Jeg er kontaktlærer for en 8. klasse og har et drømmeskema og nogle rigtig gode kollegaer. Jeg er meget glad for at være på Mølholm Skole,” siger Michael og slår fast:

“Jeg elsker lige så meget at undervise som at lave teater. Jeg kan godt lide fagligheden i det. Der er flere koblinger mellem de to ting. Eksempelvis er mit ynglingsfag dansk, da der er fortolkning i det,” forklarer Michael, der tog læreruddannelsen i Jelling og Haderslev.

Michael og hans forlovede Martin har talt om, hvad der skal ske i fremtiden. Særligt et punkt springer i øjnene.

“Vi vil gerne have et barn, og vi har prøvet i syv år via regnbuefamilier, men har ikke fundet den rette. Nogle af de kvinder, som vi har forsøgt at lave aftaler med, har fundet ud af, at de ville have deres egen mand,” siger Michael og fortsætter:

“Martins argument for at ville have et barn er, at han er 20 år yngre, og han gerne vil have familie, når jeg skrider, som han udtrykker det. Det forstår jeg udmærket godt og accepterer det fuldt ud.”

Skal I giftes på et tidspunkt?

“Vi er jo forlovet så på et tidspunkt, men ikke foreløbigt. Vi har fra den dag, hvor vi blev forlovet, talt om det. Det er ikke øverst på listen. Til gengæld rejser vi rigtig meget,” indskyder Michael og fortsætter:

“Jeg har været i 48 lande. Jeg havde været i ti lande inden jeg møde Martin, så der er sket noget. Det er ikke charterrejser, som vi tager på, men oplevelser. Eksempelvis har vi været i Malaysia på rygsækferie. Det var meget anderledes med tre forskellige kulturer under samme flag med Kina, Indien og Malaysia. Jeg føler, at jeg har været i tre forskellige lande, da de har forskellige religioner, men det er er vildt at tænke på, at de lever i fred under samme flag,” siger Michael og fortsætter:

“Martin er rigtig god til at arrangere rejser og han gider ikke de traditionelle feriemål. Hele sidste sommer var vi i Transsylvanien Der er meget mere en Dracula,” siger Martin og griner.

“Udover Dracula er de meget gæstfrit i det smykke område, som ikke er ødelagt af turisme. Man kan få en tre retter luksusmenu med drikkevarer for 50-60 kroner.”

Hvor går næste tur hen?

“Vi skal til Nordspanien. Vi kører derned, og tager turen igennem Tyskland og Holland. På vej hjem tager vi via Frankrig og Luxemburg, hvor jeg ikke har været før,” fortæller Michael, der har en særlig passion for mad:

“Jeg har mega travlt, men når tiden er der elsker jeg at lave mad og er vist nok ret god til det. Når vi rejser er en stor del af det også madoplevelsen, hvor vi smager på det forskellige. Vi bliver helt høje af det.”

Fredericias udvikling og tanken om at fylde 60 år

Michael har på nærmeste hold set Fredericias udvikling, og adspurgt på favoritsteder i hans fødeby svarer han:

“Her! Jeg holder meget af det her sted. Det er et af de få autentiske steder, som er originalt. Mums er også et godt sted, jeg kan godt lide at komme derind med kollegaer – det er som at sidde i stuen derhjemme,” siger Michael og fortsætter:

“Fredericia vokser i den rigtige retning og er inde i en god udvikling. Jeg oplever selv på skolen i Vejle, at de tager til Fredericia for at opsøge os, det skete ikke førhen. Der tog man nærmere fra Fredericia til Kolding Storcenter, men den udvikling er vendt,” fortæller Michael, der fylder 60 år til december:

“Jeg ved ikke, hvordan det bliver endnu, men da jeg blev 50 synes jeg, at man kunne se tingene i relief og jeg hvilede i mig selv. Det er lidt mærkeligt med de 60 år. Man får jo seniordage på arbejdet, og man får hele tiden breve fra Ældre Sagen,” siger Michael, som glæder sig over sit liv:

“Jeg har et fantastisk liv og bor i et fantastisk hus, og er forlovet på tiende år med den rigtige. Jeg har et drømmejob, og når man har alt det, når man bliver 60 år, er man vel priviligeret. Selve alderen er sådan lidt…”

Drømmen om større rammer til Teater Malstrøm

Forestillingen Burlesque spiller for fulde huse i Det Bruunske Pakhus for tiden. Selve processen op til har været noget af en oplevelse for Michael.

“Vi søgte frivillige syerske. Da der skulle komme nogen en onsdag aften kom der hele 14, og det var ikke 14 hvem som helst. Det var 14 kvinder, som kunne hele svineriet. De var 26 år og op til 70’erne,” siger Michael, som glæder sig over netop hans egen rolle som kunstnerisk leder:

“Jeg kan ikke beskrive hvor stor en drøm det er. Førhen, da jeg var selvproducerende, skulle jeg lave det hele med regnskaber osv. Her er der nogle, som tager sig af det hele. Det er en fantastisk familie, der er kvalificeret og brænder for området,” forklarer Michael og fortsætter:

“Hver onsdag mødes vi, og frivilligheden fungerer virkelig i bedste velgående hos os, hvor vi har det rigtig godt sammen. Sypigerne har en regel om, at nogle gange tager de badedragter med og så går de ned og bader på stranden

Hvad er fremtidsdrømmen- og planerne med Teater Malstrøm?

“Vi skal blive ved med at lave godt teater og ikke gå på kompromis med noget. Vi skal gøre tingene på vores måde,” siger Michael, der har et specielt ønske:

“Vi kunne rigtig godt tænke os at lave en stor forestilling i Eksercerhuset, vi skal bare have lov. Vi vil gerne have plads til powerforestillinger, hvor vi giver den gas over fire forestillinger. Vi vil have en fast plads og have en teaterskole,” forklarer Michael og uddyber:

“Vi er dem, der er bedst til at udvikle talenter i Trekantsområdet. Vi har haft elever fra alle syv byer i området. Jeg er god til at fremme talenter, og det kunne være fedt, hvis vi kunne få en heldagsteaterskole, hvor vi kan få lov at buldre igennem,” lyder det fra Michael Hansen.

Fakta Michael Hansen
Er 59 år
Født i Fredericia
Forlovet med Martin Bach Sørensen
Kunstnerisk leder på Teater Malstrøm
Lærer på Mølholm Skole i Vejle

bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her

Ugens Kurt: Ole Nikolajsen

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

UGENS KURT. Ole Nikolajsen er et kendt ansigt i Fredericia. Han er blandt andet manden bag mange triathlonstævner i byen og har tidligere stået i spidsen for Fredericia Håndboldklub, men driver i dag firmaet ProPrint. Ole er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han tager os med på sin rejse.

Ole og jeg har aftalt at mødes klokken 11:00. Jeg er i god tid og sætter mig ved et ledigt bord klokken 10:45 for at forberede mig lidt på snakken med Ole, der ankommer 10:58 og lige hilser på lidt folk udenfor, inden turen går ind i varmen.

Til at starte med siger Ole med et smil:
»Patrick, du kender jo det meste af min historie.«
Jeg griner lidt, nikker og beder Ole starte med fortællingen helt fra sin barndom. Ole fortæller, at han er født og opvokset i det gamle Snoghøj.

»Jeg husker det som en ekstremt tryg og god barndom. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ikke er skilt, så jeg har kun oplevet trygge rammer,« siger Ole, der startede på Erritsø Centralskole, men flyttede til Samsø fra 3. klasse og frem til 8., da hans far fik job på øen.

»Jeg skulle rykke teltpælene op, og jeg husker, at jeg syntes, det var spændende. På det tidspunkt var jeg udadvendt og fik derfor hurtigt nye venner, særligt gennem sporten. Allerede efter en uge var jeg meldt ind i både fodbold- og håndboldklubben. De seks år på Samsø er vel seks af de bedste år i mit liv. Vi har siden haft sommerhus derovre, og jeg kommer der stadig og arrangerer også et maratonløb derovre.«

Hvad skete der efter skoletiden?

»Det var meningen, at jeg skulle i lære som smed, men de havde ikke noget at lave, så jeg skulle i 10. klasse. Jeg havde en kæreste, hvis far var chef i Føtex, hvor der var en ledig læreplads, som jeg søgte, men ikke fik. Jeg fik dog mod på detailbranchen og blev uddannet butiksslagter i Brugsen på Nymarksvej. Jeg var glad for faget og fik 56 ud af 60 mulige point til eksamen, hvilket betød, at jeg fik mange jobtilbud,« forklarer Ole og fortsætter:

»Jeg skulle i militæret og aftjene min værnepligt. Jeg fik muligheden for at blive frømand, da de manglede dykkere. Problemet var, at man skulle tegne en kontrakt på fem år, og det ville jeg ikke. I stedet blev jeg slagtermester i Brugsen i Nr. Aaby som meget ung, og der var jeg i et halvt år.«

Efterfølgende tog Ole Nikolajsens erhvervskarriere en drejning. En bytur medførte, at han ville være Falck-vagt.

