Næstformand i Senior- og Socialudvalg Kirsten Hassing Nielsen (C) vil på dagens møde i Senior- og Socialudvalget have gennemgået historikken med Kobbelgården 3. Hassing vil vide, hvad der har været af sager tidligere, som hun ikke har kendskab til.
Bostedet har fået et skærpet påbud, og er nu som følge af det med som et punkt på dagsordenen, når Senior- og Socialudvalget mødes tirsdag eftermiddag. Forud for mødet er det Hassings formodning, at der ligger sager for år tilbage, som hun ikke har hørt om.
– Der er tilsyneladende nogen, der har vidst noget over flere år, som ikke bare lige drejer sig om det seneste halve år. Jeg har brug for klarhed over, hvorfor det er man ikke har reageret tidligere på det. Der er tilsyneladende flere, der har vendt sig igennem tiden. Vi skal vide, hvem det er henvendt sig til, og hvad der er sket med de henvendelser. Jeg har i hvert fald brug for at få det at vide. Der er en historik i det, fordi vi kan se i medierne, at der kommer flere og flere sager frem, siger Kirsten Hassing.
Især sagen, der blev politianmeldt af ægteparret Gregersen, omkring solskoldningen af Sandra gør indtryk på Hassing.
– Det jeg har læst om den sag er ikke sjov læsning. Jeg har en forventning om, at jeg får en fyldestgørende orientering om status omkring sagen på udvalgsmødet, og så skal jeg have historikken. Så er det også vigtigt at få at vide, hvordan henvendelser er orienteret, da den normale proces er, at når man får henvendelser, at man sender dem videre til forvaltningen, som behandler dem. Men hvad er der sket i den her sag, hvor borgerne har henvendt sig? Det vil jeg vide, siger Kirsten Hassing.
Sagen omkring Kobbelgården havde Hassing gerne været foruden, men hun ser det som læring også.
– Vi har lært meget i forhold til kommunikationen. Der er også noget i forhold til, hvordan vi håndterer Kobbelgårdens faglige indsatser fremadrettet. Det gælder både politikere, forvaltningen og ledelsen på Kobbelgården – alle skal lære af det her. Det er et meget vigtigt område, da det er nogen af samfundets svageste borgere, og det er derfor vigtigt, at vi har styr på det. I løbet af i år får vi en analyse af hele området, og den skal vi se resultaterne af, og så må vi se, hvordan vi skal agere ud fra den, fortæller Hassing.
Inden tirsdagens møde har Kobbelgården ikke været direkte oppe at vende på et udvalgsmøde før i det nuværende Senior- og Socialudvalg, og det er noget Kirsten Hassing også vil se på.
– Vi skal have sådan noget på dagsordenen, så vi generelt kan lave forebyggende indsatser på vores bosteder og tage det i opløbet i stedet for, at det ender som det gjorde her med Kobbelgården, slutter Kirsten Hassing.
Fredericia Kommune lægger op til, at der fremadrettet skal være en ti-årig forpagtningsaftale af Tøjhuset og Eksercerhuset. Af bilag fremgår det, at Fredericia Kommune i 2023 støtter forpagteren Fredericia Live med millioner. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er imod den model.
Fredag var der møde i Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune. En ny forpagtningsaftale af Tøjhuset og Eksercerhuset, som begge er kommunalejede spillesteder, var på dagsorden. Forpagtningen har foreningen Fredericia Live hidtil haft, men forpagtningen af Tøjhuset udløber i 2024, mens Eksercerhusets forpagtning udløber i 2027. Derfor skulle udvalget drøfte den fremtidige forpagtning. Forvaltningen vurderer, at en ny aftale skal være samlet for de to spillesteder, samt at aftalen skal gælde i ti år.
Med forpagtningen af de to spillesteder følger en række tilskud fra Fredericia Kommune. I 2023 gav Fredericia Kommune 1.819.000 kroner til forpagteren Fredericia Live, mens de har huslejeindtægter for 1.405.000 kroner. Fredericia Live modtager også 420.000 kroner som ekstern samarbejdspartner og 33.000 kroner fra kulturpuljen. Dertil følger syv kommunale årsværk ansat på spillestederne. I alt løber tilskuddet til forpagteren Fredericia Live i 2023 op på 3.677.000 kroner, og oveni det kommer de syv kommunale årsværk.
