Venstre sparkede EU-debatten i gang i Kolding

0

Godt 200 engagerede borgere var tirsdag eftermiddag mødt op på IBC Innovationsfabrikken i Kolding for at høre Troels Lund Poulsen (V), Pia Olsen Dyhr (SF) og Morten Messerschmidt (DF) krydse klinger i en debat om de politiske prioriteter til det kommende Europa-Parlamentsvalg, der bliver afholdt 9. juni.

Under sloganet ”Et stærkt Danmark i et sikkert Europa” havde Venstre tirsdag inviteret koldingenserne til europapolitisk debat som opvarmning til det nært forestående Europa-Parlamentsvalg.

På scenen kunne publikum høre tre veloplagte partiledere, Troels Lund Poulsen (V), Pia Olsen Dyhr (SF) og Morten Messerschmidt (DF), fortælle om deres partis respektive mærkesager til det kommende EP-valg.

Fra scenen lagde forsvarsminister og Venstre-formand, Troels Lund Poulsen, blandt andet vægt på, at EU-medlemskabet er en stor gevinst for et lille land som Danmark, og at store grænseoverskridende problemer bedst løses i fællesskab. For kun i fællesskab med andre EU-lande har Danmark en mulighed for at løse store udfordringer som migration fra Afrika og de klimaforandringer, der presser os som samfund, sagde Lund Poulsen.

Han pointerede også, at Danmark er blandt de lande, der har støttet Ukraine allermest, og han opfordrede derfor de øvrige EU-lande til at øge deres støtte til Ukraine.

Der var under debatten god stemning, mange grin og nogle velplacerede stikpiller fra de tre partiledere, der kom omkring emner som, hvordan man bremser migrationen fra Afrika, hvordan man styrker den europæiske økonomi, og hvorvidt Danmark skal gøre som Storbritannien og forlade EU, som Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti ønsker.

Her advarede Troels Lund Poulsen kraftigt imod, at Danmark går den vej, for den beslutning har på mange områder kostet Storbritannien dyrt.

Valget til Europa-Parlamentet bliver afholdt søndag d. 9. juni, men hvis du gerne vil nyde søndagen uden at tænke på et valg, så har du allerede nu muligheden for at brevstemme.

En aften med Edmund de Waal og Axel Salto på CLAY

0

Torsdag d. 30. maj byder CLAY Keramikmuseum på en spændende samtale om Edmund de Waal og Axel Saltos forfatterskaber. 

De to kan pt opleves på CLAY i udstillingen Playing with Fire: Edmund de Waal and Axel Salto, hvor Edmund de Waal som kunstner og kurator viser nye sider af Saltos virke – blandt andet ved at have fokus på det skrevne ord. 

Oversætter og forstander for Johan Borups Højskole Bjørn Bredal vil føre os ind i de Waals eget forfatterskab med særligt fokus på bøgerne Haren med de Ravgule Øjne og Breve til Camondo, hvori de Waal undersøger sporene af sin egen jødiske slægtshistorie. 

Bredal har som oversætter af sidstnævnte fået et dybt kendskab til de Waals forfatterskab, der også omfatter bogen The White Road om porcelænet – de Waal foretrukne materiale – og dets vej til Europa. Denne bog er endnu ikke oversat til dansk.  

Bredal vil være i samtale med Sanne Flyvbjerg, som har arbejdet tæt sammen med Edmund de Waal og formidlet mange af Saltos tekster for ham i forbindelse med udviklingen af udstillingen. Vejen ind i det kuratoriske arbejde er nemlig gået igennem Saltos forfatterskab, som har dannet baggrund for de Waals forståelse af Saltos livsværk. 

Sanne Flyvbjerg er medforfatter til bogen Playing with Fire, som blev udgivet i forbindelse med åbningen af udstillingen på CLAY. Til bogen har Edmund de Waal skrevet et nyt essay, der bedst kan betegnes som et brev til Salto, hvori han fører en samtale med sin danske kollega om kreativitet, angst, leg og de uendelige metamorfoser, der findes i arbejdet med leret. I samtalen vil Bredal og Flyvbjerg også komme omkring denne nye udgivelse og dens tekster.

Arrangementet finder sted i Café CLAY 30. maj fra kl. 17-18.30.   

Billetter á 50 kr. 

Der er halv pris på indgangsbilletten til museet i forbindelse med arrangementet. Bemærk: Museet lukker kl. 17. 

