DANSKE DIGITALE MEDIER A/S

-

07:00 - 24. september 2018

Henrik Eriksen er ny købmand hos Meny, der åbner i Fredericia medio februar 2019. Vi har mødt den nye købmand til en snak om opvæksten, tiden som selvstændig vinhandler, det nye job hos Meny og den politiske karriere, som Eriksen også har haft.

Vi starter med at ønske den nye købmand tillykke med jobbet. Selve snakken med Henrik Eriksen starter dog i en helt anden boldgade. Vi spoler tiden tilbage til skoletiden, hvor Eriksen gik på Købmagergadeskole.

”Det var en dejlig folkeskole. Vi var en differentieret klasse, men vi var ikke ramt af voldsomt mange nydanskere, som de andre på skolen, var. Det var en fin og homogen klasse, som jeg gik i. Der var de udfordringer, der hører sig til i en klasse, men det var en god klasse. Jeg synes, at det er ærgerligt Købmagergadeskole nu er lukket, og det var en fejl, at det skete,” siger Henrik Eriksen, der mindes specielt én tidligere lærer på skolen:

”Der var Jack Jakobsen. Han er gammel fodboldspiller, og jeg havde ham som gymnastiklærer. Vi talte rigtig meget fodbold, og han var altid efter mig til idræt,” griner Eriksen.

Som ung var Eriksen meget aktiv, og nåede også at spille fodbold på Jyllandsserieniveau. Generelt er han meget sportsinteresseret. Han elsker sport.

”Det har altid været fodbold, og også cykling. Jeg havde den berømte Bjarne Riis Dannebrogstrøje, og det var fedt at følge med dengang. Alt omkring fodbold og sport har altid interesseret mig,” fortæller Henrik og uddyber interessen for sport:

”Der er den her intensitet i sporten. Man skal være dygtig til sine ting, og hvis man vil være den bedste, er det godt sted at gøre det.”

Du har også altid sat høje mål, så på den måde hænger det vel også sammen?

”Jeg har altid sat høje mål. Det gjorde jeg også med fodbold, om end jeg ikke nåede divisionen, jeg nåede til Jyllandsserien, der er den femte højeste række. Men ellers ja, så har jeg en taget en snorlige uddannelse igennem det hele. Handelsskolen, og i lære som salgsassistent i Føtex Vest. Jeg startede i Gothersgade, hvor jeg arbejdede i Føtex, fra jeg gik i 9. klasse. Jeg avancerede ret hurtigt fra at være i varemodtagelsen til at være flaskedreng, og endte i kolonialafdelingen. Jeg blev headhuntet til Føtex på Venusvej. Der endte jeg med at gå fra at være i lære, til at blive salgsleder igennem Dansk Supermarkeds uddannelse. Jeg har på den måde arbejdet mig op til, hvor jeg er i dag,” fortæller Henrik Eriksen.

Hvad skete der i tiden efter Føtex?

”Jeg gik fra Føtex til at være kørende sælger, og prøvede også andre forskellige ting. Fra 2007-09 var jeg hos Sonofon som erhvervskonsulent. Derfra ramte vi krisen, og jeg tog kursus som bartender i London. Herefter arbejdede jeg i nattelivet, og bestyrede blandt andet Fru Nielsens Dansebar. Efterfølgende blev jeg selvstændig vinhandler. Vi (kæresten Gitte og Henrik selv, red.) åbnede HAPS. Siden solgte vi vinhandlen og HAPS, og nu sidder jeg her. Imellem tiden har vi fået Laura, og det var også det der gjorde, at vi solgte vinhandlen og HAPS så vi har tid til at være forældre.”

Eriksens vineventyr

Allerede i læretiden i Føtex tog vininteressen fart for Henrik Eriksen. Her endte Eriksen med at blive udlært i vinafdelingen, og det er der en speciel årsag til.

”Afdelingschefen Tanja skulle på barsel, og så skulle der laves lidt om. Det passede derfor med, at jeg kom i vinafdelingen. Med rollen som Trainee fik jeg salgslederrolle uden, at jeg egentlig var det. Jeg fik at vide, at jeg skulle have vinafdelingen. På det tidspunkt, ved jeg faktisk ikke særlig meget om vin, så jeg siger, at jeg skal smage på det, læse litteratur og på vinskole. Det accepterer ledelsen. Jeg startede fra en prop til den næste prop, og smagte mig igennem. Det gjorde det til en passion. Jeg tror, at jeg er en af de få elever, der kun er udlært i vin, og derfor fik mere viden om det, som gjorde, at jeg kastede mig ud som selvstændig i det,” forklarer Henrik Eriksen.

Hvordan var det at blive selvstændig?

”Det er den fedeste følelse. Man bestemmer alt selv og du styrer alt selv. De muligheder, der ligger i det, er fedt,” fortæller Eriksen, der igennem tiden har opbygget et stort netværk:

”Det blev også udnyttet, og jeg valgte aktivt til og satte mål. Jeg valgte, hvem der var i mit netværk. Man fastsætter sig nogen mål for det netværk, man vil have og retningen. Man lever afdd segmentering og det gode udvalg,” forklarer han.

Til at starte med var Eriksens Vinhandel en del af Skjold Burne, men siden blev Eriksen sin ”egen” uden at være en del af kæden.

”Det gjorde, at man kunne give personlighed Man kunne købe en palle af, hvad man ville. For eksempel købe 600 flasker af en speciel vin, og sige, at der ikke kommer flere end dem. Det var fedt. Når nogen spurgte efter noget, så havde man næsten altid mulighed for at skaffe det, og jeg gjorde alt for det hver gang,” siger Henrik Eriksen, der solgte vinhandlen i september 2017.

”Da jeg kan ikke få det hele til at gå op i en højere enhed, solgte jeg vinhandlen. Jeg havde en køber, og i forhold til HAPS, som vi også solgte, kunne det ikke lade sig gøre, at vi begge to var selvstændige,” udtaler Eriksen.

Jobbet i Meny

Meget apropos jobbet i Meny. Da Eriksen åbnede vinhandlen, florerede rygterne allerede om, at Meny var på vej til Fredericia.

”Tilbage i 2015 annoncerede man første gang, at der var noget på vej. Jeg tænkte, at det var noget pis, fordi jeg lige havde åbnet vinhandlen, og så Meny som en konkurrent med deres flotte vinsortiment. Der gik så noget tid, før man hørte om det igen. I 2016 hørte jeg noget til det igen. I forbindelse med jeg afhænder vinhandlen, og Meny snart ville åbne, blev det mere konkret. Efter lidt tid lavede de et stillingsopslag, og der søgte jeg igen for at være sikker på, at jeg var med i puljen. Efter samtaler endte jeg så med at få stillingen,” siger Henrik Eriksen, der regner med at få en stab på 40 medarbejdere.

Inden butikken åbner, skal Eriksen dog forberedes på starten i Meny.

”D. 15. november skal jeg i ”lære” og kende konceptet. Fra januar begynder vi nok at gøre butikken klar og medio februar åbner vi. Der venter hårdt arbejde. Jeg har før prøvet at bygge butik op. Det er en følelse af eufori, og jeg kan ikke vente med at komme i gang. Det er lidt en drengedrøm, der går i opfyldelse for mig,” udtaler Henrik Eriksen.

Eriksen og politik

Har man sagt Henrik Eriksen, har man også sagt politik.

”Det er slut nu,” indskyder Eriksen med det samme, da vi nævner det.

