Alberte Kjær peger på det afgørende moment

0
(Foto: AVISEN)

Alberte Kjær endte på en 36. plads ved OL i triatlon. Hun peger på, at svømmedelen blev mere afgørende end normalt grundet en heftig strøm.

Til det sidste var der tvivl om, hvorvidt der skulle svømmes eller ej i floden Seinen. Der var tvivl om, den var ren nok, og de første træninger blev aflyst, og konkurrencerne blev udskudt. Spørgsmålet var, om man skulle ende med at droppe svømningen. Dette skyldtes, at grænseværdierne for colibakterier havde været for høje. Det kan i sidste ende gøre, at atleterne bliver syge.

– Jeg krydser fingre for, at der ikke sker noget, og at vi alle har det fint i morgen. Man ved jo bare aldrig. Det ramte mig alligevel lidt, om de nu også har styr på det. Men det skal de jo nok have, jeg blev bare lidt mindre autoritetstro, siger Alberte Kjær til DR Sporten.

Med svømningen godkendt blev det derfor til 1.500 meter i Seinen, en cykeltur på 40 kilometer og ti kilometer løb. Svømningen endte grundet forholdene med at blive ekstra hård, og det spillede ind.

– Det er altid hårdt at gennemføre en triatlon. Men så meget strøm, som vi havde i dag, hvilket vi ikke er vant til, gør bare, at svømningen bliver lang tidsmæssigt, og dermed blev det meget afgørende, siger Alberte Kjær.

Det var ikke kun svømningen, der var under svære forhold, men også cykelturen. Vejene var spejlglatte, og det gjorde, at flere styrtede undervejs.

– Vi har våde veje, og det bliver lidt usikkert. Tre styrtede omkring mig uafhængigt, så vi var meget påpasselige, forklarer Alberte Kjær.

Franskmanden Cassandre Beaugrand løb med den samlede sejr i tiden 1:54:55.

Én person anholdt i forbindelse med politiaktion i Fredericia

0

Onsdag morgen var der en politiaktion på Nørre Voldgade ved Fredericia Vold. Sydøstjyllands Politi oplyser til AVISEN, at en person er anholdt i den forbindelse.

Fra kl. 8 og nogle timer frem var et område på Nørre Voldgade spærret nær legepladsen på Fredericia Vold.

I første omgang meldte Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi ud, at opbuddet af politiet skyldtes et mistænkeligt forhold. På stedet kunne man se efterforskere gå rundt, og en hundepatrulje var også på stedet.

I en mail til AVISEN uddyber Sydøstjyllands Politis kommunikationsafdeling, at en person er anholdt i sagen.

– Sydøstjyllands Politi kan oplyse, at vi har været til stede i området for at undersøge en mulig strafbar handling på baggrund af en anmeldelse modtaget tidligere i dag. Indledningsvist har vi sigtet en person i sagen, men har på nuværende tidspunkt ikke yderligere at tilføje af hensyn til den igangværende efterforskning, står der i mailen.

Dermed står det stadig hen i det uvisse, hvad der konkret førte til afspærringen. Hvad den pågældende person er sigtet for, er også ukendt.

Fredericiansk skytte har kvalificeret sig til de paralympiske lege

0

For første gang siden 2016 bliver Danmark repræsenteret i skydning ved de Paralympiske Lege. Fire danskere skal forsøge at ramme skiven i Paris. Den ene er Jan Winther fra Fredericia.

Sigtekornet kan nu indstilles på PL for fire danske riffelskytter, der skyder gang i deres PL-deltagelse den 30. august i Châteauroux. Kontinuerlig succes igennem kvalifikationen, der har stået på siden legene i Tokyo, har sikret landsholdsskytterne hele fire PL-kvotepladser for første gang i mere end 20 år. Dermed er Danmark for første gang den nation i Skandinavien, der har formået at kvalificere flest skytter til et PL.