Om aftenens samtalepartnere:

Bjørn Bredal er forstander for Johan Borups Højskole ved Frederiksholms Kanal i København. Forfatter, oversætter og journalist. Tidligere kulturredaktør på Weekendavisen og Politiken. 

Bredal er cand.mag. i fransk og musik fra Københavns Universitet med studier i Paris (politisk videnskab) og Oxford (journalistik

Sanne Flyvbjerg er forfatter og kurator på CLAY Keramikmuseum. Desuden redaktør på udgivelsen Playing with Fire, som følger udstillingen på CLAY, udgivet på det norske forlag PRESS. 

Flyvbjerg er cand.mag i Litteratur- og Kunsthistorie fra Aarhus Universitet med studier i Stirling (Engelsk) og Tartu (Baltic Studies). 

Læs mere her: https://shop.claymuseum.dk/shop/boeger/17987/

thansen fortsætter vækstrejsen

0
CEO T. Hansen Gruppen, Bent Jensen. Foto: PR
CEO T. Hansen Gruppen, Bent Jensen. Foto: PR

thansen har igen leveret et stærkt årsregnskab med betydelig omsætningsfremgang og robust indtjening i 2023. CEO og grundlægger Bent Jensen fremhæver en imponerende stigning i koncernens samlede omsætning og introducerer samtidig en ny bestyrelse, hvor alle hans fire børn får plads. Med ekspansionsplaner i Danmark, Norge og Sverige står thansen stærkt i markedet og ser frem til endnu et år med vækst og udvikling.

Med 86 thansen-butikker i Danmark, 46 i Norge og 12 i Sverige driver T. Hansen Gruppen A/S nu i alt 144 butikker i de tre lande. Til næste år vil yderligere syv butikker åbne i Sverige og Norge, hvilket bringer det samlede antal op på 151 butikker ved årets udgang.

Bent Jensen fremhæver den betydelige vækst i omsætningen:

– Som det fremgår af vores femårsoversigt, har T. Hansen Gruppen A/S forøget omsætningen med lidt over 900 mio. kr. over de sidste fem år – og hele 317 mio. kr. fra 2022 til 2023, fortæller Bent Jensen.

Stor vækst i Norge

Investeringen og den senere ekspansion og vækst på det norske marked har også bidraget positivt til regnskabet i år. Siden købet af Torshov Bilrekvisita AS i januar 2017 har thansen AS gennemgået en betydelig transformation.

– Vi har også oplevet stor succes i Norge, hvor vi siden etableringen ved købet af Torshov Bilrekvisita AS i januar 2017, er thansen AS vokset markant. Efter ombygning og rebranding af de oprindelige 13 butikker er antallet af butikker nu oppe på 46, med planer om at nå 70 inden for de næste 3-4 år, og uddyber:

– Omsætningen er fra 2019 til 2023 steget med 569 mio. NOK – og næsten 200 mio. NOK fra 2022 til 2023. Vi ser også fortsat vækst i indeværende år, hvor vi pt. er ca. 35% foran samme periode i 2023, fortæller Bent Jensen. Den positive udvikling i Norge er et resultat af en stærk markedsposition og et konkurrencedygtigt sortiment.

Succes på B2B-marked

Et andet af Bent Jensens selskaber; AD Danmark A/S leverer reservedele til bilforhandlere og autoværksteder i Danmark. Selskabet blev etableret gennem opkøb af Mekonomen Danmark A/S’s grossistforretning i 2016 og Vestjysk Autodele A/S i 2017. I dag har AD Danmark A/S 38 afdelinger og ca. 200 varebiler, der leverer reservedele flere gange dagligt.

– Salget udvikler sig rigtig tilfredsstillende med en omsætningsvækst på næsten 250 mio. kr. i perioden 2019 til 2023, siger Bent Jensen. AD Danmark A/S fortsætter med at styrke sin position i det konkurrenceprægede marked for autodele.

Ny bestyrelse og stærkt fundament

Som øverste holdingselskab for koncernens selskaber har B.J. Holding Middelfart A/S indsat en ny bestyrelse i forbindelse med generalforsamlingen og aflæggelsen af årsrapporten for 2023. Advokat Henrik Møgelmose fra Kromann Reumert er blevet udnævnt som formand, og bestyrelsen inkluderer nu også Bent Jensen og hans fire børn.