”Det startede i handelsskolen med min gode ven Thomas Banke. Han jagtede mig og overtalte mig til at blive medlem af Venstre Ungdom. Det var egentlig det igen med mulighed for ambitioner. Hurtigt var jeg formand for lokalafdelingen af VU. Jeg kan huske, at jeg markerede mig i lokalpressen med læserbreve, fordi man ville lukke politigården, og jeg var uenig, da der var en stor indbrudsbølge i byen. I mange år var jeg med i bestyrelses- og baggrundsarbejdet, altså inde i motoren bagved. I 2013 var det på tide at stille op, og se hvad det kunne bringe. Jeg manglede så vidt, jeg husker 83 stemmer for en at få en plads i Byrådet.,” siger Henrik Eriksen, der ved seneste kommunalvalg var spidskandidat for Liberal Alliance:

”Jeg havde meldt mig ud af Venstre, og så blev jeg spurgt om jeg ikke ville være spidskandidat for Liberal Alliance, fordi jeg havde de rigtige værdier. Jeg tænkte over det, og meldte retur, at det så fornuftigt ud. Da valget så var overstået, gjorde jeg op med mig selv, at det at være spidskandidat trak for mange tænder ud i en lille organisation. Det var jeg ikke klar til igen med en lille på vej. Jeg tænkte, at vi trak en streg i sandet, og så er det dét. I bund og grund gider jeg ikke engang snakke politik mere, det hænger mig langt ud af halsen,” lyder afslutningsreplikken fra Henrik Eriksen.

Fakta Henrik Eriksen
34 år
Født og opvokset indenfor voldene i Fredericia
Gik i børnehaven ved sygehuset
Gik på Købmagergadeskole
10. klasse i Erritsø
Har en bror
Kærester med Gitte, sammen har de datteren Laura, der er født d. 24. marts 2018

Ugens Kurt: Tina Charlotte Blomstergren

Af

-

07:00 - 17. september 2018

Tina Charlotte Blomstergren driver tinablomstergren.dk, og er i særdeleshed kendt for yoga. Vi møder Tina til en snak, hvor vi blandt andet får hendes baggrund, og hvor Tina fortæller, at hun, selvom hun er yogafanatiker, har en indre vildbasse og blandt andet boksetræner.

Regnen siler ned, men på Kurt’s Kaffebar er der tørvejr. Flere kommer til kaffebaren og søger ly, imens vi taler med Tina. Vi har taget plads i sofaen og kan observere den regnfulde Jyllandsgade, mens vi snakker.

Vi starter ud med at spørge ind til, hvad Tina egentlig er uddannet som. Hun har en meget bred uddannelsesmæssig baggrund, der spænder fra en handelsskoleuddannelse, diverse yogauddannelser og så til grafisk designer.

“Jeg malede rigtigt meget og arbejdede med en kunster, hvor vi malede ting til hele verden. Jeg ville gerne kunne udtrykke mig på skærmen for at være fremtidssigtet på den front. Jeg sidder stadigvæk med Adobe den dag i dag, hvor jeg bruger det til blandt andet markedsføring,” siger Tina.

Efterfølgende drejer snakken sig hen på Tinas gesjæft, tinablomstergren.dk, hvor hun har sin base i styrehuset i Oldenborggade 1C. Styrehuset er et stærkt fællesskab bestående af forskellige virksomheder, bosat ved siden af DFDS.

Men hvor stammer interessen for yoga egentlig fra? Det spørgsmål stillede vi til Tina.

“Min veninde tog mig med til Grækenland, hvor vi lavede yoga i et par sæsoner på Lesbos. Vi var kursister og hyggede os,” forklarer Tina Blomstergren.

Hvordan endte du med at blive terapeut / yogalærer?

“En af dem jeg var til yoga hos spurgte, om jeg ville hjælpe med at undervise, for at hun kunne holde ferie. Jeg tænkte, at jeg måtte hjælpe, for at hun kunne holde ferie. Sådan startede det hele og så tog det fart med, at jeg tog mange uddannelser indenfor yoga. Jeg har blandt andet en MBSR (Mindfulness-baseret stress reduktion, red.). Jeg kan bruge det i den måde, jeg guider på, og den er meget mindfull og inviterende,” udtaler Tina.

Tina har som nævnt en bred vifte af uddannelser. Hun vil hele tiden lære, og nu hænger hun fast i yoga, hvor der hele tiden er noget nyt at lære.

“Det er et fedt univers, hvor jeg kan blive ved med at lære og have med mennesker at gøre. Jeg har min egen praksis udover undervisning. Jeg holder meget af forandringer, og kan blive ved med at finde forandringer i yoga. Lige nu bruger jeg en narativ teknik, som har meget med fortællinger at gøre. Dem kan jeg kan bruge i yogaen og den personlige undervisning. Det oppe i tiden, at flere skal have personlig åndedrætstræning og lignende. Sådan ændrer det sig hele tiden med nye ting,” forklarer Tina og kommer ind på sine fremtidsplaner:

“Mine fremtidsplaner omhandler både tiden om lidt og i morgen, udover tankerne om næste år. Pt. er jeg ved at designe et læringsværksted som handler om letheden i meditation. Jeg har mange som gerne vil lære at meditere,” fortæller hun.

Derudover er jeg i gang med en uddannelse hos Dispuk. I fremtiden kommer jeg til at arbejde dybere med de narrative teknikker, idet jeg er overbevist om, at disse teknikker for mange vil kunne skabe nye perspektiver. Jeg bruger allerede teknikkerne i de personlige undervisninger og samtaler jeg har”.

Tina har tidligere afholdt en yogafestival, og det kommer også til at gentage sig.

“Den kommer den 3. november i Fredericia Idrætscenter. Programmet er klar. Der er plads til mange deltagere, og vi bliver minimum 100 personer. “Mindfull Yogadag hedder den, og det bliver en helt særlig dag med gæster både fra Fredericia og fra mange andre steder” forklarer hun og kommer ind på, at hun også laver forskellige ting for virksomheder. Bla. Workshops, læringsværksteder og yogaklasser.

“Det handler om at møde folk hvor de er. Jeg har lavet forskellige management workshops. Jeg er bekendt med, at mænd søger en anden udfordring; stilhed kan sagtens være udfordringen for mange. Jeg finder til tider på, at mixe en yogasession med fitness eller mindfulness i naturen. Den gode udfordring kan være at finde balancen mellem lethed og ihærdighed, og at give denne fornemmelse videre.

Tina Blomstergren privat

Privat er Tina gift med Tim. Faktisk blev hun gift i forrige uge.

“Det var en meget fin dag. Jeg blev gift i kærlighed. Det er det jeg tænker, når man skal vies, så skal det være på grund af kærlighed. Vi blev gift på en vinmark hos Modavi, mellem Kolding og Fredericia. Det var tæt på jorden, så det var efter højeste ønske, tæt naturen og med højt til himlen,” siger Tina og fortsætter:

“Mogens Bak Hansen (Vækstdirektør ved Fredericia Kommune)foretog vielsen. Han er en rigtig god ven, og det betød meget at Mogens stod for vielsen. Vi var 19 til et intimt bryllup, som rakte udover alle drømme i forhold til, hvor let og ligetil det gerne må være, at fejre kærligheden,” fortæller Tina, der drager på bryllupsrejse på lørdag:

Vi skal til Færøerne på lørdag. Jeg kan godt lide at rejse hen, hvor vi ikke har været før. Vi skal være væk i en uge og sejler derop.

Fakta Tina Charlotte Blomstergren
45 år
Gift med Tim Erling Halvorsen
Født i Fredericia udenfor voldene, har tidligere boet i Spanien
Folkeskole på Treldevejens Skole
Gik på handelsskolen og er også uddannet indenfor salg hos Bestseller, materialist og grafisk designer

Ugens Kurt: Kristian Lykkebo

Af

-

07:00 - 10. september 2018

Kristian Lykkebo er kulturkonsulent i Fredericia Kommune, og spillede en hovedrolle i Trekantens Festuge. Lykkebo har nu været en tur i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han fortæller om blandt andet festugen, men også sin baggrund som gymnasielærer.