Susanne Eilersen. Arkivfoto: AVISEN
Måden, som det foregår på, er Dansk Folkeparti modstander af. Gruppeformand Susanne Eilersen mener ikke, at det er Fredericia Kommunes opgave at drive de to spillesteder.
– Det er ikke gennemsigtigt, synes jeg. Man kunne lave en selvejende institution med et CVR-nummer, så ligger forpligtelserne og økonomien hos dem. Hvis der er events, der går galt i forhold til økonomien, er det ikke kommunen, som hæfter for det. Det kunne også være, hvis der skete noget strafbart, så skal kommunen heller ikke involveres.
Tøjhuset blev ransaget Tøjhuset den 28. marts 2023. Det vakte opsigt, ikke kun i Fredericia, men i hele landet. Sagen ruller endnu. Det bekræfter Konkurrencestyrelsen overfor AVISEN, hvorfor de ikke vil udtale sig på nuværende tidspunkt.
– Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om den foreningsmodel, som vi praktiserer her i Fredericia. Befinder den sig i en gråzone? Spørgsmålet er, om man kan gøre det på den nuværende måde med kommunale penge, som det er i sidste ende. En anden faktor er, at det ikke er kommunens opgave at drive koncert- og eventvirksomhed, slet ikke med vilkår, hvor man både har rammer, millioner og medarbejdere stillet til rådighed. Det er op til de private aktører, synes jeg, forklarer Eilersen.
Ifølge Fredericia Kommunes stabschef for Politik, Strategi og Jura, Nicolai Arvedsen, besøger omkring 40.000 Tøjhuset og Eksercerhuset på årsbasis. Men der har været en generel afmatning på koncertområdet i Danmark, og det har også ramt Fredericia.
– Det bekymrer mig, at vi spytter så mange penge i det i Fredericia. Det bekymrer mig, at der er halvtomt flere gange end, hvad vi må forvente. Det samme gælder de store sommerkoncerter med store navne og store setups. Når der ikke kommer mange der, så koster det skatteborgerne penge, siger Eilersen og fortsætter:
– I budget 2024 har man skåret en del ned på de allersvageste borgere i kommunen, og når man så samtidig ser, hvad der gives i tilskud til forpagteren af Tøjhuset og Eksercerhuset, hvor der ovenikøbet ikke fyldes op med koncertgængere, så synes jeg godt, at man kan bruge de penge bedre. De penge, som gives til forpagteren, vil lune i andre kasser på ældreområdet, siger hun og slår fast:
– Jeg mener ikke, at det er en kommunal opgave at drive spillesteder. Der er andre kerneopgaver, vi skal passe og klare først, såsom at sørge for vores børn, de ældre og de handicappede. Vi har en god infrastruktur og et godt handelsliv, der trækker turister til byen. Det er også noget, kommunen skal gøre, men at drive et spillested, synes jeg ikke er en kommunal opgave. Vi skal stadig have et spillested, men når jeg kigger på det med borgerlige briller, ser jeg gerne, at spillestedet placeres i en selvejende institution, der ikke drives for kommunale midler.
Eilersen forstår heller ikke, at man nu går efter årelang forpagtning. Ti år er mange år, mener hun.
– Da jeg blev opmærksom på det, blev jeg faktisk chokeret. Jeg synes ikke, at det er rettidig omhu, at man sætter en sag på dagsordenen om, at det skal være sådan. En ti-årig forpagtningsaftale med eksempelvis Fredericia Live, der er en forening, der i sidste ende er under en kommunal paraply, er rigtig meget. Det skulle som minimum være til en selvejende institution, hvis man skulle lave sådan en lang aftale, men det er ikke hensigten på nuværende tidspunkt og med det nuværende oplæg, fortæller Susanne Eilersen.
Hun bakkes op af Liberal Alliances lokalformand i Fredericia, Poul Rand. Rand er selv koncertgænger i eksempelvis Tøjhuset og Exercerhuset og interesserer sig generelt for kulturlivet i Fredericia.