Væksten fortsætter

Med den fortsatte ekspansion og stærke økonomiske resultater står thansen klar til yderligere vækst. – Vi ser frem til at åbne flere butikker og fortsætte med at levere kvalitetsprodukter og fremragende kundeservice. afslutter Bent Jensen.

Nøgletal for T. Hansen Gruppen A/S:

Omsætning forøget med 900 mio. kr. de sidste fem år
Omsætningen steg med 317 mio. kr. fra 2022 til 2023
Nøgletal for thansen AS (Norge):

Omsætningen steg med 569 mio. NOK fra 2019 til 2023
Omsætningen steg med næsten 200 mio. NOK fra 2022 til 2023
Væksten i omsætningen er ca. 35% foran samme periode i 2023
Nøgletal for AD Danmark A/S:

Omsætningsvækst på næsten 250 mio. kr. fra 2019 til 2023
Med en stærk strategisk position og fortsatte investeringer i vækst, står thansen godt rustet til fremtidige udfordringer og muligheder i markedet.

27-årig mand kunne ikke tage vare på sig selv

0

En 27-årig mand fra Kolding Kommune var meget fuld i Middelfart.

Det skete i mandags klokken 15:36 på Østre Hougvej i Middelfart, hvor den 27-årige mand blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han var så beruset og højtråbende, at han ikke kunne tage vare på sig selv.

Fjernvarmearbejde lukker Petersmindevej i en måned

0

Petersmindevej i erhvervsområdet i det nordlige Kolding vil være lukket for gennemkørsel i en måned. Lukningen sker som led i TVIS’ etablering af en ny stor forsyningsledning, der skal sikre fjernvarme til Almind, Vester Nebel, Ågård, Gravens, Viuf og industriområdet ved Kokbjerg.

Petersmindevej bliver lukket for gennemkørsel i løbet af næste uge og en måned frem på strækningen mellem Kokmose og Kokbjerg. I perioden henvises bilister til omkørsel via Kokmose-Kokbjerg. Berørte virksomheder på strækningen er informeret direkte om lukningen.

Cyklister kan stadig benytte Petersmindevej, men den nordgående cykelsti vil være lukket. I stedet omdannes den sydgående cykelsti ind mod byen midlertidigt til en dobbeltrettet cykelsti. Da cykelstien er ret smal, opfordres cyklisterne til at vise hensyn og køre forsigtigt.

Bybussen Linje 4 kører ad Petersmindevej og bliver derfor også berørt. Nærmere info vil fremgå på Sydtrafik.dk og i Rejseplanen, før arbejdet går i gang.

Nørreskovgårdsvej genåbnes

Hvornår Petersmindevej lukkes for gennemkørsel i næste uge afhænger af, hvornår arbejdet på Nørreskovgårdsvej er færdigt.

– Vores entreprenør arbejder på højtryk med at afslutte arbejdet på Nørreskovgårdsvej. Lige så snart de er færdige der, rykker de videre til Petersmindevej, oplyser projektleder Jens Fink fra TVIS.

Arbejdet på Nørreskovgårdsvej har flere gange været forsinket på grund af uforudsete problemer. Blandt andet har de store regnmængder tidligere på året fået grundvandet til at stå så højt, at entreprenøren har haft svært ved at arbejde i området på grund af mudder. Specielt opgaven med at føre den nye forsyningsledning under motorvejen har givet komplikationer, men nu lysner det.

– Jeg håber, at trafikanterne og ikke mindst beboerne i området har forståelse for, at arbejdet er trukket ud på grund af forhold, som vi ikke har indflydelse på. Nu får vi de sidste ting på plads, og så skal der lægges asfalt på Nørreskovgårdsvej, så vi kan genåbne vejen i løbet af næste uge, forklarer Jens Fink.

Den asfalt, som bliver lagt på, er ikke den endelige belægning. Den nye asfalt skal have tid til at sætte sig, og derefter bliver det endelig slidlag, som er helt jævnt og komfortabelt at køre på, lagt på til næste år.

Aggressiv mand blev vækket af vagt

0

En mand blev onsdag morgen vækket af en vagt på Odense Banegårdscenter. Vedkommende endte med at blive aggressiv.

Manden lå og sov ved nedgangen til spor 5 og 6, hvorfor vagten forsøgte at vække ham, men så blev manden aggressiv.

Derfor blev politiet kontaktet, og da de kom til stedet, råbte han: “Er du dum?” henvendt til politiet. Han gad ikke efterkomme politiets anvisninger om at forlade stedet, hvilket var egnet til at forstyrre den offentlige orden.

