0.9 C
Copenhagen
onsdag 31. december 2025

Fejlalarm udløste stor udrykning til Europavej i Fredericia

0

Lørdag eftermiddag klokken 17.23 blev der slået alarm om en brand på Europavej i Fredericia. Meldingen fik indsatsleder, brandvæsen og politipatruljer til at rykke ud i en hurtig koordineret aktion.

Da patruljer og brandvæsenet ankom til stedet, kunne man dog hurtigt konstatere, at der ikke var grund til bekymring. Det viste sig bare at være en fejlalarm, der var ingen brand, og situationen var hurtigt under kontrol, fortæller vagtchef Jesper Knudsen fra Sydøstjyllands Politi.

Lauge: Vi spillede forfærdeligt

0

Rasmus Lauge skiftede før sæsonen den ungarske storklub ud med barndomsklubben Bjerringbro-Silkeborg. Lørdag spillede de deres første ligakamp, hvor de tabte 30-26 til Fredericia Håndboldklub.

Der skal medaljer til Bjerringbro-Silkeborg.

Målsætningen for midtjyderne er ikke til at tage fejl af. De vil høre til der, hvor man vinder medaljer, og med tilgangen af Rasmus Lauge viser de, at de mener det seriøst. Men det gav ikke en afsmittende effekt på banen i den første ligakamp.

Lauge indledte kampen med at sende et skud i hovedet på FHK’s Evgeni Pevnov, og det blev symptomatisk for den hjemvendte landsholdsstjerne, som spillede en hovedrolle, da Danmark vandt VM-finalen tidligere på året. Rasmus Lauge endte med at forlade banen efter at have lavet nul mål på syv forsøg og begået tre tekniske fejl.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Nederlaget til trods var Rasmus Lauge en populær herre. På halgulvet blev han omgivet af både BSH-fans og også FHK-fans, der ville have en selfie eller tale med den hjemvendte landsholdsspiller. Han fik ikke den tilbagekomst til ligaen, som han forlod tilbage i 2013 og drog til Kiel. Nu, ti år senere, gjorde han comeback.

– Vi spillede en forfærdelig kamp og fik ikke noget til at køre. Vi havde ikke timingen i noget som helst. Det blev på Fredericias præmisser, siger Lauge til AVISEN.

Den 32-årige Rasmus Lauge har i opstarten været ramt af en skade. Han mener selv, at det var med til at sætte et præg på hans spil.

– Det kan man godt sige, men mest af alt var det timingen med de andre, der ikke var der. Heldigvis har vi mange kampe og træninger til at rette op på det. Men ja, der var ikke den normale power, jeg kom med, forklarer Lauge.

Et nederlag til Fredericia var ikke det, som Rasmus Lauge og holdkammeraterne havde sat næsen op efter.

– Vi går altid efter at vinde, men vi vidste, det ville blive svært, og det blev det. Fredericia er et godt hold. De endte som nummer tre i sidste sæson, så vi havde forventet en svær kamp, siger Lauge.

adp-as.dk

Lauge og BSH har sat næsen op efter medaljer, men de lignede ikke et hold, der bejlede til det mod FHK. Sæsonen er dog lang endnu, påpeger Lauge.

– Det er for tidligt i sæsonen at svare på det, slutter Lauge.

Efter sit skifte væk fra Bjerringbro-Silkeborg i sommeren 2013 har Lauge spillet i Kiel, Flensburg og Veszprém. De ti år i udenlandsk håndbold gør, at han kunne vende hjem til Danmark på en såkaldt forskerordning, der giver ham fordelagtige skattevilkår, som gør, at han kun skal betale 32,84 procent i skat.

Turisterne vælger Fredericia

0

Der er fremgang i turismen i Fredericia. Et tæt samarbejde mellem erhvervslivet og Fredericia Kommune bærer frugt. Flere vælger at overnatte i byen, og antallet af en-dags-turister er også steget.

Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget i Fredericia Kommune, har mange års erfaring i turismen. Hun har observeret forskellige tendenser i branchen rundt om i landet. Hun glæder sig over, at Fredericia, med en klar målsætning, strategi og vision, har haft succes med at tiltrække flere turister.

– Turismen i Fredericia oplever en positiv udvikling. Selvom vi mangler statistikken for sommeren, hvor vejret viste sig fra sin lunefulde side, ser vi generelt en stigning i antallet af turister. Dette omfatter både dagsbesøgende og dem, der vælger at blive i byen i flere dage. Jeg glæder mig også, når jeg ser blomster hængende smukt i gågaderne, og byen præsenterer sig ren og indbydende. Vi prioriterer byens udseende højt, for vi ved, at det er noget, turisterne værdsætter, fortæller Susanne Eilersen.

