Livredderne åbner badesæsonen på Østerstrand

0

Fredag den 28. juni tager TrygFondens kystlivreddere hul på endnu en sæson på Østerstrand. Her holder de et vågent øje med badegæsterne hver dag kl. 10-18 frem til den 21. august. Livredderne er klar til at træde til, hvis personer får problemer i vandet, og både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi tårnet, hvor livredderne gerne fortæller om badesikkerhed og om de særlige forhold på stranden.

Som vanligt åbner livredderne fra TrygFonden Kystlivredning tårnene på strandene, når skoleeleverne går på sommerferie. De knap 200 livreddere, som i løbet af sommeren bemander de 34 livreddertårne rundt om i landet, glæder sig til at møde en masse badegæster.

– I løbet af foråret har livredderne trænet intensivt for at blive klar til badesæsonen, og nu er det endelig tid til at komme ud på strandene. Hvis der opstår farlige situationer i vandet, er livredderne klar til at træde til med hjælp. Men det forebyggende arbejde er også en stor del af livredderjobbet. Derfor er livredderne opmærksomme og klar til at gribe ind, hvis der er situationer, som potentielt kan udvikle sig og bringe personer i fare, fortæller René Højer, projektchef i TrygFonden.

René Højer opfordrer strandgæsterne til at komme forbi og få en snak med livredderne i løbet af sommeren. Livredderne viser gerne deres livredderudstyr og fortæller, hvad man særligt skal passe på, når man bader i havet.

I 2023 gennemførte TrygFondens kystlivreddere 58.058 indsatser, hvoraf de 28 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

Hjælp dit barn med at blive tryg i vandet

Sommerens strandture er oplagte til at træne med børnene, så de bliver trygge i vandet. Ved alle TrygFondens livreddertårne kan man finde inspiration til forskellige lege og øvelser, som hjælper børnene til at blive bedre svømmere og lærer dem, hvordan man redder sig selv og andre i vandet.

– Vi ved fra undersøgelser, at hver tredje 7-14-årige nogle gange føler sig usikker, når han eller hun skal svømme, og blandt dem i aldersgruppen, som ikke kan svømme, vil 91 pct. gerne lære det. Så der er stor interesse blandt børn for at lære at svømme og blive mere sikre i vandet. Som forældre kan vi hjælpe børnene ved at gå i vandet med dem og motivere dem gennem leg og øvelser. Ved vores livreddertårne er der forslag til vandøvelser, og livredderne er naturligvis også klar til at vejlede i, hvilke øvelser der passer til de forskellige aldersgrupper, siger René Højer.

TrygFonden har også opsat en indendørs udgave af livreddertårnet i knap 60 svømmehaller rundt om i hele landet, som er fyldt med ægte livredderudstyr til fri afbenyttelse, så børn og voksne kan lege og lære livredning. Ved udgangen af 2024 vil der være livreddertårne i 71 svømmehaller.

Tag til en strand med livreddere

Gennem sommeren bemander TrygFonden Kystlivredning strande i hele landet, og livredderne opfordrer altid til, at man vælger en strand med livreddere.

– Der er mange gode strande i Danmark, men det giver en ekstra tryghed, når der også er livreddere til stede, som kan gribe ind, hvis man skulle komme i problemer i vandet, hvilket kan ske for selv en erfaren svømmer. Fordi livredderne kender stranden og vind- og vejrforholdene godt, så kan de også gribe ind, før en situation udvikler sig til en ulykke. Så tag familien med til en strand, hvor livredderne holder øje, og gå altid flere i vandet sammen, så I kan holde øje og hjælpe hinanden, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Se, hvor TrygFondens kystlivreddere bemander livreddertårnene her.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er til stede på 34 strande og havnebade hver dag kl. 10-18 fra den 28. juni, hvor skolernes sommerferie begynder, og frem til den 21. august. Havnebadene ved Fisketorvet og Islands Brygge i København samt havnebadet Aarhus Ø er åbne hver dag frem til og med den 31. august.

Skoleelever fra Trekantområdet indsamler 608.000 kr. til Børnelungefonden

0

Godt 8.000 skoleelever fra Trekantområdet løb for en god sag, da Team Rynkeby Skoleløbet blev afviklet den 3. maj. Nu er resultatet af deres anstrengelser gjort op.