– I musikken støtter Liberal Alliance kulturel mangfoldighed og kunstnerisk frihed. Privatfinansierede koncerter, musikstudier og festivaler bør trives i lokalsamfundet. Dette skaber muligheder for musikere, sangskrivere og kulturlivet generelt. Vi opfordrer til lavere skatter og mindre bureaukrati for at lette private investeringer i musikindustrien generelt. Vi anser det private initiativ og frihed til at forfølge ens passioner som nøglen til at fremme disse områder i samfundet med kreativitet. Men når Fredericia Kommune sammenstrikker en model til udlicitering af byens spillesteder som den nuværende og i samme åndedrag vil udarbejde en kontrakt, der er målrettet en bestemt lejer, som på mange måder ikke bidrager til det lokale musikliv, og slet ikke de unge ‘upcoming’, kun de etablerede der findes i byens mangfoldige musikliv og på musikskolen, så skal festen stoppes, siger Rand.
Liberal Alliance bakker op om, at Fredericia Kommune skal støtte aktiviteter i Fredericia. Poul Rand mener dog ikke, at det er Fredericia Kommunes opgave at sørge for, at der er op mod 300 årlige koncerter på de to spillesteder.
– I Liberal Alliance ser vi gerne en vis kommunal involvering i sport, kunst og kultur. Vi ønsker det private som en drivkraft til fremme af kreativiteten. Vi ønsker kunstner og personale aflønnet efter rette overenskomster. Vi ønsker korte kontrakter tre til fem år på udliciterede opgaver, med krav om brug af yngre lokale ‘upcoming’ kunstnere også fra det alternative miljø, siger Rand og fortsætter:
– Liberal Alliance forventer en aftale skrevet professionelt uden stavefejl, vi forventer et åbent udbud, det skal være slut med sløseri og skjult kammerateri. Vi forventer et udbud, der er gennemskueligt og med hensynstagen til kommunens besparelser på andre områder, også selv om det ikke er samme kasse.
Fredag var det op til Kultur- og Idrætsudvalget at afgøre, hvad der skal ske i sagen, når det skal drøftes på deres udvalgsmøde. Hverken Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance er repræsenteret i udvalget. Efter mødet talte AVISEN med udvalgsformand Peder Tind (V).
Peder Tind: Arkivfoto: AVISEN
– Det, der var lagt op til, var at drøfte området. Vi har en aftale, der løber ud med Fredericia Lives forpagtning af Tøjhuset i år. Derfor skal vi være på forkant med, hvad vi mener. Der er ikke besluttet noget som helst. Det var en drøftelse omkring sagen. Jeg forventer en beslutning i foråret. Jeg mener, at vi skal skynde os langsomt. Vi har drøftet det godt og grundigt, siger Peder Tind, der på baggrund af drøftelsen fredag ikke vil drage nogle konklusioner endnu.
– Når vi indgår nye aftaler, skal vi have tid til at tage højde for tingene. Jeg vil ikke konkludere noget endnu. Jeg kan udtale mig som menigt medlem, og så er der andre medlemmer, der har den samme eller andre holdninger. Den tager vi internt endnu, da jeg har respekt for, at forvaltningen skal lave et arbejde, der munder ud i noget, som vi skal tage stilling til, slutter Peder Tind.
Middelfart Sparekasse har indgået en sponsoraftale om tøj til dommere i DanskHåndbold Syd.
Danske håndboldspillere er kendt for at begå sig i den absolutte verdenselite, men det er danske håndbolddommere også.
Derfor er Middelfart Sparekasse stolt over at have indgået en sponsoraftale med DanskHåndbold Syd, hvor vi i de kommende år sponsorerer dommertøjet.
De får deres skæld ud, håndbolddommerne, men uden dem var der ingen håndboldkampe, og hos Middelfart Sparekasse hylder vi til enhver tid dem, som gør noget for andre.
– Derfor er vi med, og samtidig ønsker vi at støtte op om håndbolden i vores markedsområde. Bredden er afgørende for at skabe eliten, og denne aftale harmonerer perfekt med Sparekassens fokus på fællesskaber, siger Henrik Troelsen, der er afdelingsdirektør hos Middelfart Sparekasse i Fredericia.
Der er indgået en flerårig aftale, som begge parter glæder sig til at aktivere.
– Vi vil gerne støtte og anerkende betydningen af håndbolddommerne i DanskHåndbold Syd, det gælder ikke blot som regelhåndhævere på banen, men lige så meget som afgørende aktører i at understøtte de fællesskaber, som findes i sporten på tværs af alder, køn og niveau, siger Heidi Flindt Knudsen, der er sponsoransvarlig hos Middelfart Sparekasse.
