Efter i sidste uge at have spillet en pokalkamp, er FHK nu klar til for alvor at tage hul på sæsonen. Det sker hjemme mod Bjerringbro-Silkeborg, som fredericianerne formentlig kommer til at duellere med om medaljer. Kampen fløjtes i gang klokken 15:00, og vi sidder klar til at liveopdatere fra kampen.
Security-messe fordoblede antallet af besøgende
Danish Security Fair er blevet afviklet i MesseC i Fredericia. I forhold til sidste års messe, er besøgstallet fordoblet. Projektleder Charlotte Buus kalder det en succes.
Danish Security Fair 2023 sluttede torsdag eftermiddag den 31. august og efter to komprimerede messedag kunne projektleder Charlotte Buus og resten af holdet bag messen trække to linjer under en opgørelse, der peger på, at messen blev en succesfuld oplevelse.
Med 1948 branchespecifikke besøgende voksede besøgstallet med over 40% sammenlignet med 2021 versionen og med 93 stand bemandet med 664 udstillere, blev messen den branchesammenkomst.
Et af de tilstedeværende firmaer til messen var PTDefenc, som i øjeblikket er i Danmark. De holder til i USA.
– Vi er en dansk systemintegrator, der leverer løsninger til myndigheder, og vi har forskellige leverandører. I sidste uge deltog vi i FMI-dage i Ballerup, hvor vi havde en stand. Vi så sikkerhedsmessen og blev enige om at blive for at demonstrere vores produkter, siger Tommy Christensen.

PTDefence er ikke et typisk sikkerhedsfirma, da de adskiller sig lidt i forhold til de øvrige, der var til stede på fagmessen.
– De andre udstillere er sikkerhedsfirmaer med alarmer. Vores løsninger bliver primært brugt ved grænseovergange og andre steder, hvor man ønsker at kontrollere adgangen. Man kan koble kameraer til systemet, som automatisk kan dreje sig for at se, om den ankomne person skal have adgang. Militæret bruger også vores systemer, blandt andet i Afghanistan, hvor sandstorme har gjort det svært for vagterne at se, hvis Taliban forsøgte at snige sig ind, forklarer Tommy Christensen.
Projektleder Charlotte Buus fortæller, hvad Danish Security Fair er for en størrelse. .
– Det er en fagmesse, så den er rettet mod dem, der arbejder med sikkerhed. Vi har mange besøgende, også fra Sverige og Tyskland, fordi vi har udstillere fra hele verden. Det er kun fjerde gang, messen afholdes i Danmark, og vores næste mål er at blive en nordisk begivenhed, siger hun.
Paletten af deltagere spænder brændt, og det ser hun som en styrke til den store fagmesse
– Der er mange aspekter af det. Nogle har ekspertise og software, andre fokuserer på hegn og adgangskontrol. Det spændende er, at man med vores kameraer kan gøre meget mere end bare at filme; man kan praktisk talt styre et helt hus med varme, lys osv. og scanne forskellige områder, siger Charlotte Buus.

Hun understreger, at Danish Security Messe ikke “bare” er en messe. Hun vil mere end det.
– Vi ønsker at være mere end bare en udstilling; netværk er en stor del af det. Vi forsøger at ramme forskellige målgrupper: vagtpersonale, IT-sikkerhed, GDPR osv. Vi indretter det, så vi kan ramme forskellige vidensområder for de forskellige målgrupper, siger Buus.
Ved den seneste fagmesse fortæller Charlotte Buus, at der var omkring 1.200 besøgende. Med 1.948 på årets messe er fremgangen derfor stor.
– Det er et tegn på, at sikkerhed er oppe i tiden. Der er mange krav, der skal opfyldes, og udviklingen er ret spændende. Mine udstiller er meget tilfredse med det tal. Vores besøgende er her typisk 4-5 timer af gangen, da der er så mange ting at dykke ned i, siger Charlotte Buus.