Før løbet indsamlede eleverne mikrosponsorater hos familie og venner, som bidrog med et lille bidrag afhængigt af, hvor langt den enkelte elev løb.

Resultatet af elevernes indsamlingsarbejde er nu gjort op, og det betyder, at Team Rynkeby Fonden nu kan sende 5,4 millioner kroner videre til Børnelungefonden.

Heraf er hele 608.000 kr. samlet ind af eleverne på 25 skoler i Trekantsområdet.

– Det er formidabelt stærkt arbejde af børnene, siger Steffen Juncker, der er landechef for Team Rynkeby i Danmark.

– Dagen er så fin, fordi børnene både får noget motion og laver en aktivitet på tværs af klasser og årgange, og så har det også den her dimension, hvor eleverne får en forståelse for, at det ikke er alle børn, der har luft til at løbe som dem selv – og det er de så med til at gøre noget ved ved at deltage i løbet, fortsætter han.

Penge til forskning

Størstedelen af de indsamlede penge har Børnelungefonden øremærket til forskning i bedre behandlingsformer til de lungesyge børn.

– Børn, der er lungesyge, har et kæmpe behov for at kunne leve et liv med mindre ensomhed og bedre behandlingsmuligheder. Derfor er der brug for alle kræfter, der kan styrke forskningen og skabe pusterum for de ramte børn og deres familier. Vi er derfor meget taknemmelig over det stor bidrag om landets skoleelever, lærer og forældre sammen med Team Rynkeby har kunne give videre til de lungesyge børn, siger Regitze Siggaard, bestyrelsesleder i Børnelungefonden

Udover forskningen går en del af pengene til oplysning og information samt aktiviteter for børnene og deres familier.

– De børn, der bliver ramt af alvorlige lungesygdomme, bliver ofte isoleret, fordi de ikke kan være sammen med andre børn, da det vil øge risikoen for, at de bliver syge. Det er børn, som lever de vigtigste år af deres liv på den måde, som alle vi andre levede under coronapandemien. Derfor skaber vi nogle meningsfulde aktiviteter for børnene og deres familier, hvor de mærker, at de ikke er alene, og hvor de møder andre i samme situation, siger Regitze Siggaard.

Selvom der nu formelt er sat punktum for årets skoleløb, fortsætter Team Rynkeby arbejdet for Børnelungefonden.

Team Rynkeby-deltagerne samler også penge ind til Børnelungefonden i forbindelse med cykelholdets tur til Paris den 29. juni til 6. juli 2024. Sidste år indsamlede det gulklædte cykelhold yderligere to millioner kroner til Børnelungefonden under cykelturen. Så der er en chance for, at donationen til de lungesyge børn vokser i løbet af de kommende uger.

Ni ud af ti bilister er imod skrald i vejkanten, men…

0

… Alligevel måtte Vejdirektoratet sidste år fjerne mere end 700 tons affald langs statsvejene. En ny kampagne skal nu få bilisterne til at tage ansvar for deres eget skrald.

Er det okay at sende papkruset på en flyvetur ud af bilvinduet, når man har drukket sin to go-kaffe? Spørger man de danske bilister, er svaret et rungende nej.

I en rundspørge, som Verian har lavet for Vejdirektoratet, svarer 91 procent, at det er meget forkert at smide affald ud af bilen, så det havner på vejen, i rabatten eller naturen. I samme undersøgelse svarer 87 procent, at de aldrig smider affald ud af bilen.

Alligevel ender massevis af skrald i vejkanterne, og sidste år måtte Vejdirektoratet fjerne mere end 700 tons affald langs statsvejene. Det svarer rundt regnet til 100 millioner papkrus, som stablet ovenpå hinanden ville kunne danne et cirka 9.000 km højt tårn. De tal ærgrer transportminister Thomas Danielsen.

– Vi har tæt på 8000 kilometer vejside langs statsvejene. Mit mål er, at det skal blive til gode levesteder for insekter i takt med, at vi bygger og renoverer veje. Vejsiderne er en oplagt mulighed for at skabe vild natur, der både er insektvenlig, praktisk og flot at se på, og derfor er det ærgerligt, når der bliver smidt skrald, siger Thomas Danielsen.

Hos Vejdirektoratet så man også meget gerne, at skraldet endte i skraldespanden og ikke i vejkanten.