– Dommernes bidrag går jo ikke ubemærket hen, når bølgerne går højt på banen, men ofte spiller de en mere tilbagetrukket rolle, selvom spillet ikke ville kunne udfolde sig uden deres tilstedeværelse, tilføjer hun.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udgivet en vejrmelding for de kommende dage, som byder på en blanding af tørt vejr og perioder med solskin, men også dis og rimtåge, især i morgen- og formiddagstimerne. Ifølge DMI kan der lokalt dannes dis, tåge eller rimtåge i løbet af dagen.
Temperaturen får et mildere strejf, da lunere luft begynder at strømme ind over landet fra vest og nordvest. Dette vil medføre, at dagtemperaturerne i den vestligste del af landet kan nå et par grader over frysepunktet, mens resten af Danmark forventes at ligge omkring eller lidt under frysepunktet.
De lidt højere temperaturer vil bidrage til, at den nyligt faldne sne begynder at smelte en smule. Dog forudser DMI ikke, at der vil ske store mængder afsmeltning på grund af den moderate temperaturstigning. Det er dog vigtigt at bemærke, at de steder, hvor sneen smelter, kan der om natten dannes is, hvilket kan gøre vejene glatte. Derfor opfordres borgerne til fortsat at udvise forsigtighed, når de bevæger sig ud i trafikken.
Denne kombination af sne, is og potentielt glatte veje, sammen med den forventede dis og tåge, kan udgøre en udfordring for trafikanterne. DMI understreger vigtigheden af at være ekstra opmærksom under kørsel og at tage højde for de skiftende vejforhold.
Mandag aften blev trafikken på den østjyske motorvej ved Fredericia i nordgående retning alvorligt forstyrret på grund af et trafikuheld, der fandt sted omkring kl. 19:30.
Uheldet involverede to personbiler, hvor føreren af den ene bil, en 23-årig person fra Vejle, kørte op i den anden bil, ført af en 31-årig person fra Aarhus.
Kollisionen resulterede i, at begge biler blev betydeligt beskadiget og endte med at snurre rundt på motorvejen. På trods af det dramatiske uheld, er der ikke sket personskade, men de materielle skader var betydelige.
Som følge af uheldet blev den første vognbane på motorvejen spærret, hvilket førte til betydelige trafikale forstyrrelser. Trafikken blev omdirigeret til den anden vognbane, hvilket resulterede i en langsommere trafikstrøm.
Rednings- og oprydningsarbejdet på stedet var hurtigt og effektivt. Omkring kl. 20:06 blev den ene bil fjernet fra stedet, hvilket kortvarigt medførte en fuldstændig lukning af motorvejen. Situationen blev dog hurtigt håndteret, og omkring kl. 20:30 var begge vognbaner åbne igen, og trafikken begyndte atter at flyde normalt.
Sydøstjyllands Politi efterlyser to mænd, der er mistænkt for bedrageri i forbindelse med et besøg i Bauhaus’ varehus i Vejle.
De er mistænkt for at have svindlet sig til at betale mindre for varer end varerne egentlig koster.
Det har ikke været muligt at finde frem til, hvem de to mænd er, og derfor beder Sydøstjyllands Politi nu offentligheden om hjælp.
Hvis du har viden om, hvem de to mænd er, kan du kontakte os på telefon 1-1-4.
Mistænkt A:
Mand, 25-35 år, almindelig kropsbynging, lys hudfarve med lyst, kort hår. Han var iført en grøn jakke, sort t-shirt med hvidt/rødt tryk på brystet, sorte sweatpants samt røde sneakers med sorte striber langs siden.
Mistænkt B:
Mand, 25-35 år, almindelig kropsbygning, mørk hudfarve med kort, mørkt hår. Han var iført mørkeblå dunjakke, sort t-shirt med hvidt/rødt tryk, sorte sweatpants samt sorte sneakers med hvid sål.
Sune Nørgaard Jakobsen fra Dansk Folkeparti har fuldt sagen om bostedet Kobbelgården 3 tæt. Han har noteret sig, at flere og flere foruroligende fortællinger dukke op efter det skærpede påbud.
Sune Nørgaard Jakobsen har via sit civilarbejde indsigt i systemet på bosteder, og han har indenfor de seneste år noteret sig en klar tendens med, at området nedprioriteres.