Fredericia er vores DNA
Lørdag indleder FHK sæsonen i ligaen mod Bjerringbro-Silkeborg. Klubbens formand, Bent Jensen, sætter ord på, at klubben er et sammenhold der kæmper og bidrager til byen. Fællesskab og sammenholdsdyderne er indlejret i klubbens dna, hvor holdånd betyder mere end individuel stjernestøv. Vi fighter sammen for byen, slår Bent Jensen fast.
Det er bevidst, når FHK siger, at man fighter for byen. Det er en del af strategien. I sidste sæson kulminerede det målrettede arbejde med et en historisk bronzemedalje. Armene er knap nok faldet ned.
Den 10. Juni vandt FHK den tredje og afgørende bronzekamp mod Skjern Håndbold med 28-25. Jublen brød løs blandt spillere, trænere, ledere og de mange medrejsende fans i Skjern, og der ventede en stor velkomstkomité på J.B. Nielsens Plads i Fredericia, da spillerbussen rullede ind med medaljerne ombord. En aften og nat, der sent vil blive glemt i Fredericia.
Selvom det er flere måneder siden nu, er det en tid Fredericia Håndboldklubs formand, Bent Jensen, ser tilbage på med stolthed.
– Det var fantastisk. Det er skønt at kigge tilbage, og det giver forventninger til den nye sæson. Vi skal gøre det samme igen og komme i top-4. Vi skal spille om de sjove medaljer igen, siger Jensen.
Ifølge FHK’s målsætning skulle klubben i 2025 spille med om medaljer. Spørgsmålet er derfor, om Bent Jensen er overrasket over, at det skete allerede i 2023.
– At være overrasket lyder forkert, men alt gik op i en højere enhed. Gudmundur Gudmundsson er, efter min mening, den mest kyndige indenfor håndbold i Danmark. Modstanderne får problemer, for Gudmundur kan analysere modstanderen til perfektion. Hvis vi har tabt en kamp, analyserer han den, og så har han modtræk klar til næste kamp, fortæller Bent Jensen.

I slutspillet, da det spidsede til, var hele byen bag Fredericia. På hjemmebane var der fuldstændig udsolgt, og på udebane blev sendt den ene bus efter den anden afsted med ellevilde fans. Eksempelvis var omkring 800 medrejsende fans med, da FHK sikrede sig semifinalepladsen med en sejr på udebane mod Skanderborg Aarhus.
– Ultras leverede – hele byen leverede. Vi har fået opmærksomhed. Vores arena er ikke et behageligt sted for modstanderne at spille i. Aalborg havde nok ikke forventet, at de ville tabe to gange i træk i vores arena, men det gjorde de, forklarer Bent Jensen med stolthed i stemmen og henviser til, at FHK både i grundspillet og i semifinalen på hjemmebane slog nordjyderne.
Tager man den kommercielle kasket på har det også sine fordele, at FHK vandt bronze. Det har dog ikke fordoblet antallet af sponsorer.
– Vi havde stor opbakning før, og den er der stadig. Byen har vist sin støtte. De glædede sig bare til, at vi kom op på et niveau, hvor det blev rigtig spændende, men det ændrer ikke på, at vi nu har dobbelt så mange sponsorer. Jeg har dog aldrig oplevet, at nogen sponsor følte, at det ikke var sjovt sidste år, siger Bent Jensen med et smil på læben.
Med en bronzemedalje har FHK vist, at de hører til i toppen af dansk håndbold. Det betyder dog ikke, at man fremover sadler om og henter kæmpestjerner som man ser andre steder.
– Man ser mange købeklubber i fodbold, der ikke lykkes med den plan. Jeg er ikke overbevist om, at holdene i Saudi-Arabien bliver de bedste, bare fordi de køber de dyreste spillere. Det er en kombination af de rigtige spillere, den rette træner, som kan kompensere for, hvis man måske ikke har de bedste forudsætninger. Vi vil aldrig forsøge at købe os til succes. Jeg er også selv kun 179 cm høj, selvom jeg gerne ville være to meter. Det er klart, at vi ikke længere behøver at forklare om projektet. Vi har bevist vores værd. For år tilbage sagde folk, at vi skulle “spise brød til”, men det har jeg ikke hørt, siden vi vandt medaljer, siger Bent Jensen.
