Officielt gallaportræt af D.M. Kongen og Dronningen

0

I forlængelse af tronskiftet den 14. januar 2024 offentliggøres nu det første officielle gallaportræt af Deres Majestæter Kongen og Dronningen. Portrættet viser Majestæterne i galla med Elefantordenen i kæde, og fremover vil portrættet kunne ses ophængt i blandt andet statslige institutioner, herunder på danske ambassader og konsulater i hele verden samt på danske fartøjer.

Gallaportrættet er taget af fotograf Steen Evald i Grønne Sal i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot. Kongen og Dronningen er således portrætteret på det historiske slot i København, hvor skiftende konger og dronninger har holdt til.

Kongen

Den til enhver tid regerende monark i Danmark er Ordensherre for de to kongelige danske ridderordener Elefantordenen og Dannebrogordenen. Kongen bærer derfor på portrættet for første gang en række historiske genstande, som konger – og senest Hendes Majestæt Dronning Margrethe – har båret i deres regeringsperioder.

Det gælder først og fremmest den særlige elefant, som Hans Majestæt bærer i kæde. Elefanten er formentlig skabt i 1671 til Christian 5.s salving i Frederiksborg Slotskirke, mens ordenskæden først er udført 1693 i forbindelse med, at der blev givet statutter (vedtægter) for Elefantordenen. Elefantens kendetegn er fem store taffelsten formet som et kors, og i daglig tale omtales elefanten som ”Moderelefanten”, idet genstanden er den grundlæggende elefant for hele Elefantordenen. Der er tradition for, at denne elefant bæres af monarken ved særlige lejligheder. Således havde Frederik 9. og Margrethe 2. hvert år tradition for at bære elefanten den 1. januar ved det årlige nytårstaffel. Ved andre begivenheder, hvor der bæres Elefantorden, bruger regenten sin personlige elefant.

Kongen bærer på portrættet også Elefantordenens bryststjerne fra omkring 1770. Bryststjernen blev udført til den senere Frederik 6. I 1947 begyndte Kongens morfar, Frederik 9., igen at bære denne bryststjerne ved særlige lejligheder. Nederst på uniformen bærer Kongen Dannebrogordenens bryststjerne, der er udført til Frederik 6 efter ændringen af ordensstatutterne i 1808.

Både elefanten, kæden samt de to bryststjerner, som Kongen bærer på gallaportrættet, er til daglig udstillet sammen med kronregalierne – det vil sige de genstande, som udgør Kongens værdighedstegn som krone, scepter, rigsæble, kroningssværd og salvebuddike – i Skatkammeret på Rosenborg Slot.

Kongen bærer på gallaportrættet Søværnets gallauniform. I forbindelse med tronskiftet blev Hans Majestæt udnævnt til graden admiral, og gallauniformen er derfor udstyret med fire stjerner på skulderdistinktionerne. Om halsen bærer Kongen Storkommandørkorset af Dannebrog, som er Dannebrogordenens højeste grad.

Søofficerssablen, som Kongen bærer med uniformen, har tilhørt Frederik 9. og blev tildelt Hans Majestæt af Dronning Ingrid i forbindelse med, at Kongen i 1997 blev udnævnt til graden kaptajnløjtnant af reserven i Søværnet.

Foto: Steen Evald, Kongehuset ©

Dronningen

Dronningen bærer på portrættet for første gang kronjuveler. Det er smaragdsættet med diadem, halskæde, ørenringe og en stor broche, der kan deles i tre. Smaragdsættet er ét af de fire smykkesæt, eller garniturer, der stilles til rådighed for Danmarks dronning og til daglig udstilles i Skatkammeret på Rosenborg Slot.

