REGIONEN. Børn og unge, der lever med alvorlig sygdom tæt inde på livet, skal have bedre støtte i Region Syddanmark.
Det har regionsrådet netop besluttet efter flere års arbejde med området. Målet er en mere ensartet og systematisk indsats på tværs af regionens sygehuse.
Beslutningen kommer på baggrund af erfaringer fra en række projekter, som siden 2021 har haft fokus på børn og unge som pårørende. I alt 12 prøveprojekter er blevet gennemført, og evalueringerne peger på, at indsatsen gør en mærkbar forskel for både børn og familier.
Regionsrådsformand Bo Libergren peger på, at børn ofte bliver overset, når alvorlig sygdom rammer en familie.
»Når alvorlig sygdom rammer en familie, påvirker det også børnene. Vi ved, at børn og unge som pårørende ofte står med bekymringer og spørgsmål, som kan være svære at håndtere alene. Derfor er det vigtigt, at vi som sundhedsvæsen bliver bedre til at se dem, inddrage dem og tilbyde støtte på tværs af vores sygehuse«, siger han.
Som led i den nye indsats bliver der blandt andet ansat en faglig tovholder på hvert sygehus, som skal sikre, at hjælpen bliver forankret lokalt. Samtidig bliver der indført et redskab, der skal gøre det lettere for sundhedspersonale og familier at tale sammen om børnenes situation og behov.
Derudover skal samarbejdet mellem sygehuse og kommuner styrkes, så børn og unge får en mere sammenhængende støtte.
Region Syddanmark har allerede afsat 3,5 millioner kroner årligt til området, og med den seneste budgetaftale er der lagt yderligere én million kroner oveni.
Ambitionen er, at børn og unge som pårørende fremover mødes med samme niveau af støtte, uanset hvor i sundhedsvæsenet de kommer i kontakt med.





