Kommerciel chef siger op

0

Morten Høite Hansen er fortid i Fredericia Håndboldklub. Det meddeler han på de sociale medier. I december ansatte Fredericia Håndboldklub Hansen, efter klubben i oktober havde taget afsked med Lars Peter Hermansen, der havde titlen som kommerciel direktør.

I samarbejde med Actief Hartmanns fandt FHK en række kandidater til stillingen, og valget faldt på Morten Høite Hansen, oplyste klubben i en pressemeddelelse i december. Nu vender fynboen hjem til Albani i Odense, hvor han har arbejdet tidligere. Her skal han varetage rollen som distriktschef. Morten Høite Hansen har arbejdet i Fredericia Håndboldklub i en periode, hvor det fredericianske mandskab leverede en fremragende sæson og erobrede andenpladsen.

Christian Runge Fris bliver ny kommerciel chef

– I forbindelse med FHKs opgradering til Champions League, til sæsonen 2024/25, får vi flere kampe og dermed også flere arbejdsopgaver i administrationen. Vi opgraderer derfor også i vores organisation, hvor vi pr. 1. august 2024 tilfører flere administrative ressourcer, siger Thomas Renneberg-Larsen og tilføjer:

– Desværre måtte vi pr. 30. juni 2024 sige farvel kommerciel chef Morten Høite Hansen, der vender retur til sit gamle erhverv i bryggeribranchen. Vi vil gerne sige Morten stor tak for at prøve kræfter af med det krævende job som kommerciel chef i denne branche. Vi ønsker Morten held og lykke med hans nye job.

Fredericia Håndboldklub har i forbindelse med Morten Høite Hansens afgang omstruktureret personalet i salgsafdelingen således, at Christian R. Fris pr. 1. august tiltræder som ny kommerciel chef, hvor han sammen med direktør Thomas Renneberg-Larsen vil udgøre salgsafdelingen.

Læs også

Fredericia-entreprenørens hemmelighed bag 26 mio. kr. overskud

0

Fredericia-entreprenøren, CJ Anlæg, præsenterer et solidt overskud på 26 mio. kr. før skat ud fra en omsætning på knap 450 mio. kr. Værdibaseret og partnerbaseret strategi samt kundetilgang er nøgleordene og succesopskriften.

”Det er et udfordrende marked derude i byggebranchen og har været det hele sidste regnskabsår for mange aktører, hvor nogle er bukket under. I det lys er vi ganske tilfredse med vores resultat, hvor vi har en solid bundlinje, uden at den er overdådig i forhold til vores omsætning. Det balancerer meget fint med vores budget og fortsatte vækststrategi,” siger administrerende direktør Jonathan Smetana, CJ A/S i Fredericia, som også har afdelinger i Horsens, Langeskov på Fyn og Kalundborg.

”Vi har omtrent ramt vores omsætningsforventninger i alle afdelinger, men på vidt forskellig vis. De mange forskellige specialer giver både fordele i en foranderlig hverdag – og det kan aflæses i resultatet, hvor alle afdelinger bidrager med en del til det samlede overskud. Vi er lykkedes godt med at navigere i markedet – og går i øvrigt også ind i det nye regnskabsår med en god, solid ordreportefølje for den kommende tid,” forklarer Jonathan Smetana, der oplever særdeles positiv kunderespons omkring virksomhedens kontinuerligt solide økonomi og finansielle fundering.

CJ A/S mener, at man profiterer af den værdibaserede tilgang til kunder og samarbejdspartnere. CJ A/S får genvalg af mange bygherrer, fordi man arbejder seriøst og pragmatisk. Det renommé spreder sig og har givet adgang til mange gode projekter.

Tidlig involvering skaber tilfredse og genkøbende kunder

”Vi er sjældent ude i vilde og ressourcekrævende licitationer m.v. Vi har derimod mange projekter, hvor vi sammen med bygherre er tidligt involveret for at bringe vores faglighed og erfaring i spil og arbejder efter vores partnerkoncept, hvor bygherre har fuld transparens i processen i forhold til både tidsforbrug og indkøb. På den måde optimerer vi projekterne med tidlig involvering og er helt i samme båd som bygherren, der omvendt anerkender, at vi tjener lidt på det hele, men til gengæld altid ved, hvad vi tjener på hvad,” forklarer CJ-topchefen om deres foretrukne samarbejdsmodel.

