LOKALT. En hel by, der klæder sig på til at sige tillykke. De gule blomsterkugler hang i snore hen over gågaden, Dannebrog stod ud fra facaderne, og nede mellem de gamle købmandshuse begyndte de hvide huer at samle sig, da Middelfart Gymnasium & HF fredag formiddag sendte en ny årgang studenter ud i sommeren og ud i byen.
For det er en del af det, der gør dagen særlig i Middelfart. Efter dimissionen inde på gymnasiet, efter talerne, eksamensbeviserne og receptionen foran skolen, flytter fejringen ud i gaderne, hvor hele byen er med. »Så er vi nået til noget af det allerdejligste ved i dag, nemlig at gå igennem byen og lade byen fejre sine studenter,« lød det fra rektor Betina Axelsen, inden hun sendte flokken afsted. »Det er en fantastisk tradition, og hvert år er det så hjertevarmt at se, hvor meget Middelfart elsker sine studenter.«
Derfra gik det ned gennem gågaden mod Nytorv, med en højtaler i spidsen og gule veste til at passe på de unge, hvor trafikken krydsede. Og undervejs ventede byen med sit eget bidrag. Flere steder langs ruten havde butikkerne stillet frem, og da studenterne nåede frem til en orange rullevogn midt i menneskemængden, stod den fyldt til sidste plads med små farvede shots. Hænder strakte sig frem fra alle sider, huerne bøjede sig ind over vognen, og et øjeblik var hele gaden ét forsøg på at nå et glas, før vognen var tom.
Da studenterne havde samlet sig, fik de ordet fra byens øverste. Borgmester Anders Møllegård havde taget plads foran flokken, og hans tale var lige dele afsked og opfordring til at kaste sig ud i det hele. »I dag handler det ikke kun om, at I forlader noget. Det handler endnu mere om, hvad I nu går ud til. Foran jer ligger hele verden, større, mere uforudsigelig og mere spændende, end den nogensinde har været før.«
Han talte om, at livet sjældent følger en lige linje, at der er omveje og tilfældigheder, nye møder, fejl og succeser, man aldrig havde planlagt, og at det er helt i orden at fare lidt vild undervejs. Nogle af jer ved præcis, hvad næste skridt skal være, sagde han, andre har ikke en anelse, og sandheden er, at begge dele er fint.
Undervejs fik han også vendt det spørgsmål, der før eller siden indhenter de fleste, nemlig hvem man er, når man ikke længere er det, man plejede at være. Han knyttede det til en bestemt student, Anton, tidligere formand for Fun, festudvalget på gymnasiet, og spurgte med et glimt, hvad man egentlig er, når man ikke længere er formand. Det fantastiske ved at blive voksen, lød pointen, er, at man får lov at opdage helt nye sider af sig selv.
Og det var dér, han landede den vigtigste besked, at det ikke er titlerne eller tallene, der bærer en videre, men menneskene omkring en. »Karakterer åbner døre, men mennesker åbner langt flere. Så lov mig, at I er nysgerrige, modige og ordentlige, og at I tager ansvar. Verden har ikke brug for mennesker, der er perfekte, men for mennesker, der tør engagere sig og skabe fællesskaber.«
Han rundede af med en linje fra TV-2, »kys det nu, det satans liv«, og med en sidste, lokalpatriotisk bøn, møntet på en borgmester, der gerne vil holde på sine unge. »Husk nu at vende tilbage til kommunen igen, når I har lavet alle fejlene. Vi har brug for jer,« sluttede han.
Derfra fortsatte dagen videre gennem byen mod Les Lanciers på Traaden og siden studenterbar og hygge på Gamborg Bryghus. Men det billede, der blev hængende, var det fra gågaden, hvor en hel by havde stillet sig op for at se sine unge gå forbi i hvidt og hvide huer, en sidste gang samlet, før sommeren og resten af livet tog over.