Lykkebo er opvokset og født i Vestjylland, men har siden boet i Aarhus og Kolding, hvor han har boet i en del år.

Vi starter med at spole tiden tilbage til Lykkebos ungdomstid, og spørger ind til, hvad han har lavet.

“Jeg har siksakket og kom sent i gang med at læse. Jeg droppede ud af gymnasiet og arbejdede på børneteater, folkemusik og spillede klassisk guitar. Jeg lavede alle mulige ting indenfor kunst,” indleder Kristian Lykkebo, der efter tiden i forskellige vestjyske byer drog til Aarhus:

“Jeg flyttede til Aarhus, hvor alle mine venner flyttede op, så kom jeg ind på et lager og da jeg så mennesker på lageret, der havde altid har været der, så skulle jeg i gang med at læse, da jeg ikke ville ende som dem. Jeg tog en HF og kom så på universitet, hvor jeg tog en kandidat i musik og engelsk,” fortæller Lykkebo, som både blev gift og fik sit første barn, da han gik på universitet.

“Min kone læste samtidig medicin på Aarhus Universitet. Det er tit man ser par, hvor man laver det samme, men sådan er vi ikke. Efter vi blev færdige med at læse, flyttede vi til Kolding. Vi så Kolding som en god base for os jobmæssigt. Vi vidste, at vi ville komme til at skifte job de første par år, og vi ville ikke flytte rundt efter jobbet, og derfor var Kolding smart. Inden for en overskuelig afstand er der 30 gymnasier, og også mange sygehuse. Vi har boet i det samme hus siden 1997, og bor her stadig,” forklarer Kristian Lykkebo.

Hvad begyndte du at lave, da I flyttede til Kolding?

“Først blev jeg lærer på Tørring Gymnasium og siden to år på Rosberg Gymnasium. I 2001 blev jeg fastansat på Fredericia Gymnasium, hvor jeg var med til at sætte flere musicals op,” siger Lykkebo og kommer ind på, hvad han tænkte om Fredericia, da han blev ansat på gymnasiet:

“Jeg tænkte ikke ret meget om Fredericia. Jeg tænkte ikke meget om byen. Jeg var optaget af arbejdet og så at komme hjem til familien. Jeg vidste godt, der var noget med 6. juli og alt det der. Jeg oplevede mange elever på gymnasiet, der havde en tilknytning til religøse samfund. Det hæftede jeg mig ved. Ellers havde jeg ikke noget indtryk af byen,” fortæller Kristian Lykkebo.

Hvad skete der efter tiden på Fredericia Gymnasium?

“Jeg havde været der i nogle år – jeg havde været gymnasielærer i 10 år, så ville jeg prøve noget nyt. Der åbnede et kulturcenter i Kolding, der hedder Nicolai. Jeg blev leder der. Jeg sprang væk fra at være gymnasielærer og kom ud i kulturen. De fleste bliver i den branche, men jeg ville noget nyt. Så kom jeg i kulturbranchen og arrangerede klassiske koncerter, designaktivteter, kunstudstilinger og lignende,” fortæller kulturkonsulenten, som efter tiden på Nicolai kom til Fredericia i den stilling, som han har den dag i dag:

“Jeg skulle lære byen at kende og komme ind under huden på byen. Nogen gange forestiller man sig, at provinsbyer er de samme, bare med andre navne, men man finder ud af hver by har så meget kultur. D. 1. marts 2016 startede jeg her. Det har været sundt at finde ud af, at man gør tingene anerledes og man taler anerledes. Det er andre ting, der virker, og andre ting som skal til,” forklarer Kristian Lykkebo.

Netop det leder os hen på det aktuelle emne, Trekantens Festuge. Det er en stor del af Lykkebos jobbeskrivelse.

“Det der fylder mest er trekantsområdets festuge og kulturnatten. Jeg er også i koordinationsgruppen med de andre byer i kommunen. Jeg er enormt optaget af samarbejdet mellem kommunerne,” fortæller Kristian Lykkebo og kommer ind på arbejdsbyrden i forbindelse med festugen:

“Det er hårdt, fordi der er mange bolde i luften og hvem der er hvor og hvornår. Det er sjovt, fordi man kommer i kontakt med mange mennesker, som er begejstret for hvad vi de laver. Lige fra foreninger til kunstnere. Hr. Skæg havde jeg ikke dialog med, men der er andre, hvor vi udvikler tingene sammen som Iris Bakker med hendes tegninger.”

Hvordan synes du festugen gik?

“Jeg synes, at det gik fantastisk, vi har haft en fed festuge. Den her gang har vi virkelig fået hele ugen til at være en kulturuge. Der var koncerter hele tiden og lignende. Det var ikke bare lige på kulturnatten, at den fik et ordentligt skrald. Jeg var også glad for kulturnatten, fordi vi fandt et fint leje, hvor kulturen var i fokus. Andre steder var der mange DJ’s og scener. Lidt som Sommerrock. Det er mere byfest. Det er svært at få øje på det kulturelle på der. Her lykkedes vi med at få kulturen i fokus i mere afdæmpede rammer, synes jeg. Det er jeg glad for. I år lykkedes vi med at have noget for alle. Der var noget fra børn, til de unge, ja alle. Det håber vi at gentage til næste år,” siger Lykkebo og slutter af med, hvad der kan forbedres på kulturelle plan i Fredericia:

“Der er meget at gøre i Fredericia endnu, synes jeg. Der er ting, hvor jeg tænker, at vi har brug for at tage næste skridt. Det har jeg det fint med at være en del af. Der er flere kulturelle punkter, hvor man kan hæve ambitionerne og niveauet. Der er områder, som man kan udforske. Blandt andet kunstområdet, det er spændende om man kan gøre en indsats der,” lyder det fra Kristian Lykkebo.

Fakta Kristian Lykkebo

51 år
Havde Sølvbryllup sidste år
Har to børn på 20 og 24 år
Født i Vestjylland, nord for Varde
Kulturkonsulent i Fredericia Kommune

Ugens Kurt: Lars Landry Lynge

Af

-

07:00 - 3. september 2018

Ugens Kurt: Lars Landry Lynge. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er Lars Landry Lynge. I dag er Lars Landry Lynge Leder af Sport og Leg i Fredericia Idrætscenter, men for mange er han det kendte ansigt, der i mange år var en del af det handlende liv i Fredericias midtby, som medarbejder og senere indehaver af Sportmaster i Fredericia.

Lars Landry Lynge er født i 1974 på Farsø Sygehus. Opvæksten på Aarskanten, var dog meget kort. Han var kun tre måneder gammel, da faderens arbejde sendte familien til Fæstningsbyen, så Lars husker kun Fredericia. Han er sidste skud på stammen i en søskendeflok på fire brødre.

Opvæksten var tryg og rar. Mor Lis var hjemmegående og far Steen passede sit arbejde som ingeniør for ER Elektrik i Fredericia.

“Jeg havde en god barndom fuld af gode oplevelser. Vi boede på Kildebakken i Erritsø, og herfra var der ikke langt til Bakkeskolen, hvor jeg gik fra 0-9.klasse. Min skoletid var sjov. Jeg var nok lidt for meget på skoleinspektør, Richard Uldbjergs kontor. Jeg har altid været ham knægten, der rakte hånden op, når jeg vidste, hvad jeg skulle svare, og måske var stille, når jeg ikke lige havde svaret. Men jeg fulgte med i timerne, så det var nok lidt for meget snak, der sendte mig på kontoret. Til gengæld lavede jeg næsten aldrig lektier, for jeg var godt med i timerne. Det kom let til mig”, siger Lars og nyder lidt af sin Cafe Latte.