Susanne Eilersen. Foto: AVISEN

Fredericia har mange erhvervsturister, men også de øvrige turister har fået øje på den historiske perle midt i Danmark, hvor naturen og kulturen også spiller med.

– Fredericia er blevet mere populær som turistdestination. Mange outdoor-entusiaster kommer til byen for at cykle eller vandre og benytter vores shelters. Vi har også lokale indbyggere, der tilbyder overnatning i træhytter og shelters. MadsbyParken er en anden stærk attraktion, og vores historiske voldanlæg, som leder hen til det kommende Fæstningscenter, er en stor trækplaster. Fredericia har mange strenge at spille på, og arbejder vi sammen i de kommende år, så har vi gode muligheder for at tiltrække endnu flere turister, forklarer formanden.

Eilersen understreger, at Fredericia har gennemgået en betydelig transformation inden for de sidste to år.

– Samarbejdet mellem Experience Fredericia og kommunen har skabt en ny dynamik. Efter at have trukket os ud af samarbejdet med Middelfart Kommune, er vi nu blevet en del af Destination Trekanten. Dette nye partnerskab har allerede vist sig at være en succes, hvilket reflekteres i overnatningstallene for juni, siger hun.

Det er strategien og samarbejdet, hun mener er den væsentlige årsag til succes i dag.

– Vores turismestrategi bygger på tre kerneområder: naturen, børnefamilierne og kulturen. En kommune kan ikke handle alene; det kræver stærke bånd med erhvervslivet og et omfattende netværk. Selvom vi kan skabe rammerne, er det essentielt, at de bliver udfyldt af samfundet. Med vores grønne fokus og vores samlede strategier, opnår vi mere sammen. Sammen opnår vi større resultater, hvor synergi effektivt mangedobler vores indsats, fortæller Susanne Eilersen.

Byhotel og Fæstningscenter i Fredericia

Susanne Eilersen ser med forventning frem til Fæstningscentrets åbning og betragter et nyt stort byhotel som essentielt for Fredericias udvikling.

– Fremtidens fokus ligger på Fæstningscentret og udvidede overnatningsfaciliteter. I samspil med erhvervslivet stræber vi efter at tiltrække et større hotel til bymidten. Vores projekter skrider fremad, og det understreger vigtigheden af at vedligeholde vores samarbejdsfokus. To års arbejde har allerede båret frugt, slutter Susanne Eilersen.

Samarbejdet med Fredericia Kommune og de mange aktører i Experience Fredericia værdsættes højt. Det fortæller Grete Højgaard, der er direktør i MESSE C, men også talsmand for Experience Fredericia.

– Efter coronakrisens udfordringer har vi set en markant stigning i efterspørgslen på erhvervsturisme. Vores vision, formet midt i krisen, er at fremstille Fredericia som et turistresort, da vi opererer som en samlet enhed i stedet for mange separate aktører. Dette samarbejde har ført til en unik turistpakke. Vores placering er ikke blot centralt i Danmark, hvilket er en stærk salgsattraktion i sig selv, men også det omkringliggende naturskønne landskab gør Fredericia til en eftertragtet destination, forklarer Grete Højgaard.

Fredericias potentiale er enormt. For at udnytte dette potentiale i de kommende år, står erhvervslivet parat til at bidrage aktivt. Experience Fredericia bemærker en stigning i antallet af turister, der vælger byen på grund af den fremadstormende energisektor.

– Fredericia er i stand til at rumme et væld af gæster, og vores ambition er at tiltrække så mange som muligt. Vores fokus er på grøn turisme og energiformer, der bryder med traditionelle metoder. I partnerskab med Business Fredericia og Experience Fredericia har vi med succes tiltrukket virksomheder, der nytænker energisektoren. Mange lokale virksomheder er dybt engagerede i denne transformationsproces, især indenfor power-to-x og vi er dygtige til det i Fredericia, fortæller Grete Højgaard og uddyber:

– Vi er i forreste række, når det kommer til nye energiformer, der spirer frem i Danmark. Vores viden på området er omfattende, hvilket gør os til et oplagt valg for interessenter både nationalt og internationalt.

