Nyt rekordår for hastighed på motorvejene

0

Vejdirektoratets hastighedsbarometer viser, at der er sat ny rekord for laveste hastighed på motorvejene.

Danskerne er blevet mere tilbageholdende med at sætte foden på speederen, når de kører på motorvej.

Nye tal fra Vejdirektoratets hastighedsbarometer viser, at den gennemsnitlige hastighed på motorvejene fortsætter med at falde, og at der for andet år i træk er sat ny rekord. Vejdirektoratet har ikke registreret en lavere gennemsnitsfart på motorvejene, siden man begyndte at opgøre hastigheden på forskellige vejkategorier tilbage i 2002.

– Det er en smule overraskende, at hastigheden fortsætter med falde, når man tænker på, at det var inflationen og de stigende brændstofpriser, som satte gang i denne strømning. Mange sænkede farten for, at brændstoffet skulle række længere, men efterfølgende har samfundsøkonomien været i fremgang, og derfor kunne man tro, at der ville ske en stagnation. Men der bliver fortsat kørt 2-3 km/t langsommere end i årene før inflationen, så måske har de gode sparevaner simpelthen bidt sig fast. Der er nemme penge at spare, og for samfundet er der gevinster at hente for miljø og trafiksikkerhed, siger Niels Moltved, projektleder i Vejdirektoratets afdeling for trafikstatistik.

Så ”langsomt” kørte vi i 2023

Tallene viser, at der på motorveje med en hastighedsgrænse på 130 km/t er blevet kørt med en gennemsnitlig hastighed på 118,1 km/t, mens der på motorveje med en hastighedsgrænse på 110 km/t er blevet kørt med en gennemsnitlig hastighed på 110,7 km/t.

Det er en smule langsommere end året før, hvor der blev kørt med henholdsvis 118,5 og 111,6 km/t – og hvor den hidtidige bundrekord blev sat.

Hastighedsbarometret viser, at tendensen med at køre langsommere for alvor begyndte i februar 2022, da priserne på benzin og diesel tog et ordentligt nøk opad. Mange fandt ud af, at de kunne spare lidt brændstof, hvis de sænkede farten, og nu ser hastighederne ud til at have stabiliseret sig på et generelt lavere niveau end før inflationen.

Tidligere beregninger fra Vejdirektoratet viser, at mange pendlere forholdsvist nemt vil kunne spare flere hundrede kroner om måneden ved at sænke hastigheden på motorvejene – hvis de da kan leve med, at de dermed kommer et par minutter senere frem.

Mange parametre i spil

Når mange bilister vælger at sænke farten, så er det klart, at brændstofpriserne og de gældende hastighedsgrænser spiller en væsentlig rolle. Men der er også andre parametre. Det kan være trængsel, vejret, omfanget af dagslys og bilisternes økonomi. Det tager Vejdirektoratet højde for ved kun at sammenligne de samme strækninger på den samme tid af året og i perioder uden trængsel.

I 2023 var der rekordmange nedbørsdage. Det er et eksempel på en parameter, som kan have fået os til at løfte foden lidt fra speederen. Vejdirektoratet kan dog ikke sige, hvor meget de store nedbørsmængder har påvirket hastighederne.

Endelig kan det stigende antal elbiler også have påvirket hastighederne i en nedadgående retning – for eksempel på grund af rækkeviddeangst.

Er du i øvrigt interesseret i gode råd til, hvordan du optimerer din brændstoføkonomi og kører længere på literen, så besøg Vejdirektoratets kampagne ”Spar penge på vejen” fra 2022. Den indeholder ti sparetips til bilister.

Crossbridge Energy renser og vedligeholder fra 28. februar   

0

Crossbridge Energy Raffinaderiet i Fredericia lukker fra den 28. februar 2024 flere af anlæggene i processen ned på grund af et planlagt rense- og vedligeholdelsesarbejde.

Dette betyder, at raffinaderiet vil køre med nedsat kapacitet. Der vil derfor forekomme mere flaring i perioder, som vil kunne ses som en større flamme fra flammetårnet, og der vil også kunne ses mere røg fra raffinaderiets skorstene end normalt.