Derfor fik den 35-årige mand fra Odense en sigtelse for det.

48-årig mand generede cafégæster

0
(Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen / Fredericia AVISEN)

En 48-årig mand fra Fredericia blev tirsdag bortvist fra Café Vivaldi i Gothersgade i Fredericia.

Sydøstjyllands Politi fik en anmeldelse om en højrøstet mand ved Vivaldi, og da de kom til stedet klokken 17:46, fik de den tydeligt påvirkede mand bortvist.

Manden slap i den forbindelse for en bøde.

Træpiller og elværktøj stjålet fra virksomhed

0

En virksomhed i Erritsø har haft ubudne gæster.

Det er sket i tidsrummet fra søndag klokken 14:00 til mandag klokken 07:30, hvor ukendte gerningsmænd har brudt en port op til pladsen ved virksomheden. Herefter har de brudt en dør op til et lager og stjålet elværktøj af mærket Makita, samt elkabler og træpiller.

Afgørelsens time for FHK

0

Det endelige slag mellem FHK og Ribe-Esbjerg i DM-semifinalen i håndbold finder sted onsdag aften.

De to første semifinaler har ikke været kønne, da det har været de to holds forsvar, der har haft overhånden. FHK’s ellers velpolerede angrebsmaskine har haft det svært med at bryde igennem Ribe-Esbjergs solide forsvar. Specielt de to højrehåndede bagspillere, Reinier Taboada og Sebastian Henneberg, er blevet lukket helt ned i de to første opgør. I den seneste kamp var det den 21-årige Jonas Kruse, der måtte tage ansvaret på sine skuldre, da det gjaldt. Med en imponerende indsats viste han sit potentiale og trådte frem, når holdet havde mest brug for det.

Ribe-Esbjerg har haft held med at slå FHK’s angrebsspil i stykker og har gået meget aggressivt til værks, hvilket FHK’erne hidtil ikke har kunnet modstå. Den intense defensive indsats fra Ribe-Esbjerg har været en afgørende faktor i kampenes udfald. På den anden side har FHK’s defensiv også lukket ned for Ribe-Esbjergs offensiv. I den seneste kamp var både Sebastian Frandsen og Thorsten Fries i mål for FHK, og deres stærke præstationer var med til at uafgjort 23-23 i søndagens kamp i Blue Water Dokken.

Det er svært for de to hold at komme med noget nyt med så kort tid mellem kampene, derfor er det op til angrebene for de to hold at forbedre deres eksisterende spilstrategier. Kigger man på sæsonen som helhed, er der sandsynlighed for, at FHK kan løfte deres angrebsspil. Dog har FHK haft det svært mod Ribe-Esbjerg i alle sæsonens opgør. Af de nu fire kampe har FHK kun vundet én gang, og det var i grundspillets kamp på udebane mod vestjyderne. Denne sejr kom dog også i hus med en vis portion held, da eg stolpeskud kunne have resulteret i endnu en uafgjort. Historikken viser dermed, at FHK har haft vanskeligheder med at bryde Ribe-Esbjergs defensiv og sikre sejre, hvilket lægger ekstra pres på dem i denne afgørende kamp.

Noget af det, der kan gøre en forskel for FHK, er hjemmebanen. Der er totalt udsolgt med 2.400 tilskuere på lægterne i thansen Arena. Det tryk, som tilskuerne kan lægge og huje FHK frem med, kan vise sig at blive essentielt, da FHK notorisk er kendt for at præstere godt på den meget stemningsfyldte hjemmebane. Den elektriske atmosfære og den massive opbakning fra fansene kan give FHK den ekstra energi og motivation, der er nødvendig for at bryde igennem Ribe-Esbjergs forsvar og sikre sig en plads i finalen.

En anden faktor, som man ikke kommer udenom, er straffekast. Både FHK og Ribe-Esbjerg har haft det svært ved den disciplin i de første to opgør. I det seneste opgør var det særligt Ribe-Esbjerg, der var i bekneb med straffekastene, og det endte med at koste dem sejren, da de inden for det sidste halvandet minut brændte to afgørende straffekast. Hvis et af holdene har rettet op på skarpheden i denne disciplin, er der procenter at hente på det parameter, hvilket kan vise sig at blive afgørende i den tætte kamp. Effektive straffekast kan meget vel blive nøglen til succes i denne afgørende semifinalekamp.