Experience Fredericia er ikke kun en triumf for byen, men også en tydelig indikation af den styrke, som samarbejde kan medføre. Grete Højgaard er overbevist om, at sammenholdet skaber grundlaget for succes.

– Vi blev en del af Experience Fredericia, da vi anerkendte kraften i kollektivt samarbejde. Selvom MESSE C kan rumme tusindvis, er det essentielt med komplementerende faciliteter som overnatning for at maksimere gæsternes ophold. Mens MESSE C fungerer som en katalysator, understreger behovet for flere tjenester i byen. Dette er blevet realiseret gennem vores samarbejde, og efterspørgslen vokser konstant. Vi forventer også en stigning i antallet af hotelværelser i Fredericia i de kommende år, slutter Grete Højgaard.

BOBMANs Milkbus har debut på NutriFair 2024

0

NutriFair, Danmarks fagmesse for husdyrproducenter, er igen klar til at samle landmænd, virksomheder og fagfolk. Messen agerer mødested for de mest aktuelle temaer inden for landbruget, og januar 2024 er ingen undtagelse. Messen sætter fokus på innovation, energi og fremtidens landbrug og byder ikke mindst på lanceringen af BOBMANs nyeste maskine: Milkbus.

NutriFair er mere end blot en messe – det er et dynamisk netværk, en arena for idéudveksling og et udstillingsvindue for de nyeste innovationer til husdyrproducenter. Det understreger den kommende begivenhed endnu engang med lanceringen af BOBMANs Milkbus på messen. Den alsidige mælke-transportløsning er velegnet til landmænd med store slagtekalve- eller mælkekvægsbesætninger. Samt landmænd, som ønsker at pasteurisere framalket mælk til udfodring til småkalve.

-Vi har lyttet til kunderne på NutriFair og skabt en mælkerobot, som industrien har efterspurgt, fortæller Dennis Gits Jensen, medejer af BOBMAN.

BOBMAN Milkbus er en manøvredygtig maskine, der giver store arbejdslettelser på den enkelte bedrift. Den er hurtig og transporterer store mængder mælk med ud til kalvestalden. Maskinen laves i to størrelser, 500 liter og 1000 liter.

Lydløs og energirigtig

BOBMANs Milkbus er et resultat af mange samtaker med landmænd om, hvordan man kan optimere sin udfodring.

-Denne maskine er lydløs og skræmmer derfor ikke kalvene væk fra fodertruget. Den isolerede mælketank holder mælken varm også til den sidste kalv i rækken. Ligeledes vil isoleringen reducere energiforbruget til pasteuriseringen væsentligt, da varmetabet er minimalt. Maskinen har været efterspurgt længe. Derfor glæder vi os også rigtig meget til at vise den frem på NutriFair 2024, fortæller Dennis Gits Jensen.

Teamet hos BOBMAN ser frem mod præsentation af produktet på messen, som de håber på, vil blive taget godt imod – og føre til mange flere salg. Besøgende på NutriFair 2024 vil få rig mulighed for at få en dybere faglig snak med BOBMAN-teamet og opleve den nyskabende Milkbus live.

Innovation i centrum

NutriFair danner rammen for landbrugets aktuelle og fremtidige dagsorden. NutriFair 2024 sætter fokus på en række aktuelle temaer i landbruget, hvor innovation er et af de emner, der er i centrum.

-Det bekræfter vores eksistens og relevans som faglig messe, når vores udstillere kan komme hjem med viden om en ny efterspørgsel – at det så har ført til konkret innovation, der nu lanceres på samme messe, er jo helt fantastisk og et vidnesbyrd om, hvor handlekraftig en branche landbruget er, fortæller projektleder Ida Brøgger Hahn.

NutriFair 2024 finder sted 17.-18. januar 2024 i Messe C i Fredericia. For mere information besøg https://www.nutrifair.dk/.

460.000 personer skylder 50 milliarder kroner i SU-gæld

0

Kontanthjælpsmodtagere og personer, der ikke har færdiggjort en erhvervskompetencegivende uddannelse, har i gennemsnit den højeste misligholdte SU-gæld, viser ny analyse om SU-gæld fra Danmarks Statistik. I alt skyldte 460.000 personer 50 mia. kr. i SU-gæld til den danske stat ved udgangen af 2021.

Når man er blevet optaget på studiet og måske flytter til en af de større studiebyer, så kan mange praktiske spørgsmål presse sig på – herunder økonomiske. Mange studerende vælger derfor at optage et studielån under deres uddannelse, som skal tilbagebetales efter endt uddannelse.