”På den måde lykkes det os at tjene penge på de fleste projekter, vi involveres i, og samtidig leverer godt entreprenør- og byggearbejde til vores kunder til en fair pris,” siger Smetana.

”Vi er meget ydmyge og taknemmelige over den udvikling, vi har gennemgået, både sidste år og årene forinden. Vores værdidrevne strategi har udmøntet sig godt, og det glæder selvfølgelig vores ni aktionærer, der alle er involveret i den daglige drift i virksomheden,” siger Jonathan Smetana.

En stærk ordrebog for indeværende regnskabsår

Forventningerne til indeværende regnskabsår ligger på samme niveau som i fjor.

”Vi skal udvikle os videre i et ambitiøst, men sundt tempo. Vi skal forholde os til branchens udfordringer, men også muligheder. Vi kommer til at øge fokus yderligere på bæredygtighedsdagsordenen og produktioner til energisektoren, hvor vi har særlige kompetencer, og vi kommer til at udvikle os yderligere sammen med partnere og kunder, vi allerede har i huset, fordi de ved, hvad vi står for. Med vores særlige ejerstruktur tillader vi os at have det lange lys på i vores udvikling og vækstambitioner, selvom vi både er ambitiøse og sultne efter fortsat udvikling,” slutter Jonathan Smetana.

Ny direktion skal styrke det præhospitale område i Region Syddanmark

0

Rolf Dalsgaard Johansen er ny præhospital direktør i Region Syddanmark. Region Syddanmark har ansat Rolf Dalsgaard Johansen i den nyoprettede stilling som præhospital direktør. Han kommer fra en stilling som direktør for Social og Sundhed i Haderslev Kommune, før det var han Voksen- og Sundhedschef i Fredericia Kommune. Rolf Dalsgaard Johansen tiltræder pr. 1. august som ny præhospital direktør.

Han skal stå i spidsen for styrkelsen af hele det præhospitale område, som nu får sin egen direktion. Rolf Dalsgaard Johansen er 49 år og kommer fra en stilling som direktør for Social og Sundhed i Haderslev Kommune.

I sin nye rolle får Rolf Dalsgaard Johansen ansvaret for det præhospitale område i Region Syddanmark, sammen med en lægelig chef, som bliver ansat senere på året.

Koncerndirektør Jørgen Bjelskou siger:

– Jeg er rigtig glad for, at vi kan ansætte Rolf Dalsgaard Johansen som vores nye præhospitale direktør. Rolf kommer med en solid erfaring fra sundhedsområdet i det kommunale. Det er en stor styrke, at han kan hjælpe med at skabe de vigtige sammenhænge på tværs af regionen og kommunerne. Den præhospitale indsats skal i endnu højere grad understøtte det nære sundhedsvæsen og mere behandling hjemme hos patienterne. Jeg har stor tillid til, at Rolf og hele vores nye direktion kommer til at bidrage endnu mere til den sammenhæng, der er så vigtig imellem vores sektorer.

Ruste til fremtiden
For at være bedst muligt rustet til den transformation, som sundhedsvæsenet står over for med flere ældre, flere med kroniske sygdomme og flere med mere end én sygdom, er der behov for at gøre det præhospitale område i Region Syddanmark mere robust.

Det ser Rolf Dalsgaard Johansen frem til at være med til at skabe rammerne for. Han siger:

– At have en organisation, der skal være klar 24 timer i døgnet 365 dage om året, er et arbejdsvilkår, jeg har stor erfaring i, og som jeg trives med. Patientoplevet sammenhæng er ofte et væsentligt succeskriterium, når vi spørger patienterne. De vurderer os ikke alene ud fra deres oplevelse i en ambulance. De vurderer os som en del af deres samlede oplevelse i forbindelse med deres ulykke og det hoftebrud, der førte dem forbi ambulance, sygehus, kommunal genoptræning og jobcenter. Derfor har vi en stor opgave i at bidrage til den oplevede sammenhæng, og jeg glæder mig til den enormt vigtige opgave, der ligger i det.

Fakta om det præhospitale område i Region Syddanmark

Den nye organisation kommer til at bestå af en præhospital direktør, som refererer til koncerndirektør Jørgen Bjelskou, og en lægelig chef, som refererer til den præhospitale direktør.

Det er planen, at den nye organisation skal være på plads og i drift i starten af 2025.