I Paris bliver det riffelskytterne Jan Winther, Kasper Hjort Lousdal, Martin Black Jørgensen og Jens Frimann, der skal forsøge at skyde de første danske medaljer i hus siden PL i Athen i 2004.

For rutinerede Jens Frimann på 48 år er udtagelsen en drøm, der går i opfyldelse.

– Det har været et stort mål igennem mere end 10 år, så jeg er utrolig glad for, at det endelig er lykkedes. Når det er noget, man har gået og tænkt på og kæmpet for i mange år, så er det også en stor forløsning, at det endelig sker. Jeg er meget stolt af at skulle repræsentere Danmark ved et PL, det er jo ikke alle, der drømmer om det, som får lov til at prøve det, siger Jens Frimann, der i 2022 vandt EM-sølv i 10 m luftriffel.

Selvom alle fire skytter er debutanter ved PL, indeholder truppen både rutinerede kræfter og nye, unge talenter. Jens Frimann er landsholdets mest rutinerede skytte med over 15 års international erfaring, mens holdets yngste skytte er Kasper Lousdal på 23 år.

Stor fremgang i dansk paraskydning

Senest Danmark var repræsenteret i skydning ved PL var ved legene i Rio i 2016, hvor en enkelt skytte opnåede kvalifikation. Fire år tidligere var to danske skytter med i London, og i Beijing i 2008 var tallet tre.

Den nedadgående udvikling er dog vendt 180 grader siden PL i Tokyo i 2021, der var helt uden dansk deltagelse i skydning. Særligt de sidste tre år har pilen peget lodret opad. I 2022 lykkedes det at sætte en stopper for 15 års medaljetørke med både en VM-medalje og en EM-medalje. Udviklingen begejstrer Parasport Danmarks sportschef Michael Møllgaard Nielsen.

– Vi har sat markant ind for at styrke rammerne og løfte niveauet for de danske paraskytter, og vores landstræner Jonas Jacobsson og teamet omkring ham har leveret et imponerende stykke arbejde. Det er en fantastisk bedrift, at vi nu kan sende så stort og stærkt et hold til de Paralympiske Lege. Det bliver spændende at følge skytterne i Paris, hvor vi ser gode chancer for danske finalepladser i flere skydediscipliner, siger Michael Møllgaard Nielsen.

Den danske PL-chef de mission Nicklas Bjaaland fra DIF glæder sig også til at følge skytterne til PL.

– De mange flotte resultater igennem de seneste år vidner om, at det er en virkelig talentfuld og velfungerende gruppe atleter, vi har udtaget i skydning. De nyder samtidig godt af en landstræner i Jonas Jacobsson, der selv har vundet hele 30 PL-medaljer i skydning og ved alt, hvad der er værd at vide om at præstere på parasportens største og vigtigste scene, siger Nicklas Bjaaland.

De danske skytter skal konkurrere i Châtearoux stik syd for Paris fra den 30. august til den 5. september.

Fakta om de danske PL-skytter

Jan Winther
Sportsgren: Skydning (Riffel 10m luft og 50m salon)
Klassifikation: SH1
Alder: 45 år
Handicap: Rygmarvsbrok og døv (bruger tolk ifm. konkurrence)
By: Fredericia
Klub: Bredstrup-Pjedsted Idrætsforening skytteafdeling
Udvalgte resultater: 4. plads i 10m luft ved EM i 2022, 6. plads i 10m luft ved VM i 2023, 4. plads i 50m salon 3 stillinger ved EM i 2024
Tidligere PL-deltagelse: Debutant

Kasper Hjort Lousdal
Sportsgren: Skydning (Riffel 10m luft og 50m salon)
Klassifikation: SH1
Alder: 23 år
Handicap: Rygmarvsbrok
By: Hurup
Klub: Skytteklubben DBS ASF Århus
Udvalgte resultater: Sølv i 50m salon ved VM i 2023, 6. plads i 50m salon 3 stillinger ved EM 2024
Tidligere PL-deltagelse: Debutant

