Flere voksne danskere er blevet aktive i idrætsforeninger de seneste år, og samtidig vokser ønsket om mere fleksible træningstilbud, særligt blandt de unge.
Det viser en ny undersøgelse med næsten 200.000 svar, som Syddansk Universitet har gennemført med støtte fra Nordea-fonden.
Ifølge undersøgelsen er 27,9 procent af danskerne over 15 år i dag medlem af en idrætsforening. I 2020 var tallet 26,5 procent.
Hos Danmarks Idrætsforbund glæder man sig over udviklingen.
»Vi er virkelig glade for, at så mange voksne vælger at dyrke idræt i en forening. Ikke mindst fordi konkurrencen om vores tid er stigende. Det siger noget om, at rigtig mange søger fællesskabet og ønsker at involvere sig«, siger Karin Ingemann, udviklingschef i DIF.
Undersøgelsen peger samtidig på, at det især er fleksible motionsformer, der vinder frem. Det gælder især blandt unge, som i højere grad efterspørger tilbud, der kan tilpasses deres hverdag.
»Vi ser en stigende tendens til, at særligt de unge ønsker tilbud, der er mere fleksible, og som i højere grad involverer dem i planlægningen. Det er en omstilling, som vi er i gang med i mange forbund, og som kommer til at fortsætte de kommende år«, siger Karin Ingemann.
Tallene viser også, at flere voksne generelt er aktive. Over syv ud af ti dyrker nu idræt eller motion hver uge, hvilket er en stigning fra 2020.
For første gang kortlægger undersøgelsen også børns idrætsvaner. Her fremgår det, at ni ud af ti børn op til 14 år er fysisk aktive i fritiden, ofte i en idrætsforening. Alligevel lever over halvdelen ikke op til anbefalingen om en times daglig fysisk aktivitet.
Undersøgelsen viser desuden forskelle i børns leg, hvor drenge oftere vælger boldspil og lege med fart, mens piger i højere grad deltager i lege på legepladsen og rollelege.
Kortlægningen giver også indblik i udviklingen i alle landets kommuner og tegner et bredt billede af danskernes motionsvaner.