Zoomer vi ind på de 18-49-årige i Danmark, så viser analysen, at 18 pct. havde SU-gæld, og at de i gennemsnit skyldte 108.000 kr. i SU-gæld. Men det er ikke altid, at de lånte penge bliver tilbagebetalt til tiden, og dermed bliver den misligholdte gæld sendt til inddrivelse. I 2021 udgjorde den misligholdte gæld i gennemsnit 78.000 kr. blandt de 111.000 personer mellem 18 og 49 år i Danmark, der havde SU-gæld til inddrivelse. De 18-49-åriges andel udgjorde samlet set 8,7 milliarder af de i alt 11,3 milliarder misligholdt SU-gæld, der i alt blev skyldt til den danske stat i slutningen af 2021.

-Analysen viser, at 18-49-årige, der ikke har gennemført en kompetencegivende uddannelse, i højere grad end andre har SU-gæld til inddrivelse, siger Morten Steenbjerg Kristensen, fuldmægtig i Danmarks Statistik og fortsætter:

-Desuden er det i højere grad 18-49-årige uden for arbejdsmarkedet – især personer på kontanthjælp, der har meget SU-gæld til inddrivelse. Og så tyder analysens resultater på, at økonomiske vilkår under opvækst har betydning for størrelsen af SU-gælden – især den misligholdte SU-gæld.

Højest SU-gæld pr. person i Lolland Kommune – lavest i Ringkøbing-Skjern Kommune

Ser man på den samlede SU-gæld – altså både misligholdt og ikke misligholdt SU-gæld – er der store geografiske forskelle på, hvordan gælden fordeler sig. Den højeste SU-gæld pr. person findes i Lolland Kommune. I Lolland Kommune havde 20 pct. af de 18-49 årige SU-gæld. Deres SU-gæld var i gennemsnit på 150.000 kr. Blandt de kun 9 pct., som havde SU-gæld i Ringkøbing-Skjern Kommune, var gælden i gennemsnit 100.000 kr.

418.000 personer mellem 18 og 49 år bosiddende i Danmark skyldte 45 mia. kr. i SU-gæld pr. 31. december 2021. Samlet set skyldte 460.000 personer 50 mia. kr., hvoraf 2,3 milliarder kr. var optaget af personer bosiddende uden for Danmark. Personer over 50 år skyldte samlet 2,4 mia. kr.

Million-donation bygger bro for mennesker med autisme

0
Sådan kan autismecenteret i Fredericia komme til at tage sig ud på en solskinsdag. Rendering af Wienberg Architects.

Et nyt autismecenter i Fredericia får nu også en donation på 9 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Donationen giver mulighed for, at der opføres et aktivitetshus og en gangbro, der giver borgerne på autismecenteret bedre adgang til områdets naturoplevelser og til fællesskabet i lokalområdet.

Region Syddanmark har modtaget en donation på 9 millioner kr. fra Den A. P. Møllerske Støttefond i forbindelse med byggeriet af et helt nyt specialiseret autismecenter på Nymarksvej i Fredericia. Donationen er givet til opførslen af en gangbro og et aktivitetshus.

For Fonden har det med donationen til både aktivitetshuset og gangbroen været afgørende at understøtte beboernes aktiviteter både inde og ude, for på den måde at bidrage til bedre livskvalitet for mennesker med autisme i Region Syddanmark.

Udvalgsformand for Psykiatri- og Socialudvalget Mette Bossen Linnet (V) glæder sig over donationen og over det, som den kommer til at betyde for centerets borgere:

-Jeg er meget taknemmelig for den donation, som Den A. P. Møllerske Støttefond har ydet. Donationen kommer både i bogstavelig forstand og i overført betydning til at være med til at bygge bro mellem voksne med autisme og lokalområdet.

I marts 2023 tog Socialområdet i Region Syddanmark første spadestik til opførslen af det nye autismecenter i Fredericia.

Når centeret er færdigt, kommer det til at rumme 21 boliger til borgere, som har brug for støtte i hverdagen. Med fondsmidlerne får de 21 borgere nu et aktivitetshus til forskellige sociale aktiviteter samt en gangbro, som gør det lettere at komme ud i naturen.

Oplevelser i naturen og med andre
Der ligger et regnvandsbassin på grunden, som gør det vanskeligt at komme ud i de grønne områder og det øvrige samfund, som grunden støder op til. Den nye gangbro kommer til at være en åben grænse mellem borgernes trygge base i deres hjem på centeret, den mere vilde natur og de øvrige omgivelser.