Nu siger du Erritsø – var det så sodavandsdiskoteket i hallen, der kaldte i de unge år?

“Jada, det var jeg også en del af. Vi gik nogle runder derude, så på pigerne og hørte musik. Det var sådan, det var. Det var en sjov tid.”

Efter niende klasse tog Lars på Aagaard Ungdomsskole, og det var det helt rigtige valg.

“Det var en skole med fokus på idræt. Det har altid været mig. Jeg gik jo til spring hos Arne Kragelund i Erritsø. Dengang var jeg i god form. Jeg husker også, at vores gymnastiklærer lavede en konkurrence om, at alle dem der kunne gå en tur igennem hallen på hænderne fik en 1,5 liter sodavand. Den var i høj kurs dengang. Men i forhold til skolen, så var Aagaard Ungdomsskole det rigtige. Jeg var en lille lort på alle leder og kanter, og skolen gav mig meget, og fik mig til at vokse, som menneske. Jeg kørte i øvrigt frem og tilbage på min gule Ciao. Det må have været et kønt syn”, siger Lars og smiler.

Det blev også til et kort ophold på HG på Fredericia-Middelfart Handelsskole.

“Jeg var faktisk tilmeldt HG2 – altså den to-årige-løsning, men det var ikke mig alligevel. Jeg fik en mulighed for at trække stikket, og det gjorde jeg. Jeg kom med gode karakter, men jeg brændte for at komme ud til et rigtigt arbejde. Jeg havde ikke en fed handelskoletid, som alle taler om. Men så er det godt, at jeg kunne lave noget andet. Jeg havde nok altid set lidt op til min storebror Jørn, der altid har arbejdet indenfor salg, så jeg havde en ide om, at jeg skulle lave noget med salg,” siger Lars og fortsætter:

“Jeg havde været i praktik i Sport og Fritid. Det var en lille sportsforrentning, der lå, hvor der dddi dag er Pigernes Verden i Gothersgade. Jeg afleverede en ansøgning dernede senere, og det lykkedes. Jeg fik læreplads hos Olaf Christiensen, som indehaveren hed. Det var stort.”

Hvordan gik din læretid så?

“Det var en fin læretid, fordi det var en lille forretning, så jeg var en del af det meste. Jeg var med til indkøb, salg og Olaf fandt hurtigt ud af, at jeg var meget interesseret i al ting, så jeg fik også lov til rigtig meget. 1993-1995. Der var en butik i Børkop og en i Fredericia, men de fik nok på et tidspunkt af at drive forretning, så de lukkede”, siger Lars og fortsætter:

“Olaf lærte mig om pli, livet og det at være vedholdende og ikke give op. Butikken lukkede tre måneder før min læretid var slut. Men Olaf var sej. Han gik ned til Poul Erik Østergaard og spurgte om, han vil tage mig ind. Der var jeg så i tre måneder til min læretid var slut. Der var ikke plads til mig bagefter, så jeg gik ledig i en halv dag, indtil jeg fik et vikariat i Vejle Sport. Der var jeg i seks måneder, hvorefter Oscar, der var butikschef i Østergaard Sport ringede for at tilbyde mig et arbejde der. Det kunne jeg godt tænke mig, så det takkede jeg ja til. Det var dengang, hvor der var en butikschef, en førstemand og så os andre almindelig ansatte. Vi var syv mand på det tidspunkt. Jeg arbejdede mig gradvist op og blev førstemand, så butikschef og medejer.”

Hvordan var det at blive selvstændig?

“Det var fedt! Jeg nåede dertil i livet, hvor jeg ville mere. jeg ville være en del af ledelsen og ejerskabet. Det tog noget tid, men det lykkedes så i 2006, hvor jeg købte 50 procent af Sportmaster Fredericia og Middelfart. Det var mega fedt. Det var samtidig hårdt. Der var fart på og det kørte af sted. Vi havde de bedste år nogensinde i butikkens historie. Jeg fik mig købt ind på et fornuftigt tidspunkt, og vi knoklede simpelthen af sted,” siger Lars.

“MATAS blev solgt kort tid efter inden finanskrisen, og lige inden krisen rigtig bankede på, var vi også tæt på at skrive under på en aftale med nogle islændinge, men det skete ikke. Heldigvis. Vi arbejdede videre på fuld blæs. Poul Erik Østergaard blev desværre pludselig meget syg, og døde efter kort tid,” fortæller Lars.

Hvad gjorde du så?

“Ja, der stod jeg så igen. Jeg skulle enten købe det hele eller drive forretningen videre med Poul Eriks arvinger. Jeg købte hans halvdel og ejede så butikkerne 100 procent i medio 2012. Under et år senere kom en ny fond og bankede på, og i marts 2012 stod Nordic Capital klar til at købe. Det gik stærkt, og 30/6 2012 var der overdragelse” fortæller Lars.

Det må have været vildt?

“Det var en sindssyg tid – for seks måneder siden havde jeg besluttet at købe det hele og bruge mit liv der – og skulle bruge lang tid der – og så sluttede det, men jeg så det som en mulighed til at prøve noget nyt. Jeg havde set nogle tendenser i markedet, som ikke så lyse ud, og jeg ville prøve noget andet, når alt kom til alt. Jeg underskrev en kontrakt på at jeg skulle være butikschef her, men tre uger før overdragelsen, ringer Hans Peter Rasmussen, der var direktør i Sportmaster, og spurgte om jeg ville være regionschef, men jeg var tilbage i butikken et år efter,” fortæller Lars og uddyber:

“Det var en nedskæring. jeg var ikke en bulderbasse.. Man ønskede, at jeg skulle trykke de nye procedure ned blandt medarbejderne, men jeg havde nok en anden tro på ledelse. Jeg ville løse det anderledes. Jeg ville egentligt helst forsøge at overføre den succes vi havde haft til de andre butikker, men det var ikke opgaven, så jeg blev igen butikschef i min gamle butik i Fredericia i ca. to år, indtil jeg blev leder af Sport og Event i Fredericia Idrætscenter.”

Hvorfor skiftede du job igen?

“Jeg synes, at det var en spændende stilling. Jeg læste de forskellige bullets på jobopslaget. Jeg så et nærmest perfekt match. Nu har jeg været her i tre år, og været en del af den store transformation. Vi har sagt farvel til en god leder i Bent, thansen ARENA er næsten bygget op, og vi arbejder ad nye veje. Vi har et super godt team, mange gode samarbejdspartnere og jeg ser stadig masser af potentiale i området. Samtidig arbejder vi med forbedringer af vores nuværende faciliteter, og ja så har jeg også fået ansvar forsalg og service Madsby Legepark, så Sport og Event-stillingen hedder nu Sport og Leg.”

Privat er Lars Landry Lynge gift med Merete. Sammen har de Christian fra 08, og Lykke fra 2012. Og her banker hjertet, så fritiden bruges med familien, golf, båd, sommerhus, subsurfing med sønnen Christian.

Ugens Kurt: Liselotte Honoré Andresen

Af

Matthias Runge Madsen

-

07:00 - 27. august 2018

For mange er Liselotte, bedre kendt som Lotte, et kendt ansigt i Fredericia. Med en fortid som ansat i Fredericia Shopping har hun også sin andel i den udvikling der har været i Fredericia. Fredericia AVISEN satte Lotte i stævne til en snak om et liv med mange oplevelser.