»Jeg mødte op som 20-årig og ville søge stillingen som Falck-vagt, men man skulle være 21 år og have stort kørekort. Den 31. oktober på min fødselsdag afleverede jeg ansøgningen, og jeg fik jobbet den 1. december. Jeg var der i fire år, inden jeg blev fyret pga. nedskæringer. Jeg startede hos Shell efter min tid hos Falck og var der i otte år. Jeg var chauffør hos dem et par år, men det var ikke mig, og så blev jeg kørselsleder i stedet,« siger Ole.

Sportseventyret

Ole Nikolajsen har altid været bidt af sport, og i en årrække levede han også af det.

»I 1999 blev jeg købt fri til at arrangere triathlonstævnerne. Jeg levede af sporten, kombineret med at jeg dyrkede min egen karriere. Jeg havde tre år, hvor jeg slet ikke lavede andet end triathlon, og det var virkelig fantastisk. Jeg blev så arrangementchef i byen, og mens jeg var det, skulle triathlonforbundet have ansat en sportschef på fuldtid, og den stilling blev jeg opfordret til at søge. I min tid som sportschef oplevede jeg to olympiske lege helt inde fra som coach,« siger Ole, der efterfølgende fortsatte i sportsbranchen:

»Jeg blev kontaktet af den daværende forretningsfører i FHK, Klaus Bernhardt, der ville have mig som ny leder af håndboldklubben. Det tog Klaus et halvt år om at overbevise mig, da jeg ikke var helt hooked på idéen til at starte med. Jeg kunne godt mærke på familien, at det var hårdt for dem, når jeg tit var væk. Men jeg tænkte også, at det kunne være interessant, da jeg selv har set håndbold siden de glade 70’ere med Europa Cup-kampe, og FHK er mit hold. Mik Hagenbo var træner på det tidspunkt, og jeg kunne godt lide hans stil med offensivt forsvar, som var jugoslavisk inspireret. Jeg tænkte, at jeg som jyde kunne samarbejde med københavneren Hagenbo,« forklarer Ole.

»Jeg fik at vide, inden jeg startede, at der manglede 200.000 kroner i kassen, og de skulle findes, men inden revisoren og jeg var færdige med at åbne skuffen, manglede der to millioner kroner. Jeg fik heldigvis lavet en aftale med Compass, og vi fik hurtigt etableret et aktieselskab til at drive klubben. For at overleve skulle vi rejse 2,5 millioner kroner. Det lykkedes lige før deadline at finde pengene, da værftet kom til. Jeg blev direktør, men det passede mig ikke helt. Jeg var fejlplaceret og kom væk fra det sjove, nemlig at være omkring spillerne. Efter et halvt år som direktør blev min stilling ændret til teamchef og sælger på deltid, og samtidig startede jeg ProPrint,« siger Ole.

»Vi fik René Hamann-Boeriths som træner, og vi havde et godt samarbejde. Jeg begyndte på håndboldagentuddannelsen, men fandt ud af, at det ikke var mig. Vi ansatte Tine Hvalkof som direktør, og da min kontrakt skulle forlænges, blev den ikke forlænget. Jeg var afklaret med, at sådan var vilkårene, og forlod klubben uden bitterhed.«

ProPrint-eventyret

Ole fokuserede efter FHK fuldtid på ProPrint:

»Jeg bankede ProPrint op til seks ansatte, men efter at have mistet to store kunder besluttede jeg at være 3-4 ansatte med fokus på hurtig levering i små oplag. Det fungerer godt,« siger Ole, der også ejer en pølsevogn sammen med sin søn Magnus.

Ole og Team Rynkeby

Ole har været engageret seks år i Team Rynkeby, efter at han og hans kone Susanne mistede datteren Laura til kræft:

»Det gav mening at støtte det gode formål, og gennem årene har jeg fået venner for livet. Min søn Magnus cyklede med i 2017, hvilket var stort,« slutter Ole.

Fakta – Ole Nikolajsen:

  • 53 år
  • Født på Sct. Joseph
  • Gift med Susanne på 28. år
  • Har børnene Line på 27 år og Magnus på 19 år

Ugens Kurt: Henrik Petersen

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Indehaver af Fredericia Vinhandel, Henrik Petersen, er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar. Henrik fortæller blandt andet om sin erhvervsmæssige baggrund, der ikke er inden for vinbranchen, og kommer ind på, hvordan det var at overtage Fredericia Vinhandel tilbage i 2014.

Henrik er en travl mand, og skal møde ind i vinhandlen allerede klokken 09:00. Vi aftalte derfor at mødes på Kurt’s Kaffebar klokken 08:00, hvor Henrik allerede har taget plads, da jeg kommer. Henrik er i gang med at skimte dagens avis, men da han får øje på mig lægger han avisen til side.

Når man kommer ind i Fredericia Vinhandel, og møder Henrik, kan man høre hans klingende fynske accent, og den lyver ikke. Henrik kommer oprindeligt fra Svendborg, og er uddannet eksportchauffør.

Derfra til så at blive selvstændig vinhandler er noget et af spring, men interessen for vin har Henrik altid haft.

“Interessen blev større og større, da jeg kørte eksport. Jeg har set mange vinkældre inde fra, og når jeg har holdt og skulle vente på et læs, eller nogle paller, var det spændende at gå i vinkælderen og sludre med lagerfolk. Der fik jeg en helt anden snak og viden, som mange ikke har.”

“Det bliver endnu værre,” udbryder Henrik med et grin og hentyder til hans tidligere jobs. Jeg spørger derfor: “Hvad så da?”

“Mit sidste job, inden jeg fik vinhandlen, var som slamsuger i 5,5 år. Der er penge i lortet, som man siger. Det er et job som så mange andre,” konstaterer Henrik.

Vineventyret

Henriks svigerforældre, der bor i Maribo, har i en årrække haft en vinhandel, og der har Henrik hjulpet til.

“Da jeg var hjemme i perioden, hjalp jeg til. På den måde kom interessen til, at vi gerne ville have en vinhandel. Vi snakkede om at ville købe forretningen af dem, men fire år inden, havde de indgået en aftale om at sælge den, og en aftale var en aftale,” siger Henrik og fortsætter:

“Vi startede et garagesalg i Kværndrup. Vi havde efterhånden bygget et godt netværk op i form af mine kontakter i erhvervslivet, og også min kones netværk, og vi var lidt kede af, at mine svigerforældre lukkede forretningen i november 2013. En dag kom der en vinsælger forbi vores garagesalg, og han ville sælge lidt til os, men han fortalte, at Fredericia Vinhandel var til salg, og om vi ikke skulle over at se den. Vi tænkte egentlig nej, og hvad vi skulle med en butik i Fredericia. Sælgeren sagde, at det ikke kostede mere end en omgang diesel at køre over at kigge, og vi endte med at gøre det. Vi snakkede med ejerne Ejvind og Kirsten i en halv times tid, og faldt pladask for den eventyrlige butik. Der var en utrolig stemning og sjæl, som vi faldt for. Vi nåede ikke længere end til Lillebæltsbroen, og så ringede en af dem til os, og sagde, at hvis vi ville købe vinhandlen, var den vores. Vi endte med at sige ja.”

“Vi var der 5. og 6. juli 2014, og så hvordan byen summede af liv i de dage. D. 15. juli startede jeg i butikken, hvor jeg hjalp Kirsten, da Ejvind var blevet syg, desværre. Jeg hjalp til, og så kom vi mere og mere ind i det. D. 1. august var det meste på plads, og d. 23. august overtog vi Fredericia Vinhandel helt officielt.”

Hvordan reagerede kunderne på, at I overtog forretningen?

“Der kom mange kunder, der ikke værdigede os et blik, og de gik selv rundt og ledte, efter det de skulle bruge. De tjekkede om vi havde lavet noget om, og da det ikke var tilfældet, så kunne de sige hej og hilse. Kunderne tænkte, at de to tossede fynboer ikke skulle lave noget om i den fine butik. Nu har vi en fantastisk butik, hvor 70-80 % af de kunder, der kommer her dagligt, er nogen jeg kan snakke med om alt muligt,” siger Henrik

Hvordan tog familien imod, at I købte Fredericia Vinhandel?

“De tog godt imod det, men de mente at sige en fuldtidsstilling op som slamsuger var lidt risikofyldt, og min kone tog orlov fra sit job som hun specialpædagog. Da de fire måneder var ovre, så tog hun et års selvbetalt orlov, og så blev vi enige om, at det godt kunne gå, så hun trak stikket helt, og blev fuldtid i butikken også. Mine svigerforældre havde godt set, hvad branchen gemte på, selvom det var et stort spring, så de vidste, at det kunne lade sig gøre.” forklarer Henrik.

I de første to år tog Henrik og Julie turen fra hjemmet i Kværndrup, men med tiden blev turen frem og tilbage for meget.