Med en ny organisering vil det præhospitale område i Region Syddanmark have ca. 850 fastansatte medarbejdere, hvor hovedparten er reddere.

Fakta om Rolf Dalsgaard Johansen i uddrag
Erhverv

  • 2018 – nu: Direktør for Social & Sundhed, Haderslev Kommune
  • 2014 – 2018: Voksen- og Sundhedschef, Fredericia Kommune
  • 2009 – 2014: Stabschef i Velfærdsforvaltningen, Vejle Kommune.

Uddannelse

  • 2016: Master in Business Administration (MBA), Aarhus Universitet
  • 2010: Certificate in Systemic Leadership and Organization, University of Bedfordshire
  • 2003: Cand.merc. i organisation og strategi, Aalborg Universitet
  • 2001: Bachelor i Politik & Forvaltning, Aalborg Universitet

FC Fredericia lejer U21-landsholdsspiller i FC Midtjylland

0

FC Fredericia har sikret sig en spændende forstærkning til den kommende sæson ved at leje den 18-årige islandske venstre back/kant, Daniel Freyr Kristjansson, fra FC Midtjylland.

Direktør Stig Pedersen udtaler: ”Vi og Michael har set Daniel an i foråret, og vi føler os dermed sikre på, at Daniel passer ind i vores spillestil. Daniel kan besætte både venstre back og venstre kant, og dermed er vi nu rigtig godt dækket ind på de to positioner. Vi glæder os til, at Daniel bliver en del af FC Fredericia og følge hans udvikling i løbet af sæsonen.”

I den forgangne sæson har Daniel vundet det danske mesterskab med FC Midtjyllands U-19 hold. Her har han spillet 29 kampe, herunder i UEFA Youth League, og har bidraget med 5 mål og 11 assists.

Computer og porcelænsskål stjålet i indbrud

0
Fredericia Gymnasium

I løbet af søndag nat mellem klokken 02.39 og 06.10 har der været indbrud på Fredericia Gymnasium på rektors kontor.

Vagtchef Emil Jensen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at gerningsmanden har opbrudt et vindue, formodentlig med et koben, for at skaffe sig adgang til skolens lokaler. Efter indtrængningen er det lykkedes tyven at få adgang til rektors kontor, hvorfra der er blevet stjålet en bærbar computer og en hvid porcelænsskål.

Sydøstjyllands Politi arbejder nu på at finde gerningsmanden.

– Vi har overvågning på stedet, som vi gennemgår nøje, men på nuværende tidspunkt har vi endnu ikke identificeret gerningsmanden, fortæller vagtchefen.

36-årig mand sigtet for narkotika og våbenbesiddelse

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Middelfart, 30. juni 2024 – En 36-årig mand fra Fredericia kommune blev tidligt søndag morgen sigtet for både overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven. Hændelsen fandt sted på Østre Hougvej i Middelfart.

Klokken 01:45 blev manden stoppet af politiet, som ved en rutinekontrol fandt ham i besiddelse af euforiserende stoffer. Derudover blev manden også fundet med en peberspray, hvilket medførte en sigtelse for overtrædelse af våbenloven.

Slaget ved Fredericia: En musikalsk rejse gennem historien

0

Ved opførelsen af Henrik Rungs og Carl Plougs musikdramatiske værk “Slaget ved Fredericia” træder vi direkte ind i hjertet af de historiske begivenheder, som udspillede sig den 6. juli 1849. Dette værk, som er komponeret i 16 satser, tager os med på en rejse gennem slagets intense og dramatiske øjeblikke og har haft en varig indflydelse på den danske opfattelse af de Slesvigske Krige.

Organist Tobias Dahl bød velkommen og forklarede om musikken. Foto: AVISEN

Henrik Rung skrev musikken i 1850, og den er sat til tekst af Carl Ploug. Deres samarbejde resulterede i et værk, som ikke blot rummer smuk og kompliceret musik, men også en tekst, der både bevæger og skræmmer med sin samtidige autenticitet og sproglige vendinger fra datiden.