Jens Frimann
Sportsgren: Skydning (Riffel 50m salon)
Klassifikation: SH1
Alder: 48 år
Handicap: Rygmarvsbrok
By: Vordingborg
Klub: Nykøbing Falster Skytteforening
Udvalgte resultater: Sølv i 10m luft ved EM 2022
Tidligere PL-deltagelse: Debutant

Martin Black Jørgensen
Sportsgren: Skydning (Riffel 10m luft)
Klassifikation: SH1
Alder: 32 år
Handicap: Rygmarvsskade
By: Dalmose
Klub: Næstved Skytteforening
Udvalgte resultater: Bronze i 10m luft ved EM 2023
Tidligere PL-deltagelse: Debutant

Mand skudt i benet i Kolding centrum

0
Foto: AVISEN

Sydøstjyllands Politi er i øjeblikket talstærkt til stede i Kolding centrum, da har været et skud efter en person.

En mand er blevet skudt i benet, men er ikke i kritisk tilstand, oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie, X.

Sydøstjyllands Politi oplyser ydermere, at de ikke vurderer, der er fare for nogen borgere, som befinder sig i området.

For nuværende har politiet ikke yderligere oplysninger, de kan dele med offentligheden.

Alberte Kjær sluttede som nummer 37 ved OL

0

Den fredericianske triatlet Alberte Kjær var i aktion onsdag, hvor hun efter flere års dedikeret arbejde endte på en 37. plads ved OL.

Alberte Kjær, som repræsenterer Fredericia Triathlon Team og Fredericia Eliteidræt, havde sikret sig sin OL-deltagelse officielt i slutningen af maj. Onsdag morgen markerede kulminationen på hendes hårde arbejde, da hun gik ind i konkurrencen med realistiske forventninger. Selvom hun ikke blev anset som en medaljekandidat, var håbet at kunne sikre sig en top-25 placering på en rigtig god dag. Men dette skulle vise sig at være en udfordrende opgave.

Op til triathlonen var der usikkerhed omkring svømmedelen på grund af vandkvaliteten i Seinen i Paris. Triatleterne havde derfor ikke mulighed for at træne i vandet på forhånd, men det blev alligevel vurderet sikkert nok til, at svømmedelen kunne gennemføres. Dette skabte en del nervøsitet og usikkerhed blandt deltagerne, som ikke vidste, hvad de skulle forvente af svømmeforholdene på konkurrencedagen.

Svømmedelen, som ikke er Alberte Kjærs stærkeste disciplin, forløb desværre ikke som håbet. Allerede fra starten havde hun svært ved at følge med de førende, og hun kom op af vandet som nummer 44, med over 2 minutter og 30 sekunder op til frontgruppen. Dette tidlige tilbageslag gjorde det klart, at en top-25 placering ville blive svær at opnå, selvom der stadig var to discipliner tilbage.

På cykelstrækningen, som er en af Albertes stærkere sider, formåede hun at kæmpe sig lidt frem i feltet. Hun pressede sig selv til det yderste og gik aggressivt til værks på de tekniske passager og de lange lige stræk. Efter cykelstrækningen havde hun kæmpet sig op på en 42. plads, men med en tidsforskel på fire minutter og 33 sekunder til førergruppen. Dette viste, hvor hård konkurrencen var, og hvor svært det var at indhente den tabte tid fra svømmedelen.

Løbedistancen på ti kilometer, som er Albertes favoritdisciplin, gav hende dog en mulighed for at indhente noget tid. Tidligere på sommeren blev hun Danmarksmester i fem kilometer løb, så hendes løbeform var i top. Alberte gik ind til løbet med en stærk tro på sine evner og en vilje til at give alt, hvad hun havde tilbage. Hun gennemførte de ti kilometer på 35 minutter og 19 sekunder, hvilket var den 24. hurtigste tid blandt alle deltagerne. Denne imponerende præstation på løbet løftede hendes samlede placering til en 37. plads med en sluttid på 2 timer, 2 minutter og 2 sekunder.