Sættet blev designet af juvéleren C.M. Weisshaupt, og var en gave fra Christian 8. til Dronning Caroline Amalie, formentlig ved deres sølvbryllup 22. maj 1840. Sættets smaragder og diamanter er dels genbrug fra Christian 6.s Dronning Sophie Magdalenes smykkesamling, dels genbrug fra ældre armbånd, kombineret med nyindkøbte sten. Stilen er nyklassicismens former – blomsterranker, sløjfer og krøllede rammer eller kartoucher, inspireret af datidens franske kronjuveler

Når kronjuvelerne ikke er i brug, udstilles de i skatkammeret i den sikrede kælder under Rosenborg Slot. Det er kutyme, at kronjuvelerne forbliver i Danmark, hvilket betyder, at de ikke medbringes ved besøg i udlandet. De danske kronjuveler er de eneste i verden, som både udstilles som museumsgenstande og samtidig bæres af landets dronning.

På brystet bærer Hendes Majestæt et brillanteret miniatureordensportræt af Kongen i en sløjfe af Dannebrogordensbånd. Gennem generationer har det været en tradition, at kvindelige medlemmer af den kongelige familie bærer regentens miniatureportræt. Således bar Dronningen i sin tid som kronprinsesse et portræt af Dronning Margrethe.

I forbindelse med tronskiftet har Dronningen fået et miniatureportræt af Kongen. Portrættet er udført af den britiske kunstner Tom Mulliner og indsat i en ramme af guld med brillanter. Rammen blev i sin tid udført til Kejserinde Amelie af Brasilien. Da Kejserinden var barnløs, gik rammen videre til Kejserindens søster, Dronning Josefina af Sverige. Senere gik rammen videre til Dronning Josefinas barnebarn, den senere Dronning Lovisa af Danmark, og hun var således den første danske dronning til at bære et portræt af den danske regent i denne særlige ramme. Senere bar Dronning Alexandrine og Dronning Ingrid rammen i deres mænds regeringsperioder, og fra 1972 og frem til tronskiftet i januar 2024 bar Dronning Margrethe rammen med et portræt af sin far, Frederik 9.

Epoke slutter for FHK-træner

0

Mia Nygaard Hansen er et symbol for Fredericia Håndboldklubs kvindeafdeling, men nu er det slut. Jakob Kruse og Mia Nygaard Hansen stopper som trænere for klubbens kvindehold.

Sidste torsdags var det tid til en sidste svingom. Der stod pokalkamp på menuen mod Odense Håndbold, og det blev noget af en øretæve til fredericianerne, som tabte opgøret med 37-13. Det er dog ikke opgøret, der vil blive husket, men derimod det faktum, at Jakob Kruse og Mia Nygaard Hansen stod i spidsen for holdet for sidste gang.

– Det var mærkeligt. Det er en klub, jeg har givet mit helt liv til, siden jeg var 6 år. Vi sluttede af mod en verdensklassemotstander, men det var fedt for spillerne, tror jeg. Pigerne har fået den her oplevelse, siger Mia Nygaard Hansen.

Hun og Kruse vidste på forhånd godt, at det ikke ville være en kamp, som holdet ville vinde.

– Det vidste vi godt. Det med at stå over for dem fra tv’et skal man nyde, det er verdensstjerner, uanset om man spiller med a- eller b-kæden. Det talte vi om med at nyde det, forklarer Mia.

Op til kampen kunne Mia Nygaard Hansen godt mærke, at det var noget specielt og tænkte på, at det var sidste gang, hun skulle stå i spidsen for FHK-kvinderne i denne omgang.

– Det er uundgåeligt. Det er specielt. Det har fyldt lidt, at det var den sidste kamp med kliken, siger Mia Nygaard Hansen.

Valget om at stoppe er Mias eget. Hun tog over som cheftræner i sommeren 2019, og har inden da spillet i FHK som aktiv i en menneskealder, kun afbrudt af en kort periode på Team Esbjergs ligahold, men nu har Mia truffet beslutningen om at stoppe som cheftræner.

– Det var mit eget valg. Jeg tror, der skal frisk blod til, da vi talte sammen i januar, sagde jeg, at jeg tror, de skal finde en ny, og det var mit eget valg. Det er mærkeligt, og det var også efter mange overvejelser, men for pigerne og klubbens skyld. Det er ikke fordi, jeg aldrig nogensinde vil vende tilbage til klubben, og planen er, jeg også skal træne lidt ungdomsmålvogtere. Det fylder mange timer, det er 100 procent fyraftenshåndbold, forklarer Mia Nygaard Hansen.