Kirken klar til det store antal medvirkende. Foto: AVISEN

Teksten kan ses i sin tæt på originale tryk her: Slaget ved Fredericia

Ved koncerten oplever vi værket udført af et imponerende 30-mands symfonisk orkester med sangsolisterne Erik Bekker Hansen og Niels Jørgen Tranberg i spidsen. Trinitatis Kirkes Pigekor tilføjer en ekstra dimension med deres klare og rene stemmer, mens herrekorsgruppen, bestående af medlemmer fra bl.a. Christianskirkens Drenge- og Mandskor og Filharmonisk kor, giver en dybde og kraft, der understøtter værkets dramatiske temaer. Hele forestillingen er dirigeret af den talentfulde Søren Birch, som med sin ledelse sikrer en præcis og følelsesladet opførelse.

Forestil jer at sidde i koncertsalen, hvor tonerne fra orkesteret fylder rummet. Man kan næsten mærke kanonernes brag og høre soldaternes råb i musikken. Hver eneste tone og hvert eneste ord i teksten bringer os tilbage til den skæbnesvangre dag i 1849, hvor danske soldater kæmpede mod preussiske styrker ved Fredericia. Det er en oplevelse, der ikke blot underholder, men også minder os om fortidens mod og ofre.

Gennem denne koncertopførelse får vi et unikt indblik i en af de mest betydningsfulde begivenheder i Danmarks og Fredericias historie, og vi bliver mindet om, hvordan musikken kan være et kraftfuldt redskab til at formidle og bevare historien. Værket “Slaget ved Fredericia” er ikke kun en hyldest til de, der kæmpede, men også en påmindelse om, hvor vigtigt det er at huske vores fortid og lære af den.

Kampene varede under tre timer. På dansk side var tabet 1.900 mand; på slesvig-holstensk side ca. 3.000. Sejren ved Fredericia gav nyt håb i den danske opinion og stillede Danmark gunstigt under den våbenstilstand, der blev udråbt den 10. juli.

Aftenen sluttede med fællessangen I Danmark er jeg født under ledelse af kirkens fremragende organist Tobias Dahl Osenbrüg.

Trods de store tabstal bliver dette en festlig begivenhed, og dansk tradition når det er bedst.

Stående bifald. Foto: AVISEN

Opsætningen af dette værk kan ikke have været ukompliceret, og de involverede parter fortjener ros for alt fra musikken til logistikken. En tak fra AVISEN.NU til alle jer, der gav det fyldte kirkerum denne fornemme oplevelse.

AVISEN
Poul Rand

En ferie med mulighed for forandring for engagerede politikere

0
Foto: AVISEN

Fredericia er en oase af naturperler rundt omkring den indre by, parcelhuskvarterer og de store parker. Vi har skove direkte ved eller i vores byzoner. Alligevel skal vi høre på byrådsmedlemmer, der stædigt fastholder, at der skal være ukrudt allevegne på grund af biodiversitet. Stop nu med det tåbelige argument. Vi har jo øjne. Vi lader heller ikke ukrudt overtage Amalienborg eller de flotte have i kongehuset; de har historisk værdi! Det har Fredericia også!

Da vores unge studenter netop dansede rundt om landsoldaten, var voldanlægget ikke kønt. Man slår ikke græsset, og der vokser vild ukrudt op. Vores største turistattraktion ligner ikke det, det burde. Vi er mange, der har sagt det til kommunens medarbejdere og de lokale politikere. Og vi har alle hørt om, at det har man ikke råd til, eller den vanlige plade med biodiversitet.

Det med biodiversiteten behøver vi ikke fikse, for byen er propfuld af natur, hvor biodiversiteten er enorm stor. Det kan vi alle se med vores egne øjne. Dertil kommer, at rigtig mange fredericianske virksomheder arbejder massivt med den grønne omstilling og biodiversitet. De har blomstermarker i baghaven ved deres domiciler, så sommerfugle og andre insekter trives. Så lad det historiske voldanlæg stå pænt. Problemet er desværre mentaliteten, hvor man ligesom i Kejserens Nye Klæder vil bilde os ind, at vi mangler biodiversitet, selvom det ikke er rigtigt.

Det vi mangler er, at I ser at få fjernet ukrudtet.

I må også gerne lappe de mange huller og bump på vejene, som de store maskiner, der kronisk raser gennem byen skaber. Fredericia virker nedslidt og snusket mange steder. Det er en trist begyndelse på et år, hvor et nyt museum ser lyset. Man får på en eller anden måde den fornemmelse, at der sidder nogle i teknisk forvaltning, der er bedøvende ligeglade med image og kundepleje. For turisterne skal møde en ren og velholdt by. I sidste ende giver den investering netop penge i kassen, når turisterne roser den flotte historiske og rene by.