– Det er en enorm mængde skrald, der hvert år ryger ud af bilvinduerne og ender i vejkanten. Det står jo lidt i kontrast til, at så stor en del af bilisterne svarer, at det kunne de aldrig finde på at gøre, siger specialkonsulent Charles Lykke Hansen fra Vejdirektoratet.

For at komme de store mængder skrald til livs relancerer Vejdirektoratet nu kampagnen – Tak for ingenting… i vejkanten, der skal huske trafikanterne på, at de selv må tage ansvar for deres eget skrald. Det fortæller Charles Lykke Hansen:

– Det kræver så lidt og det betyder så meget for både miljøet og for alle os andre, der skal se på skraldet i vejkanten. Det er jeg sikker på, at de bilister, der smider affald ud af vinduet, også inderst inde kan se. Desuden koster det jo også penge at få det ryddet op, siger han.

I Vejdirektoratets kampagnefilm ender hovedpersonen med at spise sit skrald, for at det ikke skal ende i vejkanten. Men så langt behøver man naturligvis ikke at gå, fortæller Charles Lykke Hansen:

– Det kræver ikke andet, end at bilisterne bruger den næste skraldespand, de kommer til, om det så er derhjemme eller ved deres næste stop. Sværere er det jo ikke, siger han.

OL-satsning skal evalueres

0
(Foto: AVISEN)

Fredericia Eliteidræt lavede frem mod OL i Paris en satsning, hvor de målrettet ville understøtte atleter i at forsøge at komme med til De Olympiske Lege. Ud af de atleter, som de støttede, kom én igennem nåleøjet.

Satsningen blev præsenteret på et møde i ADP Loungen i Fredericia Idrætscenter tilbage i 2020. Dengang rummede satsningen Anna Skade (skytte), Nicklas Kildehøj (skytte), Alberte Kjær (triathlon), Malthe Lindeblad (svømning), Magnus Dyhre (BMX), Henrik Klemmesen (triathlon), Clara Vestergaard (banerytter) og Ida Krum (banerytter). Siden er Klemmesen, Vestergaard og Krum sprunget fra projektet af forskellige årsager.

En af nøglerne i OL-satsningen var den tredobbelte OL-vinder Eskild Ebbesen, der også i OL-sammenhæng har hentet to bronzemedaljer i guldfireren. Han bistod atleterne ved workshops, hvor trænere og atleter fik værktøjer med fra Eskild Ebbesens store erfaring.

Magnus Dyhre er, ligesom de øvrige atleter, blevet tildelt midler af Fredericia Idrætsfond undervejs i OL-satsningen. Foto: AVISEN

Nu er dommen faldet. Glæden var stor, da det lykkedes Alberte Kjær at komme med til OL, men det var eneste atlet, der kom med til OL i Fredericia Eliteidræts satsning. Det skyldes flere ting, blandt andet blev et styrt for BMX-rytteren Magnus Dyhre afgørende, da han dermed ikke kunne køre sig i VM-finalen, som kunne have givet ham en OL-plads.

– Magnus’ udfordring var, at Danmark ikke havde en nationsplads, og han skulle kvalificere sig individuelt. Til VM styrtede Magnus i ottendedelsfinalen og måtte udgå, selvom han lå til at gå videre og derfor ikke fik den placering, han skulle bruge for en individuel placering. Selvom Magnus gør det godt individuelt, så skulle han have været i VM-finalen, men det kom han ikke, fordi han styrtede, siger Keld Vestergaard fra Fredericia Eliteidræt og fortsætter:

– Af de 40 BMX-ryttere, der skal afsted, er der kun to yngre end ham, så han er stadig ung og vil have gode chancer næste gang. Han vil være et godt kort til VM i København næste år og et virkelig godt kort til OL i 2028. Danmark har som nation ikke været gode nok, og ville have fået pladsen, hvis Danmark havde kvalificeret sig som nation.

Anna Skade og Nicklas Kildehøj fik ikke skudt sig inden for kravene til OL. Foto: AVISEN

Der var store forhåbninger til skytterne Nicklas Kildehøj og Anna Skade. Sidstnævnte var med til OL i Tokyo, men da det gjaldt kvalifikationsstævnerne, ramte hverken Kildehøj eller Skade det, de skulle.