Vedligeholdelsesarbejdet betyder også, at der dagligt vil være flere eksterne leverandører, som gæster raffinaderiet. Der vil være tale om mere end 125 håndværkere og specialister, som vil hjælpe til med de forskellige arbejdsopgaver. Dertil kommer omkring 130 af Crossbridge Energys egne medarbejdere, som i perioden er dedikerede til arbejdet.

Første skridt i vedligeholdelses- og rensearbejdet er at køle procesanlæggene ned og få dem tømt for produkter og klargjort til, at der kan udføres vedligeholdelsesarbejde. Arbejdet vil foregå i døgndrift.

Potentielt vil der i perioden kunne opstå lugt. Raffinaderiet vil dog driftsmæssig forsøge at imødegå dette ved at omlægge produktionsprocedurer, mens rense- og vedligeholdelsesarbejdet står på.

Raffinaderiet beskæftiger ca. 270 faste medarbejdere og producerer omkring 35 procent af forbruget af flydende brændstoffer i Danmark.

Crossbridge Energy Raffinaderiet i Fredericia er verdens næst-mest energieffektive raffinaderi og nr. 1 i Europa. Blandt andet er raffinaderiet Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme og leverer hvad der svarer til mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme – og det er blandt andet også nogle af de store varmevekslere til denne overskudsvarme-udnyttelse, som skal renses.

Efter ni år: Tigerunge født i ZOO

0

For præcis tre uger siden blev en lille unge født i tigeranlægget i ZOO. Først nu kan ZOO melde ud, at alt går godt med den lille unge.

Både dyrlæger og dyrepassere havde faktisk opgivet håbet.

For han-og huntigeren havde gået sammen i udeanlægget siden 2022, hvor hannen ankom til ZOO. Dengang var forventningen, at der hurtigt ville komme unger.

Men intet skete.

Og da hunnen efterhånden var blevet 11 år, hvilket er gammelt i tigerår. Så tænkte man i tigerteamet, at løbet var kørt.

Dog blev der spottet en parring i slut oktober. Så da huntigeren pludselig ændrede adfærd præcis 3,5 måneder efter, hvilket er drægtighedsperioden for en tiger, kunne man alligevel tillade håbet at vende tilbage.

-Vi havde trænet hende gennem flere uger til at ligge ned og blive drægtighedsscannet, da vi havde en fornemmelse af, at der måske kunne være unger. Det er dog meget svært at se på et rovdyr, da fostret er meget småt. Men nærmest fra det ene øjeblik til det andet, ville hun slet ikke lege med og gøre det, vi havde øvet. Vi kender dyrene rigtig godt, så vi blev da ekstra opmærksomme, fortæller dyrepasser i rovdyrsafdelingen Zaco Sonne.

Små skrig fra hulen

Morgenen efter kunne dyrepasserne høre nogle anderledes lyde inde fra huntigeren.

Rent praktisk er den del af tigeranlægget, som er indenfor, indrettet sådan, at han- og huntigeren bor hver for sig. De har hver en slags ”privat hule” inde bag i anlægget, hvor de kan trække sig tilbage. Det var således inde fra hulen, at man kunne høre små skrig.

-Vi dyrepassere går jo ikke ind til tigrene og har kun adgang til deres anlæg, hvis dyrene befinder sig udenfor, siger Zaco Sonne og fortsætter: 

– Derfor kunne vi ikke komme til at se, hvad der skete derinde. En tigerunge vejer kun 700 gram og er helt hjælpeløs, når den bliver født. Der kan derfor ske meget i de første dage, hvis den ikke er stærk nok, eller moderen ikke er i stand til at tage sig af den. Desuden ville vi selvfølgelig også give mor og unge få ro til at vænne sig til hinanden, lyder det fra dyrepasseren, der har beskæftiget sig med rovdyr igennem de seneste 24 år.

Kort sundhedstjek

Der gik derfor nogle dage før rovdyrsteamet kunne få moderen lokket væk fra hulen et kort øjeblik.