At FHK ikke henter de største stjerner betyder dog ikke, at ambitionsniveauet er lavt. Sebastian Frandsen, der tidligere har vist sig som en af de bedste keepere i den danske liga, er kommet til fra Porto, og det samme gælder blandt andet stregspilleren Evgeni Pevnov, som forinden havde spillet 13 sæsoner i Bundesligaen.
– Årsagen er, at spillere som ham tror på projektet, og det vi gør, matcher det vi siger. Vi har rammerne, faciliteterne og den rette dedikation omkring holdet. Det er alle dem, der har gjort det muligt: fra ansatte og frivillige til fans, forklarer Bent Jensen.

Pevnov har taget familien med til Fredericia, hvor de har bosat sig i Baldersparken. Han følger i fodsporene på en lang række af de øvrige spillere, som også bor i postnummeret 7000.
– Det er vores måde at give tilbage til byen, for vi bliver støttet af Fredericias erhvervsliv og af kommunen. Det er naturligt for os. Man skal føle sig som en del af Fredericia, når man spiller her, slutter Bent Jensen.
Bent Jensen og Fredericia Håndboldklub har tidligere meldt ud, at klubben har ambitioner om at spille i de europæiske turneringer. Ambitionerne er store, men historisk har det nuværende setup i FHK leveret varen, når det kommer til indfrielsen af store ambitioner. Når klubben i efteråret spiller ude og hjemme, skal der hentes mange point. Det kræver nemlig et godt grundspil at komme med i de europæiske turneringer, idet pladserne uddeles her, og ikke i det efterfølgende slut- og finalespil, hvor Fredericia HK i sæsonen 2022/23 tog en flot bronzemedalje efter at have besejret Skjern Håndbold.

Sejlene på at indfri målet om at spille europæisk håndbold inden 2025 er nu taget. Med en gradvist opgradering af spillertruppen gennem årene er der taget tilløb til det. Med de tilgange, som klubben har hentet, er målet at få en øget stabilitet henover sæsonen, og samtidig øge topniveauet endnu mere. Derfor er Emil Tellerup skiftet ud med Sebastian Frandsen, og Sebastian Henneberg har erstattet Nicolaj Nørager. De to fanfavoritter var med til at skubbe FHK hen til det de er i dag, men for at få realisere de kommende mål er endnu stærkere kræfter hentet til få at have endnu mere at fejre i Fredericia.
Overblik over FHK’s til- og afgange i sommeren 2023:
Tilgange:
Sebastian Frandsen (Porto)
Sebastian Henneberg (Eurofarm Pelister)
Jonas Langerhuus (HC Midtjylland)
Fredrik Mossestad (IFK Skövde)
Evgeni Pevnov (TSV Hannover-Burgdorf)
Mads Emil Møller (Skanderborg Håndbold Elite Akademi)
Rasmus Peluffo (Ajax København)
Michael Wollesen (assistenttræner, TM Tønder)
Afgange:
Nicolaj Nørager (TTH Holstebro)
Jakob Frederiksen (Ribe-Esbjerg)
Rasmus Meyer (Wetzlar)
Kim Sonne (HC Midtjylland)
Malte Pedersen (TM Tønder)
Jonas Raundahl (Nordsjælland)
Mads Christiansen (Aarhus HC)
Mads Lenbroch (Bjerringbro-Silkeborg)
Emil Tellerup (Lemvig-Thyborøn Håndbold)
Lasse Folkmann (assistenttræner, SønderjyskE)
Virksomhed idømt bøde på 100.000 kroner i sag om uagtsomt manddrab
Der var tale om en ulykke, der fandt sted den 28. juni 2022, hvor en 29-årig mand afgik ved døden på en gocart-bane i Esbjerg.