Cassandre Beaugrand, som var løbets forhåndsfavorit, vandt med en tid på 1.54.55. Julie Derron fra Schweiz tog sølv med en tid på 1.55.01, mens bronzen gik til Beth Potter fra Storbritannien, der kom i mål på 1.55.10.

Politiafspærring ved Fredericia Vold er ophævet

0

Dele af Fredericia Vold var afspærret onsdag morgen. Nu er afspærringen ophævet. Hvad afspærringen skyldtes er pt. uvist.

Omkring 8-tiden kom meldingen om, at Sydøstjyllands Politi var til stede på Nørre Voldgade i Fredericia. Det var især omkring legepladsen, at der var aktivitet fra politiet.

Lige efter Dalegade ved Nørre Voldgade startede afspærringen og forhindrede forbipasserende at komme forbi i flere timer.

Susanne Hviid fra Sydøstjyllands Politi oplyste klokken 09:00, at der var tale om et mistænkeligt forhold, da afspærringen stadig fandt sted. Efterfølgende er afspærringen ophævet, men hvad den skyldes står hen i det uvisse, da Sydøstjyllands Politi endnu ikke har uddybet det mistænkelige forhold.

Opdateres…

Mand gik rundt med pistol i Kolding midtby

0

Tirsdag aften fik politiet flere anmeldelser om, at en person gik rundt med en pistol i Kolding midtby.

Politiet rykkede derfor ud og anholdt en mand klokken 20:10, og han er sigtet for overtrædelse af straffeloven.

Det viste sig, at manden, der stadig er i politiets varetægt, havde en attrap-pistol på sig.

Borgerrådgiver er uundværlig

0
Foto: Thomas Max - avisen.nu

Middelfart Kommune står nu uden borgerrådgiver, efter at Lonnie Hansen har opsagt sin stilling for at søge nye udfordringer. Denne udvikling har skabt bekymring blandt mange, herunder De Konservatives gruppeformand, Morten Weiss-Pedersen, der udtrykker sin klare holdning til behovet for at genbesætte denne vigtige stilling.

Morten Weiss-Pedersen peger på, at De Konservative ikke går ind for at bruge mange lønkroner normalt, men borgerrådgiverfunktionen er vital for Weiss-Pedersen og partiet. Han mener, at det tværtimod kan koste penge at undvære den, og som samtidig er essentiel for byens borgere.

– Det er en stilling, vi har brug for. Det har stor betydning for borgerne at have en second opinion og en hjælpende hånd, slår Morten Weiss Pedersen fast og understreger, at borgerrådgiveren spiller en vital rolle i at støtte borgerne gennem kommunens administrative systemer og sikre, at deres bekymringer og problemer bliver taget alvorligt og behandlet korrekt.

Weiss-Pedersen roser Lonnie Hansens arbejde og anerkender hendes dedikation og professionalisme, men det kom som en overraskelse, at hun sagde op.

– Jeg synes, hun har gjort det godt. Hun har ikke været der så længe, så jeg var lidt forbløffet over, at hun sagde op. Men der kan altid komme en mulighed, som man ønsker at forfølge, og det kan man ikke fortænke nogen i. Det ser man ofte på arbejdsmarkedet, siger Morten Weiss-Pedersen.

Morten Weiss-Pedersen.

Rapporter viser borgrådgiver er vigtig

På trods af den relativt korte periode, hvor Hansen har fungeret som borgerrådgiver, har hendes arbejde haft en betydelig indvirkning på kommunen.

– Med de rapporter, vi har set, er der klare indikationer på, at man skal have en lignende stilling igen. Der er hundredvis af borgere, der kommer i forbindelse med den, fortæller Weiss-Pedersen og peger på, at disse rapporter viser, at mange borgere har haft gavn af den støtte og vejledning, som borgerrådgiveren har tilbudt, og at funktionen har bidraget til at forbedre kommunikationen og tilliden mellem borgerne og kommunen.