“I 2008 havde vi bygget et nyt helt nyt hus i Kværndrup. Vi havde to helt små i vuggestue og børnehave, og jeg havde min datter i Svendborg. Så vi kunne sagtens pendle til at starte med, men efter et par blev vi trætte af det. Vi var afsted fem og seks dage i ugen i to biler,” udtaler Henrik, der ikke overvejede at sælge Fredericia Vinhandel:

“Det var slet ikke i overvejelserne, så vi skulle bare flytte til Fredericia. Vi vidste, at vi ville herover og endte med at købe et hus i Erritsø. Det var faktisk en kunde, der der sagde til os, at der ville komme et hus til salg derude. Jeg tog kontakt til ægteparre før vi havde solgt vores ejet hus. De blev overraskede over, at jeg ringede. Jeg forklarede dem situationen, og vi endte med at se huset, som godt kunne lide. Vi aftalte, at over de næste par måneder skulle have solgt vores eget hus, og så tage den udefra. Efter tre fremvisninger fik vi solgt vores hus, og købte huset i Erritsø, som vi er rigtig glade for.”

I Erritsø er Henrik og familien faldet godt til, og nyder godt af lokalsamfundet.

“Begge vores unger går til fodbold derude. Der er et fantastisk netværk og liv i Erritsø. Man kan godt mærke, at vi er kommet til en større by end Kværndrup, og man er tæt på alting og der er flere muligheder.”

Interessen for håndbold

En af Henriks helt store interesser, udover vin, er håndbold. Han er sponsor i FHK og ser alle klubbens hjemmekampe, og interessen stammer lang tid tilbage.

“Det startede i tidernes morgen i Svendborg, hvor jeg var flaskedreng i en lille butik. I butikken var der mange GOG-drenge, blandt andet er landstræner Nikolaj Jacobsen udlært der. Der blev snakket håndbold i alle pauserne, og var der den mindste mulighed, blev der spillet håndbold i flaskerummet. På daværende tidspunkt havde vi 3-4 GOG-knægte, og man skulle altid lige stå på mål for dem eller andet. .Vi snakkede rigtig meget, og når man er født og opvokset på Sydfyn, har man altid fulgt med i GOG. Min kone har også været trænet og spillet på forholdsvis højt niveau i Maribo, så den vej rundt er vi begge rigtig håndboldinteresserede,” forklarer Henrik.

Som nævnt er Henrik sponsor i FHK, hvor han også har engageret sig ekstra ved at lave en FHK-vin, og det at være en del lokalsamfundet på den måde med Fredericia Vinhandel betyder noget for ham.

“Vi får så meget af de lokale, så vi skal give noget igen. Vi er rigtig glade for at være en del af blandt andet FHK, og resten af lokalmiljøet i eksempelvis også vores børns fodboldklub. Vi hjælper, når vi kan, men jeg har ikke selv taget noget fast, da butikken taget rigtig meget tid. Min kone springer til, hvis der mangler lidt, men som det ser ud nu, har vi ikke så meget tid at gøre med, men når tiden er til, det vil vi engagere os endnu mere. Det ligger os på sinde at hjælpe Fredericia lige så meget, som de hjælper også.

Udviklingen i Fredericia

Siden Henrik og konen Julie overtog Fredericia Vinhandel i 2014 er der sket meget i Fredericia, og det er også noget Henrik har bidt mærke i.

“Det er fanatisk udvikling. Der bliver virkelig arbejdet for byen, og kæmpet for byen. Jeg ved godt, at det er et samlet Byråd, der kæmper udover alle de lokale kræfter, men jeg synes virkelig, at Borgmester Jacob Bjerregaard gør det rigtig godt. Erhvervslivet støtter op om byen, og der er mange af de helt store virksomheder, der bidrager til udviklingen.

En anden ting, der også har udviklet sig, er centrum i Fredericia, der for alvor er blomstret op over de senere år.

“Man kan godt mærke, at der er kommet mere og mere liv, og folk vil mere og mere Fredericia. Folk vil gerne støtte lokalt, og tager ikke længere turen i Kolding Storcenter. Hvis det regner, så venter man til en anden dag, i stedet for at tage turen i storcentret.”

Samarbejde med de andre vinhandlere

I Fredericia er der fire vinbutikker, og alle er placeret inden for forholdsvis kort afstand i centrum, men det ser Henrik ikke som noget problem.

“Der er god konkurrence, men vi har et godt samarbejde, som mange oplevede til portvinsfestivalen. Jeg ser dem som kollegaer, og vi guider hinandens kunder rundt, hvis det er en varer, som vi ikke selv har,” siger Henrik.

Mødes I nogle gange?

“Vi mødes nogle gange, men det er ikke faste tidsintervaller, sidste år mødtes vi tre gange. Vi er også også begyndt på de her festivaler, som vi laver to af i løbet af 2019. Går vi forbi hinandens butik, så stikker man lige holdet ind og siger hej. Der var en, der manglede noget Nytårsaften, og han ringede klokken 17:15. Jeg kørte noget i butikken og hentede det til ham, så vi hjælper hinanden med det vi kan,” forklarer Henrik og kommer ind på, hvad der kommer af festivaller i 2019:

“Der kommer en roséfestival den 5. maj og portvinsfestivallen tilbage til efteråret. Det giver hype omring butikkerne, og det er fedt, at vi kan samarbejde på den her måde, og ikke ser hinanden som konkurrenter, der bare nedkæmper hinanden. Vi er konkurrenter i bund og grund, men vi er her, og skal have et godt samarbejde,” siger Henrik.

Vil være vinhandler resten af livet

Henrik skal snart videre for at åbne butikken, og vi slutter derfor snakken af med at spørge lidt ind til fremtiden, og hvor Fredericia Vinhandel er om ti år.

“Den ligger nok stadig i Danmarksgade, den er i hvert fald i Fredericia, vil jeg gerne garanterer. Hvis der ikke er noget, så er det også er det også med Julie og jeg med roret. Det er det rigtige erhvervsmæssigt, som vi har gjort med den her butik,” siger Henrik og fortsætter:

“Det er mit sidste job, hvis der ikke kommer noget i vejen. Der er vel små 25 år endnu, og der vil jeg gerne fortsætte med at stå her.”

Lige på falderebet spørger jeg Henrik, hvordan han kan videreudvikle Fredericia Vinhandel.

“Vi udvikler dagligt på butikken, men selve grundånden med Fredericia Vinhandel med gamle dyder kommer altid til at være der. Butikken kommer nok ikke til at se ud, som den gør nu forevigt, men den vil fortsat holde den hyggelige facon,” lyder det fra Henrik.

Fakta Henrik Petersen

Er 42 år
Født og opvokset i Svendborg
Gift med Julie
Har tre børn, hvoraf to af dem er med Julie
Flyttede til Erritsø i 2016
Uddannet eksportchauffør


Må først køre i Uge 2
Annonce

Ugens Kurt: Mette Bjeld

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Mette Bjeld har i over et år skrevet ugentlige klummer om en række forskellige emner, og nu er det hendes tur til at komme i den varme stol som Ugens Kurt på Fredericia AVISEN.

Mange læsere kender nok Mette Bjeld fra bybilledet eller fra hendes klummer her på Fredericia AVISEN. I klummerne deler hun ud af livserfaringer – og ofte har der også sneget sig et træningstip eller to ind.

Vi havde aftalt at mødes klokken tolv på den populære kaffebar i Jyllandsgade, og vi ankom samtidig lige lidt før tolv. En Café Latte til Mette, “selvom det er ekstra kalorier” og en sort kaffe til undertegnede, man skulle jo nødigt blive sat til at lave burpees på en solrig fredag.

Erritsø, skoleskift og sekretærjob

Vi starter samtalen med at spole tiden tilbage til Mettes barndom i Erritsø.

“Det startede her i Fredericia, jeg har boet her hele mit liv med undtagelse af tre år i Malmø. Samme hus, samme forældre hele tiden. Meget almindeligt – eller det er jo nok lidt specielt i de her moderne tider”, siger Mette med et grin.

“Jeg startede på Bakkeskolen, men måtte skifte på grund af en dårlig lærer. Da jeg startede på Erritsø Centralskole opdagede jeg hurtigt, at jeg ikke havde lært så meget. Jeg var ret langt bagud. Men jeg fik en rigtig hønemor af en lærer, Fru Pihl, hun fik mig med igen. Jeg havde så også en matematiklærer der fortalte mig, at jeg aldrig ville blive til noget, men altså her er jeg nu”, fortsætter hun.

“Derfra tog jeg på handelsskolen. Jeg var festudvalgsformand, det var mega godt, for så fik man et par fritimer. Motion var ikke noget vi gjorde os i, vi festede bare. Jeg fik da heller ikke det bedste resultat, men jeg bestod”, fortæller Mette og fortsætter:

“Derfra gik jeg i lære som sekretær hos Elsam Projekt, men efter at være faldet i søvn bag computeren flere gange fandt jeg ud af, at det ikke var det her jeg ville. Jeg var der i min læretid og tre måneder efter, og så sagde jeg stop. Både min søster og min mor er sekretærer, så jeg tror egentlig det var grunden til mit valg”.