Regnen siler ned over Fredericia på denne formiddag. Vi havde aftalt at mødes med Lotte på Kurts Kaffebar klokken elleve, og meget præcist kom en regnvåd Lotte ind af døren. Vi får bestilt en Café Latte til Lotte inden vi sætter os ned.

Vores historisk interesserede chefredaktør spurgte hurtigt hvor Lotte har hendes mellemnavn Honoré fra. “Det kommer fra min mand” svarer hun kort, men fortsætter: “Hans familie går langt tilbage her i Fredericia. Hans oldefar, Emil Honoré, startede for længe siden sit eget vognmandsfirma med hestevogne. Siden har de drevet J. Honoré vognmandsfirma i hans familie også”.

Kan du fortælle lidt om dig selv? Hvor er du født og opvokset?

“Jamen jeg er jo herfra Fredericia. Jeg er født på Skt. Marie Hospitalet i Kolding, fordi mine forældre boede der. Men de flyttede her til Fredericia da jeg kun var et halvt år gammel, og jeg har boet her lige siden” fortæller Lotte.

Hvad med skole? Hvad var det for en tid for dig?

“Jeg har gået på Bakkeskolen, eller rettere startede jeg på Erritsø Centralskole fordi Bakkeskolen ikke var åbnet endnu. Jeg husker tydeligt da vi gik fra Centralskolen med flag i hånden ned til Bakkeskolen. Vi følte os meget specielle fordi vi kunne bruge skolen som de første” siger hun og fortsætter:

“Men skoletiden husker jeg som rigtig god. Der var en helt anden ro end man oplever idag. Mine forældre har altid arbejdet, så når vi fik fri fra skole brugte jeg meget tid med mine legekammerater. Men jeg har altid været meget engageret, jeg var også elevrådsformand på skolen”

“Udover at være sammen med legekammeraterne efter skole spillede jeg meget håndbold i EGIF. Da jeg så skiftede til gymnastik i EGIF var det gymnastikken der fik alt mit fokus” fortæller Lotte.

“Ja, det var også ungdomsklub. Der gik jeg også, men det helt store var halfester. Vi gik til halfest så snart vi kunne, og der blev slået deltagerrekorder hver eneste gang. Det var virkelig månedens højdepunkt” lyder det videre fra Lotte.

Hvordan var det at bo i Erritsø?

“Det var en anden tid end i dag. Vi boede på Dalsvinget ved Røde Banke, men da vi flyttede ind hed det Erritsø Engvej. Hele Erritsø så meget anderledes ud dengang. Ned langs strandvejen var der strand hele vejen, og vi stoppede ude på Strandvejen og løb ind til iskiosken. De havde de bedste is” siger Lotte.

Kan du fortælle om tiden efter skolen?

“Jeg kom i tjenerlære på Hybylund. Jeg var kun 17 år, så det var et stort spring. Man kunne ikke tage læretiden andre steder end i Aalborg, så alle skoleforløb foregik deroppe. Jeg var ikke engang gammel nok til at få udgangstilladelse, men det var ikke noget problem for mig at komme ud, hvis bare jeg fandt nogen over 18 at følges med” lyder det fra Lotte med et grin.

“Da jeg var færdig ville jeg gerne på gymnasiet. Det var ikke tradition i min familie at gå gymnasievejen, men jeg valgte at komme på SU og tage en HHX. Det var en hård tid, men jeg arbejdede om aftenen som tjener – og som faglært tjener man fint på det, så det kunne sagtens løbe rundt” fortæller Lotte.

“Efter det skulle jeg bruge min gymnasieuddannelse til noget. Derfor valgte jeg at læse til akademiøkonom i Kolding, og her var jeg i praktik i det der nu hedder Comwell Kolding. En sjov sideting er, at jeg tog min uddannelse sammen med ham der nu er koncerndirektør for Comwell Kolding, så man kan ende meget forskellige steder med samme uddannelse. Men uddannelsen var mit første møde med HR. Det var i en tid hvor HR og personaleudvikling var noget man begyndte at tale om, så jeg har været med fra personaleudviklingens spæde start” fortsætter hun.

Hvad med arbejdslivet?

“Det var svært at finde et job, men det lykkedes mig at få i stilling hos Wurtz i Kolding. Her var fokus på udvikling af medarbejdere. Det var også i denne tid jeg fik to børn, Mathias og Emil” fortæller Lotte.

Hvad med en mand – hvornår kommer han ind i ligningen?

“Ja, det gør han jo allerede da jeg er 18 år gammel. Jeg mødte ham til en fest i Erritsø, vi kommer jo ikke ud for bygrænsen” siger Lotte grinende.

“Men fra det første job søgte jeg videre til HK, og endte med at få et job i HK Uddannelse Vejle Amt, som det hed dengang. Opgaven her var meget lig mit tidligere job, bare i større skala. Jeg var med til at sikre en bedre uddannelse for HK’erne i området. Det var en periode hvor de var ved at tabe terræn og miste jobs til højere uddannede, her spiller efteruddannelse og udvikling meget. Jeg endte faktisk med at have min stilling i ni år inden jeg søgte videre” siger hun.

“Så havde jeg en kort tid på Sygehus Lillebælt, det var ikke en god oplevelse. Derfra gik turen til TV2 i en HR-stilling også. jeg mødtes med de forskellige afdelinger og var med til at planlægge hvordan de skulle have fokus på medarbejderudvikling. Det var meget spændende, for journalister er en helt anden verden end jeg var vant til” fortsætter Lotte.

“Efter en tur tilbage til HK blev jeg ringet op af Ole MIAMI, der også dengang var formand for Fredericia Shopping. Han ville gerne have mig med på vognen i Shopping. Her lavede vi blandt andet et ‘prøv en gravko’ arrangement midt i gågaden da den var gravet helt op. Det var en stor succes. Men det var også en svær tid. Shopping havde lige brudt samarbejdet med Fredericia Kommune, så vi stod helt alene. Vi havde den ene jul hvor vi ikke havde økonomi til julebelysningen, og så måtte vi jo melde det ud som det var. Men så sprang Monjasa heldigvis til og stillede økonomisk garanti” fortæller hun.

“Ja, og så er vi ved mit nuværende job hos EUC Lillebælt. Her har jeg været i fem år nu, og jeg er meget glad for det. Jeg arbejder med uddannelser og besøger mange virksomheder som virksomhedskonsulent. Jeg elsker at arbejde med mennesker, og jeg mener ikke man kan gøre nok for uddannelse, det er den eneste måde at udvikle Danmark på” fortsætter Lotte.

Hvordan ser du på Fredericia i dag?

“Da jeg selv var i Fredericia Shopping synes jeg byen var død. Der var en negativ stemning om byen, og folk var meget hurtigere til at tale Fredericia ned. Men jeg har altid elsket Fredericia, det er jo en by der rummer alt. Kort til alt og en masse forskellig natur” siger Lotte.

“Men det har heldigvis ændret sig nu. Der er en meget større positivitet omkring byen, og politikerne gør også meget for at gøre Fredericia til en fed by at bo i” fortsætter hun.

Hvad drømmer du om?

“Det var da et svært spørgsmål. Man drømmer selvfølgelig altid om at det går ens børn godt. Men jeg tror jeg drømmer om fortsat at kunne hjælpe mennesker på vej” slutter Lotte.