Weiss-Pedersen fremhæver vigtigheden af at have en borgerrådgiver, der kan tilbyde uvildig rådgivning og hjælp til borgerne.

– Borgerrådgiveren er vigtig for retssikkerheden i kommunen. Det er afgørende, at borgerne føler, at de har en neutral part, de kan henvende sig til, når de har problemer eller klager,” siger Morten Weiss-Pedersen.

Middelfart Kommune står nu over for en vigtig beslutning om, hvordan de skal videreføre funktionen som borgerrådgiver. Ifølge Morten Weiss-Pedersen er det afgørende, at byrådet handler hurtigt og genbesætter stillingen for at sikre, at borgerne fortsat kan få den nødvendige støtte og vejledning.

– Det er vigtigt, at vi hurtigt finder en løsning, så borgerne ikke bliver ladt i stikken, afslutter han.

Weiss-Pedersen håber, at byrådet vil anerkende den værdi, som borgerrådgiveren bringer, og arbejde hurtigt for at finde en kvalificeret erstatning, der kan fortsætte det vigtige arbejde. Det er også, hvad borgmester Johannes Lundsfryd lægger op til i en udtalelse til AVISEN.

Politiker fik klump i maven over opsigelse

0

Middelfart Kommune står i øjeblikket uden en borgerrådgiver, efter at Lonnie Hansen har opsagt sin stilling for at søge nye udfordringer. Dette har skabt bekymring blandt byrådsmedlemmer og borgere, der har haft glæde af hendes støtte og vejledning. Jonas Jensen fra Danmarksdemokraterne, som sidder i byrådet, udtrykker stor bekymring for konsekvenserne af denne opsigelse.

Opsigelsen fra Lonnie Hansen kom ud af det blå. Hun informerede selv byrådet pr. mail, men det var ikke noget, som Jonas Jensen havde set komme. Hvad der nu skal ske med borgere, der henvender sig, ved han ikke.

– Det er utroligt vigtigt, at vi har denne borgerrådgiver. Uanset hvor mange sager hun har haft, har hun hjulpet borgerne med at forstå systemet. Jeg er bekymret på vegne af de borgere, der ringer i dag og ikke kan få den gode hjælp, de har været vant til at få. Jeg håber, at vi ansætter en ny snarest, så borgerne igen kan få hjælp.

Lonnie Hansens opsigelse kom som en komplet overraskelse for mange i Middelfart Kommune, ikke mindst for byrådsmedlem Jonas Jensen. Beskeden om hendes afgang nåede ham på en helt almindelig dag, hvor han ikke havde nogen anelse om, hvad der var på vej. Det var gennem en personlig mail, at Hansen informerede Jensen og resten af byrådet om sin beslutning om at forlade sin stilling som borgerrådgiver. Jensen beskriver, hvordan han åbnede sin indbakke og fandt en besked fra Hansen, som han læste med stigende uro.

– Jeg fik en mail fra Lonnie, hvor hun skrev, at hun ville prøve noget andet. Da jeg læste den, fik jeg en klump i maven, da jeg har været virkelig glad for Lonnie. siger Jonas Jensen.

Han understreger, at Hansens arbejde har haft en stor og gennemgribende betydning for kommunen. Lonnie Hansen har ikke blot udfyldt rollen som borgerrådgiver på en kompetent måde, men hun har også formået at skabe en mere transparent og tillidsfuld relation mellem borgerne og kommunen. Hendes indsats har bidraget til at løse en bred vifte af borgerhenvendelser, hvilket har resulteret i en mere effektiv og borgerorienteret offentlig administration.

– Hun har bevist med den sidste rapport, hun kom med, at der er brug for hende. Jeg har talt med flere borgere, som har besøgt hende, og de har alle været glade og positive over samarbejdet, forklarer Jonas Jensen

Jonas Jensen understreger kraftigt, at rollen som borgerrådgiver bør blive en fast del af kommunens tilbud og ikke blot en midlertidig løsning. Siden stillingen blev introduceret for to år siden som en del af en prøveperiode, har borgerrådgiveren vist sig at være en uvurderlig ressource for både borgere og kommunale medarbejdere. Den to-årig prøveperiode har givet kommunen mulighed for at evaluere effektiviteten af denne funktion, og resultaterne har været klare og overbevisende.