Spillehal, optikforretning og børn

“Derfra fik jeg job i en spillehal, Front Point hed den. Jeg anede simpelthen ikke hvad jeg ville. Jeg endte hos NetOptik, en optiker hernede i byen. Jeg blev butikschef og fik ansat to rigtig gode optikere. Det var virkelig et godt job”, forklarer hun.

“Vi havde det virkelig godt sammen. Vi kendte hinanden, vidste hvornår hinanden skulle bruge hjælp uden at sige noget. Vi supplerede hinanden virkelig godt. Vi sprøjtede briller ud af døren på grund af vores gode samarbejde”, siger Mette og tager en tår af sin kaffe.

“Men vi fik en ny chef, og han var meget chef-agtig. Det er ikke rigtig mig. Oveni det var der udfordringer da jeg ventede mit andet barn, Rasmus. Jeg blødte, og da jeg endnu engang blødte måtte jeg til lægen, der bad mig om at sygemelde mig. Det tog chefen ikke særlig godt, og kaldte mig en masse grimme ting. Så i stedet for at fortælle hvornår jeg var tilbage igen afleverede jeg min opsigelse”, fortæller hun.

Nu er der kommet børn ind – hvornår kom din mand ind i billedet?

“Han kom før børnene”, siger Mette med et grin og fortsætter: “Vi mødte hinanden i et fitnesscenter. Han stod faktisk med en anden, men jeg gik hen til ham og sagde, at han skulle altså følge mig hjem. Det gjorde han så, utroligt nok”, fortæller hun og fortsætter:

“Og ja så er det holdt ved. Han lærte mig hurtigt at kende, allerede da vi skulle spise rundstykker fik han skældud for at krumme for meget. Han ville heller ikke gå hjem, og jeg sagde til ham, at han da gerne måtte blive at sove, men at han skulle holde sig i sin egen side af sengen. Det var anderledes end han var vant til, tror jeg”.

“Så fik vi Mads i 1999 og lidt over to år senere i 2002 fik vi så Rasmus. Vi købte hus på Sandbakken i Erritsø lige før Mads blev født, og har siden boet i Malmø og nu på Øster Voldgade” lyder det videre.

Springet som selvstændig med to små børn

“Efter at have afleveret min opsigelse begyndte jeg at læse til massør hver lørdag under min barsel. Det passede med at Martin kunne passe drengene imens jeg var i skole. Og så når der var middagslur lavede jeg lektier”, fortæller Mette.

“Faktisk havde jeg også kunder under barslen, det kan være lidt svært med en lille nyfødt. Det er ikke altid hans middagslur var så lang som håbet, så det var næsten foden på vuggen imens jeg masserede kunder”, siger hun med et stort grin.

Hvordan var springet til at blive selvstændig?

“Da jeg fandt ud af, at det ikke var hos optikeren jeg ville være begyndte jeg at regne på hvad det ville koste mig at gå selvstændigt. Det ville kun være 700 kroner i forhold til at være på dagpenge, det kunne jeg sgu godt klare tænkte jeg. Så havde Martin et job som ingeniør, så han tjente lidt flere penge. Vi havde en opsparing der kunne dække det første halve år, så vi ikke skulle gå fra hus og hjem”, forklarer Mette og fortsætter:

“Men allerede efter tre måneder tjente jeg næsten det dobbelte, og der var plus på kontoen. Det var her jeg virkelig mærkede, at det var det her jeg gerne ville”.

Flere lag blev lagt på

“Efterfølgende har jeg taget en række uddannelser. Som massør arbejder man ofte fra 7-18, og det er altså et djævlehårdt arbejde. Så jeg ville supplere så jeg ikke ødelagde mig selv”, fortæller hun og fortsætter:

“Så udover at være massør er jeg Columna terapeut, idrætsskadeterapeut, kranio sakral terapeut og akupunktør. Det var egentlig også fordi, at jeg var træt af at sende folk til kiropraktor hele tiden. Og selvfølgelig også for at hjælpe mine kunder endnu bedre”.

Nyt kapitel, ny sport

“Vi flyttede til Malmø i 2012, fordi Martin blev headhuntet til et job deroppe. Jeg tror faktisk det var godt for mig. På det tidspunkt var Zumba på sit højeste – og jeg underviste meget i det, så jeg var nærmest ikke hjemme. Oveni det var der tre ugers ventetid i klinikken, så det gjorde det ikke bedre. Med børn på 10 og 13 år hang det ikke sammen, så det var godt for mig at trække stikket”, fortæller Mette.

“Og indenfor kort tid i Sverige begyndte jeg på triatlon, for jeg duer ikke til at sidde stille. Jeg fandt ud af, at det der triatlon faktisk er meget sjovt, og noget jeg egentlig er rimelig god til. Så siden har jeg udviklet mig stille og roligt, selvom der er et godt stykke vej endnu”, fortsætter hun.

Hvad er målet for fremtiden?

“Jeg har en drøm om, at tage til Hawaii i 2020 for at lave en Ironman. Men hjelmen skal spændes lidt mere, feltet bliver bedre år for år”, fortæller Mette.

Hvad er det der driver dig ud på de lange distancer?

“Det er faktisk det at give hi-fives til tilskuerne ude på ruten der holder mig i gang. Mine fedtede fingre fra gels skal allerhelst klappe så mange børn i hånden som muligt på ruten”, siger hun og fortsætter:

“Jeg tilmelder mig heller ikke løb hvor der ikke er tilskuere, det kan jeg ikke. Jeg tilmelder mig kun løb hvor jeg ved at der er tilskuere, fordi det for mig handler om at have en fest med tilskuerne, og det er det der trækker mig i gennem”.

Alle har dårlige dage

Når man følger Mette Bjeld, så kan man ofte tænke at hun er et stort overskudsmenneske, der aldrig er sur – men sådan er det ikke helt i virkeligheden.

“Jeg har også dage hvor jeg tænker, at jeg hellere må gå i seng fordi verden ikke er tjent med mig og mit humør. Men ofte kan man altså beslutte sig for at være positiv i stedet for at finde de trælse ting frem”, lyder det fra Mette.

“Det har jeg måske lidt lettere ved end andre, det ved jeg ikke. Jeg prøver også selv at søge folk der giver god energi, for det giver noget til mig”, fortsætter hun.

“Hvis jeg er rigtig træt af situationen, så tænker jeg på folk i kørestol. Jeg kan stadig en masse ting selvom jeg har ondt i baglåret. Det er ikke pædagogisk pænt for dem der sidder i kørestol, men det hjælper altså mig rigtig meget”, slutter Mette.

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia
Annonce

Ruth Rahbeks have blev indviet på Othello: Mor ville sige godt gået

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Orangeriet” på Othello, som er blevet døbt Ruths Have, til ære for afdøde Ruth Rahbek, der har doneret pengene til den nye oase, blev fredag indviet med taler fra Ruths søn, Lars Rahbek, og Borgmester Jacob Bjerregaard, der fortæller donationen til haven er lige i Ruths ånd.

Hele seancen blev indledt i cafeen på Othello, hvor Borgmester Jacob Bjerregaard holdt en åbningstale, ligesom også Lars Rahbek talte.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Jeg har glædet mig meget til at synge,” indledte Bjerregaard med henvisning til, at der undervejs blev sunget et par sange, inden han slog over i den seriøse tone:

“Jeg har i dén grad også glædet mig til at klippe snoren. Det ser fantastisk ud  derude, hvor jeg lige har været at kige. Vi håber, at jeres familier og jeg får stor glæde af Orangeriet,” sagde Bjerregaard og fortsatte:

“Ruth ønskede at give noget tilbage til byen, som hun elskede så højt. Ruth var i en menneskealder, sammen med hendes mand Poul, med til at udvikle byen. Ruths hjerte bankede for de svageste, og donationen kommer til at glæde mange, som hun netop ønskede det. Udover donationen til Orangeriet donerede Ruth også penge til Veteranhjemmet, KFUM Soldaterne og Kvinde Krisecentret, som også er områder Ruth brændte for,” fortsatte Borgmesteren og sluttede:

“Jeg vil gerne takke Lars personligt for de snakke, som vi har haft omkring, hvad der skulle ske. Din mor ville være utrolig stolt af dig,” lød det fra Jacob Bjerregaard.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Lars Rahbek tog efterfølgende ordet og sagde:

“Det er dejligt at se så mange her i dag. I de her dage er det år siden, at jeg havde muligheden for at bede om et møde med Jacob Bjerregaard, da mors testamente blev åbnet, hvori det stod, at jeg havde beføjelser til at bestemme, hvad der skulle ske med hendes donation. Som mor sagde, så vidste hun ikke, hvordan det ville se ud tre år frem i tiden. Igennem mange møder lærte vi, at tålmodighed er en dyd, men bedre sent end aldrig, som man siger. Det er blevet rigtig flot, og det har været ventetiden værd,” sagde Lars og fortsatte:

“Mor havde et ønske om, at hovedparten af donationen skulle gå til Othello, og jeg håber, at det der står her nu bliver til glæde for alle. Jeg håber, at vi fremover kan se tilbage, at da kommunen sagde ja til det her, at jeg jeg så bliver glad og stolt. Hvor end mor er, så er jeg sikker på, at hun ville sige godt gået,” lød det fra Lars Rahbek inden seancen blev rykket ud til Ruths Have, hvor snore blev klippet af Borgmester Jacob Bjerregaard.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Om Orangeriet:

Orangeriet er blevet til på baggrund af donationen på en million kroner fra afdøde Ruth Rahbek. Pengene var øremærket til et orangeri med tilhørende haveanlæg ved Othello. Her tilbragte Ruth Rahbek de sidste tre år af sit liv. Orangeriet er en del af Ruth Rahbeks have, som skal blive en oase til brug for de der bor på Othello, de pårørende og de borgere, der kommer i dagcenteret.