Til dagligt har Mia Nygaard sit arbejde som lærer at se til, og det kombineret med et job som cheftræner, har gjort det til en presset hverdag.

– Mit civile arbejde tager også meget tid, så det her (som træner, red.) er mit andet fuldtidsarbejde, hvis man kan sige det sådan. Det tager meget af min tid, og det har spillet ind, siger hun.

Da Mia Nygaard Hansen overtog holdet som cheftræner, var holdet netop rykket ned i 2. division. Nu har Mia været med til at føre holdet op i 1. division, som holdet dog rykkede ud af. Hun har dog været med til at genrejse dameafdelingen i FHK, hvilket hun ser tilbage på.

– Det har været en fed tid. Jeg skrev “mission complete” sidste år, da vi rykkede op. Der skal klubben ligge, men det er svært at drive damehåndbold på det her niveau med egne spillere, og det kommer til at tage tid, siger Mia Nygaard Hansen og slutter:

– Vi gjorde det bedste for at overleve i 1. division, men marginalerne var ikke på vores side. Mange af kampene var vi godt med i, men når man kun henter fem point over en hel sæson, var vi langt fra, slutter Mia Nygaard Hansen.

I stedet for Jakob Kruse og Mia Nygaard Hansen har FHK ansat Peter Conrad som ny cheftræner.

Stor fodboldfest i MG&BK

0

Denne søndag byder MG&BK, i samarbejde med DBU Fyn, velkommen til en ekstraordinær fodboldfestival, hvor det traditionelle fodboldspil får et spændende twist. Ved DBU 3-bold Festival, vil børnene og deres familier opleve en anderledes fodboldoplevelse, der sætter spilleglæde og fællesskab i højsædet.

Festivalen finder sted på MG&BK’s faciliteter, hvor en stor 11:11 fodboldbane omdannes til en livlig 3-bold by med 13 småbaner. Disse baner er designet til 3 mod 3 spil, omgivet af hårde bander, der holder bolden i spil og tempoet højt. Det unikke ved 3-bold konceptet er dets fokus på at inkludere alle – fra de mindste spillere på 5 år til de mere erfarne 9-årige. Kampene varer blot 8 minutter hver, og med hele 13 kampe der spilles samtidig, garanteres der en dag fyldt med action og sjov.

Hos MG&BK er dagen ikke kun for de små spillere. Hele familien er inviteret til at deltage i de mange sjove aktiviteter arrangeret rundt omkring på pladsen. Fra færdighedsspil til ansigtsmaling og boder med mad og drikke, er der noget for enhver smag. Det er en fantastisk mulighed for familier at tilbringe en dag sammen i sportens tegn, hvor der ikke kun fokuseres på konkurrence, men også på leg, læring og socialt samvær.

Under stævnet promoverer MG&BK også en inkluderende tilgang til sport: der tælles ikke mål, og alle deltagere betragtes som vindere. Hver spiller belønnes med medaljer, hvilket understreger stævnets hovedbudskab om sportens glæder frem for kun at fokusere på resultater. Desuden får arrangørklubberne frie tøjler til at indsamle midler til klubkassen, hvilket gør denne dag ikke kun vigtig for spillerne, men også for klubbernes fremtid.

Festivalen lover ikke kun masser af fodbold men også et væld af deltagerne. Simon Gade, formanden for MG&BK, udtrykker sin begejstring for det store fremmøde:

– Der forventes at deltage 1100 børn fra hele Fyn i perioden fra 9.30 – 16.00. Dertil forventer vi ca. 2 voksne pr. barn og derfor i omegnen af 3000 mennesker som gæster banerne over hele søndagen, oplyser Gade.