– Det skal være en permanent funktion. Uanset om borgerrådgiveren finder to, ti eller 100 fejl, så handler det om, at borgerne møder nogen, de føler sig trygge ved. Det er vigtigt for retssikkerheden i Middelfart Kommune, slutter Jonas Jensen.

Danmarksdemokraten forventer, at byrådet snarest muligt sætter sig ned og finder ud af, hvad der skal ske med borgerrådgiverfunktionen i Middelfart Kommune.

Kommune kan ikke forklare stor stigning i parkeringsafgifter

0

Fredericia Kommune har oplevet en betydelig stigning i indtægter fra parkeringsafgifter fra 2022 til 2023. Ifølge en nylig opgørelse over de kommunaltdrevne parkeringsarealer, er der tale om en forskel på over 600.000 kroner mellem de to år. Diplomingeniør fra Vej & Park, Martin Magaard, har bekræftet, at indtægterne fra parkeringsafgifter steg fra 1.320.900 kroner i 2022 til 1.944.630 kroner i 2023.

En gennemgang af de seneste fem års parkeringsafgifter viser følgende beløb:

  • 2019: 1.808.574 kroner
  • 2020: 1.434.014 kroner
  • 2021: Ca. 1.500.000 kroner
  • 2022: 1.320.900 kroner
  • 2023: 1.944.630 kroner

Dette markerer en stigning på 623.730 kroner fra 2022 til 2023.

Mange har undret sig over, hvad der kan være årsagen til denne markante stigning. På et spørgsmål om årsagen til den betydelige forskel i indtægter fra 2022 til 2023, siger Morten Magaard, diplomingeniør fra Vej & Park:

– Der bliver brugt den samme mængde ressourcer som tidligere, og der er ikke lavet om på parkeringsrestriktioner, så det er svært at sige, forklarer Magaard.

Tidligere har daværende leder af Vej & Park, Morten Svanborg, forklaret, at Fredericia Kommune har valgt at samarbejde med Parkeringskontrol Nord, som drives af Aalborg Kommune, for at håndtere administrationen af parkeringsafgifter. Dette samarbejde inkluderer over 20 kommuner og omfatter blandt andet håndtering af henvendelser, indbetalinger, rykkere, behandling af klagesager og afregning til staten.

Parkeringsafgifterne i Fredericia Kommune udspringer ofte af overtrædelser som ulovlig parkering eller overskridelse af den tilladte parkeringstid. I byens centrum er der markeret små gule trekanter, der præcist angiver de korrekte afstande til cykelstier og større vejkryds. Overtrædelse af disse markeringer resulterer også i parkeringsafgifter.

Selvom kommunen har mulighed for at justere parkeringsreglerne gennem parkeringsbekendtgørelser, er den seneste bekendtgørelse fra 2014 og kræver en gyldig parkeringsbillet synligt placeret i bilen. Derudover har kommunen udarbejdet en oversigt over gratis parkeringspladser som en hjælp til bilister, der ønsker at undgå parkeringsafgifter.

Stigningen i parkeringsafgifterne afspejler kommunens løbende indsats for at forbedre parkeringsforholdene og sikre, at reglerne overholdes. Alligevel forbliver årsagen til den markante stigning fra 2022 til 2023 uklar, da der ikke er ændret på hverken ressourcer eller parkeringsrestriktioner ifølge Morten Magaard.

Ugens Jay’s: Christian Jungmark

Ugens Jay’s: Christian Jungmark

0
der en bestemt slags lys over Ryes Plads en formiddag i juni. Det falder skråt ind mellem husene, lægger sig over aftalt, brosten og...
Følg serien 79 dage

Følg serien 79 dage