14.5 C
Copenhagen
tirsdag 16. juni 2026

Middelfart sikrer sig ungt bekendtskab fra 1. division

0
Middelfart sikrer sig ungt bekendtskab fra 1. division

SPORT. Middelfart Boldklub har sikret sig endnu en profil til den kommende sæson. Klubben har skrevet en toårig kontrakt med 20-årige Frederik Møller, der efter sommerferien skifter Kolding IF ud med Middelfart. Han er hentet ind til rollen som højre wingback.

Til trods for sin unge alder kommer Møller med solid erfaring i bagagen. Han står noteret for 48 kampe for Kolding IFs førstehold, hvoraf de 42 har været i 1. division, og det er netop kombinationen af ungdom og rutine, der gør ham interessant for klubben. »Det er en energisk spiller med en stor motor, vi får ind her. Frederik giver sig altid 100 procent, og man er ikke i tvivl om, hvad man får, hver eneste gang han er i aktion. Det er hårdt arbejde, det er energi, og samtidig er det en dygtig fodboldspiller,« siger sportschef Søren Godskesen.

Frederik Møller har hidtil spillet en stor del af sine kampe i den centrale del af banen, men i Middelfart er planen en anden. Den erfaring tager han med sig ud på kanten, og det ser sportschefen som en styrke snarere end en omstilling. »Han er hentet for at skulle spille højre wingback hos os. Tidligere har han spillet mange kampe centralt, og det har givet ham nogle kompetencer på bolden, som vi helt sikkert bliver rigtig glade for,« siger Søren Godskesen.

For klubben handler det både om potentiale og om en spiller, der allerede har bevist sit værd på et højt niveau. »Han er blot 20 år, men har alligevel spillet 48 kampe for Kolding IF, hvoraf de 42 har været i 1. division. Han er ung og har et godt udviklingspotentiale, men han har også bevist, at han har kvaliteterne til at træde ind og gøre en forskel fra dag ét. Derfor er vi rigtig glade for, at Frederik har valgt os til som sin næste klub,« siger Søren Godskesen.

Glæden er gengældt hos spilleren selv. For Frederik Møller var valget af Middelfart Boldklub ingen tilfældighed, og han peger på flere grunde til, at det netop blev her, det næste skridt skulle tages. »Jeg ser Middelfart som et rigtig godt sted for mig, og som et sted, hvor jeg kan udvikle mig som spiller og som person. Spillestilen her passer virkelig godt til mig, og jeg føler, det er det helt rigtige sted, når jeg vil tage næste skridt i min karriere,« siger Frederik Møller. Han lægger ikke skjul på, hvad han kommer med, og hvordan han ser sin egen rolle på banen. »Jeg er en energisk spiller med en god fysisk pakke. Jeg kan godt lide at arbejde for holdet, når vi ikke har bolden, og når vi har den, kan jeg godt lide at tænke fremad og sætte mine holdkammerater op.«

Selvom skiftet til wingback er nyt for ham, ser han det som et naturligt match mellem hans spillertype og den måde, Middelfart vil spille på. »Jeg er glad for den plan, der er lagt for mig. Selvom jeg indtil videre mest har gjort mig centralt, ser jeg helt vildt meget frem til det. Rollen på wingbacken, måden vi spiller fodbold på her, og min spillertype er nemlig et rigtig godt match, så jeg glæder mig til, at vi skal i gang,« siger Frederik Møller.

Han er den tredje nye spiller, klubben præsenterer forud for den kommende sæson. De to øvrige er Tobias Haahr Jakobsen, der kommer fra Vejle Boldklub, og Alberto Vogtmann, der er hentet i Sønderjyske Fodbold. De tre nytilkomne og resten af divisionsholdet har første træningsdag mandag den 29. juni.