Kunstner maler på rådhuspladsen i Fredericia

0

Kunstner Qnud Caos er i disse dage på rådhuspladsen i Fredericia. Hans opgave er at producere fire værker, der undersøger “fællesskab”, “natur”, “6. juli” og “Lillebælt i sammenhæng med Fredericia”.

Vejret er med Qnud Caos. Kunstneren, der har lavet flere værker rundt omkring i Fredericia, har fået til opgave at lave fire værker inden for de nævnte emner. Udover det har han fået forholdsvis frie tøjler, fortæller han.

I tidsrummet klokken 11:00 og 16:00 er Qnud Caos til stede den 21. – 22. juni, 28. – 29. juni, 3. – 4. juli og den 12. – 13. juli, hvor han til Street Art 2024 er hyret ind til at lave værkerne. Det at lave det midt på rådhuspladsen i Fredericia er specielt for Qnud, der til dagligt bor i København.

– Det er sjovt at stå på sådan en plads. Det har jeg ikke prøvet før, siger han og oplyser, at flere interesserede allerede har været inde at spørge, hvad han laver.

Det er også lidt af et særsyn på Rådhuspladsen. En varebil holder i den ende, hvor indgangen til rådhuset er, og ved siden af den står en kunstner og maler på et lærred. Det er ikke et hverdagssyn.

– Det er hyggeligt at stå her. Jeg lagde faktisk lige på Instagram, at nu har jeg bare rykket mit atelier ud. I stedet for at stå derhjemme står jeg bare her. Min arbejdsbase er den samme, selvom det selvfølgelig er et andet sted, forklarer Qnud Caos.

Mens det er nyt, at Qnud Caos står og maler på en stor plads, så er det til gengæld ikke nyt, at han laver kunst til Fredericia.

– Jeg har lavet det på gavlen nede ved Hotel Gammel Havn og så har jeg lavet noget derhjemme, som kommer op nede foran Tøjhuset, siger Qnud.

Men hvordan får man sådan en opgave? Svaret er netværk, som har lært Qnud Caos at kende via andre opgaver.

– Ulrich Nicolaisen fra EventC er med i det, og så ved jeg, at turistforeningen Visit Fredericia er med inde over også. Det er på den måde, at jeg har fået den her opgave, siger Qnud Caos.

Qnud Caos er en autodidakt kunstner, som fra barnsben altid har yndet at skabe og fortælle historier. Fra at sidde og tegne i skolen, har Qnud siden rejst gennem livet som gøgler, cirkusartist, fotograf, teatertekniker og kunstner. Altid drevet af sin store interesse i historier og for at formidle, gennem et ikke talt sprog.

De seneste år har særligt billedkunsten taget fylde med store malerier og tegning, men også keramik, workshops og andre eksperimenter, i en konstant undersøgende tilgang og stræben efter at både udfordre sig selv kunstnerisk og skabe værker, der vækker refleksion hos deres beskuere.

Tågesnak fra en venstremand

0
Inger Nielsen. Arkivfoto: AVISEN

Indledningsvis vil jeg starte mit læserbrev med en afslutning, nemlig afslutningen på Louis Lindholms læserbrev, bragt i Fredericia Dagblad. Citat: ”Så herfra en opfordring til formanden for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget om straks at få prioriteret og igangsat de nødvendige indsatser.”
PYH.

Den lader jeg lige stå et øjeblik. Men…

For det første bryder jeg mig ikke om, at du dolker din formand på den måde (formanden er Connie Majbrith Jørgensen).
Det kan du ikke være bekendt over for din kollega i byrådet. Jeg er glad for, at Pernelle Jensen ikke var så nedrig som dig.

For det andet sidder du selv i udvalget.

For det tredje kan jeg ikke læse nogle forslag fra dig selv.

Det er ikke så rart, når de fleste fingre peger på dig selv – vel.

Jeg er ikke færdig endnu med at citere fra dit uforståelige læserbrev. Citat:
”Cirka 20 procent af Fredericias borgere er på kommunal offentlig forsørgelse, hvilket er 3,3 procent over landsgennemsnittet.”

Hvad mener du? 20 procent er på offentlig forsørgelse, tæller jeg med her – som folkepensionist.
Det ser ud til, du mangler nogle oplysninger (folkepensionen er ikke kommunal).
Men indrømmet, det lyder skræmmende.
Det er helt ude i tågedisen.