– Anna havde skudt det, hun skulle, men ikke til en kvalifikation. Hun ramte ikke dagen, da hun skulle. Det samme med Nicklas, der har Danmarksrekorden. De præsterede ikke på konkurrencedagene, da de skulle, selvom de har vist, at de har niveauet, så det er ærgerligt, forklarer Keld Vestergaard.

Malthe Lindeblad skulle slå Danmarksrekorden på 50 meter langbane, men han slog ikke rekorden på 22,36 sekunder. Foto: AVISEN

For svømmeren Malthe Lindeblad er historien en anden. Han skulle forsøge at slå Danmarksrekorden på 50 meter langbane. Det lykkedes ikke.

– Malthes historie er speciel, da han har manglet at blive endnu hurtigere. De andre har vist det sportslige niveau. For Malthe har det handlet om at blive bedre i bassinet og ramme tiden. Han er tredobbelt dansk mester og har den næsthurtigste tid i Danmarkshistorien, men du skal slå Danmarksrekorden, og det gjorde han ikke, siger Keld Vestergaard.

Målet blev ikke nået

Når man ser tilbage, så blev Fredericia Eliteidræts mål ikke nået. De ville have haft flere med til OL 2024.

– Vores mål var at få tre-fire stykker med til OL, og det kan man sige, at vi ikke lykkedes med. Tilbage ved nytår var troen der. Vi troede på Alberte, og hvis vi så kunne få en skytte eller to med, og så Magnus Dyhre, så var det det, vi troede meget på, og det kunne være, at Malthe kunne ramme den rigtige tid for at få ham med, men det skete ikke, siger Vestergaard.

Keld Vestergaard fra Fredericia Eliteidræt. Foto: AVISEN

Spørgsmålet er nu, om Fredericia Eliteidræt vælger at lave en ny satsning frem mod OL 2028 i Los Angeles.

– Vi skal kigge på, om vi laver en ny OL-satsning til efteråret. Vi skal evaluere med atleterne, om det hjalp dem, og så skal vi se på, hvad det egentlig er, vi får ud af det. Vi skal kigge på den brandingværdi, der er i det for Fredericia, at vi har atleter fra byen med til OL, og det skal man ikke underkende. Samtidig giver det også forbilleder til vores talentklasser, som har nogle at spejle sig i, slutter Keld Vestergaard.

Klubmand stopper som træner i Fredericia fF

0

Efter mere end 10 år i spidsen for Fredericia fF’s Jyllandsseriehold stopper Niels Erik Christensen som træner.

Et kendetegn ved Fredericai fF er Niels Erik Christensen, men på fredag er det slut. Træneren for klubbens førstehold har meddelt, at han stopper.

– Vi er rigtig kede af, at Niller ønsker at stoppe som træner. Med mere end 10 år i klubben, har han været en engageret og usædvanlig træner. Han er blevet en klublegende, der så sent som til Madsby Pige Cup tog et stort slæb med at dømme kampe og være med til præmieoverrækkelsen, siger seniorformand Thomas Banke.

Men det er på fodboldbanerne, at Niels Erik Christensen har sat sine største indtryk.

– Han har om nogen været med til at fastholde Fredericia fF som byens højstrangerede serieklub. Niller har gennem årene gjort en stor indsats for at gøre overgangen fra ungdoms- til seniorspiller lettere. De mere end 10 år i F’erne har budt på både op- og nedture, men han har altid kæmpet for den specielle ånd, der er i klubben.

I forårssæsonen har træneren ført klubbens førstehold fra Jyllandsserie 2 til Jyllandsserie 1. Han afleverer derfor et hold med selvtillid.

– Det har været vigtigt for Niller at aflevere en attraktiv trup til den næste træner. Han stopper på toppen, og det er vi taknemmelige for. Sidste vinter rykkede vi ned fra Jyllandsserie 1, men det var ikke der, at Niller ville stoppe. Han har taget de sure vintermåneder med og skabt en fornyet optimisme i Madsby, som vi kan bygge videre på, siger Thomas Banke.

Fredag spiller Fredericia fF hjemme i Madsby. Det er kl. 19.00 mod FC Sydvest 05 Tønder. Der vil Niels Erik Christensen bliver hyldet.

