Thomas Bay er teaterdirektør, han er far, musiker, kunstner og svine heldig, hvis han selv skal sige det. Hans rejse i teatrets verden er ikke kun fascinerende, men også inspirerende. Bag succesen ligger en vilje til at overkomme udfordringer, og en urokkelig passion for musik og teater. Han formår ikke bare at balancere et intenst professionelt liv, men også at integrere musikkens rolle i sit familieliv. Med tre børn – en søn på ti og to døtre på henholdsvis syv og halvandet år – ser Bay musikken som en væsentlig del af deres opvækst.
– Den lille elsker især musik, hun vugger til musikken, synes faktisk det burde være en del af vores kostplan, altså musik. Da jeg var på barsel med min mellemste datter kunne jeg ikke forstå hvorfor hun sad og vuggede i sin barnevogn. Det viste sig så at det var lyden fra en helekopter hun vuggede til. Det er jo et vidnesbyrd om, hvor indlejret musikken er i mennesker uagtet alder, siger Bay med et kærligt smil.
Hans ældste søn har også fundet sin musikalske vej, som valdhornspiller. Bay støtter og opmuntrer sine børn til at følge deres passioner, uanset hvor usædvanlige disse kan være. For valdhornet er lidt af et messing-monstrum forklarer han.
Bay’s egen passion for musik og teater blev delvis formet af hans opvækst i Sverige og efterfølgende flytning til Danmark.
– Jeg er født og opvokset i Sverige. Da jeg fyldte 15 flyttede vi til Danmark. Overgangen var udfordrende, men også en mulighed for at udforske nye musikalske og kulturelle landskaber. Jeg erindrer at have brugt meget af min tid på musik, inspireret af min bror, der var en stor fan af Depeche Mode, selvom den elektroniske musik aldrig rigtig har sagt mig noget. Den elektroniske musik var egentlig en stor inspirationskilde – men udover min brors indflydelse, fandt jeg ud af, at der var meget mere end det elektroniske som trak og inspirerede mig, siger han.
Musik blev for Bay mere end bare en hobby – det blev hans frirum. Han begyndte at spille klaver, da han var 5 år gammel, og siden da har musikken altid været en væsentlig del af hans liv.
– Der skal mere værdi i livet end dagligt trummerum. Det smukke findes i alting, bierne i min have eller oplevelser på scenen. Vi bliver født i en cirkel, som vi så gradvist udvider og former i løbet af livet. Hvis vi ikke har noget at stræbe efter, så går vi i stå. Teatret er levende – ligesom os mennesker ændrer vi os, oplever og vokser; vi går ikke i stå, reflekterer Bay.
Hans forhold til teater er mere end blot et job; det har skabt en dyb og personlig tilknytning.
– Teatret stimulerer os som mennesker. Der findes ikke noget bedre end at se mennesker blive berørt og bragt sammen. Min passion for teatret strækker sig ud over mine egne optrædener eller roller som instruktør og ud til publikummet, de mennesker, der deler de magiske øjeblikke med både dem på scenen, men også de andre i salen, siger han.
Thomas’ rejse mod at blive teaterdirektør har ikke været uden udfordringer, men den har altid været drevet af hans dybe passion for kunst, kultur og musik. Han blev uddannet i 2006 og tilbragte sin første sæson på teatret i Fredericia, inden han fortsatte sine studier på Mount View i London med et fuldt stipendium. Han har været kapelmester i Tivoli på Spamalot, og produceret Into the Woods. Thomas var jeg kapelmester på bl.a. Disney’s Tarzan for Fredericia Teater i Aarhus og Falkoner, og kapelmester på Prinsen af Egypten både i Fredericia og på Gamle Scene. Der er nok flere autodidakte kapelmestre i kongeriget, men Thomas er én af de få, som har været – og jævnligt bliver, ansat på bl.a. operahuse i Sverige og Danmark.
– Man er aldrig bedre end det næste øjeblik. Det er altid øjeblikket, der definerer det. Der er ikke så stor forskel på det, jeg laver nu, og det at producere. Jeg kommer fra scenen og har haft mange forskellige kasketter på. Jeg håber at kunne kombinere det hele her, uddyber han.
Han havde et sabbatår i London og vidste ikke om han skulle læse økonomi, det ville hans forældre sikkert gerne have haft. Thomas beskriver en følelse som han ikke kunne finde andre steder.
– Når man spiller eller synger eller andet på scenen så er man i et flow. Den effekt kunne jeg ikke slippe og fik den ikke af at læse økonomi. Jeg har aldrig været bedre end huset, medarbejderne og hjerteblodet her. Det er hele huset, der fortjener hæder. Når du står med et orkester eller en pianist, handler det om at løfte andre. Det er sådan, jeg er nået hertil – fordi jeg er blevet løftet, eller sparket i røven, men altid peget i den rigtige retning og hjulpet på vej, forklarer Thomas.
Efter at have haft mange forskellige “kasketter på”, som han kalder det, fra musiker til kapelmester, oplevede Thomas og hans kollegaer det hjerteskærende øjeblik, hvor teatret i Fredericia gik konkurs. Thomas beskriver det som forfærdeligt, både for kunderne og for alle medarbejderne. Men i stedet for at lade denne udfordring stoppe ham, vendte han senere tilbage til teatret, denne gang som leder.
Som teaterdirektør ser Thomas det som sin opgave at hjælpe teatret med at vokse og blomstre. Det er vigtigt for ham at historien om det gamle teater lever videre, for det de byggede er fundamentet for hvor teatret står i dag.
– Den dag da beskeden om konkursen kom, havde jeg startet til et møde, uden et hint om hvad der ville følge. Om eftermiddagen tikker der så en mail ind, tror jeg stod og huggede brænde, og havde intet hørt, hold op det var underligt. Vi skabte verdensklasse teater her i denne by, det kan vi stadig. Der er en fuld cirkel i, at jeg havde min debut her, og nu er jeg leder. Selv hvis man ikke er herfra, ved man, at teatret eksisterer, siger Thomas og trækker vejret dybt og fortsætter:
– Vi er på vej til det næste skridt i teatrets historie. Teatret er ældre end mange andre scener; der har været teater her i over 100 år. De musicals vi laver kan meget, der kan være alt i dem. Vi vil altid helst levere fra den absolut øverste hylde. Hvis vi bruger tid på det, skal det være fantastisk. Vi har et utroligt godt hold, både teknisk og kunstnerisk. Salgskurven går op. Vi skal udvikle denne genre, og det skal vi gøre herfra. Nu har vi denne todelte ledelse og passer måske lidt mere på, men vi står på skuldrene af det, der blev skabt på det gamle teater.
Siden da har han arbejdet utrætteligt på at forvandle teatret, at indgyde det med hans egen unikke vision og skabe et rum, hvor både kunstnere og publikum kan finde mening og berigelse.
– Vi drives af at give oplevelser. Den stærke fortælling og musikken leverer en oplevelse, du ikke finder andre steder. Du deler et helt unikt øjeblik. Er det rigtig godt skruet sammen, kan man reflektere, man spejler sig i menneskerne. Som åndelige væsner er vi nødt til at minde os selv om, at vi er vigtige, men at der er noget større end os selv. Her får vi noget, vi ikke ellers kan få. Vi er fælles, vi deler følelser. Hver forestilling fortæller noget andet. Kunst er med til at give os værdi. Den værdi i livet er svær at måle, men du kan mærke den indeni, fortæller han.
