Fredericia Kommune lægger op til, at der fremadrettet skal være en ti-årig forpagtningsaftale af Tøjhuset og Eksercerhuset. Af bilag fremgår det, at Fredericia Kommune i 2023 støtter forpagteren Fredericia Live med millioner. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er imod den model.

Fredag var der møde i Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune. En ny forpagtningsaftale af Tøjhuset og Eksercerhuset, som begge er kommunalejede spillesteder, var på dagsorden. Forpagtningen har foreningen Fredericia Live hidtil haft, men forpagtningen af Tøjhuset udløber i 2024, mens Eksercerhusets forpagtning udløber i 2027. Derfor skulle udvalget drøfte den fremtidige forpagtning. Forvaltningen vurderer, at en ny aftale skal være samlet for de to spillesteder, samt at aftalen skal gælde i ti år.

Med forpagtningen af de to spillesteder følger en række tilskud fra Fredericia Kommune. I 2023 gav Fredericia Kommune 1.819.000 kroner til forpagteren Fredericia Live, mens de har huslejeindtægter for 1.405.000 kroner. Fredericia Live modtager også 420.000 kroner som ekstern samarbejdspartner og 33.000 kroner fra kulturpuljen. Dertil følger syv kommunale årsværk ansat på spillestederne. I alt løber tilskuddet til forpagteren Fredericia Live i 2023 op på 3.677.000 kroner, og oveni det kommer de syv kommunale årsværk.

Susanne Eilersen. Arkivfoto: AVISEN

Måden, som det foregår på, er Dansk Folkeparti modstander af. Gruppeformand Susanne Eilersen mener ikke, at det er Fredericia Kommunes opgave at drive de to spillesteder.

– Det er ikke gennemsigtigt, synes jeg. Man kunne lave en selvejende institution med et CVR-nummer, så ligger forpligtelserne og økonomien hos dem. Hvis der er events, der går galt i forhold til økonomien, er det ikke kommunen, som hæfter for det. Det kunne også være, hvis der skete noget strafbart, så skal kommunen heller ikke involveres.

Tøjhuset blev ransaget Tøjhuset den 28. marts 2023. Det vakte opsigt, ikke kun i Fredericia, men i hele landet. Sagen ruller endnu. Det bekræfter Konkurrencestyrelsen overfor AVISEN, hvorfor de ikke vil udtale sig på nuværende tidspunkt.

– Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om den foreningsmodel, som vi praktiserer her i Fredericia. Befinder den sig i en gråzone? Spørgsmålet er, om man kan gøre det på den nuværende måde med kommunale penge, som det er i sidste ende. En anden faktor er, at det ikke er kommunens opgave at drive koncert- og eventvirksomhed, slet ikke med vilkår, hvor man både har rammer, millioner og medarbejdere stillet til rådighed. Det er op til de private aktører, synes jeg, forklarer Eilersen.

Ifølge Fredericia Kommunes stabschef for Politik, Strategi og Jura, Nicolai Arvedsen, besøger omkring 40.000 Tøjhuset og Eksercerhuset på årsbasis. Men der har været en generel afmatning på koncertområdet i Danmark, og det har også ramt Fredericia.

– Det bekymrer mig, at vi spytter så mange penge i det i Fredericia. Det bekymrer mig, at der er halvtomt flere gange end, hvad vi må forvente. Det samme gælder de store sommerkoncerter med store navne og store setups. Når der ikke kommer mange der, så koster det skatteborgerne penge, siger Eilersen og fortsætter:

– I budget 2024 har man skåret en del ned på de allersvageste borgere i kommunen, og når man så samtidig ser, hvad der gives i tilskud til forpagteren af Tøjhuset og Eksercerhuset, hvor der ovenikøbet ikke fyldes op med koncertgængere, så synes jeg godt, at man kan bruge de penge bedre. De penge, som gives til forpagteren, vil lune i andre kasser på ældreområdet, siger hun og slår fast:

– Jeg mener ikke, at det er en kommunal opgave at drive spillesteder. Der er andre kerneopgaver, vi skal passe og klare først, såsom at sørge for vores børn, de ældre og de handicappede. Vi har en god infrastruktur og et godt handelsliv, der trækker turister til byen. Det er også noget, kommunen skal gøre, men at drive et spillested, synes jeg ikke er en kommunal opgave. Vi skal stadig have et spillested, men når jeg kigger på det med borgerlige briller, ser jeg gerne, at spillestedet placeres i en selvejende institution, der ikke drives for kommunale midler.