Orangeriet kan bruges alle dage, og borgerne og deres pårørende kan tage kaffen med og tænde pejsen, og så hygge sig i familiens skød, se børnebørnene leger i haven, kigge på fiskene i søen eller hestene i folden. Orangeriet ligger lige ved vejen rundt om Othello, så det bliver et godt sted til et lille stop på gåturen rundt om Othello. Der bliver planter, der kan duftes til og på sigt også frugter, der kan plukkes. Udenfor er der en sofagynge, som kan bruges, når vejret tillader det. Efterhånden skulle det blive til en smuk blomstrende have, hvor forårsblomsterne vrimler op af græsplænen, roserne dufter og buske og træer danner rammen om en lille oase ved det store hus. 

Se her flere billeder fra indvielsen:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN
www.eventc.dk

Ugens Kurt – Niels Henrik Billlund

Af
Thomas Lægaard
-
0
Billund
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Det kan næsten lyde som starten på en julekalender, da denne Ugens Kurt starter på en kold og stormfuld morgen. Det er koldt i fæstningsbyen, det er først på dagen og kaffebaren er ved at vågne.

Ind ad døren kommer ejendomsmægler Niels Henrik Billund, selvom der ikke er mange på kaffebaren endnu, indtager vi et hjørne til en god samtale. Ejendomsmægleren beder om en cappuccino og sådan starter historien.

Niels Henrik blev født i 1950. “Det var på arbejdernes festdag, så det har altid været en festlig dag, med sange og flag”, siger Niels Henrik og tilføjer, “jeg blev født på Sct. Joseph Hospital den 1 maj”.

Barndommen

Det var et noget anderledes Fredericia, dengang Niels Henrik var barn, og han gik på Slesviggades Skole, hvor man gik fra indtil femte klasse. Her var man opdelt i Ø- og V-klasser. “Jeg gik i Ø, fordi vi boede øst for skolen, det var geografisk opdelt dengang”, siger Niels Henrik.

“Det var pragtfuldt at være barn dengang, der var ikke noget mere spændende end at have gymnastik og skulle spille fodbold på Kastellet, vi kunne ikke se bolden for den gule røg – vi løb rundt i en gul tæt tåge fra Superfos. Men vi spillede også bold for enden af Norgesgade, der var boliger langs skinnerne, der legede vi tit”, siger Niels Henrik om barndommens oplevelser med den runde bold.

Fra 5. til 7. klasse gik han på Købmagergades Skole og senere på Realskolen, hvor han fik sin realeksamen. Men ellers var det en barndom med danseundervisning hos Olga Jensen og interesse for håndbolden.

Men et vendepunkt i barndommen blev, da Niels Henrik mistede sin far. Han kun var 11 år gammel. Han flyttede med sin mor og to søskende i et sommerhus i Trelde. Han har altid kunne finde noget positivt i livet og efter faderens død blev det en lille robåd, som han kunne sejle rundt i på Vejlefjord, der gav mening og liv.

“Det var en anden tid, jeg havde mit frirum ude på vandet i robåden, også cyklede jeg på tandem i Treldeskovene”, siger Niels Henrik. De to søskende fra barndomsmindet på havet og i skoven er i dag skrumpet til lillebror, der er rektor i Kolding, Niels Henriks storesøster døde for 15 år siden.

“Jeg havde en god barndom, der må godt være lidt modgang i livet, sådan er det for os alle”, siger Niels Henrik eftertænksomt.

Karrieren

Niels Henrik tog en handelseksamen og drog nordpå til Aarhus i 1970. Han blev udlært i bogholderiet hos et forsikringsselskab. Han kan noget med tal og datoer, den dato han startede som ejendomsmægler, kommer prompte, “det var den 1. oktober i 1975. Der startede jeg med at sælge ejendomme”. 

Det blev til fem år i Aarhus som ejendomsmægler, markedet var voldsomt og man begyndte dengang med gratis vurderinger, “der blev gået til den og der var krig mellem ejendomsmæglerne, det ville jeg ikke kæmpe mod som 30-årig”, siger Niels Henrik.

Med sig fra Aarhus i bagagen havde den unge Niels Henrik sin kæreste, som tre år senere blev hans kone.

De startede Billund sammen i Fredericia, den 6. august i 1980 i Gothersgade 5 ovenpå Bison Lædervarer.  Men firserne var en svær faktor at starte op i udover en kæmpe økonomisk krise i Danmark, havde Niels Henrik ikke tænkt over konkurrencen i Fredericia.

“Det var barskt, jeg opdagede, da jeg åbnede, at jeg var ejendomsmægler nummer 27, som solgte ejendomme i Fredericia, det havde jeg ikke regnet med eller undersøgt”, griner Niels Henrik.

En af grundende til, at han valgte at komme tilbage til Fredericia, var ikke byen som sådan, det var beliggenheden. “Jeg kendte byen, det er en god forudsætning som ejendomsmægler og så skal man virkelig gøre sig umage, hvis man ikke skal bo tæt ved vandet”, siger Niels Henrik.

1993

Ejendomsmægler Niels Henrik Billund var startet ud i det, han dengang, ville betegne som en lille snavset by med masser af barer. Men det første vendepunkt kom i 1983, da han blev gift med Karin Billund, og de fik deres søn Casper. Samtidig var den økonomiske krise i Danmark begyndt at vende.

Renten var gået fra at være 20 procent til otte-ni stykker og der blev solgt huse igen.

Familien bygger også deres eget hus i Trelde i 1983, indtil da havde de, blandt andet, boet i lejlighed i Sønderparken som dengang var nyopført.

“Det tog nogle år at få fodfæste dengang, hvis vi for nogle år siden talte om, at der var krise, så tænk på dengang, der havde vi dæleme også krise med en rente på 20 procent”, siger Niels Henrik.

Nutidens Fredericia

Niels Henrik Billund er stadig ejendomsmægler med et stort E. Da jeg spørger, om han skal være andet eller har planer om at gå på pension – får jeg det blik, man kender, når man har stillet et dumt spørgsmål. Niels Henrik har ingen planer om andet end at sælge boliger.

“Vi har et helt andet Fredericia i dag, man kan sige at den gule røg er væk og den vending vi ser, skyldes i min verden tre personer. Man kan sige, at Jean Brahe der i midten af nullerne, var formand for Realdania Fonden, var ham der reelt solgte ideen om at fonden skulle investere i Fredericia. Uffe Steiner havde mod til at gå med på ideen og Mads Lund lavede også i starten af nullerne forarbejdet for at de mange krydstogtskibe, der i dag besøger Fredericia. Det er det forarbejde, der løfter byen i øjeblikket”, siger Niels Henrik om udviklingen af Fredericia.

Men det har også været butikkerne i byen, ja faktisk forretningslivet generelt i Niels Henriks optik, som har været med til at løfte opgaven mod vækst.

Fritiden

Niels Henrik har stadig kærlighed til fjorden og havet, som han også havde, da han som lille roede ud på Vejlefjord. Niels Henrik har en motorbåd med en V8-motor i dag, som han kan trække op på grunden, ved huset han byggede i 1983 sammen med konen i Trelde.

“Det er en fantastisk følelse at komme ud på vandet, nu sejler jeg mere ud mod Endelave og Samsø, og nord for Fyn. Jeg kan god lide at komme ud, hvor der er mere vind og sejle op imod det åbne hav”, siger Niels Henrik.