– Vi skylder alle Niller en kæmpe tak for sin indsats i F’erne. Efter kampen går arbejdet i gang med at finde afløseren til det mest attraktive serieseniortrænerjob i Fredericia. Vi skal have defineret, hvad vi har brug for, og mødes med nogle af spillerne efter kampen, siger Thomas Banke.

Langelandske vikinger opstår fra de døde i ny udstilling

0

Tag med på en rejse ned i vikingernes grave, hvor du vil komme nærmere på de enkelte langelændere fra vikingetiden.

Fredag den 28. juni kl. 10:00 åbner Langelands Museum dørene til en ny udstilling, hvor museet gennem nøje udvalgte langelandske gravfund forsøger at afdække livet som langelænder i vikingetiden.

Hvert eneste fund i udstillingen åbner døren til fortidens hemmeligheder, og der kan blandt flere særegne fund opleves to imponerende ryttergrave – tæt knyttet til kongemagten – der viser dig noget om øens rolle i Sydskandinavisk vikingetid.

Alle er velkommen og vi vil på museet stå klar med lidt godt til ganen!

Sted:
Langelands Museum, Jens Winthers Vej 12, 5900 Rudkøbing

Vokseværk i Børnecancerfonden: indsamlede 72 mio. kr. i 2023

0

Børnecancerfonden opnåede i 2023 en indsamling på 72 mio. kr. Det er det bedste resultat i fondens historie.

I dag har Børnecancerfonden offentliggjort årsrapporten for 2023, og de samlede indtægter steg med 10 mio. kr. i forhold til året før.

Øgede arveindtægter samt succes med indsamlingsdagen #FodboldtrøjeFredag bidrog væsentligt til denne vækst. Team Rynkeby forblev den største bidragsyder, imens nyere samarbejdspartnere som Flying Tiger Copenhagen øgede deres engagement og bidrag.

– Vores flotte 2023 er et udtryk for overvældende støtte fra private donorer, virksomheder, fonde og samarbejdspartnere. Vi har fået flere stærke og interne kompetencer, som skal fremtidssikre fonden, og vi har fortsat fokus på at få pengene ud at arbejde hurtigt – til gavn for børn med kræft, lyder det fra Børnecancerfondens direktør, Marianne Benzon Nielsen.

Stigende behov for støtte trods rekordår
Børnecancerfonden støttede 69 projekter inden for forskning, familiestøtte og oplysning med 53,8 mio. kr. samt omkostninger til formålsbestemte projekter. Det bidrager til at fremme forskningen og forbedre vilkårene for børn og unge med kræft. Herudover er der hensat 18,6 mio. kr. bl.a. fra donationer i årets sidste måneder.

Antallet af ansøgninger om støtte fra forskere nåede også et rekordniveau i 2023 og steg med 31 %, hvilket vidner om et stigende behov for støtte til den vigtige forskning i børnekræft.

– Forskning er afgørende for at sikre, at færre børn dør af kræft, og at flere overlever uden senfølger. Selvom flere børn i dag overlever kræft, kæmper mange med langvarige senfølger, som påvirker både dem og deres familier i mange år. Derfor er der fortsat et stort behov for yderligere støtte, forklarer Marianne Benzon Nielsen.

Et fantastisk 2023 med mange aktiviteter og indsamlinger
I 2023 kunne børn med kræft og deres søskende for første gang deltage i en helt særlig DGI Fodboldskole kun for børn med kræft. RESPECT-projektet blev et permanent tilbud og sikrer, at børn og unge med kræft kan opretholde kontakten til deres skole og undervisning samt få besøg af to klassekammerater som deres ambassadører, imens de er indlagt. Hjernetegn-kampagnen blev lanceret, som skal hjælpe læger og sundhedsprofessionelle med at vurdere børn og unge med symptomer på en hjernetumor.

Børnecancerfonden afholdt en stor forskningsdag med fokus på fremtidens unge forskere og Henrik Hertz’ Forskningslegatet på 250.000 kr. blev tildelt overlæge René Mathiasen fra Rigshospitalet for hans dedikation til forskning og behandling af børn med hjernetumorer.

Der var stor aktivitet over hele landet med indsamlinger, støtteløb fra FundRacers og forskellige arrangementer på landets fire børnekræftafdelinger. Og der var #Gribbolden, Sportscar Event og meget mere sammen med stærke samarbejdspartnere.