-Der lå faktisk to unger og gemte sig i halmen. Den ene viste sig dog at være født med svær ganespalte og var død, fortæller Zaco Sonne.

På den raske unge kunne man lave et kort sundhedstjek. Det viste heldigvis, at ungen var sund og rask og i god trivsel. På nuværende tidspunkt vejer den omkring 2,5 kilo og kan forsigtigt møve sig lidt rundt.

– Vi ville gerne være helt sikre på, at ungen havde det godt, før vi meldte noget ud omkring den. Det er jo ni år siden, vi sidste havde en tigerunge i ZOO, så det er en stor ting for os. Derfor er vi virkelig glade for, at vi nu kan dele det med omverdenen, lyder det fra den erfarne dyrepasser.

Det er håbet, at ungen om et par uger vil kunne ses af gæsterne gennem ruden ved tigeranlægget. Dyrpasserteamet håber desuden, at det bliver muligt, at hele tigerfamilien kan samles i udendørsanlægget, når foråret nærmer sig.

-Vi håber at gæsterne vil væbne sig med tålmodighed på at se den lille unge udenfor i anlægget, da der formentlig vil gå et par måneder. Til gengæld bliver det et vidunderligt syn, når den kommer ud for første gang, slutter Zaco Sonne.

FAKTA:

Mor:

Huntigeren er født i ZOO 18. april 2013.

Far:

Hantigeren er fra Frankrig og kom til ZOO i marts 2022. Han er også fra 2013.

Avl:

Tigerungen vil blive en del af det Europæiske avlsprogram for den sjældne amurtiger. Det anslås, at der er færre end 500 af disse tigre tilbage i naturen. I avlsprogrammet er der lige nu 130 hantigre og 150 huntigre. Der er født 27 unger i avlsprogrammet indenfor de sidste 12 måneder.

Parring:

Tigre lever alene hele deres voksne liv og vil det meste af tiden befinde sig langt fra hinanden. Hantigere har typisk større territorier end huntigre og hannens område overlapper derfor typisk flere hunners. Når en hun er i brunst, markerer hun sit område med en anden duft, som hannen så reagerer på.

Også for huntigeren er urinens duft fuld af information, og hunnerne kan tilsyneladende ved at lugte til hannens duftmarkeringer vurdere om det er en han, der er værd at få unger med. Man har således set stor forskel i hunners adfærd alt efter hvem, de lugter tis fra. Hunnen kan agere parringsklar ved noget urin, og virke helt indifferent ved andet.

Ægløsningen sker -som hos andre kattedyr- først ved parringen, hvilket er praktisk, når man lever alene og ikke kan være sikker på, hvornår en partner dukker op.

52-årig kvinde kørte fuld under køretime

0

I en bemærkelsesværdig hændelse i Assens har Fyns Politi sigtet en 52-årig kvinde fra Middelfart Kommune for spirituskørsel under en køretime. Episoden fandt sted den 26. februar 2024 klokken 08:20 på Østergade i Assens.

Ifølge politirapporten blev kvinden stoppet af sin kørelærer efter 10-15 minutters kørsel, da kørelæreren formodede, at kvinden var påvirket af alkohol. Efter at have stoppet køretøjet tilkaldte kørelæren straks en politipatrulje til stedet.

Ved politiets ankomst blev den 52-årige kvinde anholdt og taget med til en nærmere undersøgelse, hvor hun skulle afgive en blodprøve for at fastslå hendes nøjagtige promille.

DF: Lav prøveperiode med sivegader

0

Dansk Folkeparti i Fredericia ser gerne, at man laver Danmarksgade og Vendersgade i Fredericia til sivegader. Samtidig vil partiet have, at man husker Gothersgade som helhed, og ikke kun har fokus på den sydlige del af gågaden.

Debatten om midtbystrategien er i fuld gang. Dansk Folkepartis byrådsgruppe bestående af Susanne Eilersen og Palle Dahl mener, at der er gået for lang tid uden handling med en midtbystrategi. De vil hellere have, at der tages en beslutning i dag end i morgen, da butikkerne i flere år har ventet på, at der skal ske noget.