På samme måde kommer det nye aktivitetshus til at være en tryg base for aktiviteter, som mennesker med autisme ellers kan have svært ved at deltage i. Aktivitetshuset kommer til at danne ramme for eksempelvis motion, computerspil og sociale arrangementer med ligesindede og familier og vil dermed være med til at give gode oplevelser under trygge rammer.

Centerchef Niels Christian Fruergaard Hansen ser frem til, at borgere og personale kan flytte ind i det nye center:

-De fysiske rammer betyder meget for, hvordan man har det, ikke mindst når man har autisme. Det fremmer livskvaliteten og mindsker stressniveauet hos den enkelte, når de fysiske rammer er nøje gennemtænkte. De første streger på bro og aktivitetshus er allerede sat. Nu glæder vi os meget til, at viderebearbejde tegningerne på bro og aktivitetshus, så donationen kommer til at gøre størst mulig gavn for de medborgere, det hele handler om.

Fakta om det nye autismecenter på Nymarksvej i Fredericia
Foruden de 21 botilbudspladser, gangbroen og aktivitetshuset kommer det nye autismecenter på Nymarksvej til at indeholde et beskæftigelseshus med dagtilbud for centerets beboere. Derudover bliver der bygget lokaler til Autismecenter Syddanmarks administration samt til konsulentfunktion og kursusaktivitet. Disse funktioner flytter fra deres nuværende placering i Middelfart, hvor lokalerne er blevet for små og utidssvarende.

Byggeriet er budgetteret til 86 millioner kroner, og det opføres på en 11.000 m2 grund. Der bygges i alt ca. 3.000 bæredygtige m2, der kan guldcertificeres efter DGNB-kriterierne. DGNB er en bæredygtig certificering af bygninger, som vægter miljø, økonomi og sociale forhold ligeværdigt.

Religiøse danskere har lavere dødelighed og færre indlæggelser

0
Hannerup kirkes indre. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Nyt studie om sammenhængen mellem tro og helbred forbinder det at være aktiv i en religiøs organisation med en række helbredsfordele.

Kvinder, der er religiøst aktive, har lavere dødelighed, og mænd færre indlæggelser på hospitalet. Det er hovedkonklusionerne i et studie, som Linda Juel Ahrenfeldt, lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet sammen med forskerkolleger står bag.

I studiet, der er publiceret i et af de førende epidemiologiske tidsskrifter, ”European Journal of Epidemiology”, undersøgte forskerne sammenhængen mellem deltagelse i en religiøs organisation såsom kirke, synagoge eller moské samt dødelighed og hospitalsindlæggelser blandt danske mænd og kvinder.

-Det ser ud til, at religiøs aktivitet er associeret med lavere dødelighed og bedre helbred. Dog viser der sig en forskel på køn. Det har vi ingen oplagte forklaringer på, men måske bruger mænd og kvinder religiøse organisationer forskelligt og i forskellige faser af livet, fortæller Linda Juel Ahrenfeldt.

Lavere dødelighed, især for kvinder

Forskerne har dels sammenholdt 2987 interviewpersoners religiøse aktiviteter med senere indlæggelser på hospitalet, dels med deres dødelighed.

-Blandt 848 dødsfald i gruppen i den periode, hvor vi fulgte dem, fandt vi, at personer der havde deltaget i en religiøs organisation, havde cirka 30% lavere dødelighed. Tallet for kvinder var endda endnu mere markant, nemlig 44% lavere.

Stor effekt på sundheden

Niels Christian Hvidt er professor på Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet og har gennem sin årelange forskning i eksistentielle og åndelige forholds betydning for helbred fundet sammenhænge mellem tro og risici for at udvikle en lang række sygdomme.

-Det er enormt interessant, at vi ser sundhedsmæssige sammenhænge med at gå i kirke, moské eller lignende. Forskere fra udlandet har tidligere vist, at mennesker som praktiserer en tro, lever længere og sundere. Men det er ny viden, at deltagelse i en religiøs organisation i voksenlivet har så stor sundhedsmæssig betydning, også i sekulær, dansk kultur.

Svært at forklare forskellen

Ift. hospitalsindlæggelser blandt de knapt 3.000 deltagere i studiet fandt forskerne, at mænd, der havde deltaget i en religiøs organisation, havde en tredjedel færre indlæggelser end de øvrige mænd i undersøgelsen.