Tyske favoritter vandt igen

0

Dagens EM-kampe var præget af spænding og tæt konkurrence, med to ud af tre opgør, der endte uafgjort. Både Kroatien og Schweiz leverede stærke præstationer og satte deres modstandere under betydeligt pres, men formåede ikke at sikre sejren, hvilket resulterede i uafgjorte resultater for begge hold. Tyskland, derimod, viste deres klasse ved at dominere kampen mod Ungarn og sikrede en overbevisende sejr.

Den første kamp stod mellem Kroatien og Albanien. Begge hold var under pres efter at have tabt deres første opgør ved EM-slutrunden, men Kroatien måtte påtage sig favoritværdigheden. Albanien kom godt fra start og viste stor kampgejst, og de kom stik imod spil og chancer i front i første halvleg. I anden halvleg vendte imidlertid. To kroatiske scoringer sendte dem i ekstase, og det lugtede af en sejr, men sådan skulle det ikke gå. I kampens overtid fik Albanien bolden i netmaskerne og sikrede sig 2-2.

Tyskland levede endnu en gang op til deres favoritværdighed og sikrede sig en imponerende 2-0 sejr mod Ungarn. Kampen var dog mere spændende end resultatet måske antyder. Ungarn viste sig som en stærk modstander og var flere gange tæt på at bringe sig foran. Tysklands stjernemålmand Manuel Neuer måtte virkelig træde i karakter og leverede adskillige spektakulære redninger, som holdt Ungarn fra at score. På trods af det tyske holds dominans og mange chancer manglede de den sidste skarphed i deres afslutninger, som kunne have resulteret i en endnu større sejr.

I onsdagens sidste kamp skuffede Schweiz mod Skotland, som på den anden side sikrede sig et livsvigtigt point. Skotterne startede stærkt og kom foran tidligt i kampen, hvilket satte Schweiz under pres. Schweiz formåede dog at svare igen hurtigt i første halvleg med en udligning, der bragte dem tilbage i kampen.

https://www.philips.dk/c-m-so/tv

Anden halvleg levede ikke helt op til forventningerne, og spillets kvalitet var generelt lavere. Schweiz havde flere muligheder for at tage føringen, men deres manglende effektivitet foran mål kostede dem dyrt. Trods flere chancer lykkedes det ikke for dem at få bolden i nettet igen. Skotland forsvarede sig godt og holdt stand mod det schweiziske pres, hvilket resulterede i en uafgjort kamp.

Lang ventetid kan holde personer med arbejdsskader væk fra arbejdsmarkedet

0

Manglende koordinering og lange ventetider kan betyde, at personer kan have svært ved at forstå deres arbejdsskadesag. Det manglende overblik over sagen kan bidrage til, at de mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

En faldulykke eller en arbejdsrelateret stresssygemelding. Der bliver hvert år i gennemsnit anmeldt og behandlet over 50.000 arbejdsskader i Danmark. Langt de fleste personer med en arbejdsskade vender hurtigt tilbage på job igen, men der er også nogle, der ikke vender tilbage til arbejdsmarkedet. Netop den udfordring belyser en ny rapport fra VIVE.

VIVE har undersøgt, hvad den lavere arbejdsmarkedstilknytning kan skyldes, og hvordan en manglende koordination mellem forskellige aktører, som håndterer en arbejdsskade, kan bidrage til, at en person ikke vender tilbage til arbejdsmarkedet efter en arbejdsskade.

Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at beskæftigelsen blandt personer, som rammes af en arbejdsulykke, falder efter ulykken, og kun halvdelen er i ordinær beskæftigelse 5 år efter.

– De forskellige aktører har betydning for, om personer vender tilbage til arbejdsmarkedet. Med andre ord kan manglende koordinering og uforståelig kommunikation tage pusten fra nogle borgere, og det kan betyde, at de ikke vender tilbage til arbejdet igen, siger Helle Holt, der er seniorforsker i VIVE. 

Desuden peger resultaterne på, at opbakning fra arbejdsgiveren kan være medvirke til, at flere vender tilbage efter en arbejdsskade.