Virksomheden Bowl’N’Fun i Esbjerg blev onsdag ved Retten i Esbjerg idømt en bøde på 100.000 kroner for uagtsomt manddrab.
Der var tale om en ulykke, der fandt sted den 28. juni 2022, hvor en 29-årig mand afgik ved døden på en gocart-bane i Esbjerg, der ejes af virksomheden.
På et retsmøde mandag erklærede virksomheden sig skyldig i uagtsomt manddrab og erkendte at være ansvarlig for, at gocart-banen ikke var tilstrækkeligt vedligeholdt og efterset forud for ulykken.
Ved ulykken blev den 29-årige ramt af et metalrør og afgik efterfølgende ved døden.
Medvind til Middelfart Sparekasse i første halvår
Middelfart Sparekasse har et overskud på 190 mio. kr. før skat efter første halvår af 2023.
Efter et første halvår, hvor alt er gået i den rigtige retning, kan Middelfart Sparekasse præsentere et halvårsregnskab med et overskud før skat på koncernniveau på 190 mio. kr. Det står i kontrast til første halvår 2022, som gav et underskud på 13,1 mio. kr. før skat på koncernniveau. Halvårsresultatet på 190 mio. kr. er inkl. Fanø Sparekasse. Når Fanø Sparekasse inkluderes i sammenligningstallet for 2022, var underskuddet 23,4 mio. kr.
-Renteudviklingen det seneste år har været til fordel for alle pengeinstitutter; ikke mindst en sparekasse som vores med et stort indlånsoverskud, siger adm. direktør Martin Baltser med henvisning til de ni rentestigninger, som Nationalbanken har foretaget siden juli 2022.
-Det betyder, at vi er tilbage til ”gamle dage”, hvor indlån også bidrager til indtjeningen i pengeinstitutter, siger Martin Baltser.
Sparekassens netto renteindtægter stiger fra 145,2 mio. kr. til 275,7 mio. kr. Det skyldes primært indtægter ved at placere overskudslikviditet i Nationalbanken, men også et stigende udlån og stigende udlånsrenter bidrager til udviklingen. Omvendt falder Sparekassens gebyr- og provisionsindtægter med ca. 20 mio. kr. til 174,8 mio. kr. Det vidner om et mere roligt halvår på boligmarkedet end første halvår 2022, hvor særligt låneomlægninger gav stor aktivitet.
Fortsat meget små tab på kunderne
Normalt vil en konsekvens af rentestigninger med den hast, der er set det seneste år, være, at flere kunder får svært ved at overholde deres forpligtelser. Det er ikke tilfældet i Middelfart Sparekasse.
-Vores tab og nedskrivninger er stort set nul – til trods for, at vores udlån har passeret 7 mia. kr. Vi kan endda se en svag stigning i vores indlån, og det indikerer, at kunderne trods inflation og rentestigninger generelt set har det godt, siger Martin Baltser.
Med en flot fremgang i indtægterne og beskedne tab er vejen banet for et stærkt halvårsresultat. Gevinster i Sparekassens beholdning af værdipapirer samt en vellykket integration af Folkesparekassen og Fanø Sparekasse er de sidste elementer i et halvår, hvor Martin Baltser har meget svært ved at finde håret i suppen.
-Selv om Folkesparekassen og Fanø Sparekasse ikke fylder meget i den samlede volumen af Middelfart Sparekasse, så betyder 12.000 nye kunder og nye dygtige kolleger noget – også fordi de to sparekasser har bidraget med et pænt indlån, siger Martin Baltser.
Samtidig med, at indtjeningen stiger, så stiger udgifterne beskedent med 3,3 procent sammenlignet med første halvår 2022.
-Vi har løbende fokus på vores omkostninger, og selv om indtjeningen stiger, skal vi holde det fokus, siger Martin Baltser.
Dog ikke mere end, at der skal være plads til investeringer, der kommer kunderne til gavn. I første halvår har sparekassens kunder bl.a. fået en ny investeringsplatform.