Kun ét spor åbent mellem Hornstrup og Hedensted i weekenden

0
default

Fra fredag aften den 26. april til søndag morgen den 28. april vil der i aften- og nattetimerne kun være ét spor i hver retning på E45 Østjyske Motorvej mellem Vejle og Hedensted. Vejdirektoratet skal pille stilladset omkring den nye bro for Bredalvej ned.

I forbindelse med udvidelsen af E45 er Vejdirektoratet ved at bygge en ny og længere bro for Bredalvej mellem Vejle og Hedensted. Sidste måned blev selve brodækket støbt, og i weekenden er Vejdirektoratet så klar til at pille det store brostillads ned.

Da stilladset blandt andet ligger på nogle meget tunge stålbjælker, som også skal fjernes, er Vejdirektoratet nødt til skiftevis at spærre sporene på motorvejen i hver retning, imens arbejdet står på.

Det betyder, at trafikanter, der kører på strækningen, må forvente en lidt længere rejsetid under arbejdet.

Vejdirektoratet forventer, at den nye bro står klar i løbet af juni, hvorefter den gamle bro for Bredalvej bliver revet ned i weekenden den 22.-23. juni 2024.

Trafikale konsekvenser på E45 Østjyske Motorvej

Der må ikke være trafik på motorvejen, når stilladset nedtages, da entreprenøren skal have adgang til broen nedefra, ligesom der kan falde genstande ned under nedtagningen. Derfor flyttes trafikken i aften- og nattetimerne skiftevis over i en ene side af motorvejen med ét spor i hver retning.

Det sker på en kort strækning mellem Vejle og Hedensted – cirka halvanden kilometer før og efter broen ved Bredalvej.

Arbejdet forventes at ske i følgende tidsrum:

  • Fredag den 26. april kl. 18.30 til lørdag den 27. april kl. 08.00 flyttes trafikken over i nordgående retning med ét spor i hver retning og 50 km/t.
  • Lørdag den 27. april kl. 19.30 til søndag den 28. april kl. 09.00 flyttes trafikken over i sydgående retning med ét spor i hver retning og 50 km/t.


Arbejdet er planlagt uden for myldretrafikken, men der kan opstå lidt kødannelse i de tidlige aftentimer.

Jada debuterer på Grøn 2024

0

Tuborg og Muskelsvindfonden kan i dag afsløre, at popdronningen Jada er det sjette navn på årets Grøn-plakat. Publikum kan glæde sig til at opleve hendes anmelderroste shows, smukke tekster og kraftfulde stemme, når hun drager på tur med Grøn og besøger otte danske byer fra den 18.-28. juli.

Skrål med på bl.a. kæmpehittet “Nudes” til sommer, når Jada ruller gennem det danske sommerland sammen med resten af lineuppet, der indtil videre tæller Blæst, Burhan G, Scarlet Pleasure, Tobias Rahim og TV·2.

– Jeg og mit band kom slet ikke ud at spille sidste sommer, og for mig kunne det ikke være bedre, end at det er Grøn, vi vender tilbage på – det er en fællesskabsfest, som jeg selv har elsket at være med til som teenager, og som jeg er så stolt af at skulle være en del af nu. Vi har to års musik, energi og kærlighed sparet op indeni, og det skal blæses ud til alle, der kommer på Grøn. Mig og min nye lille familie glæder os så meget til at komme og blive en del af Grøn-familien 2024, udtaler Jada.

En kraftfuld stemme for selvkærlighed
I 2019 bragede Jada ind på den danske musikscene med det anmelderroste debutalbum “I Cry a Lot”. Allerede ved Jadas debut i 2018 spåede GAFFA, at hun ville blive en af de helt store spillere inden for dansk musik – og lige siden er priserne væltet ned over hende i en lind strøm. Både Danish Music Awards, P3 Guld, Carl Prisen og Steppeulven valgte at anerkende hendes store gennembrud, og hun har siden manifesteret sin stjernestatus i dansk musik. Jada har fået hele landet til at synge med på ørehængerne som “Lonely”, “Lifetime” og kæmpesuccesen “Nudes”, som har passeret imponerende 12 mio. streams på Spotify.