Nå, men nu nærmer jeg mig en afslutning, nemlig dit budskab om ikke at jagte den enkelte førtidspensionist, men alle de andre. Jeg ved ikke, hvem der er undtaget, men det er ikke den enkelte.
Det er ganske enkelt en gang uforståeligt vrøvl.

Nu citerer jeg igen – lover det bliver sidste gang.
”Måske vi skal se på mulighederne for ikke at give varig førtidspension (føp), men i højere grad kun bevilge føp for en kortere årrække, så borgeren får ‘ro på’ i en periode og måske kan blive jobparat.”

Har du spurgt en fra embedsværket om, hvad de synes?
Nå nej – de vil nok fortælle dig, at den mulighed er til stede i dag allerede (håber jeg).
Det er altså ikke så let at få en førtidspension, som du får det til at lyde.

Resten af dit indlæg taler vist for sig selv.
Du kan citere fra en rapport, men komme med forslag selv, kan du ikke.
Det er tågesnak.

Otteårig dreng påkørt i fodgængerfelt ved skole

0

En otteårig dreng var torsdag på vej i skole i Erritsø. I et fodgængerfelt blev drengen, der trak sin cykel, påkørt af en bilist, der overså drengen og kørte videre efterfølgende.

Det skete torsdag morgen ved 8-tiden, da drengen var på vej i skole på Erritsø Fællesskole, afdeling Højmosen.

Den otteårige dreng var i færd med at trække sin cykel, men i fodgængerfeltet overså en bilist, der kom kørende i nordlig retning, drengen, som gik over vejen. Bilen ramte fronten af drengens cykel, hvorved drengen faldt. I den forbindelse skete der skade på cyklen.

Bilen, der var impliceret i uheldet, beskrives som en brun BMW. Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Kendetegn for den gode leder

0
Kunsten at lede forandringer
Kunsten at lede forandringer

Når der tales, skrives og vurderes om ledelse i dag, så bliver der ofte talt, skrevet og vurderet om det ud fra en helt særlig negativ præmis: Hvad er det, der ikke virker? og hvorfor er ledelsen så dårlig? Årsagen til den dårlige ledelse skal findes, fikses og kureres. Men det duer bare ikke at blive ved med at hænge fast i, det er ikke virker.  Det finder vi ingen løsninger af, og det er ikke særligt inspirerende for hverken lederen eller andre, snarere tværtimod. Derfor bør vi skabe og fastholde et fokus på, hvad der kendetegner den gode og succesfulde leder, tage ved lære af dét, og så GØRE DET. Det handler denne artikel om. 

De fire overordnede kendetegn

Den gode leder rummer mange forskellige kendetegn for God Ledelse og et Godt Lederskab. Kendetegn der kan samles under fire overordnede overskrifter: Høj faglighed, god forretningsforståelse, gode personlige sociale færdigheder og en personlig lederadfærd.

Den høje faglighed og den gode forretningsforståelse er to afgørende forudsætninger for et Godt Lederskab. Ikke kun inden for den pågældende branche, som lederen aktuelt er leder inden for. En høj faglighed og en god forretningsforståelse inden for andre brancher og dermed ud fra et mere generelt, strategisk perspektiv giver nemlig den enkelte leder et endnu bedre og bredere holistisk blik på den komplekse verden, som den pågældende virksomhed, dens ledere og medarbejderne agerer i.

Men det er ikke nok. Den gode leder skal også være i besiddelse af de nødvendige Personlige sociale færdigheder, der gør lederen i stand til – uanset hvilken situation hun eller han står i – at udøve og anvende netop den personlige lederadfærd, der skaber de resultater og når de mål, som lederen ”er sat i verden for” at nå sammen med sine medarbejdere. Det er to sider af samme sag. Det er altså ikke nok at besidde de personlige og social færdigheder. De skal også altid udmøntes i en situationsbestemt lederadfærd, der følger og går forud for den foranderlige verden, som vi lever i.

Hvilke personlige sociale færdigheder og lederadfærd, der er afgørende for virksomhedens resultatdannelse på et bestemt tidspunkt og sted, afhænger af den aktuelle samfundsudvikling og af tidens ledelsesbehov. Ofte ser vi lederadfærd på begge sider af tidens mainstreamtendenser. Enten halter lederadfærden bagefter, eller lederadfærden er måske forud for sin tid og opnår ikke det nødvendige følgeskab.