En analyse af firmaet Grandville er blevet foretaget, og i den er der anbefalinger, som man arbejder med i Teknisk Udvalg. I den er der såkaldte udviklingszoner, der er Vendersgade, Danmarksgade og den nordlige del af Gothersgade. Dansk Folkeparti er enige i, at der skal udvikles i Danmarksgade og Vendersgade, men ikke i den nordlige del af Gothersgade.

– Det vil betyde, at der vil komme ledige butikslokaler i den del af gågaden, da butikkerne så vil flytte. Tilbage vil der stå tomme lejemål, og det skal der ikke. Der har været forslag om, at man kan lave beboelse i stueetagen i gågaden, men det synes vi ikke om. Hvem gider have, at man kan kigge lige ind i ens dagligstue fra gågaden? Det er vi imod. Vi ser Gothersgade som en helhed og én stor handelsgade, siger Palle Dahl, der sidder i Teknisk Udvalg, som behandler sagen med bymidtestrategi.

I dag er der pullerter, hvor Danmarksgade og Vendersgade mødes. De skal væk, hvis det står til Dansk Folkeparti, som gerne ser begge gader laves om til sivegader. Foto: AVISEN

Palle Dahl er til gengæld åben for at lave tiltag i både Danmarksgade og Vendersgade.

– Det ligger i ordet udvikling, at man kan prøve noget nyt. Vi synes derfor, at man i en to-årig periode kan prøve at lave Danmarksgade og -Vendersgade til sivegader. Det vil afhjælpe en problematik med, at trafikken ledes rundt om bymidten og væk fra butikkerne. Det vil også åbne op for, at man kan komme fra Riddergade og ind i Danmarksgade med bil, og dermed endnu tættere på butikkerne. Som det er lige nu, så skal man vide, hvor gågaderne er, hvis man kommer kørende ind til byen, da man kører væk fra dem og hen forbi politistationen, hvis man kommer den vej fra. Det er ikke særlig optimalt, siger Dahl og fortsætter:

– Samtidig med, at vi gør de to gader til sivegader, så kan man tage granitten op og lægge asfalt på, og lave 30 minutters parkeringsbåse ude i siden. Granitten kan man tage op og flytte ned til den sydlige del af Gothersgade eller bruge den til at fjerne randen på midten af gågaden. Randen er til gene for kørestolsbrugere og barnevogne, så kan man slå to fluer med et smæk. I forbindelse.

Noget af det, som butikkerne og borgerne flere gange har nævnt, er muligheden for gratis parkering tæt på butikkerne. Der ser Palle Dahl en mulighed bag rådhuset på den store parkeringsplads, der pt. er en betalingsparkering.

– Ofte er den ikke særlig benyttet, og det er ærgerligt. Det kunne gavne butikkerne, hvis man prøvede af at lave den til gratis parkering fra fredag klokken 12:00 og frem til mandag klokken 09:00. Det vil gøre, at man kan holde meget tæt på handelsgaden, når man skal ind og handle i vores butikker, siger Palle Dahl.

Middelfart Kommune køber en del af Middelfart Sygehus

0

Etableringen af et nærhospital i Middelfart er nu kommet et stort skridt nærmere. Middelfart Kommune har nemlig købt en del af sygehuset i Middelfart. Dermed ejes sygehuset både af region og kommune, som sammen vil indrette Middelfart Nærhospital i sygehusbygningerne.

Middelfart Kommune og Region Syddanmark har de seneste år samarbejdet om at oprette et nærhospital i de bygninger, der indtil nu har rummet Middelfart Sygehus. Et nærhospital med fokus på sammenhæng i borgernes forløb – på tværs af fysiske såvel som psykiske sygdomme – og et nærhospital, der giver mere nærhed og mindre transporttid for borgerne.