Jada er blevet en vigtig stemme for den unge generation, hvor hun med sine følsomme tekster formidler vigtige og relaterbare budskaber. Efter to år med corona-aflysninger har Jada i den grad taget revanche med kæmpe shows på Roskilde Festivals Orange Scene, Smukfest, NorthSide og i Royal Arena. Med sin kraftfulde vokal og imponerende sceneshows er det ingen overraskelse, at Jada hele fire gange har modtaget priser som Årets Livenavn til forskellige prisuddelinger. Når Jada i år gæster Grøn med sin fantastiske stemme og vedkommende tekster, bliver det samtidig hendes debut på den grønne turné.

Link til billetter og yderligere information om Grøn 2024 kan findes på groenkoncert.dk.

Årets Reumert 2024 indfører kønsneutrale priser

0

Fra og med i år vil der ikke længere være priskategorier, som peger på køn i Årets Reumert-show. I stedet indføres to nye kategorier, som skaber plads til at anerkende flere forskellige scenekunstpræstationer.

Årets Reumert nominerer ikke længere skuespillere efter køn, og det betyder konkret, at priserne Årets Kvindelige Hovedrolle og Årets Mandlige Hovedrolle nu bliver slået sammen til én priskategori: Årets Hovedrolle. Derudover indføres to nye kategorier: Årets Samspil og Årets Solopræstation, som gives til henholdsvis samspil og enkeltpræstationer af høj kunstnerisk kvalitet. Kategorierne Årets Mandlige Ensemblerolle og Årets Kvindelige Ensemblerolle bliver ligeledes slået sammen til en kønsneutral pris, som skifter navn til Årets Birolle.

– Reumertjuryen ønsker at hylde de bedste præstationer uden hensyntagen til køn. Akkurat som mange forestillinger nu caster uden hensyn til køn. Reumertkategorierne skal inkludere alle kunstnere, og derfor er køn ikke længere et parameter for nomineringer, udtaler forperson for Årets Reumert, Rie Hammer, på vegne af Årets Reumertjuryen.

Det er afgørende, at kategorierne til Årets Reumert følger med tiden, og at de dermed kan være med til at pege på kvalitet, udvikling og tendenser, som er relevante og vigtige for kunstarten.

Peter Mark Lundberg, direktør for Dansk Teater, som sammen med CPH Stage er arrangør på Årets Reumert, siger: ”Årets Reumert har de seneste år taget et gevaldigt ryk ind i nutiden. Det skal selvfølgelig også afspejles i priserne, der uddeles. Vi oplever, at mange har undret sig over, at nogle priser er kønnede, mens andre priser ikke er. Det er ganske enkelt ikke tidssvarende.”

Fra Morten Krogh, direktør for CPH STAGE, lyder det:

– Årets Reumert skal følge med tiden, og tiden er kommet til kønsneutrale skuespilkategorier. Scenekunsten er et spejl for os både som individer og som samfund. Det er derfor vigtigt at sikre, at alle kan se sig selv i scenekunsten – OG som prismodtagere ved Årets Reumert. En kunstnerisk kraftpræstation handler som bekendt ikke om køn, men om hvad skuespilleren gør ved og med rollen.

De nye kategorier er:

  • Årets Hovedrolle: Årets hovedrolle gives til én scenekunstner i en forestilling, hvor der er flere medvirkende.
  • Årets Birolle: Årets birolle gives til én scenekunstner for en birolle i en forestilling med flere medvirkende.
  • Årets Samspil: Gives for samspillet mellem mindst to scenekunstnere, men ikke nødvendigvis hele ensemblet. Den kan gives for scenekunstpræstationer inden for hele feltet af scenekunstgenrer.
  • Årets Solopræstation: Gives til én scenekunstner, der optræder alene på scenen.

De nominerede til Årets Reumert 2024 offentliggøres den 1. maj
Alle nomineringerne offentliggøres allerede i næste uge, onsdag den 1. maj, på www.aaretsreumert.dk.