Kunsten for lederen er at finde den rette balance. En balance hvor lederen i sin lederadfærd opererer på forkanten af tidens mainstreamtendenser, og hvor lederen har et fremrettet mindset og vedholdende blik på udviklingen af sin nuværende lederstil. På den måde skaber lederen de bedste muligheder for at opnå og styrke medarbejdernes følgeskab, så de naturligt – gennem positiv motivation – forstærker deres medejerskab i opgaveløsningen. Et medejerskab der er helt afgørende for virksomhedens resultater og positive bundlinje, både på den korte og i høj grad på den lange bane.

De vigtigste kendetegn

Opfattelsen af hvad der er de vigtigste kendetegn for God Ledelse, og hvad der karakteriserer den gode leder, afhænger af mange faktorer. Branche, kultur, virksomhedshistorie, lederen som individ, medarbejderne og omverdenen. Jeg tror, at de fleste – bevidst eller ubevidst – har en god idé eller fornemmelse af, hvornår de står overfor og oplever en god leder.

De efterfølgende kendetegn skal derfor mere ses som inspirationskilde til egen refleksion over, hvad der karakteriserer den gode leder, derfra hvor du står. Det er ikke en prioriteret facitliste, og de vil altid være kontekstafhængige.

Den gode leder kendetegnes ved, at lederen:

  • Skaber, fastholder og videreudvikler motivationen hos den enkelte medarbejder, de enkelte teams og organisation som helhed,
  • Sikrer medarbejdernes og egen rettidige kompetenceudvikling,
  • Sikrer en aktiv dialog med alle involverede aktører. En aktiv dialog der fremmer evnen til at kommunikere, lytte, indhente og udveksle informationer,
  • Sikrer en aktiv informations- og dataindhentning fra hele ledelsesrummet,
  • Giver altid en konstruktiv og positiv feedback,
  • Træffer rettidige beslutninger på et velfundet fagligt grundlag og
  • Sikrer rettidigt at kommunikere trufne beslutninger ud til alle involverede medarbejdere og samarbejdspartnere, for derved at søge den nødvendige og størst mulige accept og det afgørende medejerskab.

Flere kendetegn

For mig er den gode leder også kendetegnet ved:

  • Konsekvens, fordi det øger lederens troværdighed og skaber klarhed i kaotisk omverden.
  • Gennemskuelighed, fordi det øger videndeling.
  • Ærlighed, fordi det styrker lederens gennemslagskraft.
  • Troværdighed, fordi det styrker virksomhedens professionalisme.
  • Empati, fordi det styrker lederens evne til at kommunikere.
  • Situationsbestemt ledelse, der giver størst mulig grad af handlefrihed, fordi vores omverden er kompleks og dynamisk, og fordi vi oplever verden forskelligt.
  • Stimulering af aktiv informationsudveksling mellem medarbejderne, fordi det fremmer forståelsen for helheden.
  • En dynamisk og visionær lederstil, fordi det skaber udvikling.
  • En lederstil, der er forandringsparat og som peger retningen af virksomhedens vision.
  • En kreativ og konstruktiv lederstil, som driver ledelse gennem accepterede beslutninger, fordi det sikrer de bedst mulige opgaveløsninger.

Kunsten er hvordan

Det er ingen kunst at nedfælde og argumentere for kendetegnene for God Ledelse. Nej, kunsten er at udvikle, vedligeholde og altid udvise en lederadfærd, som kendetegnene for God Ledelse afspejler.

Det er kun gennem den konkrete lederadfærd, at kendetegnene ægte kommer til udtryk. Derfor skal lederen gå forrest og vise vejen ved at sætte retning. På den måde kan lederens medarbejdere spejle sig i lederens adfærd og kopiere de dele, der giver mening for deres egen lederadfærd. Rigtigt anvendt, er eksemplets magt en uvurderlig styrke i udøvelse af God Ledelse. Omkring den gode leder hersker der altid en helt særlig underliggende atmosfære af ro og balance. Når verden omkring os går amok, lyser den gode leder op, som den ledestjerne medarbejderne har brug for. Der er overensstemmelse mellem det den gode leder siger og gør. Den gode leder skaber følgeskab og medejerskab.

Fredericia Havn bliver nøglen til Danmarks CO₂-lagring

0

Forestil dig en fremtid, hvor skibe lægger til i Fredericia Havn lastet med indfanget CO₂, der skal lagres sikkert og permanent i den danske del af Nordsøen. Det er ambitionen med en ny partnerskabsaftale, som lanceres i dag mellem TotalEnergies Denmark, Evida og Associated Danish Ports (ADP), som understøtter de nationale målsætninger for CO₂-reduktion og planerne for fangst og lagring af CO₂.

