Allan Pertti Frandsen (S) påstod her i avisen den 30. december, at topskatten ikke er ødelæggende for konkurrenceevnen. Intet kunne være mere forkert.
Hvis kassedamen, lastbilchaufføren eller den hårdtarbejdende sygeplejerske tager en ekstra vagt, kan det ikke betale sig for dem, da de skal betale topskat. Derfor bliver jeg forarget, når medlemmer af et klassisk arbejderparti kan påstå, at topskatten ikke medvirker til en øget skadevirkning på netop konkurrenceevnen.
Louis Pio, stifteren af Socialdemokratiet, kæmpede i sin tid imod kapitalismens overskud, som primært gik til eliten i stedet for at sikre bedre arbejdsvilkår for arbejderne i slutningen af 1800-tallet. Her var en af de mest essentielle og nødvendige redskaber for arbejderbevægelsen nemlig højere løn for arbejderne og dens kammerater.
Derfor undrer det mig, hvordan man som klassisk socialdemokrat i dagens moderne samfund forsvarer og beskytter grundlæggeren af Socialdemokratiet, når man kan påstå at en topskat ikke har negative og væksthæmmende effekter for Danmarks konkurrenceevne og velfærdsstat.
Intuitivt giver dette ingen mening. Topskatten gav 20,2 mia. kr. til den offentlige sektor ud af et statsligt budget på 1.337,5 mia. kr. i 2021. Dette svarer til, at topskatten udgør 1,5% af det samlede budget for velfærdsstaten1. Så kan man stille sig selv det spørgsmål, er velfærden blevet bedre? – Nogen vil påstå, at ja det er den, mens andre vil kigge med et tvivlsomt blik. Jeg er overbevist om, at velfærdsstaten skal effektiviseres, prioriteres og allermest udsættes for konkurrence. For vores største udfordring i dagens Danmark er, hvis et plejehjem, et sygehus eller en folkeskole leverer dårlig service, så giver vi dem blot en ekstra pose penge, og de dårlige tilbud går derfor ikke konkurs.
Institutionen modtager blot flere offentlige midler fra statskassen og fortsætter tendensen. Dette vil aldrig kunne gå i den private sektor. Her konkurrer virksomhederne nemlig imod hinanden for at sikre det bedste mulige produkt, der efterspørges på markedet. Dem, som gør det bedst, overlever, mens dem, som gør det værre, drejer nøglen om.
Derfor, når man påstår, at ”de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder” fra et århundrede gammelt arbejderparti, synes jeg det er ufatteligt, hvordan man kan påtage sig denne holdning. Den enlige sygeplejerske, der hver dag går på arbejde, og ofte bliver ekstra timer for at give sine børn mad på bordet, betale sine regninger og løber rundt på hospitalet fra patient til patient skal mødes med en ekstra regning fra SKAT, fordi hun åbenbart ikke bidrager nok til fælleskassen? – Jeg troede Socialdemokratiet nemlig var for bedre arbejds- og lønvilkår for de klassiske arbejdere, som de påstår, at de vil kæmpe for. Er det virkelig ved at tage flere af deres penge?
Jeg mener ikke, at vi skal tage flere penge fra sygeplejerskerne. Heller ikke i en tid, hvor vi har stor arbejdskraftsmangel indenfor denne sektor. Jeg mener i det hele taget, at vi ikke bør tage flere af nogens penge i form af topskat overhovedet. Det er en skat på flid, frihed og fritid.
Desuden underminerer topskatten vores konkurrenceevne yderligere på et højere plan for virksomhederne, da de har sværere ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Vi udsætter dansk erhvervsliv for en unødvendig tung byrde. Vi bør derfor afskaffe topskatten helt, både for det offentlige, private og især for det enkelte individ.