-Det har ikke været gratis, men vi skal have så gode tekniske løsninger, at kunderne får dækket deres behov. Jeg vil ikke tøve med at kalde MS Investor for en løsning i topklasse, siger Martin Baltser, der også fremhæver beslutningen om at åbne en privatkundeafdeling i København som en investering i fremtiden for Middelfart Sparekasse.
Rustet til fremtiden
Kombinationen af det stærke halvårsresultat samt en solid opbakning fra sparekassens garanter betyder, at egenkapitalen nu har passeret 2,25 mia. kr. Når halvårets overskud medregnes, så er NEP-kapitalprocenten nu 29,7 og den kapitalmæssige overdækning er 11,3 procentpoint.
-Kort sagt, så har sparekassen aldrig stået stærkere rent kapitalmæssigt, konstaterer Martin Baltser.
For hele året forventer Middelfart Sparekasse nu et overskud i størrelsesordenen 350-375 mio. kr. før skat på koncernniveau
-Efter en lang årrække, hvor indtjeningen har været under pres, kan et år eller to som dette være med til at gøre Middelfart Sparekasse endnu mere robust. Behovet for at optage dyr ekstern kapital for at leve op til de kommende kapitalkrav bliver nul eller meget minimalt, og på den lange bane er det en fordel for både sparekassen og kunderne, at vi dermed kan undgå renteudgifter til ekstern kapital, siger Martin Baltser og fortsætter:
-Vi har mange og store ambitioner om, hvordan vi kan bidrage til livet i de områder, hvor vi har afdelinger, og jo større økonomisk frihed, vi har, jo mere kan vi bidrage, siger Martin Baltser.
Ud over at hjælpe mere end 2.500 foreningskunder og de cirka 500 sponsoraftaler nævner Martin Baltser sparekassens involvering som partner i ”March mod ensomhed”.
-Ud over at støtte foreningen bag March mod ensomhed økonomisk hjælper vi også med den praktiske afvikling, og vi tilbyder desuden alle kolleger at gå med på en af de 68 etaper rundt i Danmark, siger Martin Baltser, der også forventer, at sparekassen vil øge støtten til lokalsamfundene i andet halvår som følge af halvårsresultatet.
Mød borgmester og udvalgsformænd i Vores Hus
Her i 2023 kan man hvert kvartal møde borgmesteren og formændene for de politiske udvalg til politisk træffetid på et af kommunens biblioteker. Årets sidste træffetid finder sted i Vores Hus i Vamdrup torsdag 14. september kl. 19-20
Træffetiden skal bidrage til at skabe en endnu bedre dialog bl.a. med borgere, foreninger, institutioner og virksomheder.
Alle er velkomne, og der serveres kaffe og kage til de fremmødte. Man skal ikke tilmelde sig, men møder bare op.
-Vi har talt med mange mennesker, når vi er kommet rundt i kommunen til vores træffetider. Jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer ud og får en uformel snak med alle de borgere, der har lyst. Det er også en god måde, borgere og virksomheder kan komme med input til os på, påpeger borgmester Knud Erik Langhoff, der opfordrer folk til at møde op, hvis de har et spørgsmål, en kommentar, en god idé eller noget andet på hjerte i forhold til byrådets arbejde.
På kolding.dk under Politiske udvalg kan man se, hvem der er formand for de enkelte udvalg.
Kom og se Vores Hus
Træffetiderne arrangeres i et samarbejde mellem Kolding Kommune og Koldingbibliotekerne.
I Vamdrup, hvor årets sidste træffetid finder sted, er der nye rammer på vej til biblioteket. Det skal flytte ind i Vamdrups nye kulturhus Vores Hus, når det er færdigt. Som en forsmag på det holdes træffetiden i Vores Hus.
Håndværkerne er stadig i gang med at bygge kulturhuset. Derfor vil det være en god idé at tage overtøj på til træffetiden. Til gengæld får man mulighed for at se, hvor langt byggeprocessen er nået.