Partnerskabet har til formål at udvikle transportløsninger, for indfanget CO₂ med Fredericia Havn og Taulov Dry Port som vigtige transitpunkter, der skal forbindes via rørledninger til lagringsstederne i Nordsøen.

Geologiske undersøgelser viser, at Danmarks undergrund er et ideelt sted at opbevare opsamlet CO₂. Den centrale geografiske placering i Europa gør det også muligt at bidrage til, at vores EU nabolande kan reducere deres udledninger ved hjælp af CCS-faciliteterne. Men det er afgørende, at der bliver udviklet infrastruktur til at transportere CO₂’en til lagringssteder, i den nødvendige skala.

Det er essentielt, hvis vi skal reducere udledninger og nå de danske og globale klimamål, siger Martin Rune Pedersen, landechef for TotalEnergies i Danmark:

– CCS er en bro til fremtidens klimaløsninger. TotalEnergies har arbejdet med CO₂-lagring globalt i mange år. Nu indleder vi en indsats i den danske del af Nordsøen, og med vores projekt Bifrost har vi som mål årligt at lagre 5 millioner tons CO₂fra 2030. En stærk transportinfrastruktur er afgørende for at opnå det mål. Med dette partnerskab tager vi det næste skridt mod at udvikle rygraden i vores fremtidige offshore CCS-industri, ikke mindst takket være vores dygtige partnere Evida og ADP.

Sidste år blev TotalEnergies Danmark og Evida enige om at undersøge mulighederne for at etablere en onshore CO₂-rørledningsinfrastruktur i Danmark.

– Det nye partnerskab er en naturlig forlængelse af dette. En CO2-rørinfrastrukturs berettigelse og værdi for Danmark stiger, jo flere der kan benytte den, og jo større mængder CO₂ den skal transportere. Det er Evidas erklærede mål at skabe en åben infrastruktur med stor udnyttelse, hvor adgang stilles til rådighed for alle med behov for CO₂-transport, siger Kim Søgård Bering Kristensen, administrerende direktør i Evida.

Fredericia som CO2-hub

Udviklingen af infrastrukturen skal være på plads, når TotalEnergies Bifrost-lager er klar til at lagre CO₂, hvilket forventes at ske i 2030. Målet er at etablere en rørledning, det såkaldte ”North Sea link”, der forbinder Fredericia-området med den jyske vestkyst, hvor offshore infrastruktur skal bruges i den videre transport af CO₂’en til lageret i den danske del af Nordsøen. Taulov Dry Port vil være i stand til at modtage og transportere CO₂ via lastbiler og jernbane, som derefter kan føres ind i rørledningsinfrastrukturen.

Rune D. Rasmussen, CEO, ADP hA/S.

– I samarbejde med EVIDA og TotalEnergies positionerer og understøtter vi Danmark som et foregangsland med massiv CO₂-håndtering. I ADP ser vi det nye samarbejde som en særdeles spændende tilføjelse til vores kerneaktiviteter, hvor vi samtidig bidrager væsentlig til at nå de danske klimamål. Fredericia ligger centralt placeret i Danmark og agerer som det vigtigste multimodale transportknudepunkt. Med opkobling til Nordsøen via den jyske vestkyst bliver Fredericia et af de vigtigste knudepunkter for grøn infrastruktur, siger Rune D. Rasmussen, adm. direktør for ADP.

Det vil også blive taget i betragtning, om der er mulighed for at forbinde andre relevante områder med infrastrukturen. Særligt i forhold til at forbinde Esbjerg Havn med offshore-infrastrukturen for at gøre det lettere at lagre CO₂, der importeres til havnen i den danske del af Nordsøen.

Om TotalEnergies

TotalEnergies er en global multi-energivirksomhed, der producerer og markedsfører energi: Olie og biobrændstoffer, naturgas og grønne gasser, vedvarende energi og elektricitet. Vores mere end 100.000 medarbejdere arbejder mod at sikre energi, der er stadig billigere, mere bæredygtig, mere pålidelig og tilgængelig for så mange mennesker som muligt. TotalEnergies er aktiv i næsten 130 lande.

Om Evida

Evida er Danmarks nationale distributør af metangas (natur- og biogas) med mere end 40 års erfaring med at drive et sikkert og effektivt gasnet. Det er et stærkt fundament, der kan bringes videre i udbygningen af en kommende CO₂-infrastruktur. Evida arbejder for at skabe en sikker rørført infrastruktur, som kan føre CO₂ til lager dybt i undergrunden eller til anvendelse i PtX-indsutrien. Det er på den måde, Evida skaber forbindelser i den grønne omstilling.