– I de seneste år har der været en stigende bekymring om forholdene på socialpsykiatriske bosteder, hvor forråelse af personale truer den grundlæggende omsorg, som beboerne så desperat har brug for. Denne udvikling har haft alvorlige konsekvenser for beboerne, der lider under manglende støtte og forståelse, hvilket underminerer formålet med disse institutioner, siger han og fortsætter:
– En af de mest bekymrende tendenser er nedskæringer på personale og manglen på ordentlig uddannelse. Dette har skabt et miljø, hvor personalet ofte overvældes af arbejdsbyrden, og hvor det bliver svært at opretholde en tilstrækkelig kvalitet i plejen. Borgere der kæmper med psykiske eller fysiske udfordringer, er i særlig grad afhængige af stabile og erfarne omsorgspersoner, men desværre bliver dette behov ofte ignoreret i budgetterne.
Nørgaard peger på, at forråelse ikke af personale ikke kun påvirker kvaliteter, men også relationsdannelsen og kontakten mellem personalet og beboere. Det gør, at beboerne i sidste ende kan føle sig overset, isoleret og uden støtte.
– Den manglende træning og støtte til personalet medføre, at de reagerer uhensigtsmæssigt i pressede situationer. Konsekvensen kan være øget stress og angst hos beboerne, som har brug for tryghed og forudsigelighed. Når personalet ikke er i stand til at håndtere udfordringerne professionelt, lider beboerne under uforudsigelige og potentielt traumatiske situationer, forklarer Sune Nørgaard Jakobsen, der peger på flere ressourcer til området som en af løsningsmodellerne.
Kigger man nærmere på Kobbelgården har Nørgaard noteret sig formand for pårørenderådet, Kurt Hansens, udtalelser til AVISEN.
– Det er med stor bekymring, atj eg læser om de om larmerende forhold på Kobbelgården 3, som er kommet frem gennem Kurt Hansen. Det er ikke blot de uhyggelige episoder af krænkende handlinger og omsorgssvigt, der vækker bekymring, men også den påfaldende mangel på ansvar, åbenhed og etisk forsvarlig behandling af de sårbare borgere på stedet, siger Nørgaard.
Kurt Hansen rettede i udtalelsen blandt andet kritik af Socialtilsyn Syds tilsynsrapporter.
– Den påstand rejser spørgsmål om troværdigheden af tilsynsprocessen, der er afgørende for at sikre, at institutioner som Kobbelgården opfylder de nødvendige standarder for pleje og omsorg. Hvis tilsynsrapporter ikke er en korrekt afspejling af virkeligheden, er det en alvorlig fejl i systemet, der kræver en grundig gennemgang, siger Sune Nørgaard Jakobsen og fortsætter:
– Det er chokerende at høre, at pårørende og endda medarbejdere føler sig nødsaget til at klage til Socialtilsynet for at få håndteret de forhold, der åbenbart plager Kobbelgården. Dette indikerer en manglende vilje til at tage ansvar internt og rette op på fejl og mangler, hvilket er uacceptabelt i en institution, der er ansvarlig for velfærden af sårbare borgere.
Nørgaard har også noteret sig koncernchef for social og handicap, Henriette Korf Graversens udtalelser. Han mener ikke, at det er nok at lave handleplaner og “kigge nærmere på sagen”.
– Spørgsmålet, der hænger i luften, er, hvordan det overhovedet kunne komme så vidt. Hvordan kan en institution, der er ansvarlig for de mest sårbare borgere, nå til dette punkt af forfald og tilsyneladende mangel på basale etiske principper? Det er ikke blot nødvendigt at lave handleplaner og mødes med arbejdsmiljørepræsentanter. Det er påkrævet at foretage en grundig revision af institutionens ledelse, kultur og arbejdsgange. Det er påkrævet at genopbygge tilliden, både internt og eksternt, og sikre, at lignende forhold ikke kan opstå igen, siger Sune Nørgaard Jakobsen og slutter:
– Kobbelgården har brug for mere end blot et løfte om at gøre det bedre. Den kræver handling og gennemsigtighed til at levere den kvalitet af pleje, som alle beboerne derude fortjener, uanset deres situation.
Liberal Alliance i Fredericia har en åben tilgang til sport, musik og litteratur og det generelle kulturliv i byen, vi emmer privat initiativ og individuel frihed inden for det.