Vores Hus ligger Kinovej 1 i Vamdrup.
Fakta om Vores Hus
Vamdrup Kino og Koldingbibliotekerne har indgået et partnerskab for at kunne etablere Vores Hus i Vamdrup, hvor bibliotek og biograf skal indgå i et fælles kulturhus, der vil komme hele byen til gavn.
Vores Hus vil også komme til at indeholde en multisal, mødelokaler og et åbent foyerområde, som kan bruges af byens foreninger.
Et storslået besøg af H.M. Dronningen er overstået med et brag
H.M. Dronning Margrethe er sejlet fra Fredericia. Efter et storslået fyrværkerishow på kajen har Kongeskibet Dannebrog forladt Fredericia efter en begivenhedsrig dag i fæstningsbyen, hvor en stor folkemængde dagen igennem har fulgt majestæten rundt omkring i byen. Se her et stort galleri fra dagen.

Det hele startede ved kajen klokken 10:00. I solskin lagde Kongeskibet til, og et stort opbud af mennesker så til, da H.M. Dronning Margrethe gik i land og blev modtaget af det officielle Fredericia. Derefter gik turen rundt i centrum i karet.

Netop karet-ruten har været øvet i dagene op til, og man har derfor i de seneste dage kunnet se både politi og heste samt kareten på ruten. Nu var det slut med generalprøver. Dronningen skulle vises rundt på fineste vis i de lige gader. Et menneskehav uden lige stod placeret langs ruten. Især omkring Landsoldatpladsen og Rådhuspladsen var interessen for at se Dronningen stor.

Turen gik derefter ind på rådhuset, hvor H.M. Dronningen modtog et emblem som gave fra Fredericia Kommune. Kareten blev skiftet ud med en Bentley, der holdt og ventede på Dronningen uden for rådhuset.

Kursen blev sat for at se forskellige steder i Fredericia. Første stop var på Kirstinebjergskolen ved Indre Ringvej. Derefter var det tid til frokost i Eksercerhuset. Efter frokosten gik turen igen uden for voldene. Destinationen var Everfuel, hvor majestæten skulle høre om den grønne omstilling, som hun ifølge beretningerne er særdeles interesseret i.
Resten af dagen tilbragte H.M. Dronningen i centrum. Det blev til et sneak peek af den kommende premiere på Fredericia Musicalteater, “Charles’ Tante”. Dette overværede majestæten med en række inviterede gæster, inden turen gik videre til Kongens Punkt, hvor hun blev taget imod af Peter Cederfeld fra Realdania.

Turen gik derefter tilbage til Kongeskibet Dannebrog. Klokken 19:30 var der middag for de inviterede på skibet, inden Dronningens visit i Fredericia blev afsluttet med et festfyrværkeri som kulmination på en begivenhedsrig dag i Fredericia.
FC Fredericia sprudlede i anden halvleg og vandt
Effektive indskiftninger blev afgørende for FC Fredericia, som fredag vandt 2-0 efter en første halvleg, hvor spillet ikke var i top.
FC Fredericia er inde i en god stime. Ikke siden den 11. august på hjemmebane mod Hillerød har FC Fredericia indkasseret mål. Stimen fortsatte mod Vendsyssel, men det holdt hårdt. Det så nemlig ikke prangende ud for FC Fredericia i første halvleg.
De kreative spillere, Gustav Marcussen og Emilio Simonsen, fandt ikke deres fodfæste, og Mikkel Wohlgemuth kunne ikke få sat sig igennem fysisk som modpol til eksempelvis Ayo Simon Okosun, som er et midtbanemonster uden lige.
Vendsyssel var tæt på efter 13 minutter, da de havde et nærgående hovedstød forbi Valdemar Birksøs mål, men FC Fredericia slap med skrækken. I stedet var Marcussen tæt på at bringe FC Fredericia i front efter 23 minutter, da han trykkede af fra kanten af feltet, men bolden gik forbi det lange hjørne.