Det er en gammel traver, og vi har sagt det før. Men vi er nødt til at gentage det, for det har afgørende betydning for, hvordan vi kan brande Fredericia, få tilflyttere og nye virksomheder, skabe aktivitet og turisme i den indre by.

Nu tager politikerne på sommerferie. Men mange af dem har ikke brug for ferie, for de passer ikke deres arbejde. De render rundt med bind for øjnene, mens de citerer, hvad forvaltningen nu ellers siger. Fredericianerne har ellers valgt dem, betalt dem, for at have en mening om byen, men frem for alt gå aktivt ind i at holde styr på forvaltningen. Det sker ikke. End ikke på et punkt der er så indlysende som at fjerne ukrudt, gøre gader rene og fjerne alverdens grimme efterladenskaber fra byggefolk fra andre kommuner.

God ferie til jer politikere, der viser mod og vilje til forandring. Vi udfordrer jer til at nævne, hvem af jer, der kommer med konkrete bud på problemer, I ser i Fredericia Kommune? Alt er tilsyneladende så perfekt, at vi slet ikke har brug for jer. Måske skulle man stemme på at nedlægge lokalstyret og overføre al magt til forvaltningen. I gør jo ingen forskel alligevel.

De politikere, der ønsker at gøre en forskel, skal gribe det, de er valgt til: At lede og fordele, og ikke se på, hvad forvaltningen gør. Forvaltningen skal handle på politikernes ordre, ikke omvendt.

Stigning i klamydia og overgreb blandt unge kræver handling

0

I Region Syddanmark arbejder seks klinikker målrettet på at forbedre unges seksuelle sundhed og trivsel. Disse klinikker, oprettet i samarbejde med kommunerne, tilbyder rådgivning, test for kønssygdomme og prævention, alt sammen med det formål at forebygge uønsket graviditet og seksuelt overførte sygdomme. Men med finansieringen for klinikkerne sat til at udløbe ved årets udgang, står regionen nu over for vigtige beslutninger om deres fremtid. Pernelle Jensen, regionsrådsmedlem for Venstre og formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, deler indsigt i de udfordringer og resultater, som de seneste analyser har afsløret, og understreger behovet for fortsat støtte til disse vitale sundhedstilbud.

Pernelle Jensen (V). Foto: AVISEN

“Klinikkerne tilbyder rådgivende samtaler, test for kønssygdomme og prævention, hvilket er afgørende for de unges sundhed”, siger Pernelle Jensen.

Finansieringen til klinikkerne er forlænget året ud, og der skal tages stilling til deres fremtid i den kommende budgetlægning. To analyser er blevet udført for at understøtte beslutningen – en kvalitativ analyse fra 2022 og en nylig kvantitativ analyse. Den kvantitative analyse viser, at klinikkerne tiltrækker unge, der ellers ikke ville gå til deres egen læge med samme problemstilling. Jensen bemærker: “Størstedelen af de unge, som besøger klinikkerne, har aldrig eller kun nogle gange brugt kondom – faktisk er det tal 70%. Størstedelen har brugt fortrydelsespiller, og 15% mere end tre gange. Desuden har over en tredjedel oplevet overgreb eller seksuelt grænseoverskridende adfærd mindst én gang.”

Desværre viser undersøgelsen ikke et fald i antallet af unge mødre eller aborter, hvilket kan skyldes et generelt fald på landsplan i både aborter og fødsler blandt unge kvinder.

En bekymrende tendens

“Undersøgelsen viser en bekymrende tendens blandt de unge, ikke kun de sårbare, men også dem i uddannelse og beskæftigelse, som man ellers ville betragte som ressourcestærke,” siger Jensen. Hun udtrykker bekymring over, at seksuel sundhed ikke fylder mere i de unges bevidsthed og bemærker den stigende forekomst af klamydia blandt unge i alderen 15-29 år både i regionen og på landsplan. “Det er noget, vi er nødt til at tage hånd om sammen med kommunerne,” tilføjer hun.

Den kvalitative analyse fra 2022 viste, at de unge føler sig trygge ved klinikkerne og at det er afgørende, at de kan henvende sig anonymt og at klinikkerne er lettilgængelige. Jensen mener, at denne tryghed understøtter de resultater, som den kvantitative analyse har vist.