Et kort, som FHK ikke for alvor har spillet ud i semifinalerne indtil videre, men som kan få betydning, er James Junior Scott. Hans spillestil passer ganske vist bedre til hold, der står fladt og ikke dækker aggressivt, men får han pladsen, så har han et skud af en anden verden og besidder en x factor, der kan afgøre kampe på egen hånd. Spørgsmålet er, om FHK-træner Gudmundur Gudmundsson har modet til at bringe Scott mere i spil i denne altafgørende kamp. Hvis Scott får muligheden og rammer sit topniveau, kan han være den forskel, der vipper kampen til FHK’s fordel.

Én ting er sikkert: Onsdag aften vil enten FHK eller Ribe-Esbjerg lade sig hylde som vindere og være klar til DM-finalen, hvor den første kamp spilles allerede på søndag. Står det lige efter de første 60 minutter, foreskriver ligareglementet, at der først venter 2×5 minutters ekstra spilletid. Er stillingen stadig lige, følger yderligere 2×5 minutter, inden det hele eventuelt skal afgøres i en straffekastkonkurrence, hvis stillingen fortsat er uafgjort.

Der er kampstart i thansen Arena onsdag klokken 20:30.

Over 300.000 danske statsborgere kan stemme til EP-valget i Danmark for første gang

0
Fredericia Gymnasium dannede rammen om det største valgsted. Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Når valgstederne åbner den 9. juni kan 332.753 danske statsborgere for første gang stemme til et Europa-Parlamentsvalg i Danmark.

Om få uger får 332.753 danske statsborgere for første gang mulighed for at sætte deres kryds til et Europa-Parlamentsvalg i Danmark. Størstedelen er under 25 år og er bosat i landets største byer. 

– De fleste førstegangsvælgere til Europa-Parlamentsvalget i juni er personer, som har været under 18 år ved det seneste valg, men nu får mulighed for at afgive deres stemme. Det er typisk unge, som er koncentreret i landets større studiebyer. I København og Aarhus Kommune skal 62.723 personer stemme for første gang, siger Annemette Lindhardt, specialkonsulent hos Danmarks Statistik. 

Af de 332.753 førstegangsvælgere er der 317.470, som var under 18 år ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019, mens der er 15.283, som var over 18 år ved valget i 2019, men først er blevet danske statsborgere efter.

I alt har 4.291.232 danske statsborgere mulighed for at afgive deres stemme ved Europa-Parlamentsvalget i Danmark i 2024 mod 4.237.550 danske statsborgere i 2019.

Stemmeprocenten til Europa-Parlamentsvalg er steget 18 procentpoint siden 1979

Andelen af stemmeberettigede, som vælger at afgive deres stemme til Europa-Parlamentsvalgene, er steget 18 procentpoint siden valget i 1979, hvor 48 pct. var en tur i stemmeboksen eller udfyldte en brevstemme. Ved seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019 benyttede 66 pct. muligheden. Det er på niveau med stemmeprocenten ved den seneste folkeafstemning om at afskaffe Danmarks EU-forbehold på forsvarsområdet i 2022, hvor 66 pct. af de stemmeberettigede afgav deres stemme. 

Flere og flere brevstemmer

Udviklingen i antallet af vælgere, som brevstemmer, stiger for hvert Europa-Parlamentsvalg – helt på linje med udviklingen ved andre valg. Ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i 2019 valgte 8 pct. at stemme før selve valgdagen, hvilket er en stigning fra 2014, hvor 6 pct. afgav deres stemme før valgdatoen. I 1979 benyttede 3 pct. brevstemmemuligheden.

Mange vestjyder stemmer personligt

Når vi skal stemme til et Europa-Parlamentsvalg, så er der mulighed for at stemme på partiernes spidskandidater i hele landet – modsat til et folketingsvalg. Ved Europa-Parlamentsvalget i 2019 stemte 78 pct. i Holstebro Kommune på en person frem for et parti eller en liste. Det var den højeste personlige stemmeprocent i en kommune ved det valg. Dernæst fulgte Lemvig, Morsø og Bornholm Kommuner med 76 pct. hver. I den anden ende af skalaen ligger Rødovre Kommune med 57 pct. I Hvidovre, København og Glostrup Kommuner stemte 58 pct. på en person frem for et parti eller en liste. 

Faktaboks: 

Vælgertallene i artiklen vedrørende 2024-valget er beregnede vælgertal på baggrund af befolkningen i Danmark den 1. april 2024.