De sjove handler

“Den jeg er mest stolt af, er Musical Akademiets bygning i Kongensgade, den havde Superfos som administration og laboratorium. Den fik jeg til salg cirka omkring årtusindeskiftet. Jeg fik en henvendelse fra kommunen, at de ledte efter efter en bygning med 400-500 m² parketgulv til dans, de tænkte specifikt på prinsessegade 32, hvor der havde været korsetfabrik. Så var det jeg sagde, “det var en lille ting, når de kunne købe Kemiras administration for en 14-15 millioner”. Det var mest som en spøg, men de købte den. Jeg kan huske, at jeg viste hele bygningen frem til kulturudvalget, de var meget begejstrede også var Uffe Steiner med på ideen, bygningen blev købt rimeligt hurtigt”, fortæller Niels Henrik.

“Det syntes, jeg var en sjov historie, at en dumsmart bemærkning, ender i en handel”, siger Niels Henrik.

En anden af Niels Henriks sjove anekdoter fra et langt liv, som ejendomsmægler er forhistorien for at DLG bygger et nyt stort hovedsæde i Fredericia.

“Sammen med byrådsmedlem Martin Kragh og advokat Ove Henningsen solgte jeg et stort jordareal ved Ny Nitrogen til DLG, som nu bygger hovedsæde. Det er cirka 30 år siden de købte grunden”, fortæller Niels Henrik.

“Det var ikke dengang i tankerne, at de skulle bygge et hovedsæde, men det er meget skægt, at de alligevel dengang fandt Fredericia interessant”, siger Niels Henrik.

Det har været en god og nærværende samtale imellem den erfarne ejendomsmægler Billund og kulturredaktøren. Inden Niels Henrik går mod udgangen og kan kalde sig Ugens Kurt, vil jeg høre om fremtiden.

“Bare det at have tag over hovedet og et godt helbred, det er forudsætningen for at have det godt, eller i hvert tilfælde et godt fundament”, afslutter Ugens Kurt.

 

 

Ugens Kurt: Lone Eriksen

Af
Matthias Runge Madsen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Lone Eriksen har de sidste 25 år været en fast bestanddel af Gardenia Blomster i Erritsø. Siden 2011 har hun stået i spidsen for forretningen, hvor mange fredericianere køber deres blomster. Fredericia AVISEN satte Lone i stævne på en råkold tirsdag i oktober.

Da jeg træder ind ad døren på Kurts Kaffebar, er Lone allerede kommet. Hun har fundet sig til rette i en lænestol, men vi flytter os til et bord i stedet. Lone har været hurtig – hun har allerede bestilt en café latte.

Jeg kender kun Lone fra de gange, jeg har været forbi Gardenia Blomster, men det er tydeligt at mærke hendes hjertevarme allerede fra starten. Vi starter snakken med at tage helt tilbage – til Lones opvækst i Skærbæk.

“Jeg kommer fra Skærbæk, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har altid set mig selv som den mere stille pige, men gennem tiden har jeg nok udviklet mig til at turde mere, til at turde livet mere. Det helt store vendepunkt kom, da jeg i en alder af 23 mistede min mand til en arbejdsulykke. Mit liv gik ligesom i stå. Men jeg har formået at komme ud på den anden side. Det ligger stadig dybt i mig, men livet går videre, og jeg har brugt det til at blive stærkere. Det har givet mig modet til at tage flere chancer, for man skal nyde livet, så længe man har det,” fortæller Lone.

“Men opvæksten i Skærbæk var tryg. Jeg tror, at tryg er det helt rigtige ord at bruge. Jeg gik i skole på Skærbæk Skole, hvor jeg knyttede mange gode venskaber. På skolen var der et netværk og et nærvær. Man fik et tæt forhold til sine lærere, og lærerne kan da stadig huske mig den dag i dag, når vi mødes. Skolen står for mig som et symbol på tryghed. Vi var trygge med lærerne, men vi var også meget trygge ved hinanden,” siger Lone og fortsætter:

“Når vi havde fri, var jeg altid sammen med nogen. Der var altid en klassekammerat, jeg var sammen med. Jeg husker mange gode minder, blandt andet at vi efter skole hoppede på cyklen og tog en tur i skoven. Det er egentlig meget modsat, hvordan jeg oplever, at mine egne børn lever nu. Jeg kunne sagtens lægge en seddel, hvor der stod, jeg ikke lige spiste hjemme, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører fra mine børn i løbet af dagen. Jeg ved altid, hvor de er, og hvad de laver. Det er jo egentlig nok hårdt for dem. Jeg tror, jeg selv har levet meget mere selvstændigt, hvor vi gjorde ting uden at skulle spørge om lov først.”

“Efter tiden på Skærbæk Skole skulle vi ind til den store skole i Taulov. Men derefter tog jeg en treårig HH, det der svarer til en HHX i dag. Derfra gik jeg i lære på kontor, for jeg troede, det var det, jeg skulle. Men 14 dage før jeg var udlært, fandt jeg ud af, at det ikke var det, jeg ville. I radioen hørte jeg et radiospot for et kursus på AMU-centret. Det valgte jeg at springe ud i – et otte ugers kursusforløb, hvor vi blandt andet lærte om blomster, maling og ansøgningsskrivning. Allerede dér hæftede jeg mig ved blomsterne, og her har jeg jo så været lige siden,” fortæller Lone Eriksen levende.

“Jeg var så heldig, at jeg fik en praktikplads og senere en fastansættelse i Gardenia Blomster. Jeg husker stadig den dag, jeg kom ind første gang. Jeg kom i min røde frakke og blev mødt af Karen Marie. Jeg spurgte, om jeg kunne komme i praktik, og hun sagde, at det kunne vi da godt finde ud af, men hun ville ikke garantere, at jeg kunne blive. Men det var en stor kontrast til den verden, jeg kom fra – men en god kontrast. Allerede efter tre uger kom Karen Marie til mig og sagde, at jeg havde talent for det, at det faldt mig meget naturligt,” fortsætter Lone.

“Jeg faldt hurtigt for det, og det faldt mig meget naturligt at være kreativ. Dengang jeg var 18-19 år, gik jeg på aftenskole med min mor, der også elskede blomster og haven. Og siden jeg startede i Gardenia tilbage i 1993, er min kærlighed til blomster kun vokset,” lyder det fra Lone Eriksen.

“Butikken har ofte været bandet langt væk”

I 2011 gik Lone Eriksen en ny tid i møde. En tid som almindelig lønmodtager blev skiftet ud med en tid som selvstændig erhvervsdrivende. Lone Eriksen kunne efter 18 år i Gardenia Blomster overtage forretningen, som hun siden har kørt videre. Det kom ikke bag på Lone, at hun skulle overtage efter Karen Marie.

“Der er meget andet arbejde ved at være indehaver fremfor almindelig ansat. Der er en masse kontorting, der skal være styr på, så jeg har kunnet bruge de ting, jeg lærte fra HH. Og så har Karen Marie altid været god til at tage mig med ind, så jeg også lærte det helt fra starten,” siger Lone Eriksen.

Ugens Kurt: David Gulløv

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

41-årig David Gulløv er folkeskolelærer, men han var spidskandidat for Det Konservative Folkeparti ved kommunalvalget i 2017, og så er han også formand i Fredericia KFUM samt i bestyrelsen hos FC Fredericia. Lær i denne udgave af Ugens Kurt David Gulløv endnu bedre at kende, og læs blandt andet om hans rumænske eventyr.

David og jeg har lige været ude i Super Brugsen på Nymarksvej, hvor David sagde tak til to frivillige, der havde uddelt OK-kort til fordel for KFUM.

Vi tager efterfølgende ind på Kurt’s Kaffebar. David sidder allerede klar på bænken ude foran, og sammen går vi ind og bestiller. Selv tager jeg en klassisk sort kaffe, mens David er på cola-vognen i dag. Der er godt fyldt på Kurt’s denne fredag eftermiddag, men vi finder et ledigt bord og sætter os for at tale med David.

Vi starter helt fra basis, og hører om Davids livsforløb fra skoletiden og frem til den dag i dag.

”Jeg startede på Lillebæltsskolen, hvor vi havde det rigtig sjovt. Det var dengang skolen lå i Slesviggade. Jeg gik på skolen med en af mine bedste venner, og vi fulgtes ad igennem skoletiden. Jeg skiftede til Sct. Knuds Skole, og det gjorde hun også. Vi lavede alt muligt sammen dengang. Da vi gik ud af skolen, skiltes vores veje. Det sjove er så, at efterfølgende er min kone blevet gode veninder med hende, så vi ses stadig den dag i dag,” siger David, der efter endt skoletid tog en HF på Fredericia Gymnasium:

”Det var en sjov tid. Når man kommer i klasse med folk, hvor man går i spind, er det altid sjovt. Man kunne også finde alle “typer” i klassen. Lige fra de sjove unge, der skulle lave fis og ballade til de mere modne, der koncentrerede sig om uddannelsen. På HF kunne der godt være lidt forskel aldersmæssigt, det ved jeg ikke om der er i dag, men den ældste var 35 år og havde børn. De fleste af os andre var omkring de 20 år,” forklarer David.

Det rumænske eventyr

Som nævnt har David haft et rumænsk eventyr, og det startede netop efter HF. Eventyret har haft stor betydning for David, der fandt sin kone Cristina under eventyret i det rumænske.