“Jeg vil derfor konkludere efter begge analyser, at der er unge, som har behov for dette tilbud, unge som ikke går til deres praktiserende læge, og at der er behov for rådgivning til unge om seksuel sundhed generelt,” siger Jensen.

Hun understreger vigtigheden af klinikkerne: “Klinikkerne for seksuel sundhed, herunder klinikken i Fredericia, er et vigtigt tilbud til unge. Unge – som vi kan se af analysen – der ikke ville være gået til deres almen praktiserende læge. Analysen viser også, at seksuel sundhed ikke fylder særlig meget hos de unge, og det er bekymrende, ligesom stigningen i klamydia blandt de unge også er bekymrende. Det vil jeg gerne gøre noget ved sammen med kommunerne.”

Regionens del af finansieringen til klinikkerne udløber ved årsskiftet, men Jensen vil rejse spørgsmålet i de kommende budgetforhandlinger: “Jeg synes, klinikkerne bør fortsætte det gode arbejde,” slutter hun.

Kristian Hundebøll stopper som CEO for DLG-koncernen   

0
DLG's CEO, Kristian Hundebøll. Foto: AVISEN

Efter 12 år som Group CEO stopper Kristian Hundebøll i DLG-koncernen med udgangen af august. Der er iværksat en proces for at finde hans afløser.

Gennem nogen tid har bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen og Group CEO Kristian Hundebøll løbende haft drøftelser om, hvornår der skulle gennemføres et generationsskifte på CEO-posten for at sikre den langsigtede ledelseskraft i koncernen.  

De er kommet frem til, at det rette tidspunkt er nu, hvor koncernen er godt i gang med en ny strategiperiode og står overfor at skulle tage de næste vigtige skridt i udviklingen af selskabet. Derfor har de indgået en aftale om, at Kristian Hundebøll stopper i DLG-koncernen den 31. august.  

”Under Kristians lederskab er forretningens strategiske fokus og resultater blevet styrket markant. Jeg vil gerne takke Kristian for hans dygtige lederskab og betydningsfulde bidrag til at bringe koncernen til den stærke position, vi har i dag. DLG har flyttet sig betydeligt under Kristians ledelse, og det er en udvikling, vi ønsker at fortsætte. Vi står derfor overfor en stor opgave med at sikre den langsigtede konkurrencekraft og udvikling af koncernen. I det lys er vi blevet enige om, at tidspunktet er rigtigt i forhold til at finde den profil, der kan tilføre DLG den langsigtede ledelseskraft og drive de nødvendige forandringer,” siger Niels Dengsø Jensen. 

Kristian Hundebøll blev ansat som direktionsassistent i DLG-koncernen i 2001. I 2003 blev han medlem af direktionen og i 2012 overtog han posten som Group CEO. Gennem årene har han stået i spidsen for at drive koncernens udvikling med særligt fokus på at styrke kerneforretningen og drive den internationale udvikling, særligt i Tyskland, hvor DLG i dag er den danske virksomhed, der har den største omsætning. Under Kristian Hundebølls ledelse er koncernens omsætning vokset fra 48 mia. kr. i 2012 til 67 mia. kr. i 2023.  

”Efter 12 år som koncernchef og mere end 23 år i koncernen er tidspunktet kommet til, at andre kræfter skal tage over. DLG har været omdrejningspunktet for en meget stor del af mit professionelle virke, og jeg er stolt af den store udvikling og de resultater, jeg har stået i spidsen for. Det er naturligvis med en vis portion vemod, at jeg siger farvel til DLG og særligt mine mange gode kolleger, men der er som bekendt en udløbsdato på alting. Det gælder også for mig i dette job. Jeg ser nu frem til at bruge mere tid på nogle af de andre ting, der interesserer mig, såvel erhvervsmæssigt som privat,” siger Kristian Hundebøll.  

Pr. 1. september er Group COO Jesper Pagh konstitueret som Group CEO.  

”Vi har gennem nogen tid forberedt en proces for at sikre det bedst mulige generationsskifte. Derfor har vi sat gang i et forløb, hvor både eksterne og interne kandidater bliver taget i betragtning,” siger Niels Dengsø Jensen.  

Der holdes afskedsreception for Kristian Hundebøll torsdag den 29. august på hovedsædet Aksen i Fredericia.