Der blev ikke fundet nogen forskel i antallet af indlæggelser for kvinder. Forskellen på kønnene er ikke umiddelbart til at forklare, men overordnet peger resultaterne på, at det at være aktiv i et religiøst fællesskab gør en positiv forskel.

-Mennesker, der har en tro, kunne måske overveje at realisere denne tro i et åndeligt fællesskab som fx at gå i kirke eller moske. Det anbefales også i en toneangivende artikel udgivet i den Amerikanske Lægeforenings Tidsskrift, JAMA, bl.a. med henvisning til, hvad deltagelse i et åndeligt fællesskab kan betyde for helbredet.

Næsten 3.000 danskere fulgt i registre

Tidligere studier har ligesom dette vist, at når det gælder dødelighed, er effekten af religiøs aktivitet størst blandt kvinder.

De tidligere studier som forskergruppen har udgivet, er baseret på selvrapporterede helbredsdata fra 10 europæiske lande. Her fandt forskerne bl.a., at personer, der havde deltaget i en religiøs organisation indenfor den sidste måned, havde både lavere risiko for kræft, og var mindre depressive. De havde også færre dårlige vaner, der kan udløse farlige sygdomme, såsom rygning, dagligt alkoholindtag, inaktivitet og søvnproblemer.

Forskellen fra tidligere studier og det nye er dog, at man i dette studie ser på data fra registre, hvilket vil sige, at man ser på nogle helbredsfaktorer, der ikke er det, folk selv rapporterer og kan påvirke.

-Min idé var, at hvis religiøse mennesker generelt er mere positive, kunne det måske være med til at forklare nogle af vores tidligere fund baseret på selv-rapporterede data. Jeg besluttede derfor at se på nogle mere objektive helbredsmål som dødelighed og hospitaliseringer, hvor vi har komplet information fra de danske registre; også på denne type helbredmål finder vi de samme overordnede, klare positive effekter på helbredet, fortæller Linda Juel Ahrenfeldt.

Flere studier kan understøtte

De 2987 deltagere i studiet blev fulgt i registre i forhold til indlæggelser og dødsfald indtil 2018.

De var alle tidligere blevet interviewet blandt andet om deres religiøse aktiviteter i en stor europæisk undersøgelse, der medtog religionsspørgsmål i interviewbølgerne i 2004-05 og 2006-07.

-Med knap 3.000 deltagere er det et anseeligt studie, vi har lavet. Det er klart, at det altid kan være større, men det interessante er faktisk, at det er sværere at finde sammenhænge i denne størrelse studier på grund af den lavere statistiske styrke.

-Tidligere studier har foreslået, at den positive effekt af religiøs deltagelse bl.a. skyldes den gode indflydelse af at tilhøre et fællesskab, eller det at have en sundere livsstil, men nuværende studier har ikke været i stand til fuldstændigt at forklare helbredseffekterne af religiøs deltagelse gennem fysiologiske, psykologiske eller sociale processer, siger Linda Juel Ahrenfeldt og understreger, at dette kun vil kunne dokumenteres yderligere ved nye undersøgelser.

Ejer af børnehave: Besparelse er småpenge

0

Sparekataloget i Fredericia Kommune er tirsdag blevet offentliggjort. I det fremgår det, at Herslev Børnehave kan ske at skulle lukke. Bygningen, som børnehaven ligger i, ejes af de lokale ildsjæle Pia og Ole Møller, og sidstnævnte forstår ikke meget af forslaget.

Forvaltningen foreslår, at Herslev Børnehave nedlægges. Det vil give en besparelse på 160.000 kroner i 2024, mens det i 2025, 2026 og 2027 vil give en besparelse på 325.000 kroner

Forslage begrundes med, at der i perioden 2019-2023 har været mellem 15-26 indmeldte børn i aldersgruppen 0-5 år. I foråret 2023 er der indmeldt otte børn i aldersgruppen 0-2 år, samt otte børn i aldersgruppen 3-5 år. Hvis forslaget vedtages betyder det, at de tilknyttede pædagoger overflyttes til andre daginstitutioner, mens børnene i Herslev og omegn fremover vil skulle til Taulov.

Pia og Ole Møller ejer bygningen, hvor Herslev Børnehave ligger. De har tidligere holdt borgermøde med politikerne, hvor de gjorde opmærksom på, at det vil få konsekvenser for lokalsamfundet i Herslev, hvis de, i lighed med skolen, lukker børnehaven.