Eilersen forstår heller ikke, at man nu går efter årelang forpagtning. Ti år er mange år, mener hun.

– Da jeg blev opmærksom på det, blev jeg faktisk chokeret. Jeg synes ikke, at det er rettidig omhu, at man sætter en sag på dagsordenen om, at det skal være sådan. En ti-årig forpagtningsaftale med eksempelvis Fredericia Live, der er en forening, der i sidste ende er under en kommunal paraply, er rigtig meget. Det skulle som minimum være til en selvejende institution, hvis man skulle lave sådan en lang aftale, men det er ikke hensigten på nuværende tidspunkt og med det nuværende oplæg, fortæller Susanne Eilersen.

Hun bakkes op af Liberal Alliances lokalformand i Fredericia, Poul Rand. Rand er selv koncertgænger i eksempelvis Tøjhuset og Exercerhuset og interesserer sig generelt for kulturlivet i Fredericia.

– I musikken støtter Liberal Alliance kulturel mangfoldighed og kunstnerisk frihed. Privatfinansierede koncerter, musikstudier og festivaler bør trives i lokalsamfundet. Dette skaber muligheder for musikere, sangskrivere og kulturlivet generelt. Vi opfordrer til lavere skatter og mindre bureaukrati for at lette private investeringer i musikindustrien generelt. Vi anser det private initiativ og frihed til at forfølge ens passioner som nøglen til at fremme disse områder i samfundet med kreativitet. Men når Fredericia Kommune sammenstrikker en model til udlicitering af byens spillesteder som den nuværende og i samme åndedrag vil udarbejde en kontrakt, der er målrettet en bestemt lejer, som på mange måder ikke bidrager til det lokale musikliv, og slet ikke de unge ‘upcoming’, kun de etablerede der findes i byens mangfoldige musikliv og på musikskolen, så skal festen stoppes, siger Rand.

Liberal Alliance bakker op om, at Fredericia Kommune skal støtte aktiviteter i Fredericia. Poul Rand mener dog ikke, at det er Fredericia Kommunes opgave at sørge for, at der er op mod 300 årlige koncerter på de to spillesteder.

– I Liberal Alliance ser vi gerne en vis kommunal involvering i sport, kunst og kultur. Vi ønsker det private som en drivkraft til fremme af kreativiteten. Vi ønsker kunstner og personale aflønnet efter rette overenskomster. Vi ønsker korte kontrakter tre til fem år på udliciterede opgaver, med krav om brug af yngre lokale ‘upcoming’ kunstnere også fra det alternative miljø, siger Rand og fortsætter:

– Liberal Alliance forventer en aftale skrevet professionelt uden stavefejl, vi forventer et åbent udbud, det skal være slut med sløseri og skjult kammerateri. Vi forventer et udbud, der er gennemskueligt og med hensynstagen til kommunens besparelser på andre områder, også selv om det ikke er samme kasse.

Fredag var det op til Kultur- og Idrætsudvalget at afgøre, hvad der skal ske i sagen, når det skal drøftes på deres udvalgsmøde. Hverken Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance er repræsenteret i udvalget. Efter mødet talte AVISEN med udvalgsformand Peder Tind (V).

Peder Tind: Arkivfoto: AVISEN

– Det, der var lagt op til, var at drøfte området. Vi har en aftale, der løber ud med Fredericia Lives forpagtning af Tøjhuset i år. Derfor skal vi være på forkant med, hvad vi mener. Der er ikke besluttet noget som helst. Det var en drøftelse omkring sagen. Jeg forventer en beslutning i foråret. Jeg mener, at vi skal skynde os langsomt. Vi har drøftet det godt og grundigt, siger Peder Tind, der på baggrund af drøftelsen fredag ikke vil drage nogle konklusioner endnu.

– Når vi indgår nye aftaler, skal vi have tid til at tage højde for tingene. Jeg vil ikke konkludere noget endnu. Jeg kan udtale mig som menigt medlem, og så er der andre medlemmer, der har den samme eller andre holdninger. Den tager vi internt endnu, da jeg har respekt for, at forvaltningen skal lave et arbejde, der munder ud i noget, som vi skal tage stilling til, slutter Peder Tind.