Nu er realiseringen af nærhospitalet kommet et skridt nærmere. Både regionsrådet og byrådet har nemlig godkendt Middelfart Kommunes køb af godt og vel en fjerdedel af sygehusets bygninger svarende til godt 4.000 kvadratmeter. Prisen er cirka 23,3 millioner kroner, og region og kommune vil sammen eje og drive det fælles nærhospital.

Tilbud dør om dør styrker samarbejdet

Regionsrådsformand Bo Libergren (V) er glad for, at handlen nu er faldet på plads:

– Vi glæder os til at komme i gang med at indrette nærhospitalet sammen med kommunen og til at bringe vores mange erfaringer med sundhedshuse i spil. Blandt andet ved vi, at det styrker samarbejdet om patienterne på tværs af fagene, når de forskellige sundhedstilbud bor dør om dør. Det ser vi frem til.

Også borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd (S) glæder sig til, at nærhospitalet står klar til at modtage patienter og borgere:

– På Middelfart Nærhospital kan vi møde borgerne tidligere i deres sygdomsforløb, forebygge bedre og skabe tilbud, som er differentierede og fokuseret på de borgere, der har størst behov. Dermed er vi i Middelfart Kommune med til at tegne stregerne for fremtidens sundhedsvæsen med Danmarks første nærhospital, der ser dagens lys, og som vi er stolte af.

– Middelfart Nærhospital styrker tilbuddene til de mange – dem med en eller flere kroniske sygdomme, de skrøbelige ældre og mennesker med psykiske lidelser. Borgerne understøttes herudover i at mestre deres eget liv med en eller flere sygdomme og inddrages langt mere i eget forløb, mens behandlingen tilbydes tættere på hjemmet, siger borgmesteren.

Nogle funktioner bliver – andre kommer til

Nærhospitalet i Middelfart kommer blandt andet til at indeholde kommunale rehabiliteringspladser samt kommunal sundhedsklinik, akutsygepleje, kommunale akutpladser og sundhedspleje.

Regionale tilbud som røntgen, blodprøvetagning, høreklinik, jordemoderkonsultation, smerteklinik og lægevagt bliver boende og kommer til at indgå som en del af nærhospitalet. Med inspiration fra sundhedshuse som dem i Haderslev og Brørup er der derudover blandt andet planer om at oprette et regionalt daghospital, som via eksempelvis medicinske funktioner kan være med til at hjælpe og behandle nogle af de borgere med kroniske sygdomme og ældre borgere, der ellers har mange transporter til sygehuse længere væk.

På det psykiatriske område flytter både den regionale lokalpsykiatri og kommunale socialpsykiatriske tilbud ind på nærhospitalet, som derudover kommer til at rumme regionens Afdeling for Traume- og Torturoverlevere, som i dag har til huse i Vejle og Odense.

For at give plads til de mange sundhedstilbud flytter det regionale rygcenter fra Middelfart Sygehus ind i nye, moderne rammer på Kolding Sygehus. Det forventes at ske i juni 2024. Derefter kan ombygningen og klargøringen af lokalerne på sygehuset i Middelfart gå i gang.

Åbent hus i juni

Region og kommune planlægger at holde et åbent hus-arrangement i juni, hvor alle interesserede borgere kan kigge forbi og få en præsentation af de tilbud, nærhospitalet kommer til at rumme.

Det er forventningen, at nærhospitalet er klar til at åbne i efteråret 2024 – dog vil nogle af de nye funktioner først flytte ind i 2025. De funktioner, som allerede er på sygehuset, vil være åbne for borgerne i hele perioden – også under ombygningen.

41-årig kom på sygehuset efter overfald

0

Mandag aften, omkring kl. 22:00, blev Bredgade i Kolding skueplads for en voldelig konfrontation, der resulterede i, at en 41-årig mand måtte indlægges på sygehuset med overfladiske skader.

Politiet er i fuld gang med at efterforske omstændighederne bag denne hændelse for at klarlægge, hvad der præcist skete.

Ifølge de første rapporter blev den 41-årige mand angrebet i det, der synes at være en isoleret episode. Offeret blev hurtigt transporteret til sygehuset, hvor han blev behandlet for sine skader.