Fakta:
– Alder: 52
– Gift med Lars
– To børn: Mathias og Emil

Ugens Kurt: Kurt Egebro

Af

-

07:00 - 20. august 2018

Kurt Egebro, Ugens Kurt — Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er den oprindelige Kurt. Kurt Egebro, manden der grundlagde Kurt’s Kaffebar. Han er født i 1958, endda hjemmefødt på Indre Ringvej. For en uge siden fyldte han 60 år. En alder, som han tager til efterretning, men ikke har tænkt nærmere over, alligevel som interviewet med denne Ugens Kurt skred frem, er der ændringer at spore.

Kurt Egebro voksede op i højhusene ved Indre Ringvej og Jernbanegade. Han kunne gå gennem Volden og passe skolegangen på Slesviggades Skole, hvor han gik indtil femte klasse, hvorefter han kom på Købmagergade Skole. Der endte han med tre år i Realen, inden han blev arbejdsdreng og senere kom i lære hos Linnemann Radio på Johs. Jensens Allé. Herefter gik turen til miltæret, fortæller Kurt og drikker lidt af sin kaffe.

Kaffen er sort, helt sort, men snakken er fuld af farver, smil, grin og minder.

“Det er ikke lang tid siden, at jeg så et opslag på Facebook, hvor der var billeder af os fra dengang. Det er godt nok mange år siden,” siger Kurt Egebro og fortsætter:

“Jeg havde ikke nogen stor karriere i militæret. Jeg fik dog flere radiofærdigheder, og åbnede et radioværksted hos tandlæge Gren i kælderen på Lillebælts Allé. Senere åbnede jeg Egebro Radio på 6. julivej. Fra radio gik turen til skadeservicesverdenen. Der var pludselig ingen penge i radiobranchen – meget blev faktisk solgt billigt ved grænsen, så alle var ved at lukke og i dag er alle jo lukket. Jeg kom ud af det i god tid og uden underskud, så det var godt nok. Jeg begyndte at tilbyde skadesservice på radio, rengøring af elektronikartikler og så videre. Efter 15 år startede jeg K2-rengøring sammen med Klaus Poulsen.”

Det var noget af et skifte?

“Ja, men jeg har altid kunnet lide at arbejde og bruge kroppen, og rengøringsbranchen var fin. Vi havde on and off 25 medarbejdere, og i 16 år arbejdede vi under K2-rengøring, hvor vi brugte mange timer og lavede meget af vores arbejde på Fredericia Skibsværft.”

Kurt Egebro har sammen med ekskonen Mette to børn. Mia og Peter på henholdvis 28 og 21 år. Kurt er blevet morfar, og snart bliver han det igen, da Mia venter barn nummer to. Men det er noget andet at være morfar på langdistancen

“Det er dejligt at være morfar, men det er noget andet, end da Mia og Peter var små. De havde bedsteforældrene i byen og de hjalp meget, når arbejdet kaldte. I dag er der et stykke vej, når jeg skal til Aarhus, hvor Mia bor. Men jeg elsker at komme på besøg”, fortæller Kurt.

Flere gange undervejs bliver vi afbrudt på kaffebaren. Alle vil hilse på Kurt og mange ved også, at han fyldte år dagen før. Kurt er et kendt ansigt. Jeg spørger til alderen.

“Jo, jeg har da nået en milepæl. Men ellers er det ikke noget, jeg har tænkt over. Jeg har altid arbejdet, og jeg har haft gode og sjove arbejdspladser. Jeg har samtidig set Fredericia gå fra at være en industriby til at være en normal provinsby med alle muligheder foran sig,” siger Kurt.

Hvis vi springer tilbage til tiden på Skibsværftet, hvordan var det?

“Det var en god tid. Mange vi kendte arbejdede på værftet – og vi havde mange mand i gang dernede. Jeg tog ofte derned kl.4.00 om morgenen, tog hjem om eftermiddagen, løb en tur, spiste og arbejdede igen om aftenen, men i forhold til dit spørgsmål, så var Fredericia en arbejderby, som jeg har nævnt før – og det bar alt præg af. Vi arbejdede bare, og når vi havde fri, så havde vi fri. Sådan var det,” fortæller Kurt Egebro.

Igen bliver Kurt spurgt til alder og fødselsdag, ikke af mig, men af nogle af de andre kaffegæster.

“Jeg bliver nok aldrig voksen, griner han. Men hvad gør det. Jeg ser ikke så meget på alderen. Jeg synes da også, at det er sjovt, at mine børns venner kan tale med mig og ikke mindst, at de har kunnet lide at komme i hjemmet altid. Når Peter skulle holde fest, vidste vi jo, hvor de var, når det foregik hos os – og vi kendte hans venner. Det var rart”, siger Kurt.

Efter en årrække med K2-rengøring ville Kurt prøve noget andet. Værftet flyttede også, men her flyttede han ikke med.

“Jeg lavede in stedet nogle småting, og solgte mig selv ind som arbejdsmand. Det er også det, som jeg laver i dag, og det har jeg det fint med.”

Men undervejs åbnede du en kaffebar?

“Ja, der manglede en kaffebar i byen, så den måtte jeg åbne. Vi manglede et sted med en god beliggenhed, og jeg vidste, at en kaffebar kunne noget. Jeg fandt stedet her og gik i gang. Det var ikke som sådan planen, at jeg skulle have den i mange år, men det tog fart, hurtigere end jeg havde ventet. Det var som om, at Fredericia råbte efter sådan et sted,” siger Kurt og fortsætter:

“Det gik fra kaffe til, at vi bagte selv – det havde jeg jo ikke forstand på, men jeg havde nogle gode piger, der hjalp. Men vi så rigtigt. En kaffebar giver liv, hygge og stemning til folk. Det er samtaler – det er et samlingsted med kaffe og mennesker i centrum. Den har givet folk meget – og den har givet folk, det jeg håbede. Det var også rigtigt for mig at sælge den videre. Jeg var blevet for gammel til at bygge noget op på den måde. Så vil jeg hellere hjælpe andre.”

Udover arbejde og kaffe, så er du glad for løb?

“Løb er dejlig nemt, man kan altid have et par løbesko i bilen og så er det af sted. 30 minutters motion går hurtigt, og det er godt til at koble hjernen lidt af med. Men det bliver ikke til nok lige nu. Jeg vil gerne løbe mere, men nu er jeg over 60 år, så jeg kommer i kanon form – det kan jeg se, når jeg ser på nogle af mine venner. Lige nu bliver det kun til et par gange om ugen, men der er mere på vej,” fortæller den smilende Egebro.

Det er blevet til 29 maratons rundt om i Verden. Højdepunkter er Berlin og New York.

“I New York løb jeg sammen med min far, som dengang var 71 år. Vi havde også Mia med. Det var en stor oplevelse. Det er altid en stor oplevelse at løbe de løb. Der er mange tilskuere, der er en god stemning, og man møder mange mennesker. Det kan jeg godt lide”, fortæller den løbeglade Kurt.

Kurt Egebros telefon ringer og flere hilser på, så vi bliver enige om at slutte kaffemødet, men jeg får et spørgsmål på faldrebet – når du mærker efter, hvordan har dine 60 leveår så været?

“De har været gode. Der har været op- og nedture, som det er med livet, men jeg har mødt mange glade mennesker. Vi har haft det skægt, og jeg tænker som sagt ikke så meget over min alder – kun med den dimension, at jeg ikke føler, at jeg skal nå så meget mere, jeg føler ikke presset på samme måde, som før, hvor man kunne nå alt på ingen tid. Jeg har ikke noget imod at slappe lidt mere af og tage det roligt, når jeg først er hjemme igen,” slutter Kurt Egebro.

Endnu engang tillykke med de 60 år, Kurt – og tak fordi, du mente, at Fredericia skulle beriges med en kaffebar.