Aktører i arbejdsskadesager:

  • Den tilskadekomnes arbejdsgiver
  • Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
  • Jobcentres sygedagpengekontor
  • Fagforeninger
  • Arbejdsgivernes forsikringsselskaber
  • Familie og øvrige netværk
  • Sundhedssystemet og egen læge
  • Arbejdsmedicinske klinikker

Ikke samme syn på samme sag

Rapportens analyser peger på, at de mange aktørers forskellige syn på en arbejdsskadesag kan betyde, at den tilskadekomne mister overblikket.

– Det gælder for eksempel, når en fagforeningsrepræsentant siger noget andet end en sagsbehandler i jobcenteret, når arbejdsgiverens forsikringsselskab klager over en afgørelse, eller når ens egen læge siger ét og sagsbehandleren i jobcenteret noget andet, forklarer Helle Holt.

På baggrund af analysen har forskerne identificeret fire opmærksomhedspunkter, som skal understøtte det videre arbejde med udfordringen:

  • Skab bedre overblik ved letforståelig kommunikation og forventningsafstemning i forhold til både arbejdsskade- og sygedagpengesagen
  • Inddrag arbejdsgiveren tidligt, så det sikres, at medarbejderen beholder sit job, for eksempel ved at tilpasse arbejdsopgaverne
  • Sikre en bedre koordinering mellem de involverede aktører ved eksempelvis rundbordssamtaler og faste kontaktpersoner
  • Fokusér på at nedbringe ventetider i sundhedssystemet og i arbejdsskadesagen.


Ombygning Nymarkshuset vil styrke anbringelsestilbud

0

Nymarkshuset i Fredericia, der i dag fungerer som støtteophold for børn og unge med psykiske funktionsnedsættelser, foreslås ombygget for at kunne tilbyde en bredere vifte af ydelser, herunder kortvarige og midlertidige anbringelser, botilbud, akutanbringelser, gruppetilbud og samvær.

Denne udvidelse vil gøre det muligt for flere børn og unge at blive i deres nærmiljø, hvilket understøtter intentionerne i den nye Barnets Lov om at anbringe børn tættere på deres kendte omgivelser for at fremme stabilitet og kontinuitet i deres liv.

En ombygning af Nymarkshuset vil forbedre mulighederne for tættere opfølgning på børnenes og de unges udvikling samt skabe økonomiske besparelser gennem mere effektiv personalebemanding og reducerede kørselsudgifter. Samtidig vil de nuværende aktiviteter på Anders Billes Vej kunne flyttes til Nymarkshuset, hvilket frigør den bygning til salg.

Den økonomiske analyse viser, at en investering på 5,8 mio. kr. vil kunne tjene sig hjem på tre år ved at reducere omkostningerne ved eksterne anbringelser. Det samlede driftsbudget for Nymarkshuset estimeres til 16 mio. kr. årligt ved en belægningsprocent på 95%. Indtægter fra salg af pladser til andre kommuner vil yderligere styrke økonomien.

Sagen var oppe at vende på et byrådsmøde, hvor et enigt byråd, efter formand for Børne- og Skoleudvalget, Ole Steen Hansens oplæg om sagen, godkendte sagsindstillingen med at ombygge Nymarkshuset.

– Vi har taget et skridt i den rigtige retning. Vi gør noget for at gøre det billigere og bedre for børn og unge. Ved at hjemtage nogle børn og unge, kan de være der, indtil vi kan se, hvad der skal ske. Vi kan vurdere, hvad der skal gøres, og vi kan gøre det billigere. Vi kan spare rigtig mange penge på det, og jeg tror, vi kan gøre det bedre. Det er en vindersag. Det handler om, hvor stor kommunen er. Appelsinen faldt ned i turbanen, og tak for det, sagde Ole Steen Hansen.

Dermed har Fredericia Byråd godkendt at afsætte 5,8 mio. kr. til ombygningen af Nymarkshuset, så det fremover kan fungere som et kombineret botilbud, anbringelsessted og støttetilbud, inklusive mulighed for akutanbringelser, samvær og gruppetilbud. Besparelser, der opnås gennem denne investering, vil blive indregnet i den fremtidige økonomiske balance på området.

For 20 år siden stod han selv der: I aften åbner SHOWCASE igen

For 20 år siden stod han selv der: I aften åbner...

0
KULTUR. Der er en særlig slags nervøsitet, der lægger sig over et teater, når et hold unge skal vise, hvad tre års arbejde er...