Liberal Alliance er derfor betænkelig ved det udkast Kultur- og Idrætsudvalget diskuterede 5. januar 2024, især opdragets udokumenterede konklusion citat ”Økonomiske konsekvenser – Ingen”.
Liberal Alliance i Fredericia opmuntrer til privat engagement i sportsverdenen. Vi støtter oprettelsen og drift af private sportsklubber og –foreninger. Vi tror på, at privatfinansierede sportsfaciliteter og arrangementer kan fremme en sund livsstil og give folk flere muligheder for fysisk aktivitet.
Liberal Alliance anerkender vigtigheden af ytringsfrihed og adgang til viden. Private boghandlere, forlag og litteraturarrangementer skal have mulighed for at operere frit og uafhængigt. Biblioteker, institutioner mv. der arbejder på at fremme læsning og litterær viden støtter vi i Liberal Alliance, og alle de der arbejder for at mindske offentlig indblanding i litteratursektoren.
I musikken støtter Liberal Alliance kulturel mangfoldighed og kunstnerisk frihed. Privatfinansierede koncerter, musikstudier og festivaler bør trives i lokalsamfundet. Dette skaber muligheder for musikere, sangskrivere og kulturlivet generelt. Vi opfordrer til lavere skatter og mindre bureaukrati for at lette private investeringer i musikindustrien generelt.
Liberal Alliance anser det private initiativ og frihed til at forfølge ens passioner som nøglen til at fremme disse områder i samfundet med kreativitet.
Når Fredericia kommune sammenstrikker en model til udlicitering af byens spillesteder som den nuværende og i same åndedrag vil udarbejde en kontrakt der er målrettet en bestemt lejer der på mange måder ikke bidrager til det lokale musikliv, og slet ikke de unge ”Upcoming”, kun de etablerede der findes i byens mangfoldige musikliv og på musikskolen, så skal festen stoppes.
Lad os kikke på kontrakten:
Formålet med nærværende aftale er at sikre, at bygningerne omfattet af denne aftale anvendes til kulturelle aktiviteter i overensstemmelse med foreningsvedtægternes § 2 og skabe et forum, der fremmer musik og andre kulturelle aktiviteter. b. At være partner i udviklingen af det lokale musikliv. c. At drive og administrere lokalerne i Tøjhuset samt evt. andre lokaler. d. At drive og administrere koncert- og eventaktiviteter.
Forpagter er forpligtet til at arbejde for formålets fremme samt til at foretage markedsføring i nødvendigt omfang således, at aktiviteterne i Tøjhuset og Eksercerhuset promoveres som et samarbejde mellem Fredericia Live og Fredericia Kommune til fremme af musik og andre kulturelle aktiviteter. – Her er det så afgjort hvem der får kontrakten, men der er ikke for mening mand gennemsigtighed i udbuddet og hvem der har budt hvad.
Den årlige forpagtningsafgift udgør kr. 809.120,00 kr. Beløbet indeholder ikke moms. Forpagtningsafgiften betales til bortforpagteren forud for et år af gangen inden udgangen af januar måned. Forpagter henfører sig under folkeoplysningen som frivillig forening med 600 medlemmer. En folkeoplysende virksomhed kan i princippet have en hvilken som helst karakter, men hvis der skal gives økonomisk støtte fra kommunen eller staten, skal den folkeoplysende virksomhed opfylde en række betingelser. Det er kommunen, som ud fra en vurdering af foreningens hovedvirksomhed afgør, om foreningen efter loven skal betragtes som en folkeoplysende forening. Hvor og hvordan er disse krav beskrevet af Fredericia Kommune?
Det er ligeledes kommunen der udbetaler økonomisk støtte til de enkelte foreninger, og det gør de i stor stil i Fredericia. I dokumentet baggrund for drøftelse yder Fredericia Kommune i 2023 et tilskud til forpagter på 1.819.000 kr. Der er indtægter i form af husleje i 2023 på 1.405.000 kr (ikke set dokumenteret). Forpagter modtager heri en række kommunale tilskud: 420.000 kr. som ekstern samarbejdspartner samt 33.000 fra kulturpuljen. Herudover er 7 kommunale årsværk ansat på spillestederne (ikke set begrænset til dette tal). I kontrakten nævnes” Bortforpagter afholder udgifterne til renovation samt ejendoms- og inventarforsikring. Forpagteren afholder selv alle øvrige udgifter af enhver art forbundet med det forpagtedes drift”. Øvrige direkte og indirekte tilskud har Jeg ikke haft tid til at dykke ned i.