Ugens Kurt: Lise Møller

Af

-

07:00 - 13. august 2018

Ugens Kurt er Lise Møller, som mange kender fra Kop & Kande i Midtpunktet. Lise Møller arbejdede 24 år i Imercokæden, inden hun sammen med Helle Høyer kastede sig ud på den tynde is, som selvstændig. Det har hun dog ikke fortrudt.

Klokken er lidt i ni, og det er ikke kun vinden, der har fart på i dag, det har Lise Møller også, som imidlertid hurtig finder plads i sofaen på Kurt’s Kaffebar. Vi bestiller to kopper sort kaffe hos Maria, og kaster os ud i dialogen om Lises liv.

Lise Møller er resultatet af en hjemmefødsel i Erritsø, hvor hendes forældre, der begge var lærere på Bakkeskolen, så Lise komme til verden i 1969. Og lige præcis fødsler og børn bliver også en del af fortællingen i denne Ugens Kurt. Men vi starter med forretningen.

“Jeg føler mig simpelthen amputeret i dag. Helle skulle jo være med,” siger Lise indledningsvis. Jeg fortæller, at det kan hun helt sikkert være en anden gang.

De to indehavere af Kop & Kande; Helle Høyer og Lise Møller har også arbejdet sammen i mange år.

“Først var vi kolleger gennem 13 år i Imerco, hvor vi begge blev udlært under Familien Gaasvig. Dengang lå butikken i Købmagergade. Helle stod faktisk i lære før mig, rejste ud og kom tilbage. Senere blev butikken overtaget af Hr. og Fru. Gaasvigs svigersøn – og så rykkede butikken jo til Danmarksgade, som mange sikkert husker. Jeg var i øvrigt højgravid, da vi flyttede butikken – og da jeg fødte var Danmark blevet Europamestre i fodbold aftenen før. Jeg lå på Sygehuset i Fredericia sammen med Klaus, og fra vinduerne kunne vi høre byen i ekstase og jubel”. Vi afbryder Lise – så I så ikke kampen?

“Nej, vi så ikke kampen – hverken Klaus eller jeg, men vi fik Christian.”

Efter 24 år i Imerco-kæden ville Lise noget andet, så hun tog kontakt til sin ven og kollega Helle Høyer.

“Jeg har altid elsket det nære og familiære, som der lå i butikken, og derfor ville jeg også noget andet. Jeg kontaktede Helle, som på det tidspunkt, arbejdede for en engrosvirksomhed. Hun lyttede, men det gode sikre job, var jo godt, men da engrosvirksomheden, så skulle rykke til Viborg, slog vi begge til, og åbnede så Kop & Kande i Vendersgade i oktober 2010, og det var en fantastisk beslutning.

Hvorfor?

“Vi kom tilbage til det nære, vi fik indflydelse og frihed. Det betyder meget for mig. Det var et kæmpe spring for os at blive selvstændige, men vi har ikke fortrudt,” siger Lise.

I startede op få år efter Finanskrisen, var det ikke hårdt?

“Det sagde mange faktisk til os, men det betød jo bare, at vi kunne starte på en frisk, og ikke havde været med, da det suste nedad, så i vores univers kunne det kun gå en vej,” fortæller Lise.

Lise er gift med Klaus Møller, og sammen har de to børn, Rikke og Christian. Lise og Klaus mødte hinanden på Børsen i Fredericia, hvor Klaus var dørmand. I dag er de begge selvstændige. Klaus har Automester i Erritsø på Gammel Landevej. Kombinationen mellem børn og livet som selvstændig har fungeret godt for Lise.

“Vores børn var 14 og 18 år, da jeg blev selvstændig. Så selvom de første år som selvstændig absolut har været de hårdeste, har det passet godt med, at børnene også havde mange interesser”.

Sønnen Christian er i dag en ung tandlæge og datteren Rikke, der også har hjulpet og stadig hjælper i butikken i ny og næ, skal læse til lærer nu. Dermed går hun i bedsteforældrenes fodspor, men at være skolelærer, var ikke noget for Lise.

“Jeg har altid elsket at lege butik. Jeg legede butik med min bror og søster, så kunne de komme og købe ting i min butik. Jeg elskede det,” fortæller Lisee.

Den vej gik det så for Lise, som efter handelskoletiden og læretiden i Imerco, var udlært.

Lise Møller voksede op i Erritsø, først på Landlystvej og senere på Lunddalvej i Fredericia og opvæksten har hun mange positive minder fra.

“Det var bare en dejlig tid. Jeg husker det som rart og fuld af positive oplevelser. Det var godt at vokse op i Erritsø i en glad og positiv tid. Der var et meget afslappet i forhold til børns hverdag, kontra i dag, hvor det virker noget mere hektisk. Nu havde jeg også en mor og far, der var skolelærere, så de var tidligt hjemme ved os. Det var dejligt”.

Altid Fredericia

Lise Møller har altid boet i Fredericia, og sådan fortsætter det også. De har netop solgt familiens hus på Irisvej til søn og sivgerdatter. Nu skal Lise og Klaus Møller i gang med endnu et husprojekt. Men det har aldrig ligget i kortene at flytte fra byen.

“Jeg har altid nydt Fredericia – og ser man på byen i disse år, så er det jo fantastisk. Byen er inde i en positiv udvikling – fra at være en stille og rolig by, til at være en by, som lever, en by som byerne omkring os bemærker. Det er godt gået – og ser man på det cafeliv, der er skabt, så er det helt vildt,” siger Lise og fortsætter:

“Jeg har det godt i Fredericia. Jeg har min familie og venner, som jeg elsker at bruge tid på – og nu, hvor butikken har nogle år på bagen, så er der også blevet lidt mere plads til weekendfri og familietid, end tidligere. Det skyldes i høj grad også, at vi har fået et dygtigt personale, som gør det godt i butikken. Det gør alt nemmere og Fredericia er et godt match for os.”

Hvad bringer fremtiden?

“Vi er absolut stadig selvstændige, og vi er nok på samme sted, selvom der sker meget i byen i disse år. Vi ligger godt med en god parkeringsplads lige udenfor døren. Vi har nogle gode lokaler, et godt lagerrum, så selvom vi nogen gange mangler plads, så arbejder vi på gode løsninger,” fortæller Lise.

Og dit samarbejde med Helle – det virker stærkt og som et venskab?

“Vi supplerer hinanden godt – vi har hver vores ansvarsområde – og bruger hinanden til at blive bedre. Det er også det, der gør, at jeg synes, det er fedt at gå på arbejde. Jeg har en at sparre med. Det hele går super godt og går op i en højere enhed. Vi er utrolig gode venner, og det smitter af på alle. Det får vi at vide”, fortæller Lise og uddyber:

“Vi har en god fornemmelse af, at vi har et godt humør og at det er dejligt at komme ind i vores butik. Vi bruger meget tid på at pleje vores kunder. Vi kender mange rigtigt godt udover handlen, og vi taler meget sammen hen over disken.”

“Og tilbage til Fredericia-spørgsmålet, så har jeg fundet mig godt tilpas. Jeg er nok tryghedsnarkoman. Jeg elsker familie og venner, og det bruger jeg min fritid på.”

Vi slutter med fødselerne. Lise er blevet farmor til Clara på fire måneder, og det er bare stort. Nu skal prinsessen vokse op i det hus, som har været farmor og farfars de sidste 22 år.

“Det er dejligt. Vores søn og svigerdatter overtager, som sagt, vores hus – og vi går i gang med et nyt kapitel i uge 42 på Elsesvej.”

Når Lise ikke arbejder 45-50 timer i butikken, så bliver der også tid til lidt skovfitness, hvor man mødes omkring de forskellige skove i Fredericia, Volden, Stranden og lignende for at lave øvelser og løb. Lise Møller har også spillet håndbold i Erritsø gennem en årrække.