– Vi havde håbet, at de ikke ville bruge de småting, da de havde det op til kommunalvalget med åbent hus. Vi sagde til dem, at det sidste de måtte lukke, er børnehaven her, og det følte i faktisk, at politikerne lyttede til, siger Ole Møller.

Ole Møller. Arkivofoto.

Møller mener ikke, at de eventuelt sparede penge ved at lukke Herslev Børnehave vil gøre den store forskel i sidste ende.

– Det er småpenge i forhold til hvad de ødsler væk, og det er ingenting for at holde samfundet i gang. Hvis de fjerner det, bliver det sværere at sælge huse og alt sådan noget, hvis man ikke har en børnehave. der kommer trods alt børnehavebørn til området, forklarer Ole Møller og slutter:

– Ender de med at spare børnehaven væk, må vi finde nogen til at lave en privat børnehave, hvis det skulle gå så galt.

Formand for forælderådet, Maria Lindemann, har fremsendt en udtalelse på vegne af forældrerådet til AVISEN.

– Vi som forældre og pædagoger, i Herslev Børnehus føler gevaldigt svigtet af Fredericia Kommune. De seneste år har vi haft en trussel af besparelse hængende over vores hoveder – i skrivende stund kender vi til en håndfuld familier, som har valgt os fra pga af den trussel og usikkerhed. Vi føler os svigtet fra kommunens side ifht. nærledelse – som groft sagt har været ikke eksisterende i et par år. Vi har haft “lånt” en leder andets steds i distriktet, men oprigtig talt har det været med en tydelig følelse af et ønske om afvikling, fremfor udvikling, står deri udtalelsen.

Forælderrådet udtrykker store mangler overfor ledelsesstilen, som er lagt for dagen. Det mener de skyldtes de de ansatte pædaoger.

– Den eneste grund til, at Herslev Børnehus har overlevet den mangelfulde ledelsesstil har været fordi, vi er hvem vi er. Vi er et lille lokalt børnehus, hvor alle i byen er engageret! Vi har overlevet mangelfuld ledelse, fordi vores pædagoger er verdensklasse – de er ikke bare pædagoger, de er Yvonne, Karen, Gitte og Nanna, står der endvidere.

Sluttelig kommer forældrerådet med kritik mod udarbejdingen af sparekataloget. De mener ikke, at det er formuleret efter det, som de mener er virkeligheden.

– I besparelseskataloget bliver vi beskrevet som en gemen legestue uden faglig pædagogik. Og det kunne da ikke være længere væk fra sandheden. Vores Børnehus er et helt unikt sted, hvor børn får lov til, at starte et socialt liv med andre børn, i rammer som alle andre drømmer om og er misundelige på. Vi har tid og ro til fordybelse, og vi har kompetente, hjertevarme og dygtige voksne lige inden for en armsbredde. Besparelseskataloget er tydeligt skrevet af en, som aldrig har været i Herslev, lyder det fra forældrerådet i Herslev.

Læs sparekataloget her.

FHK’s plankeværk: Forsvaret gjorde det nemmere

0

Sebastian Frandsen var på alles læber efter FHK’s sejr på 30-26 over Bjerringbro-Silkeborg. Keeperen leverede en pragtpræstation, som sent vil blive glemt.

“Med nummer 1, Sebastian Frandsen,” sådan lød det gang på gang fra speakeren i opgøret, hvor Frandsen endte med en redningsprocent på 43,33. Særligt i første halvleg var Frandsen outstanding. Han reddede det ene skud efter det andet, og efter 18 minutter havde han kun lukket ét mål ind. BSH scorede deres tredje mål efter 19 minutter og 51 sekunder.

I de sidste ti minutter af første halvleg lavede BSH seks mål. Det betød, at de efter første halvleg havde scoret ni mål mod FHK’s 11. I anden halvleg blev forskellen mellem de to hold endnu større, og undervejs viste Sebastian Frandsen stor kvalitet. Eksempelvis da han lavede en dobbeltredning i det 58. minut. Først reddede han et skud fra Patrick Boldsen på fløjen, men bolden røg over til Thomas Solstad i helt fri position; også han brændte på Sebastian Frandsen. Da kampen var slut, viste måltavlen 30-26 til FHK, og Sebastian Frandsen kunne lade sig hylde som ‘man of the match’ i sin første ligakamp for FHK.

Omgivet af fans talte AVISEN med den populære Frandsen, som kunne konstatere, at han var en levende mur i den første del af kampen.