Både Eksercerhuset og Tøjhuset er renoveret for et større millionbeløb, der er lys og lydudstyr til både koncert og teater forestillinger.
Af lokale kulturforeninger der er bruger af faciliteterne nævne Fredericia Jazzklub, Double Trouble, Fredericia Bigband, Fredericia Byorkester, Fredericia Musikforening, Fredericia Postorkester og Fredericia Spillemandslaug samt Fredericia Teaterforening, alle gode frivillige foreninger der på hver deres måde støtter en del af det lokale kulturliv. Men er det bredde nok?
Sammenlagt er foreningerne oplyst til at have ca. 1.300 medlemmer og godt 200 frivillige.
I Liberal Alliance ser vi gerne en vis kommunal involvering i sport, kunst og kultur. Vi ønsker det private som en drivkraft til fremme af kreativiteten. Vi ønsker kunstner og personale aflønnet efter rette overenskomster. Vi ønsker korte kontrakter 3 men maks.5 år på udlicitere opgaver, med krav om brug af yngre lokale ”upcoming” kunstnere også fra det alternative miljø. Den nuværende udformning kan i løse tal på ti år være en udgift på ca. 35 millioner for Fredericia kommune, tallene er ikke helt gennemskuelig.
Liberal Alliance forventer en aftale skrevet professionelt uden stavefejl, vi forventer et åbent udbud, det skal være slut med sløseri og skjult kammerateri. Vi forventer et udbud der er gennemskueligt og med hensynstagen til kommunens besparelser på andre områder også selv om det ikke er samme kasse.
Mådehold for alle burde være indlysende. Frasælg nogle af byens kommunale spillesteder og kulturtilbud. Luk den private kreativitet ind, ingen privat udbyder kan konkurrere når kommunen er økonomisk medspiller og frivillige arbejder gratis, hvilket i øvrigt minimere skatteindtægter og underminere den danske model.
Når Fredericia kommunen samtidig målretter dette til FredericiaLive-Tøjhuset og Eksercerhuset, hvis booker i dagspressen har været nævnt som medlem af en lukket erfa gruppe, hvor der muligvis er indgået ulovlige prisaftaler om kunstnerhonorarer. Ingen er dømt i sagen og derfor skal ingen hænges ud.
Fordelene ved et privat udbud til et selskab sammensat med direktion og bestyrelse er typisk.
Økonomisk effektivitet: Udlicitering ofte set som en måde at effektivisere den offentlige sektor på. Ved at lade private virksomheder drive spillestederne, kan man potentielt reducere omkostningerne og øge effektiviteten.
Konkurrence: Konkurrence mellem private virksomheder kan føre til innovation og forbedring af tjenesterne. Dette kan gavne både besøgende og samfundet som helhed.
Mindre skattebyrde: Hvis kommunen ikke behøver at dække alle omkostninger ved spillestederne, kan det potentielt føre til lavere skatter for borgerne.
Fredericia kommune mangler at bevise en brandingværdi, bosætningsværdi og evt. øvrige, med efterkalkulation, derfor kan det være svært at retfærdiggøre den kommunale økonomiske støtte. Dette kan føre til spørgsmål om brug af offentlige midler.
Med de mange frivillige kan det potentielt tage arbejdspladser fra overenskomstmæssigt lønnet personale og det i en by hvor borgmesterens baggrund er i 3F. At svinge bajer og læskedrikke over disken, rydde op mv. er ikke frivilligt socialt arbejde, men at optage arbejdspladser for lønnet personale der kan give en skatteindtægt, kortsagt det som private skal betale til ansatte for lige løn og arbejdsvilkår. Hvor er 3F’s røde faner henne her?
Et spillested kan ikke betragtes som frivilligt socialt arbejde. Det drives kommercielt uden hensyn til samfundsansvar. Jeg har ikke set udsatte, handicappede, skåne jobber eller andre som hjælpere/medarbejdere der kan retfærdiggøre kommunal støtte til spillestederne. Det handler om at opretholde en sund og ansvarlig samfundsstruktur.
Politiske beslutninger bør tage højde for det bedste for samfundet som helhed.