Om ADP

ADP er en havnekoncern, der ejer og driver havnene i Fredericia og Nyborg samt Taulov Dry Port. Havnene har en unik central beliggenhed og er med deres internationale standarder vigtige knudepunkter for samhandel og opretholdelse af forsyningskæderne i Produktionsdanmark. ADP og pensionsselskabet PFA har i et joint-venture udviklet Taulov Dry Port som et multimodalt transport- og logistikcenter i Taulov med en central beliggenhed tæt på havn, motorvej og jernbane.

By-naturgrunden Ø2 bliver ny scene på Klimafolkemødet

0

Gumlende geder, jord under neglene og grøn fællesspisning, fipskæggede medarbejdere og Manden med Leen. Det er blot et lille udpluk af dem, du kan møde, hvis du takker ‘ja’ til en vild invitation fra foreningen Vilde Middelfart og Klimafolkemødet. I alt forventes 40.000 klimagæster i Middelfart.

Bynaturgrunden Ø2 i Østergade bliver nemlig sin helt egen scene under Klimafolkemødet 2024, hvor aktivister fra den regenerative bevægelse blander sig med geder fra Ejby Mose, kunstnere og aktive fra foreningen Vilde Middelfart.

Med i alt 21 events i det officielle program bliver den flotte grund en unik Klimafolkemødescene, der inviterer til samtaler, refleksion og handling. Placeringen under det karakteristiske gavlmaleri af Moder Jord gør scenen til en ankomst lidt ud over det sædvanlige for togrejsende gæster.

Foreningen Vilde Middelfart åbnede Ø2 under sidste års folkemøde, og det var reaktionerne fra gæsterne og frivillige, der satte gang i idéen om at skabe et alternativ til de forhøjede teltscener i Havnegade.

– Vi fik mange kommentarer om, at det var rart at være på Ø2, fordi den inspirerer til løsninger og giver håb for fremtiden. Vi håber derfor, at de mange mennesker i byens gader vil tage sig tid til at gå ind på Ø2 og opleve de smukke planter og gederne, og måske få sig en snak med en af kunstnerne, de lokale naturforkæmpere eller aktivisterne, siger tovholder Elisabeth Tejlmand fra Vilde Middelfart.

I løbet af de tre dage fra 29. til 31. august vil der være 18 events på Ø2 og tre på Lilla Scene om lørdagen, og der er noget for enhver smag og alder. Musik, oplæsning, meditation, arbejdende kunstnere, samtaler, klimalykkepiller, workshops, fællesspisning, skattejagt, le-slåning og tre firbenede, fipskæggede medarbejdere fra Vilde Middelfarts gedepatrulje.

CLAY Keramikmuseum Danmark holder en talk om at opdatere det ressourcetunge fag keramik i en mere bæredygtig retning. Elever og lærere fra Middelfart Friskole giver erfaringer videre fra deres skovrejsningsprojekt. Og Danmarks Naturfredningsforening inviterer til workshop om, hvordan man laver sine egne biodiversitetsvenlige frøblandinger.

Fra den regenerative bevægelse deltager Oleg Kofoed og Tim Struck, der har skrevet bogen Regenerationskraft, samt Ida Bencke og Ask Katzeff.

Der ventes op imod 40.000 mennesker til Klimafolkemødet 2024.


El-scooter stjålet foran ørelægeklinik

0

En el-scooter, der holdt parkeret ved ørelægen i Fredericia, er blevet stjålet.

Episoden fandt sted i mandags, da en borger var inde ved ørelægen i Vendersgade mellem klokken 12:00 og 12:30. Da borgeren kom ud, kunne han se, at hans el-scooter var stjålet.

Bolsjer stjålet fra ulåst bil

0

Fra en ulåst personbil i Fredericia er der stjålet et glas bolsjer.

Tyveriet er sket på Bertel Bruuns Vej mellem onsdag klokken 22:00 og torsdag klokken 07:30, hvor en tyv fra en Porsche Macan har åbnet døren til en ulåst bil og rodet i handskerummet, hvor vedkommende fandt et glas med bolsjer.