– Det var en fed følelse. Vi dækkede fantastisk op, og det gjorde det nemmere at stå på mål, siger Frandsen.

adp-as.dk

Sebastian Frandsen er ikke kommet til FHK bare for at nyde tilværelsen. Han vil ud og præstere på det højeste mulige niveau og sigter efter en endnu bedre sæson end sidste år. Derfor var sejren mod BSH et skridt på vejen.

– Vi blev nummer 3 sidste år, så selvom BSH har fået Lauge, skal vi kunne slå dem, hvis vi vil være bedre end sidste år, siger Sebastian Frandsen.

I sidste sæson endte FHK på syvendepladsen i grundspillet. I denne sæson er målet, at grundspilsplaceringen skal være højere. Dette er vigtigt, da grundspillet er adgangsgivende til at spille europæisk håndbold, og det kræver en fjerdeplads.

– Gudmundur har sagt, at vi skal i Europa, så ja, vi skal ende deroppe i grundspillet, fortæller Frandsen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

FHK har spillet svingende i træningskampene og i pokalkampen mod TMS Ringsted, men lørdag lykkedes det FHK at sætte en helstøbt præstation sammen for første gang.

– Vi satte en god kamp sammen, men jeg synes også, vi skiftede mere ud i dag end i de andre kampe. Det gjorde, at vi fik friske kræfter ind, og var gode til sidst, så vi kunne opretholde trykket, fortæller Sebastian Frandsen.

Næste gang Frandsen og FHK skal i aktion er på onsdag, hvor Lemvig-Thyborøn venter på udebane.

OL-håb vandt hjemme i Fredericia

0

Fredericianeren Alberte Kjær vandt lørdag det nordiske mesterskab i kort distance. Det skete i hjembyen Fredericia, hvor området omkring Østerstrand dannede målområdet, og hvor bysbarnet efterfølgende blev hyldet. Hendes helt store mål er at komme med til OL 2024, og sejren gav point til den konto.

Fredericia Triathlon Team står bag det nordiske mesterskab og har været i gang med forberedelserne i længere tid. En passende rute var blevet lavet, og der var sat afspærringer op samt lavet de nødvendige foranstaltninger, der gjorde det muligt.

Lørdag var tiden kommet. Eliten skulle i aktion klokken henholdsvis 14:00 og 15:30, startende med herrerne. Gabriel Sandör (Sverige) vandt for herrerne foran Sebastian Wernersen (Norge) og Oscar Gladney (Danmark). Det var ellers Wernersen, der kom først op af vandet med tiden 8:57, men på cykelturen blev han overhalet af Sandör, som også var den hurtigste mand på løbeturen. Han endte med at slutte i tiden 55:14, hvilket var 11 sekunder hurtigere end nordmanden, og fra Sandör og ned til Gladney var der 32 sekunder.

Hos kvinderne kom hjemmebanehåbet, Alberte Kjær, op af vandet som nummer to, blot et enkelt sekund efter nummer et, Klara Hofer Matsson (Sverige). På cykelturen tabte Alberte Kjær tid i forhold til de hurtigste, men på løbeturen blev det hele sat på plads. I sikker stil kunne Alberte Kjær lade sig hylde som vinder af det nordiske mesterskab på kort distance.

– Det var fedt, jeg havde glædet mig til at komme her efter en lang sæson, siger Alberte Kjær til AVISEN.

Hun fortæller, at hun følte svømmeturen gik godt, og i det hele taget var hun tilfreds med ruten, hvor hun mødte stor opbakning.

– Ruten lå fint, og jeg synes det var fantastisk med strandstart. Cykelruten var fed ned igennem byen, hvor der var øltræf, og der var mange, der heppede der, fortæller Alberte Kjær.

Følelsen af at tage sejren på hjemmebane var speciel for den lokale triatlet.

– Jeg har vundet på hjemmebane en gang før, men det er stadig specielt at vinde her, siger hun.

De nordiske mesterskaber fortsætter søndag, hvor der er såkaldt mixed relay, som har første start klokken 09:30, og det hele slutter af med et motionsstævne med start klokken 14:00.

Læs H.M. Kongens nytårstale 2025

Læs H.M. Kongens nytårstale 2025

0
Sorger og glæder følges ad. Nogle dage føles tunge og slæber sig af sted, andre er legende lette og forbi, nærmest før de begyndte. Tilværelsens...
Nytårshilsen til Fredericias borgere

Nytårshilsen til Fredericias borgere