KL: Miljøskadeloven bør laves om

0

Det nytter ikke, at vi har en miljøskadelov, som efterlader risikoen hos kommunerne og borgerne. Det kan i sidste ende betyde, at ingen kommuner vil have den type virksomheder liggende inden for kommunegrænsen, lyder det fra KL.

Miljøskadeloven regulerer, hvem der har myndighedsansvaret og det økonomiske ansvar i de tilfælde, hvor der er overhængende fare for en miljøskade. Loven er imidlertid paradoksal. For når en virksomhed går konkurs og ikke kan stille sikkerhed for udgifterne, ophører miljøministeren med at have myndighedsansvaret, som i stedet lander hos kommunen. Og dermed ender kommunen med hele regningen for at afhjælpe skaden og genoprette miljøet.

At én virksomhed kan efterlade store udgifter, som bebyrder den enkelte kommunes økonomi og ressourcer, er helt urimeligt, siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg.

– Der har åbenbaret sig et kæmpe hul i miljøskadeloven, som ingen tidligere har været opmærksomme på. Det hul gør, at kommunerne risikerer at komme til at stå med hele den økonomiske risiko. Det vil unægtelig få den konsekvens, at man som kommune tænker sig om to gange, før man siger ja til at placere sådan en virksomhed inden for kommunegrænsen, siger Birgit S. Hansen og fortsætter: 

– Vi taler jo om regninger på trecifrede millionbeløb. Det vil påvirke den enkelte kommunens økonomi enormt hårdt og betyde, at der er velfærd, man ikke vil kunne levere til borgerne. Den risiko vil man nok nødigt løbe.

Derfor bør man få lukket dét hul i miljøskadeloven, mener KL.

– Vi skal tage ved lære af forløbet omkring Nordic Waste. For hvis vi ikke får tætnet hullet i miljøskadeloven, kommer vi til at stå med et nyt kæmpe erhvervsproblem – nemlig at fx miljøbehandlingsvirksomheder og større depoter af fx olie, kemikalier og affald får svært ved at finde en kommune at slå sig ned i, siger Birgit S. Hansen. 

Bil efterladt på træklodser

0

En Toyota Aygo mistede både fælge og dæk.

Mellem tirsdag klokken 18:00 og onsdag klokken 07:56 blev fælge og dæk stjålet fra en Toyota Aygo, som var parkeret på Randalsvej i Fredericia.

Ejeren opdagede, at bilen var opklodset på træklodser foran huset.

Guld og sølvsmykker stjålet fra villa

0

Fra en villa i Ekkodalen i Fredericia blev der blandt andet stjålet guld- og sølvsmykker.

Indbruddet fandt sted mellem onsdag klokken 10:06 og 10:15. Gerningspersonerne kom ind ved at bryde en terrassedør op med et koben, og fra villaen blev der stjålet guld- og sølvsmykker, et ur, samt et ukendt beløb i euro og pund.

Kylling i ovnen formodes at være årsag til stor villabrand

0

Onsdag klokken 19:19 opstod der en villabrand på Lillenæs i Snoghøj. Branden skyldtes formodentlig en kylling, der var efterladt i ovnen.

Branden var voldsom, og røgen kunne ses helt fra Middelfart. Naboerne stod ude på vejen og iagttog, mens TrekantBrand arbejdede på at få kontrol over branden.

Sydøstjyllands Politi har efter afhøring af beboerne sandsynligvis fastslået brandårsagen. Beboerne fortalte politiet, at de havde sat en kylling i ovnen og derefter var taget ud for at handle, og da de vendte tilbage, var huset fyldt med røg.

24-årig dømt til fængsel i stor sag om hash og skunk

24-årig dømt til fængsel i stor sag om hash og skunk

0
KRIMI. En 24-årig mand er tirsdag blevet idømt en længere fængselsstraf for omfattende handel med euforiserende stoffer. Dommen faldt ved Retten i Horsens, hvor manden...