Tyveri udviklede til røveri

0

I en hændelse mandag eftermiddag kl. 15:45, eskalerede et butikstyveri i Føtex på Helligkorsgade i Kolding til et fuldbyrdet røveri med trusler og vold.

Gerningsmanden, en 32-årig mand, er blevet anholdt af politiet, som nu arbejder på at afgøre, om han skal fremstilles i retten.

Hændelsen udspillede sig i det travle supermarked, hvor hvad det begyndte som et butikstyveri, men hurtigt udviklede sig til et røveri. Den 32-årige mand truede personalet med vold, hvilket skabte frygt og panik blandt både ansatte og kunder.

Politiets hurtige indsats førte til anholdelsen af gerningsmanden, som nu sidder i varetægt, mens der træffes beslutning om videre retslige skridt.

68-årige mand var afkølet efter redningsaktion

0

Sydøstjyllands Politi er kommet med en opdatering i sagen om hundelufteren, der skred ned ad en skrænt i Trelde mandag aften.

I en dramatisk vending mandag aften blev TrekantBrand kaldt ud til en redningsaktion i Trelde, hvor en hundelufter havde fundet sig i en farlig situation efter at være gledet ned ad en skrænt. Udrykningskøretøjer fra Fredericia ankom til stedet med stor opmærksomhed fra lokalsamfundet, ivrige efter at sikre mandens sikkerhed.

Ulykken fandt sted tæt på Trelde Næs, umiddelbart før området ved campingpladsen, hvor en 68-årig mand fra lokalområdet var ude at gå tur med sin hund. I et uheldigt øjeblik gled han ned ad skrænten, hvilket nødvendiggjorde en øjeblikkelig redningsaktion.

På stedet var der indsatsledelse fra politiet samt adskillige udrykningskøretøjer for at varetage redningsaktionen. Vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi forklarede, at det var mere praktisk at evakuere manden ved hjælp af en båd end at forsøge at få ham op ad skrænten igen.

Politiet er tirsdag kommet ned en opdatering, hvor de oplyser, at den 68-årige mand, efter at være blevet reddet, var lettere afkølet men ellers uden større skader. Han blev tilset af sundhedspersonale på stedet og kunne senere på aftenen vende tilbage for at hente sin bil og hund.

DMI: Forårsvejret er på vej

0
Træerne springer snart ud i smukke farver (Foto: Alberthe Berg)

Danmarks Meteorologiske Institut har fremlagt en vejrudsigt, der lover en interessant blanding af forårsvejr for de kommende dage. Selvom skyerne vil dominere himlen og der indimellem vil falde lidt regn, er der gode nyheder for dem, der længes efter varmere dage. Temperaturen er på en langsom opadgående kurve, og når weekenden nærmer sig, kan vi forvente, at termometeret viser to-cifrede varmegrader.

Dog er det ikke alle, der vil kunne nyde godt af denne temperaturstigning i samme grad. Det kølige havvand spiller en afgørende rolle for temperaturforskellene i landet, særligt i de kystnære områder. Påvirkningen fra det kolde hav betyder, at dem, der bor nær kyster med pålandsvind, ikke vil opleve meget mere end 6 til 8 graders varme. Det er en tydelig påmindelse om, hvordan geografisk placering kan påvirke vores lokale vejrforhold.

Interessant nok vil vinden i weekenden skifte retning og komme fra det sydøstlige hjørne af landet. Dette skifte betyder, at de varmeste temperaturer vil være at finde længst væk fra de kølige kystområder. Det er således i de indre og sydøstlige dele af landet, at man kan forvente de mest forårsagtige temperaturer.

Selvom nattefrosten vil holde en pause, er det dog for tidligt at antage, at vi har set det sidste til den for denne sæson. DMI’s vejrudsigt minder os om, at foråret i Danmark kan være både omskifteligt og uforudsigeligt. Mens vi ser frem til de lunere dage, er det altså klogt ikke at pakke vinterjakken alt for langt væk endnu.