Hjemmeholdet overtog spillet og dominerede FC Fredericia i den sidste del af første halvleg. Det var lige ved at kaste et mål af sig efter 41 minutter. Tårnhøje Lasse Steffensen fik bolden på kanten af det lille felt og bragede bolden på træværket. Ind gik bolden ikke, og FC Fredericia slap dermed med skrækken efter en første halvleg, som Vendsyssel dominerede.

I anden halvleg forsøgte FC Fredericias cheftræner, Mikkel Hansen, at ændre kampen til hans holds fordel. I det 56. minut fik Lundrim Hetemi debut for FC Fredericia, da han afløste Mikkel Juhl. Otte minutter senere skiftede Hansen igen ud. Denne gang forlod Frederik Christensen, Gustav Marcussen og Sofus Berger banen. Ind kom Nicklas Røjkjær, Tobias Bach og Nicolaj Ritter.
Der var ikke gået et minut, før Ritter kom i fokus. Adam Jakobsen fik bolden i højre side og smækkede bolden ind i feltet. Ritter var gået med frem, og med ydersiden af foden udplacerede han Vendsyssel-keeper Marcus Bundgaard og sendte FC Fredericia i ekstase.
Målet gav FC Fredericia blod på tanden. Flere gange havde holdet chancen for at lukke kampen. Blandt andet med et kvarter igen, da Tobias Bach tog et raid ind i feltet og spillede Nicklas Røjkjær, som med en dribling kom fri og afsluttede med venstre, men Bundgaard reddede forsøget.
I slutningen af kampen kastede Vendsyssel alt frem, men lige lidt hjalp det. FC Fredericia fik bagrum at spille i, og det udnyttede Emilio Simonsen i det 92. minut. Først spillede han Frederik Carstensen i dybden, og siden løb Simonsen selv med ind i feltet. Carstensen afdriblede Carl Lange og spillede Simonsen, som bankede bolden op i nettaget til slutresultatet 2-0.

Med sejren er FC Fredericia nu på tredjepladsen og har et enkelt point op til Sønderjyske på førstepladsen. Nu venter en landsholdspause forude, inden FC Fredericia skal i kamp i NordicBet Ligaen igen den 17. september hjemme mod FC Helsingør. Der venter dog en pokalkamp ude mod Dalum den 6. september.
Kampfakta
Vendsyssels opstilling:
Marcus Bundgaard
Rune Frantsen – Mathias Greve – Omar Jebali – Emil Nielsen
Oskar Ohlenschlaeger – Ayo Simon Okusun – Carl Lange
Lucas Jensen – Lasse Steffensen – Oscar Buch
FC Fredericia opstilling:
Valdemar Birksø
Mikkel Juhl – Mikkel Fischer – Jesper Juelsgård – Frederik Christensen
Mikkel Wohlgemuth – Gustav Marcussen
Sofus Berger – Emilio Simonsen – Frederik Carstensen
Adam Jakobsen
Mål:
66 minutter: 0-1, Nicolaj Ritter, FC Fredericia
92 minutter: 0-2, Emilio Simonsen, FC Fredericia
Mange flere på seniorpensionsordningen end ventet
Siden seniorpension blev indført i 2020, har aktiviteten været stigende. Regeringen forventer nu 12.000 flere seniorpensionister end tidligere skønnet, når ordningen er fuld indfaset.
Med seniorpensionsordningen kan nedslidte borgere ud fra en individuel vurdering trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet seks år før andre.
Skønnet for, hvor mange der vil være på ordningen, er løbende – og senest i forbindelse med finanslovsforslaget for 2024 – blevet opjusteret. Da ordningen blev indført, forventede man, at der ville være ca. 18.000 seniorpensionister fuldt indfaset. Nu forventes det at være ca. 12.000 personer mere – altså ca. 30.000 personer.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
-Vi har set en markant højere tilgang af borgere til seniorpensionsordningen, end man forventede, da man lavede ordningen. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at lempe reglerne, som nogle nu foreslår. Tværtimod er det i seniorpensionsaftalen aftalt, at der skal findes ny finansiering, hvis forbruget er væsentligt større end forudsat. Derudover skal man ifølge aftalen i løbet af 2023 se, om ordningen fungerer efter hensigten.