I ”Anbefalinger fra dagsorden 5. januar 2024 kl. 08.30 Punkt 3: Drøftelsessag: Ny forpagtningsaftale for Tøjhuset og Eksercerhuset 23-12241A”
Kultur- og Idrætsudvalget med David Sacara-Gulløv, Peder Wittendorf Tind, Bente Ankersen, Karsten Byrgesen og Turan Savas, undre følgende citat fra sagsbeskrivelsen ”Det vurderes fordelagtigt, at der udfærdiges nye 10-årige forpagtningsaftaler i en samlet form for de to spillesteder.” og ” En ny forpagtningsaftale og dens periode, samt en mulig tilskudsmodel for foreningers brug af begge spillesteder, ønskes drøftet af Kultur- og Idrætsudvalget.” samt ”Økonomiske konsekvenser – Ingen”.
Det overraske ikke, Liberal Alliance i Fredericia at de 3 A og den ene V medlem der ikke er kendt for at være liberale nok bare siger ja til indstillingen. Nye Borgerliges Karsten Byrgesen der normalt sætter sig ind i tingene har til nu været tavs om emnet, underligt?
At score point på det offentlige barometer, ved at forære folk en del, for derefter at liste regningen ind af bagdøren er et kendt politisk trick, det ser ud som dette trick genbruges her.
Liberal Alliance opfordring til Kultur- og Idrætsudvalget er dokumenter Jeres indstilling med gennemregnede tal og udbed et bredt udbud i fuld åbenhed.
Poul Rand, Lokalformand Liberal Alliance Fredericia.
Forestillingen Avenue Q er tilbage på Fredericia Musicalteater. Mandag den 8. januar var det første prøvesag til forestillingen, der løber af stablen fra den 23. februar og frem til den 16. marts. Dermed er forestillingen tilbage i Fredericia, hvor den spillede i 2011, men teaterdirektør Thomas Bay mener stadig, at Avenue Q er relevant.
Stemningen var høj i øvelokalet på Bülows Kaserne. Der blev uddelt kram og spurgt, om man var kommet godt ind i det nye år, og så skulle der gives en masse praktiske informationer efter den obligatoriske navnerunde, og så var det tid til frokost og en seance med pressen.
En første prøvedag er altid noget særligt. Det er som en slags første skoledag. For Thomas Bay var det første møde med hele castet.
– Det er altid spændende, og den her forestilling ligger os meget nær, da den har virkelig meget på hjertet. Den er rigtig relevant for alle de unge mennesker. Det er et fremragende hold vi har, og jeg glæder mig til at se, hvordan de får lavet forestillingen, siger Bay. At forestillingen nu er tilbage i Fredericia er noget særligt, men denne gang adskiller sig i forhold til i 2011.
– Den har været spillet før, men det var i lille sal, og nu er vi i den store sal, og så vil der også komme nogle ændringer, da der også er sket noget i forhold til for 12 år siden. Jeg synes stadig, at forestillingen er relevant, men vi skal selvfølgelig lige have den op i en version 2.0, forklarer Thomas Bay.
Bay har selv set forestillingen ved flere lejligheder, og har derfor et klart billede af, hvad Avenue Q handler om.
– Det handler meget om identitet og at finde et formål i livet. Den er sjov og på en humoristisk måde, men den omhandler faktisk også dybe tematikker. Vi har unge mennesker, der har store problemer med angst, og har svært ved at finde den rigtige retning i livet, så jeg tror faktisk, at den taler ind i noget, forklarer Thomas Bay.
Avenue Q adskiller sig på mange måder fra en traditionel forestilling, da det er dukker impliceret, og så er det en komedie samtidig.
– Det er en helt unik oplevelse. Hvis man ikke har prøvet det før, så kan jeg kun anbefale det. Man vender sig hurtigt til, at man simpelthen ikke kigger på skuespilleren, men på dukken. Dengang jeg boede i London var min mor ovre at se den i West End-udgaven med mig, og hun endte simpelthen med at se den flere gange i træk, da hun synes, at det var så charmerende, siger Thomas Bay og slutter:
– Den taler simpelthen ind i noget, der er vanskeligt, og der er god musik og den er sjov. Man får lov til at grine, og den udfordrer en masse grænser og tabuer omkring de ting ingen rigtig gider at tale om.
KRIMI. En 24-årig mand er tirsdag blevet idømt en længere fængselsstraf for omfattende handel med euforiserende stoffer.
Dommen faldt ved Retten i Horsens, hvor manden...