”Efter jeg havde afsluttet HF, tog jeg et halvt år til Rumænien og var frivillig i en børnehave. Det var tilfældigheder, der gjorde, at det blev sådan. Jeg havde egentlig mest lyst til at tjene penge. Jeg arbejdede på Shells tankstation på Vejlevej. Jeg ville tjene penge til at tage ud at rejse og opleve Europa. Min far og mor havde en idé om, at jeg kunne tage til Rumænien for at være frivillig. Vi kendte nogen, der koordinerede nødhjælp i landet. Det var i midt 90’erne, så det var ikke lang tid efter murens fald. Dem vi kendte arrangerede det, og jeg mødte ham den ene, der sagde, at det ikke kunne blive et børnehjem, da det var for hårde vilkår. Han sagde, at han godt kunne få mig ind i en børnehave. Fra da jeg mødte ham, og til jeg var i Rumænien, gik der vel 14 dage,” fortæller David og kommer ind på de lykkelige omstændigheder, der skete i Rumænien:

”I min tid dernede mødte jeg min kone, så da jeg kom hjem, tog jeg tilbage for at arbejde og tjene penge til at få råd til flere ture i Rumænien. I to år arbejdede jeg som pædagogmedhjælper på Skjoldborgvejens Skole. Det var startskuddet til at læse til lærer, som jeg gjorde i 1999. Efter jeg blev færdig i 2003 blev jeg ansat på netop Skjoldborgvejens Skole, så noget må jeg have gjort godt i min tid som pædagogmedhjælper,” siger David, der den i dag er ansat på Ullerup Bæk Skolen Afd. Nørre Allé:

”Jeg startede med at have 1., 2. og 3. klasse. Efter nogle år åbnede en mulighed sig ved udskolingen, som jeg greb”, fortæller David.

David Gulløv og Fredericia KFUM

David er formand i Fredericia KFUM, men hvordan startede hans store kærlighed til klubben egentlig? Det spurgte jeg ham om.

”Da jeg var en lille dreng, spillede jeg bold i KFUM, og da min egen søn blev stor nok til bold, blev han også meldt ind, det var før jeg blev formand,” udtaler David og fortsætter:

”Jeg har den opfattelse, at man skal hjælpe, hvor man kan, så jeg har givet en hånd med,” forklarer David og kommer ind på, hvordan han blev formand for Fredericia KFUM:

”Gennem mit engagement blev jeg valgt ind. Da den gamle formand valgte at stoppe, blev jeg spurgt, om jeg ville træde til, og så blev jeg valgt. Jeg har altid elsket en udfordring. Det at træde ind som formand var en udfordring. Det var en spændende mulighed for at finde ud af noget om mig selv og lære nogen ting. Jeg har blandt andet lært en del om det at drive en lokal fodboldklub.”

Hvad har været den sjoveste oplevelse som formand?

”Der har været mange, men det var blandt andet sjovt at arrangere 100års fødselsdag i 2016 med koncert, festmiddag og alt det, der hører til. Det er også sjovt, når vi har en stor turnering. Her tidligere på året prøvede vi at arrangere en ny udendørsturnering. Der var 100 tilmeldte hold. Jeg var ude at dirigere trafikken, og vi havde ikke plads til alle bilerne, men det gik heldigvis alligevel,” fortæller David, der ikke kan spå om, hvor længe han fortsætter som formand:

”Man skal ikke holde fast i en taburet. Så længe jeg har noget at byde ind med, vil jeg gerne fortsætte.”

Vil fortsætte som spidskandidat for Det Konservative Folkeparti

Udover at være aktiv i KFUM er David også politisk aktiv, men det lå ikke i kortene fra barndomshjemmet, at han skulle blive det.

”Min familie har ikke engageret sig dybt i politik, men jeg har altid i mine fag som lærer med samfundsfag osv. interesseret mig for det og fulgt med i medierne. Gentagende gange har elever opfordret mig til at stille op. Det var ikke dem, der fik mig til det i sidste ende, men jeg tænkte over det efterfølgdende. Da jeg stillede op første gang, havde jeg tænkt over det i noget tid. Jeg undrede mig blandt andet over, hvor politikerne med integritet blev af, den del står for mig som noget af det vigtigste. Lokalpolitik handler for mig at se om borgerne og byen har de bedste faciliteter til at udvikle sig,” siger David.

Hvordan endte du med at blive Konservativ?

”Jeg har faktisk stemt lidt af hvert gennem tiden. Da jeg valgte at stille op, havde jeg sat mig ned og kigget på forskellene. Der er mange gode ting i alle partierne. Det værdisæt, der passede bedst på mig, var hos Det Konservative Folkeparti,” forklarer David.

Ved det seneste Kommunalvalg i 2017 var David Gulløv spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, men den politiske karriere er ikke forbi endnu.

”Jeg tror det ikke, at det er slut. Valgkamp er enormt spændende. Det er hårdt, efter man ikke har fået det ønskede valg, men det er fedt at snakke med folk i gaderne. Det er så spændende, at jeg sagtens kunne se mig selv stå i gaderne igen,” fortæller David.

Vil du også fortsætte som spidskandidat?

”Også som spidskandidat. Igen, man skal ikke holde fast i at være det, hvis der er en bedre. Det er op til partiet at afgøre. Jeg håber at få titlen igen,” siger David, der har ting han vil gøre anerledes til næste valg:

”En ting som vi kunne gøre anderledes, er at være flere på gaden og flere sammen. Jeg stod meget alene med det. Det er opslidende at stå med en pavilion som den eneste. Det har været det værd, men det koster. Jeg fortryder intet, jeg fortryder ikke min valgkamp. Jeg førte en god, sober valgkamp og jeg kan se folk i øjnene stadigvæk og jeg kan se mig selv i øjnene.”

Drømmer om teaterbygning a la Sydneys operahus

David har bortset fra den lille afstikker til Rumænien altid boet i Fredericia. Derfor er han at betragte som en rigtig fæstningsdreng. Derfor spørger jeg ham til sidst, hvordan det er at se udviklingen i byen.

”Det er fantastisk fedt. Det er kun gået den rigtige vej, men vi har lang vej endnu. Jeg drømmer om et fæstnings- og kulturcenter. Jeg kunne også godt tænke mig et nyt, flot teater nede ved havnen. Jeg havde gæster på besøg for noget tid siden, hvor vi kørte over Den Nye Lillebæltsbro. Jeg sage til dem, at da jeg var barn kunne man se store, sorte skorstene med røg. Jeg drømmer om, at man i horisonten kan skimte et flot teater,” siger David.

Selv spørger jeg, om vi er ude i noget arkitektur a la operahuset i Sydney. David nikker.

”Det skal være sådan, at man tænker: Der skal vi ned. Hvis man laver en bygning, der ligner rådhuset, så skal vi selv bygge og betale det. Vi skal lave noget kvalitet a la operahuset i Sydney, og det kan også gøre, at man kan få fonde indover til at støtte det, så det ikke er os, der skal betale det hele selv,” lyder det fra David Gulløv.

Fakta David Gulløv:

41 år
Stort set altid boet i Fredericia
Gift med Cristina
Har to børn
Gik på Lillebæltsskolen og Sct. Knuds Skole
Har en HF taget på Fredericia Gymnasium
Uddannet lærer
Lærer på Ullerup Bæk Skolen, Afd. Nørre Allé
Formand i Fredericia KFUM
Bestyrelsesmedlem i FC Fredericia

https://www.facebook.com/mrhoejer/

Ugens Kurt: Nicole Møller Christiansen

Af
Thomas Lægaard
-
0
hårværk
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Nicole Møller Christiansen er indehaver af Hårværk i Dalegade, hun er Ugens Kurt på en dag, hvor solen skinner. Fredericia AVISEN sætter hende stævne på kaffebaren, som konceptet er opkaldt efter.

Nicole er kun 27 år, men hun er allerede en erfaren forretningskvinde. Solen følger med ind i kaffebaren, hendes lange, pinke hår lyser op. Bortset fra en afstikker til Strib, har Nicole altid boet i Fredericia. “De to år i Strib, de tæller ikke, der var jeg meget lille”, siger Nicole, der er glad for Fredericia.

Nicole gik først på Skjoldborgvejens Skole og afsluttede folkeskolen på Skt. Knuds Skole. Nicole havde allerede besluttet, hun ville være frisør, så efter 10. klasse startede hun på frisørskolen, og endte med at komme i praktik hos PILI i Vendersgade. Det blev startskuddet til det, der i dag er hendes egen salon. Hun var til svendeprøve i 2011, og blev udlært i 2012.

Efter læretiden afprøvede Nicole faget både i Fredericia og i Vejle. “Jeg fandt ud af, at jeg ikke befandt mig særligt godt med at skulle arbejde for nogen. Samtidigt kunne jeg også mærke, at jeg allerede savnede at arbejde i Fredericia efter kun et halvt år i Vejle.” Da Nicole klippede i Vejle undersøgte, hun allerede mulighederne for at få sin egen salon i Fredericia, det endte med at blive i Danmarksgade og Hårværk blev en realitet.