Musicaltalent fra Fredericia fik Reumert

0

For fjerde år i træk blev Årets Reumert-priser her til aften uddelt i ODEON i Odense. Med indførelsen af kønsneutrale priser samt to nye kategorier til Årets Reumert 2024, blev stærke scenekunstpræstationer hyldet ved prisuddelingen uden hensyntagen til køn. For første gang nogensinde blev Årets Hovedrolle, Årets Birolle, Årets Samspil og Årets Solopræstation uddelt. Det var dramatiker og instruktør Christian Lollike, som løb med en stor del af opmærksomheden, da han modtog Årets Hæderspris for sit unikke og nytænkende blik i dansk scenekunst. Også Kathrine Lemmeke Madsen, som er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia i 2023, og var med i AvenueQ på Fredericia Musicalteater, fik en pris.

Årets Forestilling gik til den samfundssatiriske Skolekomedien på Aarhus Teater, som kompromisløst og originalt er instrueret af Christian Lollike. Det blev altså en kæmpe aften for Christian Lollike, som også modtog Hædersprisen for sit afgørende virke i dansk scenekunst. Hædersprisen gives til en scenekunstner, der gennem mange år har spillet en stor rolle for dansk scenekunst. En aktiv scenekunstner, der ikke bare i den forgangne sæson, men gennem en årrække på enestående vis har bidraget til en positiv udvikling af scenekunsten i Danmark.

Iben Hjejle modtog prisen for Årets Hovedrolle for sin nærværende og mangefacetterede indsats i Lægen på Folketeatret, og Mikkel Becker Hilgart modtog Årets Birolle for sin humoristiske præstation i Vi betaler ikke! på Nørrebro Teater. Årets Samspil gik til Bodil Jørgensen og Jens Albinus for deres dynamiske samspil i Indenfor murene på Det Kongelige Teater, mens Christian Hetland modtog Årets Solopræstation for sin intense og overbevisende rolle i En lykkelig slutning på Aarhus Teater.

Årets Særpris gik i år til til Mør Collective’s surrealistiske og poetiske musikperformance Symphony of Solitude — S.O.S., Mør Collective, mens Brancheprisen – Årets Teater, den eneste pris som ikke nomineres og vælges af Reumertjuryen, men af Dansk Teaters medlemsteatre, gik til det enestående og inspirerende byrumsteater Teatergrad.

Det var den talentfulde værtsduo af skuespillerne Rikke Westi og Marie Knudsen Fogh, der med humoristisk samspil og charme, førte publikum gennem et festligt show med masser af gæster og indslag, instrueret og skrevet af instruktør Johan Klint Sandberg og dramatiker og manuskriptforfatter Anna Skov.

Anerkendelse til erfarne kunstnere

Flere af priserne ved Årets Reumert 2024 løb til en række stærke og erfarne navne. Det kom bl.a. til udtryk i Årets Instruktør, der gik til Nathalie Mellbye for Traum (Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni), Årets Dramatiker, som Sophie Zinckernagel modtog for Aller Dybest Nede (Bådteatret). Derudover modtog Laura Rasmussen prisen for Årets Scenedesigner/Scenograf for Margrete I (Teatret Møllen) og Elisabeth Jansson gik med prisen som Årets Sanger for Titus (Det Kongelige Teater).

Årets Talenter

Aalborg Teaters Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet udløste en talentpris til skuespiller Nicolai Duckert Perrild. Desuden modtog danser Alvilda Aja Faber Striim (It’s so cute I’m gonna die, Blaagaard Teater og Gunilla Lind Danseteater), musicalperfomer Kathrine Lemmeke Madsen (Avenue Q, Fredericia Teater), skuespiller Rosemarie Mosbæk (Mågen, Odense Teater) og skuespiller Ludvig Brostrup (Hyper Switch Ultra Faggot, Teater Pytram) også hver især en af de i alt fem talentpriser.

Kraftkabler og trailer stjålet fra lagertelt

0

Fra en adresse i Middelfart er der stjålet blandt andet gasflasker, kraftkabler og en trailer.

Det er sket mellem tirsdag klokken 17:30 og torsdag, hvor der er klippet hul i eller skåret et lagertelt op på Værkstedsvej.

Fra lagerteltet er der stjålet diverse hånd- og elværktøj, samt gasflasker, kraftkabler og en trailer. I den forbindelse er en hængelås på en port klippet over, således at traileren og de øvrige genstande kunne stjæles.

Glenn Bech slutter sin turné mellem reolerne i Gothersgade

Glenn Bech slutter sin turné mellem reolerne i Gothersgade

KULTUR. En af landets mest omtalte forfattere lander i Gothersgade om eftermiddagen fredag. Glenn Bech afslutter sin signeringsturné i Billunds Boghandel i Fredericia, og...