-Der har helt generelt været stor politisk debat og uenighed om hele tilbagetrækningsområdet. Derfor er regeringen positivt indstillet i forhold til at drøfte forslag, der kan øge beskæftigelsen blandt seniorer og skabe ro om mulighederne for tidlig tilbagetrækning.
DI om finanslovsforslag: Stærkt fokus på erhvervsuddannelser og iværksætteri
Dansk Industri havde dog gerne set konkrete skattelettelser allerede i 2024, hvor særligt manglen på bedre vilkår for generationsskifte og forskning og udvikling er udtalt
Der er er overordnet smil på læberne i Dansk Industri (DI) efter finansminister Nicolai Wammen (S) flankeret af økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har præsenteret regeringens forslag til en finanslov for 2024. I erhvervsorganisationen er der glæde over mange af de tiltag, der er med, men også skuffelse over forslag, der ikke har klaret cuttet til regeringens finanslovskatalog.
-Regeringen rammer hovedet på sømmet, når erhvervsuddannelserne får et massivt tilskud frem mod 2030. Manglen på arbejdskraft er et af de allerstørste problemer i fremtiden, og særligt kommer vi til at mangle flere faglærte, når vi skal gennemføre den grønne omstilling, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.
Han roser også, at der kommer flere midler til iværksætteri.
-Det er helt nødvendigt med bedre forhold for iværksættere, hvis Danmark skal være et af de bedste lande at starte og udvikle virksomhed i. Det kræver politisk fokus og økonomisk prioritering, og for at gøre det attraktivt at investere i iværksættervirksomheder kunne man med fordel begynde med at sænke aktie- og kapitalbeskatningen og løse problemet med lagerbeskatning ved børsnoteringer, siger DI-direktøren.
Han har også pæne ord til, at regeringen har prioriteret penge til at fjerne sagspuklerne ved domstolene og styrke udenrigstjenesten
Fradrag forsvandt
DI havde dog gerne set, at der var initiativer i finanslovsforslaget, der prioriterede en styrkelse af Danmarks konkurrencekraft med bedre vilkår for generationsskifter og forskning og udvikling (FoU).
-Det er helt oplagt at få genindført FoU-fradraget på 130 pct. og at få styrket vilkårene for generationsskifte, for på begge områder halter vi efter andre lande i EU og OECD. Regeringen har hele tiden haft det i regeringsgrundlaget, og det er skuffende, hvis ikke der snart bliver slået søm i det, siger Lars Sandahl Sørensen.
-Der er brug for en snarlig løsning af de massive problemer ved generationsskifte, så familievirksomhederne ved, hvordan de står, når forretningen skal drives videre af næste generation, og at vi igen får konkurrencedygtige vilkår for forskning og udvikling, siger Lars Sandahl Sørensen.
Ingen ny arbejdskraft
Han er ikke imponeret af, at regeringen vil bruge 3 mia. kr. på lønforhøjelser i stedet for målrettede skattelettelser, der bl.a. kan øge det økonomiske incitamentet til, at offentligt ansatte som sygeplejersker og lærere på deltid til vil arbejde mere.
-Vi håber stadig, at partierne vil se på at lempe personskatterne og selskabsskatten allerede i 2024. På den måde kan vi med det samme få sat gang i processen med at øge arbejdsudbuddet, som regeringen selv ønsker, siger Lars Sandahl Sørensen.
DI understreger, at det også er mere fordelagtigt at bruge penge på skattelettelser, da det skubber klart mindre på aktiviteten og inflationen end offentligt forbrug.








