Hårværk

Hårværk blev etableret i december 2013 i Danmarksgade 35, dengang var profileringen brun og hvid. Senere skulle Hårværk dog nærmest eksplodere i farver, som er Nicoles store passion.

“Det var monster angstprovokerende at starte sit eget, men jeg ville hellere bruge timerne på mit eget, end at arbejde for andre”, siger Nicole.

Nicole startede med at være alene i Hårværk, men butikken voksede og pladsen blev for trang i Danmarksgade. De var pludselig fem frisører i de små lokaler i Danmarksgade, og det var svært at finde plads rent logistisk, så hverdagen kunne gå op i en højere enhed.

Nicole var allerede i gang med at lede efter en ny lokation til Hårværk. Det blev til Dalegade, hvor Hårværk er i dag i en moderne frisørsalon. Det var vigtigt for udviklingen af Hårværk, at de flyttede så de kunne vækste. Nicole drømmer dog ikke om en salon nummer to, hun kan godt lide at have fingeren på pulsen både med personale og butikken. Hun vil gerne udvikle sit artistiske talent for farver og være en salon i fremdrift.

Farverne i Nicoles liv

Nicole er en farverig person, og hun er ikke selv bange for at farve sit eget hår i alle regnbuens farver, i dag er det lys pink. Da hun var i lære og ansat, kunne hun mærke, hun ville mere med farvninger.

“Det med farver har altid ligget til mig, det var mere mig end alt andet i faget, og da jeg blev selvstændig, kunne jeg selv bestemme, hvor lang tid jeg kunne bruge på det. Så startede det for alvor, da jeg var i Las Vegas sammen med et firma til en farvekonference, hvor jeg blev stærkt inspireret. Her blev der tænkt farver på en anden måde. Der var nogen, som blev inspireret af naturen, diskotekslys og meget andet. Det var noget andet end at lave striber”, siger Nicole.

Det har udmundet sig i, at hun i dag er Artistic Educator for Pravana. Hårfarvning er en stor del af salonen i dag.

“Vi laver meget farvning. Vi viser, at vi tør og kan nogle forskellige ting. Det er tilgangen med at være med til at gøre folk smukke, være med til at skabe en identitet, der giver mig inspiration. For et menneske er håret en del af påklædningen”, siger Nicole om kærligheden til hendes fag.

Personale og kunderne

“Jeg synes, at vi har nogle fantastiske kunder som tør ligge deres hår i vores hænder. Vi har mange store behandlinger, der kræver, at man har fuld tillid til frisøren. Det er jeg stolt over og sætter pris på at vores kunder tør”, siger Nicole.

For Nicole er det vigtigt, at personalet selv har en god følelse med at arbejde i Hårværk. Det skal føle sig tilpas, og ikke skrues ned i et koncept. Vi ligner ikke hinanden i vores team, det er jeg tilfreds med.

Fritiden

Det meste af Nicoles fritid går med hendes interesse omkring farverne, “Men engang var jeg hestepige og stoppede efter et voldsomt styrt”, griner Nicole og fortsætter, “ej det ved jeg altså ikke, om du skal tage med.”

Ellers går hun og overvejer om golf kan blive en mulig fritidsinteresse, hun har spillet med sin far og øver tålmodigheden. “Jeg er ved at få clearet til mit handicap, så jeg er stadig på et lavt stadie”, siger Nicole.

Fritiden eller den, der er tilbage som selvstændig, viser også hendes dedikation til faget. Hun nørder meget Instagram, Pinterest og Youtube for både at blive inspireret og se nye tendenser.

Vi takker for en hyggelig skak med Nicole på kaffebaren. 

https://www.fredericiavin.dk/
Annonce

Ugens Kurt: Aliihsan Okutan

Af
Thomas Lægaard
-
0
marmeris
Foto: Thomas Lægaard - Fredericia AVISEN

Det er måske en af de sidste solskinsdage, hvor temperaturen stadig minder lidt om sommer, vi er på Kurts Kaffebar og ind af døren kommer Ugens Kurt – Aliihsan Okutan.

Aliihsan Okutan er særdeles velklædt og det er altid en fornøjelse at sidde over for et menneske, man ikke kender og få en del af deres livshistorie. Aliihsan med det tyrkiskklingende navn er 27 år gammel. Han er født og opvokset i Fredericia.

Aliihsan gik på Egumvejens Skole (I dag Kirstinebjergskolen Afd. Høgevej) og valgte senere at tage på Fællestiende i Erritsø.

“Jeg ville gerne lave brobygning og blive mere moden, for at finde den rigtige retning”, siger Aliihsan. I en tidlig alder vidste Aliihsan at han ville noget med salg, service og markedsføring. Planen og drømmen var at blive revisor, så tiendeklasse var en også en overgang til at finde ud af, at det var det rigtige at blive revisor.

Vejen mod at blive revisor

Det første skridt blev herefter en HG som tog 1 år, og så fortsatte han med en HHX, der tog tre år på IBC, drømmen om at blive revisor var intakt.

Midt i uddannelsen bliver Aliihsan også gift med Sultan, som også kommer til at bære efternavnet Okutan. Han tog et sabbatår, inden uddannelsen kaldte igen, denne gang gik turen til Kolding for at ikke komme for langt fra Fredericia. Aliihsan læste HA i Kolding en uddannelse, der tager 3,5 år, han troede stadig, at han skulle være revisor.

Aliihsan begyndte på jobsøgningen og havde svært ved at få hul til arbejdsmarkedet, men han havde altid haft et fritidsjob ved siden af uddannelsen, kæresten – der blev konen og sport. Fritidsjobbet var nærmest kommet ind med modermælken, da hans mor er medindehaver af Marmaris i Erritsø. Siden Aliihsan var 15 har han sideløbende arbejdet i mors og onkels pizzaira Marmeris og har været med til at være en del af hvor de er i dag.

Tallene og uddannelsen begyndte at fylde meget for den unge driftige mand, han søgte stadig job som revisor men det blev stille og roligt lagt på hylden. Det havde aldrig ligget i kortene at han skulle lave et generationsskifte , men han kendte Marmaris ud og ind, samtidig havde han taget en uddannelse, som kunne føre virksomheden ud i nye tider.

“Det kom lidt ind af bagvejen og jeg har bestemt ikke fortrudt de år, jeg læste for at kunne blive revisor, alle de ting, jeg har lært, kan bruges. Min kuffert er fyldt med virksomhedsøkonomi, markedsføring, ledelse, og koordinering. Det er alle ting, jeg kan bruge sammen med min onkel fremadrettet på Marmaris”, siger Aliihsan.

“Havde jeg vist for 10 år siden, at vi skulle lave et generationsskifte, havde jeg måske ikke taget den uddannelse, så det er jeg taknemmelig for”

Marmaris og samarbejdet med Tugay Okotan

“Min onkel hedder Tugay Okotan, han har 18 års erfaring, koncentrationen går på skiftet med min mor og de nye ambitioner og mål, som vi sætter os. Jeg har altid kunne lide mit fritidsjob, den feedback, man får fra kunderne er enestående, det er det hele værd”, siger Aliihsan.

“Selvom onkel har meget erfaring, har han altid lyttet til mine ideer, vi har brugt de sidste tre år på at sætte vores hjerner sammen. Vi skulle finde ud af, om vi kunne lede sammen, han er jo både min onkel og kommende partner”, siger Aliihsan.

Kan man ikke tænke, hvorfor Marmaris, når du har læst så længe?

“I mine øjne handler det om værdien af ens arbejde, der er ikke nogen, der kan beskrive den værdi, Marmaris har for mig. Det at overtage mors flotte arbejde, viderebringe succesen. Hun sagde altid læs, læs læs, men vigtigst af alt hav dit hjerte med i det du vil lave. Jeg har valgt den her retning for at være glad hver dag”, siger Aliihsan. Han lægger ikke skjul på, at han fornemmer at de skal optimere og vækste i fremtiden.

Fritiden

Ellers har sporten fyldt meget i Aliihsans liv, som alle andre raske drenge dengang spillede han fodbold i FfF’erne. Han har altid haft fokus på sin sundhed og kommer under vores hyggesnak i tanke om, at han faktisk også spillede badminton tre år i Erritsø. Men efter, at han fik mere travlt, passede fitness træning bedre, “Man kunne træne, når man vil uden faste tider”, siger Aliihsan. Udover Fitness så svømmer han to-tre gange om ugen og elsker saunaen og fordybelsen deri.

Det har været en spændene snak på kaffebaren og det bliver spændende at følge Marmaris som nu snart har en ny meget belæst generation klar i kulissen.

http://www.vw-fredericia.dk/

1...1.9992.0002.001Side 2.000 af 2.001