Lise slutter af med at fortælle mere om Helle og deres hverdag.

“Det føles nok ikke som arbejde. Vi er hinandens bedste venner og det vi laver sammen, er vi glade for. Så det går også, når vi næsten bor hernede i højsæsonen november og december,” slutter Lise.

Ugens Kurt: Sanne Falkenby fra Pigernes Verden

Af

-

06:30 - 6. august 2018

Sanne Falkenby, Ugens Kurt. Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia AVISEN.

Ugens Kurt er i denne uge Sanne Falkenby fra Pigernes Verden i Gothersgade. Vi sidder på Kurt’s Kaffebar, her er travlt, hele byen summer af liv. Serenade of the Seas ligger i havnen og byen er fuld af krydstogtgæster og fredericianere, der følger med.

Sanne Falkenby er født i 1976 i en anden dejlig dansk by, Nyborg. En by, der på mange punkter minder om Fredericia; historiens vingesus synger herfra, Nyborg har strand, skov, by og bro. Men så er Fredericia bare lige det større, indskyder Sanne, inden vi for alvor starter interviewet.

Sanne voksede op i Nyborg, hvor hun gik i folkeskole, tog et enkelt år på Handelsskolen, søgte læreplads og fik den hos tøjbutikken La Chica. Det var studievejlederen, der sendte Sanne den vej.

“Det stod på ingen måde skrevet nogen steder, at jeg skulle gå den vej. Jeg troede, jeg skulle være pædagog eller noget lignende. Jeg troede, jeg skulle tage en HF først og så gå den vej,” siger Sanne og fortsætter:

“Mange ting i livet kommer tilfældigt. Det kan jeg skrive under på. Jeg endte i øvrigt med at være lidt over to år hos La Chica. Så rejste jeg med min daværende kæreste til Italien. Vi kørte i bil fra det nordlige Italien til det sydlige Italien, hvor vi ramte Palermo. En tur på i alt fire måneder.

Hos familiebageriet Viadukt Bageriet i Nyborg arbejdede Sanne on af off fra hun fra 13-21 år, når det brændte på. Hun kunne lide at arbejde der.

“Det var et fedt arbejde. Jeg havde en god chef i Benny, og det var meningen, at jeg skulle arbejde videre der, tjene penge og så tage den førnævnte HF, men i stedet endte jeg i en butik i Nyborg, der hed Pigernes Magasin. Jeg fik et barselsvikariat. Der var jeg i næsten fem år, indtil en investor kom og spurgte, om jeg ville åbne butik i Fredericia,” fortæller Sanne.

Den 25. november 2001 flyttede hun sammen med sin nuværende mand, Jacob Falkenby til Fredericia. Det var en rejse fra provinsby til provinsby, men for Jacob og Sanne var det også en rejse til et anderledes liv og en noget større by. De bosatte sig i en lejlighed i Sjællandsgade.

“Det var en stor oplevelse at flytte. Det var noget andet. Fredericia er dobbelt så stor. I Nyborg kendte vi alle – og vi hilste på alle. Nu var vi fremmede. Det var faktisk en rar følelse i starten, men også ensomt på en måde. Når vi havde fri, trak vi til Nyborg. Det var svært at starte noget netværk op i starten i Fredericia. Som selvstændig arbejder man mange timer,” siger Sanne og forstætter:

“I januar 2004 købte vi hus i Hannerup Skov, hvor vi stadig bor. Så fik vi naboer og gradvist netværk i byen. Vi blev også forældre til Lucas og senere Malou. Vi havde samtidig åbnet butik i Middelfart og Odense. Der var run på – for meget run. Jeg var faktisk ved at miste Lucas, inden han blev født, så jeg måtte drosle ned. Jeg valgte derfor, at sælge min anpart tilbage i de butikker. Det gik stærkt i de år, og det var hårdt, det var mange timer, men også sjovt, når jeg tænker tilbage.”

Netværket Ladies Circle blev også et sted, hvor Sanne kom tættere på Fredericia og andre kvinder fra byen.

“Det var super godt. Jeg var med i 14 år, og når man som mig, var fremmede i byen, så får man utrolig meget ved at deltage i netværk,” fortæller Sanne.

“Vores start i 2001 i Fredericia var i øvrigt i lokalerne, hvor Vivaldi er nu. Dengang havde vi ikke den store viden om, hvor vi skulle være. I dag er det en fed placering, men dengang var der lidt dødt efter Danske Bank, når man gik gennem Gothersgade. Det var lidt “udkanten”, men gradvist skete der noget i Fredericia. Man lagde ny belægning i byens indre – og det gav lynhurtig resultater. Det hev niveauet op og gav byen et løft,” siger Sanne.

“Fredericia er en fed by. Det har jeg faktisk altid synes. Byen minder meget om Nyborg. Her er et Voldanlæg, strand, skov og by. Så vi har faktisk altid følt os hjemme. I dag sker der meget i Fredericia, som virkelig er blevet en spændende by i en fantastisk udvikling. Byen rummer mange muligheder og i dag møder jeg mange venlige mennesker, der taler pænt om vores by. Vi hører det mange steder fra nu – og ikke bare fra krydstogtsgæsterne,” uddyber Sanne.

Hvorfor tror du, at Fredericia har ændret sig på de punkter?

“Jamen, mange vil byen det godt. Generelt hjælper alle også til nu – vi ved alle sammen, at vi skal løfte og vi gør det i flok. Det giver resultater til Fredericia nu,” siger Sanne.

Har du andre interesser?

“Jeg er blevet træner i EGIF Håndbold. Vores børn spiller håndbold, og jeg går nu ind til min trejde sæson. Det startede i sin tid med, at Malous hold manglende en træner. Jeg kunne godt hjælpe. Håndbold var en stor del af min ungdom. Jeg elskede spillet, men havde ikke rigtigt haft tid senere hen i livet til at spille. Det passede ikke sammen med butikken – lørdagsfri eksisterede ikke med mindre man skulle til noget stort,” fortæller Sanne og fortsætter:

“Det er fedt at se, at vores børn også finder en glæde ved sporten nu, så finder man ligesom sin sport igen gennem dem. Det var lidt tilfældigt, men jeg er glad for, at jeg er træner. Jacob blev også formand ved et tilfælde i EGIF Håndbold, og så går det nogen gange. Vi skal give noget igen til det sportsliv, man har været en del af. Alle har mega travlt, og kan ikke presse den frivillige tid ind, men vi er nødt til det som mennesker i samfundet. Det er den eneste måde, at vi kan holde det hele i gang på.”

I dag driver Sanne Falkenby butik sammen med Lone Bull Bendixen. Et makkerskab hun nyder. I 2014 var Sanne imidlertid ude i et stormvejr. Hun var presset økonomisk i butikken, men fik god hjælp af den kendte fredericianske erhvervsmand Jan Bjærre, der indgik et partnerskab med Sanne og skød økonomi i butikken, fik det hele på rette kurs, hvor efter Sanne kunne købe den tilbage igen.

“Det var en hård tid, men Jan hjalp os. Nu blomstrer butikken igen, og med vores nye rammer i starten af Gothersgade, har kunderne fundet os igen. Det er dejligt,” slutter Sanne.

Tiden er ved at være gået og man kan se, at Sanne har ekstra travlt, vi har jo lavet aftalen på en dag, hvor der var krydstogtskib – og i Pigernes Verden er der mange kunder af samme grund, så vi siger farvel.

Ugens Kurt: Kristian Bendix Drejer

Af

-

07:00 - 30. juli 2018